Humulus lupulus has often been transplanted from the wild to homesites as an ornamental. When such sites are abandoned, the plants often persist, and it may appear that they are present naturally. As well, suppliers of ornamental plants may sell hops collected from one site to buyers in a quite distant site. The hop varieties discussed here may therefore be found occasionally beyond the distribution ranges given in this treatment.
Native Americans used Humulus lupulus medicinally to induce sleep, for breast and womb problems, for inflamed kidneys, rheumatism, bladder problems, intestinal pain, fever, earaches, pneumonia, coughs, and nervousness, as a tonic and a stimulant, and as a witchcraft medicine (D. E. Moerman 1986).
The measurements mentioned in couplet 1 of the following key are taken in the middle abaxial portion of the central lobe on 4-6 cm leaf blades attached to flowering or fruiting twigs.
This species is cultivated throughout China, especially in E Shandong (Qingdao) and Xinjiang. The flowers and infructescences are important ingredients for beer making. The female flowers and bracts are used medicinally.
Hop (Humulus lupulus) is 'n meerjarige klimplant, waarvan die vroulike bloeiwyse vir die voorbereiding van bier gebruik word om dit 'n bitter, dog aangename smaak te gee. Hop is inheems aan Europa, Wes-Asië en Noord-Amerika. In Suid-Afrika word op plase rondom George gekweek.
Hops word in Suid-Afrika veral in Outeniekwaland gekweek en daar bestaan 'n eie hopvariëteit wat Outeniqua-hops genoem word en afstam van die Atlas-variëteit en 'n wilde voorouer uit Joego-Slawië. Outeniqua-hop het 'n hoë gehalte alfasure van 12-13,5%.[1]
'n Opgeleide stingel
Vroulike bloeiwyse
Manlike plant
Manlike plant
Die korrekte benaming vir hierdie plant in Afrikaans is hop en nie hops nie.
Wikimedia Commons het meer media in die kategorie Hops.
Wikispecies het meer inligting verwant aan: Hops
Hop (Humulus lupulus) is 'n meerjarige klimplant, waarvan die vroulike bloeiwyse vir die voorbereiding van bier gebruik word om dit 'n bitter, dog aangename smaak te gee. Hop is inheems aan Europa, Wes-Asië en Noord-Amerika. In Suid-Afrika word op plase rondom George gekweek.
El lllúpulu (Humulus lupulus), ye una de los trés especies de plantes del xéneru Humulus, de la familia de les cannabacees. Ye natural d'Europa, Asia occidental y Norteamérica.
Anque ye trepadora, nun tener bilortos nin nengún otru apéndiz pa esti propósitu, sinón que se sirve de robustos tarmos (ye una planta cambiadiza) provistos de ríxidos tricomas qu'ayuden a garrase al soporte. Ye una planta de guía perenne con rizoma como tarmu d'almacenamientu soterrañu, que vilta les sos partes aérees na dómina favorable, que pueden algamar ocho metros d'altor, con fueyes palmato-lobulaes de 3 a 5 lóbulos dentaos. Siendo una especie dioica, les flores femenines y masculines surden en plantes separaes, les primeres, de color verde claro, axuntar en amentos y son usaes como saborizante y axente estabilizador na cerveza, les masculines, mariellu-verdoses, formen panícules. El frutu denominar aqueniu.
Aceites esenciales (hasta un 1 %, sobremanera humuleno, mirceno, β–cariofileno y farnesceno) y más de cien principios d'otru tipu, ente ellos geraniol, linalol, citral, linioneno y serolidol. Tamién tien un complexu de resines amargoses ( 3-12 % ) nel qu'hai acedu valeronico, lumulona y lupulona. Los aceites esenciales y les resines amargoses reciben el nome conxuntu de lupulina. El llúpulu contién 8-prenilnaringenina, el más potente fitoestrógeno conocíu.[1]
Pa la cerveza utiliza la flor fema ensin fecundar.
L'ácidu del llúpulu (ácidos α) tien un nidiu efeutu antibióticu contra les bacteries Gram positives.
Anguaño, na ellaboración occidental, l'aditivu principal que s'utiliza pa faer de contrapesu (de equilibrante si prefierse) al dulzor de la malta de cebada ye'l llúpulu (Humulus lupulus). Amás, el llúpulu fai que la espluma de la cerveza seya más estable, ayuda a caltener el so frescor, ye la causa de la estimulación del mambís que produz la cerveza y confier-y otres propiedaes.
Na base de les bracteóles de la flor hai unes glándules que contienen la lupulina, que ye l'ingrediente que va apurrir a la cerveza el so sabor amargoso y los arumes propios. Del amargor son responsables los ácidos amargosos, y los arumes vienen d'aceites esenciales constituyíos n'especial por compuestos abondo volátiles y delicaos a base d'ésteres y de resines. Esisten numberoses variedaes botániques del llúpulu que son oxetu d'investigaciones intenses. . Pa la so comprensión tamién se clasifiquen en categoríes:
Estos lúpulos son los qu'apurren más elementos amargosos qu'arumosos. Los representantes más conocíos d'esta categoría son el brewer's gold y el northern brewer o nordbrauer, anque tamién esisten especies más simples n'aceites arumosos pero qu'apurren un gran amargor como ye'l cascade.
Lóxicamente, estos apurren más elementos arumosos qu'amargos. Nesti apartáu conócense especialmente'l saaz/zatec que definen l'estilu pilsener de cerveza, el spalt, el tettnanger y el hallertauer na área alemana, y los kent goldings y fuggles na área anglófona.
Apurren dambes carauterístiques xuntes anque menos acentuaes. Esta categoría ye bien variable y mal definida. Deberíamos tamién citar el hallertauer y sobremanera los sos derivaos botánicos, según el hersbrucker y los sos derivaos.
El llúpulu ye bien delicáu. Solamente puede utilizase frescu mientres los pocos meses de la so collecha, que coincide cola de la viña: finales d'agostu a ochobre, nel hemisferiu norte, según les variedaes y el sitiu. Fora d'esti intervalu temporal tiense qu'acondicionar, de manera que'l mercáu presenta diverses formes que van dende'l llúpulu deshidratáu hasta estractu de llúpulu. Lóxicamente, en cada manipulación van perdiéndose carauterístiques y nun ye lo mesmo utilizar un llúpulu frescu o conxeláu qu'un aceite de concentráu de llúpulu. L'efeutu organoléptico sobre la cerveza ye bien distinta. La variedá y el frescor del llúpulu inflúin bien sensiblemente na calidá final de la cerveza. Les formes d'usu son n'estractu, pellet o en polvu; anque la forma más habitual ye en pellet que, con un bon acondicionamientu frigoríficu, conserva perbién les sos acedos alfa y los sos aceites esenciales como mirceno, humuleno, cariofileno y farnesano.
Tien un aceite esencial bien arumáu y compuestos osixenaos, por esto tien efeutos sedantes ya hipnóticos. Les sos propiedaes relaxantes, fueron probaes n'animales.
Esta especie cunta con distintos nomes comunes:
Humulus lupulus describióse por Carlos Linneo y espublizóse en Species Plantarum 2: 1028. 1753.[4]
Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Botánica, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies. El lllúpulu (Humulus lupulus), ye una de los trés especies de plantes del xéneru Humulus, de la familia de les cannabacees. Ye natural d'Europa, Asia occidental y Norteamérica.
Adi mayasarmaşığı və ya Adi xamırmaya (lat. Humulus lupulus)[1] - mayaotu cinsinə aid bitki növü.[2]Çoxillik sarmaşan bitkidir. Gövdəsi sarmaşan, nadir hallarda səriləndir, dördtillidir, sivri kələkötür və uzunluğu 3-6 m-dir.[3]
Yarpaqları bütöv və yaxud 3-5 bölümlüdür, qaidə hissəsi dərin ürəkşəkillidir, ucu sivriləşmiş, kənarları iri dişlidir.[3]
Dişicikli çiçəklərin çiçəkyanlığı meyvə verənə yaxın birtərəfli böyüyəndir, qanadşəkillidir, xırda oturaq vəziciklərlə örtülüdür, qaidə hissəsində fındıqcanı əhatə edir.[3]
İyun[3]
İyun-İyul.[3]
BQ (Quba), Samur-Şabran oval., Alazan-Əyriçay, BQ şərq, BQ qərb, KQ, Lənk. dağ., Lənk. oval. Ovalıqdan orta dağ qurşağına qədər.[3]
Meşə kənarında, kolluqlarda, çox vaxt çayların sahilində, hasarlar boyunca rast gəlinir.[3]
Tibbdə istifadə olunur, cavan zoğları yazda qidada istifadə olunur. Gövdəsi kəndir, kağız və s. hazırlanması üçün yararlıdır.[3]
Adi mayasarmaşığı və ya Adi xamırmaya (lat. Humulus lupulus) - mayaotu cinsinə aid bitki növü.Çoxillik sarmaşan bitkidir. Gövdəsi sarmaşan, nadir hallarda səriləndir, dördtillidir, sivri kələkötür və uzunluğu 3-6 m-dir.
El llúpol (Humulus lupulus) és una planta que pertany al gènere Humulus dins la família Cannabaceae, que va ser cultivada pels romans, i també als segles VIII, IX i X. El seu nom prové del llatí. El terme "Humulus" significa terra i "lupulus" , lupo (llop), que es pot considerar que prové del seu caràcter salvatge. En català, el llúpol també es coneix pels noms de boca de llop, esparga, espàrgol, espàrrec bord, herba cervesera, cervesina, escanyapoll, vidalba, vidaula, vidaura o vidàrria.[1]
El llúpol és originari de zones temperades septentrionals d'Europa, Àsia i Amèrica, i creix de forma silvestre a boscos humits. Es cultiven exclusivament els peus femenins a països de clima temperat, principalment a Alemanya, la República Txeca, Europa septentrional, Nord-amèrica, la Xina i Xile. Importada a altres parts del món per la producció de cervesa, pot trobar-se naturalitzada. Es troba dispersa per tota la península Ibèrica, però és més freqüent a la part nord. Als Països Catalans en estat silvestre només es troba en la meitat nord de Catalunya, en la vegetació de ribera adjacent als rius que baixen dels Pirineus.
És una planta enfiladissa perenne (encara que sigui perenne, cada any la part aèria s'asseca a la tardor i l'òrgan de supervivència és un rizoma), dioica, proveïda de rizomes groguencs, dels quals surten tiges de fins a 6 o 10 m de longitud, buides, verdes i amb pèls bifurcats sobre els nervis, que sobresurten. Les fulles verd pàl·lid, de fins a 17.5x18.5 cm, generalment oposades, poques vegades alternades, àmpliament cordades a la base. Tenen forma palmatilobada, amb 3 o 5 lòbuls i el seu marge incís dentat, amb les dents obtuses i mucronades; a la base té dos estípules membranoses, lanceolades i bífides. Les flors són unisexuals i apareixen reunides en inflorescències. Les masculines són d'un color groc-verdós i es troben ramificades a les axil·les de les fulles, amb bràctees membranoses que es van fent més petites cap a l'extrem; consta de 5 peces que protegeixen els 5 estams. I, les femenines també apareixen en inflorescències a les axil·les, amb forma de cons, tenen un ovari, que acaba en dos estigmes filiformes, protegit pel periant. El fruit és un aqueni globulós, més o menys sèssil, recobert pel periant, que té nombroses glàndules que segreguen substàncies aromàtiques. Floreix del juny al setembre.
La droga, o òrgan de la planta que té utilitat medicinal, està constituïda pels cons o estròbils femenins, els quals es recol·lecten a la tardor i s'assequen amb calor sec. També, les glàndules resinoses que recobreixen les bràctees de les inflorescències femenines formant una altra droga vegetal anomenada lupulí. Però, també, el fruit i els seus pèls són utilitzats com a droga. Les fulles joves són utilitzades en l'alimentació i per donar una aroma única i deliciosa.
Les propietats terapèutiques del llúpol es troben involucrades en diversos aparells de l'organisme, principalment el seu oli essencial, les oleoresines amargues i els flavonoides. Destaquen les seves accions hipnosedants, espasmolítiques, amargo-aromàtiques i hormonals. Prevé algunes malalties nervioses, alteracions de l'estómac, en les relacions sexuals, s'està estudiant com un anticancerós del càncer de mama, contra els cucs intestinals, afeccions de la pell i dolors reumàtics.
En dosis usuals el llúpol és ben tolerat. Pot provocar nàusees i vòmits en altes dosis. La manipulació de plantes de llúpol pot causar al·lèrgies respiratòries. El mircens contingut en l'oli fresc de llúpol ha estat considerat com a agent sensibilitzant, en tant que el pol·len és causant de dermatitis de contacte. El llúpol provoca efectes similars al Cànnabis però de menor intensitat (alegria, mareig, son). Altes dosis administrades per via injectable a animals provoquen efectes soporífers intensos seguits de mort, mentre que l'administració crònica provoca pèrdua de pes seguida també de la mort de l'animal.
Tumors hormonodependents i hiperestrogenisme. Els pacients amb síndrome depressiu tampoc han d'ingerir llúpol, ja que l'efecte sedant pot incrementar-ne els símptomes. Pel que fa a l'embaràs i la lactància es desconeixen possibles interrelacions.
El llúpol ha estat utilitzat tradicionalment com a planta tranquil·litzant. De fet, un dels remeis tradicionals per a agafar el son consistia a dormir a sobre d'un coixí ple de fulles d'aquesta planta.
L'ús popular d'infusions d'estròbils de llúpol són recomanades com a sedants, hipnòtiques, antiespasmòdiques digestives, diürètiques, reguladores, i per a l'ejaculació precoç i el priapisme (erecció permanent). S'empraven per combatre herpes, escorbut, paràsits i en digestions lentes o doloroses.
El suc espremut és emprat com a purgant.
En ús extern, serveix per a infeccions cutànies com èczemes, herpes, furóncols i úlceres. Les pomades amb llúpol també tenen utilitats analgèsiques i antial·lèrgiques.
Es considera que els llocs de clima límit (pel fred) per al conreu de la vinya són els adequats per al llúpol. Necessita una gran estructura per tal que s'enfilin les plantes. Abans de la mecanització la collita, que es fa al setembre, demanava molta mà d'obra. Les varietats conreades es reprodueixen exclusivament per via vegetativa. A Catalunya es conrea comercialment a l'Alt Camp.[2]
Les resines del llúpol contenen àcids que afavoreixen l'activitat del llevats en el procés de fermentació de la cervesa. El gust que dóna el llúpol a la cervesa varia d'acord amb les varietats conreades i la manera de procedir. Si es bullen les pinyes amb la cervesa donarà un gust amargant, si s'afegeix el llúpol més tard donen més aroma i menys amargor.
Planta femenina
Inflorescència femenina
Inflorescència masculina
Humulus lupulus 'Aureus'
El llúpol (Humulus lupulus) és una planta que pertany al gènere Humulus dins la família Cannabaceae, que va ser cultivada pels romans, i també als segles VIII, IX i X. El seu nom prové del llatí. El terme "Humulus" significa terra i "lupulus" , lupo (llop), que es pot considerar que prové del seu caràcter salvatge. En català, el llúpol també es coneix pels noms de boca de llop, esparga, espàrgol, espàrrec bord, herba cervesera, cervesina, escanyapoll, vidalba, vidaula, vidaura o vidàrria.
Chmel otáčivý (Humulus lupulus) je vytrvalá dvoudomá pravotočivá liána z čeledi konopovitých. Latinský název vznikl jako zdrobnělina z latinských slov humus = zem (bez opory se plazí po zemi) a lupus = vlk (škodí rostlinám)[1]
Chmel otáčivý je vytrvalá bylina, obvykle se silným svislým oddenkem a velkým počtem podzemních výhonků.[2] Jako trvalka vydrží na jednom místě 20-25 let.
Tenká čtyřhranná pravotočivá lodyha dosahuje výšky kolem 3-5 m, někdy dokonce až 10 m. Povrch stonku je drsný a porostlý háčkovitými chlupy, které napomáhají při popínání.[3][4]
Ve střední části lodyhy jsou listy vstřícné, dlanité a dlouze řapíkaté, s vejčitou až okrouhlou čepelí, která je 3-5klaná až 3-5dílná, dosahují šířky až kolem 20 cm. Okraj listů je pilovitý a jejich báze je hluboce srdčitá [2].Povrch na svrchní části listu je tmavě zelený a drsný, zatímco spodní strana je světlejší se žlutými žlázkami. Na bázi řapíku se nacházejí dva téměř srostlé blanité palisty. [2][5] V horní části lodyhy jsou listy menší, převážně střídavé a často celistvé nebo laločnaté. Jejich šířka se pohybuje kolem 6-10 cm. [2]
Samčí rostliny mají na konci lodyh v úžlabí listů vrcholičnaté laty prašníkových květů. Zelenavá samičí květenství se skládají z krátkých klásků, z nichž se vytvářejí vejčité šištice, které v úžlabí listů vyrůstají po dvou. Až 2 cm dlouhé šupiny šištic pokrývají zlatožluté lupulinové žlázky.[4]
Plod je z obou stran zploštělá vejcovitá nažka. Plodenství chmele otáčivého jsou převislá, až 6 cm dlouhá, se zvětšenými suchými žlutavými listeny. [2]
Jako vlhkomilná rostlina se planý chmel otáčivý vyskytuje v olšinách, na okrajích lesů, v lužních lesích, ale především v pobřežních křovinách potoků a řek, kde vytváří mohutné porosty. Kulturní rostliny se nejčastěji vysazují na rovinatých plochách, nebo v širokých otevřených údolích. Nejvhodnější je pro pěstování mírně kyselá půda (permské červené půdy Žatecka) se slabě kolísající hladinou podzemní vody (cca 2m). [2]
V současné době je rozšířen po celém mírném pásu Evropy, Asie a Severní Ameriky. Zavlečen byl i do Jižní Ameriky (Chile) a do Austrálie.
Hlavními oblastmi pěstování chmele kromě České republiky jsou Německo, USA, Čína, Polsko, Velká Británie, Rusko, Ukrajina, Kanada a Austrálie.
Plíseň chmelová (Pseudoperonospora humuli) je houbová choroba, která napadá výhony, listy a následně hlávky. Rozšiřuje se hlavně za teplého a vlhkého počasí. Listy jsou pokryty žlutozelenými skvrnami a později hnědnou a opadávají, hlávky po napadení získají rezavý nádech. Za velmi vlhkých a teplých let může způsobit rozsáhlé hospodářské škody.
Padlí chmelové (Sphaerotheca humuli) je mykotická choroba, která se rozšířila hlavně v 90. letech. Na svrchní straně listů se vytváří bělavé povlaky, které postupně přecházejí na hlávky.
Mšice chmelová (Phorodon humuli) na spodní straně listů saje rostlinné šťávy a zanechává na nich lepkavé výkaly, které jsou pak živnou půdou pro rozšíření saprofytických hub.
Sviluška chmelová (Tetranychus urticae) sáním na listech způsobuje puchýře, listy žloutnou až postupně zešednou, při silném výskytu zasychají a opadávají. Hlávky získají cihlově červené zbarvení a výrazně se zhoršuje jejich kvalita.[6]
Plodní šištice obsahují pryskyřici s hořčinami (α-hořké kyseliny (humulon), β-hořké kyseliny (lupulon)), silice s terpenoidy (např. humulen, myrcen) s bakteriostatickými a konzervačními účinky. Sekrece hořkých látek vrcholí v druhé polovině srpna, kdy začíná i sklizeň.[2][1]
Chmel patří k velmi starým kulturním rostlinám. Už ve středověku pojídali labužníci chmelové výhonky se solí, pepřem, octem a olejem a věřili v jeho léčebné účinky. První údaje o pěstování chmele na území ČR jsou z roku 859. Významně se o jeho rozšíření v českých zemích zasadil císař Karel IV.. Za třicetileté války byly chmelnice zpustošeny a obnoveny až v 18. století.[7]
Hlávky samičích květů (chmelové šištice) nebo extrakt z nich se používají v pivovarnictví při výrobě piva, obsahují totiž hořčiny (lupulin), které mu dodávají chuť a aroma. Jelikož květy ztrácejí po opylení na kvalitě, je třeba dbát na to, aby se ve chmelnici nevyskytovaly samčí rostliny. Pro výrobu piva se používají chmelové pelety (lisované chmelové granule), které jsou výhodnější zejména z hlediska přepravy a skladování. V českém pivovarnictví patří mezi nejlépe hodnocené odrůdy Žatecký poloranný červeňák, který získal certifikát Chráněné označení původu. První historická zmínka o užití chmele pro dochucení piva pochází z listiny franského krále Pipina III. Krátkého z r. 768.[8]
Český chmel (pěstovaný v Poohří (Žatecko), Polabí (Úštěcko) a na Hané (Tršicko)) patří k nejkvalitnějším na světě a občas bývá označován za zelené zlato.
Mladé výhonky chmele se dodnes někdy užívají jako zelenina („chmelový chřest“). Z výhonků se též připravují polévky, omelety, ale také se nakládají.
Lupulin z chmelových žlázek zavedl jako sedativum v roce 1813 pařížský lékárník Planche. Sušené pestíkové šištice se používají jako droga Strobili lupuli a chmelové žlázky jako Glanduale lupuli ("chmelová moučka").
V homeopatii se používá esence z čerstvých žlázek jako diuretikum, antiafrodiziakum nebo narkotikum.[1]
Menší množství se využívá při výrobě kosmetických přípravků.
V lidovém léčitelství se také využívá jako sedativum a také povzbuzuje chuť k jídlu. Sbírají se mladé výhonky, které zatím neprorostly na světlo a obsahují hodně vitamínů skupiny B i minerálních látek. Čaj z chmelových žlázek pomáhá proti nespavosti, působí močopudně a užívá se při křečích svalů.[1]
Obrázky, zvuky či videa k tématu chmel otáčivý ve Wikimedia Commons
Galerie chmel otáčivý ve Wikimedia CommonsChmel otáčivý (Humulus lupulus) je vytrvalá dvoudomá pravotočivá liána z čeledi konopovitých. Latinský název vznikl jako zdrobnělina z latinských slov humus = zem (bez opory se plazí po zemi) a lupus = vlk (škodí rostlinám)
Humle (Humulus lupulus) er en slyngende urt med op til 6 meter lange ru stængler. Humle vokser i Danmark som forvildet i ellesumpe og skovbryn.[1]
Hunblomsterne sidder i kogleagtige stande ("humlekopper"), der er tæt besat med duftende lupulinkirtler. Humlen har været anvendt som krydderi til gærede drikke i mange århundreder. Helt tilbage i middelalderen anvendtes humle i mjødbrygningen.
Humle er en lian med hurtig, urteagtig vækstform. Barken er først grøn (sjældnere: rød), senere gråbrun. Skuddene er tæt besat med fine kroge, som planten hager sig fast med. Knopperne er lysegrønne og sidder modsat.
Bladene er håndlappede eller fligede med takket kant. Begge sider er lysegrønne og meget ru. Planten har han- og hunblomster på forskellige individer. Hanblomsterne sidder som gulgrønne toppe i skudspidsen, mens hunblomsterne sidder i kogleagtige stande ("humlekopper"), der er tæt besat med lupulinkirtler, som giver duften. Frugterne modner i Danmark under gode vækstbetingelser. Rodnettet består af en rigt forgrenet jordstængel med mange, fine siderødder. Højde x bredde og årlig tilvækst: 6 x ? m (600 x ? cm/år).[1]
Planten vokser vildt i Mellemeuropas løvskove. Den er forvildet hist og her i Danmark. Begge steder gror den i ellesumpe, skovbryn og lysninger på fugtig, kvælstofrig bund.[1]
Humle dyrkes flere steder i verden, normalt mellem breddegraderne 35-55 på både den nordlige og sydlige halvkugle. De største og vigtigste humleområder ligger i Bøhmen, Sydtyskland, det sydlige England, det nordvestlige USA, Slovenien, det sydlige Belgien, det nordlige Frankrig og i området omkring Lublin i Polen. Også i New Zealand og på Tasmanien dyrkes humlen. Der skal min. være 13 dagstimer for at humlen vokser, og når der er 15 -16 dagstimer, fortsætter den med at vokse, indtil antallet af dagstimer falder, og den vil herefter begynde at blomstre. Når humlen skal dyrkes kommercielt, er der flere forhold, der betinger dyrkningen:
Dyrkningen af humle foregår ved at anvende wirer. Der er en wire, der løber vandret over planterne, og derfra er der wirere, som løber lodret ned. Planten vokser op af den lodrette wire, og de skud som er ønsket bliver ført, så de vokser med uret rundt om denne. Humle plages af løv, som her bliver fjernet op til en meters højde enten kemisk eller med græssende får i lande som Australien og New Zealand.[2]
Høstningen af humlen sker i sensommeren. Humlen skæres i ca. en meters højde, hvorefter den separeres fra den øvre wire. Når humlen er høstet, transporteres den til procesanlægget, hvor den hænges med stænglen opad for at eksponere humlekornene, der plukkes maskinelt. Når blomsterne er høstet, tørres de, hvilket der er flere metoder til. De to mest anvendte metoder er dyb-leje-tørring og faldende-leje-tørring. For begge metoder gælder, at de er udviklet med henblik på at bevare α-syrekoncentrationen.[3]
Ved dyb-leje-tørring, køres blomsterne ind på et gulv, som er af trådnet, hvor der er et rum under. Der blæses opvarmet luft op igennem trådnetsgulvet, hvorved blomsterne tørres. Ved denne metode kan humleblomsterne ligge i op til en meters højde, og tørres i 8-12 timer og overføres herefter til en hal, hvor det presses til baller.[3]
Ved faldende-leje-tørring, tørres blomsterne i et tårn eller en silo, der er inddelt i op til fem etager, med en blæser i bunden. Blomsterne fødes til den øverste etage. Etagerne er opbygget af perforede metalplader, der tillader luft at passere, men tilbageholder blomsterne. Pladerne vipper, hvorved blomsterne risler ned gennem tårnet. Tørringen tager mellem 6-8 timer. Blomsterne bliver kørt på flere transportbånd, hvor de gennemblæses med varm luft.[3]
Humle indeholder en række smagsstoffer, herunder terpener, svovlholdige stoffer og glykosider, der forekommer i højere koncentrationer i kornene end i blomsterne.
Humlen indeholder resin og lupulin, der giver den bitre smag, og over 300 forskellige æteriske olier. Olierne giver de citrusagtige, blomstrede og krydrede aromatiske nuancer. Blandt de over 300 forskellige olier er det kun fire, der har afgørende indflydelse på øllets aroma og som især giver smag: myrcen, caryofellen, farnesen og humulen.
Blomsterne indeholder en række essentielle olier, som har en aromatisk effekt på øllet. Sammensætningen og koncentrationen af olierne i humlen afhænger af humlesorten, vækstbetingelser og opbevaring. Indholdet af olier ligger mellem 0,4 - 2,5 ml. pr. 100 g humle[4]. Terpener er ikke-forsæbbare lipider, der både forekommer som lineære og cykliske molekyler[5]. De seks terpener som forefindes i højeste koncentrationer er:
Terpenerne udgør omkring 90% af olierne i frisk humle, og heraf udgør myrcen, α-humulen og β-caryophyllen op mod 80% af olierne. Terpenerne er tungtopløselige i vand og majoriteten koges af eller skylles ud under fermenteringen. Humlesmagen, i øl kan tilskrives en række terpener. Stofferne forekommer i lave koncentrationer i øllet og har en sensorisk grænseværdi på få ppb.[4]
Humle, der sprøjtes med svamepebekæmpelsesmidler, indeholder en række svovlholdige stoffer, der giver en uønsket smag og lugt til øllet, hvoraf de hyppigst forekommende er[4]:
Humle indeholder en række glykosider. Flere studier[6][7] har påvist, at en del af humlesmagen stammer fra hydrolyserede derivater af glykosider, der efterfølgende reagerer med en række organiske forbindelser i urten, herunder linalool. Disse reaktioner er ikke fuldt forstået.[4]
Humlekornene indeholder voks og fedtsyrer, bestående af steroler og lange karbonkæder. Humlefrø indeholder faste olier, som kan give en harsk bismag, og derfor anvendes der ofte humle uden frø.[4]
Flavonoider er naturligt forekommende stoffer, der giver farve og smag, og er typisk bitre[8]. Nogle af de flavonoider, der forefindes i humle i de højeste koncentrationer er:
Xanthohumol giver den gule farve, der er i humlekornene, og er det flavonoid, der findes i højest koncentration i humlen og udgør op til 1,5% af den totale tørvægt. Stoffet er tungtopløseligt i vand og kan ikke ekstraheres ved superkritisk ekstraktion, men det har en høj opløselighed i ethanol. Under kogningen bliver xanthohumol isomeriseret til isoxanthohumol. Indholdet af xanthohumol og isoxanthohumol i øllet vil henholdsvis være omkring 3 ppm og 1 ppm. Ved late hopping vil der være en større mængde xanthohumol i humlen. Hopeinen, 8-prenylnaringenin, findes i lave koncentrationer i frisk humle og dannes ikke enzymatisk, men derimod langsomt ved isomerisering af desmethylxanthohumol.[4]
α- og β-syrer (også kaldet humuloner og lupuloner)er en række bitterstoffer der forekommer naturligt i humleplanten. Stofferne bidrager med en stor del af den bitre smag fra humlen.
I tabellen herunder fremgår koncentrationen af α-, β-syrer samt humleolier i en række humlesorter. Alle værdier er angivet i %m.[9]
Humlens navn Oprindelsesland α-syre β-syre Humleolier Aroma-humle ~ ~ ~ ~ Golding England 5.5 2.5 0.7 Fuggle England 4.5 3.7 0.6 Progress England 6.0 2.3 0.6 Whitbread Golding variety England 6.0 2.7 1.0 Hersbrucker Tyskland 4.2 7.0 0.8 Tettnang Tyskland 4.0 6.0 0.8 Spalt Tyskland 4.0 7.0 0.8 Hallertau Tyskland 4.5 6.0 0.8 Willamette USA 6.0 4.0 1.0-1.5 Cascade USA 6.0 5.0 1.0 Mount Hood USA 5.0 4.0 1.0 Strisselspalt Frankrig 4.5 2.0 0.7 British Columbian Bramling Canada 5.0 2.3 0.7 Styrian Golding Slovenien 5.0 2.6 0.8 Saaz Kroatien 3.0 7.0 1.0 Lublin Polen 5.0 1.3 1.0 N.Z. Hallertau New Zealand 7.5 6.0 1.0 α-humle ~ ~ ~ ~ Target England 10.5 5.2 1.3 Yeoman England 10.5 5.1 0.8 Omega England 8.0 3.5 1.0 Northern Brewer Tyskland 8.0 7.0 1.6 Brewers' Gold Tyskland 6.5 6.5 1.4 Rekord Belgien 6.0 6.0 1.0 Galena USA 13.0 8.0 1.2 Nugget USA 13.0 5.0 2.0 Glusters USA 7.0 5.0 0.5 Pride of Ringwood Australien 9.0 1.7 2.0 Super Styrian Slovenien 8.5 2.2 1.0 Green Bullet New Zealand 10.0 7.8 1.3 Pacific Gem New Zealand 12.0 9.2 1.8 Blandet ~ ~ ~ ~ Northdown (seeded) England 8.0 6.0 1.0 Northdown (seedless) England 10.0 6.6 2.0 Challenger (seeded) England 7.0 3.9 0.8 Challenger (seedless) England 9.0 4.5 1.3 Perle Tyskland 6.5 8.0 1.0 HŸller Tyskland 5.5 6.0 1.0 Centemnial USA 10.0 5.0 1.5 Chinook USA 13.0 3.0 2.0
Humle (Humulus lupulus) er en slyngende urt med op til 6 meter lange ru stængler. Humle vokser i Danmark som forvildet i ellesumpe og skovbryn.
Hunblomsterne sidder i kogleagtige stande ("humlekopper"), der er tæt besat med duftende lupulinkirtler. Humlen har været anvendt som krydderi til gærede drikke i mange århundreder. Helt tilbage i middelalderen anvendtes humle i mjødbrygningen.
Der Echte Hopfen (Humulus lupulus) ist eine Pflanzenart in der Gattung Hopfen und durch seine Verwendung beim Bierbrauen bekannt. Er gehört zur Familie der Hanfgewächse (Cannabaceae).
Echter Hopfen wurde zur Arzneipflanze des Jahres 2007 gekürt.
Die Wildform des Echten Hopfens wächst bevorzugt an stickstoffreichen Standorten mit höherer Bodenfeuchte, zum Beispiel in Auwäldern, aber auch an Waldrändern und in Gebüschen auf trockeneren Flächen. Selten bildet er größere Bestände, kommt aber meist in kleinen Gruppen vor. Er ist in Mitteleuropa eine Charakterart der pflanzensoziologischen Ordnung Prunetalia, kommt aber auch in Gesellschaften der Verbände Alno-Ulmion oder Alnion vor.[1] In den Allgäuer Alpen steigt er im Tiroler Teil bei Elbigenalp bis zu einer Höhenlage von 1036 Metern auf.[2]
Aus einem dicken Wurzelstock (Rhizom) treibt der Hopfen meist sehr zahlreich aus. Es sind dünne, raue Stängel mit ankerartigen Kletterhaaren, die eine erstaunliche Haftfähigkeit haben. Diese Triebe werden auch als Reben bezeichnet und wachsen im Durchschnitt 10 cm pro Tag. Wie bei allen Stauden kommt es nicht zu einer durchgehenden Verholzung der Pflanze. Hopfen ist ein Rechtswinder, die oberirdischen Triebe sind einjährig und sterben nach der Samenreife ab. Mit zwei bis sechs Metern Höhe ist die Wildform kleiner als die Zuchtsorten 4–8 m; ebenso sind die Blütenstände deutlich kleiner. In Mitteleuropa ist der Wilde Hopfen nahezu überall anzutreffen, kleinere Lücken gibt es im Alpenvorland. Der Hopfen ist eine zweihäusige Pflanze. Der männliche Blütenstand ist eine Rispe, der weibliche eine zapfenartige Ähre.
Wegen seines umfangreichen Rhizoms ist eine Beseitigung aufwendig.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 20.[1]
Die jungen Hopfensprosse eignen sich als Delikatesse mit feinem harzigen Geschmack sehr gut, wenn sie in Butter gebraten oder kurz gekocht werden, entweder im Dampf (bei den noch sehr zarten) oder in Salzwasser (2–4 Minuten). Bei der Ernte kann man die richtige Länge (ca. 10 bis 25 cm) herausfinden, indem man mit den Fingern den Stängel hinauffährt und ihn dabei leicht biegt. Er bricht dann an einem bestimmten Punkt ab und das ist die richtige Stelle, weil der Spross ab da aufwärts noch genügend zart ist.[3][4][5]
Weibliche Blüten des wilden Hopfens
Männliche Blüten des wilden Hopfens
Männliche Pflanze des wilden Hopfens
Die Kultursorten des Echten Hopfens werden zur Gewinnung der weiblichen Blütenstände landwirtschaftlich angebaut. Diese heißen in der Hopfenwirtschaft Dolden und finden beim Bierbrauen Verwendung. Auch die jungen Triebe im Frühling und die Samen im Herbst sind essbar.
Die wichtigsten deutschen Anbaugebiete[6] sind die Hallertau in Bayern, das Elbe-Saale-Anbaugebiet in den Bundesländern Sachsen, Thüringen und Sachsen-Anhalt, das Schussental zwischen Tettnang und Ravensburg in Baden-Württemberg und die Region um Spalt in Mittelfranken.
Eine Befruchtung durch den Pollen männlicher Pflanzen verringert den Ertrag an Bierwürze, verkürzt das Erntezeitfenster (überreife Hopfendolden schmecken unangenehm) und erschwert die Verarbeitung in der Brauerei. Darum sind die Felder komplett pistillat (botanisch weiblich). Die Dolden besitzen an der verdeckten Oberfläche der Kelchblätter (Calyxen) und Tragblätter (Brakteen) Harzkügelchen, aus denen man das gelbe Lupulin gewinnen kann. Es wirkt als Geschmacksstoff und Konservierungsmittel. Man unterscheidet grundsätzlich zwischen den Bitterhopfensorten und den Aromahopfensorten. Letztere sind dadurch charakterisiert, dass ihr Bitterungspotential in der Konzentration deutlich geringer ist als jenes des Bitterhopfens. Für den Brauprozess sind hauptsächlich die sogenannten „α-Säuren“, d. h. α-Lupulinsäure oder Humulon und deren Derivate, von Bedeutung; die „β-Säuren“ β-Lupulinsäure (Lupulon) und ihre Abkömmlinge sind für die Geschmacksaromen wichtig. Der α-Säuren-Anteil von Aromasorten beträgt etwa 3–9 % im Vergleich zu 12–20 % bei Bittersorten, jedoch haben Aromasorten dafür deutlich höhere Konzentrationen an aromatisch hoch wirksamen Inhaltsstoffen wie ätherischen Ölen oder Polyphenolen.
Früh im Brauprozess zugesetzter und lange mitgekochter Hopfen erhöht die Hopfenausbeute, die eine chemische Umwandlung der α-Säuren in Iso-α-Säuren darstellt; die Würze wird dadurch bitterer. Später hinzugefügt entsteht ein eher mildes Bier. Faktoren wie beispielsweise die Art des Hopfenprodukts (Pellets, Extrakte usw.) oder auch die Stärke des Kochens und der Extraktgehalt der Würze beeinflussen die Hopfenausbeute mit.
Seine Bedeutung erreichte der Hopfen ursprünglich weil seine bakteriziden Bitterstoffe beim Brauen von Bier wesentlich zur Haltbarkeit beitrugen. Die antiseptische Kraft des Hopfens wurde 1153 n. Chr. von Hildegard von Bingen beschrieben mit den Worten „putredines prohibet in amaritudine sua“ (seine Bitterkeit verhindert die Fäulnis).
Die ältesten schriftlichen Quellen zum Hopfenanbau stammen aus dem frühen Mittelalter. Angeblich wurde der Hopfenanbau erstmals im Jahre 736 n. Chr. bei Geisenfeld in der Hallertau erwähnt; konkrete Quellen existieren für die Jahre 768 (Kloster St. Denis nördlich von Paris), 822 (Kloster Corvey) und 859 bis 875 (Hochstift Freising). Eine erste Erwähnung des Hopfens als Brauzusatz findet sich im Jahre 1079. Im Hochmittelalter kommen Wollin, Breslau, Troppau, Brüx, Wismar, Braunschweig und Lübeck als Hauptanbaugebiete hinzu.[7]
Hopfen wird alljährlich im Frühjahr ab Ende März in den Gerüstanlagen von sogenannten Hopfengärten kultiviert.
Vermehrt wird die Pflanze vegetativ über Stecklinge, die auch Fechser genannt werden.
Zwei oder drei Triebe werden um einen Draht als Kletterhilfe gelegt und wachsen bis Ende Juli auf die in Deutschland übliche Gerüsthöhe von sieben Metern. Neuere und wiederentdeckte Sorten erfordern andere, meist geringere Gerüsthöhen und damit alternative, teils vorteilhaftere Gerätschaften, was jedoch eine Umstellung erfordert und letztlich ihr Durchsetzungsvermögen merklich hemmt. Sind die Ähren der weiblichen Pflanze reif, werden die Hopfenreben während der etwa dreiwöchigen Erntezeit (letzte August- und erste September-Dekade) knapp über dem Boden abgeschnitten und von den Gerüstanlagen gerissen. Die Ernte war früher reine Handarbeit, heute werden Pflückmaschinen eingesetzt.[8] Auf dem Hof werden von Pflückmaschinen die Dolden vom Hopfenstock getrennt. Die weichen und feuchten Dolden werden in der Darre getrocknet, bis sie nur noch etwa 11 Prozent Feuchtigkeit enthalten, dann gepresst und gekühlt. Oft wird Hopfen zu Pellets (kleine, gepresste Zylinderstücke) weiterverarbeitet. Diese haben, luftdicht verpackt, längere Haltbarkeit. Wird der Hopfen zu warm oder nicht luftdicht abgepackt, verliert er schnell die flüchtigen Aromen und in einem Jahr bis zu 35 Prozent seines Brauwertes.
95 Prozent des Hopfens wird, meistens in der Form von Hopfenpellets, für die Bierherstellung verwendet.[8] Er verleiht dem Bier sein Aroma und die typische Bitterkeit. Die Hopfeninhaltsstoffe wirken zusätzlich beruhigend, konservierend und schaumstabilisierend. Zum Brauen werden ausschließlich die Dolden der weiblichen Hopfenpflanzen verwendet. Für einen Liter Bier benötigt man ein bis vier Gramm Hopfen.[9][10] Beim Grünhopfen-Pils wird der Hopfen ohne Trocknung direkt von der Ernte verarbeitet.[8]
Vereinzelt wird Hopfen als Geschmacksbereicherung für einige Liköre und Schnäpse verwendet, inzwischen wird auch Hopfen-Limonade hergestellt.
Ein geringer Anteil des Hopfens wird zu medizinischen Zwecken, hauptsächlich als Sedierungsmittel, verwendet.
Geerntete Dolden
Pflückmaschine
Pflückmaschine
Einjähriger Junghopfen
Häckselabfall
Reben
Garten
Lagertisch mit Dolden und Pellets (Mitte)
Hopfen dient in vielen alten Bibliotheken als Schutz vor Feuchtigkeit und Ungeziefer. Man legt Hopfendolden hinter den Büchern aus. Sie regulieren die Luftfeuchtigkeit, und ihre ätherischen Öle halten Insekten fern. Die Dolden müssen alle paar Jahre ausgewechselt werden.
Seit einigen Jahren gewinnt die Ernte von Hopfenspargel wieder an Bedeutung. Hierbei werden in einem zwei- bis dreiwöchigen Zeitraum in den Monaten März und April (je nach Witterung) die weißen, frisch ausgetriebenen Sprösslinge des Hopfens aus der Erde gegraben und regional als Spezialität angeboten. Die sehr kurze Saison und die zeitaufwändige Ernte in Handarbeit machen den Hopfenspargel zu einer der teuersten in Deutschland angebauten Gemüsesorten.
2019 wurden laut der Ernährungs- und Landwirtschaftsorganisation FAO weltweit 175.183 t Hopfen geerntet. Davon wurden in Deutschland etwa 28 % (= 48.500 Tonnen) eingebracht. Die USA waren mit 29 % der Welternte der größte Produzent.[11]
Wertbestimmende Bestandteile der Hopfendolde sind eine Harzfraktion (Hopfenbitterstoffe)[12] und ein ätherisches Öl, das Hopfenöl. Daneben sind Rohfasern (15 %), Eiweiße (20 %) und mineralische Bestandteile (8 %), Polyphenole (Tannine) (2–5 %) enthalten.[13][14]
Die weiblichen Blütenstände sind die sogenannten Hopfenzapfen Lupuli strobulus (2,5 – 5 cm), welche die trockenhäutigen Deckblätter tragen. Diese wiederum sind von sandkorngroßen Drüsenhaaren besetzt, die das gelbe bis rötliche Harz enthalten. Das Harz befindet sich in den Hopfendrüsen Lupuli glandula (Hopfenmehl, Hopfenstaub, Lupulin), die durch Abklopfen oder Schütteln der Hopfenzapfen gewonnen werden. Das Hopfenharz gliedert sich in zwei Harzfraktionen, die Hopfendrüsen enthalten etwa 50–80 % in Hexan lösliches Weichharz und zum anderen das hexanunlösliche Hartharz. Im frühen 19. Jahrhundert erfolgte die Extraktion des Harzes mit Wasser, Ethanol, Dampf oder auch Schwefelkohlenstoff. Durch die zunehmende Erforschung der Bestandteile des Harzes und seiner lipophilen Komponenten wurden ab dann effektivere Lösungsmittel wie Aceton, Chloroform, Alkohol oder Hexan verwendet. Aufgrund der Angst vor schädlichen Lösungsmittelrückständen wurde dann überkritisches Kohlendioxid verwendet.
Die Extraktion des Harzes liefert die kristallisierbaren, oxidationsempfindlichen Hopfenbittersäuren:
Die Hopfensäuren machen anteilig etwa die Hälfte am Harz aus. Sie sind sehr instabil und nur im frischen Hopfen, nicht jedoch in gelagerter Ware enthalten. Beim Würzkochen (Bierherstellung), aber womöglich auch bei der pharmazeutischen Drogenextraktion entstehen durch Ringverengung stark bittere Isoverbindungen, die Isohumulone. Während der Lagerung der Droge werden durch oxidativen Abbau aus den Hopfenbitterstoffen verschiedene Verbindungen gebildet, darunter das 2-Methyl-3-buten-2-ol, für das im Tierexperiment sedierende Wirkungen festgestellt wurden. Weiterhin enthält das Harz Chalkone (Xanthohumol), 0,5 – 1,5 % Flavonoide und 2–4 % Gerbstoffe. Das gelb gefärbte Xanthohumol – für das eine chemopräventive Wirkung nachgewiesen wurde[17][18] – kommt spezifisch im Hopfen vor und ist eine analytische Leitsubstanz; beim Brauprozess wird dieses jedoch weitestgehend in Isoxanthohumol umgewandelt.[19]
Im Hopfenöl sind über 150 Einzelstoffe für ihr Vorkommen bekannt, unter denen Mono- und Sesquiterpene (z. B. Myrcen, Humulen und β-Caryophyllen, Farnesene) und verschiedene Fettsäureester hervorzuheben sind. Je nach Mengenverhältnis der Hauptterpene unterscheidet man myrcen- und humulenreiche Hopfensorten. Sie bestimmen maßgeblich das Bieraroma.[20]
Hopfen enthält geringe Mengen an östrogenwirksamen Stoffen, unter denen das potenteste als das zu den Flavonoiden gehörende Hopein (8-Prenylnaringenin) identifiziert wurde.[21] Auch eine antimikrobielle[21] und tuberkulostatische Wirkung sollen Hopfenzapfen haben.
Pharmazeutisch verwendete Drogen sind die Hopfenzapfen (Lupuli flos, Strobuli Lupuli, Strobulus Lupuli), bei denen es sich um die getrockneten, vollständigen weiblichen Blütenstände handelt, und die Hopfendrüsen (Lupuli glandula, Hopfenmehl, Lupulin), die von den Fruchtständen abgesiebten Drüsenhaare. Hopfendrüsen stellen ein grüngelbes klebriges Pulver dar, das aromatisch riecht und würzig bitter schmeckt. Sie werden durch das Ausklopfen der Hopfenzapfen gewonnen. In gepresster Form werden die Hopfendrüsen als Hopfenhasch (Lupu-Hash) als Räucherwerk oder zum Rauchen verwendet.
Zubereitungen aus Hopfenzapfen werden bereits seit dem 18. Jahrhundert als leichtes Einschlaf- und Beruhigungsmittel genutzt. Im Handel sind Hopfenextrakte als Fertigarzneimittel erhältlich, oft im Gemisch mit anderen pflanzlichen Sedativa wie Baldrian. Deren Wirksamkeit wurde von der Kommission E des BfArM bestätigt.[22]
Die schlaffördernde und beruhigende Wirkung des Hopfens geht auf seine dem körpereigenen Hormon Melatonin-ähnlichen Eigenschaften zurück. Es konnte nachgewiesen werden, dass Hopfenbestandteile an den Melatonin-Rezeptoren binden und dadurch schlafinduzierende Effekte, wie z. B. eine Senkung der Körpertemperatur bewirken.[23][24]
Die Reduktion der Körpertemperatur trägt dazu bei, den Schlafprozess zu initiieren. In der Kombination ergänzen sich Hopfen und Baldrian in ihrer schlaffördernden Wirkung wie die körpereigenen Schlafregulatoren Adenosin und Melatonin.
Welche Inhaltsstoffe für die Wirkung verantwortlich sind, ist nicht vollständig geklärt. An erster Stelle sind die Bitterstoffe des Hopfens zu nennen. Aus diesen entsteht durch die Verbindung von Humulon und Lupulon bei der Lagerung, Verarbeitung und/oder im menschlichen Körper 2-Methylbut-3-en-2-ol, das wahrscheinlich für die beruhigende Wirkung verantwortlich ist. Die Verbindung wirkt außerdem antibakteriell. Die entsprechend konservierende Wirkung spielt beim Bierbrauen eine wichtige Rolle. Die Bitterstoffe stimulieren auch die Magensaftsekretion, deshalb wird der Hopfen in der Volksheilkunde bei Appetitlosigkeit und bei Verdauungsbeschwerden eingesetzt.
In der Aromatherapie werden Hopfenblüten als „Aromakissen“ oder Hopfenauszüge als Badezusatz verwendet. Eine östrogene Wirkung des Hopfens geht hauptsächlich auf den Gehalt an Hopein (8-Prenylnaringenin) zurück. Der Stoff wirkt als Agonist am Estrogenrezeptor.[21]
Frische Hopfenzapfen können bei Hautkontakt allergische Reaktionen auslösen (Hopfenpflückerkrankheit).
Weltweit existieren mehrere hundert Hopfensorten,[25] von denen allerdings nicht alle aktuell eine wirtschaftliche Bedeutung haben.
83,3 % der auf deutschen Hopfenflächen angebauten Sorten sind Züchtungen aus dem Hopfenforschungszentrum Hüll. Im Jahr 2019 waren in Deutschland 44 Hopfensorten im wirtschaftlichen Anbau – mit weiter steigender Tendenz.[8]
Landsorten:
Zuchtsorten:
Aromahopfen gehören zu den qualitativ hochwertigsten und teuersten Hopfensorten, denn sie enthalten ein deutlich ausgeprägteres Spektrum an Aromen, als dies bei den sonst eingesetzten Bitterhopfen der Fall ist. Beim Brauprozess entfalten Aromahopfen eine außergewöhnliche Aromenintensität, die dem Bier mehr „Körper“ verleiht. Er macht es würziger, aromatischer und charaktervoller. Aromahopfen besitzen jedoch einen geringeren Anteil an Bitterstoffen, die beim Brauprozess ebenfalls eine wichtige Rolle spielen. Man braucht daher eine deutlich größere Menge. Daher ist dieser Hopfentyp – auch wirtschaftlich gesehen – der hochwertigste. Die höhere Hopfengabe bringt mehr Xanthohumol in die Würze bzw. das Bier ein, obwohl Bittersorten einen höheren Gehalt an Xanthohumol aufweisen.[19] Viele Brauereien verwenden dennoch ausschließlich Bitterhopfen.[27] Die edelsten Aromahopfensorten waren lange Zeit die alten Landsorten „Hallertauer Mittelfrüher“, „Spalter“, „Tettnanger“, „Hersbrucker Spät“ und der böhmische „Saazer“, die allerdings sehr empfindlich gegenüber Pilzkrankheiten und Schädlingen sind.[28]
In Tettnang und der Hallertau sind seit 2013 neue Sorten im Anbau, die einige Jahre lang als Special Flavor Hops (seit 2006 gezüchtete Hopfensorten mit natürlichen fruchtigen Geschmacksrichtungen) vermarktet wurden. Mittlerweile werden diese neuen Züchtungen als normale Aromasorten gelistet und eingesetzt; die wichtigsten dieser modernen Zuchtsorten sind
Die drei führenden Hopfenbau-Länder sind heute der Fläche nach die USA, Deutschland und Tschechien. 2016 betrug die geschätzte Hopfenernte in der Hallertau 36.500 Tonnen.[29]
1928 betrug die Welternte 60.300 Tonnen; davon entfielen 14.900 Tonnen auf die USA, 12.300 Tonnen auf Großbritannien, 9.430 Tonnen auf die Tschechoslowakei und 8.370 Tonnen auf das Deutsche Reich.[30]
In Deutschland gibt es vier größere Hopfenanbaugebiete, die insgesamt auf 20.706 ha produzieren (Stand 2020). Die folgenden Zahlen geben den Anteil an der deutschen Gesamtfläche an:
In Österreich mit insgesamt 248 ha Anbaufläche (Stand 2016) gibt es drei Anbaugebiete:
Während bis 1939 wesentlich mehr Hopfen angebaut wurde, können heute nur noch 23 % des Landesbedarfes im Inland gedeckt werden.[33]
In der Schweiz befinden sich Anbauflächen von insgesamt 18 ha, nur etwa 10 % des Landesbedarfs kann so aus der einheimischen Produktion in 20 landwirtschaftlichen Betrieben gedeckt werden.[34]
Mit 21.433 ha (Stand 2016) liegt etwa ein Viertel der weltweiten Anbauflächen in Nordamerika in den US-Bundesstaaten Idaho, Oregon und Washington; aus der Hopfenernte 2016 wurden 4.054 Tonnen Alphasäure gewonnen.
Weltweit an dritter Position liegt Tschechien mit 4.945 ha. Das bedeutendste Hopfenanbaugebiet liegt bei Žatec (Saaz), weitere bei Úštěk (Auscha) und Dubá (Dauba) sowie Tršice (Tirschitz).
Hopfenanbau mit internationaler Bedeutung findet auch noch in der Volksrepublik China (2.508 ha), in Polen (1.524 ha), in Slowenien (1.528 ha), in der Ukraine (369 ha) und in England (928 ha) statt. Weitere europäische Länder mit Hopfenbau von geringer, manchmal aber regionaler Bedeutung sind Frankreich (453 ha, in erster Linie im Elsass), Spanien (534 ha vorwiegend um die Stadt León), Rumänien (282 ha), Belgien (155 ha, im Besonderen in der Gegend von Poperinge, Provinz Westflandern) und Slowakei (137 ha). Außerdem wird in Neuseeland auf ca. 412 ha Hopfen angebaut, der größtenteils exportiert wird. Als Ergebnis der neuseeländischen Züchtungsbemühungen erzielen diese hochwertigen Sorten vergleichsweise hohe Preise. In Australien sind es 488 ha und in Südafrika 402 ha. (Alle Angaben Stand 2016.)[35]
Zu den durch Pilzen verursachten Krankheiten zählen der Echte und der Falsche Mehltau sowie die hopfenspezifische Art Verticillium nonalfalfae der Verticillium-Welke. Der Hopfen- oder Hanferdfloh Psylliodes attenuatus und die Gemeine Spinnmilbe Tetranychus urticae gehören zu den tierischen Schädlingen.[36] Ein weiterer wichtiger Schädling ist bei Massenbefall die Hopfenblattlaus Phorodon humuli.
Langjährig schwankt der Preis von Hopfen beträchtlich (Größenordnung ca. 1 zu 10), was sowohl den Hopfenanbau als auch den Hopfeneinkauf wirtschaftlich risikoreich macht.
Weltmarktführer als Hopfenlieferant und Hersteller von Hopfenprodukten ist die Barth-Haas-Group.[37]
Mit dem Hopfenanbau sind auch kulturelle Traditionen verknüpft wie z. B. die Wahl einer Hopfenkönigin.
In Manuskripten des 12. Jahrhunderts, die Hildegard von Bingen zuzuschreiben sind, wird der Hopfen („hoppho“) als Bitterpflanze charakterisiert, die im Menschen schädliche Melancholie erzeuge, andererseits aber, den Getränken zugesetzt, diese vor dem Faulen bewahre. Im 14. Jahrhundert deutete Konrad von Megenberg die Wirkungscharakteristik der Hopfendolden als heiß und trocken. Er sah in ihnen eine Kraft, die zähe Feuchtigkeiten im Menschen auflösen und Flüssigkeiten vor Fäulnis bewahren könne. Das gelte aber nur für die Dolden, während das Kraut den Leib des Menschen beschwere.
Aus dem Opus pandectarum des Matthaeus Silvaticus[38] und aus den Werken des Pseudo-Mesue[39] schöpfend deuteten die Kompilatoren der Mainzer Kräuterbuchinkunabeln Herbarius moguntinus (1484), Gart der Gesundheit (1485) und Hortus sanitatis (1491) den Hopfen als eine Art Winde („volubilis – species tertia / lupulus“). Dieser „lupulus“ sollte schmerzlindernd und entzündungswidrig wirken. Er sollte die gelbe Galle („cholera citrina“) aus dem Blut entfernen. Eine Abkochung von „lupulus“ in Molke („aqua casei“) sollte besonders entzündungswidrig sein. Ein aus „lupulus“ bereiteter Sirup sollte Gelbsucht beseitigen. In seinem Kleinen Destillierbuch (1500) empfahl der Straßburger Chirurg und Botaniker Hieronymus Brunschwig die im Ende des April ausschießenden „gipflin und zincklin“ am Beginn ihres Wachstums abzubrechen und zur Bereitung eines Destillats zu verwenden.
Otto Brunfels (1532), Hieronymus Bock (1539) und Leonhard Fuchs (1543), die Väter der Botanik, diskutierten darüber, welche Pflanzenbeschreibungen in den Werken der antiken Autoren (Dioskurides und Plinius) den Hopfen darstellen könnten. Hieronymus Bock schrieb auch über die nichtmedizinische Verwendung des Hopfens im 16. Jahrhundert:
In seinem Pinax theatri botanici (1623) benannte Caspar Bauhin den Hopfen nach den Regeln einer binären Nomenklatur und er differenzierte zwischen männlicher und weiblicher Pflanze („lupulus mas“ und „lupulus foemina“).
Herbarius Moguntinus 1484
Gart der Gesundheit 1485
Hortus sanitatis 1491
Otto Brunfels 1537
Leonhart Fuchs 1543
Hieronymus Bock 1546
Mattioli / Handsch / Camerarius 1586
Köhler 1887
Der Echte Hopfen (Humulus lupulus) ist eine Pflanzenart in der Gattung Hopfen und durch seine Verwendung beim Bierbrauen bekannt. Er gehört zur Familie der Hanfgewächse (Cannabaceae).
Echter Hopfen wurde zur Arzneipflanze des Jahres 2007 gekürt.
Apīnīs (luotīnėškā: Humulus lupulus) ī tuokis augals, muokslėškā prigolons kanapėnėm augalam (Cannabaceae).
Ta ī daugiametė vėjuoklė, katra ėšaug lėg 8 m aukštoma. Šaknės apīnė būn daugiametė, vuo strombrē (vėrkštis) kuožnās metās žela naujės. Ont stombrė būn tuoki kėbokā, katrās apīnīs keberuojas par medius, tuoras, krūmus. Lapā 8-15 cm ėlgoma, skiautieti (ėš 3-5 daliū), dontītās kraštās. Apīnē žīdia nug bėrželė lėg rogpjūtė narīškēs žėidokās, katrūs apdolkėn vies. Muoterški žėidā būn ont vėina augala, vuo vīrėški ont kėta, tūdie ka sonuoktom sporgā, rēk ka abījū gėmėniū apīnio augtom šalėmās. Vaisios apīnė ī tuokis žalis sporgs, katros ešruod kap minkštos kankuoriežis (ba so žvīnalēs). Nūnuokst tėi sporgā par rogpjūti-siejė.
Apīnē aug lapoutiu ė skojoutiu medies, īpatingā medies opiu krontūs. Tonkē augėnams šalėp nomū, gīvenėmūs.
Ėš apīnė sporgu taisa alu, kartė erbata, katra vēk kap ospakajuoncā, paded ožmigtė. Apīnė vėrkštis tink vėrvėm pintė.
Chmiél (Humulus lupulus) – to je wielelatnô roscëna z rodzëznë kònoplowatëch (Cannabaceae). Òn rosce m. jin. na Kaszëbach.
Tekst üüb Öömrang Echt hoop (Humulus lupulus) as en plaant uun det famile faan a henepplaanten (Cannabaceae). Diar woort biir faan maaget. Hoop woort uk uun a medesiin iinsaat.
Hoopplaanten
Hoopfrüchten
Ual hooppres
Echt hoop (Humulus lupulus) as en plaant uun det famile faan a henepplaanten (Cannabaceae). Diar woort biir faan maaget. Hoop woort uk uun a medesiin iinsaat.
Hmelj (lat. Humulus lupulus) jeste biljka penjačica iz porodice Cannabaceae, red Rosales (ranije smještena u zaseban red Urticales), koja svakog proljeća niče ponovo iz, na hladnoću otpornog, rizoma. Udomaćen je u umjerenim područjima sjeverne hemisfere.[1]
Cvjetne šišarke hmelja koriste se u proizvodnji piva, kojem daju specifičnu gorčinu i aromu. U ovu svrhu koriste se samo šišarke kultiviranih sorti biljke. Mladi izdanci divlje biljke su jestivi.
Raste do 6 metara u visinu. Listovi su mu troprsti ili petoprsti. Šišarke hmelja su jajaste, lahke, rastresite cvasti, duge 3-4cm, široke oko 2 cm, nešto pljosnate, i gorkog ukusa, prijatnog svojstvenog aromatičnog mirisa. Šišarke se lijepe za prste.[2] Biljka se veoma često koristi i u narodnoj medicini.
U proizvodnji piva koriste se ženski cvjetovi biljke, koji imaju oblik zelenih češera. Oni se u pivo dodavaju kako bi dodali gorčinu i balansirali slatkoću dobijenu od slada te kako bi pivu dali svoju aromu.
Hmelj (lat. Humulus lupulus) jeste biljka penjačica iz porodice Cannabaceae, red Rosales (ranije smještena u zaseban red Urticales), koja svakog proljeća niče ponovo iz, na hladnoću otpornog, rizoma. Udomaćen je u umjerenim područjima sjeverne hemisfere.
Cvjetne šišarke hmelja koriste se u proizvodnji piva, kojem daju specifičnu gorčinu i aromu. U ovu svrhu koriste se samo šišarke kultiviranih sorti biljke. Mladi izdanci divlje biljke su jestivi.
Hommel (Nederlands: hop(pe)) is e twèslachtige plante va de Cannabaceae-familie.
De plante wos tot voe kort vôornoamelyk ekwikt vour in bier te doen. In de knops zit er e stoffe (lupuline, e geelachtige poere) die e zeure smoake gift an 't bier. 'n Dag va vandoage gebruukn ze hommel ouk mêer e mêer vour in medicamentn te doen. 't Bestoan oek zaksjes en hoofdkussens, evuld mi hommel. Dat zoudt e nateurlik slapmiddel zyn.
In Belgie zyn de streekn van Oalst (Ôost-Vloandern), Asse (Vlams-Brabant) e surtout dedie va Poperienge styf ekend voe nundern hommel. In 't buutnland zyn Duutsland en Tsjechië ekend.
Vôorn da ze hommel in bier dein om e smaksje an 't bier te geevn, dein ze d'r gruut in. Gruut is e miengelienge va kruudn. Round de joarn 800 kwaamn ze in Duutsland op 't gedacht om e bitje hommel in bier te doen om 't langer te kunn bewoarn.
In de streke va Poperienge leevnde z'in de Middelêeuwn va de loakenhandel. Moa deur de polletiek van Iengeland moestn ze achter een andere maniere zoekn voe commerce te doe. Hommel wos d'oplossienge. Sedert de 15st'n êeuw wos hommel hier intensif verbouwd. 't Uutzicht va Poperienge gienk nôoit nog 't zefste zyn...
In 'n 20stn êeuw goenk het van kwoad noar erger mi de hommelproduucsje in Poperienge. In 2006 woarn d'r in Poperienge nog moar e goe 30 boern voer een areoal va 176 hectoarn. De reddieng zou nu Menohop kunn zyn. Want an 'n unief va Gent en z'ontdekt dat er in hommel 'fenooln' zittn die styf trekkn op 't vrouwelik hormoon oestrogeen. Menohop is e medicament da de oengemakkn va vrouwn in de menopauze zou kunn verhelpn.
In 'n wienter goan de bovenste dêeln va de plante dôod, moa de wortels overleevn. Mi 'n uutkom groein der scheutn an de wortels: die scheutn zyn e delicatesse. De scheutn zyn eleid roend droadn en klemmn omhoge. Tusschn april en juli groeit de plante 't mêest: de rankn kunn toen otmets 30 santemeter groein op êen dag. Begun juli stopt de plante mi groein e begunt ze te bloein. De vrouwelike bloemn groein uut tout 'knops'.
Te laste begun september begunt 'n hommelpluk. Vroeger dein ze da met 'n hand. In 'n oudn tyd dei olleman mei an 'n hommelpluk. Da wos zwoar werk - surtout a 't rinde, want toe lein je n'hann oopn va de rankn. Om d'ambiance d'r in 't houn, zoengn de plokkers liedjes. Dit is 't êeste refring van e bekend liedje:
Toen da de pluk ouk mi machienn koste gebeurn, in de plekke va manueel, wos 't er in Poperienge e firma die e masse machienn efabriceerd het: Allaeys. In de joarn '60 exporteernde ze ouk na Duutsland, en dat is toch opmerkelik omda Duutsland vele keirs grodder is. Ze produceernde ounder anger de Allaeys Junior, Allaeys Senior, Allaeys Europa Super (koste 240 à 270 rankn ter eure plokkn), Allaeys Compact en Saxo. De firma Allaeys is oendertusschen wel failliet egoan.
Achter 'n plok droogn ze de knops vorzichtjes uut mi warme luchtbloazers. Anders zou 'n hommel ol zêre beschimmeln. A ze droge enoeg is, pressen ze 'n hommel tope in juutn ballo's (da noemn ze zwyns).
Om de drie joar (2005, 2008, 2011,...) goat er in Poperienge in september e stoet uut die e masse vook trekt. Olles stoat toen nateurlik in 't têekn va 'n hommel. D'r zyn ouk fêesten, en ze verkiezen e Hoppekeuneginne.
Hommel (Nederlands: hop(pe)) is e twèslachtige plante va de Cannabaceae-familie.
De plante wos tot voe kort vôornoamelyk ekwikt vour in bier te doen. In de knops zit er e stoffe (lupuline, e geelachtige poere) die e zeure smoake gift an 't bier. 'n Dag va vandoage gebruukn ze hommel ouk mêer e mêer vour in medicamentn te doen. 't Bestoan oek zaksjes en hoofdkussens, evuld mi hommel. Dat zoudt e nateurlik slapmiddel zyn.
In Belgie zyn de streekn van Oalst (Ôost-Vloandern), Asse (Vlams-Brabant) e surtout dedie va Poperienge styf ekend voe nundern hommel. In 't buutnland zyn Duutsland en Tsjechië ekend.
Hop (Humulus lupulus) saka basa Inggris utawa basa Walanda, iku sawijining tetuwuhan sing dienggo nggawé bir. Hop iku pait rasané lan mbiyèn-biyèné dienggo ngawètaké bir supaya tahan suwé. Tetuwuhan hop iku ana sing lanang lan ana sing wadon.
Hop (Humulus lupulus) is ne plaante oet de hennepfemilie (Cannabaceae). De plaante wörd oonder mear as medisien ebroekt en as oonderdeel van beer. Vuur in n proonkhof he'j ook de cultivar humulus lupulus 'Aureus' met gooldgel blad.
Hop is ne kroedachtige, rechtsdreeinde slingerplaante, dee as in et weeld gröait in Neerlaand en België. de kenmoarknde beln dee as in et noajoar an de vrouwelike plaante gröait, en öare bleume zeent, hebt de meansken et meeste an. Op disse hopbeln zitt de kliern dee as nen öllieachtigen bittern stof anmaakt.
De bittere stofn oet de hop (lupuline) wordt ebroekt in n beer. In et verleden deedn ze det dr duurhen um et länger te könn bewoarn, mear rechtevoort is iederene zo an den smaak eweandt, det leu meant det beer nit zoonder kan. Vuural pils, Engelse bitters en wat Belgiese spesjaalbeers hebt völle hop. Slim hoppige Neerlaandse beers zeent Amstel 1870, Brand UP, Jopen Hoppen en Christoffel Bier. Belgiese zeent Christal Alken en Stella Artois en in Duutslaand he'j Beck's, Jever en DAB. Het belgiese hogegistingsbeer XX Bitter is ne anklach teegn den al zeuter wordenden Westersen smaak.
Vuur hoesbrouwers (vuur de leefhebberieje) kö'j zäkke hop haaln bie bepoalde drogistn of zelfbrouwweenkels.
Vuur et Belgiese Lambiek gebrok n brouwer oawerjoarsen hop, woervan't de vlochtige bitterstofn vervlöagn zeent, mear den't alle aandere hopkenmoarkn nog inhef.
In et geheel wördn dr in 2005 ongevear 80.000 ton hop in et joar binn ehaald van 55.000 beunder laand oawer de hele wearld. In Vlaandern deedn ze hop verbouwn in de strekke roondumme Aalst en Asse woer't de leste hopboer dr met oetskeaidn in 2003. Ze doot nog hop verbouwn in n Westhook roondum Poperinge (woer't ze et hommel neumt), mear duur ne stoarke priesstried met et boetnlaand neamp et hier stöadig of de leste tied. In Neerlaand deedn ze vroger ook hop verbouwn, zo as in Skiendel en Peaize, det van et zesteende töt et achtteende joarhoonderd bekeand steund as et hopdoarp van neerlaand. Behaalve n hopmuseum en verskeaidene verwiezings is dr doar niks mear van oawer. Seend 1997 doot ze wier hop kweekn in Riemerstok in Limbörg.
In Duutslaand doot ze, a'j et vergeliekt met vroger, nog weainig hop verbouwn. Toch is et met mear as 18.000 beunder nog aait et grötste hoplaand van de wearld. De meeste hop wörd in Duutslaand ekweekt in de Hallertau in Bäjern, en et Schussental tusken Tettnang en Roawnsbörg in n Duutsen deelstoat Baden-Württemberg.
In et Noord-Westn van de Verenigde Stoaten, en dan vuural in de stoat Washington, doot ze ook nog völle hop kweekn. Ze hebt doar n kwart van de wearldkweek in haandn. Hier doot ze kweekn met nieje soortn, dee as körtere stelns hebt. Hierduur' is n oogst makkeliker en goodkeuper. Normale hop kan van zesse töt neegn meter laank wordn. De nieje soortn wordt nit länger as twee meter.
n Bestn hop keump vandaag an n dag oet Tsjechië (Bohemen) en Hongarieje.
De weelde hop gröait et beste in nen vochtigen stikstofriekn boadem, zo as bievuurbeeld in bos met völle bekn, mear eawnzogood an bosreande en buskes met nen dreugn boadem. Oet nen dikn wörtelkloetn gröait verskeaidene stelns, dee as in pärke en heuwe aandere plaantn makkelik verstikn köant. Doarumme wordt ze, boetn de beerkweek umme, wal as roedsoorte zeen, en zo gaauw meugelik vort edoan. Dit is vake nog froai lastig, umdet hop zik via zinne wörtels ook oondergroonds vuurtplaantn kan.
Hop is ene van de hardstgröainde plaantn van de wearld, met nen gemiddelden snelheaid van 10 cm op n dag. Op zien längst kan'e 8 meter wordn. Ne plaante wörd ongevear 12 töt 20 joar oold.
Rechtevoort doot ze hop ook op ne nieje manere gebroekn; de hopskötte wordt as deftig lekkerniejken serveert, en zeent te vergeliekn met taugee en alfalfa. Disse skötte wordt al estökn as ze nog egee nit boawn de groond oetkomt. Duur n kortn en intensieven zorg dee as disse skötte neudig hebt, zeent ze onmeundig deur.
t Lastige van et kweekn van hop, is det de kwaliteat van de lupuline ofneamp as n bloom van de vrouwelike plaante bevrucht is. Doarumme is et in völle kweekgebeedn bie de wet verplicht det alle männelike plaantn zo gaaw meugelik vort edoan wordt. De zöaks hebt noa de bevruchting lipiden in, dee as zorgt det n beerbroes ofbrekt, dus det n beer 'dood' geet.
n Oogst van hop geet begin noajoar an.
Hop kan ebroekt wordn as medisien: et gef röste en woarket sloapopweknd. Hierumme wörd et wal es duur de tee edoan. Hop hef doarboawn nog fenolen in, dee as stoark op et vrouwelike hormoon oestrogeen liekt. Et kan doarduur verlechnd woarkn vuur vrouwleu dee as in n oawergaank zitt. De Universiteat van Geant hef dr zelfs oonderzeuk noar edoan, en n medisien Menohop oet ebracht.
Hop-steln
Männelike plaante
Männelike plaante
vrouwelike plaante
Hop (Humulus lupulus) is ne plaante oet de hennepfemilie (Cannabaceae). De plaante wörd oonder mear as medisien ebroekt en as oonderdeel van beer. Vuur in n proonkhof he'j ook de cultivar humulus lupulus 'Aureus' met gooldgel blad.
Hop is ne kroedachtige, rechtsdreeinde slingerplaante, dee as in et weeld gröait in Neerlaand en België. de kenmoarknde beln dee as in et noajoar an de vrouwelike plaante gröait, en öare bleume zeent, hebt de meansken et meeste an. Op disse hopbeln zitt de kliern dee as nen öllieachtigen bittern stof anmaakt.
De bittere stofn oet de hop (lupuline) wordt ebroekt in n beer. In et verleden deedn ze det dr duurhen um et länger te könn bewoarn, mear rechtevoort is iederene zo an den smaak eweandt, det leu meant det beer nit zoonder kan. Vuural pils, Engelse bitters en wat Belgiese spesjaalbeers hebt völle hop. Slim hoppige Neerlaandse beers zeent Amstel 1870, Brand UP, Jopen Hoppen en Christoffel Bier. Belgiese zeent Christal Alken en Stella Artois en in Duutslaand he'j Beck's, Jever en DAB. Het belgiese hogegistingsbeer XX Bitter is ne anklach teegn den al zeuter wordenden Westersen smaak.
Vuur hoesbrouwers (vuur de leefhebberieje) kö'j zäkke hop haaln bie bepoalde drogistn of zelfbrouwweenkels.
Vuur et Belgiese Lambiek gebrok n brouwer oawerjoarsen hop, woervan't de vlochtige bitterstofn vervlöagn zeent, mear den't alle aandere hopkenmoarkn nog inhef.
Ju Hoppe (Humulus lupulus) mäd do Hopranke. Ju fint foarallen Ferweendenge bie ju Bjoor-Häärstaalenge, wier ju dät Bjoor dän släiske Smoak rakt.
Ju Hoppe (Humulus lupulus) mäd do Hopranke. Ju fint foarallen Ferweendenge bie ju Bjoor-Häärstaalenge, wier ju dät Bjoor dän släiske Smoak rakt.
De Hoppen (Humulus lupulus) is ene tweehüsige Slingplant, de mit ehre Ranken bit to söss Meter hooch klattern kann. De echte Hoppen kummt as wilde Plant in vele Rebeden vun Europa vör, besunners in Büschen, wo de Bodden fuchtig is. De riepen, tappenförmigen Fruchtdolden dräägt an ehre Bläder Drüsen, de enen gälen, klevrigen Bitterstoff utscheedt. Dit Hoppenbitter deent in de Broereen darto, dat Beer sienen Smack to geven un to konserveren. De Anbo för de Beerbroereen warrt in Hoppegoorns in sünnige, stormsekere Lagen up depen, sandigen Lehmbodden bedreven. In'n Harvst warrt de teihn Zentimeter langen Steeklingen plant. Lange Stangen oder beter noch söss bet acht Meter hoge Gerüsten mit Draht stütt de Ranken. Wenn de Fruchttappen sik tosamentreckt un klevrig, grööngääl utseht, warrt de Planten daalreten, de Dolden vörsichtig afplückt un de gele bittere Kien insammelt. De Hööftanborebetten sünd in Süddüütschland, in Tschechien, in England un de USA.
De Hoppen (Humulus lupulus) is ene tweehüsige Slingplant, de mit ehre Ranken bit to söss Meter hooch klattern kann. De echte Hoppen kummt as wilde Plant in vele Rebeden vun Europa vör, besunners in Büschen, wo de Bodden fuchtig is. De riepen, tappenförmigen Fruchtdolden dräägt an ehre Bläder Drüsen, de enen gälen, klevrigen Bitterstoff utscheedt. Dit Hoppenbitter deent in de Broereen darto, dat Beer sienen Smack to geven un to konserveren. De Anbo för de Beerbroereen warrt in Hoppegoorns in sünnige, stormsekere Lagen up depen, sandigen Lehmbodden bedreven. In'n Harvst warrt de teihn Zentimeter langen Steeklingen plant. Lange Stangen oder beter noch söss bet acht Meter hoge Gerüsten mit Draht stütt de Ranken. Wenn de Fruchttappen sik tosamentreckt un klevrig, grööngääl utseht, warrt de Planten daalreten, de Dolden vörsichtig afplückt un de gele bittere Kien insammelt. De Hööftanborebetten sünd in Süddüütschland, in Tschechien, in England un de USA.
Li houbion, c' est ene plante ki crexhe dins les håyes ou k' est ahivêye esprès po vinde ås bresseus.
No d' l' indje e sincieus latén : Humulus lupulus
Li houbion crexheut dins les håyes, dilé les måjhons. C' est ene rampe ki vént åjheymint. On dit k' i rote tot seu.[1][2]
C' est ene plante diyoyike.
flormints måyes
flormints frumeles
Pol bresreye, on l' ahive dins ene houbionire.
On l' fwait monter so des stitches u pîces å houbion.
On rascod les flormints k' on lome les flotches u copales u plokete.
C' est ça ki dene si amerté al bire.
Houte di çoula, li houbion towe les microbes, et permete al bire di s' wårder pus lontins.
Divinltins, on magnive les copales di houbion, a môde des aspedjes. N a minme des efants ki les codént et les vinde.
Les båsheles prindént les longowès rampes po fé des coides a potchî.[3]
Li houbion, c' est ene plante ki crexhe dins les håyes ou k' est ahivêye esprès po vinde ås bresseus.
No d' l' indje e sincieus latén : Humulus lupulus
Humulus lupulus (common hop or hop) is a species o flouerin plant in the Cannabaceae faimily, native tae Europe, wastren Asie an North Americae.
El Humulus lupulus (en Bresà Luertìs, en Insübregh: Lu(v)ertìs[1] [2]), l'è giöna de le trè spéci de piànte del zèner Humulus, de la famìa de le Cannabaceae. Uriginària de Euròpa, Asia ucidentàla e Amèrica setentriunàla.
La vé de spès cunsideràda 'na piànta rampicànta ma la g'ha mìa gnè barbìs gnè nisü óter aparàcc per sta tacàda a 'n qualsiés sostègn, defat per stà sö drìta la g'ha 'n gamp gaiàrt asé per tignìla sö. Chèsto gamp el g'ha dei pelöm ultàcc en zó. L'è 'na piànta erbàcea perène che la pöl rià 'nfìna a òt méter de altèsa, co le fòie palmàde-lobulàde de 3 a 5 lòbui dentàcc. L'è 'na spéce diòica, che völ dì che i fiùr fèmina e màs·cc i se fà sö 'n piànte diferènte. I fiùr fèmina i vércc ciàr i se reönés en amèncc e i è dopràcc per dàga saùr e per fà dürà de piö la bìra. I fiùr màs·cc, zaldì virdizì, i fùrma 'na panucìna. El fröt l'è 'n achénio.
L'àcit del luertìs (àcidi α) el g'ha 'n lezér efèt antibiòtich cutra i batéri Gram puzitìf, e 'l favorés l'atività del leàt per la fermentasiù del móst de bìra. Per chèsto üzo se dopèra 'l fiùr fèmina mìa fecondàt. A la bàs de le sò brateöle, gh'è dele ghiàndole che le g'ha dét la lupulìna, che l'è l'ingrediènt che 'l ghe dà a la bìra 'l sò saùr amàr caraterìstich.
El Humulus lupulus (en Bresà Luertìs, en Insübregh: Lu(v)ertìs ), l'è giöna de le trè spéci de piànte del zèner Humulus, de la famìa de le Cannabaceae. Uriginària de Euròpa, Asia ucidentàla e Amèrica setentriunàla.
Lupulu (Humulus lupulus) nisqaqa huk siqakuq yuram. China tuktuntaqa sirwisatam ruranapaq llamk'achinchik.
Wikispecies nisqaqa qillqasqa p'anqayuqmi kay hawa: Lupulu
Lupulu (Humulus lupulus) nisqaqa huk siqakuq yuram. China tuktuntaqa sirwisatam ruranapaq llamk'achinchik.
Wšedny chmjel (Humulus lupulus) jo rostlina ze swójźby kónopjowych rostlinow (Cannabaceae).
Wšedny chmjel jo trajne zele, kótarež dośěgnjo wusokosć wót 200 až 400 cm. Rostlina jo wijuca wijawka.
Kijašk njaso w šesć rědach łazeńske kósmy a je pśeśiwo stojece łopjenaty. Wón jo napšawo wijucy.
Łopjena su tśilapate až pěślapate a zubate.
Kwiśo wót julija až do awgusta. Muske a žeńske kwiśonki stoje na rozdźělnych rostlinach. Muske kwiśonki njasu pěś zelenych kwiśonkowych łopjeńkow, stoje 5-10 dłujkich kisćach a maju pěś kwiśonkowych łopjeńkow a pěś proškowych łopjeńkow. Žeńske kwiśonkowe stołki su guste a šyškojte.
Rosćo źiwje w lěsach pódla rěckow, w krickach a na kšomach gólow ługowych łukow. Ma lubjej włožne abo mokše, wutkate zemje.
Wšedny chmjel (Humulus lupulus) jo rostlina ze swójźby kónopjowych rostlinow (Cannabaceae).
Гади колмак (лат. Humulus lupulus) — киндерчәләр төркеменә кергән үсемлекләр.
Төп актив матдәләре: хумулин, ачылыклар, полифеноль кушылмалар, эфир майлары.
Йомшак тынычландыру үзлегенә ия. Вадокордин, Ново-Пассит, Корваодин, Седавиь, Уролессан һ. б. дарулар составына керә.
Биологик актив өстәлмәләр составына керә.
Составында фитоэстроген (эстроген - хатын-кыз гормоны) - 8-перилнарингинин бар.
Сыра ясауда ис һәм тәм керткеч буларак.
Салатлар ясаганда.
Декоратив үсемлек буларак.
Гади колмак (лат. Humulus lupulus) — киндерчәләр төркеменә кергән үсемлекләр.
Звычайны хмель — шматгадовы від хмеля, пашыраны ва ўмераным поясе Паўночнага паўшар’я (у тым ліку ў Беларусі). Трапляецца ў вільготным лесе, хмызьняку і на беразе ракі. Павойнае, рабрыстае і полае сьцябло мае даўжыню да 10 мэтраў і адмірае на зіму. Лісьце супраціўнае, акруглае і лопасьцевае. Кветка дробная і аднаполая. Мужчынская кветка ў мяцельчатым суквецьці. Жаночая — у коласападобным. Прыквецьці жаночага суквецьця пасьля цьвіценьня разрастаюцца і ўтвараюць суплодзьдзі («шышкі»). Плод — арэшак. Суплодзьдзе («шышка») мае дае 22% смалістых рэчываў (лупулін) і выкарыстоўваецца замест дрожджаў у хлебапячэньні, як процігніласны сродак(en) у мэдыцыне, таксама ў піваварэньні. Слабы адвар хмелю выкарыстоўваецца для аднаўленьня сну пры бессані і крывятварэньня ў касе[1]. Сьцябло мае грубае валакно і йдзе на корм жывёле. Вырошчваецца як аздабленчая, алейная, валакністая, лекавая, прыпраўная і сыравінная сельскагаспадарчая культура[2].
Суплодзьдзе («шышка») хмеля зьмяшчае этэрны алей, горкія і дубільныя рэчывы, таму выкарыстоўваецца ў вырабе дрожджаў, касмэтыкі, лака, лекаў, піва і фарбы. Хмеляводзтва ўзьнікла ў 10 стагодзьдзі. На 2003 г. найбольшую плошчу пасеваў мелі Нямеччына (32%), ЗША (24%), Чэхія (10%), Кітай (8%), Японія, Украіна і Расея. У 1999 г. сусьветная плошча хмельнікаў перавышала 570 км², зь іх 64% у Эўропе. Вылучаюць 4 ступені гатункаў хмелю: А — найлепшы араматычны (найкаштоўнейшы), В — араматычны, С — непіваварны, D — горкі[3]. На 2012 г. сярэдняя сусьветная ўраджайнасьць хмелю складала каля 15 цэнтнэраў з гектара[1].
У 1970—80-я гады ў Беларускай ССР плошчы хмельнікаў былі ва ўсіх 6 абласьцях. На Беларусь прыпадала 0,3% сусьветнага вырабу хмеля, як у Канадзе, Карэі і Турэччыне. Унутранае хмеляводзтва забясьпечвала звыш 40% патрэбаў рынку Беларусі. У 1990-я гады працавала адна хмеляводчая гаспадарка, якая забясьпечвала 2% патрэбаў беларускага рынку. На 2003 г. у Беларусі вырошчвалі 5 замежных гатункаў пладаносных хмельнікаў на плошчы 50 га. Найбольшым вытворцам было беларуска-нямецкае прадпрыемства «Бізон» (вёска Замшаны, Маларыцкі раён, Берасьцейская вобласьць), заснаванае ў сакавіку 1993 году[4]. Імпарт пераважна ажыцьцяўляўся з Чувашыі (Прыволская фэдэральная акруга, Расея), дзе засяроджвалася таварная вытворчасьць хмелю ў Расеі (звыш 2,5 тыс. тонаў за год)[3]. На 2012 г. выраб хмелю ў Беларусі вырас да 9% ад патрэбы айчыннага рынку. Сярэдняя цана кіляграма хмелю складала каля $5. Найбольшыя плошчы займаў нямецкі гатунак хмелю(en) «Галертаўэр Магнум», які ўлучылі ў Дзяржаўны рэгістар гатункаў Беларусі. Устаноўка на 1 га слупоў і нацягваньне між імі стужкі для вырошчваньня хмелю каштавала ў сярэднім каля $5-7 тысячаў[1].
Звычайны хмель — шматгадовы від хмеля, пашыраны ва ўмераным поясе Паўночнага паўшар’я (у тым ліку ў Беларусі). Трапляецца ў вільготным лесе, хмызьняку і на беразе ракі. Павойнае, рабрыстае і полае сьцябло мае даўжыню да 10 мэтраў і адмірае на зіму. Лісьце супраціўнае, акруглае і лопасьцевае. Кветка дробная і аднаполая. Мужчынская кветка ў мяцельчатым суквецьці. Жаночая — у коласападобным. Прыквецьці жаночага суквецьця пасьля цьвіценьня разрастаюцца і ўтвараюць суплодзьдзі («шышкі»). Плод — арэшак. Суплодзьдзе («шышка») мае дае 22% смалістых рэчываў (лупулін) і выкарыстоўваецца замест дрожджаў у хлебапячэньні, як процігніласны сродак(en) у мэдыцыне, таксама ў піваварэньні. Слабы адвар хмелю выкарыстоўваецца для аднаўленьня сну пры бессані і крывятварэньня ў касе. Сьцябло мае грубае валакно і йдзе на корм жывёле. Вырошчваецца як аздабленчая, алейная, валакністая, лекавая, прыпраўная і сыравінная сельскагаспадарчая культура.
Хмељ или обичен хмељ (науч. Humulus lupulus) — вид цветно растение од семејството конопи (Cannabaceae) со потекло од Европа, западна Азија и Северна Америка. Растението е повеќегодишен ползавец кој расте рано напролет, извивајќи млади фиданки, а наесен овенува и се сведува на студоотпорен ризом.
Ова растение е главната состојка пивото и како такво нашироко се одгледува за потребите на пивната индустрија. Мирисливите цветни шишарки на пивото му даваат горчина, вкус и трајност.[1] Хмељот содржи органските соединенија мурцен, хумулен, ксантохумол, мирценол, линалоол, танин и смола.
Видот има пет разновидности:
Постојат стотици сорти. Најзастапен во градините како украсно растение е „златниот хмељ“ (сорта Aureus).
Хмељ во селото Љубојно
Хмељ или обичен хмељ (науч. Humulus lupulus) — вид цветно растение од семејството конопи (Cannabaceae) со потекло од Европа, западна Азија и Северна Америка. Растението е повеќегодишен ползавец кој расте рано напролет, извивајќи млади фиданки, а наесен овенува и се сведува на студоотпорен ризом.
Ова растение е главната состојка пивото и како такво нашироко се одгледува за потребите на пивната индустрија. Мирисливите цветни шишарки на пивото му даваат горчина, вкус и трајност. Хмељот содржи органските соединенија мурцен, хумулен, ксантохумол, мирценол, линалоол, танин и смола.
साधारण राज़क या साधारण हॉप (common hop) 'कैनाबेसीए' (Cannabaceae) जीववैज्ञानिक कुल के राज़क (ह्युमुलस) वंश की एक जाति है। इसके मादा और नर पौधे अलग होते हैं और मादा पौधे के शंकुनुमा फूलों का प्रयोग बियर बनाने में किया जाता है, जिसे वह स्वाद और ख़ुशबू प्रदान करते हैं, हालांकि इनसे कुछ कड़वाहट भी आ जाती है। इन फूलों का सार कीटाणु-नाशक भी होता है और उस से पेयों को संरक्षित भी किया जाता है। यह विश्व के समशीतोष्ण (टेम्परेट) इलाक़ों में लता के रूप में उगता है और भारत में यह हिमाचल प्रदेश और उत्तराखंड में उगाया जाता है।[1]
साधारण राज़क या साधारण हॉप (common hop) 'कैनाबेसीए' (Cannabaceae) जीववैज्ञानिक कुल के राज़क (ह्युमुलस) वंश की एक जाति है। इसके मादा और नर पौधे अलग होते हैं और मादा पौधे के शंकुनुमा फूलों का प्रयोग बियर बनाने में किया जाता है, जिसे वह स्वाद और ख़ुशबू प्रदान करते हैं, हालांकि इनसे कुछ कड़वाहट भी आ जाती है। इन फूलों का सार कीटाणु-नाशक भी होता है और उस से पेयों को संरक्षित भी किया जाता है। यह विश्व के समशीतोष्ण (टेम्परेट) इलाक़ों में लता के रूप में उगता है और भारत में यह हिमाचल प्रदेश और उत्तराखंड में उगाया जाता है।
ფშალეთაშნეშე ფსალე (ლათ. Humulus lupulus) — ართ დო მიარეწანიან ჟირჸუდეამი კარკატია ჩანარეფიშ გვარობა კიფიშობურეფიშ ფანიაშე. ფშალეშ ღერი კარკატია რე, ოთხწახნაკამი, 6 მეტრშახ სიგჷნძაშ გიოპონუს მიკმაღანკუ კანცხუამი ძიგირეფით. ლირული ჯინჯიშე მოურს ჰორიზონტალური გუმნაღელეფი, ნამუეფით ნოსქვეფწკჷმა იჯინჯებუ დო თეჸურეშე ივითარებუ ახალი დიხაშ ჟილენი ღერი. ფურცელეფი ფართე მარქვალიშბური ვარდა მოკვარკვალე, გჷნძეყერწამი რე, ნერჩწკჷმა გურიშობური, ედომუშამი ვარდა 3–5 თოთიშობურომანამი, კუნთხუეფს შხუკიბირა. ჟილენჸურე ფურცელეფი იჭიჭარებუ დო იუკაჭულებუ, ჟილეშე ბუჟუჟამი რე, გიმენჸურე ჯერღვეფიშ გოჸუნაფუს შხუწვანდამი ძიგირეფი. წოროფურცელეფი ლანცეტიშობური რე, დიდი ზჷმაშ, ართიანს მეხოლაფირი. ტვერიანამი პიოლეფი ფენჯგირეშობურო რე მუკობუნაფილი, ბუტკამი —მ კუნტა ლუბაშნერი დუდელეფო, ინოხენა 2 ართო საართე წორობიბლაშ ლუბას, თეშ მოხ, ირ პიოლს უღუ მუში წორობიბლეფი, ნამუეფით ჭყანიერო ირდუ დო მონდა დუდელა, თ.ჯ. ფშალეშ „კუკური“ 1,5–2 სმ სიდიდაშახ ონჭუ.
ჩანარი პიოლანს VI-VIII. ფშალე ჩანს ლამე აბანეფს, ტყაშპიჯეფს, ბართვონეფს, წყარმალუეფიშ ლეხერეფს, ეშმურს გვალაშ შქა ორტყაფუშახ — 1200 მეტრშახ ზუღაშ დონეშე. გოფაჩილი რე რაჭა-ლეჩხუმს, აფხაზეთის, აჭარას, ქართლის, კახეთის, სამაჩაბლოს, თრიალეთის. საქორთუოს გვარი ფშალე ართი გვარობათ რე წჷმორინაფილი. ორეწუალე ღანკით მოჸუნა ორტვინეფს დო ბაღეფს — ედომუშამ საქორთუოს. საართე გოფაჩუა — ბჟადალი ევროპა, ობჟათე აფრიკა, ოორუე დო ობჟათე ამერიკა, ავსტრალია, ჩინეთი, ცენტრალური აზია.
ფშალეთაშნეშე ფსალე (ლათ. Humulus lupulus) — ართ დო მიარეწანიან ჟირჸუდეამი კარკატია ჩანარეფიშ გვარობა კიფიშობურეფიშ ფანიაშე. ფშალეშ ღერი კარკატია რე, ოთხწახნაკამი, 6 მეტრშახ სიგჷნძაშ გიოპონუს მიკმაღანკუ კანცხუამი ძიგირეფით. ლირული ჯინჯიშე მოურს ჰორიზონტალური გუმნაღელეფი, ნამუეფით ნოსქვეფწკჷმა იჯინჯებუ დო თეჸურეშე ივითარებუ ახალი დიხაშ ჟილენი ღერი. ფურცელეფი ფართე მარქვალიშბური ვარდა მოკვარკვალე, გჷნძეყერწამი რე, ნერჩწკჷმა გურიშობური, ედომუშამი ვარდა 3–5 თოთიშობურომანამი, კუნთხუეფს შხუკიბირა. ჟილენჸურე ფურცელეფი იჭიჭარებუ დო იუკაჭულებუ, ჟილეშე ბუჟუჟამი რე, გიმენჸურე ჯერღვეფიშ გოჸუნაფუს შხუწვანდამი ძიგირეფი. წოროფურცელეფი ლანცეტიშობური რე, დიდი ზჷმაშ, ართიანს მეხოლაფირი. ტვერიანამი პიოლეფი ფენჯგირეშობურო რე მუკობუნაფილი, ბუტკამი —მ კუნტა ლუბაშნერი დუდელეფო, ინოხენა 2 ართო საართე წორობიბლაშ ლუბას, თეშ მოხ, ირ პიოლს უღუ მუში წორობიბლეფი, ნამუეფით ჭყანიერო ირდუ დო მონდა დუდელა, თ.ჯ. ფშალეშ „კუკური“ 1,5–2 სმ სიდიდაშახ ონჭუ.
ჩანარი პიოლანს VI-VIII. ფშალე ჩანს ლამე აბანეფს, ტყაშპიჯეფს, ბართვონეფს, წყარმალუეფიშ ლეხერეფს, ეშმურს გვალაშ შქა ორტყაფუშახ — 1200 მეტრშახ ზუღაშ დონეშე. გოფაჩილი რე რაჭა-ლეჩხუმს, აფხაზეთის, აჭარას, ქართლის, კახეთის, სამაჩაბლოს, თრიალეთის. საქორთუოს გვარი ფშალე ართი გვარობათ რე წჷმორინაფილი. ორეწუალე ღანკით მოჸუნა ორტვინეფს დო ბაღეფს — ედომუშამ საქორთუოს. საართე გოფაჩუა — ბჟადალი ევროპა, ობჟათე აფრიკა, ოორუე დო ობჟათე ამერიკა, ავსტრალია, ჩინეთი, ცენტრალური აზია.
I avértîs (o, pù rär, avèrtîgh) i én il pònti di bùt dla fórma salvâdga dla pianta Humulus lupulus che, par intendórs, l'é cól c'al s'dróva a fär la birà. Par esténsion al nòm avértîs de spès al s'da a tuta la pianta intréga. A s'cata al but par'na lónghèsà ed 20 bòr al mâsim, in Avrîl o Mağ, e aghé da tgnir cónt che chi pù gròse grâs i én i pù bón.
In cusén'na i s'dróvén a la stèsa manéra di sparéz (di fati i s'polon anca séntir ćiamär sparéz salvadégh, che parò i n'én miga la stèsa pianta), a s'ghé pól fär al rizoòt, la fritäda o col ca ghniv vóija.
El lovertin el xe na pianta de ła fameja de łe Cannabaceae. El nome del lovertin 'nte ła clasificaxion de Linneo el xe Humulus lupulus (todesco Hopfen, inglese hop, tałian luppolo selvatico).
El lovertin el fa su dełe ruse drio pai fosi e sui prà.
I buti tènari che i vien fora in primavera i se ciama bruscàndołi o bruscànsołi e i xe adoparai 'nte ła cusina vèneta par far rixi e bruscandołi e fortaje. Dei bruscàndołi ghe ne parla anca el grande scritor venesian Ugo Foscoło nel so libro "Le ultime lettere di Jacopo Ortis", quando che'l descrive ła cena de na fameja de contadini vèneti, na sera de majo, quando che questi i magna na minestra fata proprio coi bruscàndołi.
I fiori i se dopara par aromatixare ła bira.
Humulus lupulus, the common hop or hops, is a species of flowering plant in the hemp family Cannabinaceae, native to West Asia, Europe and North America. It is a perennial, herbaceous climbing plant which sends up new shoots in early spring and dies back to a cold-hardy rhizome in autumn.[2] It is dioecious (having separate male and female plants).
As the female cone-shaped flowers (hops) are used to preserve and flavor beer, the species is widely cultivated for the brewing industry.[2]
Humulus lupulus is a perennial herbaceous plant up to 10 metres (33 feet) tall, living up to 20 years.[3] It has simple leaves with 3–5 deep lobes that can be opposite or alternate.[4] The species is triggered by the longer summer days to flower,[5] usually around July or August in the Northern Hemisphere.[6] The plant is dioecious, with male and female flowers on separate plants. The fragrant flowers are wind-pollinated.[7] The staminate (male) flowers do not have petals, while the pistillate (female) flowers have petals enveloping the fruit. The female flower cones (or strobili) are known as hops.[3] The fruit is an achene, meaning that it is dry and does not split open at maturity.[4] The achene is surrounded by tepals and lupulin-secreting glands are concentrated on the fruit.[8][9]
The species is sometimes described as a bine rather than a vine because it has stiff downward facing hairs that provide stability and allow it to climb.[3]
H. lupulus contains myrcene, humulene, xanthohumol, myrcenol, linalool, tannins, and resin.
Hops are unique for containing secondary metabolites, flavonoids, oils, and polyphenols that impact the flavor of the products they are common in, such as beer.[10] The bitter flavors in hops can be accounted for by acids composed of prenylated polyketides (a group of secondary metabolites), which highly impact the taste of hop-based products.[11] Multiple genes have been identified as factors in the expression of taste including O-methyltransferase 1, geranyl diphosphate synthase, and chalcone synthase. Genomic analyses have shown evidence that the intervention of humans in the selection process of the hop over the thousands of years it has been cultivated have provided noticeable enhancements in aroma and bitterness as well as selection of varieties with high yield rates.[12]
Predicted genes in homologous primary contigs have been identified as accounting for various traits expressed via variation in the growth, flowering, and stress responses in the plant. These homologous primary contigs correspond to regions with large amounts of sequence variation. Genes in the hop that contain higher rates of sequence divergence in homologous primary contigs (overlapping DNA sequences inherited by a common ancestor) have been attributed to the expression of flowering, growth and responses to (both abiotic and biotic) stress in the plant. The responses to stress are thought to manifest in the distinct differences and difficulties in the cultivation processes between geographically popular varieties of the hop plant.[13] Outside environmental stress, such as changes in temperature and water availability has also been shown to significantly alter the transcriptome and incite reductions in genes known to be involved in the synthesis of secondary metabolites (including bitter acids), which are organic compounds produced that do not impact development or reproduction of hops. Environmental stress has also been shown to reduce expression of the valerophenone synthase gene, which is known to be an essential genetic component in the regulation of bitter acid production. This shows that impacts of outside stress on H. lupulus likely has a direct implication of the expression of the bitter flavor that remains an essential component of the popularity of the plant.[10]
Because of the growing understanding regarding the hop's overlap in gene structures with cannabidiolic acid synthase, the precursor structure to cannabidiol, there is a gap in general understanding about potential unknown compounds and benefits in hops. As the understanding of the health benefits available in cannabidiol increases, there is a growing demand to further investigate the overlap between cannabidiolic acid synthase and H. lupulus.[19]
The genome of H. lupulus is relatively large and has been shown to be a similar size to the human genome. The complexity of the hop genome has made it difficult to understand and identify unknown genetic properties, however with the growing availability of accessible sequencing, there is room for more advanced understanding of the plant.[19] Because of the growing concern of climate change, and the assumption that there will be an increase of heat waves, it is likely that growing large yields of hops could become more difficult. This could result in changes to the transcriptome of the hop, or result in a decrease of certain varieties, leaving less room for further research.[10]
The hop is within the same family of plants such as hemp and marijuana, called Cannabaceae.[13] The hop plant diverged from Cannabis sativa over 20 million years ago and has evolved to be three times the physical size.[20][21][12][22] The hop and C. sativa are estimated to have approximately a 73% overlap in genomic content.[23] The overlap between enzymes includes polyketide synthases and prenyltransferases.[24] The hop and C. sativa also have significant overlap in the cannabidiolic acid synthase gene, which is expressed in the tissues of the leaves in both plants.[13]
-2017-Ystad.jpg)
The five varieties of this species (Humulus lupulus) are:
Many cultivars are found in the list of hop varieties. A yellow-leafed ornamental cultivar, Humulus lupulus 'Aureus', is cultivated for garden use. It is also known as golden hop, and holds the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit (AGM).[28][29]
The genus name Humulus is a medieval name that was at some point Latinized after being borrowed from a Germanic source exhibiting the h•m•l consonant cluster, as in Middle Low German homele.
According to Soviet Iranist V. Abaev this could be a word of Sarmatian origin which is present in the modern Ossetian language (Ossetian: Хуымæллæг) and derives from proto-Iranian hauma-arayka, an Aryan haoma.[30]
From Sarmatian dialects this word spread across Eurasia, thus creating a group of related words in Turkic, Finno-Ugric, Slavic and Germanic languages (see Russian: хмель, Chuvash хăмла, Finnish humala, Hungarian komló, Mordovian комла, Avar хомеллег).
The specific epithet lupulus is Latin for "small wolf".[31] The name refers to the plant's tendency to strangle other plants, mainly osiers or basket willows (Salix viminalis), like a wolf does a sheep.[3] Hops could be seen growing over these willows so often that it was named the willow-wolf.[31]
The English word hop is derived from the Middle Dutch word hoppe, also meaning Humulus lupulus.[32]
The plant is native to Europe, western Asia and North America.[31]
It grows best in the latitude range of 38°–51° in full sun with moderate amounts of rainfall.[2]
The flowers attract butterflies,[31] amongst other insects.
H. lupulus can cause dermatitis to some who handle them. It is estimated that about 1 in 30 people are affected by this.[9]
H. lupulus is first mentioned in 768 CE when King Pepin donated hops to a monastery in Paris. Cultivation was first recorded in 859 CE, in documents from a monastery in Freising, Germany.[33]
The chemical compounds found in H. lupulus are the main components in flavoring and bittering beer. The fragrant flower cones, known as hops, impart a bitter flavor and also have aromatic and preservative qualities.[34] Some other compounds help with creating foam in beer. Chemicals such as linalool and aldehydes contribute to the flavor of beer. The main components of bitterness in beer are iso-alpha acids, with many other compounds contributing to beer's overall bitterness.[35] Until the Middle Ages, many varieties of plant were used to flavor beer, including most commonly Myrica gale.[33] H. lupulus became favored because it contains preserving agents which prolong the viability of a brew.
H. lupulus was voted the county flower of Kent in 2002 following a poll by the wild flora conservation charity Plantlife.[36]
male inflorescences Humulus lupulus, the common hop or hops, is a species of flowering plant in the hemp family Cannabinaceae, native to West Asia, Europe and North America. It is a perennial, herbaceous climbing plant which sends up new shoots in early spring and dies back to a cold-hardy rhizome in autumn. It is dioecious (having separate male and female plants).
As the female cone-shaped flowers (hops) are used to preserve and flavor beer, the species is widely cultivated for the brewing industry.
Lupolo (Humulus lupulus) estas plurjara volviĝanta herbo el la kanabacoj kun 3- aŭ 5-lobaj folioj kaj kun inseksaj floroj en konusosimilaj infloreskoj, kiuj estas amaraj pro la glandohavaj brakteoj kaj tiel utiligataj por bierfabrikado.
Tiu holarktisa planto kreskis sovaĝe inter la arboj kiel „lupo inter la ŝafoj”, pro tio ĝin nomis la romianoj Lupus salictarius, el kiu nomo venis la botanika nomo Humulus lupulus.
(Jam iu antikva fonto mencias ĝin [1], kiam ĝi skribas pri la babilona kaptiteco de judoj (kiel fortan trinkaĵon, pretigitan el lupolo kaj uzatan kontraŭ lepro).)
Estas menciita en la 8-a jarcento la lupola ĝardeno de la venedoj (en:wends) en Hallertau (suda Germanio). Ĉeĥaj mezepokaj skribaĵoj mencias la kultivadon de lupolo en 859.
En la mezepoko ĝi estis kultivata en monaĥejoj, kie oni faris ankaŭ bieron.
En Britio oni malpermesis la uzon de la planto ĝis la 16-a jarcento. En Amerikon la planton kunportis enmigrantoj en la 17-a jarcento.
La planto povas longi 7 metrojn, ĝi havas grandan lumbezonon, tiel oni kultivas ĝin sur apoga stangaro. Oni uzas por bierfarado la inseksajn, nefekundigitajn (nepolenitajn) infloreskojn, la t. n. lupolkonusojn. Se okazas polenado, ekestas grajnoj en la infloresko, kiuj malbonigas la kvaliton de la biero.
Lupolo estas multigebla per stikaĵoj, semoj ne necesas por tio. Tiel oni povas elekti nur la inseksajn plantojn.
Oni rikoltas la infloreskojn, kiam ili estas ankoraŭ fermitaj, tiel oni povas eviti la elfalon de lupulino – polvo grava por biera valoro –, kiu estas glanda haro ĉe la kruciĝo de la infloreska akso kaj la petaloj. La lupolino entenas amarajn rezinojn kaj volatilajn oleojn.
Lupolo (Humulus lupulus) estas plurjara volviĝanta herbo el la kanabacoj kun 3- aŭ 5-lobaj folioj kaj kun inseksaj floroj en konusosimilaj infloreskoj, kiuj estas amaraj pro la glandohavaj brakteoj kaj tiel utiligataj por bierfabrikado.
El lúpulo (Humulus lupulus) es una de las tres especies de plantas del género Humulus, de la familia de las cannabáceas. Es oriunda de Europa, Asia occidental y Norteamérica.
Aunque es trepadora, no posee zarcillos ni ningún otro apéndice para este propósito, sino que se sirve de robustos tallos (es una planta voluble) provistos de rígidos tricomas que ayudan a agarrarse al soporte. Es una planta de guía perenne con rizoma como tallo de almacenamiento subterráneo, que rebrota sus partes aéreas en la época favorable, que pueden alcanzar ocho metros de altura, con hojas palmato-lobuladas de 3 a 5 lóbulos dentados. Siendo una especie dioica, las flores femeninas y masculinas surgen en plantas separadas, las primeras, de color verde claro, se reúnen en amentos y son usadas como saborizante y agente estabilizador en la cerveza, las masculinas, amarillo-verdosas, forman panículas. El fruto se denomina aquenio.
Aceites esenciales (hasta un 1 %, sobre todo humuleno, mirceno, β–cariofileno y farnesceno) y más de cien principios de otro tipo, entre ellos geraniol, linalol, citral, linioneno y serolidol. También posee un complejo de resinas amargas (3-12 %) en el que hay ácido valeronico, lumulona y lupulona. Los aceites esenciales y las resinas amargas reciben el nombre conjunto de lupulina. El lúpulo contiene 8-prenilnaringenina, el más potente fitoestrógeno conocido.[1]
Para la cerveza se utiliza la flor hembra sin fecundar.
El ácido del lúpulo (ácidos α) tiene un suave efecto antibiótico contra las bacterias Gram positivas y por esta característica se comenzó a utilizar en la producción de cerveza ya desde la Edad Media.[2]
Actualmente, en la elaboración occidental, el aditivo principal que se utiliza para contrarrestar el dulzor de la malta de cebada es el lúpulo (Humulus lupulus). Además, el lúpulo hace que la espuma de la cerveza sea más estable, ayuda a conservar su frescor, es la causa de la estimulación del apetito que produce la cerveza y le confiere otras propiedades.
En la base de las bractéolas de la flor hay unas glándulas que contienen la lupulina, que es el ingrediente que aportará a la cerveza su sabor amargo y los aromas propios. Del amargor son responsables los ácidos amargos, y los aromas proceden de aceites esenciales constituidos en especial por compuestos bastante volátiles y delicados a base de ésteres y de resinas. Existen numerosas variedades botánicas del lúpulo que son objeto de investigaciones intensas. Para su comprensión también se clasifican en categorías:
Estos lúpulos son los que aportan más elementos amargos que aromáticos. Los representantes más conocidos de esta categoría son el brewer's gold y el northern brewer o nordbrauer, aunque también existen especies más simples en aceites aromáticos pero que aportan un gran amargor como es el cascade.
Lógicamente, estos aportan más elementos aromáticos que amargos. En este apartado se conocen especialmente el saaz/zatec que definen el estilo pilsener de cerveza, el spalt, el tettnanger y el hallertauer en el área alemana, y los kent goldings y fuggles en el área anglófona.
Aportan ambas características juntas aunque menos acentuadas. Esta categoría es muy variable y mal definida. Deberíamos también citar el hallertauer y sobre todo sus derivados botánicos, así como el hersbrucker y sus derivados.
El lúpulo es muy delicado. Solamente se puede utilizar fresco durante los pocos meses de su cosecha, que coincide con la de la viña: finales de agosto a octubre, en el hemisferio norte, según las variedades y el sitio. Fuera de este intervalo temporal se tiene que acondicionar, de manera que el mercado presenta diversas formas que van desde el lúpulo deshidratado hasta extracto de lúpulo. Lógicamente, en cada manipulación se van perdiendo características y no es lo mismo utilizar un lúpulo fresco o congelado que un aceite de concentrado de lúpulo. El efecto organoléptico sobre la cerveza es muy diferente. La variedad y el frescor del lúpulo influyen muy sensiblemente en la calidad final de la cerveza. Las formas de uso son en extracto, pellet o en polvo; aunque la forma más habitual es en pellet que, con un buen acondicionamiento frigorífico, conserva muy bien sus ácidos alfa y sus aceites esenciales como mirceno, humuleno, cariofileno y farnesano.
Tiene un aceite esencial muy perfumado y compuestos oxigenados, por esto tiene efectos sedantes e hipnóticos. Sus propiedades relajantes han sido probadas en animales[3] y personas.[4][5]
Esta especie cuenta con distintos nombres comunes:
Humulus lupulus fue descrita por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 2: 1028. 1753.[8]
El lúpulo (Humulus lupulus) es una de las tres especies de plantas del género Humulus, de la familia de las cannabáceas. Es oriunda de Europa, Asia occidental y Norteamérica.
See artikkel räägib liigist; teiste tähenduste kohta vaata lehekülge Humal (täpsustus) Harilik humal (Humulus lupulus) on kanepiliste sugukonda kuuluv kahekojaline mitmeaastane väänduva varrega ronitaim. Vanasti kasutati peamiselt õlle pruulimisel. Humalast oleneb õlle mõru maitse, vahutatavus, lõhn, värvus ja pikem säilivus. [1]
Humalat kasutatakse kesknärvisüsteemi erutuse, ärevuse, uinumisraskuste, unehäirete, väsimuse ja isutuse korral. Rahustav toime on nõrk ning oleneb tööstusliku preparaadi valmistamise tehnoloogiast. Mitmed und soodustavad käsimüügiravimid sisaldavad humalat. Samuti on humalal diureetiline toime.[1]
Kasutuskõlblikud on emasõisikud, mida saab kasutada nii maitseks kui droogiks, humala noored võsud, mida võib süüa ning humala varred on kiudainerikkad.[2]
Harilik humal on mitmeaastane 3–6 m pikkuse ja kuni 1 cm jämeduse varrega rohtne kahekojaline ronitaim. Vars on väänduv ja kattunud kahetipuliste haakjate ronikarvadega.[1]
Lehed on suured, pika rootsuga ja vastakud. Ülemised lehed on ümardunud kuni munajad ning alumised 3- või 5-hõlmased, tömpide hõlmadega, jämedalt saagjate või hambuliste servadega. Alumised lehed on lidus harjaskarvade tõttu karedad, alt heledamad, kattunud hõredate kollakate näärmekarvadega. Abilehed on munajad, terveservalised ning enam-vähem kokku kasvanud.[3]
Õied on rohekasvalged või kollakasrohelised. Emasõied paiknevad tihedalt käbisid meenutavates õisikutes. Viljastamata emasõisikuid nimetatakse rahvapäraselt humalakäbideks (Lupuli strobilus). Humalakäbid on kaetud näärmetega. Isasõisik on pikk, hõre ning mitmeharuline. Õitseb juulis või augustis. Viljad valmivad septembris, oktoobris.[4]
Kuna võsu võib kasvada kuu ajaga ligi 3 meetrit, on ta üks suurima joonkasvukiirusega taimi Eestis (ca 10 cm ööpäevas).
Viljastamata emasõisikud ehk humalakäbid sisaldavad mõru vaigufraktsiooni (15–30%), millest umbes poole moodustavad atsetüülfloroglutsiinide hulka kuuluvad humalamõruained. Viimased jagunevad α-mõruhapeteks (2–10%; humuloon, kohumuloon, prehumuloon jt) ning β-mõruhapeteks (2–6%; lupuloon, adlupuloon, kolupuloon jt). Humalamõruained on labiilsed ühendid, mis lagunevad droogi kestavamal säilitamisel. Eeterlikku õli sisaldavad peamiselt näärmed (0,5-3%). Põhikomponendiks on mürtseen (30–60%), aga ka humuleen, farneseen, beetakariofülleen. Teistest ainetest on droogis ka flavonoidid (astragaliin, kempferooli ja kvertsetiini mono- ja diglükosiidid jt), sh halkoonid (ksantohumool, isoksantohumool, 6-isopentüülnaringeniin jt), aga ka atsüülfloroglutsinoolid, kumariinid jm.[1]
Humal on taim, mis kasvab Euroopas, Aasias ja Põhja-Ameerikas. Valdavalt on tegemist kultuurtaimega, mis looduslikult esineb hajusalt. Eestis esineb rohkem Põhja- ja Kesk-Eestis. Peamiselt leidub ojade ja jõgede kaldatihnikutes ning niisketes metsades.[1]
Humalat kasvatatakse kõikjal maailmas, kuid suurimad tootjamaad on Saksamaa, Suurbritannia, Venemaa, USA, Austraalia ja Uus-Meremaa[5].
Droogiks kasutatakse humalakäbisid ehk viljastamata emasõisikuid. Droogiks sobivad vaid rohekaskollased humalakäbid, mis on kogutud pisut enne valmimist alates augusti keskpaigast. Kollakaspruuni värvuse omandanud humalad on üle valminud ja droogiks ei sobi.[1]
Varasemal ajal kasutati droogina ka kuldkollast pulbrit, mis saadi emasõisikute sõelumisel saadud näärmetest. Seda tunti nimetuse Lupulinum järgi.[1]
Humal on nõrgalt rahustava toimega ning pikendab uneaega, samas suurendab uriinieritust. Humalat on kasutatud peamiselt kesknärvisüsteemi erutuse, ärevuse, uinumisraskuste, unehäirete, väsimuse ja isutuse korral. Humala kesknärvisüsteemi mõjustav toime pole aga kuigi kindel, mistõttu kasutatakse teda koos samalaadsete ravimtaimedega nagu palderjan, meliss, veiste-südamerohi jt.[1]
Koos teiste ravimtaimedega kasutatakse humalat ka diureetilise ja valu vaigistava vahendina neerukivitõve, põiepõletiku jm korral. Väikestes kogustes tarvitatuna aitab humala östrogeenne toime vähendada ka menopausiga kaasnevaid öiseid higistamisi.[1]
Humal alandab tõenäoliselt meeste sugutungi, kuid võib naistele mõjuda armurohuna ning on tõenäoliselt ka östrogeenselt aktiivne. Kui humalat manustada mõõdukalt, siis annab elujõudu.[5]
Vanasti kasutati humalat hoopis õlletööstuses. Humala mõruained aitavad kaasa õlle paremale säilivusele. Õlle säilivus paraneb seetõttu, et mõruained sadestavad soovimatuid valkaineid ning pärsivad mikroobide elutegevust. Kolloidne humalavaik soodustab vahu püsimist.[1]
Vesitõmmis: võtta 1–2 spl peenestatud humalaid 1 klaasi keeva vee kohta, lasta vähemalt 45 minutit tõmmata, kurnata ja tarvitada 1/2 klaasi kolm korda päevas ärevuse, erutuse ja söögiisupuuduse, õhtuste uinumisraskuste ja unehäirete korral.[6]
Alkoholitõmmis: 10 g humalaid valada üle 100 g viinaga ja jätta vähemalt nädalaks, aeg-ajalt loksutades, pimedasse seisma: Kurnata jõuliselt pigistades. Tarvitada 40 tilka veega lahjendatult 3 korda päevas maksa- ja sapipõiepõletike korral.[4]
Vastunäidustused on liigne väsimus, unisus ja rasedus ning imetamine. Võib avaldada koostoimeid hormoonravimitega.[4]
Ületarbimisel võib humal tekitada iiveldust, peapööritust, liigset unisust. Kõrvaltoimena võib suureneda uriinieritus.[4]
Ühekordne annus on keskmiselt 0,5–1 g droogi, uinumise soodustamiseks võib võtta 1–2 g. Vedelekstrakti võetakse 0,5–2 ml, tinktuuri 1–2 ml 3 korda päevas.[4]
Teadaolevalt kultiveeriti humalat esimest korda Saksamaal Hallertau piirkonnas aastal 736. Esimest korda kasutati humalat õlletootmises aastal 1079. Humal võeti kasutusele Briti õlletehastes 15. sajandil. Kultiveerimine Ameerika Ühendriikides algas 1629. Sakslased viisid humalakasvatuse 1860. aastatel Hiinasse ja Koreasse ning 1876. aastal Jaapanisse.[5]
Harilik humal (Humulus lupulus) on kanepiliste sugukonda kuuluv kahekojaline mitmeaastane väänduva varrega ronitaim. Vanasti kasutati peamiselt õlle pruulimisel. Humalast oleneb õlle mõru maitse, vahutatavus, lõhn, värvus ja pikem säilivus.
Humalat kasutatakse kesknärvisüsteemi erutuse, ärevuse, uinumisraskuste, unehäirete, väsimuse ja isutuse korral. Rahustav toime on nõrk ning oleneb tööstusliku preparaadi valmistamise tehnoloogiast. Mitmed und soodustavad käsimüügiravimid sisaldavad humalat. Samuti on humalal diureetiline toime.
Kasutuskõlblikud on emasõisikud, mida saab kasutada nii maitseks kui droogiks, humala noored võsud, mida võib süüa ning humala varred on kiudainerikkad.
Lupulua (Humulus lupulus) Cannabaceae familiako landare belarkara, igokari, bizikor eta dioikoa da. Hosto aurkako, lobulatu eta horzdunak ditu, lore arrak panikulatan daude eta emeak kono oboidetan biltzen dira. Bere zurtoina zazpi metro edukitzera irits daiteke. XV. mendetik erabiltzen da garagardoari usain emateko.
Humala (Humulus lupulus) on hamppukasveihin (Cannabaceae) kuuluva monivuotinen köynnöstävä hyöty- ja koristekasvi. Se kasvaa luonnonvaraisena laajalla alueella Euraasiassa ja Pohjois-Amerikassa lauhkeilla seuduilla.
Humalaa viljellään paljon Keski-Euroopassa koska emikukintojen lupuliinihartseja käytetään oluen valmistuksessa.[1]
Humala kasvattaa useita metrejä pitkiä köynnöstävia varsia, jotka leviävät maata pitkin laajana, sotkuisena kasvustona tai nousevat sopivissa paikoissa jopa kuuden metrin korkeudelle puiden runkoja pitkin. Kiipeämistä auttavat varressa olevat pienet ankkurimaiset karvat.[2][3] Sekä varsi että lehdet ovat karheita. Vastakkain olevat lehdet ovat sahalaitaisia, sormijakoisia ja kooltaan jopa 25 cm pituisia. Isommat lehdet ovat viisijakoisia, pienemmät kolmijakoisia tai ehyitä.[4]
Humala on kaksikotinen kasvi, joten sen hede- ja emikukinnot ovat eri yksilöissä. Kukinnot ovat lehtihankaisia. Perälliset hedekukat ovat jopa yli 10 cm pitkiä, monihaaraisia ja harsuja. Kehälehtiä ja heteitä on viisi kappaletta. Kukinnan jälkeen hedekukat kuihtuvat. Perättömiä emikukkia on runsaasti. Ne ovat rakenteeltaan tiiviitä ja luotteja niissä on kaksi kappaletta. Kukinnan jälkeen emikukkien tukisuomut suurenevat 2–3 cm pitkiksi käpymäisiksi "humaliksi", jotka ovat voimakastuoksuisia ja väriltään kellanvihreitä. Suomessa humala kukkii heinä-elokuussa. Hedelmä on pähkylä.[4] Laji kuitenkin tekee siemeniä erittäin harvoin ja leviää pääasiassa syvälle maahan tunkeutuvan ja laajalle leviävän juurakon avulla.[2]
Humala on levinnyt hyvin laajalle maailmassa, osittain ihmisen avustuksella. Sitä tavataan koko Euroopassa lukuun ottamatta Islantia, Pyreneiden niemimaan eteläosia sekä Fennoskandian ja Venäjän pohjoisosia. Euroopasta levinneisyysalue jatkuu Keski-Siperiaan ja paikoin Keski-Aasiaan. Laji on yleinen myös Japanin pohjois- ja keskiosissa. Pohjois-Amerikassa humalaa tavataan pääasiassa mantereen itä- ja keskiosissa. Muualla humalaa kasvaa muun muassa Uudessa Seelannissa ja paikoin Etelä-Amerikassa.[5] Suomessa humalaa tavataan luonnonvaraisena Etelä-Lapin korkeudelle saakka.[4] Suurimmassa osassa Suomea laji on alkuperäislaji, mutta osa luonnonvaraisista esiintymistä on viljelyperäisiä erityisesti maan pohjoisosissa.[2]
Luonnonvaraisena humala on merenranta-, järvenranta- ja puronvarsilehtojen kasvi. Villiintyneenä viljelykasvina laji saattaa säilyä pitkään pihoilla, entisillä talonsijoilla, aidanvierillä ja pensaikoissa.[4] Humalan tuholaisia ovat esimerkiksi humalayökkönen (Hypena rostralis) ja humalakirva (Phorodon humuli).
Humalan emikasvia on käytetty oluen ja siman valmistamiseen hyvin pitkään.[6] Keskiajalla oluen mausteena käytettiin useammin gruit-mausteseosta, mutta gruit vaihtui kaikkialla Euroopassa humalaan 1100-1500-luvuilla.[7] Suomessa ensimmäiset maininnat humalan käytöstä ovat 1300-luvulta. Jo keskiajalla tilalliset olivat sakon uhalla velvoitettuja ylläpitämään humalatarhaa. Aina vuoteen 1915 Suomessa oli laissa määrätty, kuinka monta humalasalkoa kussakin talossa tuli olla.lähde? Ennen oluen teollisen valmistuksen alkamista humalaa kasvatettiinkin hyvin yleisesti, ja humalasalot olivat tyypillinen näky maalaistalojen ja torppien pihoissa.[6][8][9] Kartanoissa humalankasvatus saattoi olla hyvin laajamittaista. Esimerkiksi Herttoniemen kartanon humalisto sisälsi 1820-luvulla 200 humalasalkoa. Humalanviljelyn laajuudesta kertovat myös monet paikanimet, kuten Helsingissä esiintyvät nimet Humallahti ja Humalistonlahti.[8] Humalanviljely loppui vähitellen 1800-luvun kuluessa, kun panimoteollisuus siirtyi käyttämään tuontihumalaa.[3] Nykyään Suomen panimoissa käytetty humala on pääasiassa tšekkiläistä tai saksalaista alkuperää.[6]
Suomessa on edelleen voimassa vuoden 1734 lakiin kuulunut rakennuskaari, jonka seitsemännen luvun mukaan ”jokaisessa talossa pitää olla humalisto” ja siinä tulee olla vähintään 200 humalasalkoa. Määräyksen laiminlyönnistä on saman lain mukaan annettava sakkorangaistus.[10] Käytännössä kyseessä on kuollut kirjain, jonka noudattamista ei enää edellytetä eikä valvota.
Vaikka humalankasvatuksella ei enää ole Suomessa kaupallista merkitystä, se on edelleen yleinen koristekasvi. Puutarhoissa kasvatetaan sekä emi- että hedekasveja.[4] Lääkekasvina humalaa käytetään sen rauhoittavan ja vatsan toimintaa lisäävän vaikutuksen takia.[9] Kasvia on käytetty myös kuitukasvina kehruussa.[5]
Oluessa humalaa käytetään antamaan oluen makuun karvautta ja hedelmäisiä aromeja, kirkastukseksi sekä estämään pilaantumista.[8] Karvaan maun olueen antaa hedelmöittymättömien emikasvien "käpyjen" tähkäsuomujen erittämä lupuliini.[3] Eri humalalajikkeet antavat erityyppisiä makuvivahteita.[11]
Humala Otto Wilhelm Thomén teoksessa Flora von Deutschland, Österreich und der Schweiz (1885).
Humalan hedekukkia.
Humalan emikukkia.
Humalan emikukista syntyviä "käpyjä".
Humalan lehtiä nuoresta täysikasvuiseen.
Kaalit: keräkaali | kiinankaali | kukkakaali | kyssäkaali | lehtikaali | punakaali | parsakaali | ruusukaali | kurttu- eli savoijinkaali
Kurkkukasvit: kurkku | kesäkurpitsa | kurpitsa | spagettikurpitsa
Mausteet: basilika | humala | kirveli | krassi | kumina | kurkkuyrtti | kynteli | lipstikka | meirami | minttu | persilja | rakuuna | rosmariini | salvia | sitruunamelissa | tilli | timjami
Mukulakasvit: maa-artisokka | peruna
Palkokasvit: herne | härkäpapu | tarhapapu
Sipulit: hillosipuli | ilmasipuli | jättisipuli | purjo | sipuli | ruohosipuli | ryvässipuli | valkosipuli | vihersipuli
Muut kasvikset: endiivi | fenkoli | latva-artisokka | lehtisalaatti | lehtiselleri | mangoldi | maissi | paprika | parsa | pinaatti | raparperi | tomaatti
Tämä artikkeli käsittelee kasvia. Humala-sanan muita merkityksiä on täsmennyssivulla.
Humala (Humulus lupulus) on hamppukasveihin (Cannabaceae) kuuluva monivuotinen köynnöstävä hyöty- ja koristekasvi. Se kasvaa luonnonvaraisena laajalla alueella Euraasiassa ja Pohjois-Amerikassa lauhkeilla seuduilla.
Humalaa viljellään paljon Keski-Euroopassa koska emikukintojen lupuliinihartseja käytetään oluen valmistuksessa.
Humulus lupulus
Humulus lupulus, le Houblon ou Houblon grimpant, est une espèce de plantes dicotylédones de la famille des Cannabaceae, originaire de l'hémisphère Nord (répartition circumboréale). C'est une plante herbacée vivace grimpante qui est cultivée pour ses « cônes » contenant des métabolites secondaires utilisés principalement en brasserie.
L'espèce Humulus lupulus a été décrite en premier par Linné et publiée en 1753 dans son Species plantarum 2: 1028[3].
Le nom générique, « Humulus », dériverait de humus, matière organique riche du sol, nom adopté par Linné « probablement parce que cette plante s'étend sur toute la terre (humus), lorsque sa tige ne trouve point de soutien »[4] ,[5]. Toutefois selon Auguste Chevalier, le nom « Humulus » serait dérivé de Humle, nom suédois du houblon[6].
L'épithète spécifique, « lupulus », est un terme latin, diminutif de lupus (le loup), terme adopté par divers auteurs avant Linné, dont Tournefort (Éléments de botanique, 1694)[7]. Pline l'Ancien cite dans son Histoire naturelle une plante qu'il nomme « Lupus salictarius[6] », qu'il décrit ainsi : « quand la plante se développe parmi les osiers, elle les étrangle en grimpant par ses étreintes légères, comme fait le loup à un mouton »[5]. Cette plante a été assimilée au houblon par les auteurs modernes. Ce nom latin du houblon a donné luppolo en italien, lúpulo en espagnol, portugais et galicien, ou encore llúpol en catalan.
Le nom français, « houblon », est attesté dès 1407 sous la forme « houbelon », puis « houblon » en 1444. Il serait dérivé de l'ancien substantif « hoppe » (bière houblonnée) en usage depuis 1391 dans les parlers du Nord et en wallon[8].
Humulus lupulus a pour synonymes :
Humulus lupulus var. lupulus.
Humulus lupulus var. cordifolius.
Humulus lupulus var. lupuloides.
Un certain nombre de variétés botaniques ont été décrites[11],[2], dont :
En plus de ses noms vulgaires et normalisés « Houblon » et « Houblon grimpant »[12], cette espèce reçoit de nombreux noms vernaculaires en français : « Houblon à bière », « Houblon lupulin », « Couleuvrée septentrionale », « Bois du diable », « Salsepareille indigène », « Salsepareille nationale », « Vigne du Nord »[13],[14], ou « Asperge sauvage »[15].
Le houblon est une plante ligneuse, vivace, à port grimpant ou rampant en l'absence de support. C'est une liane herbacée, à grosse racine charnue de laquelle partent de longues tiges herbacées qui s'enroulent autour de leur support. Les tiges, très longues (jusqu'à plus de 10 m), cannelées, à section hexagonale, creuses sauf au niveau des entre-nœuds, sont d'abord herbacées puis se lignifient progressivement, devenant sarmenteuses. Ce sont des tiges volubiles, à enroulement dextrogyre, c'est-à-dire qu'elles s'enroulent dans le sens horaire autour de leur support. Elles portent sur les arêtes saillantes des crochets (poils épidermiques trichomes) à une ou deux pointes qui servent à l'accrochage de la plante sur son support.
Les feuilles, opposées, à nervation palmée, à bords grossièrement dentelés, sont polymorphes : généralement profondément lobées, à 3, 5 ou 7 lobes. Les feuilles supérieures vers l'extrémité de la tige sont souvent isolées, alternes, distiques, parfois entières[16]. Le limbe, à la base cordée et à l'apex aigu, mesure 4 à 11 cm de long sur 4 à 8 cm de large. Le pétiole, légèrement charnu, est généralement plus court que le limbe foliaire et présentent à sa base deux stipules triangulaires, aiguës[16]. Elles sont lisses à la face supérieure (adaxiale), glabre ou à pubescence molle éparse à la face inférieure (abaxiale)[14],[17].
Plantule.
Feuilles.
Polymorphisme foliaire.
Tige et trichomes.
Le houblon est une plante dioïque, c'est-à-dire que les fleurs pistillées et les fleurs staminées sont portées par des individus différents. Occasionnellement, on peut trouver des plants monoïques, qui portent sur le même pied des fleurs mâles et femelles séparées, mais généralement stériles.
Les fleurs mâles sont groupées en grappes de cymes aux entre-nœuds courts[16], diffuses de 7 à 14 cm de long, insérées à l'aisselle des feuilles[18]. Chaque fleur présente cinq étamines entourées d'un périanthe de cinq tépales verdâtres. Les fleurs femelles sont groupées en strobiles, inflorescences ovoïdes appelés « cônes » de 2,5 à 5,5 cm de long. Ce sont des sortes de chatons composés de bractées foliacées, membraneuses, de couleur jaunâtre, qui se recouvrent, et à l'aisselle desquelles les fleurs femelles, protégées par des bractéoles, sont insérées par groupes de 2 à 6. Chaque fleur est réduite à un ovaire à deux carpelles, surmonté de deux styles filiformes, et contenant, par avortement d'un carpelle, un unique ovule descendant anatrope. Le périanthe se réduit à une pièce monophylle en forme de cupule entourant l'ovaire.
Feuilles et cônes d'un pied femelle.
Inflorescences femelles.
Inflorescence mâle.
Cônes.
À la base des bractéoles, se trouvent des poils épidermiques glandulaires (trichomes). Ces poils de 150 à 250 μm de long sont formés d'un pied court pluricellulaire surmonté d'une rangée de cellules sécrétrices formant une partie élargie en coupe. Lors de la floraison, dans les cônes mûrs, ces poils se présentent sous la forme d'une poudre granuleuse, odorante, de couleur jaune brillant, le « lupulin » (ou lupuline), constitué d'un mélange d'oléorésines. Le lupulin, qui représente 10 à 12 % des cônes, peut être séparé par battage[19],[14],[18].
Les fruits sont des akènes globuleux et gris, d'environ 3 mm de long, contenant une seule graine, dépourvue d'endosperme.
Du point de vue cytologique, le houblon cultivé est une espèce diploïde (2n = 2x = 20) avec des chromosomes sexuels hétéromorphes (XX chez les plants femelles, XY chez les mâles)[18].
Des individus tétraploïdes sont naturellement présents dans les populations sauvages, ou peuvent être obtenus en traitant à la colchicine des plants diploïdes. On peut obtenir des variétés triploïdes stériles (2n = 3x = 30) en croisant des tétraploïdes avec des diploïdes. Ces plantes ont une croissance généralement plus vigoureuse, et permettent de produire des cônes sans graines[20].
Le houblon est une espèce hémicryptophyte lianescente[21], vivace grâce à sa souche souterraine qui émet chaque année de nouvelles tiges annuelles. C'est une plante dioïque (toutefois, on a signalé des plants monoïques chez certaines populations sauvages d'Amérique du Nord[18]), à pollinisation anémogame, qui fleurit en été (de juin à septembre dans l'hémisphère nord). C'est une plante de jours courts chez laquelle la floraison commence lorsque la plante atteint une taille critique (tiges d'environ 6 mètres de long, avec 20 à 24 nœuds). La longueur du jour critique est d'environ 16 h, au-delà de laquelle la floraison ne peut être induite. La durée minimale du jour, au-dessous de laquelle la plante cesse sa croissance végétative et forme des bourgeons terminaux dormants, est considérée comme étant de 8 à 10 h[18]. La dissémination des graines est anémochore.
Plus de 1000 composés chimiques, y compris les isomères dérivés de certaines substances naturelles, ont été identifiés chez le houblon dans les inflorescences femelles (cônes)[11]. Ces composés sont des métabolites secondaires et comprennent, entre autres, des résines, des huiles essentielles, des protéines et des polyphénols[23]. Les produits les plus importants sur le plan économique sont l'huile essentielle volatile et les acides amers. En outre, des flavonoïdes prénylés ayant une activité œstrogénique ont été identifiés[11]. Les autres parties du houblon (feuilles, tiges et rhizomes) n'ont été que très peu étudiées[24].
Les « acides amers », acides alpha et acides bêta, représentent de 5 à 20 % du poids des cônes de houblon à maturité. Les acides alpha, en particulier l'humulone (35 à 70 % des acides alpha totaux), la cohumulone (20 à 65 %) et l'adhumulone (10 à 15 %) sont considérés comme les constituants les plus importants pour déterminer la qualité du houblon[11].
Les principaux constituants volatils sont un monoterpène, le myrcène, et des sesquiterpènes, le β-caryophyllène et l'humulène, qui représentent de 57 à 82 % de l'huile essentielle, selon le cultivar et la méthode de détection[11].
Les résines du houblon peuvent être solubilisées à froid dans du méthanol et de l'éther diéthylique. On distingue les résines molles, solubles dans l’hexane, et les résines dures, insolubles. On admet généralement que les résines dures pourraient provenir de l'oxydation des résines molles. Les cônes de houblon entiers ont une teneur élevée en résines molles (de 10 à 25 % du poids total), contre 3 à 5 % pour les résines dures. Ces teneurs peuvent varier en fonction de divers facteurs, comme les variétés de houblon et les conditions climatiques[23].
Les résines molles comprennent les acides amers : acides alpha (de 3 à 17 %) et acides bêta (de 2 à 7 %), qui sont respectivement des dérivés di- ou tri-prénylés du phloroglucinol[11], ainsi qu’un groupe de composants non caractérisés, qui forment avec les acides bêta la fraction bêta. Les acides alpha ont cinq composants : humulone, cohumulone, adhumulone, préhumulone et posthumulone, les deux derniers étant minoritaires. Les acides bêta ont cinq autres homologues : colupulone, lupulone, adlupulone, prélupulone et postlupulone[25].
Pendant le stockage le processus d’oxydation du houblon peut entraîner une diminution de la teneur en acides alpha. Au cours du processus de brassage, le houblon brut est ajouté au moût bouillant et les acides alpha sont isomérisés en acides iso-alpha, qui sont les principaux composés responsables du goût amer de la bière.
L'huile essentielle est sécrétée par les glandes de lupuline. Elle représente 0,5 à 3 % du houblon séché. Elle confère au houblon son odeur caractéristique et transfère ses arômes et sa saveur à la bière. On a identifié dans l'huile essentielle de houblon plus de 400 composés différents que l'on peut classer en trois grands groupes :
Les polyphénols du houblon sont surtout présents dans les bractées des cônes. Leur teneur dans le cône peut fluctuer entre 4 et 14 % (matière sèche) en fonction des variétés de houblon et des conditions climatiques.
Les polyphénols peuvent être regroupés en :
La récolte du houblon peut provoquer des dermites de contact chez les cueilleurs. Environ 3 % de ces derniers souffrent d'un certain type de lésions cutanées sur le visage, les mains et les jambes. Peu de cas, cependant, nécessitent un traitement médical[26].
Les cônes de houblon sont toxiques pour les chiens, chez lesquels on constate une hyperthermie maligne en cas d'ingestion, la température corporelle pouvant dépasser 40 °C, accompagnée de vomissements et de tachycardie, évoluant dans les cas graves vers une coagulopathie. La mort peut survenir dans les 6 heures suivant l'ingestion. On constate aux États-Unis une recrudescence de ces cas d'intoxication avec le développement de la production de bière chez les particuliers[27],[28].
L'aire de répartition originelle de Humulus lupulus est eurasiatique méridionale et nord-américaine. L'espèce a été domestiquée pour la première fois en Europe centrale et est actuellement naturalisée dans les régions tempérées de l'hémisphère sud, en Australie, Afrique du Sud et Amérique du Sud. Les types de houblon sauvage d'Amérique s'hybrident facilement avec les cultivars européens apportés par les colons et sont considérés comme des variétés botaniques[11].
L'habitat-type comprend les mégaphorbiaies planitiaires-collinéennes, neutrophiles, médioeuropéennes. C'est une espèce de demi-ombre, hygrophile, qui préfère les substrats riches en nutriments. Elle se rencontre en lisière des bois, dans les clairières, sur les berges des cours d'eau, dans les haies et les talus[21].
L'espèce n'est pas encore évaluée à l'échelle mondiale par l'UICN. En Europe et en France elle est classée comme non préoccupante [29].
Le houblon est indigène dans la plupart des régions de l'hémisphère Nord.
Selon certains auteurs, la plante était connue de Pline l'Ancien, sous le nom de Lupus salictarius, nom cité dans son Histoire naturelle (livre 21, chap. 50). Cependant, rien dans le passage du texte en latin ne permet d'assimiler cette plante au houblon avec certitude. Il semble que le premier auteur à avoir fait ce rapprochement est le botaniste allemand Leonhart Fuchs dans De historia stirpium commentarii insignes (DE BRYO. CAP. LVIII) paru à Bâle en 1542[30].
Un document signé par Adalard de Corbie en 822 est l'un des plus anciens documents attestant de l'utilisation du houblon dans le brassage de la bière[31]. Trois siècles plus tard, Hildegarde de Bingen (1098-1179), abbesse bénédictine, fondatrice de l'abbaye de Rupertsberg, en Rhénanie, mentionne dans son ouvrage Liber simplicis medicinae, ou Physica (1151–1158), les vertus du houblon pour la conservation de la bière[31].
La culture du houblon a commencé en Allemagne au milieu du IXe siècle, entre 859 et 875 après J.-C.[18]. La plante est devenue un additif populaire des boissons dans l'Europe médiévale. Les premières procédures de contrôle de la qualité du houblon ont une longue tradition et remontent au moins à l'an 1603, lorsqu'une loi destinée à éviter « la tromperie par la vente ou l'achat de houblons corrompus et malsains » a été adoptée en Angleterre[11].
En Bavière, le duc Guillaume IV édicta en 1516 le Reinheitsgebot (loi sur la pureté de la bière) qui n'autorisait comme ingrédients de la bière que l'orge, le houblon et l'eau, éliminant ainsi toutes les autres substances utilisées jusqu'alors pour aromatiser la bière (La levure, ingrédient essentiel pour créer le processus de fermentation, était inconnue à cette époque)[32].
La culture du houblon a été introduite en Amérique du Nord par les colons anglais en 1629[5]. La première production commerciale de houblon fut établie en 1648 sur un terrain de 18 hectares pour approvisionner une brasserie de la colonie de la baie du Massachusetts. Le Massachusetts est resté le plus important fournisseur de houblon du pays jusqu'à la fin du XVIIIe siècle, avant que la production se développe dans d'autres États de la Nouvelle-Angleterre[33].
En Austalie, les premiers plants de houblon ont poussé à partir de graines en Nouvelle-Galles du Sud en 1803[34].
Le houblon sauvage semble avoir eu autrefois une certaine importance pour les forestiers. Les archives conservent en effet des témoignages d'amendes données à des personnes ayant coupé du houblon en forêt sans « licence » (sans autorisation), par exemple en 1413, en forêt de Mormal : « De Gilles escuyer demorant au Jolimes (Jolimetz) pour avoir copper pels en le foriest et ceuilliet houblon sans license sen fu pour les lois exploitiet par le dite ville LX sous tournois »[35].
Herbarius moguntinus, 1484.
Gart der Gesundheit, 1485.
Hortus sanitatis, 1491.
Otto Brunfels, Contrafayt Kreüterbuch, 1537.
Leonhart Fuchs, New Kreüterbuch, 1543.
Hieronymus Bock, New Kreütter Büch, 1546.
Jacob Bigelow, American medical botany,1820.
La production mondiale de houblon s'élève selon le rapport de l'IHGC (International Hop Growers Convention) à 130 000 tonnes pour une surface cultivée de 60 000 hectares, soit un rendement moyen de 2,16 t/ha. Cette production est dominée par deux pays, les États-Unis et l'Allemagne, qui représentent 77 % du total mondial.
La FAO[37] estime cette production à 175 183 tonnes en 2019, et la surface cultivée à 100 000 hectares, soit un rendement moyen de 1,76 t/ha. Les chiffres de la FAO incluent l'Éthiopie, avec une production évaluée à 44 342 tonnes sur 33 702 hectares. Il faut cependant noter que la plante récoltée en Éthiopie, pays situé en dehors de la zone climatique favorable à la culture du houblon, serait en fait Rhamnus prinoides. Cette plante de la famille des Rhamnaceae est utilisée notamment pour aromatiser, à la manière du houblon, des boissons fermentées locales[38].
La quasi-totalité (environ 97 %) de la production de houblon est destinée à l'industrie brassicole
Le houblon est cultivé dans la plupart des régions à climat tempéré du monde, situées entre 35° et 55° de latitude Nord et Sud. Ce sont les régions qui présentent les meilleures conditions de croissance de la plante, en particulier la durée de la lumière du jour, la température estivale, les précipitations annuelles et la fertilité du sol. Plus de 72 % de la superficie agricole consacrée au houblon se trouve en Allemagne et aux États-Unis. Les plus grandes zones de culture du houblon sont en Allemagne la région d'Hallertau (Bavière) et aux États-Unis les États de Washington, Oregon et Idaho[22]. Les autres pays producteurs notables de houblon sont la Tchéquie, la Chine, la Pologne, la Slovénie, le Royaume-Uni et l'Australie. La France, avec 822 tonnes, se classe au 10e rang mondial[37].
En France, le houblon est cultivé dans le Nord et l'Est sur des fils de fer attachés à un réseau de câbles maintenu par des perches de bois à 7 mètres du sol[39]. Depuis quelques années, on voit apparaître des houblonnières dans les quatre coins de l'hexagone. Dans le Sud-Ouest et depuis 2018, une filière du houblon[40] se développe pour fournir les brasseurs locaux.
En Belgique, il est cultivé sur environ 180 ha dans la région de Poperinge qui produit environ 363 tonnes par an (début des années 2000). Dans la région d’Alost (Aalst), quelques hectares de houblons aromatiques sont également cultivés[41].
En Europe, cinq productions de houblon bénéficient d'une appellation d'origine :
Pour la production destinée à la fabrication de la bière, on ne cultive que des plants femelles non fécondés. En général les houblons mâles sont éliminés des houblonnières et des haies voisines pour éviter la production de graines. Certains brasseurs les considèrent en effet comme indésirables, car les graines peuvent s'oxyder et produire des arômes indésirables dans la bière. Toutefois, dans certaines régions, comme en Angleterre, on plante des houblons mâles dans les houblonnières pour augmenter le rendement du houblon à l'hectare[47].
Une houblonnière est une culture pérenne qui peut durer plus de vingt ans[48]. Sa mise en place demande un investissement initial important, de l'ordre de 20 000 euros/hectare[49] et la première récolte ne peut intervenir qu'au bout de trois ans[50]. On compte en moyenne pour équiper un hectare 80 poteaux, 4 km de câbles et 3 km de ficelle[49].
La multiplication se fait le plus souvent par reproduction végétative (rhizomes, marcottage ou bouturage) à partir des souches en place. En cas de semis, les graines nécessitent une période de dormance pour la germination. La plantation se fait généralement avec une densité de 2500 à 3 000 plants/hectare environ (écartement d'environ 2 × 2 mètres). Au démarrage de la croissance au printemps, il faut limiter le nombre de jets émis par chaque souche à 3 ou 4[26],[50].
Les besoins en fertilisation dépendent du type de sol et du cultivar planté. De l'engrais vert est souvent semé en été et enfoui pour fournir de la matière organique. L'application de bore est nécessaire pour améliorer le rendement lorsque la teneur du sol en cet oligoélément est inférieure ou égale à 1,5 ppm[51].
Les cultures de houblon sont parfois réalisées dans le cadre de contrats pluriannuels entre les producteurs et les brasseurs.
Récolte : transport des lianes coupées.
Récolte : traitement en atelier.
Récolte : séparation et tri des cônes.
Évacuation des déchets.
La récolte des cônes commence vers la fin de l'été. Il faut compter environ 40 jours de la floraison à la récolte. Le houblon est souvent cueilli à la main. Cependant, plus récemment, des machines à récolter permettent de ramasser 8 à 10 kg de cônes par heure[26]. Une cueilleuse mécanique arrache les lianes et une seconde machine, en atelier, les sépare des cônes (égrappage). Le rendement est de l'ordre de deux tonnes par hectare[50].
Les cônes récoltés en septembre à maturité sont soigneusement mis à sécher sur des claies ou séchés à la chaleur artificielle pour réduire le taux d'humidité à 6 %, puis emballés. On traite parfois le houblon à l'aide de dioxyde de soufre pour améliorer la couleur et empêcher la dégradation des principes actifs[26]. Le houblon se détériore lors du vieillissement et de l'exposition à l'air. Bien conditionné sous atmosphère inerte, il se conserve trois ans[50].
Une fois récoltés, les cônes de houblon peuvent être transformés pour en faciliter la conservation, le transport et le stockage. Ils peuvent alors se présenter sous formes de cônes séchés (en feuilles), de granulés (pellets) ou d'extraits de houblon. Les cônes entiers sont généralement pressés et conditionnés en balles de 50 kg. Les granulés, conditionnés sous atmosphère contrôlée, sont obtenus par la compression de houblon séché et broyé, dont on a retiré une partie de la matière végétale pour améliorer la concentration en acides-alpha. L'extrait liquide de houblon permet de ne conserver que les huiles essentielles et résines du houblon par l'action généralement de gaz carbonique supercritique[52],[53].
Les cultivars de houblon cultivés dans le monde se classent en deux groupes, le premier est composé de variétés traditionnelles européennes, le second dérive des variétés de houblon sauvage d'Amérique du Nord, avec cependant, une variation génétique relativement limitée parmi les principaux cultivars de houblon. Quelques caractéristiques importantes des cultivars modernes, comme la résistance aux maladies et la teneur élevée en acides alpha (convertis en composés amers dans la bière), sont connues pour provenir du houblon sauvage[54].
L'expression « houblon noble » est un terme commercial qui désigne traditionnellement des variétés de houblon à faible amertume et riches en arôme[55]. Il s'agit de quatre cultivars européens ou races : 'Hallertau', 'Tettnanger', 'Spalt' et 'Saaz'[56].
Les houblons nobles se caractérisent à l'analyse par leur qualité d'arôme résultant de la composition de l'huile essentielle, tels qu'un ratio acide alpha/acide bêta de 1/1, une faible teneur en acide alpha (2 à 5 %) avec une faible teneur en cohumulone, et en myrcène, une teneur élevée en humulène, un ratio humulène/caryophyllène supérieur à trois et une faible aptitude au stockage, les rendant plus sujets à l'oxydation[55]. Cela signifie qu'ils ont un potentiel d'amertume relativement constant en vieillissant, en raison de l'oxydation des acides bêta, et une saveur qui s'améliore à mesure qu'ils vieillissent pendant les périodes de mauvais stockage[55],[57].
Le houblon cultivé est sujet à diverses maladies bactériennes, cryptogamiques et virales, et peut être infesté par de nombreux ravageurs, notamment des insectes et acariens. Les deux maladies principales sont le mildiou, dû à un oomycète, Pseudoperonospora humuli, et l'oïdium, dû à un champignon ascomycète, Podosphaera macularis[14].
De nombreuses autres espèces de champignons peuvent aussi infecter le houblon : Armillaria mellea, Ascochyta humuli, Cercospora humuli, Erysiphe cichoracearum, Fusarium oxysporum, , Gibberella pulicaria, Glomerella cingulata, Mycosphaerella erysiphina, Oidium erysiphoides, Peronoplasmopara humuli, Cylindrosporium humuli, Phytophthora cactorum, Podosphaera humuli, Rhizoctonia solani, Sclerotinia sclerotiorum, Septoria humuli, Septoria lupulina, Sphaerotheca humuli, Typhula humulina, Verticillium albo-atrum, Botrytis cinerea (pourriture grise)[26].
La plante peut également être infectée par des bactéries, dont Agrobacterium tumefaciens, Corynebacterium humuli et Pseudomonas cannabina[26], et des phytovirus et viroïdes, dont Apple mosaic virus, Arabis mosaic virus, Citrus bark cracking viroid, Hop mosaic virus, Hop stunt viroid, Hop latent virus, American hop latent virus, Prunus necrotic ringspot virus, Strawberry latent ringspot virus[58].
Deux espèces d'arthropodes ravageurs causent des dégâts importants : le puceron des feuilles du houblon (Phorodon humuli) et un acarien responsable de la brûlure rouge du houblon (Panonychus humuli)[14].
Plusieurs espèces de papillons de nuit (hétérocères) se nourrissent de houblon, notamment l'Eupithécie du groseillier ou du houblon, Eupithecia assimilata (Geometridae), la Pyrale du houblon, Pleuroptya ruralis (Crambidae), la Noctuelle à museau, Hypena proboscidalis et le Toupet, Hypena rostralis (Noctuidae).
On a également isolé chez le houblon plusieurs espèces de nématodes : Ditylenchus destructor, Heterodera humuli, Meloidogyne hapla, Meloidogyne incognita et Meloidogyne javanica[26].
Une espèce de plantes parasite, Cuscuta europaea, peut aussi affecter les cultures de houblon[26].
Les inflorescences femelles, les cônes, sont utilisées pour aromatiser la bière depuis le XIIe siècle lorsque Hildegarde de Bingen (1099-1179) découvrit les vertus aseptisantes et conservatrices du houblon (ainsi que son amertume). Il permettait ainsi à la bière de se conserver mieux et plus longtemps. Auparavant, un mélange d'herbes et d'épices, nommé gruit, était utilisé pour fabriquer ce que l'on appelait alors la cervoise.
La fonction du houblon dans le brassage est essentiellement d'apporter à la bière son arôme et son amertume caractéristiques. Le goût amer de la bière est dû aux acides alphas et l'arôme aux huiles essentielles[53].
Le houblon a également d'autres propriétés : il modifie les performances de la levure lors de la fermentation, il contribue à la texture de la bière (sensation en bouche) et ses propriétés bactéricides protègent la bière contre les risques d'altération par certains microorganismes. Pendant l'ébullition, il réduit la formation de mousse du moût et aide à la coagulation des protéines. C'est un agent actif dans la bière améliorant les performances de moussage et l'adhérence. Les cônes de houblon apportent des tanins qui peuvent augmenter le pouvoir réducteur d'une bière, et donc sa résistance à l'oxydation[53].
La plupart des organes du houblon : pousses, feuilles, fleurs, graines, rhizomes et huiles essentielles, sont comestibles. L'inflorescence femelle ou cône est la partie la plus fréquemment consommée dans les aliments (principalement dans la bière)[59].
Les jeunes pousses de houblon, ou turions, sont comestibles lorsqu'elles sortent de terre au début du printemps. Elles peuvent être consommées comme légume, crues en salade ou cuites à l'instar des asperges, par exemple comme ingrédient d'une omelette ou d'un risotto[60]. Dans ce cas, les variétés aromatiques et peu amères, contrairement à celles employées en brasserie, sont préférables[49]. On peut également consommer jusqu'au début de l'été les jeunes feuilles et l'extrémité des jeunes rameaux et rejets qui apparaissent le long des tiges[6].
Cet usage est cité par Olivier de Serres vers 1600 dans son Théâtre d'Agriculture et mesnage des champs (p. 562) :
« Du houblon, outre le plaisir de la rameure pour ombrage, tire-on ce profit, que d'en manger en la Prime-vere les tendres cimes des jettons en divers appareils. Sa fleur & sa semence sont aussi utiles à la biere. »
Vers les XVe et XVIe siècles, dans certaines régions d'Europe centrale (Sud de l'Allemagne, Suisse alémanique, Hongrie) les boulangers se servaient pour fabriquer le pain blanc d'un levain au houblon, qui passait pour accélérer la fermentation. Ce levain, appelé hab en Suisse, était préparé avec de l'eau de houblon mélangée à de la farine. Son usage disparut quand il y eut une levure de boulangerie spéciale[61]. Selon une étude espagnole récente (2020) le levain additionné d'extrait de houblon présente des propriétés antifongiques contre diverses espèces de champignons (Aspergillus parasiticus, Penicillium carneum, Penicillium polonicum, Penicillium paneum, Penicillium chermesinum, Aspergillus niger et Penicillium roqueforti) et permet de prolonger la durée de conservation du pain[62].
Il peut être également consommé en tisane, car il faciliterait le sommeil.
Certains auteurs du début du XXe siècle ont rapporté l'utilisation historique du houblon pour lutter contre la perte de cheveux. On croyait que le lavage de la tête avec de la bière, ou à l'aide d'une infusion préparée à base de houblon, stimulait la croissance des cheveux[32],[63]
C'est une plante stomachique (en) à essence sédative.
Le houblon contient un composé chimique au pouvoir œstrogénique est un flavonoïde prénylé : le 8-Prénylnaringinine ou 8PN (pour (±)-8-prénylnaringinine), appelé aussi hopéine[11]. C'est l'une des substances œstrogéniques les plus puissantes in vitro parmi celles issues du règne végétal[64]. Le lupulin, administré sous forme de poudre, a une action galactogène du fait de la présence d'hormone (phytoœstrogène)[65]. Les grands buveurs de bière subissent parfois cet effet féminisant : apparition d'une gynécomastie (augmentation du volume de la glande mammaire) avec parfois baisse de la libido[66].
Le lupulin présent dans les cônes de houblon mûr contient des acides (alpha et beta) responsables de son amertume. Les acides alpha (humulone (35 à 70 %), cohumulone (20 à 65 %) et adhumulone (10 à 15 %) sont importants en brasserie car ils contribuent à la stabilité de la mousse de la bière et servent aussi comme agents conservateurs. Ces composés amers facilitent par ailleurs la digestion et participent avec l'huile essentielle présente dans les cônes au pouvoir sédatif du houblon[67].
Le houblon servirait aussi à protéger contre certains types d'allergies.[68] Il est considéré comme anaphrodisiaque[69].
En cosmétique, selon la monographie de la nomenclature internationale des ingrédients cosmétiques (INCI), l'extrait de houblon (Humulus lupulus) et l'huile de houblon, ingrédients dérivés du strobile (ou cône) de la plante, sont recherchés pour les fonctions suivantes[59] :
Le houblon est également cultivé comme plante grimpante décorative dans les jardins d'ornement. Un cultivar à feuilles jaunes, Humulus lupulus cv. 'Aureus', a été sélectionné à cet effet et a obtenu en Angleterre un prix, Award of Garden Merit (AGM), décerné par la Royal Horticultural Society[70],[71].
Les longues tiges de houblon récoltées de septembre à novembre peuvent être utilisées pour la vannerie sauvage[72].
Héraldique : le houblon est représenté sur le blason de nombreuses villes d'Europe, notamment en Allemagne et en Tchéquie.
En Allemagne, le houblon a été désigné « plante médicinale de l'année » (Arzneipflanze des Jahres) en 2007[73].
Dans le Kent (Royaume-Uni), le houblon a été élu « fleur du comté » (County flower of Kent) en 2002[74].
Dans le langage des fleurs, le houblon symbolise l'injustice et offrir des fleurs de houblon revient à dire « Je suis impatient de vous embrasser »[75].
Dans le calendrier républicain, « Houblon » est le nom du 23e jour du mois de fructidor[76].
Une « fête du houblon » (Hoppefeesten) est organisée tous les trois ans à la mi-septembre à Poperinge en Flandre occidentale (Belgique).
[PDF]) Humulus lupulus
Humulus lupulus, le Houblon ou Houblon grimpant, est une espèce de plantes dicotylédones de la famille des Cannabaceae, originaire de l'hémisphère Nord (répartition circumboréale). C'est une plante herbacée vivace grimpante qui est cultivée pour ses « cônes » contenant des métabolites secondaires utilisés principalement en brasserie.
O lúpulo ou lupio[1] (Humulus lupulus) é unha planta herbácea perenne e rubideira da familia das cannabáceas que medra en zonas húmidas. As flores macho e femia medran en plantas diferentes, as primeiras son de cor verde clara e as segundas son amerelo verdosas. O seu froito madurece no outono e contén unha substancia, chamada tamén lúpulo, que tradicionalmente se utilizou para darlle sabor e aroma á cervexa.
Aínda que é considerada unha rubideira, non posúee gabiáns nin ningún outro apéndice para este propósito, senón que se serve de rexos talos provistos de ríxidas vilosidades inclinadas cara abaixo. É unha herbácea perenne que pode acadar oito metros de altura, con follas palmato-lobuladas de 3 a 5 lóbulos dentados. Sendo unha especie dioica, as flores femininas e masculinas xorden en plantas separadas, as primeiras, de cor verde clara, reúnense en candeas e son usadas como saborizante e axente estabilizador na cervexa, as masculinas, amarelo verdosas, forman panículas. O froito é un aquenio.
Contén aceites esenciais (até un 1 %, sobre todo humuleno, mirceno, b–cariofileno e farnesceno) e máis de cen principios doutro tipo, entre eles xeraniol, linolol, citral, linioneno e serolidol; tamén posúe un complexo de resinas agres ( 3-12 % ) no que hai ácido valerónico, lumulona e lupulona. O aceite esencial e mais as resinas amargas reciben o nome conxunto de lupulina.
En 1914 o enxeñeiro Leopoldo Hernández Robledo iniciou cultivos experimentais de lúpulo en Betanzos con variedades traídas de Kent (Inglaterra). En paralelo, José María Rivera, empresario fundador de La Estrella de Galicia realizaba experimentos de aclimatación nunha propiedade anexa á fábrica que tiña na Coruña. Precisamente nesta cidade, e durante a Guerra Civil, creouse o Servicio Oficial para el Fomento del Cultivo de Lúpulo, dependente do ministerio de Agricultura dos sublevados. Este servizo administrativo daría paso, durante a crise da importación de lúpulo que aconteceu durante a Segunda Guerra Mundial (1939-1945), á Sociedad Anónima de Fomento del Lúpulo, que recibe a concesión monopolística para a explotación do lúpulo no noroeste de España[2].
Durante o tempo de funcionamento da empresa, entre 1946 e 1983, cultivouse lúpulo en Abegondo, Aranga, Cabanas, Cambre, Cesuras, Coirós, Culleredo, Curtis, Irixoa, Láncara, Lugo, Melide, Miño, Mondoñedo, Ortigueira, Oza dos Ríos, Paderne, Padrón, Pontedeume, O Porriño e Vedra, pero que tivo o seu epicentro en Betanzos, onde se atopaba a sede da empresa e a maior parte da produción[3]. En 1946 recolléronse xa 4000 kg de lúpulo, cantidade que foi aumentando anualmente ata 1963, cando se recolleron 630 000 kg de lúpulo seco, e que representou o punto álxido da produción.
A decadencia do cultivo do lúpulo en Galicia empezou a comezos da década de 1960 e débese a varios factores: dunha banda, a esixencia da Sociedade Anónima de Fomento do Lúpulo de que os produtores lle entregasen o lúpulo xa seco, e non fresco; os sequeiros supuñan un investimento elevado e unha boa parte dos produtores optaron pola supresión dos cultivos. Doutra banda, a mediados da década de 1970 o lúpulo galego sufriu unha viríase que levou á súa práctica extinción no país[4].
No ano 2013 comeza a se recuperar o cultivo do lúpulo na provincia da Coruña de xeito ecolóxico principalmente para fornecer á industria cervexeira galega. Agárdase superar as 30 hectáreas de cultivo[5]
O lúpulo ou lupio (Humulus lupulus) é unha planta herbácea perenne e rubideira da familia das cannabáceas que medra en zonas húmidas. As flores macho e femia medran en plantas diferentes, as primeiras son de cor verde clara e as segundas son amerelo verdosas. O seu froito madurece no outono e contén unha substancia, chamada tamén lúpulo, que tradicionalmente se utilizou para darlle sabor e aroma á cervexa.
Hmelj (obični hmelj, divlji hmelj, lat. Humulus lupulus) je biljka penjačica iz porodice Cannabaceae, red Rosales, koja svakog proljeća niče ponovo iz na hladnoću otpornog rizoma. Udomaćen je u umjerenim područjima sjeverne hemisfere, i jedini je predstavnik roda hmelja (Humulus)
Cvjetne se šišarke hmelja koriste u proizvodnji piva, kojem daju specifičnu gorčinu i aromu. U ovu se svrhu rabe samo šišarke kultiviranih sorti biljke.
Mladi izdanci divlje biljke su jestivi.
Biljka se koristi i u narodnoj medicini i proizvodnji piva.
Šišarke hmelja sadrže gorku tvar lupulin, alkaloid humulin, eterično ulje do 2 % ( po sastavu mircen, humulen, farnezen), hmelj taninsku i valerijansku kiselinu. Osim toga nađeni su i hormoni, klorogena kiselina, flavonoidi (kemferol, kvercitin-3-glikozid, leukocianidin, leukodelfinin), tanini (do 3,4 %), kumarini, vitamini (B1, B3, B6, PP). [1]
Grlić,Lj. Samoniklo jestivo bilje,Zagreb 1980.
Hmelj (obični hmelj, divlji hmelj, lat. Humulus lupulus) je biljka penjačica iz porodice Cannabaceae, red Rosales, koja svakog proljeća niče ponovo iz na hladnoću otpornog rizoma. Udomaćen je u umjerenim područjima sjeverne hemisfere, i jedini je predstavnik roda hmelja (Humulus)
Cvjetne se šišarke hmelja koriste u proizvodnji piva, kojem daju specifičnu gorčinu i aromu. U ovu se svrhu rabe samo šišarke kultiviranih sorti biljke.
Mladi izdanci divlje biljke su jestivi.
Biljka se koristi i u narodnoj medicini i proizvodnji piva.
Wšědny chmjel (Humulus lupulus) je rostlina ze swójby konopowych rostlinow (Cannabaceae).
Wšědny chmjel je trajne zelo, kotrež docpěje wysokosć wot 200 hač 400 cm. Rostlina je wijaca wijawka.
Stołpik njese w šěsć rjadach łazenske kosmy a je přećiwostejnje łopjenaty. Wón je naprawo wijacy.
Łopjena su třilapate hač pjećlapate a zubate.
Kćěje wot julija hač awgusta. Muske a žónske kćenja steja na rozdźělnych rostlinach. Muske kćenja njesu pjeć zelenych kćenjowych łopješkow, steja 5-10 dołhich pakićach a maja pjeć kćenjowych łopješkow a pjeć próškowych łopješkow. Žónske kwětnistwa su huste a hablojte.
Rosće dźiwje w lěsach pódla rěčkow, w kerčinach a na lěsnych kromach łučinow. Ma radšo włóžne abo mokre, wutkate pódy.
Wšědny chmjel (Humulus lupulus) je rostlina ze swójby konopowych rostlinow (Cannabaceae).
Humall (fræðiheiti: Humulus lupulus) er nytjaplanta af humlaætt.
Humall er tvíbýlisjurt rétt eins og t.d. hampur (Cannabis sativa).
Il luppolo (Humulus lupulus L., 1753) è una pianta angiosperma appartenente alla famiglia delle Cannabacee.[1]
Pianta erbacea perenne, caducifoglia e latifoglia, con rizoma ramificato dal quale si estendono esili fusti rampicanti che possono raggiungere i 9–10 m di lunghezza, può vivere dai 10 ai 20 anni. Le foglie sono cuoriformi, picciolate, opposte, munite di 3-5 lobi seghettati. La parte superiore si presenta ruvida al tatto per la presenza di numerosi peli, la parte inferiore è invece resinosa.
Essendo una specie dioica, i fiori maschio e femmina, unisessuali e di colore verdognolo, sono presenti su individui separati. I fiori maschili (o staminiferi) sono riuniti in pannocchie pendule e ciascuno presenta 5 tepali fusi alla base e 5 stami; i fiori femminili (o pistilliferi) presentano un cono membranoso che circonda un ovario munito di 2 lunghi stimmi pelosi. Si trovano raggruppati alle ascelle di brattee fogliacee, costituendo un'infiorescenza dalla caratteristica e inconfondibile forma a cono.
La fioritura avviene in estate. L'impollinazione è anemofila (trasporto per mezzo del vento) e in settembre-ottobre, con la maturazione dei semi, le brattee assumono una consistenza cartacea che aumenta la dimensione del cono. I frutti sono degli acheni di colore grigio-cenere.
Le infiorescenze femminili sono ricche di ghiandole resinose secernenti una sostanza giallastra e dal sapore amaro chiamata lupulina, composta da α-acidi (umulone, adumulone e coumulone), β-acidi (lupulone, adlupulone e colupulone), da polifenoli (es. flobafeni, xantumolo) e numerosi oli essenziali, che vengono utilizzati per aromatizzare e conferire alla birra il suo gusto caratteristico.
Il luppolo predilige ambienti freschi e terreni fertili e ben lavorati. Cresce spontaneamente sulle rive dei corsi d'acqua, lungo le siepi, ai margini dei boschi, vicino alle concimaie, dalla pianura fino a un'altitudine di 1 200 metri se il clima non è troppo ventoso e umido. La sua presenza in natura è molto comune nell'Italia settentrionale; il luppolo selvatico è peraltro presente in tutte le regioni, isole comprese, benché diventi progressivamente più raro verso sud[2].
È coltivato a scopi commerciali in entrambi gli emisferi, indicativamente tra il 30° e il 52° di latitudine, ed essendo molto resistente ai climi freddi può resistere fino a −30 °C.
La coltivazione del luppolo ha avuto inizio solo durante il IX secolo d.C. in Germania[3]. In precedenza, fin da tempi preistorici, il luppolo era già utilizzato, ma non coltivato. A livelli di coltivazione è suscettibile di molti parassiti come ad esempio un ascomicete già responsabile della ruggine del grano, la peronospora, oltre che di afidi e ragnetti. In Italia la sua coltivazione fu introdotta, a partire dal 1847, dall'agronomo Gaetano Pasqui di Forlì, che promosse anche una fabbrica di birra in attività già dagli anni '60 dell'Ottocento.
Quella di "luppolo nobile" è una definizione storico-commerciale legata alla produzione della birra, assegnata arbitrariamente nel mondo brassicolo a quattro territori europei nei quali si sono geneticamente isolate alcune popolazioni, queste sono: l'Hallertauer Mittelfrueh dalla regione dell'Hallertauer in Baviera; Tettnanger dalla regione del Tettnang in Germania nella zona del lago di Costanza; Spalt dalla Baviera in Germania a sud di Norimberga; e Saaz dalla regione di Zatec in Repubblica Ceca. Molte delle varietà di luppolo più diffuse commercialmente nei secoli scorsi, facevano riferimento nei tratti principali ad almeno una di queste varietà nobili. Attualmente, nonostante il loro rapporto alfa acidi/beta acidi di 1:1 che fornisce un piacevole profilo aromatico accompagnato da un amaro gradevole, sono caratterizzati da una scarsa resa per ettaro e da un'elevata inclinazione alla contrazione di malattie.
Nei coni di luppolo sono state finora identificate più di 1 000 sostanze chimiche, che possono essere raggruppate in componenti dell'olio essenziale, acidi amari e flavonoidi prenilati. Sono presenti anche glicosidi flavonolici (astragalina, kempferolo, quercetina, quercitrina, rutina) e quantità apprezzabili di tannini (2-4%).[4]
Il luppolo viene usato soprattutto nel processo produttivo della birra,[5] le caratteristiche primarie sono:
Nel mondo brassicolo il luppolo viene solitamente distinto in due macrocategorie, luppoli amaricanti e luppoli aromatici, con alcune varietà commercializzate con il doppio scopo. I luppoli amaricanti sono solitamente aggiunti al mosto all'inizio della fase di bollitura, mentre quelli aromatici (gusto e aroma) vengono aggiunti negli ultimi 30 minuti di bollitura, con ulteriori diversità produttive per eventuali aggiunte in fase di Whirlpool o Dry-Hopping. L'intensità della luppolatura in una birra è specifica per lo stile ma anche riflesso della personalità del birraio, motivo per cui non esistono regole precise per le aggiunte di luppolo nella birra in termini di quantità, tempi o fasi. Nel caso del luppolo amaricante, la gittata di luppolo avviene a inizio bollitura per consentire agli α-acidi di isomerizzare in iso-alphaacidi solubili in acqua conferendo la reale parte amaricante al prodotto. L'unita di misura del potenziale amaricante del luppolo è definito dall'IBU (International Bitterness Unit). Gli oli essenziali sono invece responsabili del profilo aromatico, con caratteristiche che spaziano dal citrico al resinoso, dal fruttato al floreale, dal terroso all'erboso. Gli oli essenziali principali sono l'humulene, dall'aroma balsamico e legnoso; il carophyllene, dall'aroma di pepe nero; il myrcene, dall'aroma di geranio; e il farnesene, dall'aroma di gardenia. Le ricerche attuali hanno identificato circa 300 oli diversi che contribuiscono al profilo aromatico della birra, alcuni di questi oli forniscono aromi piacevoli all'uomo come i già citati caratteri floreali, fruttati e speziati, ma altri impartiscono invece aromi più sgradevoli come l'aroma di formaggio, di rancido o di grasso.
In cucina gli apici della pianta di luppolo (in dialetto piemontese "luvertin", in dialetto lombardo "luertis", in veneto "bruscandoli", in friulano "urticiòns", in versiliese "noppolo"), della lunghezza di circa 20 cm, vengono raccolti in primavera (marzo-maggio) e utilizzati come il più noto asparago (a volte, proprio per questo, sono erroneamente chiamati "asparagi selvatici").[6]
Da notare come, a differenza della maggior parte dei germogli utilizzati per uso culinario, i getti di luppolo selvatico siano più gustosi quanto più sono grossi. Una volta lessati per 5-10 minuti, con poca acqua o al vapore, si possono consumare direttamente con classico condimento "all'agro", oppure saltare qualche minuto in padella per servirli con riso o utilizzare per risotti, frittate e minestre.
Non vanno confusi con i rami fioriferi di altre piante solo a prima vista simili, quali l'Ornithogalum (Latte di gallina), un genere che conta molte specie assai tossiche (Ornithogalum pyrenaicum è però commestibile)[7].
La parte attiva è costituita dai fiori femminili (coni) raccolti in settembre quando non sono ancora completamente maturi, oppure dalla polvere che si ottiene sbattendo e setacciando i coni, detta "luppolina". Nella tradizione popolare il luppolo è noto come sedativo, lievemente ipnotico e anafrodisiaco. Il contenuto di sostanze simili agli estrogeni, inoltre, pare essere responsabile dell'effetto ingrassante che la voce popolare attribuisce alla birra[8].
Il luppolo contiene 8-prenilnaringenina, il fitoestrogeno più potente conosciuto,[9] la cui concentrazione in humulus lupulus è così scarsa da non poter avere effetti biologici indagabili con le attuali tecniche di laboratorio.[10] Tuttavia tale composto si forma anche in seguito alla conversione in situ e in vitro dello isoxantoumulone, di cui il luppolo è molto più ricco.[11][12] Gli effetti farmacologici di tali composti potrebbero essere di tipo estrogeno-simile.[9][13]
Il luppolo (Humulus lupulus L., 1753) è una pianta angiosperma appartenente alla famiglia delle Cannabacee.
Humulus lupulus est species plantarum florentium familiae Cannabacearum, in Europa, Asia occidentali, America Boreali indigena. Flos H. lupuli feminae in cervesia coquenda adhibetur ad saporem amarum dandum et potum conservandum.
H. lupulus est fortasse idem ac "lupus salictarius", quem Plinius dicit esse unum ex "herbis sponte nascentibus" in Italia notis, "verius oblectamentis quam cibis".[2]
Variae formae H. lupuli foliorum
Festum humuli Poperingae
Situs scientifici: Tropicos • Tela Botanica • GRIN • ITIS • Plant List • NCBI • Biodiversity • Encyclopedia of Life • Plant Name Index • Plantes d'Afrique • Flora of China • INPN France • Flora of North America • USDA Plants Database 
Vide "Humulum lupulum" apud Vicispecies. Humulus lupulus est species plantarum florentium familiae Cannabacearum, in Europa, Asia occidentali, America Boreali indigena. Flos H. lupuli feminae in cervesia coquenda adhibetur ad saporem amarum dandum et potum conservandum.
H. lupulus est fortasse idem ac "lupus salictarius", quem Plinius dicit esse unum ex "herbis sponte nascentibus" in Italia notis, "verius oblectamentis quam cibis".
Paprastasis apynys (lot. Humulus lupulus, angl. Hop, vok. Echter Hopfen) – kanapinių (Cannabaceae) šeimos augalų rūšis.
Daugiametis dvinamis, vijoklinis augalas, išaugantis iki 8 m aukščio. Šaknis daugiametė, vertikali, mėsinga, išleidžianti ilgus horizontalius ūglius, kurie kabindamiesi dygliukais, lipa sienomis, medžių kamienais, kitomis atramomis. Jeigu apyniai neturi atramos ir driekiasi pažeme, jie paprastai nežydi. Stiebas šešiabriaunis, šiurkštus, apaugęs kabliškais dygliukais, žiemą sunyksta. Lapai priešiniai, 8-15 cm ilgio ir tiek pat pločio, su 3-5 skiautėmis, širdiškais pamatais, dantyti, su prielapiais. Viršutiniai lapai dažniausiai nesuskaidyti, sveiki. Lapkočiai iki 14 cm ilgio. Lapų pažastyse išauga žiedinės šakutės, ant kurių formuojasi žiedynai. Paprastieji apyniai yra dvinamiai augalai. Vaisiai (spurgai) užsimezga tik tada, kai kartu ar netoliese auga abiejų lyčių - vyriškieji ir moteriškieji - augalai. Kuokeliniai (vyriškieji) žiedai – stiebų viršūnėse, maži, gelsvai žali, šluotelių pavidalo žiedynuose. Piesteliniai (moteriškieji) žiedai susitelkę į konkorėžio formos trumpakotes varpas. Žydi birželio - rugpjūčio mėnesiais. Žiedus apdulkina vėjas. Vaisiams bręstant, išauga pažiedės ir moteriškieji žiedynai susitelkę į kankorėžį panašias varpas virsta spurgais. Vaisius – vienasėklis, iki 3 mm ilgio, apskritas, truputį iš šonų suplotas riešutėlis. Kankorėžių žvyneliai su liaukutėmis, išskiriančiomis lupuliną ir eterinių aliejų aliejų. Apynių vaisiai sunoksta rūgpjūčio-rugsėjo mėnesį.
Auga lapuočių ir mišriuose miškuose, vandens telkinių pakrantėse. Auginamas sodybose, specialiuose ūkiuose. Yra daug kultūrinių veislių.
Paprastojo apynio lapus pažeidžia netikroji miltligė, šaknis - plenodominis puvinys. Kenkėjai: spragės, amarai, voratinklinės erkutės.
Spurguose yra 10-20 % lupulino, taip pat cholino ir kitokių medžiagų. Jie vartojami alaus pramonėje, vaistų gamyboje, kosmetikoje. Virkščios tinka pluoštui. Alaus gamybai auginamos apynių veislės gerai sunoksta, derlingos, spurguose turi daug karčiųjų medžiagų – iki 16-19 %. Iš apynių gaminamos gydomosios arbatos.
Lietuvoje paprastieji apyniai buvo auginami nuo senų laikų ir naudojami midaus, alaus gamyboje. 1529 m. Lietuvos statutas numatė pinigines baudas už svetimų apynynų nuraškymą ar iškirtimą. XVIII a. kai kuriuose dvaruose Merkinės ir Raseinių seniūnijose būdavo reikalaujama duoklė apyniais[1].
Gydymo tikslais apyniai vartojami nuo XVII a. kaip priemonė dantų skausmui, nerimui slopinti, apetitui gerinti. Apyniai taip pat slopina traukulius, atpalaiduoja lygiuosius raumenis. Apynių spurgų prikimštos pagalvėlės buvo plačiai naudojamos Europoje nemigai gydyti.
Šiuo metu gydymo tikslais vartojamos apynių arbatos ir ekstraktai. Jie labai tinka esant nemigai, nervų sistemos išsekimui dėl ligos ar ilgalaikio streso[2]. Manoma, kad migdantį apynių poveikį lemia apyniuose esanti karčioji medžiaga metilbutenolis (2-methyl-3-buten-2-ol)[3].
Paprastasis apynys (lot. Humulus lupulus, angl. Hop, vok. Echter Hopfen) – kanapinių (Cannabaceae) šeimos augalų rūšis.
Daugiametis dvinamis, vijoklinis augalas, išaugantis iki 8 m aukščio. Šaknis daugiametė, vertikali, mėsinga, išleidžianti ilgus horizontalius ūglius, kurie kabindamiesi dygliukais, lipa sienomis, medžių kamienais, kitomis atramomis. Jeigu apyniai neturi atramos ir driekiasi pažeme, jie paprastai nežydi. Stiebas šešiabriaunis, šiurkštus, apaugęs kabliškais dygliukais, žiemą sunyksta. Lapai priešiniai, 8-15 cm ilgio ir tiek pat pločio, su 3-5 skiautėmis, širdiškais pamatais, dantyti, su prielapiais. Viršutiniai lapai dažniausiai nesuskaidyti, sveiki. Lapkočiai iki 14 cm ilgio. Lapų pažastyse išauga žiedinės šakutės, ant kurių formuojasi žiedynai. Paprastieji apyniai yra dvinamiai augalai. Vaisiai (spurgai) užsimezga tik tada, kai kartu ar netoliese auga abiejų lyčių - vyriškieji ir moteriškieji - augalai. Kuokeliniai (vyriškieji) žiedai – stiebų viršūnėse, maži, gelsvai žali, šluotelių pavidalo žiedynuose. Piesteliniai (moteriškieji) žiedai susitelkę į konkorėžio formos trumpakotes varpas. Žydi birželio - rugpjūčio mėnesiais. Žiedus apdulkina vėjas. Vaisiams bręstant, išauga pažiedės ir moteriškieji žiedynai susitelkę į kankorėžį panašias varpas virsta spurgais. Vaisius – vienasėklis, iki 3 mm ilgio, apskritas, truputį iš šonų suplotas riešutėlis. Kankorėžių žvyneliai su liaukutėmis, išskiriančiomis lupuliną ir eterinių aliejų aliejų. Apynių vaisiai sunoksta rūgpjūčio-rugsėjo mėnesį.
Auga lapuočių ir mišriuose miškuose, vandens telkinių pakrantėse. Auginamas sodybose, specialiuose ūkiuose. Yra daug kultūrinių veislių.
Paprastojo apynio lapus pažeidžia netikroji miltligė, šaknis - plenodominis puvinys. Kenkėjai: spragės, amarai, voratinklinės erkutės.
Spurguose yra 10-20 % lupulino, taip pat cholino ir kitokių medžiagų. Jie vartojami alaus pramonėje, vaistų gamyboje, kosmetikoje. Virkščios tinka pluoštui. Alaus gamybai auginamos apynių veislės gerai sunoksta, derlingos, spurguose turi daug karčiųjų medžiagų – iki 16-19 %. Iš apynių gaminamos gydomosios arbatos.
Lietuvoje paprastieji apyniai buvo auginami nuo senų laikų ir naudojami midaus, alaus gamyboje. 1529 m. Lietuvos statutas numatė pinigines baudas už svetimų apynynų nuraškymą ar iškirtimą. XVIII a. kai kuriuose dvaruose Merkinės ir Raseinių seniūnijose būdavo reikalaujama duoklė apyniais.
Parastais apinis (Humulus lupulus) ir kaņepju dzimtas suga. Izplatīta Eiropā, Āzijā un Ziemeļamerikā, galvenokārt mērenajā joslā. Tā ir vienīgā apiņu ģints suga, kas sastopama Latvijā, tāpēc ikdienas sarunvalodā šo sugu dēvē vienkārši par apini. Apiņi satur lupulīnu, ko lieto medicīnā kā nomierinošu līdzekli, izmanto alus rūpniecībā — uzlabo alus aromātu un darbojas kā konservanti, viegli narkotisks līdzeklis, padara alu rūgtu un atspirdzinošu.
Izšķir piecas apiņu variatātes:
Hop (Humulus lupulus) is een plant uit de hennepfamilie (Cannabaceae), die in Nederland en België in het wild voorkomt, en hier vroeger ook veel geteeld werd. De hopbellen (vruchtkegels) worden als conserveer- en smaakmiddel gebruikt bij de bereiding van bier. Hop is een vaste plant die overwintert als wortelstok. De soort komt van nature voor in het grootste deel van de gematigde- en koude zone van het noordelijk halfrond, ten noorden van de 32e breedtegraad.[1][2][3] Door de teelt ten behoeve van de bierproductie heeft de hop zijn areaal uitgebreid naar Zuid-Amerika, Zuid-Afrika, Australië en Tasmanië.
Hop is een tweehuizige, vaste, rechtswindende klimplant. Het is een hemikryptofyt: de plant overwintert als wortelstok, de bovengrondse scheuten zijn kruidachtig en eenjarig. De stengel is knobbelig en daardoor ruw. De bladeren zijn tegenoverstaand, lang gesteeld met steunblaadjes aan basis van de bladsteel, en hebben een hartvormige voet en gezaagde rand. Meestal zijn ze gelobd, met drie, soms vijf lobben. De bladeren aan de top van de stengel kunnen ongedeeld zijn.
De bloemen, die in Noordwest-Europa verschijnen van juli tot september, groeien in pluimen in de bladoksels, bij de mannelijke bloeiwijzen staan de bloemen afzonderlijk aan het eind van de pluimsteeltjes, bij de vrouwelijke bloeiwijzen staan aan het eind van de pluimstelen aartjes met meerdere bloemen. Hieruit ontwikkelen zich de karakteristieke 'bellen', eivormige vruchtkegels die in augustus/september aan de vrouwelijke plant groeien.[4][5]
Er zijn vijf natuurlijke variëteiten van de hop benoemd (zie Taxonomie). Net als bij andere cultuurgewassen worden er van de hop veel verschillende cultuurvariëteiten (cultivars) gekweekt (zie Lijst van hopvariëteiten). Er bestaat ook een siervariant, de cultivar Humulus lupulus cv. Aureus, met goudgele bladeren (de gouden hop), gekweekt door het Wye College in Kent.
Veel van de nieuwe Engelse cultuurvariëteiten van de zeventiger jaren hebben een donkerrode rank, terwijl de oudere rassen een groene rank hebben. De kleur van de rank, de vorm van het blad, de kleur van het blad en van de hopbel, de vorm en de grootte van de hopbel en uiteindelijk het aroma van de rijpe hopbel zijn punten die het mogelijk maken de verschillende hopvariëteiten te herkennen.
De hop is een plant uit het geslacht Humulus in de familie van de Cannabaceae (hennepfamilie). De naam van het geslacht en de soort werden in 1753 door Linnaeus gepubliceerd in Species plantarum.[6] Linnaeus citeerde verschillende andere werken[7] maar wees geen type-exemplaar aan. In 1978 wees Ernest Small uit het beschikbare materiaal het specimen Clifford Herbarium 458, Humulus 1 (BM-000647487)[8] aan als "lectotype".[9][10] Dit specimen bevindt zich in het British Museum of Natural History. Het epitheton lupulus is een zelfstandig naamwoord en het verkleinwoord van "lupus" (wolf). De naam werd volgens John Ray al door Plinius de Oudere als geslachtsnaam voor de hop genoemd.[11]
In het geslacht Humulus is een handvol soorten benoemd,[12] waarvan een deel later is gereduceerd tot variëteit van Humulus lupulus. Van deze soort worden nu de volgende natuurlijke variëteiten onderscheiden:
Op grond van de verspreiding van de hedendaagse genetische variatie, stellen Murakami et al. dat het geslacht Humulus waarschijnlijk in China is ontstaan.[13] Als aanvullende aanwijzing hiervoor noemen ze dat alle drie de tegenwoordig nog onderscheiden soorten (H. lupulus L., H. japonicus Siebold & Zuccarini [syn. H. scandens (Loureiro) Merrill] en H. yunnanensis Hu) in China voorkomen en dat één ervan een endeem is. Volgens dezelfde auteurs heeft Humulus lupulus zich 6,38 miljoen jaar geleden, in het Mioceen, gescheiden van Humulus japonicus. De eerste soort heeft zich daarna in een aantal variëteiten gesplitst. Aangezien de nu bekende variëteiten lupuloides, neomexicanus en pubescens uit Noord-Amerika en var. cordifolius uit Oost-Azië nauwer aan elkaar verwant zijn dan aan var. lupulus, moet de soort zich volgens Murakami et al. eerst in twee variëteiten hebben gesplitst waarvan de een, in het noodwesten van China, de voorouder van var. lupulus was, en de ander, in het zuidoosten, de voorouder van de overige. Dit zou 1,05 (±0,28) tot 1,27 (±0,30) miljoen jaar geleden, in het Pleistoceen, gebeurd zijn. De noordwestelijke variëteit, H. lupulus var. lupulus, heeft zich daarna over West-Azië en Europa verspreid. De zuidoostelijke variëteit heeft zich over Oost-Azië en Noord-Amerika verspreid, en zich verder ontwikkeld tot de vier nu bekende variëteiten. De scheiding tussen de Oost-Aziatische en Noord-Amerikaanse variëteiten moet vervolgens 0,46 (±0,17) tot 0,69 (±0,21) miljoen jaar geleden hebben plaatsgehad.
Op grond van de genetische variatie in Humulus lupulus var. lupulus, concluderen de auteurs dat deze variëteit niet recent door mensen in Europa is geïntroduceerd. Humulus lupulus komt dus van nature in Europa voor. De geringe genetische variatie in de Europese populatie laat zich geheel verklaren door de laatste ijstijd (Weichselien), waarna de soort zich in hoog tempo vanuit het zuiden opnieuw in vrijwel heel Europa vestigde.
Hop groeit op voedselrijke, humeuze, gewoonlijk vochtige grond, maar niet op zeeklei. In elzen- en wilgenbossen groeit hop vaak op de hoogste delen, zoals rond de stammen. Hop klimt graag in doornstruwelen. De plant groeit vaak samen met andere lianen zoals bitterzoet (Solanum dulcamara), heggenduizendknoop (Fallopia dumetorum), wilde kamperfoelie (Lonicera periclymenum), bosrank (Clematis vitalba), en heggenrank (Bryonia cretica).
Hop is een van de waardplanten van de gehakkelde aurelia. Aan het eind van de negentiende eeuw gold hop als de voornaamste waardplant voor deze vlinder in Groot-Brittannië en veroorzaakten de rupsen soms grote schade in de teelt van dit gewas. De hopwortelboorder (Hepialus humuli) leeft behalve van hop ook van wilde peen, paardenbloem en zuring. Hij kan schade veroorzaken in hopkwekerijen.[5]
De hop is een kensoort voor de associatie van sleedoorn en eenstijlige meidoorn (Pruno-Crataegetum).
De lupulinekorreltjes uit de vruchtkegels van de vrouwelijke plant (hopbel) worden vanwege de alfazuren en de etherische oliën (aroma's) gebruikt als grondstof voor bier. Aanvankelijk werd hop aan bier toegevoegd als conserveringsmiddel, maar tegenwoordig wordt het met name toegevoegd om de bittere smaak en het aroma. Zeker in de Engelse bitters en in de meeste Belgische speciaalbieren is het onmisbaar, omdat in die bieren veel meer hop wordt toegevoegd dan in lagerbieren. Voorbeelden van hoppige bieren zijn Amstel 1870, Brand UP, Jopen Hoppen en Christoffel Bier in Nederland, XX Bitter, Hommelbier, Hopus, Cristal Alken en Stella Artois in België en Beck's en Jever in Duitsland.
Een biertype waarbij speciaal veel hop wordt gebruikt is India Pale Ale. Voorheen werd dat sterk gehopt om het houdbaar te maken voor de lange reis per schip naar India. Moderne India Pale Ales worden met moderne aromatische hoppen gehopt, waarbij een geur en smaak van tropisch fruit ontstaat.
Overjarige hop heeft een kaasgeur, die het gevolg is van de oxidatie van bètazuren die gedurende de opslag plaatsheeft.[14][15] Voor Lambiek gebruikt de brouwer deze overjarige hop, waarvan de vluchtige bitterstoffen vervlogen zijn, maar die alle andere hopeigenschappen nog heeft. Vroeger werd de variëteit Coigneau (Aalst - Asse) aangewend voor lambiek, omdat deze hopvariëteit zeer weinig bitterheid gaf.
De bittere smaak wordt hoofdzakelijk veroorzaakt door de aanwezigheid van alfa- en bètazuren in de hop. Deze smaken op zichzelf niet bitter maar tijdens het brouwproces (met name het koken) worden ze geïsomeriseerd, waarbij de alfa- en bètazuren worden omgezet in iso-alfazuren en iso-bètazuren, en die smaken wel bitter. De hoeveelheid alfazuren is afhankelijk van de hopvariëteit en varieert van 2 tot 18%.
Gekweekte hoprassen verschillen van elkaar in onder andere de hoeveelheid en verhouding van de verschillende aroma's, hetgeen van belang is voor de smaak van het bier. In de verschillende hopvariëteiten varieert het percentage etherische oliën van 0,5% tot 5%.
De hopbellen van de vrouwelijke hopplant bevatten bij de oogst circa 80% water, wat als gevolg zou hebben dat de bellen verrotten indien ze in die toestand bewaard zouden worden. Daarom moeten de hopbellen direct bij de oogst gedroogd worden om het gehalte aan water terug te brengen tot maximaal 10%. De EU schrijft dit ook wettelijk voor. Het drogen wordt gedaan in eesthuizen. Het drogen is een belangrijk deel van het oogsten en verwerken van de hopbellen. Indien te lang en bij te hoge luchttemperatuur (hoger dan 65 graden Celsius) gedroogd wordt, verliest de hop een deel van het aroma. Indien meteen na de oogst met verse (ongedroogde) hop gebrouwen wordt, heeft het bier daarom ook meer aroma. Brouwen met "natte" hop kan dus alleen gedurende een zeer korte tijd na de oogst, daar "natte" hoppen niet houdbaar zijn.
Sommige brouwerijen brouwen met de verse hop tijdens de oogstperiode een speciaalbier. De eerste brouwerij die daarmee rond 1992 begon was de Wadworth Brewery in Devizes, Engeland, daarna gevolgd door vele brouwerijen in Engeland en vervolgens in andere landen, onder meer Brouwerij De Ranke (Hop Harvest) en Brouwerij De Plukker (Plukker Single Hop 2012) in België. Op het Great American Beer Festival begon men in 2012 met een categorie voor bieren gebrouwen met verse ("natte") hop. De eerste brouwerij in de VS die deze techniek toepaste was in 1994 de Sierra Nevada Brewery in Chico, Californië. Deze brouwerij won in deze nieuwe categorie een gouden medaille bij het Great American Beer Festival van 2012.
Zie ook: Hopteelt. Vanouds werd hop verbouwd daar waar er brouwerijen waren. Het ontbreken van een infrastructuur om grondstoffen van over grotere afstand bij de brouwerij te krijgen, leidde ertoe dat brouwerijen samenwerkten met boeren om hop en gerst te telen. Sommige microbrouwerijen doen dat tegenwoordig weer. In 2005 werd naar schatting zo'n 80.000 ton hop geoogst, van 55.000 hectare land, verspreid over de hele wereld.
In Vlaanderen werd hop verbouwd in de streek rond Aalst en Asse waar nu maar twee hopboeren meer hopvelden hebben, en wordt het nog steeds verbouwd in de Westhoek rond Poperinge (waar van hommel wordt gesproken). Het areaal neemt hier door de sterke concurrentie uit het buitenland gestaag af.
In Nederland werd ook hop verbouwd, bijvoorbeeld op de zandgronden in Noord-Brabant en in het noordoosten van het land. Het Brabantse Schijndel stond in de 14e eeuw bekend om de hophandel en in Veghel stond midden in het dorp ooit een hopwaag.[16] Het Drentse Peize stond van de 16e tot de 18e eeuw bekend als hopdorp. Een 'museumtuin' midden in het dorp, vele namen, en een Peizer bier herinneren daar nog aan. Sinds 1997 wordt voor de Gulpener Bierbrouwerij hop verbouwd in het Zuid-Limburgse Reijmerstok.
Nederlandse (Vlaamse) hopboeren hebben begin 1500 hoptuinen aangeplant in Kent, Engeland en van daaruit werden hoptuinen aangelegd bij brouwerijen tot in Aberdeen in Schotland.
In Duitsland wordt op meer dan 18.000 hectare hop verbouwd. Het is daarmee nog steeds één van de grootste hopproducerende landen ter wereld. Een populaire aromahop - Saaz - komt inmiddels vrijwel exclusief uit het voormalige Oostblok rond Tsjechië (Bohemen) en wat uit Hongarije.
In de noordwestelijke staten van de Verenigde Staten, met name in de staat Washington, wordt veel hop verbouwd. Kleinere hoeveelheden worden verbouwd in de staten Oregon en Idaho. Hier wordt ook geëxperimenteerd met nieuwe variëteiten, die minder lange stengels produceren (dwerghopvariëteiten) waardoor de teelt en oogst eenvoudiger en goedkoper worden. De gewone hop heeft stengels die groeien tot een hoogte van zes tot negen meter, de nieuwe variëteiten komen niet hoger dan ruim twee meter. In de Verenigde Staten worden in vergelijking met andere hopproducerende landen de meeste verschillende hopvariëteiten verbouwd, circa 50 in getal.
Aan het extract van hop wordt een rustgevende en slaapverwekkende werking toegeschreven.[17] Met dit doel wordt het soms in thee verwerkt. Ook wordt het beschouwd als maagversterkend. Eén van de in hop voorkomende stoffen is lupuline, met een fyto-oestrogene werking.[18]
Mensen die met de hand de rijpe hopbellen plukten, kregen nogal eens klachten die de 'hopplukkersziekte' genoemd werden. Ze bestonden uit verschijnselen als hoofdpijn, ademhalingsklachten en huidirritatie. De vraag is of dit te maken had met de hop of met de chemicaliën waarmee de hop werd bespoten gedurende het groeiproces.[19]
Hopscheuten worden gebruikt als groente en zijn beschikbaar in maart en april. Alleen de bovenste zeven cm is eetbaar, de rest is te vezelig. De teelt is vergelijkbaar met die van witlof. De wortels worden ingekuild of op stromend water getrokken bij 15 °C.[20]
stengel
vrouwelijke bloeiwijze
mannelijke plant
Jonge scheuten
(Nederlandstalige) Wikisource.
Mediabestanden die bij dit onderwerp horen, zijn te vinden op de pagina Humulus lupulus op Wikimedia Commons. Hop (Humulus lupulus) is een plant uit de hennepfamilie (Cannabaceae), die in Nederland en België in het wild voorkomt, en hier vroeger ook veel geteeld werd. De hopbellen (vruchtkegels) worden als conserveer- en smaakmiddel gebruikt bij de bereiding van bier. Hop is een vaste plant die overwintert als wortelstok. De soort komt van nature voor in het grootste deel van de gematigde- en koude zone van het noordelijk halfrond, ten noorden van de 32e breedtegraad. Door de teelt ten behoeve van de bierproductie heeft de hop zijn areaal uitgebreid naar Zuid-Amerika, Zuid-Afrika, Australië en Tasmanië.
Humle (Humulus lupulus) er ei fleirårig slyngplante som høyrer til hampfamilien (Cannabidaceae). Humle kan verte 6-7 meter høg, og visnar ned til rota kvar vinter. Planta veks fort; når veksten er på det kraftigaste kan planta vekse opp mot 20 cm i døgnet.
Humle veks vilt over store delar av Noreg, og har dessuten vore dyrka i fleire hundre år. Planta vert brukt som medisinplante, men er mest kjend fordi ho vert brukt til ølbrygging. Humle kan føre til akutt hypotermi hos hundar og kattar.
I Frostatingslova heiter det at den som tok humle frå annan manns hage, laut svara verdet og bøter attpå. På denne tida var det òg påbode å bryggje øl til jonsok og jol.
Wikimedia Commons har multimedia som gjeld: Humle Humle (Humulus lupulus) er ei fleirårig slyngplante som høyrer til hampfamilien (Cannabidaceae). Humle kan verte 6-7 meter høg, og visnar ned til rota kvar vinter. Planta veks fort; når veksten er på det kraftigaste kan planta vekse opp mot 20 cm i døgnet.
Humle veks vilt over store delar av Noreg, og har dessuten vore dyrka i fleire hundre år. Planta vert brukt som medisinplante, men er mest kjend fordi ho vert brukt til ølbrygging. Humle kan føre til akutt hypotermi hos hundar og kattar.
Pianta ch'a viv sempe, con gambe erbose longhe vàire méter che a s'anvërtojo a tut lòn ch'a treuvo. La feuja a l'é palmà, e peilosa. Le piante a peulo esse masculin-e o feminin-e, e tute a pòrto fior. A fioriss an magg-aost.
A chërs ant ij pòst fresch, dzortut ant ij pra e ant ij rivass, fin a 1200 méter. A l'ha dabzògn ëd tachesse.
A l'ha ëd proprietà digestive, sedative. A l'é dovrà për fé deurme.
Ij but tënner a la prima as peulo mangesse com jë sparz, ant ij risòt, le frità, le mnestre. Le fior a ij frut a son dovrà ant l'industria dla bira, përchè a-j dà ël gust americant.
Humulus lupulus L.
Pianta ch'a viv sempe, con gambe erbose longhe vàire méter che a s'anvërtojo a tut lòn ch'a treuvo. La feuja a l'é palmà, e peilosa. Le piante a peulo esse masculin-e o feminin-e, e tute a pòrto fior. A fioriss an magg-aost.
AmbientA chërs ant ij pòst fresch, dzortut ant ij pra e ant ij rivass, fin a 1200 méter. A l'ha dabzògn ëd tachesse.
ProprietàA l'ha ëd proprietà digestive, sedative. A l'é dovrà për fé deurme.
Cusin-aIj but tënner a la prima as peulo mangesse com jë sparz, ant ij risòt, le frità, le mnestre. Le fior a ij frut a son dovrà ant l'industria dla bira, përchè a-j dà ël gust americant.
Chmiel zwyczajny (Humulus lupulus) – gatunek byliny z rodziny konopiowatych (Cannabaceae). Występował w stanie dzikim prawdopodobnie w południowej Europie, na Bliskim Wschodzie[2] i w Ameryce Północnej. W Polsce gatunek pospolity do 700 m n.p.m.[3] Uprawiany przez człowieka skolonizował (jako zdziczała roślina uprawna) strefę klimatów umiarkowanych i ciepłych całej Eurazji.
Roślina wieloletnia, dwupienna – na jednej roślinie wyrastają tylko kwiaty żeńskie lub tylko męskie. Co roku z podziemnej karpy wyrastają nowe pędy nadziemne i rozłogi. Roślina, jeśli nie znajdzie podpory, płoży się.
Wewnętrzna strona przysadek kwiatów żeńskich pokryta jest gruczołowatymi włoskami wydzielającymi lupulinę, gorzkawą żywicę. Lupulina formuje się w drobne ziarenka o średnicy 0,15-0,25 mm. Zawiera żywicę (do 80%[4]), olejki eteryczne (1–6%[4]) i kwasy chmielowe[2]. Dodatkowo zawiera tłuszcze, białka, wielocukrowce.
Szyszki chmielowe zawierają te same substancje czynne, tylko w innych proporcjach: olejek eteryczny (0,5–2%), składający się z ok. 20 związków terpenowych i seskwiterpenowych (m.in. humulen, mircen i kariofilen), oraz żywice (10–22%), garbniki (2–5%) i flawonoidy[4].
Rośnie w wilgotnych zaroślach, olsach i łęgach, nad rowami, a także na terenach ruderalnych, przy zabudowaniach i śmietniskach[3].
Rozróżnia się dwie odmiany chmielu zwyczajnego:
Klasyfikacja opiera się na zawartości i proporcjach między zawartością alfa-kwasów i beta-kwasów a estrów.
W uprawie wyróżnia się wiele kultywarów[5]. Polskie odmiany to:
Nazwa chmielu Zawartość alfa-kwasów Lubelski 2,0-3,2% Lomik 3,8-5,0% Limbus 3,0-5,5% Zbyszko 5,0-8,0% Sybilla 5,2-8,0% Izabella 6,5-8,5% Oktawia 7,0-9,3% Marynka 8,6-10,4% Zula 7,6-13,2% Iunga 9,3-13,2%Hormonalne działanie chmielu jest wykorzystywane w kosmetyce do opóźniania procesu starzenia się skóry. Wyciąg z chmielu jest używany do produkcji kremów, mleczek, lotionów oraz jako składnik kąpieli regeneracyjnych, a przede wszystkim do produkcji szamponów[8].
Młode pędy mogą mieć zastosowanie w kuchni – surowe przyrządza się jako surówki, gotowane przypominają w smaku szparagi. Pliniusz Starszy, w swojej "Historii Naturalis" wymienia chmiel jako delikatną jarzynę. Opinię tę potwierdza Marcjalis w jednym ze swoich epigramatów. Młode pędy i liście mogą zostać wykorzystane także do przygotowania zupy[9]. Żeńskie szyszki chmielu wykorzystywane są w piwowarstwie jako przyprawa do brzeczki.
Miejsce pod plantację powinno być nasłonecznione i osłonięte od wiatrów. Gleba żyzna, o odczynie obojętnym do lekko zasadowego. Przed założeniem plantacji prowadzi się staranne zabiegi pielęgnacyjne ziemi, nawożenie i odchwaszczanie. Następnie co roku nawozi się i wykonuje zabiegi niszczące chwasty, szkodniki i choroby.
Plantacje chmielu owocują do kilkunastu, nawet kilkudziesięciu lat. Uprawiane są tylko osobniki żeńskie – wytwarzające szyszki. Rośliny rozmnażane są wegetatywnie. Sadzonki pozyskuje się wiosną z ubiegłorocznych pędów.
Kwiatostany żeńskie, zwane szyszkami, zbiera się w sierpniu. Obrywane są ręcznie lub przy pomocy maszyn do zrywania. Szyszki suszy się w temperaturze do 40-55 °C[4]). Szyszki chmielu należy przechowywać krótko (maksymalnie rok) w ciemnym i suchym miejscu.
uprawy
(hektary)
Produkcjaoszacowana
(MT = 1000kg)
chmielaromatyczny
chmielgoryczkowy
Razem chmielaromatyczny
chmielgoryczkowy
Razem Australia 88 400 488 200 1001 1201 Austria 187 58 245 340 116 456 Belgia 83 65 148 117 117 234 Chiny 250 2050 2300 300 5700 6000 Czechy 4152 42 4194 5420 80 5500 Francja 364 49 413 648 70 718 Hiszpania 0 534 534 0 950 950 Niemcy 9675 7019 16694 16500 16000 32500 Nowa Zelandia 328 60 388 600 140 740 Polska 604 820 1424 1000 1452 2452 RepublikaPołudniowej Afryki
0 420 420 0 820 820 Rumunia 63 187 250 64 200 264 Rosja 84 54 138 92 70 162 Serbia 34 33 67 58 76 134 Słowacja 137 0 137 124 0 124 Słowenia 1203 25 1228 1930 70 2000 Ukraina 309 60 369 400 80 480 USA 13653 4654 18307 21572 12287 33858 Wielka Brytania 700 220 920 900 400 1300źródło: Raport Międzynarodowej Konwencji Producentów Chmielu (IHGC)[10]
W Polsce główny rejon uprawy to południowo-wschodnie obszary kraju[4] oraz Dolny Śląsk i Wielkopolska. Polska jest trzecim pod względem wielkości producentem chmielu w Europie oraz piątym na świecie (wyprzedzają nas Stany Zjednoczone, Chiny, Niemcy i Czechy). W 2015 r. zbiory chmielu w Polsce wyniosły około 2452 ton i były o 16% większe od zbiorów w 2014 r. Chmiel w Polsce uprawiany jest na obszarze 1424 ha. Produkcją tą zajmuje się ok. 1000 gospodarstw. W samej gminie Wilków (województwo lubelskie) ponad 600 gospodarstw uprawia 40% całej krajowej produkcji chmielu (dane na 2009 r.)[11].
Produkcja chmielu w Polsce (dane IHGC[10]) lata 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015* powierzchnia (ha) 2250 2197 2172 2239 2291 2234 2179 2233 2233 1768 1768 1510 1407 1410 1424 produkcja (t) 2200 2127 3023 2898 3414 2700 3256 3446 3446 1900 1900 1818 2421 2072 2452*wielkość szacowana
Przed wiekami w Belgii karą za posiadanie męskiej rośliny chmielu była... śmierć – traktowano to jako umyślny sabotaż na wielką skalę[12].
Chmiel zwyczajny (Humulus lupulus) – gatunek byliny z rodziny konopiowatych (Cannabaceae). Występował w stanie dzikim prawdopodobnie w południowej Europie, na Bliskim Wschodzie i w Ameryce Północnej. W Polsce gatunek pospolity do 700 m n.p.m. Uprawiany przez człowieka skolonizował (jako zdziczała roślina uprawna) strefę klimatów umiarkowanych i ciepłych całej Eurazji.
Lúpulo, ou pé-de-galo,[1][2] é uma liana, angiosperma, da espécie Humulus lupulus, da família Cannabaceae, nativa da Europa, Ásia ocidental e América do Norte. É uma planta dioica, perene, herbácea, que cresce brotos no início da primavera e definha como um rizoma endurecido no inverno. Sendo uma trepadeira, tem capacidade de crescer em torno de 4,6 a 6,1 metros[3]. Possui flores polinizadas pelo vento[4] que atraem borboletas[3].
O lúpulo é tradicionalmente usado, junto com o malte (grão maltado), a água e a levedura, na fabricaçāo da cerveja. No calor do cozimento da mistura, o lúpulo libera suas resinas de sabor amargo, dando à cerveja sabor característico.
O lúpulo é um conservante natural, sendo essa uma das principais razões para ser adotado na produção de cerveja. O lúpulo era adicionado diretamente ao barril de cerveja após a fermentação para mantê-la fresca enquanto era transportada. Foi assim que um estilo particular de cerveja surgiu, a India Pale Ale. Na virada do século XVIII, os cervejeiros britânicos começaram a enviar cerveja forte, com muito lúpulo adicionado aos barris para preservar a bebida durante a viagem de vários meses para a Índia. No final da viagem, a cerveja acabava adquirindo grande intensidade de aroma e sabor de lúpulo. Perfeito para satisfazer a sede do pessoal britânico nos trópicos. [5]
Além de um constituinte da cerveja, o lúpulo é cultivado como trepadeira ornamental em jardins em áreas subtropicais e temperadas. Também é usado em pequena escala na alimentação, produzindo o chamado "aspargo de lúpulo". H. lupulus contém mirceno, humuleno, xantohumol, mircenol, linalol, tanino e resina.
O nome do gênero, Humulus, teve origem na Idade Média, tendo sido, em algum momento, latinizado depois de ter sido emprestado de alguma fonte alemã que continha o grupo consonantal h•m•l, como no baixo-médio-alemão homele. De acordo com o iranista soviético Vasily Abaev, a palavra pode ser de origem sármata, derivando do proto-iraniano hauma-arayka, um haoma ariano. Dos dialetos sármatas, o termo teria se espalhado pela Eurásia, criando um grupo de palavras aparentadas nas línguas turcomanas, fino-úgricas, eslavas e germânicas.
Já o termo lupulus é a palavra latina para "pequeno lobo".[6] O nome se refere à tendência da planta de estrangular outras plantas, especialmente Salix viminalis, como o lobo faz com a ovelha.[7]
A primeira citação do uso do lúpulo na elaboração de cervejas é encontrada na epopeia nacional da Finlândia, o Kalevala, compilado por Elias Lönnrot. Esta epopeia remonta a períodos anteriores a 1000 A.C., porém a compilação dos poemas ocorreu apenas a partir do século 19, o que pode ser um fator subjetivo para ela ser considerada como a primeira referência do uso do lúpulo.[8]
A evidência mais aceita do primeiro campo de cultivo de lúpulo data de 736, no jardim de um prisioneiro de origem eslava, próximo ao distrito de Gensenfeld, em Hallertau, na atual Alemanha.[9] Em 1067, Hildegard Von Bingen descreveu as qualidades do lúpulo para o uso na fabricação de cervejas, escrevendo: "Se alguém decide preparar cervejas com aveia, deve utilizar lúpulo."[10] Em 1516, o duque Guilherme IV da Baviera, instituiu uma lei, conhecida como Lei de Pureza da Cerveja, Reinheitsgebot, que determinava que os únicos ingredientes utilizados na elaboração fossem a água, malte e lúpulo.[11]
O lúpulo foi introduzido nas cervejas da Inglaterra no início do século XVI. Nos Estados Unidos, o cultivo começou em 1629, no estado de Virgínia Ocidental, onde hoje é o Distrito de Columbia e a cidade de Washington.
Até a chegada da mecanização (no final dos anos 1960 no caso do Reino Unido), a necessidade de grande quantidade de mão de obra durante o período da colheita fazia com que a colheita de lúpulo tivesse um grande impacto social. Muita da mão de obra em Kent provinha de região londrina de East End: para eles, a migração anual não significava apenas dinheiro para a família, mas também descanso da sujeira e poluição de Londres. Famílias inteiras chegavam em trens especiais e moravam em cabanas durante a maior parte do mês de setembro. Até mesmo as menores crianças ajudavam na colheita. Em Kent, as áreas de produção de lúpulo tinham oast houses, casas onde o lúpulo era secado. Muitas delas são, atualmente, residências. A imagem de colheitadores cockneys sob o céu azul de setembro durante a Batalha da Grã-Bretanha em 1940 se tornou parte da mitologia nacional britânica. Os ciganos também eram um expressivo grupo entre os colheitadores de lúpulo.
Atualmente, os principais centros de produção do Reino Unido encontram-se em Kent (que produz o lúpulo Kent Golding) e Worcestershire. Nos Estados Unidos, o principal centro de produção é o estado de Washington. Outras importantes áreas de cultivo incluem Bélgica, Alemanha, República Tcheca, Xinjiang (China), Tasmânia (Austrália), a região de Lublin (Polônia) e Chuvashia (Rússia). Nova Zelândia é referência na produção de lúpulo orgânico.
O lúpulo europeu é propagado em viveiros ou por estaquia. Ele é colocado em montes formados em buracos na primavera que são preenchidos com compostagem de folhas. A densidade dos buracos varia entre três e cinco buracos por metro quadrado. Uma, duas ou três plantas são colocadas em cada monte. Se o lúpulo cresce por estaquia, quatro ou cinco plantas, com de sete a dez centímetros de comprimento, são plantadas com profunidade de três a cinco centímetros na compostagem.[12]
O cultivo de lúpulo, embora seja lucrativo quando bem-sucedido, é arriscado, com várias pragas de insetos, incluindo Ostrinia nubilalis e Aphrophora interrupta. Plantações de lúpulo em solos calcários são particularmente sujeitas a problemas. Em junho e julho, o lúpulo pode ser atacado por um afídio, Myzus humuli. Este inseto, entretanto, não ameaça o crescimento da planta, a não ser que ela já esteja debilitada por dano à raiz causada pela larva de Phalaena humuli. As raízes também podem ser atacadas pelas larvas de Pharmacis lupulina, Hepialus humuli e Triodia sylvina. As folhas são, por vezes, comidas pelas larvas de outros lepidópteros, como Inachis io, Polygonia c-album, Phlogophora meticulosa, Eupithecia assimilata, Saturniidae, Naenia typica e Orthosia gothica.
No fim do primeiro ano, é necessário colocar paus nos montes, por onde o lúpulo irá crescer. No fim do segundo ano, paus maiores, medindo entre cinco e seis metros de comprimento, servirão de apoio para o lúpulo crescer até um comprimento de quinze metros. Cada monte deverá ter dois paus. Cada pau deverá abrigar duas plantas de lúpulo.
No hemisfério norte, o lúpulo começa a florescer por volta do fim de junho ou começo de julho. Nesse ponto, os paus estão inteiramente cobertos pela folhagem, e as flores pendentes aparecem em cachos. O lúpulo propriamente dito, que é o fruto escamoso das plantas fêmeas, é colhido manualmente quando a semente se forma, por volta do fim de agosto. Para isso, os paus são removidos junto com as plantas. Os frutos são, então, secos, expostos ao ar por alguns dias, e embalados em sacos para ser enviados ao mercado.
A utilização na cerveja é o maior uso comercial do lúpulo.[13] A flor de Humulus lupulus é utilizada como condimento e conservante em quase todas as cervejas hoje em dia.
As resinas do lúpulo são compostas por dois principais ácidos: alfa ácidos e beta ácidos.
A produção mundial de lúpulo no ano de 2014, de acordo com dados da FAOSTAT, foi de 100 360 toneladas, sendo os principais produtores mundiais listados abaixo:
O valor bruto da produção mundial, no ano de 2013 foi de 468,80 milhões de dólares dos Estados Unidos.[14]
Lúpulo contém 8-prenilnaringenina, o mais potente fitoestrógeno conhecido.[15]
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
-2017-Ystad.jpg)
|data= (ajuda) Lúpulo, ou pé-de-galo, é uma liana, angiosperma, da espécie Humulus lupulus, da família Cannabaceae, nativa da Europa, Ásia ocidental e América do Norte. É uma planta dioica, perene, herbácea, que cresce brotos no início da primavera e definha como um rizoma endurecido no inverno. Sendo uma trepadeira, tem capacidade de crescer em torno de 4,6 a 6,1 metros. Possui flores polinizadas pelo vento que atraem borboletas.
O lúpulo é tradicionalmente usado, junto com o malte (grão maltado), a água e a levedura, na fabricaçāo da cerveja. No calor do cozimento da mistura, o lúpulo libera suas resinas de sabor amargo, dando à cerveja sabor característico.
O lúpulo é um conservante natural, sendo essa uma das principais razões para ser adotado na produção de cerveja. O lúpulo era adicionado diretamente ao barril de cerveja após a fermentação para mantê-la fresca enquanto era transportada. Foi assim que um estilo particular de cerveja surgiu, a India Pale Ale. Na virada do século XVIII, os cervejeiros britânicos começaram a enviar cerveja forte, com muito lúpulo adicionado aos barris para preservar a bebida durante a viagem de vários meses para a Índia. No final da viagem, a cerveja acabava adquirindo grande intensidade de aroma e sabor de lúpulo. Perfeito para satisfazer a sede do pessoal britânico nos trópicos.
Além de um constituinte da cerveja, o lúpulo é cultivado como trepadeira ornamental em jardins em áreas subtropicais e temperadas. Também é usado em pequena escala na alimentação, produzindo o chamado "aspargo de lúpulo". H. lupulus contém mirceno, humuleno, xantohumol, mircenol, linalol, tanino e resina.
Hameiul (Humulus lupulus), este o specie perenă a genului de plante erbacee Humulus care aparține familiei Cannabaceae,[1] care include și genus Cannabis (cânepă: plantă textilă și medicinală).[2]
Genul Humulus ca atare are trei specii, din care una are cinci varietăți.
Specia H. lupulus are frunze cu 3–5 lobi.
Prima cultivare de hamei atestată documentar a avut loc în 736 d.Hr. în regiunea Hallertau din regiunile pe care se află Germania astăzi, iar prima menționare a utilizării hameiului în producția de bere este datată în anul 1079 d. Hr.
Crește în flora spontană din lunci, tufișuri, zăvoaie, crânguri, pe garduri, în zona de câmpie și deal, până la 800–1000 m.
Conține ulei volatil (cca. 1%) cu sescviterpene, esteri valerianici, geraniol, mircen, principii amre (humulona, lupulona), flavonoide, tanin.
Inflorescența de hamei este de tip ament, popular denumită con. Conurile de hamei sunt o materie primă importantă la fabricarea berii, fiind un agent de stabilitate în bere. Acizii de hamei au un efect antibiotic slab contra bacteriei gram-pozitive care favorizează activitatea exclusivă a drojdiei de bere în fermentarea berii.
Hameiul mai este folosit și în bucătărie, din acesta preparându-se o mâncare asemănătoare celei de spanac.
Sedativ nervos major, tonic-aperitiv și stomachic, anafrodisiac, diuretic cu eliminare de acid uric, calmant al durerilor provocate de menstruație, activează circulația sanguină, coleretic-colagog, astringent, antitrichomonazaic.
Plantă cu flori mascule
Plantă cu flori femele
Inflorescenţe mascule
Inflorescenţe femele
Plantaţie de hamei
Carte · 
Categorie · 
Portal · 
WikiProiect Hameiul (Humulus lupulus), este o specie perenă a genului de plante erbacee Humulus care aparține familiei Cannabaceae, care include și genus Cannabis (cânepă: plantă textilă și medicinală).
Genul Humulus ca atare are trei specii, din care una are cinci varietăți.
Specia H. lupulus are frunze cu 3–5 lobi.
Chmeľ obyčajný (lat. Humulus lupulus) je vytrvalá dvojdomá rastlina z čeľade konopovité (Cannabaceae).
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Chmeľ obyčajný
Wikidruhy ponúkajú informácie na tému Chmeľ obyčajný
Chmeľ obyčajný (lat. Humulus lupulus) je vytrvalá dvojdomá rastlina z čeľade konopovité (Cannabaceae).
Navadni hmelj (znanstveno ime Humulus lupulus) je večletna dvodomna rastlina vzpenjalka, ki jo gojijo predvsem zaradi storžkov, iz katerih se pripravlja začimbo za pivo.
Listi te vzpenjalke so srčaste ali krpaste oblike, sestavljeni pa so iz 3 - 5 krp. Rob listov je nazobčan. So svetlo do temno zelene barve, na obeh straneh pa so dlakavi. Steblo je šestrobno in ima na robovih kaveljčke, s katerimi se oprijema opore. Odvija se od leve na desno, rastlina pa doseže od 3 do 6 metrov. Iz močno odebeljene podzemne korenike vsako pomlad požene novo steblo. Prilistki so prosti ali pa zrasli.
Cvetovi navadnega hmelja so enospolni in se združujejo v cimozna socvetja. Moške cvetove sestavlja pet listov cvetnega plaščka ter pet do šest prašnikov na kratkih nitih.
Posušeni storžki rastline se uporabljajo v pivovarstvu kot dodatek k pivu. Hmelj daje pivu grenak okus ter aromo, hkrati pa je naravni antibiotik, zaradi česar služi tudi kot konzervans. Iz istih razlogov iz hmelja izdelujejo tudi deodorante[1].
Obstaja pet podvrst vrste Humulus lupulus:
Obstaja tudi veliko kultivarjev vrste.
Navadni hmelj (znanstveno ime Humulus lupulus) je večletna dvodomna rastlina vzpenjalka, ki jo gojijo predvsem zaradi storžkov, iz katerih se pripravlja začimbo za pivo.
Humle (Humulus lupulus L.) är en art i familjen hampväxter och förekommer naturligt i Europa, Asien, Nordafrika och Nordamerika. Växten verkar ha sitt ursprung i Kina och har därifrån spridit sig naturligt över hela norra halvklotet. Humle odlas främst i USA, Tyskland, Tjeckien och Kina.[1]
Humle är en flerårig, klättrande ört som kan bli upp till nio meter hög och kan växa 30 cm per dygn.[2]:17 Plantan är täckt med krokiga taggar och körtelprickar. Bladen är motsatta, breda och hela till handflikiga med upp till sju flikar. De blir 5–12 cm långa och lika breda med hjärtlik bas och oregelbundet naggad kant. Humle är dioik (tvåbyggare) och blommar under högsommaren. Hanblommorna sitter i yviga, grenade blomställningar i bladvecken och är små, ljusgula. De är vindpollinerade och de fem ståndarna producerar mycket pollen. Honblomsamlingarna sitter i kompakta knippen som liknar små gröna kottar. De tillväxer vid mognaden.
Humlekotten innehåller mellan 20 och 60 honblommor. Vid basen av hyllebladen sitter en körtel med ett gult, klibbigt pulver kallat lupulin. Körteln innehåller omkring 500 olika kemiska ämnen[förtydliga] och är ännu inte helt utforskad.[2]:19
Man brukar grovt dela in humlesorterna efter hur mycket alfasyra de normalt ger, och sedan gammalt ger de ädlare humlesorterna mindre beska, medan övriga humlesorter ger mer beska men inte lika angenäm karaktär. Det har forskats mycket på detta område, och intresset är stort att få en ädlare sort att ge mer beska, men hittills har ingen lyckats överträffa de få klassiska humlesorter som står för den finaste beskan.
Arten kan delas in i ett antal varieteter:
Den första dokumenterade odlingen av humle var 736 i Hallertau i nuvarande Tyskland, och verkar ha använts i ölbryggning redan då.[2]:25 Humle nämns i samband med öl på tidigt 800-tal.[3]
Europeisk humle spreds till Nordamerika (där den redan växte vilt) och Sydafrika med 1600-talets europeiska emigranter och kolonisatörer.[2]:26
Humle förekommer vild eller förvildad i lövlundar och bäckdälder i södra och mellersta Sverige, oftast i närheten av bebyggelse. En mycket stor del av vår svenska population utgörs av honplantor, vilket talar för att den som regel spritt sig från odling. Lokaler där även hanexemplar förekommer kan vara ursprungligt inhemska och bör betraktas som mer skyddsvärda.
Med stor sannolikhet är humlen i Sverige införd som kulturväxt.[2]:59
Humle förekommer i arkeologiska utgrävningar från Birka och andra vikingatida bosättningar i Östersjöområdet, men verkar ha importerats snarare än odlats.[2]:65 I Sverige verkar humle odlas från 1200-talet, då olika bestämmelser om humle börjar dyka upp i lagstiftning. I Kristoffers landslag från 1442 står att varje bonde ska hålla en humlegård med 40 stänger, och kraven utökades till 200 stänger i Kalmar recess från 1474.[2]:67
Först år 1860 avskaffades odlingsplikten, som alltså var en del av svensk lagstiftning i cirka 400 år.[4]
Sedan 2014 odlas kommersiell humle återigen i Sverige, dock i liten omfattning.[5] Ett femtiotal svenska humlesorter odlas dessutom på Julita gård som en del av Programmet för odlad mångfald.[6]
Artnamnet lupulus är en diminutiv form av det latinska ordet lupus (varg) och namnet på humle hos Plinius[ifrågasatt uppgift]. Gallhumle och fukhumle är namn på hanplantorna, medan knopphumle är namn på honplantor.
Humlens honblommor används sedan medeltiden i ölbryggning. Humlens syra har en svag antibiotisk effekt mot grampositiva bakterier vilket hjälper jästen att utvecklas och fermentera vörten till ett gott öl.
Vid hembryggning är det intressant att veta mängden bittergivande ämnen för att kunna räkna ut hur mycket humle som skall tillsättas, för att ge den önskade beskan. Beskan ska balansera sötman som malten ger, och beroende på vilken öltyp man avser att brygga så finns det klassiska nivåer på dessa parametrar. De bittergivande ämnena är bland annat alfahumelonsyra, som förkortas alfasyra och anges i procent av humleproducenterna. Alfasyra-värdet varierar något från år till år. Beskan mäts i IBU (international bitterness units): från 10–40 IBU i ett lageröl till 40–60 IBU i en India Pale Ale.[7]
Beroende på ursprung och var humlen odlas, så ger de olika humlesorterna sin typiska karaktär i form av smak och arom. De ser dessutom annorlunda ut. Färgen kan variera från gul-grön till mörkgrön, och kottarna kan vara små, stora, runda eller avlånga. Man styr humlens smakbidrag i ölet genom att tillsätta den vid olika tidpunkter under koket. Koket varar normalt en timme och för beskan tillsätts humle i början. Humle som tillsätts i slutet ger mer arom. Vanligtvis tillsätts humle 2–3 gånger under ett kok, och i vissa öltyper tillsätter man även humle efter koket, och låter humlen vara med under jäsningen. Detta för att få mer kvar av de lättflyktiga aromämnena. Ett typexempel är så kallad ”Real Ale”, där man serverar ur samma tunna som sekundärjäsningen för kolsyra har skett i, och då finns även humlen med.
De finare humlesorterna är dessutom dyrare och av ekonomiska skäl är det inte lämpligt att använda dem till både beska och arom, utan man väljer oftast att tillsätta en billigare humle för beskan och sedan ta en finare till arom. Till en viss del styr ändå tradition och trend valet av humle. Vissa länder är mer generösa med humlen än andra, speciellt om man har inhemsk humleproduktion. I skandinaviska bryggerier använder många samma humle rätt igenom koket, och använder oftast ingen eller väldigt lite humle för arom.
Humle har även sedan urminnes tider använts som rogivande och sövande läkeört. Till medicinskt bruk är humlen känd för sin sömngivande effekt.[8] Den stimulerar aptiten och matspjälkningen.[8]
När man gör te på humle tar man två matskedar humleblommor per tekopp kokhett vatten, låter det dra 10–15 minuter och dricker det varmt vid läggdags. Vill man öka den lugnande verkan kan man även blanda i lavendelrot och blad av citronmeliss.
Linné beskrev humle 1749 och nämnde att ”Somlige äta stjälkarna, första wåren, såsom Sparis”.[9]
Örten används ännu idag och finns att köpa både som te (infusion) och tinktur (urdrag med alkohol).
Under 1800-talet indelades humle i aromhumle och bitterhumle utifrån halten alfasyra i den torkade kotten. Aromhumle innehåller 2–6 % alfasyra, dual- eller allround-humle (en slags mittemellanklass) 6–10 % alfasyra och bitterhumle 10–18 % alfasyra.[2]:234
Fotnot: Många sorter odlas på andra ställen i världen, men med olika resultat.
Humle klipps ner till marken på våren eller hösten. Den kan förökas med sticklingar eller rotskott. Skördetid är i augusti till september. I Sverige skulle humlen traditionellt börja skördas på Bartolomeusdagen den 24 augusti.[2]:146
Wikimedia Commons har media som rör Humle.
Humle (Humulus lupulus L.) är en art i familjen hampväxter och förekommer naturligt i Europa, Asien, Nordafrika och Nordamerika. Växten verkar ha sitt ursprung i Kina och har därifrån spridit sig naturligt över hela norra halvklotet. Humle odlas främst i USA, Tyskland, Tjeckien och Kina.
Şerbetçiotu (Humulus lupulus), kendirgiller (Cannabaceae) familyasından Temmuz-Eylül ayları arasında yeşilimsi-beyaz renkli çiçekler açan, 2–5 m yüksekliğinde, sarılıcı gövdeli, iki evcikli otsu bir bitki türü.
Bitkinin gövdeleri ince, tırmanıcı, sarılıcı ve üzeri sert tüylerle örtülüdür. Yapraklar karşılıklı, uzun saplı ve yürek şeklindedir. Yaprakların da üst yüzeyleri sert tüylüdür. Erkek çiçekler yeşilimsi sarı renklerde ve bileşik salkım durumunda, dişi çiçeklerse yuvarlak kozalaklar halinde toplanmışlardır. Dişi çiçeklerin etrafında brahte ve brahtecik denilen geniş, oval taşıyıcı yapraklar ve bunların üzerinde de salgı tüyleri bulunur.
Türkiye'de, Bilecik-Pazaryeri çevresinde bu dişi çiçek durumlarını elde etmek için geniş çapta ekimi sürdürülmektedir.
Bitkinin sarımsı-yeşil kozalak görünümündeki dişi çiçek durumları kullanılır. Dişi durumlar Ağustos ayında toplanır ve gölgede kurutulur. Uçucu yağlar, acı maddeler, reçineler, mum, tanen taşırlar. Az dozlarda iştah açıcı, idrar arttırıcı, yatıştırıcı etkilere sahiptir. Fazla alınırsa bulantı ve kusma yapar. Bira imalinde kullanılmaktadır.
Şerbetçiotu (Humulus lupulus), kendirgiller (Cannabaceae) familyasından Temmuz-Eylül ayları arasında yeşilimsi-beyaz renkli çiçekler açan, 2–5 m yüksekliğinde, sarılıcı gövdeli, iki evcikli otsu bir bitki türü.
Bitkinin gövdeleri ince, tırmanıcı, sarılıcı ve üzeri sert tüylerle örtülüdür. Yapraklar karşılıklı, uzun saplı ve yürek şeklindedir. Yaprakların da üst yüzeyleri sert tüylüdür. Erkek çiçekler yeşilimsi sarı renklerde ve bileşik salkım durumunda, dişi çiçeklerse yuvarlak kozalaklar halinde toplanmışlardır. Dişi çiçeklerin etrafında brahte ve brahtecik denilen geniş, oval taşıyıcı yapraklar ve bunların üzerinde de salgı tüyleri bulunur.
Türkiye'de, Bilecik-Pazaryeri çevresinde bu dişi çiçek durumlarını elde etmek için geniş çapta ekimi sürdürülmektedir.
Bitkinin sarımsı-yeşil kozalak görünümündeki dişi çiçek durumları kullanılır. Dişi durumlar Ağustos ayında toplanır ve gölgede kurutulur. Uçucu yağlar, acı maddeler, reçineler, mum, tanen taşırlar. Az dozlarda iştah açıcı, idrar arttırıcı, yatıştırıcı etkilere sahiptir. Fazla alınırsa bulantı ve kusma yapar. Bira imalinde kullanılmaktadır.
Стебло витке, гранчасте, горбкувато-шорстке, 3—6 м завдовжки.
Листки черешкові, супротивні, зверху темно-зелені, гострогорбкувато-шорсткі, зісподу блідіші, з жовтими залозками і розсіяними волосками по жилках; нижні листки округлі або яйцевидні, з серцевидною основою, лапчасто-З-5-лопатеві або надрізані, з яйцевидними, загостреними, великопилчастими лопатями, верхні — цілі і на гілках з жіночими суцвіттями чергові.
Квітки одностатеві, дводомні, в дихазіях, зібраних у чоловічих особин волотюватими, а в жіночих — головчастими колосовидними суцвіттями; жіночі колоси яйцевидні або видовжені, ясно-зелені, 2—3 см завдовжки, на ніжках, одиничні або частіше зібрані гроном, пониклі або звислі. Оцвітина чоловічих квіток жовтувато-зелена, п'ятироздільна, з видовженими відстовбурченими або відігнутими частками. Оцвітина жіночих квіток малопомітна, дзвоникувата, після цвітіння однобічно-плівчасто-розросла і основою охоплює плід, з яким разом і опадає.
Плід — яйцевидний стиснений, білувато-сірий, по краю кілюватий горішок. Цвіте з червня до серпня, плоди дозрівають у вересні.
Обсяги виробництва хмелю в тоннах. Дані за 2007рік[1]
Німеччина 28600 24,89 % 
США 27330 23,79 % Ефіопія 25000 21,76 % 
КНР 10000 8,70 % 
Чехія 5600 4,87 % 
Польща 3100 2,70 % Словенія 2157 1,88 % Південна Корея 1900 1,65 % Інші країни 11199 9,75 % Загальний 114886 100 % Хміль звичайний росте по всій території України на більш-менш вологих місцях, по берегах боліт, на узліссях, серед чагарників. У спеціалізованих господарствах, переважно в північній частині України, його культивують як технічну рослину.
Для медичних потреб використовують жіночі суцвіття — «шишки» (лат. Strobuli Humuli lupuli, синонім — лат. Strobuli Lupuli) і лупулін (лат. Lupulinum, синонім —лат. Glandulae Lupuli). Останній являє собою залозки у вигляді ясно-жовтого порошку, що міститься на внутрішній поверхні лусочок жіночих суцвіть — «шишок». Ці залозки, які називаються ще хмельовим борошном, на час вистигання плодів легко осипаються.
Супліддя «шишки» заготовляють у середині серпня, коли вони набувають зеленаво-жовтого забарвлення (пізніше вони стають буруватими, сухими і після сушіння розсипаються), зриваючи їх разом з плодоніжками руками, і швидко сушать у затінку на вільному повітрі, розстеливши тонким шаром на папері чи тканині. Сухих суплідь виходить 20 %. Готову сировину пакують у паперові мішки і зберігають у сухих прохолодних приміщеннях.
«Шишки» хмелю містять ефірну олію (0,2—1,7 %), від 5 до 20 % гірких речовин (гумулон, лупулон та ін.), холін, аспарагін, органічні кислоти (валеріанова, ізовалеріанова, р-амінобензойна), лейкоантоціанідини та естрогеннодіючі речовини.
Лупулін містить ефірну олію (1 — 3 %), гіркі (близько 5 %) і смолисті (50—70 %) речовини, жовтий пігмент, холін, гіпоксантин, аденін, дитерпен когумулон, цератинову й ізопропілакрилову кислоти та алкалоїдоподібну речовину з наркотичною дією. У складі ефірної олії є сесквітерпен гумулен (15—20 %), сесквітерпеновий спирт лупаренол, кетон лупарон, від 30 до 50 % аліфатичних терпенів (мірцен, фарнезен та ін.), складні ефіри спирту мірцєнолу (30—40 %), аліфатичні терпенові спирти гераніол і ліналоол та лупанон-феноловий ефір, який при гідролізі дає ізовалеріанову кислоту і фенол.
Галенові препарати хмелю заспокоюють нервову систему, підвищують діурез, мають протизапальні, противиразкові, капілярозміцнюючі, гіпосенсибілізуючі і болетамувальні властивості, регулюють жировий, мінеральний і водний обмін в організмі, збуджують апетит і поліпшують травлення, активно впливають на процеси регенерації в епідермісі шкіри, в слизових оболонках, покращують життєдіяльність волосяних цибулин, виявляють бактерицидну й фунгіцидну дію, мають естрогенну активність.
Прописують їх у разі безсоння, нервового виснаження, вегетосудинної дистонії, клімактеричних розладів, аменореї, гіпоменструального синдрому на ґрунті естрогенної недостатності яєчників, альгодисменореї та гіпергалактії (для припинення лактації). Позитивний терапевтичний ефект спостерігається й при лікуванні пієлонефриту і циститу (особливо при поєднанні хмелю з іншими лікарськими рослинами), при хворобах печінки, що супроводяться жовтяницею, й селезінки (як болезаспокійливий засіб).
У народній медицині, крім того, препарати хмелю з успіхом застосовують як засіб, що поліпшує серцево-судинну діяльність, особливо при міокардиті, як гіркий ароматичний засіб для підвищення апетиту й поліпшення травлення, при нирковокам'яній хворобі, простатиті, скрофульозі, виразці гомілки (в останньому випадку терапевтичний ефект можна посилити одночасним місцевим застосуванням настою «шишок» у вигляді вологих компресів).
«Шишки» хмелю входять до складу інгредієнтів для приготування заспокійливого чаю.
Спиртовий екстракт «шишок» хмелю є складовою частиною препарату уролесану, ефірна олія — валокордину.
Використовують хміль і як зовнішній засіб. Мазь вживається для лікування болісних виразок, які погано загоюються, лишаїв, раку шкіри, при ревматизмі, різних захворюваннях суглобів та при забоях. Настій «шишок» застосовують для компресів на забиті місця і при надмірній жирності шкіри, для миття голови при облисінні.
«Шишки» хмелю використовують і в гомеопатії.
Молоді підземні пагони вживають напровесні замість спаржі та цвітної капусти. Їх трохи відварюють у солоній воді, обсмажують, додаючи різних приправ на смак.[2]
Hoa bia hay hublông (danh pháp hai phần: Humulus lupulus) là thực vật dạng dây leo trong họ Cannabaceae. Loài này được Carl von Linné miêu tả khoa học đầu tiên năm 1753.[1]. Chúng là cây sống lâu năm (30-40 năm), có chiều cao trung bình từ 10–15 m. Hoa houblon có hoa đực và hoa cái riêng cho từng cây. Trong sản xuất bia chỉ sử dụng hoa cái chưa thụ phấn.
Hoa bia (tiếng Pháp Houblon, tiếng Anh Hops) thường được sử dụng để tạo vị đắng cho bia kể từ thế kỷ 17.
Các nguồn sản xuất hoa bia chính: Hallertau (Đức, năm 2006 là nơi có diện tích trồng hoa bia lớn nhất so với tất cả quốc gia khác), vùng Yakima (bang Washington, Hoa Kỳ) và Thung lũng Willamette (bang Oregon, Hoa Kỳ), và vùng phía tây Canyon County, Idaho (bao gồm các vùng Parma, Wilder, Greenleaf, và Notus), trung tâm sản xuất chính ở Anh là Kent (sản xuất hoa bia Kent Goldings) và Worcestershire. Nhìn chung tất cả hoa bia được sử dụng trong việc sản xuất bia.
Quốc gia Sản lượng (tấn) năm 2010 [2] Đức 34,249 Hoa Kỳ 23.701 Trung Quốc 10.000 Cộng hòa Séc 7800 Ba Lan 2593 Slovenia 2073 Bắc Triều Tiên 1900 Vương Quốc Anh 1500 Albania 1200 New Zealand 830- Nước: 11 -13% - Chất đắng: 15 -21% - Polyphenol: 2,5 -6% - Protein: 15 – 21% - Cellulose: 12 -14% - Tinh dầu thơm: 0,3 – 1% - Chất khoáng: 5 – 8% - Các hợp chất khác: 26 – 28%
- Trong đó các thành phần quan trọng được nhắc đến là: Xanthohumol, Prenylflavonoid: 8-prenylnaringenin (8-PN), 6-prenylnaringenin (6-PN)… được ứng dụng trong điều trị y học hiện đại.[3]
Xanthohumol là một trong những thành phần chính của Humulus lupulus. Xanthohumol đã được báo cáo là có sở hữu thuốc an thần, hiệu lực Antiinvasive, hoạt động estrogen, các hoạt động sinh học liên quan đến ung thư, hoạt động chống oxy hóa, hiệu lực thuốc dễ tiêu, kháng khuẩn và tác dụng kháng nấm trong các nghiên cứu gần đây. Tuy nhiên, các chức năng dược lý của xanthohumol trên tiểu cầu chưa được hiểu rõ. Hiện nay, các nhà nghiên cứu đang quan tâm đến trong việc điều tra các tác dụng ức chế của xanthohumol truyền tín hiệu của tế bào trong quá trình kích hoạt tiểu cầu.
Prenylflavonoid (8-prenylnaringenin (8-PN)): có danh tiếng như là phytoestrogen mạnh nhất được biết tới cho đến nay. Những hoạt động sinh học này gợi ý rằng prenylflavonoid từ hoa bia có tiềm năng ứng dụng trong các chương trình phòng chống ung thư và trong việc phòng ngừa hoặc điều trị những cơn nóng bừng nóng mãn tính và loãng xương (sau khi mãn kinh)[4]
Hoa bia chứa một số tính chất rất phù hợp cho bia:
Là thành phần có giá trị nhất của hoa houblon. Làm cho bia có vị đắng dịu, tạo ra một đặc tính cảm quan rất đặc biệt của bia. Khi hòa tan vào dịch đường và tồn tại trong bia, chất đắng là những hợp chất có hoạt tính sinh học cao tạo ra sức căng bề mặt giúp cho bia có khả năng giữ bọt lâu. Với nồng độ thấp các chất đắng cũng có khả năng ức chế rất mạnh các vi sinh vật, vì chúng có tính kháng khuẩn rất cao và do đó làm tăng độ bền của bia thành phẩm. - Nhóm acid đắng có hai loại: + Alpha-acid: gồm humolone (35-70%), cohumolone (20-55%), adhumolone (10-15%), prehomulone (1-10%) và posthumolone (1-5%). + Beta-acid: gồm lupulone (30-55%), colupulone (20-55%), adlupulone (5-10%), prelupulone (1-3%), postlupulone.
Tinh dầu trong hoa houblon gồm hơn 200 chất: terpen, ester, cetone và các hợp chất chứa lưu huỳnh. - Tinh dầu phấn hoa houblon chiếm từ 0,17 – 0,65% trọng lượng hoa, trong đó khoảng 3/4 là các cấu tử thuộc nhóm tecpen (C5H8)n và 1/4 là các cấu tử có mang oxy, đại diện chính là geraniol (C10H18O). - Tinh dầu hoa ở điều kiện gia nhiệt nhẹ dễ bị oxy hoá, khi đó tác dụng gây mùi sẽ thay đổi nhiều, thậm chí tạo ra mùi không phù hợp cho sản phẩm bia như mùi tỏi. - Các hợp chất trong tinh dầu có thể tồn tại dưới các dạng hydratcacbon với nhân là một tecpen (C5H8), hoặc dưới dạng aldehyd, ceton, rượu,… Khi hòa tan vào dịch đường, tinh dầu tồn tại trong bia và tạo ra cho bia một mùi thơm đặc trưng rất nhẹ nhàng và dễ chịu.
Với hàm lượng trung bình khoảng 4% trọng lượng hoa, tannin có 1 vai trò nhất định trong quá trình công nghệ, từ đó có ảnh hưởng trực tiếp hay gián tiếp đến chất lượng bia. Trong quá trình đun sôi dịch đường với hoa houblon, trước hết tannin được tách ra dưới dạng hòa tan. Sau đó, do điều kiện nhiệt độ cao và thời gian kéo dài, chúng sẽ bị oxy hoá và trùng ngưng ở các mức độ khác nhau, các phân tử trùng ngưng sẽ hình thành mối liên kết đẳng điện với các protein trong dịch đường, hình thành những phức tannin – protein, tạo ra dạng kết tủa nóng trong quá trình này. Mặt khác, một dạng phức tương tự, nhưng trọng lượng phân tử nhỏ hơn, khi hạ nhiệt độ xuống chúng sẽ kết tủa lại tạo thành kết tủa nguội trong dịch đường. Tóm lại, tannin có ảnh hưởng tốt đến quá trình công nghệ: giúp dịch đường trong nhanh hơn và kết tủa các thành phần protein không bền, làm tăng độ bền keo của bia, nhưng mặt khác tannin cũng làm kết tủa các protein bền làm giảm khả năng tạo bọt của bia.
Cấu tạo của nón hoa bia
Độ đắng của bia thương phẩm được đo theo Thang đơn vị độ đắng quốc tế (IBUS). Trong khi cây hoa bia được trồng bởi nông dân trên khắp thế giới với nhiều giống khác nhau, nhưng nó chỉ được sử dụng trong sản xuất bia là chủ yếu.
Hoa bia hay hublông (danh pháp hai phần: Humulus lupulus) là thực vật dạng dây leo trong họ Cannabaceae. Loài này được Carl von Linné miêu tả khoa học đầu tiên năm 1753.. Chúng là cây sống lâu năm (30-40 năm), có chiều cao trung bình từ 10–15 m. Hoa houblon có hoa đực và hoa cái riêng cho từng cây. Trong sản xuất bia chỉ sử dụng hoa cái chưa thụ phấn.
Hoa bia (tiếng Pháp Houblon, tiếng Anh Hops) thường được sử dụng để tạo vị đắng cho bia kể từ thế kỷ 17.
Многолетняя лиана. Стебель, вьющийся по часовой стрелке, четырёхгранный, полый внутри, покрыт острыми шипами, до 7 м в длину. Корневище длинное, ползучее.
Листья при основании дланевидно трёх-пятилопастные, глубоко сердцевидные, с яйцевидными заострёнными лопастями, по краю крупнопильчатые, супротивные, длинночерешковые, с межчерешковыми прилистниками; верхние листья цельные.
Растение двудомное. Мужские соцветия на ветвях второго порядка в виде метельчатого соцветия, состоящего из дихазиев, переходящих в завитки. Мужские цветки мелкие, зелёные, с пятилистным околоцветником и пятью тычинками с прямыми нитями. Женские цветки в шишковидных сложных соцветиях. Чешуи шишек, расположенные попарно, представляют собой прилистники неразвившихся листьев, в пазухе которых находятся двойные завитки из двух-четырёх или шести цветков, без цветков первого порядка. Прицветники при плодах разрастаются и несут жёлтые желёзки, содержащие лупулин. Женские цветки состоят из пестика, у основания окружённого плёнчатым цельнокрайним чашевидным околоцветником. Цветёт в июле — августе.
Плод — орех со спирально свёрнутым зародышем, созревает в августе — сентябре.
В соплодиях хмеля содержится эфирное масло (до 3 %, по другим данным, 0,3—1,8 %[2]), хмелевые смолы, воск, камедь, горькие вещества (16—26 %, по другим данным, 11—21 %[2]), валериановая, n-аминобензойная и хмелевая кислоты, гликозид лупулин, каротин, аскорбиновая кислота, холин, тиамин, никотиновая кислота, жёлтое красящее вещество, дубильные вещества (3 %), флавоноиды. Молодые побеги и листья содержат 0,095—0,19 % аскорбиновой кислоты.
Эфирное масло хмеля ароматное, светло- или тёмно-жёлтого цвета, главной составной частью его являются мирцен (30—50 %) и мирценол. В состав масла входят также линалоол, гераниол, фарнезен, кариофиллен, лупарол, лупаренол, эфиры муравьиной, уксусной, масляной и других кислот.
Хмелевые смолы представляют собой сложный комплекс веществ (смесь фенолов, смоляных кислот и нейтральных смол). Количественное содержание фенолов и смоляных кислот определяет пивоваренную ценность того или иного сорта хмеля. Содержание горьких веществ изменяется в зависимости от сорта хмеля и условий возделывания (климатических и почвенных), а также от сроков уборки. Наибольшее количество горьких веществ наблюдается в начале побурения соплодий.
Соплодия хмеля, так называемые «шишки», в прошлом употребляли для окраски тканей[3].
Пчёлы собирают с хмеля пыльцу.
Растение декоративное, вьющееся, культивируется для получения шишек и озеленения склонов, беседок, заборов, балконов.
Из длинных стеблей можно получать волокно, пригодное для изготовления грубой мешковины и верёвок[3].
Соплодия хмеля, собранные в начале созревания, издавна применяются в пивоварении и хлебопечении (для изготовления жидких дрожжей), при выпечке некоторых сортов хлеба. Дубильные вещества хмеля регулируют брожение сусла и предотвращают прокисание пива. Эфирное масло, смолы, лупулин придают пиву своеобразный аромат и горьковатый вкус[3].
Молодые подземные побеги хмеля, только что вышедшие на поверхность, весной употребляют в пищу в овощных блюдах как спаржу или цветную капусту и для зелёных щей как крапиву[4].
В качестве лекарственного сырья используют соплодия хмеля обыкновенного (лат. Strobilus Lupuli) или женские «шишки» хмеля обыкновенного (Amenta Lupuli). Соплодия с плодоножками собирают в июле — августе, когда они имеют желтовато-зелёный цвет. Сушат быстро в тени или в хорошо проветриваемых помещениях[2].
Эфирное масло и экстракт используются в составе комплексных препаратов сердечно-сосудистого действия и при заболеваниях почек.
Экстракт входит в препарат «Уролесан»[2].
Хумулин и эфирное масло обладают успокаивающим (седативным) действием, входят в состав препарата «Валокордин», который рекомендуют при сердечно-сосудистых неврозах, стенокардии, спазмах кишечника.
Шишки хмеля входят в состав успокоительного чая[2], их отвар употребляют как болеутоляющее при почечнокаменной болезни и воспалении мочевого пузыря и для лечения пиелонефрита[2], при бессоннице, в качестве седативного средства, при неврастении, а также при цистите и частых позывах к мочеиспусканию, иногда как противоцинготное.
Экстракт из шишек хмеля обладает эстрогенной активностью и изучается с целью гормонотерапии. Из шишек выделены вещества, обладающие антибактериальным действием, их используют при производстве косметических средств[3].
Экстракты из шишек хмеля — составная часть (часто основа) ряда лечебных кремов от угрей, перхоти, для лечения дерматитов.
В народной медицине шишки хмеля применяли как аппетитную горечь и лактогенное средство (настой)[3], при болезнях селезёнки, печени и жёлчного пузыря, гастрите, туберкулёзе лёгких, цистите, отёках, малярии, экземе, при нарушении обмена веществ, при чрезмерном половом возбуждении; корни — при мигрени, желтухе.
Растение использовали наружно как болеутоляющее при невралгии, радикулите, подагре, ушибах, для ароматических ванн, для лечения фурункулёза, язв, лишаёв и экзем; отваром шишек хмеля моют голову от перхоти и для укрепления волос при раннем облысении.
В народной ветеринарии хмель употребляли при отёках, для улучшения пищеварения и как противовоспалительное.
Ввиду токсичности растения при внутреннем применении его необходимо строго дозировать приём.
Стилизованное изображение хмеля встречается на Государственном и районных гербах Чувашской Республики ;
Хмель обыкновенный изображён на гербах многих населённых пунктов.
Вид Хмель обыкновенный входит в род Хмель (Humulus) семейства Коноплёвые (Cannabaceae) порядка Розоцветные (Rosales).
В рамках вида выделяют ряд разновидностей:[5]
Многолетняя лиана. Стебель, вьющийся по часовой стрелке, четырёхгранный, полый внутри, покрыт острыми шипами, до 7 м в длину. Корневище длинное, ползучее.
Листья при основании дланевидно трёх-пятилопастные, глубоко сердцевидные, с яйцевидными заострёнными лопастями, по краю крупнопильчатые, супротивные, длинночерешковые, с межчерешковыми прилистниками; верхние листья цельные.
Растение двудомное. Мужские соцветия на ветвях второго порядка в виде метельчатого соцветия, состоящего из дихазиев, переходящих в завитки. Мужские цветки мелкие, зелёные, с пятилистным околоцветником и пятью тычинками с прямыми нитями. Женские цветки в шишковидных сложных соцветиях. Чешуи шишек, расположенные попарно, представляют собой прилистники неразвившихся листьев, в пазухе которых находятся двойные завитки из двух-четырёх или шести цветков, без цветков первого порядка. Прицветники при плодах разрастаются и несут жёлтые желёзки, содержащие лупулин. Женские цветки состоят из пестика, у основания окружённого плёнчатым цельнокрайним чашевидным околоцветником. Цветёт в июле — августе.
Плод — орех со спирально свёрнутым зародышем, созревает в августе — сентябре.
蛇麻（學名：Humulus lupulus），又音譯作忽布（英語hops），因其花序用於釀造啤酒，因此又稱作啤酒花。
多年生缠绕草本，具有小刺钩。叶对生，心状卵圆形，多为三裂，边缘有锯齿，上面粗糙；秋季开小型花，雌雄异株，雄花成圆锥花序，雌花成短穗状花序，每两朵雌花外覆一鳞状苞片；果期苞片增大变薄，互相重叠，合成淡黄白色、卵形的球果状体，每个苞片内藏瘦果两个；瘦果外小苞和花被上布满黄色粉状的香脂腺。
植株
雌花序
雄花序
葉
嫩葉至成葉的發展
毬果
成熟毬果
栽植園
在啤酒的生產過程中，蛇麻花能為酒液殺菌消毒，增加保存期。由於啤酒在消費市場佔有頗大的比重，蛇麻有其經濟上的重要性。儘管大型啤酒生產商的苦味來源大都來自化學合成的蛇麻化合物，市場對蛇麻花仍有一定的需求。
蛇麻草可減輕焦慮、刺激食慾。對血管疾病、機能亢進、失眠症、神經過敏、疼痛、焦慮、性慾疾病、休克、壓力、牙痛和潰瘍均有效。
啤酒花的健康益处包括支持消化系统，治疗溃疡，治疗头痛，有效治疗呼吸系统问题，保持口腔健康，增强心理健康，治疗癌症，支持头皮健康，增强皮肤，帮助减肥。[1]
ホップ（勿布、学名：Humulus lupulus）はアサ科のつる性多年草。雌雄異株。和名はセイヨウカラハナソウ（西洋唐花草）。
毬花はビールの原料の一つで、苦味、香り、泡に重要であり、また雑菌の繁殖を抑え、ビールの保存性を高める働きがある。
全国の山地に自生する非常によく似た植物にカラハナソウ(H. lupulus var. cordifolius)があり、しばしばホップと混同される。これはホップの変種であり、ホップに比べて苦み成分が少ないのが特徴である。本来のホップは、日本国内では北海道の一部にのみ自生する。
雌雄異株の蔓性（ツル性）植物。ツルの高さは7から12メートルになる。また多年生植物であるため、一度植えられるとその根株は10～30年引き抜かれずに使用される。雌株には「毬花」と呼ばれる松かさに似た花のようなもの（本当の花ではない）をつけ、この毬花がビールの苦みなどの原料になる。また、有効な成分も含んでいるため、ホップ畑では、雄株は限られてしか栽培されない。 日本では未受精の毬花が用いられるが、地域によっては受精した毬花もビール醸造に用いられる。
かつてはクワ科とされていたが、托葉が相互に合着しない、種子に胚乳がある等の理由でアサ科として分けられた。同じアサ科の植物にはカンナビス（大麻）があり、さらに同属にはカナムグラがある。大麻などには下記のフムロン（α酸）は存在しない。
原産はカフカス付近（黒海とカスピ海に挟まれた地域）と考えられている。紀元前の相当古い時代から西アジアおよびヨーロッパの山地に野生のホップが自生していたとされ、紀元前6世紀頃には、メソポタミア地方の新バビロニア王国やカフカス山脈付近のカフカス民族がビールに野生ホップを使用していたようである。エジプトでは薬用にされていたとも言われている。8世紀になるとドイツでホップの使用・栽培が始まり、次第にヨーロッパ各地に普及した。12世紀にはホップがビールの味付けに使われ始めた。しかし当時の主流はグルートビールと呼ばれる薬草や香草を使用したビールであった。
14世紀から15世紀にかけてホップビールの持つ爽快な苦味や香り、日持ちの良さなどが高く評価されるようになり、ビールの主流になった。その理由はホップのもつ香味からではなく、むしろホップを入れて煮た麦汁から作ると腐りにくく長持ちするということからであった。ビールにホップが入れられるようになったこの頃からホップの栽培が普及するようになった。
オランダでは14世紀から、すでにビール作りに用いられ、16世紀になってオランダから亡命した新教徒たちがイギリスに伝えた。それ以前は、モルトなどの苦みを持つハーブが用いられていたが、これらはエールと呼ばれ、ホップを用いたものだけがビールと呼ばれるようになった。イギリスではヘンリー8世によって毒草として使用を禁止され、次の王であるエドワード6世のときに(1551年）ようやくホップ栽培者に特権が与えられる。その後もイギリスでは、1608年にいたんだホップの輸入が禁止されている[1]。ドイツでは、1516年バイエルン公ヴィルヘルム4世により、ビール純粋令（「ビールは大麦、ホップ、水のみを原料とすべし」）が定められた。日本での栽培は1877年（明治10年）に、北海道開拓使が外国から苗を持ち込み栽培したのが始まりと言われる。
世界的にはドイツ、アメリカで最も多く栽培されており、チェコ、イギリス、フランス、中国、スロベニア、南アフリカ、オーストラリア、ニュージーランド、日本などで栽培されている。日本では東北地方と北海道でビール会社との契約栽培で生産されている。生産地としては北海道上富良野町や青森県三戸町、秋田県横手市大雄地区、岩手県遠野市、奥州市（江刺区）、軽米町、山形県東根市、長井市、白鷹町等が挙げられる。
2011年における国別の生産量は以下の通りである[2]。
順位 国名 生産量(千トン) 全世界に占める割合(%) 1 ドイツ 38.1 29.6 2 アメリカ合衆国 29.4 22.8 3 エチオピア 28.1 21.8 4 中華人民共和国 10.0 7.8 5 チェコ 6.1 4.7 6 ポーランド 2.6 2.0 7 スロベニア 2.2 1.7 8 北朝鮮 2.0 1.6 9 イギリス 1.6 1.3 10 アルバニア 1.3 1.0 ‐ 世界計 128.7 100.0ホップの毬花には、ルプリンと呼ばれる黄色の粒子が存在し[3]、ビールに香りを付与する物質や苦味を付与する物質はこの中に含まれる。ルプリンに含まれるフムロン（α酸）は、ビール醸造の煮沸工程において、イソフムロン（イソα酸）へと変換される。このイソα酸こそがビールの苦味成分である。
ビール以外の目的では、生薬としても健胃、鎮静効果があるとされ、またハーブの一種としてヨーロッパでは民間薬として用いられている[4]。ホップには苦味成分、香り成分の他、キサントフモール（英語版）、イソキサントフモール（英語版）、8-プレニルナリンゲニンといった機能性を持つ物質が多く含まれている。8-プレニルナリンゲニンは、吸収しにくいものの組織に蓄積しやすいとされる[5]。これらホップ由来物質の多彩な機能性が科学的に研究され、エストロゲン様作用による更年期障害の改善作用[6]、睡眠時間延長作用、鎮静作用[7]、II型糖尿病患者に対するインスリン感受性の改善作用[8]、胃液の分泌増加作用[9]、イソフムロンの肥満予防効果、などが報告されている。機能性食品の素材としても注目したい植物である。
2006年6月には、サッポロビールによって、ホップ抽出物に含まれるポリフェノールの一種であるホップフラボノールに花粉症症状を軽減する効果があることが突き止められた[10]。
2014年1月、京都大とサッポロビール研究チームが、ホップの成分にアルツハイマー型認知症の予防効果があることを確かめたと、米科学誌プロスワンに発表した。ただしビールの製造過程では、現在この成分は取り除かれているため、ビールを飲んでも効果は期待できないとしている。[11]
2014年2月、クラシエホームプロダクツ (旧カネボウホームプロダクツ)が、ホップの成分に表皮細胞のアロマターゼを活性化させる効果があるとのプレスリリースを行い[12]、洗顔料への配合を始めた。一方、ホップに含まれるプレニルフラボノイド（英語版）が、乳癌細胞のアロマターゼを抑制するという論文もある[13]。
ツルをよく伸ばすことから緑のカーテンに利用されることもある[14]。
平成20年度税制改正において、法人税等の「減価償却資産の耐用年数等に関する省令」が改正され、別表第四「生物の耐用年数表」によれば平成20年4月1日以後開始する事業年度にかかるホップの法定耐用年数は9年となった。
この項目は、植物に関連した書きかけの項目です。この項目を加筆・訂正などしてくださる協力者を求めています（プロジェクト:植物／Portal:植物）。
ホップ（勿布、学名：Humulus lupulus）はアサ科のつる性多年草。雌雄異株。和名はセイヨウカラハナソウ（西洋唐花草）。
毬花はビールの原料の一つで、苦味、香り、泡に重要であり、また雑菌の繁殖を抑え、ビールの保存性を高める働きがある。
全国の山地に自生する非常によく似た植物にカラハナソウ(H. lupulus var. cordifolius)があり、しばしばホップと混同される。これはホップの変種であり、ホップに比べて苦み成分が少ないのが特徴である。本来のホップは、日本国内では北海道の一部にのみ自生する。
「en:Hops」も参照
홉(hop)은 삼과의 식물로, 황록색 꽃이 맥주 원료로 쓰인다. 꽃만을 홉이라고도 부르는데, 꽃잎이 얇으며 길이가 약 2.5~10cm인 솔방울 모양을 이룬다. 꽃잎에는 다양한 종류의 기름과 수지가 들어 있는 작은 샘이 있다. 이 물질들은 맥주에서 자라는 특정 박테리아의 생장을 억제하는 한편 맥주에 쓴맛을 낸다. 홉의 줄기는 한 해에 약 8m까지 자랄 수 있다. 줄기는 가을에 죽지만 뿌리줄기가 계속 살아 있어 이듬해 봄에 새 줄기가 나온다. 홉은 기후와 토양에 관계없이 잘자란다. 세계적으로 널리 재배되고 있다. 조선민주주의인민공화국 양강도에서만 특히하게 생산재배를 하고있다. 한국에서는 대관령 일대의 고지대에서 재배 되었으나 2013년 기준으로 대한민국에서는 실험용 재배를 제외하고 재배하고 있지 않다.
-2017-Ystad.jpg)
