nomes no trilho de navegação
Ulmus glabra is similar to U . rubra in leaf morphology but may be readily distinguished by its smooth bark and glabrous samaras. Some of the weeping elms found in cultivation are varieties of U . glabra . The common name wych is derived from Gallic and means "drooping."
Ulmus elliptica (lat. Ulmus elliptica)
Qafqaz, Rusiyanın Avropa hissəsinin cənub rayonları və Krımı əhatə edir.
Hündürlüyü 40 m, gövdəsinin diametri 1,5 m olan iri ağacdır. Çətiri enli silindirik, ucu yumru, cavan budaqları çılpaq və ya tükcüklüdür. Qabığı boz və ya qırmızı qonur, dərin çatlayandır. Tumurcuqlari iti, uzunluğu 4-6 mm, yuxarı hissəsi narıncı qonur tükcüklü, alt tərəfi boz tükcüklüdür. Yarpaqları ellipsvari, ucu biz, bəzən 3 hissəli, uzunluğu 15 sm-dək, eni 5-6 sm, kənarları dişli, 15-20 cüt düz damarcıqlı, üstü nahamar, alt tərəfi və saplağı yumşaq tükcüklüdür. Apreldə-mayda çiçəkləyir, iyulda meyvə verir. Meyvəsi əks-yumurtavari, ellipsvari və ya yumru, uzunluğu 3 sm olan qanadcıq, mərkəzdə oturan və yuxarı hissədə 5-8 mm olan tikişlə ayrılan, ipəkvari tükcüklü, açıq qırmızı qonur qozalıdır.
İşıqsevən, quraqlığa, tüstüyə, qaza, şoranlaşmaya, şaxtaya davamlıdır.
Böyük Qafqazda təbii yayılmışdır.
Dekorativ bitkidir. Tək əkinlərdə istifadəsi məqsədyönlüdür.
Ulmus elliptica (lat. Ulmus elliptica)
Ulmus scabra (lat. Ulmus scabra)
Vətəni Avropa, Rusiyanın Avropa hissəsidir.
Hündürlüyü 30 - 35 m, çətrinin diametri 10 - 30 m, düz gövdəli, yelpikvari, sıx çətirli ağacdır. Qabığı tünd boz, xırda yarpaqlıdır. Yarpaqları nahamar, cod tükcüklərlə örtülmüşdür. Payızda parlaq sarı rənglidir. Yarpaqlar açılanadək çiçəkləyir, küləklə tozlanan bitkidir. Çiçəkləri yaşıl-sarı, xırda, sallaq erkəkciklıdir. Meyvələri yayın ortalarında yetişir.
İşıqsevən, kölgəyə, şaxtaya, tüstüyə, qaza, şoranlaşmaya davamlıdır. Məhsuldar torpaq tələb edir. Qısamüddətli quraqlığa dözür.
Böyük və Kiçik Qafqazda, Naxçıvanda, Talış zonasında təbii halda yayılmışdır.
Yaşılaşdırmada yararlıdır.
Ulmus scabra (lat. Ulmus scabra)
L'oma[1] (Ulmus glabra)[2] és un arbre caducifoli de la família de les ulmàcies que habita les muntanyes d'Europa. És originari de l'Europa temperada, habita des de la península Ibèrica fins al sud de Noruega, i des del cercle polar àrtic fins a les muntanyes del Peloponès a Grècia. A Catalunya[3] habita la muntanya mitjana humida, en l'estatge que va dels 1.000 als 1.500 metres (Pirineus, Prepirineus, Massís del Montseny, Les Guilleries...). És un arbre gran, de fins a 35 metres d'alçada,[4] de fulla caduca i que ocupa hàbitats de muntanya fins als 1.500 metres d'altitud, amb sòls humits i amb humitat ambiental. L'oma pot formar boscos densos a Escandinàvia i arriba fins a latituds de 67°N a Noruega.
La seva capçada és densa i està formada per branques llargues ascendents i branquillons horitzontals. Les seves flors són gairebé sèssils, amb 4-5 estams i 2 estils divergents i d'un to verdós. Les seves fulles mesuren entre 6 i 10 cm de llargada, acabades en punta, ovals, asimètriques, doblement dentades i amb un pecíol d'1 cm aproximadament. El seu fruit és una sàmara d'1 a 2 cm de llargada.
Algunes espècies relacionades, com Ulmus bergmanniana i Ulmus laciniata, presents al nord-est d'Àsia, van estar incloses a Ulmus glabra.[5] Un altre arbre proper és l'om de l'Himalaia, Ulmus wallichiana.
L'oma (Ulmus glabra) és un arbre caducifoli de la família de les ulmàcies que habita les muntanyes d'Europa. És originari de l'Europa temperada, habita des de la península Ibèrica fins al sud de Noruega, i des del cercle polar àrtic fins a les muntanyes del Peloponès a Grècia. A Catalunya habita la muntanya mitjana humida, en l'estatge que va dels 1.000 als 1.500 metres (Pirineus, Prepirineus, Massís del Montseny, Les Guilleries...). És un arbre gran, de fins a 35 metres d'alçada, de fulla caduca i que ocupa hàbitats de muntanya fins als 1.500 metres d'altitud, amb sòls humits i amb humitat ambiental. L'oma pot formar boscos densos a Escandinàvia i arriba fins a latituds de 67°N a Noruega.
La seva capçada és densa i està formada per branques llargues ascendents i branquillons horitzontals. Les seves flors són gairebé sèssils, amb 4-5 estams i 2 estils divergents i d'un to verdós. Les seves fulles mesuren entre 6 i 10 cm de llargada, acabades en punta, ovals, asimètriques, doblement dentades i amb un pecíol d'1 cm aproximadament. El seu fruit és una sàmara d'1 a 2 cm de llargada.
Algunes espècies relacionades, com Ulmus bergmanniana i Ulmus laciniata, presents al nord-est d'Àsia, van estar incloses a Ulmus glabra. Un altre arbre proper és l'om de l'Himalaia, Ulmus wallichiana.
Planhigyn blodeuol a choeden golldaill sy'n tyfu oddi fewn i wledydd lle ceir hinsawdd dymherus yw Llwyfen lydanddail sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Ulmaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Ulmus glabra a'r enw Saesneg yw Wych elm.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Llwyfen Lydanddail, Glaswydd, Llwyfanen â Dail Llyfnion, Llwyfanen Lydanddail a Llwyfen.
Planhigyn blodeuol a choeden golldaill sy'n tyfu oddi fewn i wledydd lle ceir hinsawdd dymherus yw Llwyfen lydanddail sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Ulmaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Ulmus glabra a'r enw Saesneg yw Wych elm. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Llwyfen Lydanddail, Glaswydd, Llwyfanen â Dail Llyfnion, Llwyfanen Lydanddail a Llwyfen.
Jilm horský neboli jilm drsný (Ulmus glabra, syn. Ulmus scabra, Ulmus nuda, Ulmus excelsa, Ulmus corylacea) je statný až 40 metrů vysoký strom, který roste zejména v roklinových a sutinových lesích.
Na území České republiky kvete v březnu až květnu ještě před rašením listů. Listy jsou střídavé, krátce řapíkaté, obvejčitá, na kraji pilovitá, drsně chlupatá. Květy jsou krátce stopkaté, čtyř- až pětičetné, vyrůstají v květenstvích po 15 – 30. Plody jsou nažky se širokým lemem, semeno je umístěné přibližně ve středu.
Roste zejména roklinových a sutinových lesích, preferuje vyšší vzdušnou vlhkost. V současné době je jeho výskyt značně omezen jak ztrátou přirozeného stanoviště, tak rozšířením nebezpečné choroby – grafiózy jilmů.
listy a plody
květenství
kmen s kořenovými náběhy
Obrázky, zvuky či videa k tématu jilm horský ve Wikimedia Commons
Galerie jilm horský ve Wikimedia Commons
Jilm horský neboli jilm drsný (Ulmus glabra, syn. Ulmus scabra, Ulmus nuda, Ulmus excelsa, Ulmus corylacea) je statný až 40 metrů vysoký strom, který roste zejména v roklinových a sutinových lesích.
Na území České republiky kvete v březnu až květnu ještě před rašením listů. Listy jsou střídavé, krátce řapíkaté, obvejčitá, na kraji pilovitá, drsně chlupatá. Květy jsou krátce stopkaté, čtyř- až pětičetné, vyrůstají v květenstvích po 15 – 30. Plody jsou nažky se širokým lemem, semeno je umístěné přibližně ve středu.
Roste zejména roklinových a sutinových lesích, preferuje vyšší vzdušnou vlhkost. V současné době je jeho výskyt značně omezen jak ztrátou přirozeného stanoviště, tak rozšířením nebezpečné choroby – grafiózy jilmů.
listy a plody
květenství
kmen s kořenovými náběhy
Skovelm (Ulmus glabra), også skrevet Skov-Elm eller normalt bare elm, er et op til 30 meter højt træ, der vokser i skove og hegn. Frugterne er vingede nødder, kaldet "manna". Alle dele af træet er meget seje. Det videnskabelige navn glabra betyder glat på latin, hvilket hentyder til den hårløse unge bark. Træet kaldes også storbladet elm.
Skovelm er et stort, løvfældende træ med oprette grene og stor, rund krone. Barken er først grøn, senere sølvgrå og glat. Til sidst bliver den lysegrå med mørke furer. Knopperne er spredte, butte og rødgrå. Blomsterknopperne er større, mere brune og helt runde. På meget kraftige vanris vil bladene være 3-lappede på den yderste del. Normale blade er omvendt ægformede med én tydelig spids. Oversiden er meget ru og mørkt grøn, mens undersiden er lysere.
Blomstringen finder sted før løvspring i april, og blomsterne består kun af støvknapper og støvfang. De sidder samlet i tætte bundter, der lyser mørkt rosa før løvspring. Frugterne er vingede nødder ("manna"), som ses på grenene lige før løvspring. Frøet er modent allerede i juni, og det spirer villigt – næsten alt for villigt – herhjemme.
Rodnettet er fint forgrenet og når langt ud og ned.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 30 x 20 m (40 x 30 cm/år).
Elm er blandt de mest vindføre træer, vi har. Den stiller kun små krav til jordbunden, men trives allerbedst på dyb, kvælstofrig muld.
Skovelm er udbredt i Mellemøsten, Kaukasus, Sibirien og Europa, herunder i Danmark, hvor den optræder som skovtræ i blandede løvskove på mineralrig, porøs muldbund.
I Mareskov, som er en stævningsskov i Eskebjerg Vesterlyng i Nordvestsjælland, findes arten sammen med bl.a. benved, alm. berberis, ene, alm. gedeblad, hassel, alm. hvidtjørn, alm. hyld, kvalkved, alm. røn, hunderose, rød kornel, slåen og vrietorn[1]
Specielt egnet til læplantninger på vindudsatte lokaliteter. Skud og grene ædes gerne af hjortevildt.
Træet tåler stærk beskæring. På grund af elmens kraftige ungdomsvækst kan tidlig beskæring være nødvendig i blandingsbevoksninger. Bladene omsættes hurtigt i jordbunden og virker mulddannende. Arten kan blive meget gammel, men den angribes dødeligt af elmesyge, som næsten har udryddet arten i Danmark.
Der findes en variant, bjergelm, som har glatte bladoversider, og som vokser på kyster, hvor den almindelige skovelm får svedne blade.
Skovelm (Ulmus glabra), også skrevet Skov-Elm eller normalt bare elm, er et op til 30 meter højt træ, der vokser i skove og hegn. Frugterne er vingede nødder, kaldet "manna". Alle dele af træet er meget seje. Det videnskabelige navn glabra betyder glat på latin, hvilket hentyder til den hårløse unge bark. Træet kaldes også storbladet elm.
Die Bergulme (Ulmus glabra Huds., Syn.: Ulmus scabra Mill., Ulmus montana With.) ist ein großer Baum aus der Gattung der Ulmen (Ulmus) und gehört in die Familie der Ulmengewächse (Ulmaceae).
Die Bergulme wächst als sommergrüner Baum, sie erreicht Wuchshöhen von bis zu 40 Meter und Stammdurchmesser von bis zu 3 Meter. Die jungen Zweige sind olivgrün bis dunkelbraun und abstehend behaart.
Knospen und Blätter
Die Blütenknospen sind kugelig und die Blattknospen zugespitzt eiförmig. Die Seitenknospen sind vom Zweig abstehend. Die Knospenschuppen sind dunkelbraun/schwarz, abgerundet und deutlich eingekerbt. Beide Knospentypen sind 5–7 mm (maximal 9 mm) lang. Die Knospen sind anfangs rostrot bis bräunlich behaart, später verkahlend und nur noch am Rand der Knospenschuppen bewimpert. Die Blütenknospen treiben in Abhängigkeit von der Witterung in der Zeit von Februar bis April aus, die Laubknospen erst im späten Frühjahr (Mai, Juni). Zu diesem Zeitpunkt sind die Früchte schon weit entwickelt.[1][2]
Die zweizeilig angeordneten Laubblätter der Bergulme sind kurz gestielt. Die Länge des Blattstiels beträgt 3–6 mm. Er wird oft vom unteren Ende der längeren Seitenhälfte (teilweise) verdeckt. Die 5–16 cm langen Blätter sind elliptisch, eiförmig oder verkehrt-eiförmig, wobei sie dann im oberen Drittel am breitesten sind. Das Blattende ist bespitzt bis schmal zugespitzt oder geschwänzt. Es kommen auch zwei- bis vierspitzige Blätter vor, die neben der normalen Blattspitze jeweils Nebenspitzen aufweisen. Die für Ulmen typische Asymmetrie der Spreitenbasis ist bei der Bergulme nur schwach ausgeprägt, z. B. weniger schwach als bei der Flatterulme. Der Blattrand ist meist grob doppelt gesägt und manchmal im unteren Bereich einfach gesägt. Die Blattoberseite ist dunkelgrün und fühlt sich rau an. Die Blattunterseite ist mittelgrün und auf den größeren Adern fein weißhaarig. Jede Blattseite besitzt 13–20 Seitenadern, die zum Blattrand hin meist gegabelt sind.[3]
Blatt-Seitenknospe
Blatt-Endknospe
Zweig mit Laubblättern und Früchten
Blüten und Früchte
Die Blütezeit reicht von März bis April, wobei die unauffälligen, sehr kurz gestielten, kleinen Blüten vor den Blättern erscheinen. Die Blüten stehen dicht und sind zu 20–30 in kugeligen Büscheln vereinigt. Sie haben ein trichterförmiges, hell-grünliches bis rötliches, einfaches Perianth, d. h., dass die Blütenhülle nicht in Kelch und Krone untergliedert ist. Das Perianth ist 4–6-teilig (meist 5-teilig), wobei die Perigonblätter im unteren Bereich miteinander verwachsen sind. Die kurzen Zipfel tragen rosarote Wimpern. Die Blüten sind zwittrig, wobei die 4–6 (meist 5) dunkelvioletten Staubblätter etwas vorstehen. Der Fruchtknoten ist oberständig und trägt eine zweispaltige, drüsige Narbe mit zwei weißlichen oder rötlichen Narbenästen.[1][2]
Die Früchte der Bergulme sind kurz gestielte, ringsum dünn geflügelte, breit-eiförmige bis rundliche 20–30 mm große Flügelnüsse. Der einzige Samen liegt bei der Bergulme fast in der Mitte der Frucht. Die früh reifenden, grünen Früchte übernehmen die Photosynthese solange die Blätter noch nicht ausgetrieben sind. Die Samenreife erfolgt zwei Monate nach der Blüte.[2][4]
Blütenbüschel mit jüngeren Blüten
Blütenbüschel mit älteren Blüten
Büschel mit unreifen Früchten
Einzelne, reifere Früchte mit Blatt
Chromosomensatz
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 28.[5][6]
Die Bergulme (Ulmus glabra) wird wie die Feldulme (Ulmus minor) innerhalb der Gattung Ulmen (Ulmus) in die Untergattung Ulmus und dort in die Sektion Ulmus eingeordnet.[7] Die Berg- und die Feldulme bilden die Holländische Ulme (Ulmus × hollandica) als Hybridform.[8]
Die wie die Berg- und die Feldulme einheimische Flatterulme (Ulmus laevis) ist verwandtschaftlich weiter von der Bergulme entfernt als die Feldulme und wird innerhalb der Gattung Ulmen wie die Amerikanische Ulme (Ulmus americana) in die Untergattung Oreoptelea und dort in die Sektion Blepharocarpus eingeordnet.[9] Im Gegensatz zur Feldulme bildet die Flatterulme auch keinen Hybrid mit der Bergulme.
Die Berg-Ulme kann bis 400 Jahre alt werden. Die Umtriebszeit in der Forstwirtschaft beträgt 120 bis 140 Jahre. Stamm und Äste werden mehrfach übergipfelt durch Seitensprosse (Verzweigung sympodial monochasial). Die Laubblätter ebenso wie die Seitenzweige sind zweizeilig angeordnet (Lichtschutz). Bei den Ulmen wird die Photosynthese im Frühjahr, bevor die Laubblätter erscheinen, schon von den blattartigen Flügeln der heranreifenden grünen Früchte übernommen.[10]
Bergulmen haben in der Jugend ein Pfahlwurzelsystem. Im Alter bildet sich ein Senkerwurzelsystem mit einer Tendenz zur Herzwurzel (viele Senker aus flach bis schräg streichenden Hauptwurzeln) aus. Die Wurzeln bilden eine Arbuskuläre Mykorrhiza aus, frühere Angaben über eine Ektomykorrhiza wurden nicht bestätigt.
Die Blütenknospen überwintern. Blütenökologisch handelt es sich um den „vorlaufend“, d. h. vor dem Laubaustrieb erscheinenden und windblütigen „Hängeblütigen Typ“. Reste von Pollenkitt, wie er für die Insektenbestäubung üblich ist, sind vorhanden.[10] Die Blüten sind streng vormännliche Zwitterblüten. Reste von Nektardrüsen produzieren am Grunde der Staubblätter Spuren von Nektar, so dass auch an dieser Stelle die prinzipielle Anlage zur Insektenbestäubung zu erkennen ist.[10] Der Pollen ist zudem eine wichtige Bienennahrung im Frühjahr. Die Blühfähigkeit der Bergulme beginnt nach 30 bis 40 Jahren.[10]
Die Flügelfrüchte sind Gleitflieger mit einer Sinkgeschwindigkeit von 0,67 m/s. Sie werden nur bei starkem Wind weit forttransportiert. Auch durch Wasserhaftung an Tieren ist Ausbreitung möglich.[10] Die frühe Fruchtreife wird durch die in den heranreifenden Früchten stattfindende Photosynthese ermöglicht. Die Samen sind Lichtkeimer, aber nur wenige Tage keimfähig.
Die Raupen folgender Schmetterlingsarten sind von der Bergulme als Nahrungsquelle abhängig (Auswahl):[11][12][13][14]
Die Bergulme ist fast über ganz Europa verbreitet, von Mittelspanien, Italien und Südosteuropa bis Südskandinavien, von den Britischen Inseln bis zum Ural. Sie ist vom Tiefland bis in eine Höhenlage von etwa 1300 Metern anzutreffen. In den Allgäuer Alpen steigt sie bis zu einer Höhenlage von 1500 Metern auf.[15][16]
Die Berg-Ulme kommt zerstreut in Schluchtwäldern und schattigen Hangwäldern vor. Sie bevorzugt sickerfeuchte, nährstoff- und basenreiche, auch bewegte Lehm- und Tonböden. Nach Ellenbergs Zeigerwerten ist sie ein Mäßigwärmezeiger, ein Schwachsäure- bis Schwachbasezeiger, an stickstoffreichen Standorten wachsend und eine Verbandscharakterart der Linden-Ahorn- und Ahorn-Buchen-Mischwälder (Tilio platyphylli-Acerion pseudoplatani).[17]
Das bekannte Ulmensterben wird durch den Schlauchpilz Ophiostoma ulmi verursacht. Er lebt in den Tracheen der jüngsten Jahresringe und regt zur Verthyllung an, die zur Verstopfung der Tracheen und damit zum Absterben des Baumes führt. Der Pilz wird durch einen Borkenkäfer, den Ulmensplintkäfer (Scolytus scolytus) übertragen, vor allem, wenn die Bäume – wie in Anpflanzungen an Straßen – ungünstige Standortbedingungen haben und eng beisammenstehen. Die Krankheit wird durch Grundwasserabsenkung deutlich gefördert. Erkrankte Äste (oder auch die ganzen Bäume) sollten sofort beseitigt werden.[10]
Auch als Alleebaum wird sie gepflanzt.[5] Mancherorts zählen Bergulmen zum Großgrün in städtischen Anlagen. Zahlreiche alte Bergulmen sind als Naturdenkmale geschützt, beispielsweise eine Bergulme in der Altstadt von Gotha (Lutherstraße).
Das mittelschwere, elastische und zähe, moderat beständige Holz der Berg-Ulme zeigt eine schöne Maserung, ist schön gezeichnet. Es ist unter der Bezeichnung „Rüster“ im Handel und liefert vor allem Furnier für Möbel und den Innenausbau. Auch zum Drechseln wird es verwendet.[10] Das Kernholz der Bergulme ist blassbraun.[18]
Der älteste, dickste und größte Baum der Art in Europa war die „Bergulme am Grenzhammer“ im thüringischen Ilmenau, die 2015 einem Unwetter zum Opfer fiel. Nach bisherigen Erkenntnissen war sie die einzige, die gegen den Pilzbefall immun war, welcher durch den Ulmensplintkäfer hervorgerufen wird.[19]
Die Bergulme wurde 1992 zum Baum des Jahres gewählt.
Die Bergulme (Ulmus glabra Huds., Syn.: Ulmus scabra Mill., Ulmus montana With.) ist ein großer Baum aus der Gattung der Ulmen (Ulmus) und gehört in die Familie der Ulmengewächse (Ulmaceae).
Gòrowi wijąg (Ulmus glabra Huds.) – to je drzéwiã z rodzëznë wijągòwatëch (Ulmaceae). Òn rosce m. jin. na Kaszëbach.
Górski wěz (Ulmus glabra; syn.: Ulmus scabra, Ulmus montana) jo rostlina ze swójźby wězowych rostlinow (Ulmaceae).
Górski wěz je bom, kótaryž dośěgnjo wusokosć wót 30 m.
Škóra jo wedli brozdata.
Łopjena su šyroko-lancetne, gropne, wótšo rězane, na spódku njesymetriske, górjejce mócnje gropne, na dolnem boku kósmate, dośěgnu dłujkosć wót 8 až do 12 cm a maju na wobyma bokoma 12-20 bocnych nerwow.
Kwiśo wót měrca až do apryla. Kwiśonki se pśed łopjenami jawje a su pśisamem sejźece.
Płod dośěgnjo dłujkosć wót 3 cm a njaso kśiłka. Semje jo w srjejźišću płoda.
Rosćo we dolinowych gólach a chłodkojtych wótkłonowych gólach. Preferujo wót zapšažowanja włožne, wutkate a bazowe, cesto pógibowane, glinjane a běłoglinowe zemi.
Rostlina w Europje rozšyrjona, w Alpach až do wusokosćow wót 1400 m.
Górski wěz (Ulmus glabra; syn.: Ulmus scabra, Ulmus montana) jo rostlina ze swójźby wězowych rostlinow (Ulmaceae).
Ulmus glabra Hudson, the wych elm or Scots elm, has the widest range of the European elm species, from Ireland eastwards to the Ural Mountains, and from the Arctic Circle south to the mountains of the Peloponnese and Sicily, where the species reaches its southern limit in Europe;[2] it is also found in Iran. A large deciduous tree, it is essentially a montane species, growing at elevations up to 1,500 m (4,900 ft), preferring sites with moist soils and high humidity.[3] The tree can form pure forests in Scandinavia and occurs as far north as latitude 67°N at Beiarn in Norway. It has been successfully introduced as far north as Tromsø and Alta in northern Norway (70°N).[4] It has also been successfully introduced to Narsarsuaq, near the southern tip of Greenland (61°N).
The tree was by far the most common elm in the north and west of the British Isles and is now acknowledged as the only indisputably British native elm species. Owing to its former abundance in Scotland, the tree is occasionally known as the Scotch or Scots elm; Loch Lomond is said to be a corruption of the Gaelic Lac Leaman interpreted by some as 'Lake of the Elms', 'leaman' being the plural form of leam or lem, 'elm'.[5]
Closely related species, such as Bergmann's elm U. bergmanniana and Manchurian elm U. laciniata, native to northeast Asia, were once sometimes included in U. glabra;[6] another close relative is the Himalayan or Kashmir elm U. wallichiana. Conversely, Ulmus elliptica from the Caucasus, considered a species by some authorities,[7][8][9] is often listed as a regional form of Ulmus glabra.[10]
The word "wych" (also spelled "witch") comes from the Old English wice, meaning pliant or supple, which also gives definition to wicker and weak. Jacob George Strutt's 1822 book, Sylva Britannica attests that the Wych Elm was sometimes referred to as the "Wych Hazel".[11] (not to be confused with Hamamelis wych hazels).
Some botanists, notably Lindquist (1931), have proposed two subspecies:[12]
Much overlap is seen between populations with these characters, and the distinction may owe to environmental influence, rather than genetic variation; the subspecies are not accepted by Flora Europaea.[15]
Wych near Castle Douglas, Galloway, late April
Wych, Scandale Beck, Cumbria, May
.jpg)
U. glabra subsp. montana, Edinburgh, October
The type sometimes reaches heights of 40 m (130 ft), typically with a broad crown where open-grown, supported by a short bole up to 2 m (6.6 ft) diameter at breast height (DBH). Normally, root suckers are not seen; natural reproduction is by seed alone. The tree is notable for its very tough, supple young shoots, which are always without the corky ridges or 'wings' characteristic of many elms. The alternate leaves are deciduous, 6–17 cm long by 3–12 cm broad, usually obovate with an asymmetric base, the lobe often completely covering the short (<5 mm) petiole; the upper surface is rough. Leaves on juvenile or shade-grown shoots sometimes have three or more lobes near the apex.[16] The perfect hermaphrodite flowers appear before the leaves in early spring, produced in clusters of 10–20; they are 4 mm across on 10 mm long stems, and being wind-pollinated, are apetalous. The fruit is a winged samara 20 mm long and 15 mm broad, with a single, round, 6 mm seed in the centre, maturing in late spring.[17][18]
Flowers
Nascent seeds
Samarae, showing seed on stalk side of centre
Leaves with extra lobes
Bark, estimated age 100 years
.jpg)
Bole of old specimen
Seedling, showing cotyledons (K)
While the species is highly susceptible to Dutch elm disease,[19][20] it is less favoured as a host by the elm bark beetles, which act as vectors. Research in Spain has indicated the presence of a triterpene, alnulin, rendering the tree bark less attractive to the beetle than the field elm, though at 87 μg/g dried bark, its concentration is not as effective as in Ulmus laevis (200 μg/g).[21] Moreover, once the tree is dying, its bark is quickly colonized by the fungus Phoma, which radically reduces the amount of bark available for the beetle to breed on.[22] In European trials, clones of apparently resistant trees were inoculated with the pathogen, causing 85 – 100% wilting, resulting in 68% mortality by the following year. DNA analysis by Cemagref (now Irstea) in France has determined the genetic diversity within the species is very limited, making the chances of a resistant tree evolving rather remote.[23]
Still, a 300-year-old example growing in Grenzhammer, Ilmenau has been scientifically proven to be resistant to Dutch elm disease [24]
The Swedish Forest Tree Breeding Association at Källstorp produced triploid and tetraploid forms of the tree, but these proved no more resistant to Dutch elm disease than the normal diploid form.[25]
In trials conducted in Italy, the tree was found to have a slight to moderate susceptibility to elm yellows, and a high susceptibility to the elm leaf beetle Xanthogaleruca luteola.[26]
The wych elm is moderately shade-tolerant, but requires deep, rich soils as typically found along river valleys.[27] The species is intolerant of acid soils and flooding,[28] as it is of prolonged drought.[29] Although rarely used as a street tree owing to its shape, it can be surprisingly tolerant of urban air pollution, constricted growing conditions, and severe pollarding.
As wych elm does not sucker from the roots, and any seedlings are often consumed by uncontrolled deer populations, regeneration is very restricted, limited to sprouts from the stumps of young trees. The resultant decline has been extreme, and the wych elm is now uncommon over much of its former range. It is best propagated from seed or by layering stooled stock plants, although softwood cuttings taken in early June will root fairly reliably under mist.[30]
Wych elm was widely planted in Edinburgh in the 19th century as a park and avenue tree, and despite losses, it remains abundant there, regenerating through seedlings.[31][5] It was introduced to New England in the 18th century,[32] to Canada (as U. montana at the Dominion Arboretum, Ottawa) [33][34] and Australia in the 19th century.[35]
Wych, The Meadows, Edinburgh, 1989
.jpg)
Burr-wych, Royal Terrace Gardens, Edinburgh, 2016
Burl-wych, Stockbridge, Edinburgh, 2016
.jpg)
Wych, Learmonth Gardens, Edinburgh, 2016
._Middle_Meadows_Walk,_Edinburgh.jpg)
Wych, Middle Meadows Walk, Edinburgh, 2016
._Learmonth_Gardens,_Edinburgh_(2).jpg)
Fastigiate form of wych, Learmonth Gardens, Edinburgh, 2016
Ulmus glabra Huds., Pelhřimov, Czech Republic, 2017
Tromsø, Norway, June 2022
Wych elm wood is prized by craftsmen for its colouring, its striking grain, its 'partridge-breast' or 'catspaw' markings, and when worked, its occasional iridescent greenish sheen or 'bloom'. The bosses on old trees produce the characteristic fissures and markings of 'burr elm' wood.[36] Bosses fringed with shoots are burrs, whereas unfringed bosses are burls.
Untreated wood grain of wych elm
Waxed wood grain of burr wych elm
.jpg)
Burr on wych bole, Royal Terrace Gardens, Edinburgh
Burl on wych bole, Regent Road, Edinburgh
Burls on trunk and branches of wych elm, Dalry Cemetery, Edinburgh
Crown galls (burls on outer branches) on wych elm, North Ayrshire
In 18th century France, the inner bark of Ulmus glabra, orme pyramidale, had a brief reputation as a panacea;[37][38] "it was taken as a powder, as an extract, as an elixir, even in baths. It was good for the nerves, the chest, the stomach — what can I say? — it was a true panacea."[39] It was this so-called "pyramidal elm bark" about which Michel-Philippe Bouvart famously quipped "Take it, Madame... and hurry up while it [still] cures."[39] It still appeared in a pharmacopeia of 1893.[38]
E. M. Forster cites a particular wych elm, one that grew at his childhood home of Rooks Nest, Stevenage, Hertfordshire, 16 times in his novel Howards End. This tree overhangs the house of the title and is said to have a "...girth that a dozen men could not have spanned..." Forster describes the tree as "...a comrade, bending over the house, strength and adventure in its roots." The wych elm of the novel had pigs' teeth embedded in the trunk by country people long ago and it was said that chewing some of the bark could cure toothache. In keeping with the novel's epigraph, "Only connect...", the wych elm may be seen by some as a symbol of the connection of humans to the earth. Margaret Schlegel, the novel's protagonist, fears that any "....westerly gale might blow the wych elm down and bring the end of all things..." The tree is changed to a chestnut in the 1991 film adaptation of Howards End.
The UK Champion listed in the Tree Register of the British Isles is at Brahan in the Scottish Highlands;[40] it has a girth of 703 cm (2.23 m DBH) and a height of 24 m.[41] Possibly the oldest specimen in England was found in 2018 in a field north of Hopton Castle in Shropshire. Coppiced long ago, its bole girth measured 6.3 m in 2018. The oldest specimen in Edinburgh is believed to be the tree (girth 5.2 m) in the former grounds of Duddingston House, now Duddingston Golf Course.[42] Other notable specimens in Edinburgh are to be found in Learmonth Gardens and The Meadows.[43]
In Europe, a large tree planted in 1620 grows at Bergemolo, 5 km south of Demonte in Piedmont, Italy (bole-girth 6.2 m, 2.0 m DBH, height 26 m., 2008).[44][45] Other ancient specimens grow at Styria, in Austria, and at Grenzhammer, Germany (see Gallery). In 1998, over 700 healthy, mature trees were discovered on the upper slopes of Mount Šimonka in Slovakia, but they are believed to have survived courtesy of their isolation from disease-carrying beetles rather than any innate resistance; 50 clones of these trees were presented to the Prince of Wales for planting at his Highgrove Estate, and at Clapham, Yorkshire.[46]
U. glabra, planted 1620, Bergemolo, near Demonte, Italy
U. glabra, Hopton Castle, Shropshire, England
.jpg)
The Duddingston elm (girth 5.2 m), Edinburgh
2.jpg)
Old wych regenerating, Boston Public Garden (2022)
.jpg)
The Last Ent of Affric, Glen Affric (2022)
About 40 cultivars have been raised, although at least 30 are now probably lost to cultivation as a consequence of Dutch elm disease and/or other factors:
NB: 'Exoniensis', Exeter Elm, has traditionally been classified as a form of U. glabra, but its identity is now a matter of contention.
U. glabra hybridises naturally with U. minor, producing elms of the Ulmus × hollandica group, from which have arisen a number of cultivars:
However, hybrids of U. glabra and U. pumila, the Siberian elm, have not been observed in the field and only achieved in the laboratory, though the ranges of the two species, the latter introduced by man, overlap in parts of Southern Europe, notably Spain.[21] A crossing in Russia of U. glabra and U. pumila produced the hybrid named Ulmus × arbuscula.
Hybrids with U. glabra in their ancestry have featured strongly in recent artificial hybridization experiments in Europe, notably at Wageningen in the Netherlands, and a number of hybrid cultivars have been commercially released since 1960.[48] The earlier trees were raised in response to the initial Dutch elm disease pandemic that afflicted Europe after the First World War, and were to prove vulnerable to the much more virulent strain of the disease that arrived in the late 1960s. However, further research eventually produced several trees effectively immune to disease, which were released after 1989.[49]
Wych elms, Samuel Bough, Edinburgh Castle from Princes Street, c.1878
_(6424994901).jpg)
![300-year-old U. glabra (after lopping), Grenzhammer, Ilmenau, Germany[47]](http://en.wikipedia.org/wiki/File:Ilmenau_Grenzhammer_Ulme.JPG)
{{cite web}}: CS1 maint: archived copy as title (link) Ulmus glabra Hudson, the wych elm or Scots elm, has the widest range of the European elm species, from Ireland eastwards to the Ural Mountains, and from the Arctic Circle south to the mountains of the Peloponnese and Sicily, where the species reaches its southern limit in Europe; it is also found in Iran. A large deciduous tree, it is essentially a montane species, growing at elevations up to 1,500 m (4,900 ft), preferring sites with moist soils and high humidity. The tree can form pure forests in Scandinavia and occurs as far north as latitude 67°N at Beiarn in Norway. It has been successfully introduced as far north as Tromsø and Alta in northern Norway (70°N). It has also been successfully introduced to Narsarsuaq, near the southern tip of Greenland (61°N).
The tree was by far the most common elm in the north and west of the British Isles and is now acknowledged as the only indisputably British native elm species. Owing to its former abundance in Scotland, the tree is occasionally known as the Scotch or Scots elm; Loch Lomond is said to be a corruption of the Gaelic Lac Leaman interpreted by some as 'Lake of the Elms', 'leaman' being the plural form of leam or lem, 'elm'.
Closely related species, such as Bergmann's elm U. bergmanniana and Manchurian elm U. laciniata, native to northeast Asia, were once sometimes included in U. glabra; another close relative is the Himalayan or Kashmir elm U. wallichiana. Conversely, Ulmus elliptica from the Caucasus, considered a species by some authorities, is often listed as a regional form of Ulmus glabra.
La malglata ulmo (Ulmus glabra) estas granda palearktisa arbospecio el Irano kaj Eŭropo.
La malglata ulmo (Ulmus glabra) estas granda palearktisa arbospecio el Irano kaj Eŭropo.
Ulmus glabra, olmo montano u olmo de monte/olmo de montaña, entre otros, es un árbol de la familia de las ulmáceas, típico de las montañas de toda Europa.
El tronco se eleva recto y puede llegar a los 40 metros de altura, con una corteza más fibrosa que la del olmo común.Es un árbol de hojas estipuladas simples, alternas y caedizas, aserradas, muy asimétricas en la base y largamente acuminadas que presenta frecuentemente un saliente a cada lado. Las flores, inconspicuas, hermafroditas y apétalas, aparecen en grupitos de 10-20 antes que las hojas, es decir, a principios de la primavera. Los frutos (sámaras) - que son un elemento importante para la determinación específica - tienen forma suborbícular con un tamaño de unos 2,5 por 2 cm, alas de bordes lisos y semilla en posición central.
Este olmo se encuentra desde la península ibérica hasta el Cáucaso, los Apeninos, el sur de Bretaña y Noruega. En el centro y norte de Europa crece a altitudes más bajas. Es el tipo de olmo más común en Escandinavia.
Se trata de un árbol escaso en España, que crece habitualmente disperso o en pequeños rodales en bosques mixtos, hayedos o abetales, siempre en ambientes umbrosos. Prefiere los suelos frescos y pedregosos, al pie de cantiles y orillas de los ríos. Crece desde el nivel del mar hasta los 1800 m.[1]
En España el olmo de montaña se distribuye por el norte, pero sobre todo en Cataluña y su zona pirenaica, si bien también en Aragón, País Vasco, Cantabria, Asturias y Galicia. También se puede encontrar en el Sistema Central. La zona más meridional en la que podemos encontrar este tipo de olmo está en las sierras de Segura y Cazorla en Jaén (Rossignioli & Génova, 2003).
Algunos botánicos, en particular Lindquist[2] [1] (1931) han propuesto dividir la especie en dos subespecies:
Sin embargo, hay mucha superposición entre las poblaciones en estos rasgos y la distinción puede deberse a la influencia medioambiental, más que a una variación genética; las subespecies no son aceptadas por, entre otros, Flora Europaea y Flora Ibérica.[3][4]
Cerca de 40 cultivares se han logrado aunque muchas, al menos 30, probablemente se hayan perdido para el cultivo como consecuencia de la grafiosis y otros factores. Entre ellos cabe citar dos con ramas colgantes:[5]
Ulmus glabra fue descrito por William Hudson y publicado en Flora Anglica 95. 1762.[6]
Tiene un número de cromosomas de 2n=28
Ulmus: nombre genérico que es el nombre clásico griego para el olmo.[7]
glabra: epíteto latino que significa "glabra, sin pelos"[8]
Almorteja, lameda, llamera, negrillo, olma, olmo, olmo de montaña, olmo de monte, olmo montano, xameira. [10]
Ulmus glabra, olmo montano u olmo de monte/olmo de montaña, entre otros, es un árbol de la familia de las ulmáceas, típico de las montañas de toda Europa.
See artikkel räägib liigist; perekonna kohta vaata artiklit Jalakas (perekond) Harilik jalakas (Ulmus glabra) on jalakaliste sugukonda jalaka perekonda kuuluv mitmeaastane ühekojaline lehtpuu.
Kasvab kuni 40 meetri kõrguseks ja tüve ümbermõõt võib ulatuda 7 meetrini ja eluiga küündida 500 aastani.
Jalakas sarnaneb väga künnapuuga. Mõlema puu oksad on looklevad, tüvi tume ja lehed suured. Kui jalaka võrsed on ka suve teisel poolel kaetud tihedalt pehmete karvadega, siis künnapuu oksad on siledad ja läikivad. Sama tunnusega saab neid ka talvel eristada.
Suvel saab neid eristada lehtede katsumisega: jalaka lehed on nii pealt kui alt karedakarvalised, künnapuu lehed on peaaegu siledad. Jalaka lehtede iseloomulikuks tunnuseks on 14–20 paari külgroodusid ja keskroo suhtes veidi ebasümmeetrilised poolmed. Jalaka lehel haruneb osa külgroodudest enne leheservani jõudmist, künnapuul aga lehe külgrood enamasti ei harune.
Hariliku jalaka õied ja hiljem viljad on künnapuu omadest lühema rootsuga; lendtiivaga viljad on harilikul jalakal suuremad kui künnapuul. Jalaka seemned on raskesti idanevad ja kuigi valmivad juunis, ilmuvad idandid alles järgmisel kevadel.
Õied
Pungad
Oksad lehtede ja viljadega
Esineb peaaegu kogu Euroopas ja Väike-Aasias. Eestis pärismaine. Harilik jalakas on Eesti niisketes viljakates metsades tavalisem kui künnapuu ning erinevalt künnapuust pole ta ka looduskaitse alla võetud. Siiski on jäänud jalakas harvaks, kuna talle sobivad viljakamad kasvukohad on enamasti üles haritud, kliima on jahedam kui aastatuhandete eest ja puid on ka palju raiutud, kuna jalaka puit on väga tugev.
Eestis on harilik jalakas pargipuuna väga hinnatud ja teda saab ka hästi vormida. Kuna jalaka lehed paigutuvad nii, et neile langeks võimalikult palju valgust, siis puu alt üles vaadates palju valgust läbi ei paista. Haljastuses kasutamiseks on temast aretatud ka mitmeid iluvorme, näiteks leinavorm, mis näeb välja kui vihmavari. Harilikku jalakat istutatakse nii üksikpuuna, rühmiti, kui ka alleena ja kõrge hekina.
Jalaka niinest on punutud vastupidavaid korve.
Eesti jämedaim harilik jalakas kasvas Saaremaal Vanalõve külas Pauli talu juures ja tema tüve ümbermõõt oli 5,45 meetrit.
Harilik jalakas (Ulmus glabra) on jalakaliste sugukonda jalaka perekonda kuuluv mitmeaastane ühekojaline lehtpuu.
Zumar hostozabala (Ulmus glabra) hosto-erorkorreko zuhaitza da, 40 m-rainoko altuera izan dezakeena. Europan du jatorria.
Lindquisten arabera bi azpiespezie ditu:[1]
Zumar hostozabala (Ulmus glabra) hosto-erorkorreko zuhaitza da, 40 m-rainoko altuera izan dezakeena. Europan du jatorria.
Lindquisten arabera bi azpiespezie ditu:
Ulmus glabra subsp. glabra Ulmus glabra subsp. montana (Stokes) Lindqvist
Vuorijalava (Ulmus glabra) on jalavien (Ulmus) sukuun kuuluva jalo lehtipuu. Vuorijalava on koko Suomessa rauhoitettu laji.[1]
Suomessa vuorijalava kasvaa tavallisesti 15–25 metrin mittaiseksi. Puu muodostaa vankan paalujuuren ja sen ympärille laajan pintajuuriston, mutta juurivesoja ei muodostu. Runko säilyy melko pitkään pinnaltaan sileänä, mutta vanhoihin yksilöihin muodostuu verkkomaisesti halkeilevaa harmaanruskeaa rosokoornaa. Oksat ovat vankkoja, yläviistoja ja latvus leveän suppilomainen. Kuluvan kesän oksien kasvainranka on tavallisesti karvainen. Lehtisilmut ovat lähes pallomaisia, tylppiä ja väriltään tummia. Harmahtavan tai sinertävän vihreät lehdet ovat väriltään tummempia kuin useimpien muiden Suomessa tavattavien puiden lehdet. Lehdet sijaitsevat oksissa kierteisesti ja ne ovat korvakkeettomia ja lyhytruotisia. Lehtilapa on 10–18 cm pitkä, vastapuikea, laidoilta toissahainen, tyvestä vähän epämukainen, kärjestä hyvin pitkäsuippuinen ja joskus heikosti kolmiliuskainen. Lehdet ovat päältä karheita, alta suonihangoista tiheäkarvaisia ja muualta harvakarvaisia. Suonipareja on 13–20, sivusuonet ovat kaksihaaraisia.[2][3]
Yksikotinen vuorijalava kukkii keväällä ennen lehtien puhkeamista. Kukinto on tiheä sarja. Pienet, pallomaiset kukat ovat lyhytperäisiä ja muistuttavat ulkonäöltään hieman pajunkissoja. Kukan kehä yhdislehtinen, 4- tai 5-liuskainen ja väriltään rusehtava. Kukat ovat kaksineuvoisia: heteitä on 4 tai 5, emejä on yksi. Suomessa vuorijalava kukkii toukokuussa. Vaikka laji on yksikotinen, vuorijalavan kukkien onnistuneeseen hedelmöitykseen tarvitaan lähes aina siitepölyä toisilta yksilöiltä. Pölytys tapahtuu pääasiassa tuulen avulla.[2][3]
Vuorijalavan hedelmä on 16–30 mm pitkä ja 14–20 mm leveä siipipalteinen pähkylä. Siipipalle on kaljulaitainen ja siemenlokero sijaitsee keskellä hedelmää.[2][3] Siemenet valmistuvat kesä-heinäkuussa ja varisevat maahan. Itäminen tapahtuu tavallisesti jo samana kesänä. Vuorijalava alkaa tuottaa siemeniä 30–40 vuoden ikäisenä. Suvullisen lisääntymisen ohella vuorijalava uudistuu kantovesojen avulla.[3]
Hyvillä kasvupaikoilla vuorijalava voi Suomessakin kasvaa varsin suurikokoiseksi. Vuonna 1991 mitattiin Tammisaaressa 39 metriä pitkä yksilö. Karjalohjalla mitattiin samana vuonna ympärysmitaltaan yli viisimetrinen vuorijalava.[3] Laji voi kasvaa 500 vuoden ikäiseksi.[4]
Vuorijalava jaetaan ainakin kahteen alalajiin, ssp. montana ja ssp. glabra.[4]
Vuorijalavaa tavataan lähinnä Euroopassa, jossa se kasvaa luontaisena Pyreneiden niemimaalta ja Britteinsaarilta aina Etelä-Uraliin ja Kaukasukselle saakka. Pohjoisessa levinneisyysalue ulottuu Fennoskandian keskiosiin ja Venäjällä Pietarin kaupungin korkeudelle, etelässä Italian keskiosiin ja Pohjois-Kreikkaan. Euroopan ulkopuolella lajia tavataan muutamin paikoin Turkista ja Iranista.[4]
Suomessa vuorijalava on luonnonvaraisena harvinainen ja eteläinen lehtojen puulaji. Luonnonvaraisena vuorijalavaa tavataan hyvin hajanaisesti, lähinnä paikallisesiintyminä, linjan Pori–Tampere–Lappeenranta eteläpuolella. Erillisiä esiintymiä on kuitenkin myös pohjoisempana, muun muassa Pohjois-Savossa ja Pohjois-Karjalassa. Yleisimmillään vuorijalava on Ahvenanmaalla ja Lounais-Suomessa.[5] Suomeen vuorijalava levisi jääkauden jälkeisen lämpökauden aikana, mutta on sen jälkeen vähitellen vähentynyt ilmaston kylmetessä ja kuusen levitessä kasvupaikoille.[6] Luontaisina kasvavia, puun mitoissa olevia vuorijalavia arvioidaan Suomessa olevan nykyään vain noin kaksi tuhatta yksilöä.[7] Suomessa tavattavat vuorilajat luokitellaan tavallisesti kuuluviksi alalajiin ssp. glabra.[3]
Viljeltynä vuorijalava on Suomessa yleisempi laji ja menestyy pohjoisempanakin aina Oulun korkeudelle saakka.[8]
Luonnonvaraisena vuorijalava kasvaa tuoreissa, runsasravinteisissa kallionalus- ja puronvarsimetsissä. Suomessa laji on myös usein viljelykarkulainen, jolloin sitä tavataan pihojen ja puistojen reunusmetsissä, tienvarsilla, rantapenkereillä ja kaatopaikoilla.[8][1] Villiintyneet yksilöt kasvavat kuitenkin hyvin harvoin suurikokoisiksi puiksi.[9]
Vuorijalavaa on jo pitkään kasvatettu puistopuuna.[4] Siitä on jalostettu runsaasti erilaisia lajikkeita, kuten riippajalava ('Horizontalis', 'Pendula') ja kartiojalava ('Exoniensis'). Sateenvarjojalava ('Camperdownii') on luonnonmutaatio, jonka alkuperäinen yksilö löydettiin Camperdown Parkista Dundeesta.[10][11]
Vuorijalavan puuaines on sitkeää, kestävää ja sietää kuivuttuaan hyvin kosteutta. Tämän vuoksi puuta käytetään erityisesti huonekaluteollisuudessa viiluna sekä koriste-esineiden valmistamisessa. Vuorijalavasta on tehty myös tarve-esineitä, kuten hevosten luokkeja.[6][12] Hyvän kosteudensietokykynsä takia sitä on aikaisemmin käytetty esimerkiksi pumppuihin ja vesijohtoihin. Puuaineksen lahonkestävyydestä hyvä esimerkki on Lontoossa 1600-luvulla vuorijalavasta rakennettu maanalainen putkisto, joka oli erittäin hyvin säilynyt kun se kaivettiin esiin 1930-luvulla.[7] Suomessa vuorijalavan taloudellinen merkitys on hyvin vähäinen lajin harvinaisuuden vuoksi.[3]
Ahvenanmaalla oli aikasemmin tapana leikata jalavien latvustoja oksastojen tihentämiseksi. Näistä saatuja, kuivattuja oksia käytettiin karjan ja lampaiden talviruokintaan. Tuoreita jalavien siemeniä on myös käytetty salaatin tapaan ihmisravinnoksi.[13]
Eri jalavalajien pahin tuholainen niin Euroopassa kuin Pohjois-Amerikassa on hollanninjalavatauti. Taudin aiheuttaa sieni Ophiostoma ulmi, jonka itiöitä levittävät jalavissa elävät kaarnakuoriaset. Jalavatautia aiheuttavista sienistä on eri kantoja, jotka myös aiheuttavat eri asteisia vahinkoja. Yksi tuhoisimmista kannoista on Pohjois-Amerikasta Eurooppaan kulkeutunut kanta. Suomessa jalavatauti havaittiin ensimmäisen kerran vuonna 1963, mutta se on jäänyt suhteellisen harvinaiseksi.[7][11] Jo Ruotsissa tauti on kuitenkin aiheuttanut suuria tuhoja.[13]
euroopanpähkinäpensas · halava · harmaaleppä · hieskoivu · jokipaju · kaunopihlaja · korpipaatsama · kotipihlaja · kynäjalava · metsähaapa · metsälehmus · metsäomenapuu · metsävaahtera · mustuvapaju · orapaatsama · outapaju · raita · rauduskoivu · ruotsinpihlaja · saarni · suippoliuskaorapihlaja · suomenpihlaja · talvikkipaju · tammi · tervaleppä · tunturikoivu · tuomi · tylppäliuskaorapihlaja · vuorijalava
Vuorijalava (Ulmus glabra) on jalavien (Ulmus) sukuun kuuluva jalo lehtipuu. Vuorijalava on koko Suomessa rauhoitettu laji.
Ulmus glabra
L'Orme de montagne, Orme blanc ou Orme glabre est une des espèces d'ormes de taille moyenne à grande (jusqu'à 30 m), à feuillage caduc.
On le trouve de manière spontanée dans une grande partie de l'Europe, jusqu'en moyenne Scandinavie et l'Oural en Russie. Essentiellement dans l'étage collinéen et en plaine dans la moitié nord de l'Europe et plutôt en montagne dans la moitié sud.
C'est un arbre forestier qui peut supporter des températures hivernales très basses.
C'est un arbre pouvant atteindre 30 m, les jeunes rameaux sont poilus[1]. La longueur de ses feuilles sont de 7 à 15 cm et 3 à 8 cm de large. Ses bourgeons sont noirs, coniques-globuleux. Son écorce est longtemps lisse et se fissure en petites écailles grises avec l'âge.
Il est comme tous les ormes sensible à la graphiose de l'orme, la verticilliose, divers polypores, scolytes et la Galéruque de l'orme[2].
L'espèce est considérée au niveau européen comme Vulnérable (VU) par l'UICN. En France elle n'est pas menacée. En 2021 elle est classée Espèce de préoccupation mineure (LC).
Toutefois localement l'espèce peut se raréfier : elle est considérée Quasi menacée (NT) proche du seuil des espèces menacées ou qui pourrait être menacée si des mesures de conservation spécifiques n'étaient pas prises, dans la région Poitou-Charentes ; elle est considérée Vulnérable (VU) en Corse.
Son bois était utilisé en charpente, pour les pièces des moulins, les escaliers et aussi en tant que bois d'arc.
Il en existe plusieurs variétés cultivées comme arbre d'ornement.
Varieté « pleureuse » (pendula) de l'orme de montagne.
Ulmus glabra 'Pendula', Redu (Belgique).
Feuilles.
Feuilles d'orme de montagnes.
.
Ulmus glabra
L'Orme de montagne, Orme blanc ou Orme glabre est une des espèces d'ormes de taille moyenne à grande (jusqu'à 30 m), à feuillage caduc.
O olmo de montaña[1][2], tamén coñecido como ulmeiro de montaña[1][2] ou lamigueiro[1][2][3] (Ulmus glabra), é unha das especies do xénero Ulmus da familia das ulmáceas, típico das montañas de toda Europa. En Galiza hoxe é escaso, aparecendo algúns exemplares nas montañas orientais ou nas Fragas do Eume.
É unha árbore grande co toro recto e que pode acadar os 40 metros de altura; a casca é máis fibrosa ca o do olmo mediterráneo (‘’Ulmus minor’’), tamén presente en Galiza. As follas son estipuladas simples, alternas e caedizas, serradas, moi asimétricas na base e longamente acuminadas que presenta frecuentemente un saínte a cada lado. As flores, inconspicuas, hermafroditas e apétalas, aparecen en grupiños de 10-20 antes que as follas, ou sexa a principios da primavera. Os froitos (sámaras) - que son un elemento importante para a determinación específica - teñen forma suborbicular cun tamaño duns 2,5 por 2 cm, ás de bordos lisos e semente en posición central.
Este olmo atópase dende a península Ibérica até o Cáucaso, os Apeninos, o sur de Bretaña e Noruega. Na Península Ibérica medra entre os 1000 e os 1500 metros de altitude distribuíndose polo norte, especialmente nos Pireneos cataláns. Tamén aparece en Aragón, País Vasco, Cantabria, Asturias e Galiza. En Galiza non é moi común hoxe en día, aínda que se cre que o foi na antigüidade, antes da chegada da grafiose e das tallas indiscriminadas da Coroa Española na Idade Moderna no Reino de Galiza.
Algúns botánicos, en particular Lindquist[4] [1] (1931) propuxeron dividir a especie en dúas subespecies:
Porén, hai moita superposición entre as poboacións nestes trazos e a distinción pode deberse á influencia medioambiental, mais que a unha variación xenética; as subespecies non son aceptadas por, entre outros, Flora Europaea e Flora Ibérica.[5][6] Preto de 40 cultivares téñense logrado aínda que moitas, ao menos 30, probabelmente se teñan perdido para o cultivo como consecuencia da grafiose e outros factores. Entre eles cómpre citar dous con pólas penduradas:[7]
O olmo de montaña, tamén coñecido como ulmeiro de montaña ou lamigueiro (Ulmus glabra), é unha das especies do xénero Ulmus da familia das ulmáceas, típico das montañas de toda Europa. En Galiza hoxe é escaso, aparecendo algúns exemplares nas montañas orientais ou nas Fragas do Eume.
Gorski brijest (glatki brijest, lat. Ulmus glabra) je do 40 m visoko stablo ravnog debla i široke krošnje, raste obično u području šuma bukve.
Grančice su mu odebele i dlakave. Pupovi su tamni, rđasto-dlakavi i tupi. Lišće je obrnuto jajoliko, 8-16 cm dugo, veoma hrapavo, na bujnijim mladicama s 3 vrha. Cvjetovi su u ovećim kiticama, kojima su peteljke duže nego kod nizinskog brijesta. Prašnici su ljubičasti. Njuške su crvene, plodnica i sjemenka goli. Plod je do 2,5 cm dug, obrnuto jajolik. Sjemenka se nalazi u sredini ploda.
Raste u srednjoj i južnoj Europi, a prema sjeveru dopire znatno dalje od nizinskog brijesta. Rasprostranjen je i u Aziji. U Alpama ga ima do 1400 m visine.
Ulmus campestris L. (1753.); scabra Miller (1769.); montana Stocker (1787.); nuda Ehrh. (1791.); latifolia Salisbury (1796.); effusa Sibthorp (1794.); excelsa Borkhausen (1800.); glutinosa Willdenow (1809.); corylacea Dimortier (1827.); sparsa Dimortier (1827.); major Host(1827.); forficata Presl (1841.); viscosa Desf. (1821.); auriculata Hartig (1850.); leucosperma Schur (1853.); corylifolia Boreau (1857.); leucocarpa Schur (1866.); cabennensis Audibert (1873.); pannonica Simonkai (1898.); scabra var. typica (1904.); scabra var. montana (1910.) sukaczevii Andronov (1955).
Ovaj članak uključuje tekst iz Hrvatske enciklopedije, objavljivane od 1941. do 1945. godine, koja je javno dobro.
Gorski brijest (glatki brijest, lat. Ulmus glabra) je do 40 m visoko stablo ravnog debla i široke krošnje, raste obično u području šuma bukve.
Hórski wjaz (Ulmus glabra; syn.: Ulmus scabra, Ulmus montana) je rostlina ze swójby wjazowych rostlinow (Ulmaceae).
Hórski wjaz je štom, kotryž docpěwa wysokosć wot 30 m.
Skora je po dołhosću brózdźena.
Łopjena su šěroko-lancetojty, hrube, wótro rězane, na spódku njesymetriske, horjeka sylnje hrube, na delnim boku kosmate, docpěwaja dołhosć wot 8 hač do 12 cm a maja na woběmaj bokomaj 12-20 bóčnych nerwow.
Kćěje wot měrca hač do apryla. Kćenja so před łopjenami jewja a su nimale sedźace.
Płód docpěwa dołhosć wot 3 cm a njese křidleška. Symjo je w srjedźišću płoda.
Rosće we wudolinowych lěsach a chłódkojtych skłoninowych lěsach. Preferuje wot sakanja włóžne, wutkate a bazowe, často pohibowane, hlinjane a běłohlinowe pódy.
Rostlina w Europje rozšěrjena, w Alpach hač do wysokosćow wot 1400 m.
Hórski wjaz. W: FloraWeb.de. (němsce)
Hórski wjaz (Ulmus glabra; syn.: Ulmus scabra, Ulmus montana) je rostlina ze swójby wjazowych rostlinow (Ulmaceae).
Álmur (fræðiheiti Ulmus glabra) er hávaxið lauftré af álmsætt með breiða og hvelfda krónu. Heimkynni hanns eru í Evrópu, Litlu-Asíu og Kákasus. Álmurinn getur orðið allt að 40 metra hár.
Á Íslandi hefur hann náð 12-13 m hæð. Álmur á Túngötu í Reykjavík var valinn tré ársins 1999. [1]
Álmur (fræðiheiti Ulmus glabra) er hávaxið lauftré af álmsætt með breiða og hvelfda krónu. Heimkynni hanns eru í Evrópu, Litlu-Asíu og Kákasus. Álmurinn getur orðið allt að 40 metra hár.
Á Íslandi hefur hann náð 12-13 m hæð. Álmur á Túngötu í Reykjavík var valinn tré ársins 1999.
L'olmo montano (Ulmus glabra Huds.) è una pianta della famiglia Ulmacee.[2]
L'olmo montano può essere alto fino a 25 metri fusto dritto.
I rami possono partire dal tronco a breve altezza.
La corteccia quando è giovane è liscia, poi diventa squamosa.
Le foglie cadono in autunno, hanno forma ellittica e picciolo breve; sono facilmente riconoscibili per l'asimmetria della base.
I fiori compaiono prima delle foglie verso marzo-aprile e sono ermafroditi composti in 5-6 stami di colore fra il rosa ed il porpora.
I frutti vengono chiamati samare di forma simil ovale ed hanno un seme centrale.
La pianta deve essere piantata in terreni fertili profondi calcarei o silicei.
Si tratta di una specie d'importanza secondaria forestale.
Molto sensibile alla grafiosi, che può portare l'ulmus glabra alla morte.
Il colore del legno va dal bianco rosato fino a colori più scuri nel durame può essere usato per impallacciature ed essere impiegato per la fabbricazione compensati e mobili.
Lo si può trovare in tutta Europa.
In Italia lo si trova nelle Alpi e negli Appennini centrale e settentrionale ad una quota che varia dai 400 m ai 1400 m s.l.m. insieme ad altre latifoglie. Stazioni isolate di Ulmus glabra sono state scoperte sulle Madonie settentrionali[3] e sui Nebrodi[4] in Sicilia e rappresentano ad oggi il limite meridionale di distribuzione areale della specie in Europa.[3]
Guoba, terminologijoje Kalninė guoba (lot. Ulmus glabra, vok. Berg-Ulme) – guobinių (Ulmaceae) šeimos, guobų (Ulmus) genties lapuotis medis.
Jos natūralus paplitimo arealas labai platus – paplitusi beveik visoje Europoje. Vakaruose jos savaiminis išplitimo arealas Airijos saloje, rytuose apie Uralo kalnus, šiaurėje aptinkama apie vidurio Norvegiją iki 67° šiaurės platumose, pietuose iki Graikijos Peloponeso pusiasalio ir aptinkama Irane. Auga iki 1500 m aukščio altitudėse. Kalninė guoba sėkmingai aklimatizuota pietų Grenlandijoje apie Narsarsuaq gyvenvietę. Skandinavijoje sudaro ištisus guobynus.
Tai vietinė, savaime auganti Lietuvos medžių rūšis. Lietuvoje kalninė guoba nėra labai dažnai paplitusi. XIX a. 6 dešimtmetyje Lietuvoje guobynus apnaikino grybinė liga – guobų maras. Jos auga pavieniui paupiuose, pamiškėse, prie sodybų ir lapuočių miškuose. Ten kur auga visos trys guobų genties medžių rūšys (kalninė guoba, paprastoji vinkšna, paprastasis skirpstas), dažnai pasitaiko tarp jų hibridų. Reiklus dirvožemiui – mėgsta augti nuo silpnai rūgštaus iki kalkingo dirvožemio, derlinguose, puriuose priesmėliuose ir priemoliuose. Vidutiniškai reiklus dirvožemio drėgmei ir aukštam oro drėgnumui. Nepakenčia labai sausos žemės.
Tai greitai augantis, vidutinio aukščio medis. Užauga beveik iki 40 m aukščio ir iki 2 m skersmens kamienu.
Aukščiausia kalninė guoba auga Lenkijos Belovežo girioje, jos aukštis 38,40 m (pagal sausio 2011 metų duomenis, Tomasz Niechoda) ir kamieno apimtis 3,85 m matuojant 1,30 m aukštyje[1].
Didžiausios apimties kuri yra 4,67 m (pagal Martin Miklanek, 2012 metai), žinoma ir užregistruota auga šiaurės Slovakijos Rajecke Teplice miestelyje[2].
Gyvena iki 200–300 metų, nors yra Europoje pavienių medžių sulaukusių apie 400 metų amžiaus.
Laja tanki. Šakos tamsiai rusvos, stambios, augančios aukštyn. Jos žievė tamsiai ruda ir gilokai sueižėjusi. Jauni ūgliai tamsiai rudi, stori, tankiai plaukuoti. Pumpurai kūgiški arba kiaušiniški 7–9 mm ilgio, juosvai rudi, smailūs, plaukuoti, prisitvirtinę įstrižai šakelės ir nuo jos atspurę. Pumpurų žvyneliai vienodai tamsiai rudi, apaugę rūdiškais plaukeliais. Lapai stambūs, atvirkščiai kiaušiniški arba plačiai ovalūs, tamsiai žali, apaugę šiurkščiais plaukeliais 6–17 cm ilgio ir 3–12 cm pločio. Lapas gale staiga nusmailėjęs, o jo kraštai dvigubai stambiai pjūkliški, pamatas beveik simetriškas. Abiejose lapų pusėse šakojasi daugiau kaip po dvi šonines gyslas. Rudenį lapai pagelsta. Lapkotis trumpas, tvirtas, storas ir plaukuotas iki 0,5 cm ilgio. Žiedai pavieniai kuokštuose su trumpais apie 1 cm koteliais. Augdama atviroje vietoje pradeda derėti apie 15 m amžiaus ir dera beveik kasmet. Sparnavaisis ovalus arba atvirkščiai kiaušiniškas 2-2,5 cm ilgio ir 1,5-2 cm pločio, šviesiai gelsvai rudas, neplaukuotas. Vaisius – riešutėlis sparnavaisio centre.
Pradeda žydėti nuo 20–30 metų. Žydi prieš skleidžiantis lapams, balandžio pabaigoje – gegužės pradžioje.
Kalninė guoba pakankamai atspari šalčiui, puikiai atlaiko iki -30 °C šalčius, pakenčia unksmę. Nebijo karpymo, vidutiniškai atspari užterštam miestų orui, bet nukenčia nuo guobų maro, ypač pakelių miškuose ir priemiesčių zonose, tad plačiai jas auginti nepatartina.
Mediena tvirta, tad iš guobų medienos seniau buvo gaminti net vežimų ratai. Auginama parkuose, prie sodybų.
Mokslinio, lotynų kalba rūšies pavadinimo autorius William Hudson, gyvenęs 1730–1793 metais.
Kalninės guobos lapeliai su keletų lapo gale esančių smaigalėlių
Iliustruotas Lietuvos augalų genčių vardynas · Lietuvos vietinės medžių ir krūmų rūšys · Lietuvos išskirtiniai medžiai · Lietuvos svetimžemė dendroflora · Pasaulio išskirtiniai medžiai
Miškas · Miško skliautas · Lietuvos miškai · Pasaulio miškai (šalys pagal miškų plotą) · Miškų nykimas (neteisėtas miško kirtimas)
Miškininkystė (ekologinė miškininkystė) · Miško atkūrimas · Įveisimas · Miškų ūkis · Miškų urėdija · Girininkija · Eiguva · Lietuvos miškų institutas
Guoba, terminologijoje Kalninė guoba (lot. Ulmus glabra, vok. Berg-Ulme) – guobinių (Ulmaceae) šeimos, guobų (Ulmus) genties lapuotis medis.
Parastā goba (Ulmus glabra) ir gobu dzimtas vasarzaļi koki. Šī suga ir no gobu ģints sugām visizplatītākā Eiropā, tajā skaitā arī Latvijā. Parastās gobas izaug no 15 līdz 30 metru augstumam. Tā lapas ir eliptiskas, pamīšus sakārtotas, kuru malas ir divkārtzāģzobainas. No parastās vīksnas gobu visdrošāk atšķirt pēc ziediem un augļiem, bet iespējams arī pēc lapām. Auglis ir plakans spārnulis. Parasti zied aprīlī un maijā.
De ruwe iep (Ulmus glabra) of bergiep is een boom uit de iepenfamilie (Ulmaceae) die van nature voorkomt in Noord- en Midden-Europa en in westelijk Azië. De soort is veel te zien in stadsparken en op kerkhoven. De boom groeit het beste op stikstofhoudende grond.
De boom heeft een brede, koepelvormige kroon met takken die ombuigen en kronkelen. De laagstgeplaatste takken raken soms de grond (zie foto).
De boomschors is glad en zilverachtig grijs bij jonge bomen. Als de boom ouder wordt, verandert de schors. Deze wordt dan bruin en krijgt een netwerk van brede, grijsbruine richels.
De boom heeft stevige, roodbruine twijgen. In de jeugd zijn deze bedekt met kleine haartjes. De knoppen zijn spits en dof roodbruin en zijn bedekt met rode haartjes. De bloemknoppen zijn ronder en zitten lager.
De bladeren zijn eirond tot omgekeerd eirond. Ze zijn toegespitst en hebben een erg scheve bladvoet. De bladrand is dubbelgetand. De bladeren kunnen maximaal 18 x 9 cm groot worden, maar zijn vaak circa 14 x 7 cm groot. De bladsteel is harig en heeft een lengte van 2-5 mm. De bovenzijde van het blad is donkergroen en erg ruw. De onderzijde is bleker van kleur. Ook is de onderkant zachtbehaard.
De ruwe iep heeft donkere, paarsrode bloemen. Deze komen aan de boom te zitten voordat de bladeren uitlopen. De bloemen vormen dichte kluwens. De vruchten zijn heldergroene vleugels met een nootje in het midden. Ze hangen in trossen en zijn al zichtbaar voordat het blad verschijnt. Voordat ze afvallen (in juni) worden ze bruin.
De ruwe iep levert zwaar, taai hout dat gebruikt kan worden voor boten en wagens, voor handvatten van gereedschap en voor ruw timmerwerk.
De ruwe iep is een waardplant voor de iepenpage en voor de gehakkelde aurelia.
Mediabestanden die bij dit onderwerp horen, zijn te vinden op de pagina Ulmus glabra op Wikimedia Commons. De ruwe iep (Ulmus glabra) of bergiep is een boom uit de iepenfamilie (Ulmaceae) die van nature voorkomt in Noord- en Midden-Europa en in westelijk Azië. De soort is veel te zien in stadsparken en op kerkhoven. De boom groeit het beste op stikstofhoudende grond.
Alm (Ulmus glabra) er eit tre i almeslekta. Almen høyrer til dei varmekjære trea. Han treng god jord. Alm er utbreidd over store delar av Eurasia og Nord Afrika. I Europa veks han nord for Appenninane, Pyreneane og Balkanfjella. Almen kan verte opptil 40 m høy, og har grå bork som på eldre tre gjerne vert oppsprukken. Han har pælerot som går djupt i jorda.
I nyare tid har almen vore alvorleg truga av «almesjuka». Denne sjukdomen, som skuldast ein soppart, har nærast utradert almen på store delar av kontinentet. I Noreg, der almebestanden ligg spreidd, har ikkje sjukdomen fått feste. Alm veks fyrst og fremst i varme, sørvende lier nord til Nordland i Noreg. I Beiarn finn ein nordlegaste førekomsten i verda.
Blada på almen er skeive nedst og har korte stive hår, så dei er ru å kjenne på. Dei har dobbelt sagtanna rand. Blomane sit i små knippe, og i blomen er det både mjølknappar og fruktknute. Almen blømer tidleg om våren, før lauvet kjem på treet. Frukta er ei lita nøtt med ei brei lauvtynn fruktveng, så ho kan førast lang veg med vinden. Får trea vekse fritt lagar dei ofte breie, eggforma kroner.
Alm er eit middels tungt treslag. Veden er sterk, elastisk, slitesterk og har stor styrke mot slag. Den har såleis hatt mange bruksområde. Den har mellom anna vorte brukt til reiskapar, skaft og eiker i hjul. Den egnar seg godt til ulike sportsartiklar. Alm er etterspurd som emne til dreiing. Sidan kjerneveden held seg godt i jord og vatn, har den vore brukt til vassrøyr og til sluser i kanalar. Overflata er lett å behandle, og han har vorte brukt til møblar og panel.
Almeski har vore rekna for å vere svært glatte. Nokre stader har det vorte sagt at den som omkom med almeski på beina, ikkje kom i vigsla jord på vanleg vis. Skiene glei så godt at bruken av dei kunne føre til sjølvmord. Det har og heitt seg at at det var ulovleg å lage almeski. Det kan ha samanheng med vyrdnad for almen som mattre. Eller det kan grunnast i eit skriv som Norges Vel gav ut i 1808, der det vert innprenta at alm måtte brukast til mat, og ingen ting anna. Almeveden har stor brennverdi. Han er vanskeleg å kløyve.
Alm har vorte rekna som ei verdfull matplante. Inste laget av borken har vore brukt til borkebrød. Særleg har dette vore tilfelle i naudår. Almebork har og vorte bruk i brødmjølet når det ikkje har vore naud. Borken, og delvis tynne kvistar, vart oppkutta, godt tørka og malen. Og så blanda i brødmjølet. Alm har den eigenskapen at han gjer brøddeigen seigare og betre å bake. Det kunne vere umoge korn eller korn som kom dårleg i hus som gav så stutt mjøl at det var vanskeleg å bake. Ofte var det vatn som almebork var oppbløytt i dei hadde i deigen. Det er hovudsak til flatbrød vi høyrer om borkemjøl. Med det er og overleveringar om bruk til omnsbrød og til graut.
Alm har vore rekna som svært god til husdyrfôr. Sidan alm dei fleste stader ikkje er ei talrik plante, og fordi den har vore verdfull til folkemat, har bruken til fôr likevel vore liten. Både bork, lauv og kvist vart brukt. Bruken har vore noko ulik i ulike distrikt. Det vanlegaste har vore: almelauv til grisen. Kalvedrikk laga av bork. Kvist og lauv til sauen. Og bork, kvist og lauv til kua.
I liten grad har almebast vorte brukt til å lage reip , og til barking og farging.
For at alm skulle verte mest mogleg produktiv, vart den styvd (greinene nedskorne) med nokre års mellomrom.
Kor verdfull almen har vore kan vi forstå av dei mange stadnamna med alm i seg.
I norrøn mytologi var Embla den fyrste kvinna.Ho vart til ved at Odin bles liv i ein almestokk.
Wikimedia Commons har multimedia som gjeld: Alm Alm (Ulmus glabra) er eit tre i almeslekta. Almen høyrer til dei varmekjære trea. Han treng god jord. Alm er utbreidd over store delar av Eurasia og Nord Afrika. I Europa veks han nord for Appenninane, Pyreneane og Balkanfjella. Almen kan verte opptil 40 m høy, og har grå bork som på eldre tre gjerne vert oppsprukken. Han har pælerot som går djupt i jorda.
I nyare tid har almen vore alvorleg truga av «almesjuka». Denne sjukdomen, som skuldast ein soppart, har nærast utradert almen på store delar av kontinentet. I Noreg, der almebestanden ligg spreidd, har ikkje sjukdomen fått feste. Alm veks fyrst og fremst i varme, sørvende lier nord til Nordland i Noreg. I Beiarn finn ein nordlegaste førekomsten i verda.
Alm (Ulmus glabra) er et løvtre i slekten almer. Almen kan bli opptil 40 m høy, og har grå bark som på eldre trær gjerne blir oppsprukket. I nyere tid har almen vært alvorlig truet av «almesyken». Denne sykdommen, som skyldes en soppart, har nærmest utradert almen fra store deler av kontinentet. I Norge, hvor almebestandene ligger spredt, har ikke sykdommen fått feste. Flere steder på Vestlandet har hjort ringbarket en vesentlig andel av almetrærne. Hjorten ringbarker selv de største almene i fjordliene i denne regionen og i flere naturreservater er hoveddelene av alle almetrær ringbarket.[trenger referanse] Alm vokser i Norge først og fremst i varme, sørvendte lier nord til Nordland. (Nordligste forekomst finnes i Arstadlia–Tverviknakkan naturreservat i Beiarn.) Veden er hard og har stor brennverdi. Tidligere ble bladverket mye benyttet som dyrefôr, og styvede, gamle almetrær er et vanlig syn, spesielt på Vestlandet.
Bergalm (Ulmus ssp. montana) er en underart av alm, som kan bli 15 meter høy og er mer nordlig. Den vokser i steinurer og i bekkefar og daler og er klart formet som en utovergrenet busk. Bladplatene er tykke og læraktige, avlange og sagtannede.
I tidligere tider ble den indre delen av almebarken malt opp og brukt som tilsetning i barkebrød.
Alm har ingen egen skogbestand i Norge, men den kan forekomme i dominerende enkeltflekker og i lier. I Norge er alm vanligst i lavlandet i sør og langs kysten til polarsirkelen. De mest kjente stedene man finner alm er Alvdal, Gol, Nore og Uvdal. Det finnes også en liten almskog på øya Gudfjellet, som ligger i Tunnsjøen lengst nord i Nord-Trøndelag. I 1949 ble det telt omkring 150-200 trær. Området som almen vokser på er i dag naturreservat. Tunnsjøen ligger like ved grensen til Sverige. Grensen mellom Nordli og Røyrvik går rett over øya.
Almen har lett for å få en almesykesopp, den sprer seg fort og dreper trærne. Almen er blitt utryddet i flere land i Europa og i Nord-Amerika. I Norge har man satt opp en «branngate». I dette området, mellom Vestfold og Telemark, blir almen overvåket nøye. Blir en alm angrepet av denne soppen, må den graves ned eller brennes.
Norges høyeste alm idag vokser på kirkegården i Risør.[2] Den er i overkant av 35 m høy. Alder anslås til 200 år.
Nedkvitne, Knut og J. Gjerdåker Alm i norsk natur og tradisjon
Denne botanikkrelaterte artikkelen er foreløpig kort eller mangelfull, og du kan hjelpe Wikipedia ved å utvide den. Alm (Ulmus glabra) er et løvtre i slekten almer. Almen kan bli opptil 40 m høy, og har grå bark som på eldre trær gjerne blir oppsprukket. I nyere tid har almen vært alvorlig truet av «almesyken». Denne sykdommen, som skyldes en soppart, har nærmest utradert almen fra store deler av kontinentet. I Norge, hvor almebestandene ligger spredt, har ikke sykdommen fått feste. Flere steder på Vestlandet har hjort ringbarket en vesentlig andel av almetrærne. Hjorten ringbarker selv de største almene i fjordliene i denne regionen og i flere naturreservater er hoveddelene av alle almetrær ringbarket.[trenger referanse] Alm vokser i Norge først og fremst i varme, sørvendte lier nord til Nordland. (Nordligste forekomst finnes i Arstadlia–Tverviknakkan naturreservat i Beiarn.) Veden er hard og har stor brennverdi. Tidligere ble bladverket mye benyttet som dyrefôr, og styvede, gamle almetrær er et vanlig syn, spesielt på Vestlandet.
Bergalm (Ulmus ssp. montana) er en underart av alm, som kan bli 15 meter høy og er mer nordlig. Den vokser i steinurer og i bekkefar og daler og er klart formet som en utovergrenet busk. Bladplatene er tykke og læraktige, avlange og sagtannede.
Costo artìcol a l'é mach në sbòss. Da finì.
Da finì.
Da finì.
Costo artìcol a l'é mach në sbòss. Da finì.
DistribussionDa finì.
NotissieDa finì.
Wiąz górski, w. szorstki, brzost (Ulmus glabra Huds.) – gatunek drzewa należący do rodziny wiązowatych (Ulmaceae). Jest gatunkiem pospolitym w całej Polsce. Występuje także na Bałkanach, Krymie, Kaukazie i w Azji Mniejszej.
Najczęściej występuje na wyżynach i górach, nawet do wysokości 1200 m n.p.m.; ponadto na cienistych stokach i w wąwozach, rzadziej na nizinach. W klasyfikacji zbiorowisk roślinnych gatunek charakterystyczny dla All. Tilio platyphylli-Acerion pseudoplatani[4]. Gatunek ten jest rośliną żywicielską (podobnie jak inni przedstawiciele rodzaju wiąz) gąsienic motyla ogończyka wiązowca[5]. Wiązy górskie mogą być dość stare i liczyć sobie nawet 400 lat, przy trzymetrowej pierśnicy[3].
Dawniej pospolity wiąz górski staje się coraz rzadszy i jest poważnie zagrożony. Przyczyną jest infekcja grzybowa przenoszona przez owada ogłodka wiązowca[6]. Grzyb ten atakuje wiązki naczyniowe w drewnie, wywołując chorobę zwaną holenderską chorobą wiązu, która powoduje w krótkim czasie obumarcie drzewa[6]. Choroba ta atakuje wszystkie gatunki wiązów i nie można jej zwalczyć chemicznie[6].
Wiąz górski, w. szorstki, brzost (Ulmus glabra Huds.) – gatunek drzewa należący do rodziny wiązowatych (Ulmaceae). Jest gatunkiem pospolitym w całej Polsce. Występuje także na Bałkanach, Krymie, Kaukazie i w Azji Mniejszej.
Ulmus glabra é uma espécie de planta com flor pertencente à família Ulmaceae. A autoridade científica da espécie é Huds., tendo sido publicada em Flora Anglica 95. 1762. É conhecido popularmente como olmo, ulmo e olmeiro. É própria da Europa e ausente dos trópicos. Possui folhas simples e dísticas, exíguas flores, monoclamídeas, fruto drupáceo e madeira com importância local.[1]
Trata-se de uma espécie presente no território português, nomeadamente em Portugal Continental. Em termos de naturalidade, é introduzida na região atrás indicada.
Não se encontra protegida por legislação portuguesa ou da União Europeia.
"Olmo" e "ulmu" procedem do latim ulmu.[2] "Ulmus glabra" é um termo latino que significa "olmo suave, liso".[3]
Ulmus glabra é uma espécie de planta com flor pertencente à família Ulmaceae. A autoridade científica da espécie é Huds., tendo sido publicada em Flora Anglica 95. 1762. É conhecido popularmente como olmo, ulmo e olmeiro. É própria da Europa e ausente dos trópicos. Possui folhas simples e dísticas, exíguas flores, monoclamídeas, fruto drupáceo e madeira com importância local.
Brest horský (Ulmus glabra) je najrozšírenejší európsky strom z rodu brest.
Je to veľký horský strom, rastie do nadmorskej výšky 1 500 m n. m., preferuje vlhkú a humóznu pôdu[3]. Dobre znáša zatienenie.[4] Drevo sa využíva v stavebníctve, vysádza sa ako okrasná drevina. Je odolnejší na „brestový mor“ ako ostatné druhy brestov, aj preto sa dožíva viac ako 400 rokov.[2] Drevo je dekoratívne, tvrdé ale krehké.[5]
Rastie od Írska východne po pohorie Ural a od severného polárneho kruhu po Peloponéz, rastie aj v Iráne. V Škandinávii dokáže formovať brestový les. Bol úspešne introdukovaný aj v Grónsku.
Na území Slovenska ide o pôvodnú drevinu. Rastie v pohoriach na celom území okrem najnižších polôh. Najviac sa zachoval na východe územia. V minulosti bol zastúpený v 0,45 % lesnej plochy, dnes (2008) do 0,03 % = 573 ha. Patrí medzi ohrozené hospodárske dreviny.[4]
Niektorí botanici, hlavne Lindquist (1931), navrhujú poddruhy:[6]
Medzi týmito populáciami je časté prekrývanie, ich charakteristické vlastnosti môžu byť spôsobený skôr prostredím ako genetikou. Poddruhy napríklad neakceptuje Flora Europaea.[9]
Jedince niekedy dosahujú výšky 40 m, zvyčajne so širokou a otvorenou korunou, kmeň s priemerom do 2 metrov. Borka má černasté až tmavohnedé sfarbenie, u starých stromov husto rozpukaná do hĺbky.[4] Prirodzene sa reprodukuje semenami. Tento strom je pozoruhodný svojimi veľmi tuhými, pružnými mladými výhonkami. Striedavé listy sú opadavé, 6 až 17 cm dlhé o široké 3 - 12 cm, zvyčajne opakujúce sa s asymetrickou základňou. Lalok často úplne pokrýva krátku (<5 mm) stopku; horný povrch je drsno chlpatý. Listy na semenáčikoch alebo jedincoch rastúcich v tieni, majú niekedy tri alebo viac lalokov v blízkosti vrcholu.[10] Kvety sú obojpohlavné a jednodomé sa objavujú pred listami skoro na jar. Majú červenkastú farbu bez okvetných lístkov. Vytvárajú sa v zhlukoch po 10 až 20; na 4 mm naprieč a 10 mm dlhých stonkách. Sú opeľované vetrom. Ovocie je zelená okrídlená nažka 20 mm dlhá a 15 mm široká. V strede má jedno okrúhle, 6 mm veľké semeno, ktoré dozrieva neskoro na jar.[11][12]
brest blízko Castle Douglas, Galloway, neskorý apríl
Kmeň
Kôra, jedinec starý asi 100 rokov
kvety
semená
nažka v máji; Göteborg, Švédsko
nažky so semenom v strede
U. glabra semenáčik, s klíčnymi listami ()
mladé listy s nezrelým ovocím
Listy s ďalšími lalokmi
U. glabra subsp. montana
U. glabra subsp. montana, na okraji Edinburghu
Listy toho istého, október
Suché listy U. glabra subsp. montana
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Brest horský
Tento článok je čiastočný alebo úplný preklad článku Ulmus glabra na anglickej Wikipédii.
Brest horský (Ulmus glabra) je najrozšírenejší európsky strom z rodu brest.
Je to veľký horský strom, rastie do nadmorskej výšky 1 500 m n. m., preferuje vlhkú a humóznu pôdu. Dobre znáša zatienenie. Drevo sa využíva v stavebníctve, vysádza sa ako okrasná drevina. Je odolnejší na „brestový mor“ ako ostatné druhy brestov, aj preto sa dožíva viac ako 400 rokov. Drevo je dekoratívne, tvrdé ale krehké.
Gorski brest , v Sloveniji poznan tudi pod imenom Goli brest (znanstveno ime Ulmus glabra) je najbolj razširjena vrsta brestov v Sloveniji.[1]
Gorski brest je listopadno drevo, ki lahko v višino doseže do 35 m in ima premer debla do 150 cm. Deblo ima temno sivo skorjo, ki je pri mladih drevesih gladka, kasneje pa postane plitvo razpokana. Poganjki so rjavi in posuti z lenticelami. Veje so enakomerno porazdeljene in tvorijo široko krošnjo. Ob deblu rastejo navzgor, z oddaljenostjo od debla pa se povesijo. Koreninski sistem je močan, a ne sega globoko pod površje.[1] Listi so enostavni, narobe jajčasti ali eliptični, dolgi med 8 in 17 cm in široki med 3 in 12 cm. Imajo dvakrat napiljen listni rob in kratek pecelj, ki ni daljši od 5 cm. Drevo zacveti pred olistanjem, običajno v začetku aprila, cvetovi pa so dolgi okoli 5 mm, dvospolni in rastejo v šopih ali posamično na 10 mm dolgih pecljih. Plod je krilati orešek dolg od 2 do 2,5 cm in širok okoli 1,5 cm.[2][3] Dozori proti koncu maja ali v začetku junija.
Gorski brest je samonikel od Irske do Urala in od arktičnega kroga na severu do Peloponeza na jugu. Ločena populacija se nahaja tudi v Iranu. Najbolje uspeva v vlažni zemlji,[4] vendar ne prenaša poplav, dobro pa prenaša onesnažen mestni zrak. V naravi se vrsta širi samo s pomočjo semen. V Sloveniji je gorski brest razširjen povsod, razen v Istri in na Obali, kjer raste na nadmorskih višinah med 400 in 1200 m, redkeje tudi do 1500 m. Najpogostejši je v gorskem jelovem gozdu in gorskem ter predgorskem bukovem gozdu, pogosto v združbah z velikim jesenom in gorskim javorjem.[1]
Ob ugodnih rastnih razmerah lahko gorski brest doseže starost nekaj sto let. Njegov les ima lepo barvo in teksturo in je nasploh izredno kakovosten. Ima ozko plast beljave in rdečkasto rjavo črnjavo z zelenkastim odtenkom. Njegova gostota znaša okoli 620 kg/m3, uporablja pa se predvsem v mizarstvu za pohištvo. V preteklosti so ga uporabljali tudi v kolarstvu za izdelavo vozov in kočij.[1]
Kot vse vrste brestov, je tudi gorski brest zelo dovzeten za holandsko bolezen brestov,[5][6] ki ogroža njegov obstoj, vendar pa je za bolezen nekoliko manj dovzeten kot sorodni poljski brest.
Gorski brest , v Sloveniji poznan tudi pod imenom Goli brest (znanstveno ime Ulmus glabra) je najbolj razširjena vrsta brestov v Sloveniji.
Skogsalm, i dagligt tal alm (Ulmus glabra Huds.), är ett träd i familjen almväxter. Alternativt är skogsalm det svenska namnet på underarten Ulmus glabra ssp. glabra; den underarten heter bergalm (Ulmus glabra ssp. montana).[2]
Skogsalm är ett 30 – 40 meter högt träd, med elliptiska och mycket sträva blad med dubbelsågad kant.[2]
Blommar rikt på bar kvist i april — maj med tvåkönade blommor. Trädets frukt är en bevingad nöt med bred kanthinna, som sprids med vinden.
När frukterna fallit från träden ser det nästan ut som att det ligger slantar på marken som virvlar runt så till den grad att de utan vidare blåser in i bottenvåningen på hus.
Frömjölet (pollen) kan orsaka allergiska besvär hos känsliga personer.
Almar planteras ofta som vård- och alléträd. Almbestånd i bland annat Sverige har under senare delen av 1900-talet drabbats hårt av almsjuka.
Almen invandrade till Skandinavien från söder 8 000 — 7 500 f.Kr. och spred sig främst under värmeperioden 6 000 — 3 000 f.Kr. Den växte då upp till norra Jämtland och södra Lappland. Efter värmeperiodens slut drog den sig tillbaka, och finns numera endast sporadiskt norr om norrlandsgränsen.
Idag är alm Upplands landskapsträd.[3]
Alm förekommer naturligt i större delen av Europa och österut till Centralasien, Turkiet, Syrien och Iran. I Norden finns skogsalmen över en stor del av fastlandet, i Norge upp i Nordland fylke, i Sverige till Ångermanland och sydligaste Lappland eller ungefär så långt som hassel går, och även i södra Finland.
Den växer på skogsängar, lövskogklädda bergväggar m m, men är inte vanlig. Ju längre mot norr, desto sällsyntare är den. Till slut anträffas endast enstaka träd på den branta sydsidan av några norrländska berg som en liten kvarleva från en varmare tidsperiod, och som uthärdat nutidens klimat.
I vilt tillstånd har den mycket anspråkslösare dimensioner än det planterade trädet. I våra parker och alléer blir almen sannolikt högst av alla träd i närheten, upp till över 30 meter, men inte så väldig i bredd och massa, som till exempel lönn och lind.
Den ger mycket skugga genom att grenarna och deras kvistar utbreder sig i vågräta plan. Dessutom är de tvåsidigt ordnade bladen ställda vågrätt i tät bladmosaik (likt bok). Vid starkt solsken viker det sig bladen likt ett V för att minska avdunstningen. Dess löv är mycket sträva att ta på.
På senare år har stora bestånd av alm dukat under för almsjuka i södra Sverige och på kontinenten. Almsjuka är en svampinfektion som sprids via angrepp från almsplintborre.[4]
Sjukdomen är vida spridd även i Nordamerika och Asien, varifrån den spridits med hjälp av planterade träd. I Sverige upptäcktes den på 1950-talet. Sedan 1980-talet är sjukdomen utbredd i almbestånd i södra Sverige upp till Mälardalen.[4]
Almsjuka har funnits tidigare i historien, och möjligen var den orsak till det så kallade almfallet cirka 3 900 år f.Kr.[4]
Stammen ger ett mycket starkt, vackert ådrigt, möbelvirke. Virke av alm har använts även som material till bland annat segelfartygs och kanalpråmars bottenplankor, särskilt i Storbritannien. Mot slutet av 1860-talet hade en typisk variant av kompositbyggt fartyg växt fram. Det vill säga träfartyg byggt på järnspant, en köl av alm – oftast i mycket grov storlek, upp till 40 cm i fyrkant. Även bordläggningen var ofta av alm. Det berömda klipperskeppet Cutty Sark har som ett exempel en bordläggning av alm upp till däckbalkarna för övre däck, och ovanför det bordläggning av teak.[5]
De små almfrukterna (som ofta växer rikligt i klasar) går även att äta, åtminstone så länge de är ljust gröna och inte gulnat/torkat in; antingen direkt ur handen,[6] i grönsallad eller stekt i smör. De har en svagt nötaktig smak.[7]
Almfröet är en bevingad nöt och är känd som manna. Efter någon eller några veckor faller den rika fruktsättningen till marken, varefter den kan samlas i drivor. Möjligen är det denna ymniga fröspridning som åsyftas i uttrycket "när det regnar manna från himlen har den fattige ingen sked".[6]
Arten är känd som skogsalm alternativ alm. Något förvirrande kallas även en av underarterna för skogsalm.
Två underarter erkänns; subsp. glabra och ssp. montana, bergalm. Den senare är mer lågväxt och har jämnt avsmalnande blad med trubbigare tänder. Andra namnsorter av skogsalm är hängalm (Ulmus glabra 'Camperdownii') och pyramidalm (Ulmus glabra 'Exoniensis').
Stammens bark
Början till utspritt rotsystem, som ger stöd i våtmarker
Ulmus glabra var. Exoniensis
Lägg märke till riktigt utförda beskärningar på stammarna
Nästan färdigt bäverarbete
Blad och fröämnen
Höstlöv
Blad
Lägg märke till den naggade kanten
Blomma
Knoppar
Svulst efter angrepp av insekten Colopha compressa
Wikimedia Commons har media som rör Skogsalm.
Skogsalm, i dagligt tal alm (Ulmus glabra Huds.), är ett träd i familjen almväxter. Alternativt är skogsalm det svenska namnet på underarten Ulmus glabra ssp. glabra; den underarten heter bergalm (Ulmus glabra ssp. montana).
Skogsalm är ett 30 – 40 meter högt träd, med elliptiska och mycket sträva blad med dubbelsågad kant.
Blommar rikt på bar kvist i april — maj med tvåkönade blommor. Trädets frukt är en bevingad nöt med bred kanthinna, som sprids med vinden.
När frukterna fallit från träden ser det nästan ut som att det ligger slantar på marken som virvlar runt så till den grad att de utan vidare blåser in i bottenvåningen på hus.
Frömjölet (pollen) kan orsaka allergiska besvär hos känsliga personer.
Almar planteras ofta som vård- och alléträd. Almbestånd i bland annat Sverige har under senare delen av 1900-talet drabbats hårt av almsjuka.
Ulmus glabra là một loài thực vật có hoa trong họ Ulmaceae. Loài này được Huds. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1762.[1]
Bài viết liên quan đến bộ Hoa hồng này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Ulmus glabra là một loài thực vật có hoa trong họ Ulmaceae. Loài này được Huds. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1762.
Ulmus glabra Huds.
Вяз шерша́вый, или Ильм го́рный, или Вяз го́рный (лат. Úlmus glábra) — растение; вид рода Вяз семейства Вязовые.
Ареал вида включает в себя Центральную и Восточную Европу, Крым, Кавказ и Малую Азию. В Норвегии вяз шершавый заходит за Полярный круг немного выше 68° с.ш. (самое северное в мире природное местонахождение рода Ulmus)[2], в Швеции достигает широты чуть севернее 65° с.ш., в Финляндии проникает за 63° с.ш. Северная граница произрастания вяза шершавого в России проходит через южные районы Республики Карелия (в Карелии даже есть единичное местонахождение, расположенное слегка к северу от 64° с.ш.), Архангельской области и Республики Коми[3][4]. К югу от этой линии данный вид встречается в малом количестве во втором ярусе хвойных и хвойно-широколиственных лесов, на водоразделах и в долинах рек. Растение является одним из характерных видов широколиственных лесов. В дубовых и липовых лесах зоны широколиственных лесов он растёт как примесь в первом и во втором ярусе. В степной зоне встречается в балочных лесах, поймах и на склонах террас речных долин. Вяз шершавый растёт также на чернозёмах, но не может выносить засолённые почвы. В горах Кавказа он может подниматься на высоту около 1400 метров над уровнем моря[5]. По мнению некоторых специалистов, вяз приземистый Ulmus pumila, произрастающий в Западной Сибири, на юго-востоке Казахстана (в горах Заилийского Алатау[6]) и в ряде других азиатских стран, является разновидностью вяза шершавого Ulmus glabra var. pumila.
Дерево высотой до 30 м и до 2 м диаметром с густой широко-цилиндрической, сверху округлой кроной. Кора бурая, глубоко пронизана трещинами. Листья эллиптические или продолговато-обратнояйцевидные, длиной 8—15 см[5].
Женские цветки собраны в пазушные пучки и сидят на коротких цветоножках. Мужские пыльники фиолетовые. Цветки появляются в марте или в апреле. Плод — овальная или обратнояйцевидная крылатка, диаметром до 2,5 см. Вначале она опушённая, затем становится голой, с небольшой выемкой на конце и в центре с семенем. Растение плодоносит в мае-июне[5].
По данным The Plant List[7]:
Вяз шерша́вый, или Ильм го́рный, или Вяз го́рный (лат. Úlmus glábra) — растение; вид рода Вяз семейства Вязовые.
光榆（学名：Ulmus glabra），又名无毛榆、苏格兰榆（Scotch elm、Scots elm），是榆属下的一种大型落叶乔木，高度可达40米，分布于爱尔兰到乌拉尔山脉的广大欧洲山区[2]，向北分布范围可达北纬67度，是欧洲常见的一种榆树。
光榆喜好河谷附近的肥沃土壤[3]，但其不耐水而耐旱[4]。它主要靠种子来传播，无根蘖，可嫩枝扦插。[5]
光榆（学名：Ulmus glabra），又名无毛榆、苏格兰榆（Scotch elm、Scots elm），是榆属下的一种大型落叶乔木，高度可达40米，分布于爱尔兰到乌拉尔山脉的广大欧洲山区，向北分布范围可达北纬67度，是欧洲常见的一种榆树。
_IMG_36365.JPG)
_IMG_36365.JPG)
.jpg)
_IMG_36365.JPG)
.jpg)
.jpg)
_IMG_36365.JPG)
