L'ostra comuna (Ostrea edulis) és una espècie d'ostra nativa d'Europa i coneguda també com a ostra plana europea. L'epítet del nom científic, edulis significa "comestible". Els exemplars madurs fan de 4 a 11 cm de diàmetre.[3] La seva distribució natural és des del centre de Noruega al Marroc i la major part de les Illes Britàniques i la costa del Mediterrani.[4] També es cultiva en aqüicultura a Amèrica del Nord. Les malalties han delmat la producció d'aquesta ostra i actualment la substitueix en un 75% l'ostra del Pacífic Crassostrea gigas
L'ostra comuna (Ostrea edulis) és una espècie d'ostra nativa d'Europa i coneguda també com a ostra plana europea. L'epítet del nom científic, edulis significa "comestible". Els exemplars madurs fan de 4 a 11 cm de diàmetre. La seva distribució natural és des del centre de Noruega al Marroc i la major part de les Illes Britàniques i la costa del Mediterrani. També es cultiva en aqüicultura a Amèrica del Nord. Les malalties han delmat la producció d'aquesta ostra i actualment la substitueix en un 75% l'ostra del Pacífic Crassostrea gigas
Ústřice jedlá (Ostrea edulis; Linnaeus, 1758) je mořský mlž z čeledi ústřicovitých, který je hojně chován pro gastronomii. Konzumuje se maso, které je chráněnou dvojicí skořápek dorůstající velikosti až 20 cm. Původně se vyskytovala v oblasti severovýchodního pobřeží Atlantického oceánu, ale v 40. a 50. letech 20. století byla zavlečena i na východní pobřeží USA, kde se její populace uchytila a úspěšně zabydlela.
Pro svůj přirozený výskyt ústřice vyhledává nepříliš chladné vody. V Evropě, kde se původně vyskytovala,[2] se nacházela ve vodách Atlantického oceánu, ve Středozemním moři, v kanálu La Manche.[2] Nevyskytuje se v Baltském a Černém moři kvůli jejich nízké salinitě.[3] Vyskytuje se tak na pobřeží západní Evropy, respektive od Maroka po Norsko v oblasti severního a východního Atlantiku.[2]
Ve 40. a 50. letech 20. století došlo k zavlečení ústřice jedlé do vod okolo východní části Severní Ameriky od oblasti Maine až po Rhode Island, kde se populace ujala a v současnosti se zde volně šíří a žije.[2]
Ústřice patří již několik století na jídelníček lidí. Již antičtí Římané vytvářeli rybníky pro chování ústřic a jejich následnému sběru. Od 17. století probíhal ve Francii na pobřeží Atlantiku sběr ústřic ze skal a jejich následné umisťování do slaných rybníků budovaných ve slaných mokřadech, kde ústřice rychleji dorůstaly, což je zapříčiněno tím, že ústřice rostou rychleji ve slanější vodě. Následný rozvoj rybolovu v 18. a 19. století vedl k nadměrnému lovu ústřic, který měl za následek vyčerpání přírodních kolonií ústřic, k čemuž přispělo značnou mírou i několik chladných zim. Následný nedostatek ústřic vedl k tomu, že se začaly hledat způsoby, jak zabezpečit zásobování ústřicemi trh a pravidelné výnosy a taktéž obnovit zdecimované populace ústřice.[2]
Ústřice jedlá je mlž, který povrch svého těla chrání vápnitou skořápkou tzv. lasturou, která má obvykle protáhlý až hruškovitý tvar a skládá se ze dvou rozdílných částí.[2] Povrch lastury je z vnější strany drsný, hrubý se šupinatovou stavbou, často mléčný, šedý, bílý až dožlutova zbarvený.[2] Je zakončen nepravidelným okrajem, který na jedné straně je spojen s druhou částí lastury elastickým kloubem a na opačné straně je volně otevíratelný. Lastura směřující k podloží je silně konkávní.[2] Vnitřní část lastury je hladká a často má perleťový vzhled, často se uvnitř lastury ale vyskytují tmavé plochy.[2] Lastura ústřice dorůstá velikosti okolo 10 cm[3] až maximálně 20 cm,[2] může se dožívat věku i více než 20 let.[2]
Otevírání a zavírání lastury je kontrolováno silným centrálním svalem ústřice. Uvnitř lastury se pak nachází samotné tělo, které mívá barvu od béžové až po světle šedou.[2]
Ústřice se živí drobnými organickými částečkami,[3] které filtruje z okolní mořské vody.
Jedná se o dimorfní druh, tudíž má jak pohlavní orgány samčí tak i samičí a střídavě se mezi těmito pohlavími mění.[3] Ke změně mezi samčí a samičí sadou orgánu dochází v průměru dvakrát za jedinou sezónu.[2]
Ústřice patří mezi hospodářsky hojně využívané mořské plody, které se chovají na mořských farmách[3] a to převážně pro využití v gastronomii, kde se servíruje jako delikatesa. V akváriích se její rozmnožování nedaří.[3] V Evropě je rozšířený způsob konzumace ústřice živé, kdy je syrová ústřice pokapána pár kapkami citrónu.[4] Maso ústřice má lehce slanou až žádnou chuť.[2] V Evropě se chovají dva druhy ústřic a to ústřice jedlá a ústřice obrovská (častější) a to hlavně ve Francii a Nizozemsku.[5]
Mezi největší celosvětové producenty ústřice jedlé patří v současnosti USA, Maroko, Španělsko, Francie, Spojené království, Irsko, Norsko, Holandsko, Chorvatsko, Bosna a Hercegovina, Řecko a Jihoafrická republika.[2]
Obrázky, zvuky či videa k tématu ústřice jedlá ve Wikimedia Commons
Ústřice jedlá (Ostrea edulis; Linnaeus, 1758) je mořský mlž z čeledi ústřicovitých, který je hojně chován pro gastronomii. Konzumuje se maso, které je chráněnou dvojicí skořápek dorůstající velikosti až 20 cm. Původně se vyskytovala v oblasti severovýchodního pobřeží Atlantického oceánu, ale v 40. a 50. letech 20. století byla zavlečena i na východní pobřeží USA, kde se její populace uchytila a úspěšně zabydlela.
Østersen (Ostrea edulis), også kaldet europæisk østers, limfjordsøsters eller flad østers, er en 8-15 centimeter stor, marin musling, der lever langs Vesteuropas kyster, fra Vestnorge til Middelhavet, hvor den som regel findes på lavt vand. I Danmark lever østersen især i den vestlige Limfjord, og er i øvrigt temmelig sjælden. Derimod er den beslægtigede og invasive stillehavsøsters (Crassostrea gigas) almindelig i Danmark. Nogle steder dyrkes østers i specielle saltvandsdamme. Det latinske navn edulis betyder "spiselig".
De gamle østers kendes på deres uregelmæssige, kraftige skaller, der har en bladet struktur. Der er stor forskel på højre og venstre skal. Den venstre, der er fasthæftet til underlaget, er hvælvet og skålformet, mens den højre er flad og fungerer som låg. Muslingen har ingen fod og har kun en enkelt lukkemuskel, der dog er kraftig.
Europæisk østers adskiller sig fra stillehavsøsters (Crassostrea gigas), der er en invasiv art i Danmark, ved at have runde, ikke aflange skaller.[1] En tredje østersart i Danmark er molboøsters (Arctica islandica), men den er ikke nært beslægtet med de andre østers, lever generelt nedgravet i sandet på havdybder over 10 meter, og dens runde skal har et koncentrisk stribet mønster.[2][3]
Østers lever af plankton, som den filtrerer fra havvandet. En enkelt østers alene filtrerer omkring 100 liter vand i døgnet, og smagen varierer derfor enormt fra sødt til metallisk eller cremet, fra salt til bittert eller nøddeagtigt - afhængigt af vandet, de lever i, saltholdighed, algerne, temperatur og årstid. Strømforholdene afgør, hvor megen mad østersen får; en velnæret østers smager af mere. Af samme grund ændrer en østers ret hurtigt smag, hvis den flyttes på. Januar regnes som den bedste måned for østers. [4]
Den bliver kønsmoden cirka 10 måneder gammel. Den er hermafrodit, men er han og hun på forskellige tidspunkter. Det er svært at se forskel, for kønsorganet ses kun under befrugtningsprocessen; [5] men som regel er de mindste hanner, og de største hunner. Østersen er umådelig frugtbar. En kvindelig østers slipper omkring fem millioner æg ud; mens hannen sprøjter omkring 2,7 milliarder sædceller ud. I sin første levetid er østersen en han; men hvis temperaturen bliver højere end cirka 12 °C og der er rigelig føde, skifter den i etårsalderen til et hunligt stadium og begynder at producere æg. Den kan senere i samme sæson gå tilbage til et hanligt stadium; men efter tre år er 90 % af al østers hunlige. [6] Larven er ca. 0,1 mm stor og er fritsvømmende i nogle uger, hvorefter den sætter sig fast på f.eks. sten og skaller, hvor den forbliver resten af livet, hvilket i reglen er omkring 10 år; undertiden betydeligt mere. Det tager tre-fire år for den at vokse op til spisestørrelse.
Biokemisk er østers meget mere komplicerede, end man hidtil har troet. Ved hjælp af DNA-sekventering har man konstateret, at skallerne og eventuelle perler i stillehavsøsters dannes ved hjælp af 259 enzymer.[7]
Det er blevet populært at tage på østersfangst f.eks. i Vadehavet, men dette involverer den invasive stillehavsøsters (Crassostrea gigas), som danner store banker, og er i stand til at udkonkurrere de naturligt forekommende østers og blåmusling.[8] Privat indsamling af østers bør kun foregå i køligere perioder, da længere varme perioder giver opblomstring af giftige alger, som kan ophobes i østers.[8] Desuden bør indsamling undgås nær å-udløb, spildevandsudløb, havne og lignende, da bakterier og virus også kan optages i østers. Risiko for bakterier og virus kan reduceres betydeligt ved kogning i mindst ét minut, men dette fjerner ikke algegifte. Fødevarestyrelsen overvåger store dele af de danske farvande med østers for algegifte, bakterier og virus, og kan lukke for kommercielt fiskeri og høst.[9]
I Danmark findes større bestande af den naturligt forekommende europæiske østers (Ostrea edulis) i dag kun i Limfjorden,[10] hvilket desuden også er verdens nordligste[11] og verdens største sammenhængende bestand af arten.[12] De fleste andre steder i både Danmark og Europa er arter forsvundet eller gået kraftigt tilbage grundet parasitter og konkurrence fra stillehavsøsters.[12] I nyere tid er den europæiske østers først etableret i Limfjorden i 1800-tallet, da vandets saltholdighed havde været for lav siden omkring år 1200 (Limfjorden var aflukket fra Vesterhavet af Agger Tange).[13] Den anses generelt for at være en større delikatesse end stillehavsøsters, men langt størstedelen af dem der høstes i Limfjorden sælges til udlandet.[12] Europæiske østers i Limfjorden er ikke truet af de parasitter og sygdomme som har ramt andre populationer af arten,[14] men grundet en række relativt kolde somre (formering kræver relativt høje temperaturer) og et nyligt indtog af stillehavsøsters i Limfjorden, er kvoten for europæiske østers blevet begrænset.[10][11][12] Desuden er den potentielt truet af japansk østersboresnegl (Ocinebrellus inornatus), en muslinge-spisende havsnegl der oprindeligt kommer fra Østasien, hvor den hovedsageligt spiser stillehavsøsters. Sneglen er utilsigtet blevet indført til Europa, herunder Nissum Bredning, hvor den ligeledes spiser europæisk østers (sneglen er også indført til Frankrig, Holland og Nordamerikas vestkyst).[14] På grund af disse trusler forskes der i kunstigt opdræt og udsætning for at opretholde bestanden af europæisk østers i Limfjorden.[10][12]
Den europæiske østers har historisk været en vigtig ernæringskilde i Danmark, og store mængder skaller er fundet i køkkenmøddinger helt tilbage fra Ertebøllekulturen 5200-4200 f.Kr.[15] Nogle af disse bunker af østersskaller er op til to meter høje og 100 meter lange. Fossile østers er fundet så langt mod nord som i Troms i Norge, men stenalderens nordmænd spiste sjælden østersen rå, men kogte den som regel i sin egen kraft på kanten af bålet.[6] Frederik 2. og hans dronning sendte desuden skibe til Norge efter østers. Så stor pris satte kongeparret på østers, at de i 1587 indførte eneret på østersfiskeri i Danmark, med dødsstraf for overtrædelse af forbuddet. I 1849 overgik retten til staten, som siden har forpagtet den ud til fiskere.[13]
Alle må frit indsamle stillehavsøsters til eget forbrug.[16] Fjernelse af den invasive stillehavsøsters anses generelt som godt, da den udkonkurrerer de naturligt forekommende danske arter og ændrer fødekædebalancen.[16][17] I dag anbefales omfattende indsamling af stillehavsøsters, da arten har bredt sig kolossalt som følge af milde vintre, og fortrænger de oprindelige arter. [18]
Østersen (Ostrea edulis), også kaldet europæisk østers, limfjordsøsters eller flad østers, er en 8-15 centimeter stor, marin musling, der lever langs Vesteuropas kyster, fra Vestnorge til Middelhavet, hvor den som regel findes på lavt vand. I Danmark lever østersen især i den vestlige Limfjord, og er i øvrigt temmelig sjælden. Derimod er den beslægtigede og invasive stillehavsøsters (Crassostrea gigas) almindelig i Danmark. Nogle steder dyrkes østers i specielle saltvandsdamme. Det latinske navn edulis betyder "spiselig".
Die Europäische Auster (Ostrea edulis) ist eine Muschelart aus der Familie der Austern (Ostreidae). Sie wird in kleinem Maßstab in Aquakulturen gezüchtet, spielt jedoch mit einem Weltmarktanteil von 0,2 % eine nur sehr geringe Rolle. Daher ist sie eine verhältnismäßig seltene, aber von Liebhabern geschätzte Austernspezialität. Sie heißt auf Französisch Huître plate (européenne) und auf Englisch European flat oyster. Besonders große Exemplare werden in Frankreich Pied de cheval (Pferdefuß) genannt. Die Europäische Auster war im deutschen Anteil der Nordsee seit etwa 1930 ausgestorben. Sie ist nun seit etwa 1992 in kleineren Beständen wieder heimisch, die vermutlich aus französischen Zuchten stammen. Sie ist aber weiterhin vom Aussterben bedroht[1].
Das Gehäuse einer Europäischen Auster ist meist nahezu kreisrund bis leicht elliptisch. Sie messen 12 bis max. 18 cm im Durchmesser (bis 20 cm[2]). Die Klappen sind relativ flach, daher auch die französische Bezeichnung plate. Die linke Klappe ist aber etwas stärker gewölbt als die rechte Klappe; die rechte Klappe bildet quasi den Deckel für die linke Klappe. Sie sind mit der linken Klappe am Untergrund fest gewachsen und entsprechend kann auch die äußere Form etwas variieren. Die Außenseite der Klappen weist deutliche Anwachsstreifen und meist auch kräftige radiale Rippen auf. Die Farbe ist meist hellgrau, gelegentlich auch hellbraun oder grünlich mit rosafarbenen, grünlichen oder rötlichen Flecken. Das Ligament liegt innen in einer dreieckigen Ligamentgrube. Es ist nur ein Schließmuskel vorhanden. Das Schloss besitzt keine Zähne. Der Fuß ist weitgehend rückgebildet, Siphonen fehlen ebenfalls.
Die Europäische Auster lebt bevorzugt in flachen Küstengewässern, sie bevorzugt Buchten mit stabilem Salzgehalt und einen festen Untergrund. Sie kommt von der Gezeitenzone bis in etwa 80 m Wassertiefe vor. Sie bildet aber keine Bänke, sondern liegt vereinzelt im Abstand von einem bis mehreren Metern. Bei Niedrigwasser kann sie auch trocken fallen; die Klappen werden dabei fest verschlossen. Das Wasser darf allerdings nicht zu kalt sein; sie benötigt im Sommer mindestens 15 °C. Der Salzgehalt darf nicht niedriger als 19 Promille sein. Sie ist ausgesprochen sensibel für Gewässerverschmutzung und Viruserkrankungen und benötigt sehr sauberes Wasser.
Die Europäische Auster ist in gewisser Weise ein Zwitter. Allerdings ist sie nicht gleichzeitig Männchen und Weibchen, sondern wechselt mehrfach in ihrem Leben das Geschlecht. Anfänglich sind Jungtiere männlich und bleiben dies meist im ersten Jahr. Danach werden sie weiblich und wechseln das Geschlecht zweimal jährlich. Die Austern laichen im Sommer bei einer Wassertemperatur von mindestens 15 – 17 Grad. Die Männchen geben das Sperma einfach ins freie Wasser ab. Die Weibchen produzieren pro Laichvorgang bis zu 3 Mio. Eier, die zunächst im Gehäuse zwischen den Kiemen zurückgehalten und vom eingestrudelten Sperma männlicher Tiere befruchtet werden. Nach ca. zwei Wochen schlüpfen die Larven und werden aus dem Gehäuse ausgestoßen. Sie driften etwa ein bis zwei Wochen im freien Wasser, bevor sie zum Bodenleben übergehen. Die Verluste in dieser Zeit sind enorm. Das Tier heftet sich zunächst mit dem Byssus an einem Hartgrund fest, bevor es die linke Klappe mit einer vom Fuß gebildeten, kittartigen Masse am Hartgrund fest zementiert. Der Fuß wird anschließend weitgehend rückgebildet, bzw. wächst nicht weiter. Er ist beim erwachsenen Tier quasi nicht mehr erkennbar.
Die Europäische Auster wächst deutlich langsamer als z. B. die Pazifische Felsenauster. Sie kann bis zu 30 Jahre alt werden.
In einer Tiefe von ca. 30 m hatten sich in der Nordsee Austernriffe gebildet. Diese bestanden aus alten Austern und den auf ihnen wachsenden folgenden Generationen. Dadurch hat sich aus ihnen im Laufe vieler Generationen ein eigener Lebensraum gebildet. Als er Mitte des 19. Jhd. entdeckt wurde erstreckte sich das Riff von den Küsten der Niederlande bis nach Sylt. Es bedeckte eine Fläche von ca. 21 000 km². Nach seiner Entdeckung wurde das Riff durch Schleppnetzfischerei abgefischt. Wenige Jahrzehnte nach seiner Entdeckung war es komplett verschwunden.[3]
Die Europäische Auster ist – wie der Name andeutet – in Europa beheimatet. Das Verbreitungsgebiet erstreckt sich an der östlichen Atlantikküste von Norwegen bis auf die Höhe des Mittelmeeres. Sie kommt auch im Mittelmeer und im Schwarzen Meer vor.
Die Europäische Auster wird im verhältnismäßig kleinen Umfang als Meeresfrucht gefischt. Der Weltmarktanteil beträgt nur etwa 0,2 % der Weltproduktion an Austern. Größter Produzent ist Spanien mit 2.400 Tonnen (2003), gefolgt von Frankreich (1.000 t, 2005), Dänemark, Großbritannien und Irland. Zwei Drittel der Austern kommt aus Aquakulturen, ein Drittel wird mit Schürfnetzen gefischt, letztere Methode ist vor allem in Dänemark und England vorherrschend. Die Zahl der Europäischen Austern ist in den letzten Jahrzehnten allerorts stark zurückgegangen, in etlichen Regionen ist sie in freier Natur bereits ausgestorben.
Die Europäische Auster ist, wenn sie im Alter von drei bis vier Jahren auf den Markt gebracht wird, im Verhältnis zu den anderen Austernarten im Handel eher klein, die Handelsgröße beträgt 8 – 11 cm.
Die huître plate ist eine verhältnismäßig seltene und teure Spezialität, sie wird von Kennern gesucht und geschätzt. Sie wird praktisch immer roh konsumiert. Die bekannteste Art ist die „Bélon“ aus dem gleichnamigen Fluss Bélon an der Südküste der Bretagne (Frankreich), die für ihr subtiles und leicht nussiges Aroma berühmt ist. Aus England kommen „Colchester“, „Helford“ und „Whitstable“ und aus Irland die „Galway“[4].
Die Europäische Auster wurde vom Kuratorium "Weichtier des Jahres" zum Weichtier des Jahres 2013 gewählt[1].
Die Europäische Auster (Ostrea edulis) ist eine Muschelart aus der Familie der Austern (Ostreidae). Sie wird in kleinem Maßstab in Aquakulturen gezüchtet, spielt jedoch mit einem Weltmarktanteil von 0,2 % eine nur sehr geringe Rolle. Daher ist sie eine verhältnismäßig seltene, aber von Liebhabern geschätzte Austernspezialität. Sie heißt auf Französisch Huître plate (européenne) und auf Englisch European flat oyster. Besonders große Exemplare werden in Frankreich Pied de cheval (Pferdefuß) genannt. Die Europäische Auster war im deutschen Anteil der Nordsee seit etwa 1930 ausgestorben. Sie ist nun seit etwa 1992 in kleineren Beständen wieder heimisch, die vermutlich aus französischen Zuchten stammen. Sie ist aber weiterhin vom Aussterben bedroht.
Ostrea edulis, commonly known as the European flat oyster, is a species of oyster native to Europe. In Britain and Ireland, regional names include Colchester native oyster, mud oyster, or edible oyster. In France, Ostrea edulis are known as huîtres plates (flat oysters) except for those that come from the Belon River estuary in Brittany, France, which are known as Belons.[3]
The fossil record of this species dates back to the Miocene (age range: 15.97 million years ago to present day). Fossils have been found in Belgium, Italy, the Netherlands, Egypt, Greece, Spain, the United Kingdom, Austria, France and Germany.[4]
When mature, O. edulis adults range from 3.8 to 11 centimetres (1.5 to 4.3 in) across.[5]
Shells are oval or pear shaped, white, yellowish or cream in colour, with a rough surface showing pale brown or bluish concentric bands on the right valve. The two valves are quite different in shape and size, as the left one is concave and fixed to the substratum, while the right one is almost flat and fits inside the left. The inner surface is smooth, whitish or bluish-grey.[6]
Ostrea edulis are gregarious molluscs that start their lives as males. They mature sexually after eight–ten months and may change sex depending on the water temperature. Usually the lifespan can reach about six years, with a maximum of 15 years. Adult oysters feed by filtration.[7]
The species naturally ranges along the western and southern coasts of Europe from Norway to Morocco and including most of the British Isles and the Mediterranean coast.[8] Naturally viable populations have appeared in eastern North America from Maine to Rhode Island subsequent to artificial introduction in the 1940s and 1950s.[8]
Ostrea edulis can be found in estuarine and shallow coastal water with hard substrata of mud and rocks.[9]
Ostrea edulis has been harvested throughout Europe as an important food source since prehistory.[10] During Roman occupation of Britain O. edulis oysters were exported in large quantities back to Italy.[11] However, due to their more robust nature and greater ease of cultivation the Pacific oysters, Crassostrea gigas, now account for more than 75 percent of Europe's oyster production.
European flat oysters are famously grown in Brittany, France. The true Belon oyster is cultivated in the Belon River, France, and has the AOC protected name.[12] In the 1950s, Dutch scientists artificially introduced Belon oyster seed into the waters around Maine in hopes to establish a viable stock. The initial project was abandoned but ten years later natural colonies of flat oysters were found in the wild.[3] Many North American suppliers use the name 'Belon' to species that are found in the wild throughout the United States.
Ostrea edulis is now also being maricultured in the states of California, Maine, and Washington in the United States. The species once dominated European oyster production but disease, pollution, and overfishing sharply reduced the harvest.[8] Currently, there are efforts across Germany, the UK, France, Scotland, and Wales to restore oyster reefs and maintain the habitat.[13]
U.S. oyster growers farm O. edulis in small quantities on both coasts. They are prized for their unique tannic seawater flavour, sometimes described as dry and metallic, and are more expensive than other American oysters.[8] The flavour is considered excellent for eating raw on the half shell.[14][15]
The adductor muscle of the European flat in combination with the shape of the shell results in a somewhat weaker seal compared with other oyster species. It is common practice to use rubber bands to prevent oysters from spilling their liquor and dehydrating in storage before consumption.[16]
Ostrea edulis, commonly known as the European flat oyster, is a species of oyster native to Europe. In Britain and Ireland, regional names include Colchester native oyster, mud oyster, or edible oyster. In France, Ostrea edulis are known as huîtres plates (flat oysters) except for those that come from the Belon River estuary in Brittany, France, which are known as Belons.
The fossil record of this species dates back to the Miocene (age range: 15.97 million years ago to present day). Fossils have been found in Belgium, Italy, the Netherlands, Egypt, Greece, Spain, the United Kingdom, Austria, France and Germany.
La ostra común (Ostrea edulis) es una especie de ostra nativa de Europa y conocida también como ostra plana europea. El epíteto del nombre científico, edulis significa "comestible". Los ejemplares maduros miden de 4 a 11 cm de diámetro.[3] Su distribución natural es desde el centro de Noruega hasta Marruecos y la mayor parte de las Islas Británicas y la costa del Mediterráneo.[4] También se cultiva en acuicultura a América del Norte. Las enfermedades han diezmado la producción de esta ostra y actualmente la sustituye en un 75% la ostra del Pacífico, Crassostrea gigas.
La ostra común (Ostrea edulis) es una especie de ostra nativa de Europa y conocida también como ostra plana europea. El epíteto del nombre científico, edulis significa "comestible". Los ejemplares maduros miden de 4 a 11 cm de diámetro. Su distribución natural es desde el centro de Noruega hasta Marruecos y la mayor parte de las Islas Británicas y la costa del Mediterráneo. También se cultiva en acuicultura a América del Norte. Las enfermedades han diezmado la producción de esta ostra y actualmente la sustituye en un 75% la ostra del Pacífico, Crassostrea gigas.
Söödav auster (Ostrea edulis) on austri perekonda kuuluv liik austerkarplasi.
Söödav auster elab pärismaisena Euroopa soolastes vetes, teda püütakse töönduslikult näiteks La Manche'i väina rannikutel.
Peale söödava austri kasutatakse austreina toiduks ka mitut muud liiki austerkarplasi.
Pikemalt artiklis Austrite hooaeg
Austreid söödakse üldjuhul vaid kalendrikuudes, milles esineb r-täht ehk septembri algusest kuni aprilli lõpuni. Suvekuudel austrid koevad ning nende limuskehasid täidab suurem kogus toksiine. Samuti esinevad suvel suuremad võimalused nakatuda vohamisega kaasnevatesse viirustesse või vibrio parahaemolyticus-e ja vibrio vulnificus-e bakterinfektsioonidesse, millest viimane on ühel juhul viiest surmav. Toorete (aurutamata, keetmata, praadimata või röstimata) ning eriti aegunud austrite, mida võib elujõus austritest olla raske eristada, söömine on seega tervisele vastunäidustatud või elule ohtlik.
Söödav auster (Ostrea edulis) on austri perekonda kuuluv liik austerkarplasi.
Söödav auster elab pärismaisena Euroopa soolastes vetes, teda püütakse töönduslikult näiteks La Manche'i väina rannikutel.
Peale söödava austri kasutatakse austreina toiduks ka mitut muud liiki austerkarplasi.
Ostra arrunta (Ostrea edulis) Europako molusku kuskubiko bat da, ostren artean ohikoena. Heldua denena, ostrak 3,8-11 cm zabal izaten dira[1]. Naturan, espeziaren hedapena Europa mendebalde eta hegoaldeko kostaldea da, Norvegiatik Marokora, Britainiar Uharteak eta Mediterraneoa barne[2].
Ostra arrunta (Ostrea edulis) Europako molusku kuskubiko bat da, ostren artean ohikoena. Heldua denena, ostrak 3,8-11 cm zabal izaten dira. Naturan, espeziaren hedapena Europa mendebalde eta hegoaldeko kostaldea da, Norvegiatik Marokora, Britainiar Uharteak eta Mediterraneoa barne.
Ostrea edulis est le nom scientifique de l'huître plate sauvage indigène européenne, autrefois également nommée Ostrea boblayei (Deshayes, 1835), Ostrea taurica (Krynicki 1837) et Ostrea adriatica (Lam.-Middendorff, 1848).
Toutes les huîtres plates élevées en France sont des Ostrea edulis même si, selon les gisements, elles peuvent revêtir une apparence ou acquérir des saveurs différentes[1].
Son élevage était déjà connu des Romains qui auraient importé cette pratique en France. Des années 2000 à 2005, on en a produit en France environ 2 000 t/an pour une valeur de 10 M€. On la cultivait autrefois à partir de jeunes huîtres pêchées dans la nature qu'on engraissait sur des parcs judicieusement placés.
L'huître plate sauvage indigène européenne a un diamètre compris entre 7 et 10 cm[2].
Comme la majorité des invertébrés benthiques, les huîtres plates ont un cycle de vie bentho-pélagique où une phase adulte sessile succède à une phase de vie larvaire planctonique pélagique (avec différents stades, larve trochophore, véligère, phase de pédivéligère qui voit la larve plonger au fond, passant de la phase nageante à une phase rampante)[3].
Particularité chez les huîtres plates, elles ont une fécondation interne : l'huître femelle émet ses gamètes en interne dans sa cavité palléale, tandis que le mâle répand sa laitance dans l'eau où la femelle, en la filtrant, les récolte. Les œufs fécondés donnent naissance à des larves microscopiques dans la poche incubatrice. De laiteuse blanche, l'huître devient « ardoisée » en raison de la couleur grise des centaines de millions de larves contenues dans cette poche. Après une période d'incubation qui dure entre 8 et 10 jours, et dépendant de la température, les larves véligères sont émises dans l'eau pour une vie pélagique. Les larves pédivéligère compétentes sélectionnent et explorent leur substrat avant de s'y fixer par le byssus et de s'y métamophoser (phase de colonisation du substrat appelée recrutement)[4].
Cette huître est présente sur le pourtour méditerranéen, en Atlantique (depuis la Bretagne jusqu'à la baie d'Agadir au Maroc), Manche, mer du Nord, en Adriatique et en mer Noire. Elle a également été introduite en Amérique du Nord (états de Washington, de Californie et du Maine) dans les années 1940 et au Japon pour des raisons commerciales[5].
Les bancs se situent dans la zone intertidale, à l'étage médiolittoral bas et infralittoral (échelle bathymétrique généralement de 0 à -20 m, jusqu'à une profondeur de -50 m)[6].
Au XIXe siècle, des procédés de captage ont été développés, mais la surexploitation par la pêche à pied a causé une forte régression de l'espèce qui a entièrement disparu sur une grande partie du littoral[7]. De plus, les conditions d'élevage et peut-être une certaine perte de biodiversité ainsi que l'introduction de germes ou parasites par les transports intercontinentaux ont provoqué de dramatiques épizooties (1920, 1970, 1980) et la faillite de nombreux producteurs. Espèce introduite dont l'origine est inconnue[8], le parasite Marteilia refringens est notamment responsable, entre 1970 et 1977, de la chute de production ostréicole de 75 % (« maladie des abers » ) en étant à l'origine d'une grande mortalité chez les naissains[9]. Dans les années 1980, le parasite Bonamia ostreae lui assène presque le coup de grâce en étant à l'origine d'une grande mortalité chez les adultes[10]. Il est possible que la pollution ait aussi fragilisé les individus face à leurs parasites. Cette huître est remplacée à la fin du XIXe siècle par l'huître creuse portugaise
Comme les moules sauvages et beaucoup plus qu'elles, les huîtres plates ont besoin d'être protégées de la surpêche et de la pollution. Il leur faut une eau riche en nutriments, mais suffisamment propre et oxygénée.
Parmi les nouveaux facteurs de risque, le problème des dépôts de munitions immergées (ex : Quiberon, Cancale) préoccupe les experts, car les obus contiennent de nombreux polluants qui peuvent affecter les huîtres et la chaîne alimentaire.
Avec le réchauffement climatique, les espèces introduites concurrentes ou parasites pourraient encore affecter cette espèce alors qu'elle est loin d'avoir retrouvé ses populations normales.
Dans un bras de mer situé à l'est de l'Écosse cette espèce était présente depuis au moins la fin de la dernière glaciation (il y a 10 000 ans environ) et encore très présente il y a 150 ans, mais de 1860 à 1870 les pêcheurs en ont prélevé environ un demi-million d'huîtres par semaine (30 millions environ par an) jusqu'à les faire disparaître, ensuite remplacées par des espèces originaires du Pacifique, échappées d'exploitation ostréicoles. Un projet de réintroduction d'environ 4 millions d'huîtres de cette espèce, dit programme DEEP (acronyme de Dornoch Environmental Enhancement Project) est porté par l'université Heriot-Watt d'Édimbourg (Royaume-Uni), la société de conservation marine du Royaume-Uni, appuyé par la distillerie Glenmorangie qui compte sur ces mollusques pour mieux épurer ses rejets en mer [11].
Un programme (projet FOREVER[12]) incluant une connaissance zootechnique et génétique de l'espèce, lancé en 2018, vise à restaurer cette activité à partir de naissains captés en Bretagne (baie de Quiberon et rade de Brest)[13],[14]. Le captage se déroule sur des structures de captage métallique (2 m de haut pour 3 m de côté) immergées en eau profonde et garnies de boudins de coquilles de moules. Une fois les naissains d’huître plate fixées sur les coquilles de moules, l'ensemble est extrait du filet plastique afin d'obtenir un mélange de débris de coquilles et de petites huîtres. Le tout est remis en élevage (dans le jargon « semée ») en eau profonde, où elles resteront 2 à 3 ans avant d'atteindre la taille commercialisable.
Ostrea edulis est le nom scientifique de l'huître plate sauvage indigène européenne, autrefois également nommée Ostrea boblayei (Deshayes, 1835), Ostrea taurica (Krynicki 1837) et Ostrea adriatica (Lam.-Middendorff, 1848).
Toutes les huîtres plates élevées en France sont des Ostrea edulis même si, selon les gisements, elles peuvent revêtir une apparence ou acquérir des saveurs différentes.
Son élevage était déjà connu des Romains qui auraient importé cette pratique en France. Des années 2000 à 2005, on en a produit en France environ 2 000 t/an pour une valeur de 10 M€. On la cultivait autrefois à partir de jeunes huîtres pêchées dans la nature qu'on engraissait sur des parcs judicieusement placés.
A ostra común, ostra plana ou ostra europea (Ostrea edulis, Linnaeus 1758) é un molusco bivalvo mariño moi apreciado pertencente á familia dos ostreidos (Ostreidae), da orde Ostreoida.
A cuncha é basicamente circular pero de bordo irregular, alcanzando tamaños de 4 a 11 cm de diámetro, pero poden atoparse exemplares moito maiores. Está constituída por láminas calcáreas escamosas que conforman unha superficie moi irregular, e que se rompen e desprenden con facilidade. A cor é tamén variable, entre abrancazada e castaña ou púrpura, sendo o interior branco nacarado uniforme (sen marcas do seo paleal).
As valvas son desiguais: convexa a valva esquerda ou inferior e plana a dereita ou superior. Na valva dereita (plana) márcanse liñas concéntricas e sucos e na esquerda (convexa) poden apreciarse amplas costelas radiais.
Distribución pola costa europea do Atlántico, desde Noruega ata Marrocos, e mais o Mediterráneo. Vive, en condicións normais, fixada ás rocas da franxa infralitoral ou enterrada en fondos de area, pero actualmente é obxecto de cultivo intensivo en bateas, que son a orixe a totalidade das ostras postas no mercado.
É un molusco filtrador, que retén nas branquias as substancias orgánicas en suspensión na auga, normalmente algas microscópicas.
Presenta hermafroditismo alternativo, o que quer dicir que pasa alternativamente por épocas de sexo masculino e feminino, chegando a atravesar catro fases sexuais ó ano. O desove é continuo pero máis evidente durante os meses de xuño a outubro. A posta pode alcanzar cifras dun millón de larvas por individuo, pero só rematan o desenvolvemento larvario o 2,5%. Unha vez fixada as larvas a un sustrato duro, a mortandade pode ser do 90% antes do primeiro inverno.
A forma máis usual de consumir as ostras é en cru, engadíndolle ou non unhas pingas de limón. Esta forma de consumo en cru fai que sexan especialmente delicadas e posible causa de abrochos de intoxicación alimentaria como consecuencia dunha depuración insuficiente ou unha mala conservación.
Hai anos tamén se escabechaban ou comían fritidas. Marcial Valladares dicía:
Cómense as ostras de mil maneiras: crúas con zume de limón, fritidas e rebozadas con fariña, guisadas, empanadas, en escabeche etc. [3]
Eladio Rodríguez engadiu:
A ostra foi coñecida desde os tempos prehistóricos polas súas propiedades medicinais, como un bo emenagogo e un notable afrodisíaco [4]
Os exemplares pequenos reciben o nome de morruncho nome que tamén se aplica a outras especies semellantes.
A ostra común, ostra plana ou ostra europea (Ostrea edulis, Linnaeus 1758) é un molusco bivalvo mariño moi apreciado pertencente á familia dos ostreidos (Ostreidae), da orde Ostreoida.
Kamenica (lat. Ostrea edulis), ili europska kamenica je morska školjka iz porodice kamenica (Ostreidae).
Tijelo kamenice (meso) je smješteno unutar dviju nesimetričnih ljuštura. Lijeva udubljena ljuštura služi za prihvaćanje za podlogu, desna je ravna, a spaja ih jaki mišić. Duguljasta je i srcolika, nazubljenih rubova ljušture, a boja ljušture varira od kameno do bjelkasto sive. Raste do 13 cm u dužinu.
Europska kamenica koja se uzgaja u Hrvatskoj je gotovo u potpunosti nestala iz Europe. Može se naći u Sredozemlju, istočnom Atlantiku i Crnom moru.
Veća uzgajališta u Hrvatskoj su u Limskom kanalu, Pulskom i Malostonskom zaljevu, uvali Klimno i Pirovačkom zaljevu, a na svim ovim mjestima raste i samonikla. Pogodni položaji za život kamenice su svi zaljevi i kanali Istre, Creska uvala, Klimno (otok Krk), Novigradsko more, Pašmanski kanal, Šibenski zaljev, manje uvale oko Splita, i Mljetska jezera.[1]
Kamenica živi isključivo prilijepljena na tvrde podloge kao stijene i to u rijetkim kolonijama. Hrani se planktonom. Najveći neprijatelj su joj morske zvijezde, puž volak, razni rakovi i ribe, a najčešće komarča.
Kamenica spada u dvospolne životinje pa nosi i jaja i sjeme. Pošto se jaja i sjeme ne razvijaju istovremeno, rijetko se događa da sjeme oplodi jaje iste kamenice. U oplodnji morske struje imaju ulogu posrednika. Otvorena kamenica dočekuje sjeme nošeno morskim strujama i dolazi do oplodnje unutar njega. Nakon nekog vremena iz oplođene jajne stanice nastaje ličinka. Dozrele ličinke napuštaju kamenicu te nošene morskim strujama lebde sve dok ne naiđu na čvrstu podlogu za koju će se prihvatiti. Kad naiđu na pogodnu podlogu ličinke ispuštaju vapnenastu sluz i na taj se način pričvršćuju na podlogu. Tijekom ovog procesa mnoge ličinke postaju žrtve riba ili ih struje raznesu prije nego pronađu odgovarajuću podlogu.
Kamenice se još od Rimljana smatraju izuzetnom delikatesom. Meso joj je jako hranjivo jer sadrži puno bjelančevina, ugljikohidrata i vitamina A, B1, B2, C i D. Najukusnija je zimi, a najčešće se jede sirova sa par kapi limunovog soka. Može se pohati, poširati i na druge načine pripremati.
Kamenica (lat. Ostrea edulis), ili europska kamenica je morska školjka iz porodice kamenica (Ostreidae).
Ostrea edulis (Linnaeus 1758), conosciuta comunemente come ostrica o ostrica piatta[1], è una specie di mollusco bivalve della famiglia Ostreidae.
Ostrea deriva dal greco òstreon che vuol dire "ostrica" mentre edulis significa "commestibile".
Conchiglia rotondeggiante, irregolare, con superficie rugosa, ricoperta di lamelle ondulate, inequivalve, la valva destra è piatta e squamosa, la valva sinistra, con la quale il mollusco è attaccato alla roccia, è invece concava. Dimensioni 7-12 centimetri di diametro ed oltre.
Da non confondere con Crassostrea gigas, l'ostrica concava, che come dice il nome comune ha le valve concave e allungate. Questa specie, nativa del Pacifico, negli ultimi anni ha soppiantato come produzione Ostrea edulis ed è la specie che più frequentemente si trova in commercio in quanto allevata in gran parte della Francia. Crassostrea gigas occupa da sola il 75% della produzione europea.
Nel Mediterraneo vivono numerose varianti locali come l'Ostrea tarantina, l'Ostrea adriatica, l'Ostrea tyrrena.
Sono ermafroditi protandrici. Solitamente cambiano sesso due volte nel corso dell'anno. Le uova vengono mantenute nella cavità palleale dalla femmina, dove avviene la fecondazione. Gli zigoti e le larve vengono trattenuti per 8-10 giorni all'interno della cavità palleale, dopodiché rilasciate nella colonna d'acqua allo stadio di veliger. I veliger di Ostrea edulis attraverseranno una fase pelagica di 8-10 giorni prima di fissarsi ad un substrato.
L'ostrica vive attaccata sugli scogli litorali, da pochi metri a circa 50 di profondità, ove viene staccata, durante tutti i mesi dell'anno, specialmente in primavera ed estate. L'ostrica è comune nel Mar Mediterraneo, Oceano Atlantico e Mare del Nord. Viene allevata (ostricoltura) in località prefisse come a Taranto, nel Fusaro, a La Spezia, a Rovigno e in Francia, lungo la costa della Normandia e della Bretagna e in Corsica nello stagno di Diana.
Ostrea edulis, a fronte di un bassissimo contenuto di grassi (circa 2%), offre una quota importante di proteine nobili e tutte e quattro le vitamine fondamentali (A,B,C,D). È inoltre una buona fonte di fosforo, calcio e magnesio, ma è l'abbondanza di zinco e ferro a rendere questo mollusco particolarmente interessante nel contrasto dell'anemia.
Inoltre bisogna citare le leggendarie proprietà afrodisiache del frutto, già conosciute nell'antichità, al punto che gli antichi Greci sostenevano che Afrodite (la Dea dell'Amore) fosse nata all'interno delle valve di un'ostrica.
Molto apprezzata per via della carni gustose e generalmente consumate fresche.
L'allevamento delle ostriche è detta "ostricoltura" ed è una pratica redditizia sviluppata in buona parte del Mar Mediterraneo. Tra i primi ad avviare sistematicamente impianti di allevamento ci furono i Romani, i quali tra l'altro iniziarono ad importare ostriche del Nord Europa, in particolare dalla Manica e dalle coste della Britannia. La Francia è oggi tra i principali produttori mondiali di ostriche per uso alimentare.
Tra le 49 specie di ostriche esistenti nel Mar Mediterraneo, una menzione particolare merita l'ostrica tarantina, il cui nome scientifico è Ostrea Tarantina. L'allevamento delle ostriche tra il Mar Grande ed il Mar Piccolo di Taranto è difatti una pratica secolare, che per il tipo di produzione e di impianto differisce dal restante panorama mediterraneo.
Nonostante l'ostricoltura sia giunta a Taranto relativamente tardi (attorno al IV secolo dopo Cristo), in breve tempo gli ostricoltori tarantini seppero sviluppare una sofisticata ed ingegnosa tecnica ancora oggi utilizzata. Nei mesi di maggio e giugno si calano in Mar Grande a circa 30 metri di profondità delle fascine di lentisco, che vengono poi riprese dopo circa tre mesi. Su queste fascine si attaccano naturalmente delle piccole ostriche (dette in dialetto zippe) che, una volta tagliate dalle fascine di lentisco, vengono legate a delle corde vegetali (dette in dialetto zòche) e trasferite in Mar Piccolo, dove sono nuovamente immerse sott'acqua. Le centinaia di corde utili all'allevamento vengono fissate su pali di metallo (anticamente realizzati con legno di castagno della Valle d'Itria), che per la loro moltitudine creano ancora oggi i cosiddetti "giardini marini" di Taranto[2].
Una volta raccolte, le ostriche vengono solitamente consumate fresche, ma esiste anche una variante detta "alla tarantina" che prevede di ricoprire il frutto con pangrattato e prezzemolo, da passare poi al forno al fine di ottenere una doratura del mollusco[3].
Per capire l'importanza economica di questo allevamento bisogna considerare che, negli anni '20 del XX secolo, nel solo Mar Piccolo di Taranto si coltivavano annualmente tra le 35 e le 40 milioni di ostriche. Nello stesso periodo, il Governo Italiano inviò nella città pugliese alcuni studiosi e biologi marini col compito di valutare il potenziale produttivo del Mar Piccolo ai fini dell'ostricoltura. I risultati delle ricerche furono molto incoraggianti, in quanto si stimò una possibile produzione annuale di 70-80 milioni di ostriche. Tali numeri non furono tuttavia mai raggiunti, e anzi si è assistiti nel corso degli anni ad un cospicuo ridimensionamento della produzione tarantina, anche a causa della sempre crescente competizione economica di altri paesi extra europei. In aggiunta, a partire dagli anni '60 del '900, la costruzione di idrovore necessarie allo stabilimento siderurgico Italsider (oggi Ilva), ha comportato una pesante alterazione del quantitativo planctonico nelle acque del Mar Piccolo, con conseguenti difficoltà degli ostricoltori nell'ottenere ostriche della giusta pezzatura ai fini commerciali.
Ostrea edulis (Linnaeus 1758), conosciuta comunemente come ostrica o ostrica piatta, è una specie di mollusco bivalve della famiglia Ostreidae.
Valgomoji austrė (lot. Ostraea edulis) – austrių šeimos rūšis. Paplitusi Atlanto vandenyne ir Viduržemio jūroje. Užauga iki 10 cm ilgio. Forma beveik apvali. Gyvena upių žiotyse. Grublėta kriauklė sudaryta iš dviejų geldelių: plokščiosios, nukreiptos aukštyn ir išgaubtosios, kuri būna prisitvirtinusi prie kokio nors kieto paviršiaus (akmens, kitos austrės). Austrės būna 8-10 cm dydžio, senesnio amžiaus kartais pasiekia 20 cm.
Ši austrių rūšis yra valgoma ir laikoma delikatesu. Kai kuriose šalyse (Italijoje, Prancūzijoje, Nyderlandų karalystėje, Anglijoje, JAV) auginamos dirbtiniu būdu. Austrės valgomos gyvos, taip kaip jas valgė dar akmens amžiaus žmonės (jų geldelės randamos akmens amžiaus stovyklose). Dirbtiniu būdu auginti pradėtos dar romėnų laikais, 150 m. pr. m. e.
De gewone oester (Ostrea edulis) is een in zee levend tweekleppig weekdier. Zij is ook bekend onder de naam platte oester. Edulis is Latijn voor "eetbaar". Het dier wordt al heel lang als een lekkernij beschouwd.
De schelp is zeer dikschalig en variabel van vorm. Meestal min of meer rond, maar soms ook meer hoefijzervormig. De onderste schelp is een hol bakje en de bovenste is plat. Beide kleppen hebben een zeer schilferige sculptuur. Op de bolle klep zijn vaak onregelmatige golvende radiale ribben aanwezig. Aan de binnenkant van de schelp is één duidelijk kommavormig spierindruksel te zien.
De Zeeuwse consumptieoesters worden geoogst bij ca. 100 mm.
De grootte van de platte oesters voor consumptie wordt uitgedrukt in kalibers, gaande van de kleinste (kaliber 5) tot de grootste (kaliber 0).[1]
De kleur is variabel. Dat kan geelwit, grijs of bruinpaars zijn, met onregelmatige vlekken. De binnenkant is glanzend wit. Strandmateriaal is vaak licht tot blauwgrijs of wit verkleurd.
De oester leeft vastgegroeid aan een hard substraat in helder, rustig zout water en komt vooral voor vanaf het lagere littoraal tot ongeveer 60 meter waterdiepte. De soort handhaaft zich echter ook op grotere diepten tot enkele honderden meters waterdiepte. De vastgegroeide immobiele levenswijze maakt dat de oester tot de epifauna behoort. Als hard substraat kunnen ook andere, reeds gevestigde oesters dienstdoen. Hierdoor kunnen uiteindelijk grote hoeveelheden oesters dicht bij elkaar leven, ook als er weinig ander vast substraat is. Dergelijke concentraties hebben rifbouwende eigenschappen en worden oesterbanken genoemd. In een omgeving met uit los sediment bestaande zeebodem bieden oesterbanken veel organismen die vast substraat nodig hebben toch een plek om zich te handhaven. Oesterbanken kennen vaak een hoge biodiversiteit die qua samenstelling bovendien afwijkt van de onmiddellijke omgeving. Door de betrekkelijk dikke schelp van de oester vormen zij ook een geschikt substraat voor borende organismen. Tot de levensgemeenschap van oesterbanken behoren andere vastzittende weekdieren, zoals het paardenzadel (Anomia ephippium) en de schilferige dekschelp (Heteranomia squamula), zeepokken zoals de ritspok (Verruca stroemia), boorsponzen (Cliona celata), borende borstelwormen zoals de slikkokerworm (Polydora ciliata), een aantal tweekleppigen zoals de rotsboorder en de steenboorder en dieren die gebruikmaken van holtes en gaten gemaakt door borende organismen, zoals het holteschelpje (Kellia suborbicularis).
Het leefgebied van de oester bestaat uit de randzeeën van de Atlantische Oceaan van Noorwegen tot Noord-Afrika. Ook in de Middellandse Zee komen oesters voor.
Natuurlijke populaties van de oester zijn door overbevissing vrijwel verdwenen uit de Noordzee. De Japanse oester is wel ruim aan te treffen in het Nederlandse deel van de Waddenzee.
Losse, meestal blauwgrijs verkleurde kleppen zijn vooral na storm te vinden in de vloedlijn. Dit zijn bijna zeker voor het grootste deel fossiele exemplaren uit het Holoceen en het Eemien. In Zeeland zijn losse kleppen algemener dan elders aan de kusten van Nederland.
In het Noordzeegebied is de Oester bekend uit het Plioceen en alle interglacialen in het Kwartair waaruit mariene afzettingen bekend zijn. Oesters zijn vooral veel gevonden in mariene afzettingen uit het Eemien. Omdat dit interglaciaal volgt op de Saalien ijstijd, tijdens welke het landijs Midden en Noord-Nederland bedekte, zijn lokaal op de toenmalige zeebodem veel zwerfstenen aanwezig geweest die in de grondmorenen van de gletsjers meegevoerd waren. Deze keien zijn op veel plaatsen aan de basis van de mariene afzettingen uit het Eemien aanwezig. Zij vormden een zeer geschikt substraat voor de vestiging van Oesters en op plaatsen waar deze stenenlagen worden aangetroffen bevinden zich vaak zeer grote aantallen Oesters in de direct erboven liggende lagen. Deze Oesters zijn de getuigen van uitgestrekte oesterbanken in de toenmalige zee.
Zie Oester (gerecht) voor het hoofdartikel over dit onderwerp. Oesters worden al heel lang door mensen als voedsel gebruikt. Uit Denemarken is de neolithische Ertebøllecultuur bekend die vooral opvalt door de grote bergen 'afval' van geconsumeerde schelpdieren. De Oester is een belangrijk onderdeel van het afval. De Romeinen hebben in Nederland en België ook veel oester geoogst. Het was een belangrijk exportproduct. Tegenwoordig wordt in Nederland de oester vooral in het Oosterscheldegebied gecultiveerd. Het belangrijkste centrum in de Nederlandse oestercultuur is Yerseke. Hier worden oesters in speciaal daarvoor gebouwde 'oesterputten' gekweekt.
Oesters kunnen door diverse ziektes worden getroffen, waardoor de opbrengst van oesteroogsten verkleind kan worden, en zelfs hele oesterpopulaties kunnen uitsterven. De controle van dergelijke ziektes concentreert zich op het voorkomen van infecties en het kweken van resistente oestervarianten. Op dit gebied vindt veel onderzoek plaats. Voorbeelden van ziektes zijn Dermo (Perkinsus marinus) en MSX (Multinucleated Sphere X). Een voorbeeld van een ziekte die op de mens kan worden overgedragen bij het nuttigen van oesters, is cholera.
Mediabestanden die bij dit onderwerp horen, zijn te vinden op de pagina Ostrea edulis op Wikimedia Commons. De gewone oester (Ostrea edulis) is een in zee levend tweekleppig weekdier. Zij is ook bekend onder de naam platte oester. Edulis is Latijn voor "eetbaar". Het dier wordt al heel lang als een lekkernij beschouwd.
Flatøsters, vanleg østers eller europeisk østers (Ostrea edulis) er ein østers som førekjem naturlig i austre Atlanterhavet, utanfor kysten av Vest-Europa, omkring Storbritannia og nordover til Noreg og vestkysten av Sverige og i Middelhavet. [1] Gjennom dyrking er flatøsters inført til andre delar av verda, mellom anna USA.
Fram til midten av 1800-talet var østersen vanleg langs heile norskekysten. Han er no rekna somnær truga i Noreg.[2] Stillehavsøsters er ein framandart og konkurrent for flatøsters.
Flatøsters, vanleg østers eller europeisk østers (Ostrea edulis) er ein østers som førekjem naturlig i austre Atlanterhavet, utanfor kysten av Vest-Europa, omkring Storbritannia og nordover til Noreg og vestkysten av Sverige og i Middelhavet. Gjennom dyrking er flatøsters inført til andre delar av verda, mellom anna USA.
Fram til midten av 1800-talet var østersen vanleg langs heile norskekysten. Han er no rekna somnær truga i Noreg. Stillehavsøsters er ein framandart og konkurrent for flatøsters.
Flatøsters (Ostrea edulis) er veldig ettertraktet i Europa. Fram til midten av 1800-tallet var østers vanlig langs hele norskekysten, og store mengder ble tatt opp. Senere trakk de seg tilbake, og er blitt mye sjeldnere. Stillehavsøsters er en fremmedart og konkurrent.
Østersskall er funnet i store mengder ved utgravinger i middelalderlag i Stavanger sentrum.
Flatøsters (Ostrea edulis) er veldig ettertraktet i Europa. Fram til midten av 1800-tallet var østers vanlig langs hele norskekysten, og store mengder ble tatt opp. Senere trakk de seg tilbake, og er blitt mye sjeldnere. Stillehavsøsters er en fremmedart og konkurrent.
Østersskall er funnet i store mengder ved utgravinger i middelalderlag i Stavanger sentrum.
Ostryga jadalna (Ostrea edulis) – gatunek osiadłego małża nitkoskrzelnego z rodziny ostrygowatych (Ostreidae), opisany przez Karola Linneusza w 1758 roku w Systema Naturae, najcenniejszy mięczak jadalny, obecny w diecie człowieka co najmniej od starożytności. Stanowi wartościowy i zdrowy pokarm[2].
Występuje w północno-wschodniej części Oceanu Atlantyckiego – wzdłuż wybrzeży Europy (stąd spotykana czasem nazwa ostryga europejska), od Norwegii po okolice Maroko – oraz w całym basenie Morza Śródziemnego, aż po Morze Czarne. W latach 40. i 50. XX wieku została celowo introdukowana w zachodniej części Atlantyku, gdzie utworzyła trwałe populacje u wybrzeży Ameryki Północnej[3].
Muszla ostrygi jadalnej jest owalna lub ma kształt gruszki, może osiągać długość ponad 20 cm. Jej powierzchnia jest szorstka. Ubarwienie białe, kremowe lub żółtawe. Lewa (dolna) skorupka muszli jest większa, wyraźnie zagłębiona i przytwierdzona do podłoża. Prawa skorupka ma chropowate krawędzie, a na jej powierzchni występują jasnobrązowe lub niebieskawe smugi. Funkcjonuje jako pokrywka. Wewnętrzne powierzchnie muszli są gładkie, zazwyczaj perłowe, białe lub niebieskawe. Zamek muszli nie ma zębów. Mięso ostrygi jadalnej jest kremowo-beżowe lub jasnoszare[3].
W rozwoju ostrygi jadalnej występuje larwa typu weliger. Ostrea edulis żyje ponad 20 lat[3].
Ostryga jadalna była hodowana w starożytności przez Rzymian w specjalnie do tego celu budowanych stawach ze słoną wodą. Depozyty muszli tego gatunku na terenie Polski (przywożone w celach konsumpcyjnych) stwierdzano na pojedynczych stanowiskach od wczesnego średniowiecza. Popularność w Polsce zyskały z innymi daniami kuchni francuskiej na początku XVII wieku[4].
Do XIX wieku ostryga jadalna była poławiana na dużą skalę, co doprowadziło do przełowienia i zniszczenia populacji naturalnie występujących wokół Europy. W drugiej połowie XIX wieku w południowo-zachodniej Francji, a następnie w basenie Morza Śródziemnego (początek XX w.) upowszechniły się metody hodowli tego gatunku. Większość hodowców pozyskuje larwy ze źródeł naturalnych. Odnawiające się populacje Ostrea edulis zostały znacznie przerzedzone epidemią choroby zakaźnej w 1920 roku[3].
W połowie XX w. upowszechniła się hodowla małży dwóch innych gatunków: ostryżycy amerykańskiej (Crassostrea virginica) i japońskiej (Crassostrea gigas) – nie uzyskały one jednak tak dużego uznania konsumentów, jak ostryga jadalna. W 1961 roku złowiono blisko 30 tys. ton małży tego gatunku. W wyniku kolejnej epidemii w latach 70. i 80. XX w. liczebność populacji zaczęła wyraźnie spadać. Około roku 2000 połowy światowe ustabilizowały się na poziomie 7 tys. ton rocznie[3].
Ostrygi jadalne są sprzedawane lokalnie oraz przez sieci supermarketów oraz restauracji. Z powodu zmniejszonych połowów cena tego małża znacznie wzrosła osiągając rekord na poziomie 13 USD za kg[3]. Obecnie Ostrea edulis jest jednym z najdroższych owoców morza. Tradycyjnie małże te są spożywane na surowo, podawane w połówkach muszli. Można je gotować, piec, smażyć, zapiekać, marynować, a nawet grillować.
Ostryga jadalna (Ostrea edulis) – gatunek osiadłego małża nitkoskrzelnego z rodziny ostrygowatych (Ostreidae), opisany przez Karola Linneusza w 1758 roku w Systema Naturae, najcenniejszy mięczak jadalny, obecny w diecie człowieka co najmniej od starożytności. Stanowi wartościowy i zdrowy pokarm.
Europeiskt ostron (Ostrea edulis) är ett ostron som naturligt förekommer i östra Atlanten, utanför västra Europas kuster, omkring Brittiska öarna och norrut till Norge och Sveriges västkust samt i Medelhavet. Genom odling har det införts till andra delar av världen, däribland Nordamerika. Fångsten och odlingen an europeiskt ostron har under 1900-talets andra hälft minskat och arten står bara för en liten del av den kommersiella ostronodlingen idag. Det beror dels på att det europeiska ostronet drabbats av sjukdomar och dels på att ostronodlarna allt mer övergått till det mer snabbvuxna japanska jätteostronet. Det europeiska ostronet anses dock som en delikatess och den odlingen som är kvar är nu mer inriktad på detta än på odling i större skala.
Det europeiska ostronet har ett tvådelat skal. Skalets halvor har olika form, den undre halvan som fäster mot underlaget är skålformad medan den övre halvan är mer platt och passar in i den undre halvan då skalet stängs. Ostronet kan som fullvuxet bli upp till 20 centimeter stort[1] men de flesta ostron blir inte så stora, utan mer vanligt är en storlek på omkring 10–11 centimeter i diameter.[2][3] Unga ostron har en nästan cirkelrund form, äldre ostron får en mer oval och ojämn form.[2]
Det europeiska ostronet förekommer i Atlanten i västra Europas kustnära vatten, omkring brittiska öarna och norrut till Norge samt söderut till Medelhavet. Arten har därtill etablerat naturliga längs Nordamerikas östkust fån Maine till Rhode Island efter att ha blivit införd på 1940-talet och 1950-talet.[1]
Ostronet har en livscykel som innefattar ett frisimmande larvstadium och ett fastsittande vuxenstadium. Det kan nå en ålder av 10 till 20 år och livnär sig som filtrerare på plankton.[4] Ostronet kan byta kön och vara både hane och hona. Oftast är ostronet då det slår sig ner på ett underlag en hane, för att senare när det vuxit sig större bli en hona. Därefter kan det växla mellan hane och hona.[1] Om ett sandkorn fastnar i ostronet så kan det med tiden bildas en pärla.[3]
Wikimedia Commons har media som rör europeiskt ostron.
Europeiskt ostron (Ostrea edulis) är ett ostron som naturligt förekommer i östra Atlanten, utanför västra Europas kuster, omkring Brittiska öarna och norrut till Norge och Sveriges västkust samt i Medelhavet. Genom odling har det införts till andra delar av världen, däribland Nordamerika. Fångsten och odlingen an europeiskt ostron har under 1900-talets andra hälft minskat och arten står bara för en liten del av den kommersiella ostronodlingen idag. Det beror dels på att det europeiska ostronet drabbats av sjukdomar och dels på att ostronodlarna allt mer övergått till det mer snabbvuxna japanska jätteostronet. Det europeiska ostronet anses dock som en delikatess och den odlingen som är kvar är nu mer inriktad på detta än på odling i större skala.
Ареал охоплює Атлантичне узбережжя Європи та Північної Африки, Середземне, Егейське та Чорне моря. Як інтродукований вид зустрічається на Східному узбережжі Північної Америки. У водах України — Каркінітська затока, озеро Донузлав, шельф біля міста Судак.
Розміри молюска до 80 мм. Черепашка асиметрична, у формі викривленого овалу. Стулка, якою молюск прикріплюється до субстрату («ліва») більш випукла, має радіальні ребра. Інша стулка («права») майже плоска, гладенька або з концентричними наростами. Замок без зубців. Стулки з'єднані внутрішньою зв'язкою. М'яз-замикач один, розташований у центрі. Нога відсутня. До обох стулок прилягає мантія. Зябра знаходяться з обох боків тіла та складаються з двох тонких пластинок, які мають тонкі вирости у вигляді ворсинок. Забарвлення сіре, іноді з червоно-бурими плямами. Внутрішній бік стулок білий або синювато-сірий.
Зустрічається у прибережній зоні на глибині 3 — 65 м. Доросла особина нерухома, може утворювати великі скупчення — устричні банки. Зазвичай прикріплюється до скель, також зустрічається на піщано-кам'янистих ґрунтах. Теплолюбний вид. Низькі температури може витримувати протягом кількох тижнів, при підвищенні температури збільшується швидкість обміну речовин та росту. Живиться шляхом фільтрації води. Основу раціону складає фіто- та зоопланктон (одноклітинні водорості, інфузорії, дрібні личинки морських тварин). За годину устриця може відфільтрувати 1 — 3 л води. Має досить багато природних ворогів — рапани, морські зірки, риби, краби.
Статевого дозрівання досягає у віці 4 — 5 років. Устриця гермафродит, може змінювати стать в залежності від температури довколишнього середовища. Ікра запліднюється всередині черепашки — у порожнині між мантією та зябрами. Розвиток яєць (300–900 тис.) триває 8 — 10 діб. Личинки, що вилупились, залишаються у порожнині тіла близько 5 діб, потім залишають її та розвиваються, вільно плаваючи у товщі води на протязі 8 — 15 діб. Після цього опускаються на дно та прикріплюються до субстрату. Устриці ростуть повільно, наприкінці першого року життя досягаючи 30 мм. Розмноження навесні-влітку при температурі води близько 15°С.
Зникаючий вид у Чорному морі. Причини зниження чисельності — винищення інтродукованим хижим молюском рапаною, забруднення води, браконьєрство, епідемії захворювань, викликані бактеріями та грибками.
Вилов у Чорному морі заборонений. Вид занесений до Червоної книги України. У деяких країнах є об'єктом марикультури. У європейській кухні вважається делікатесом.
ヨーロッパヒラガキ（欧羅巴平牡蠣、学名:Ostrea edulis）カキ目イタボガキ科イタボガキ属の二枚貝である。 ヨーロッパ原産で名産地の名を取りブロン牡蠣とも呼ばれる。 学名の形容語句のedulisはラテン語の"可食"からきている。 成体は直径約4から11センチメートルになる。[1] その分布域はノルウェー中部からモロッコ、特にブリテン島および地中海沿岸にみられる。[2] 養殖についてはが北米でも行われている。 近年の伝染病の蔓延により養殖で生産される牡蠣の約75%が太平洋原産のマガキに取って代わられた。
ヨーロッパヒラガキ（欧羅巴平牡蠣、学名:Ostrea edulis）カキ目イタボガキ科イタボガキ属の二枚貝である。 ヨーロッパ原産で名産地の名を取りブロン牡蠣とも呼ばれる。 学名の形容語句のedulisはラテン語の"可食"からきている。 成体は直径約4から11センチメートルになる。 その分布域はノルウェー中部からモロッコ、特にブリテン島および地中海沿岸にみられる。 養殖についてはが北米でも行われている。 近年の伝染病の蔓延により養殖で生産される牡蠣の約75%が太平洋原産のマガキに取って代わられた。
