الأسماء في صفحات التنقل
La madreselva de los xardinos (Lonicera caprifolium) ye una especie de planta arbustiva trepadora del xéneru Lonicera autóctona del sur d'Europa onde se cultiva nos xardinos de tol continente, anque apaez bonal en dellos llugares.
Ye un parrotal perenne qu'algama los 1-2 metros d'altor col tarmu color acoloratáu. Les fueyes opuestes, ovales, sésiles que no más alto del tarmu se sueldan pola base formando una copa. Les flores son arumoses de color blancu, mariellu o rosa y arrexuntar nel visu. El frutu ye una baga anaranxada. Ye una planta mielífera.
Lonicera caprifolium describióse por Carlos Linneo y espublizóse en Species Plantarum 1: 173. 1753.[1]
Lonicer: nome xenéricu dau n'honor d'Adam Lonitzer (1528-1586), un médicu y botánicu alemán, notable pola so revisada versión de 1557 del yerbariu del famosu Eucharius Rösslin (1470 – 1526)[2]
caprifolium: epítetu llatín que significa "que les cabres prefieren estes fueyes".[3]
Caprifolio, chupamiel, madreselva, madreselva común, madreselva covanosa, madreselva morisca, madreselva perfoliada, pata de cabra.
Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Botánica, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies. La madreselva de los xardinos (Lonicera caprifolium) ye una especie de planta arbustiva trepadora del xéneru Lonicera autóctona del sur d'Europa onde se cultiva nos xardinos de tol continente, anque apaez bonal en dellos llugares.
Keçi doqquzdonu (lat. Lonicera caprifolium) - doqquzdonkimilər fəsiləsinin doqquzdon cinsinə aid bitki növü.
Cənubi Avropada, Kiçik Asiyada kolluqlarda və meşələrdə bitir. Böyük və Kiçik Qafqazda yayılmışdır.
Sarmaşan və ya sürünən koldur, 8 m-dək uzana bilir. Cavan zoğları çılpaq, açıq-yaşıl, işıq düşən tərəfdə isə bənövşəyi-qırmızı olur. Yarpaqları 4-10 sm uzunluğunda, möhkəm, dərili, ellipsvari və ya enli-ellipsvari, üst tərəfi tünd-yaşıl, alt hissəsi isə göyümtül rənglidir. Yuxarı yarpaqların 2-3 cütü ellipsvari diskə yığılır, rəngini payıza qədər saxlayır. Üç yaşından etibarən çiçəkləməyə başlayır. Çiçəkləri oturaqdır. Bir çiçəyin ömrü 3-4 gündür, ümumiyyətlə, çiçəkləmə təxminən 3 həftə davam edir. Uzun erkəkcikləri dəstələrə yığılmışdır və yuxarı birləşən yarpaqların qoltuqlarında yerləşir, içərisi ağ və ya sarımtıl, üstü al-qırmızı çalarlı və ya bənövşəyi-qırmızı zolaqlıdır. Arılarla tozlanır. Dörd yaşından hər il meyvə verir. Meyvələri tədricən iyulun ikinci yarısından-avqustun birinci yarısına qədər yetişir. Narıncı-qırmızı giləmeyvələri çox qısa saplaqlarda elə bil yarpağa bitişmişdir. 50 il və daha çox yaşayır. Toxumlarla, qələmlərlə, zoğlarla çoxaldılır.
Qışda birillik zoğları donur, ancaq tez bərpa olunurlar.
Kiçik və Böyük Qafqazda meşə və kolluqlarda təsadüf edilir.
Yaşıllaşdırmada, müxtəlif kompozisiyaların qurulmasında istifadəsi məqsədyönlüdür.
Keçi doqquzdonu (lat. Lonicera caprifolium) - doqquzdonkimilər fəsiləsinin doqquzdon cinsinə aid bitki növü.
Planhigyn blodeuol lluosflwydd a dyfir yn aml mewn gerddi yw Gwyddfid trydwll sy'n enw gwrywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Caprifoliaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Lonicera caprifolium a'r enw Saesneg yw Perfoliate honeysuckle.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Gwyddfid Trydwll.
Deugotyledon yw'r planhigyn hwn, ac mae'r blodau'n gasgliad o flodau unigol, gydag arogl da. Mae ganddo euron a gall ddringo cloddiau.
Planhigyn blodeuol lluosflwydd a dyfir yn aml mewn gerddi yw Gwyddfid trydwll sy'n enw gwrywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Caprifoliaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Lonicera caprifolium a'r enw Saesneg yw Perfoliate honeysuckle. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Gwyddfid Trydwll.
Deugotyledon yw'r planhigyn hwn, ac mae'r blodau'n gasgliad o flodau unigol, gydag arogl da. Mae ganddo euron a gall ddringo cloddiau.
Zimolez kozí list (Lonicera caprifolium) je ovíjivý opadavý, vzácněji stálezelený keř, 5 – 7 m vysoký, který patří do čeledi zimolezovité (Caprifoliaceae). Je vzpřímený, častěji poléhavě plazivý, s dlouze nebo krátce trubkovitou korunou.
Borka se stužkovitě odlupuje a má žlutohnědou až hnědavou barvu. Větve jsou zelené, až fialově naběhlé s přerušovanou dření nebo jsou duté. Pupeny jsou drobné, lysé a dlouze zašpičatělé. Listy jsou vstřícné, někdy v přeslenech a mají krátké řapíky. Květy příjemně voní, hlavně k večeru. Jsou krátce stopkaté, až přisedlé, zpravidla rostou v šesti-květých lichopřeslenech, v úžlabí nejvyšších srostlých listů. Plody jsou žlutočervené bobule, které rostou ve shlucích, a uvnitř mají několik semen.
Vyskytuje se na Krymu, Kavkazu a v Evropě. V řadě zemí zdomácněl, například ve Španělsku, j. Francii, Itálii a Anglii. Dále je rozšířen na Krymu a na Kavkazu. V mnoha zemích světa se pěstuje a dále zplaňuje. V České republice obliba pěstování zimolezu kozího listu dlouhodobě klesá, což má za následek spíše úbytek výskytu tohoto keře. Větší výskyt je v okolí Plzně, Prahy, Kralup, Litoměřic, na Moravě v okolí Mikulova a předhůří Českomoravské vrchoviny.
Keř mnohdy zplaňuje do blízkého okolí míst, kde je pěstován. Semena rozšiřují především ptáci. Nejčastěji keř začne růst na okrajích řídkých lesů, na křovinatých stráních, ve vinicích a podél komunikací. Roste především na stanovištích, které mají výhřevné, zásadité a zejména vápnité půdy. Dochází i k případům, kdy se na vhodném místě vytvoří rozsáhlejší porost keřů, což potom vzbuzuje dojem, že je keř na původním stanovišti.
Používá se zejména jako okrasný keř na pokrytí svislých ploch, plotů, besídek v parcích, zahrádkách a sadech. Je ceněn zejména kvůli svému vzrůstu, velkým a vonným květům a barevným plodům. Může se vysazovat i do stínu.
Z běžněji pěstovaných ovíjivých zimolezů je podobným druhem zejména zimolez ovíjivý (Lonicera periclymenum), který však postrádá srostlé listeny na květonosných větévkách, charakteristické pro zimolez kozí list.
Zimolez kozí list (Lonicera caprifolium) je ovíjivý opadavý, vzácněji stálezelený keř, 5 – 7 m vysoký, který patří do čeledi zimolezovité (Caprifoliaceae). Je vzpřímený, častěji poléhavě plazivý, s dlouze nebo krátce trubkovitou korunou.
Ægte Kaprifolie (Lonicera caprifolium) eller blot Kaprifolie [1] er en lian, der dyrkes i haver. Kaprifolieblomsterne er smukke i sig selv, men det er især deres bedøvende, dejlige duft som er tiltrækkende. Hele planten, altså også de røde bær, er giftig.
Kaprifolie er en løvfældende lian med kraftig, slyngende vækstform. Barken er først lysegrøn og glat, senere bliver den brun og til sidst lysegrå og let furet. Knopperne sidder modsat, og de er lysegrå og udspærrede. Bladene springer ud i milde perioder af vinteren. De er elliptiske og helrandede. Oversiden er frisk grøn, mens undersiden er grågrøn.
Blomsterne er meget uregelmæssige med lange kronrør og fin duft. Ydersiden er rødlig og indersiden flødehvid. Det øverste bladpar under den endestillede stand af blomster er gennemvoksede). Frugterne er røde bær, og de er giftige. De modner godt, og frøene spirer villigt.
Rodnettet består af kraftigt forgrenede, vidt udbredte hovedrødder.
Planten hører hjemme i Østeuropa og Middelhavsområdet øst for Italien. Den gror overalt som lian i krat, lysninger og skovbryn på tør, varm jord.
Planten angribes af en møllarve, der bider blomsterne af før udspring, og af en minérflue-larve, der laver slyngede miner i bladene. Ingen af delene gør nævneværdig skade.
Ægte Kaprifolie (Lonicera caprifolium) eller blot Kaprifolie er en lian, der dyrkes i haver. Kaprifolieblomsterne er smukke i sig selv, men det er især deres bedøvende, dejlige duft som er tiltrækkende. Hele planten, altså også de røde bær, er giftig.
Das Gartengeißblatt (Lonicera caprifolium), auch Echtes Geißblatt, Wohlriechendes Geißblatt oder Jelängerjelieber genannt, ist eine Pflanzenart in der Familie der Geißblattgewächse (Caprifoliaceae).
Das Echte Geißblatt ist eine rechtswindende, sommergrüne, verholzende Kletterpflanze (Liane), die Wuchshöhen von 2 Metern erreichen kann. Findet sie eine Kletterhilfe wie kleine Bäume, Sträucher, Pfeiler, Tore, Zäune usw., so kann sie Höhen von 6 bis zu 10 Metern und eine Breite von bis zu 3 Metern erreichen. Die hohlen Zweige besitzen eine anfangs abstehend behaarte, später verkahlende, weißlich bereifte Rinde.
Von den gegenständig angeordneten Laubblättern weisen die oberen keinen Stiel auf und sind paarweise am Zweig zusammengewachsen. Die grünen, einfachen Blattspreiten sind bei einer Länge von 4 bis 8, selten bis zu 10 Zentimetern eiförmig bis verkehrt-eiförmig.
Die Blütezeit reicht von Mai bis Juli. Jeder Blütenkopf kann bis zu zwölf Blüten enthalten. Die Hochblätter sind paarweise verwachsen. Die zwittrigen, fünfzähligen, trompetenförmigen Blüten sind gelblich bis weiß und oft rötlich überlaufen.
Nach dem Aufplatzen der länglichen roten Röhren werden die cremigweißen Staubgefäße und der Griffel freigegeben. Es sind nur fünf Staubblätter vorhanden. Die Pollen sind gelbfarbig.
Ab dem Spätsommer erscheinen die bei Reife korallenroten, mit einem Durchmesser von etwa 8 Millimetern erbsengroßen, schwach giftigen Beeren.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 18.[1]
Junge Bäume können durch die Schlingpflanze gewürgt werden und Schaden nehmen. Gelegentlich kommt es vor, dass durch Einschnürung und Überwallung schmucke, begehrte gewendelte Wanderstöcke entstehen.
Die zahlreichen Blüten verströmen von Mai bis Juli in den Abendstunden einen starken, wohlriechenden, süßlichen Geruch, um Nachtfalter anzulocken. Am Folgetag erschlafft die gerade erst geöffnete Blüte bereits wieder. Die Bestäubung erfolgt durch Insekten. Die nektarreichen Blüten werden gerne von Nachtfaltern, Skabiosenschwärmern u. a. besucht.
Die Früchte bleiben lange hängen und dienen als ungiftige Vogelnahrung (Verdauungsausbreitung).
Ursprünglich kommt Lonicera caprifolium in Norwegen, Schweden, Polen, Spanien, Italien, Österreich, Ungarn, Tschechien, im früheren Jugoslawien, Rumänien sowie Albanien vor.[2] Auch in Vorderasien hat Lonicera caprifolium ursprüngliche Vorkommen.[3]
Das Gartengeißblatt ist in fast allen weiteren Teilen Europas, im Kaukasusraum und in Kleinasien sowie in den südamerikanischen Anden ein Neophyt. Das Wohlriechende Geißblatt ist eine beliebte Zierpflanze in Parks und Gärten. Man findet das Wohlriechende Geißblatt in Mitteleuropa wild oder verwildert in lichten Wäldern, Hecken oder auf Heideböden vor. Es gedeiht am besten auf kalkhaltigen Böden. Der Wurzelbereich benötigt schattige, kühle und feuchte Standorte, um vor Austrocknung geschützt zu sein. Das Echte Geißblatt blüht nur an genügend hellen (sonnigen oder halbschattigen) Standorten. Es ist eine Charakterart des Verbands Berberidion, kommt aber auch in Pflanzengesellschaften der Ordnung Quercetalia pubescentis vor.[1]
Saponine, cyanogene Glykoside, Alkaloide (Xylostein, Xylostosidin), Flavonoide, phenolische Verbindungen.[4]
Einige Sorten werden als anspruchslose Zierpflanzen verwendet. Diese können durch Kopfstecklinge vermehrt werden.
Der Wurzelauszug des Gartengeißblattes wurde früher zum Blaufärben verwendet.
Die getrockneten Blüten wirken schweiß- und harntreibend, werden aber heutzutage nicht mehr genutzt, da eine falsche Dosierung leichte Vergiftungssymptome (z. B. Erbrechen) hervorrufen kann.[4] Ein Absud aus den Blüten wurde in der früheren keltischen und chinesischen Kräuterheilkunde gegen Leberbeschwerden und Atemwegsinfektionen eingesetzt.
Die englische Bezeichnung Honeysuckle bezieht sich auf den honigsüßen Blütennektar. Der Name „Wohlriechendes Geißblatt“ weist auf den intensiven Blütenduft hin, die Bezeichnung „Jelängerjelieber“ sowohl auf die langen windenden Sprossachsen der Schlingpflanze, aber mehr auf den Duft und auf die lange Blühzeit: von Juni bis Oktober, wenn das Angebot an Wärme und Wasser stimmt.
Für das Gartengeißblatt (oder kurz „Geißblatt“ und lateinisch früher caprifolium genannt[5]) bestehen bzw. bestanden, zum Teil auch nur regional, auch die weiteren deutschsprachigen Trivialnamen: Bärentappe (Elsaß bei Mülhausen), Geisblatt, Geishalsle (Schweiz), Gilgenkonfort, Je länger je besser (Aachen), Je länger je lieber (Bremen, Henneberg), Nachtengalla (Coburg), Nachtsfaden (Siebenbürgen), Specklelgen (Siebenbürgen), Waldmeister und groß Winden.[6]
Englischsprachige Trivialnamen sind Italian Honeysuckle und Perfoliate Honeysuckle; im Lateinischen wurde die Pflanze caprifolium[7] genannt.
Das Gartengeißblatt (Lonicera caprifolium), auch Echtes Geißblatt, Wohlriechendes Geißblatt oder Jelängerjelieber genannt, ist eine Pflanzenart in der Familie der Geißblattgewächse (Caprifoliaceae).
Tekst üüb Öömrang Jelingerjeleewer (Lonicera caprifolium) as en plaantenslach uun det famile faan a Siigbleedplaanten (Caprifoliaceae).
Jelingerjeleewer (Lonicera caprifolium) as en plaantenslach uun det famile faan a Siigbleedplaanten (Caprifoliaceae).
Lonicera caprifolium, the Italian woodbine,[2] perfoliate honeysuckle,[3] goat-leaf honeysuckle, Italian honeysuckle, or perfoliate woodbine, is a species of perennial flowering plants in the genus Lonicera of the family Caprifoliaceae. It is native to parts of Europe, and naturalised in South East Britain and northeastern North America.[2][4] It can readily be distinguished from Europe's most common species, Lonicera periclymenum, by its topmost leaves, which are perfoliate as the Latin name suggests (that is, the stem appears to grow through the centre of the leaf). It is a vigorous, deciduous climber growing up to 8 metres. It bears masses of very fragrant, cream-coloured flowers, tinged with pink, appearing in midsummer.[5][6]
Lonicera caprifolium, the Italian woodbine, perfoliate honeysuckle, goat-leaf honeysuckle, Italian honeysuckle, or perfoliate woodbine, is a species of perennial flowering plants in the genus Lonicera of the family Caprifoliaceae. It is native to parts of Europe, and naturalised in South East Britain and northeastern North America. It can readily be distinguished from Europe's most common species, Lonicera periclymenum, by its topmost leaves, which are perfoliate as the Latin name suggests (that is, the stem appears to grow through the centre of the leaf). It is a vigorous, deciduous climber growing up to 8 metres. It bears masses of very fragrant, cream-coloured flowers, tinged with pink, appearing in midsummer.
La madreselva de los jardines (Lonicera caprifolium) es una especie de planta arbustiva trepadora del género Lonicera autóctona del sur de Europa donde se cultiva en los jardines de todo el continente, aunque aparece espontánea en algunos lugares.
Es un arbusto perenne que alcanza los 1-2 metros de altura con el tallo color rojizo. Las hojas opuestas, ovales, sésiles que en lo más alto del tallo se sueldan por la base formando una copa. Las flores son aromáticas de color blanco, amarillo o rosa y se agrupan en la cima. El fruto es una baya anaranjada. Es una planta mielífera.
Lonicera caprifolium fue descrita por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 1: 173. 1753.[1]
Lonicer: nombre genérico otorgado en honor de Adam Lonitzer (1528-1586), un médico y botánico alemán, notable por su revisada versión de 1557 del herbario del famoso Eucharius Rösslin (1470 – 1526)[2]
caprifolium: epíteto latino que significa "que las cabras prefieren estas hojas".[3]
Caprifolio, chupamiel, madreselva, madreselva común, madreselva horadada, madreselva morisca, madreselva perfoliada, pata de cabra.
La madreselva de los jardines (Lonicera caprifolium) es una especie de planta arbustiva trepadora del género Lonicera autóctona del sur de Europa donde se cultiva en los jardines de todo el continente, aunque aparece espontánea en algunos lugares.
Tuoksuköynnöskuusama (Lonicera caprifolium) on monivuotinen kukkiva köynnös. Se on suomalaispuutarhojen suosituin kukkiva puuvartinen köynnöskasvi eli liaani.[1]
Tuoksuköynnöskuusaman monivuotiset, puutuneet varret kasvavat 2–3 metriä pitkiksi. Lehdet asettuvat varsiin pareittain. Ne ovat ehytlaitaisia, päältä tummanvihreitä, alta vaaleamman sinivihreitä. Noin 5 cm pitkät valkoiset tai punertavat kukat tuoksuvat iltaisin.[1]
Tuoksuköynnöskuusama kasvaa luonnonvaraisena Kaakkois-Euroopassa: Itävallasta ja Tšekistä Turkkiin ja Romaniaan ulottuvalla alueella.[2]
Tuoksuköynnöskuusama (Lonicera caprifolium) on monivuotinen kukkiva köynnös. Se on suomalaispuutarhojen suosituin kukkiva puuvartinen köynnöskasvi eli liaani.
Tuoksuköynnöskuusaman monivuotiset, puutuneet varret kasvavat 2–3 metriä pitkiksi. Lehdet asettuvat varsiin pareittain. Ne ovat ehytlaitaisia, päältä tummanvihreitä, alta vaaleamman sinivihreitä. Noin 5 cm pitkät valkoiset tai punertavat kukat tuoksuvat iltaisin.
Tuoksuköynnöskuusama kasvaa luonnonvaraisena Kaakkois-Euroopassa: Itävallasta ja Tšekistä Turkkiin ja Romaniaan ulottuvalla alueella.
Le chèvrefeuille des jardins (Lonicera caprifolium) est une plante grimpante, ligneuse, caduque, très rustique, originaire de l'Europe et de l'ouest de l'Asie. Elle fait partie de la famille des Caprifoliaceae. Comme son nom l'indique, le chèvrefeuille des jardins est aussi une plante cultivée ornementale.
Planche botanique
Aspect d'ensemble
Fleurs en bouton
Floraison
Fin de floraison
Formation des fruits
Fruits
Lonicera caprifolium est une plante grimpante, à rameaux volubils[1], pouvant grimper jusqu'à 4 m de haut.
Ses feuilles caduques sont opposées, de 3 à 10 cm de long, ovales à obovales, à l'avers vert foncé, au revers glauque. Les deux à trois paires de feuilles situées sur le haut des tiges sont soudées l'une à l'autre par leur base (on dit connées).
Les fleurs de 2 à 5 cm de long sont disposées en verticilles, sessiles. Les bractées situées à la base de l'inflorescence, semblables aux feuilles supérieures mais plus petites, sont connées. Les corolles pubescentes comportent un long tube fin et présentent deux lèvres blanc crème à jaune teintées de rose, bien plus courtes que le tube. Elles dégagent un parfum très agréable, surtout le soir et la nuit. La floraison se fait de mai à juillet.
Les baies ovoïdes qui leur succèdent sont rouge-orangé à maturité. Elles sont légèrement toxiques.
L. caprifolium ressemble à L. implexa mais chez ce dernier la corolle est glabre et les feuilles sont coriaces et persistantes.
Lonicera caprifolia pousse en Europe, en Asie mineure, au Caucase[1]. Pour GRIN[2], c'est une espèce purement européenne, qui ailleurs, est naturalisée. Elle serait indigène en France, Norvège, Suède, Autriche, Tchéquie, Hongrie, Pologne, ex-Yougoslavie, Italie, Roumanie, Espagne. En France, elle se trouve dans le Nord, le Nord-Est, les Vosges, le couloir Rhodanien, l'Île-de-France, le massif central, les Pyrénées.
Elle croît dans les haies et les lisières.
Cette plante cultivée dans les jardins s'échappe facilement et se naturalise.
Ce chèvrefeuille, vendu par les pépiniéristes, est communément planté dans les jardins, palissé sur un mur ou sur une barrière. C'est une plante rustique (jusqu'à −20 °C) s'installant facilement au soleil ou à la mi-ombre.
Pour limiter son développement, il est bon de le tailler après floraison. Et pour éviter qu'il ne se dégarnisse du bas, il est conseillé de le rabattre sévèrement en hiver au bout de quelques années.
Le chèvrefeuille des jardins (Lonicera caprifolium) est une plante grimpante, ligneuse, caduque, très rustique, originaire de l'Europe et de l'ouest de l'Asie. Elle fait partie de la famille des Caprifoliaceae. Comme son nom l'indique, le chèvrefeuille des jardins est aussi une plante cultivée ornementale.
Wonjaty kozylist (Lonicera caprifolium) je rostlina ze swójby kozylistowych rostlinow (Caprifoliaceae).
Wonjaty kozylist ma na spódku zrosćene hornje łopjenowe pory.
Wonjaty kozylist (Lonicera caprifolium) je rostlina ze swójby kozylistowych rostlinow (Caprifoliaceae).
Il caprifoglio comune o madreselva (Lonicera caprifolium L., 1753) è un arbusto legnoso di medie dimensioni dai profumati fiori colorati di bianco e rosso appartenente alla famiglia delle Caprifoliaceae.
Il genere Lonicera comprende circa 200 specie provenienti dall'Asia, dall'America settentrionale e dall'Europa, di queste una decina appartengono alla flora spontanea italiana. Il caprifoglio comune è considerata una specie originaria dell'Italia.
Nelle classificazioni più vecchie la famiglia di questo genere è anche chiamata Loniceraceae. È da aggiungere inoltre che prima di Linneo questo genere era chiamato Caprifolium ma anche Peryclimenon, nomenclature talora usate anche in tempi moderni
Il genere Lonicera è riccamente polimorfo per cui viene suddiviso in più sezioni (per maggior dettagli vedere la scheda specifica del genere); la Lonicera caprifolium appartiene alla sezione delle specie rampicanti a foglie caduche con una o più paia di foglie superiori connate nella formazioni di un caratteristico disco a collare. Le altre sezioni comprendono piante cespugliose e/o sempreverdi.
Secondo alcuni studiosi questa pianta, in Italia, si sarebbe inselvatichita da alcuni esemplari importati in tempi remoti; tuttavia il suo completo inserimento nella vegetazione naturale dell'Italia potrebbe indicare che si tratti di una pianta indigena come normalmente viene considerata.
Nell'elenco che segue sono indicate alcune varietà e sottospecie (l'elenco può non essere completo e alcuni nominativi sono considerati da altri autori dei sinonimi della specie principale o anche di altre specie):
Con altre specie Lonicera caprifolium forma il seguente ibrido intraspecifico:
La specie in oggetto, in altri testi, può essere chiamata con nomi diversi. L'elenco che segue indica alcuni tra i sinonimi più frequenti:
Il termine del genere (Lonicera) fu coniato da Linneo nel 1753 adattando al latino il cognome "Lonitzer", volendo ricordare il botanico Adam Lonitzer (1528-1586) - in italiano questo cognome si pronuncia Adamo Lonicer - medico condotto a Francoforte.
L'epiteto specifico (caprifolium) deriva dal latino ed è composto da due termini: “capra” e “folium” (capra e foglia). Probabilmente questa dizione deriva dal fatto che le capre usano brucare le foglie di questa pianta.
“Caprifoglio” è il nome comune di alcune specie del genere "Lonicera", ma è anche la versione volgare italiana del nome del genere, per cui spesso si vengono a creare equivoci che comunque si possono dissipare facilmente affiancando sempre anche la nomenclatura binomiale scientifica.
Altri nomi comuni sono:
Il nome comune di “Abbracciabosco” deriva dal suo portamento rampicante che spesso avvolge, danneggiando la pianta ospite. I greci ad esempio chiamavano queste piante "peryclimenon" (che tradotto liberamente significa “accerchiamento”).
In inglese il fiore si chiama: "Italian honeyusuckle", ma anche "Italian woodbine".
La pianta è di tipo lianosa (a forma o struttura di liana). La forma biologica di questa specie è definita come fanerofita lianosa (P lian): sono piante generalmente legnose ma incapaci di reggersi per conto proprio e quindi con portamento rampicante.
I fusti sono rampicanti e volubili (si avvolgono ad altri alberi o arbusti), possono arrivare fino a 5 metri di estensione e nella fase iniziale dello sviluppo sono molto ramosi. La ramosità quasi cespitosa è data dalla presenza di gemme multiple, soprannumerali ed in serie sovrapposte nelle zone ascellari del fusto.
L'aspetto del fusto è quello di una corteccia che invecchiando assume una colorazione bruno – verdastra. I fusti giovani presentano una certa pubescenza.
Un'altra particolarità del fusto è che questo è caratterizzato dalla formazione di un unico strato di fibre “liberiane” (fibre a membrana ispessita che entrano nella costituzione del “libro”, all'interno della corteccia), per ciascun ciclo vegetativo annuale, facilitando così la determinazione della sua età.
Le foglie sono semplici a margine intero senza stipole, sono caduche (non sono persistenti oltre la stagione invernale) e lungo il fusto si dispongono in modo opposto. La lamina è consistente senza essere coriacea; la pagina superiore è verde chiaro quasi brillante, mentre quella inferiore è più scura con riflessi glauchi. In qualche caso si può avere il fenomeno dell'eterofillia (presenza di foglie di forma diversa) specialmente con le foglie dei germogli terminali. La forma prevalente è ovato – ellittica;
L'infiorescenza è formata da fiori (circa 6 esemplari) sessili disposti a fascetti inseriti nel centro dell'ultimo paio di foglie concresciute a lamina ellittiche e a forma di coppa.
La forma del fiore è del tipo “labiata” e variamente colorata soprattutto di rosso e bianco. I fiori sono attinomorfi, ermafroditi, tetraciclici (calice– corolla – androceo – gineceo) e pentameri. I fiori sono inoltre profumati da sostanze di natura benzoloide (essenze nelle quali prevalgono i composti ad anello benzoico).
Il frutto è una bacca (velenosa!) carnosa (bacciforme e succosa) e ovale di colore rosso vivo ma a volte anche arancio (dipende dalle varietà) contenente alcuni semi discoidi. Dimensione della bacca 8 mm.
Le piante di questa specie sono molto longeve, ma presentano dei cicli vegetativi intermedi caratterizzati dal fatto che dopo pochi anni di vita si essiccano quasi completamente. A questo punto dalla ceppaia vengono emessi nuovi polloni, che naturalmente dopo un certo numero di anni si atrofizzano e muoiono, ripetendo da capo il ciclo appena descritto.
Questa pianta è conosciuta fin dall'antichità per le sue proprietà medicinali. Ad esempio un decotto delle sue foglie sembra che stimoli la funzione urinaria.
È sconsigliato l'uso delle bacche in quanto contengono sostanze tossiche.
Dalle foglie si usa preparare un infuso tipo te.
È nell'orticoltura ornamentale che si concentra il maggior interesse per queste piante. Esistono diverse varietà coltivate a questo scopo. Generalmente queste varietà sono a foglie persistenti e fiori a colori diversi e sono usate per rivestire muri o formare pergolati.
È pianta visitata dalle api per il polline ed il nettare.[1]
È da ricordare anche che anticamente i fiori di questa pianta avevano proprietà propiziatorie per un buon matrimonio.
Il caprifoglio comune o madreselva (Lonicera caprifolium L., 1753) è un arbusto legnoso di medie dimensioni dai profumati fiori colorati di bianco e rosso appartenente alla famiglia delle Caprifoliaceae.
Smaržīgais sausserdis jeb kaprifoliju vīteņsausserdis (latīņu: Lonicera caprifolium) ir vasarzaļš 4—5 m augsts kaprifoliju dzimtas krūms. Audzē kā krāšņumaugu. Stumbrs vijīgs. Zari kaili, brūngani dzelteni, dobi. Pumpuri gari, smaili. Lapas pretējas, vienkāršas, veselas, plati ovālas, plati eliptiskas 4—10 cm garas, 2,5—6 cm platas, virspuse tumši zaļa, apakšpuse zilgana, abas puses kailas (jaunas ar matiņiem), gals strups, reti īsi smails, mala gluda, kāts īss. Uz ziedošajiem zariem 2 vai 3 augšējo lapu pāri pie pamata saauguši. Pieziedlapas 2, mazas, ieapaļas vai arī pieziedlapu nav. Zied no maija līdz jūlijam. Ziedi zigomorfi, divdzimumu, parasti pa 6 mieturos, augšējo saaugušo lapu žāklēs, ļoti smaržīgi. Kauslapas 5, kauss daudz īsāks par vainagu. Vainaglapas 5, ārpusē baltas, rožainas vai aveņkrāsā, iekšpusē dzeltenīgas, 3—5 cm garas, vainaga stobriņš 2—3 cm garš, vainaga apmale izteikti divlūpaina, 1,5—2 cm gara, augšlūpa stāva, četrdaļīga, apakšlūpa vesela, atliekusies. Putekšņlapas 5, izkaras tālu no vainaga stobriņa. Auglis — koraļļsarkana oga. Tautas medicīnā izmanto augļus, lapas, stumbrus un ziedus, jo tiem piemīt urīndzenoša, antiseptiska, sāpes remdinoša iedarbība.
Vikikrātuvē par šo tēmu ir pieejami multivides faili. Skatīt: Kaprifoliju vīteņsausserdisTuinkamperfoelie of gewone kamperfoelie (Lonicera caprifolium) is een klimplant die behoort tot de kamperfoeliefamilie (Caprifoliaceae) en als sierplant wordt gebruikt in tuinen en parken, maar komt ook verwilderd voor in bossen en in heggen. Het is een stinsenplant. Tuinkamperfoelie komt van nature voor in Zuidoost-Europa en West-Azië en heeft zich van daaruit verspreid door geheel Europa, de Kaukasus, Klein-Azië en de Zuid-Amerikaanse Andes. De wortels hebben een schaduwrijke, vochtige bodem nodig.
Tuinkamperfoelie is een rechtswindende, zomergroene, verhoutende klimplant, die zonder klimmateriaal tot twee meter hoog kan groeien. Met behulp van klimmateriaal kan de plant 6 tot 10 meter omhoog en tot 3 meter in de breedte groeien. De jonge, holle twijgen hebben afstaande haren, die later verdwijnen. De bast is witachtig berijpt. De groene, 4 tot 8 centimeter lange bladeren zijn eirond tot omgekeerd-eirond. De bovenste bladeren hebben geen bladsteel en zijn paarsgewijs vergroeid.
Tuinkamperfoelie bloeit van mei tot juli met zoet geurende bloemen. In de schijnkransen en in een zittend hoofdje kunnen tot 12 bloemen zitten. De hoogtebladeren zijn paarsgewijs vergroeid. De tweeslachtige, vijftallige, trompetvormige bloemen zijn geel tot wit en vaak rood aangelopen. Na het openspringen van de rode buizen komen de stempels vrij. De bloem heeft vijf meeldraden. De bestuiving gebeurt door insecten.
Aan het eind van de zomer verschijnen de knalrode, 8 mm grote, licht giftige bessen. De verspreiding gebeurt door vogels.
De nectarrijke bloemen worden bezocht door onder andere nachtvlinders, pijlstaarten.
Hoewel de plant niet parasiteert, 'wurgt' de plant wel zijn drager doordat deze zijn gewicht moet dragen en minder bladruimte en licht heeft.
Saponine, cyanogeen glycoside, alkaloïden (xylosteïne, xylostosidine), flavonoïde, fenolische verbindingen.[1]
Een aftreksel van de wortels werd vroeger gebruikt als blauwe kleurstof.
Tuinkamperfoelie of gewone kamperfoelie (Lonicera caprifolium) is een klimplant die behoort tot de kamperfoeliefamilie (Caprifoliaceae) en als sierplant wordt gebruikt in tuinen en parken, maar komt ook verwilderd voor in bossen en in heggen. Het is een stinsenplant. Tuinkamperfoelie komt van nature voor in Zuidoost-Europa en West-Azië en heeft zich van daaruit verspreid door geheel Europa, de Kaukasus, Klein-Azië en de Zuid-Amerikaanse Andes. De wortels hebben een schaduwrijke, vochtige bodem nodig.
Kaprifol, duftkaprifol eller ekte kaprifol (Lonicera caprifolium) er ein lauvfellande lian med kraftig, slyngande vekstform. Borken er først lysegrøn og glatt, seinare blir den brun og til sist lysegrå og lett fura. Knoppane sit motsett, og dei er lysegrå og utsperra. Blada spring ut i milde periodar om vinteren. Dei er elliptiske og heilranda. Oversida er frisk grøn, medan undersida er grågrøn. Blomstrane er uregelmessige med lange kronrøyr og fin duft. Yttersida er raudleg og innsida fløytekvit. Det øvste bladparet under den endestilte standen av blomstrar er samanvakse. Frukta er raude bær som er giftige. Dei modnar godt, og frøa spirer lett.
Mange av hageplantane er hybridar[1]
Kaprifol, duftkaprifol eller ekte kaprifol (Lonicera caprifolium) er ein lauvfellande lian med kraftig, slyngande vekstform. Borken er først lysegrøn og glatt, seinare blir den brun og til sist lysegrå og lett fura. Knoppane sit motsett, og dei er lysegrå og utsperra. Blada spring ut i milde periodar om vinteren. Dei er elliptiske og heilranda. Oversida er frisk grøn, medan undersida er grågrøn. Blomstrane er uregelmessige med lange kronrøyr og fin duft. Yttersida er raudleg og innsida fløytekvit. Det øvste bladparet under den endestilte standen av blomstrar er samanvakse. Frukta er raude bær som er giftige. Dei modnar godt, og frøa spirer lett.
Kaprifol (Lonicera caprifolium) er en klatreplante, som er blitt plantet og er senere blitt en forvillet art. Som sprer seg så mye, at den nå blir sett på som en moderat trussel for norsk natur. Den har fått status HI (høy risiko) på den norske svartelista.[1]
Denne vokser oppetter andre vekster eller annet den kan klatre på, og blir derfor kalt en klengebusk. Den blir ofte 2-3 m lang. Bladene er breit elliptiske og snaue. Blomstene vokser ut fra ett punkt i greintoppene, der det er to sammenvokste blader rett under blomsterstanden. Blomstene er monosymmetrisk, hvitgul eller med litt rødfarge, 3-5 mm langt. Bærene er røde, oransje eller gule. Planten har 18 som det diploide kromosomtallet.[2]
Kaprifol (Lonicera caprifolium) er en klatreplante, som er blitt plantet og er senere blitt en forvillet art. Som sprer seg så mye, at den nå blir sett på som en moderat trussel for norsk natur. Den har fått status HI (høy risiko) på den norske svartelista.
Hasło w Wikisłowniku Wiciokrzew przewiercień (Lonicera caprifolium), zwyczajowo nazywany czasami kapryfolium – gatunek rośliny należący do rodziny przewiertniowatych. Pochodzi z Europy, ale rozprzestrzeniony został również w innych rejonach świata[2]. Sprowadzony został do Polski w XVIII-XIX w. jako roślina ozdobna. Czasami dziczeje. Występuje miejscowo w dolinie Wisły, Odry[3] . Status gatunku we florze Polski: kenofit[3].
Zdziczałe okazy spotykane głównie w zaroślach nadrzecznych i śródpolnych. Kwitnie w maju i czerwcu, przedprątne kwiaty zapylane są przez motyle. Owoce dojrzewają w miesiącach lipiec – październik. Roślina trująca.
Ze względu na swoje piękne i pachnące kwiaty uprawiany jako roślina ozdobna. Może okrywać altany, pergole i inne podpory. Nie ma specjalnych wymagań glebowych, może rosnąć na każdej niemal glebie. Wymaga jednak stałej wilgotności, gdyż ma płytki system korzeniowy. Wskazane jest z tego względu ściółkowanie. Bywa atakowany przez mszyce, zwłaszcza gdy rośnie na stanowiskach suchych lub słonecznych. Nie wymaga cięcia, a jedynie usuwania obumarłych pędów. Można go rozmnażać albo z sadzonek, albo przez odkłady (przygięcie pędu do ziemi i przysypanie go).
Wiciokrzew przewiercień (Lonicera caprifolium), zwyczajowo nazywany czasami kapryfolium – gatunek rośliny należący do rodziny przewiertniowatych. Pochodzi z Europy, ale rozprzestrzeniony został również w innych rejonach świata. Sprowadzony został do Polski w XVIII-XIX w. jako roślina ozdobna. Czasami dziczeje. Występuje miejscowo w dolinie Wisły, Odry . Status gatunku we florze Polski: kenofit.
Lonicera caprifolium é uma espécie do gênero botânico Lonicera, da família das Caprifoliaceae
Lonicera caprifolium é uma espécie do gênero botânico Lonicera, da família das Caprifoliaceae
Kaprifol eller äkta kaprifol (Lonicera caprifolium) är en art i familjen kaprifolväxter från centrala Östeuropa till södra Europa, västerut till Italien. Den blommar vanligen i maj, några veckor tidigare än vildkaprifol blommar i Sverige.
Arten är en lövfällande, klättrande buske eller lian. Grenar och blad är mer eller mindre kala.
Bladen blir 3–10 × 2–5 cm, elliptiska till brett elliptiska, rundade, sällan spetsiga, mörkt gröna på ovansidan, blådaggiga på undersidan. De är skaftlösa eller har mycket korta skaft. Bladparen under blomställningarna är sammanvuxna till skålar.
Blommorna kommer i huvudlika samlingar och kronorna blir 3–5 cm långa. De är vanligen vita till gulaktiga, ibland med röd anstrykning på utsidan, och mycket väldoftande, dock enbart på kvällen. Frukten är röda till orangeröda bär, som sitter tätt ihop. Bären är giftiga och ger kräkningar, ansiktsrodnad, överdriven törst och vidgade pupiller[1].
Wikimedia Commons har media som rör Kaprifol.
Kaprifol eller äkta kaprifol (Lonicera caprifolium) är en art i familjen kaprifolväxter från centrala Östeuropa till södra Europa, västerut till Italien. Den blommar vanligen i maj, några veckor tidigare än vildkaprifol blommar i Sverige.
Arten är en lövfällande, klättrande buske eller lian. Grenar och blad är mer eller mindre kala.
Bladen blir 3–10 × 2–5 cm, elliptiska till brett elliptiska, rundade, sällan spetsiga, mörkt gröna på ovansidan, blådaggiga på undersidan. De är skaftlösa eller har mycket korta skaft. Bladparen under blomställningarna är sammanvuxna till skålar.
Blommorna kommer i huvudlika samlingar och kronorna blir 3–5 cm långa. De är vanligen vita till gulaktiga, ibland med röd anstrykning på utsidan, och mycket väldoftande, dock enbart på kvällen. Frukten är röda till orangeröda bär, som sitter tätt ihop. Bären är giftiga och ger kräkningar, ansiktsrodnad, överdriven törst och vidgade pupiller.
Висотою до 4-6 м. Листя від яйцевидних до еліптичних, голі, знизу сизі, нижні — з короткими черешками, верхні — сидячі; широке супротивне листя зростається між собою навколо пагона. Квітки червонуваті або жовтуваті, зібрані на кінцях пагонів в сидячі 3-10-квіткові мутовки. Плоди — соковиті коралово-червоні ягоди.
Зростає в лісах Кавказу, Південної Європи та Передньої Азії.
Використовується в садах і парках для арок, альтанок, прикраси стін, як жива огорожа. Лікарська рослина (сечогінне, в'яжуче).
Lonicera caprifolium là một loài thực vật có hoa trong họ Kim ngân. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.[1]
Bài viết liên quan đến Bộ Tục đoạn này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Lonicera caprifolium là một loài thực vật có hoa trong họ Kim ngân. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.
Жимолость каприфоль часто используется в качестве декоративного садового растения для вертикального озеленения. Она довольно неприхотлива, быстро растёт и хорошо переносит формирующую обрезку. Каприфоль светолюбива, требовательна к плодородию и влажности почвы. Размножается семенами, черенками, но, проще всего, стеблевыми отводками.
Экстракт из цветков каприфоли применяется в косметической промышленности[2] и в ароматерапии.
