Ur spesad bezhin gell eo al Laminaria digitata, anvet tali moan pe jelmestr e brezhoneg.
Meneget eo ar bezhin-se en Inventaire de Roscoff, savet gant J. Feldman e 1964, gant an anv :
Meur a anv a vez implijet.
E Kernev-Izel e kaver : bol, baol, paol (b).
E Bro-Leon e reer anezhe : bezhin bleuñv, bezhin sklej, bezhin stonn, bezhin warle, cholgorn, foetoù-traezh, gwaskle, goazle, gwrac’hle, warle, grac'hle, (Bro-Bagan, Gorre-Leon) ; kaol (–enn) (Kerlouan, Gorre-Leon) ; korle, melkern, salkorn, tali du (Goueled-Leon) ; tali gwrac'hle, tali warle, tali laezh, tali moan (Goueled-Leon) ; tali moan Ebrel.
E Bro-Dreger e vezont anvet felest(r) ha jelmestr (treid moan).
Hervez renabl Rosko[1] e kaver anezhañ e meur a lec’h disheñvel. E lec’hioù maenek goudoret pe gant nebeut a gas. Gwelet e vez en daere pa ziskenn kalz ar mor da goulz an nevez-bras.
Gouennadur : Padus. Frouezhus int a-hed ar bloaz.
Dastumet e vez kalz ar bezhin-mañ gant bezhinaerien Bro-Leon. Gwelet e vez an dalienn a-wechoù klañvet gant Laminariocolax tomentosoides isspesad deformans (gwechall Streblonema deformans).
Ur spesad bezhin gell eo al Laminaria digitata, anvet tali moan pe jelmestr e brezhoneg.
Meneget eo ar bezhin-se en Inventaire de Roscoff, savet gant J. Feldman e 1964, gant an anv :
Laminaria digitata (Hudson) J.V. Lamouroux 1813: 42
Čepelatka prstnatá (Laminaria digitata) je druh chaluhy vyskytující se na pobřeží severního Atlantského oceánu od Grónska a Špicberků na severu po Massachusetts a Francii na jihu, areál jejího rozšíření zahrnuje také Baltské moře. Na Britských ostrovech je známá jako oarweed a v Bretani jako tali moan. Od čáry přílivu do hloubky okolo čtyřiceti metrů vytváří husté porosty, které jsou útočištěm mnoha drobných mořských živočichů.
Má kožovitou strukturu, hladký povrch a tmavě hnědé zbarvení způsobené fukoxanthinem. Rozšířená spodní část je rhizoidy přichycena ke skalnatému podkladu. Z tohoto základu od jara do podzimu prstovitě vyrůstají zploštělé šlahouny, dosahující délky okolo dvou metrů.[1] Čepelatka prstnatá vyžaduje teplotu do 17 °C, dožívá se až pěti let. Rozmnožuje se pomocí gametofytů. Živí se jí ježovky a přilbatka páskovaná.
V letních měsících se sklízí ke komerčním účelům: využívá se k výrobě alginátových vláken, k získávání jódu a uhličitanu draselného, v kosmetickém i potravinářském průmyslu. V Irsku je pojídána jako zelenina (kelp). V minulosti byla čepelatka v lidové medicíně používána také jako abortivum.[2]
Obrázky, zvuky či videa k tématu čepelatka prstnatá ve Wikimedia Commons
Čepelatka prstnatá (Laminaria digitata) je druh chaluhy vyskytující se na pobřeží severního Atlantského oceánu od Grónska a Špicberků na severu po Massachusetts a Francii na jihu, areál jejího rozšíření zahrnuje také Baltské moře. Na Britských ostrovech je známá jako oarweed a v Bretani jako tali moan. Od čáry přílivu do hloubky okolo čtyřiceti metrů vytváří husté porosty, které jsou útočištěm mnoha drobných mořských živočichů.
Fingertang (Laminaria digitata) er en stor kraftig brunalge, der tilhører samme familie som Kombu-algen.
Fingertang vokser ved Vestkysten og den sydlige del af Østersøen. Navnet skyldes de meget lange blade, der sidder på et lille overgangsstykke mellem stængel og blad. Fingertang findes på 1-7 meters dybde, trives i uroligt vand og vokser hurtigst mellem februar og juli. Makroalgen har en levetid på 6 - 10 år. Fingertangens biomasse består primært af kulhydrater, proteiner, fedtsyrer og har vist sig at være velegnet til produktion af foder. Sukkerstofferne i tangen gør den velegnet til fremstilling af biobrændstoffer.[1]
Fingertang optager næringsstoffer og carbon fra vandet, både ved aktiv transport og diffusion. Algen er fotoautotrof og danner overskud af oxygen, som afgives til vandet. Nitrogen kan optages som nitrat og ammonium. I et naturligt økosystem er det typisk nitrogen, der udgør den begrænsende faktor for tangens vækst. Fosfor kan kun optages som fosfat.[2]
Tangen har tidligere været anvendt som gødning men anvendes kun i ringe grad i dag, dog arbejdes der på at anvende tangen under rensningen af spildevand med henblik på at anvende tangen som gødning eller i produktionen af biogas[2]. Tangen anvendes til produktion af alginsyre, der anvendes som et vegansk alternativ til gelatine[3].
Algen plukkes ved den nederste del, og den kan koge med i supper og sammenkogte retter. Kogetiden er minimum 15-20 minutter.
Fingertang (Laminaria digitata) er en stor kraftig brunalge, der tilhører samme familie som Kombu-algen.
Fingertang vokser ved Vestkysten og den sydlige del af Østersøen. Navnet skyldes de meget lange blade, der sidder på et lille overgangsstykke mellem stængel og blad. Fingertang findes på 1-7 meters dybde, trives i uroligt vand og vokser hurtigst mellem februar og juli. Makroalgen har en levetid på 6 - 10 år. Fingertangens biomasse består primært af kulhydrater, proteiner, fedtsyrer og har vist sig at være velegnet til produktion af foder. Sukkerstofferne i tangen gør den velegnet til fremstilling af biobrændstoffer.
Der Fingertang (Laminaria digitata) ist eine Braunalgenart aus der Ordnung der Laminariales. Er bildet an den Küsten im Nordatlantik ausgedehnte Bestände (Tangwälder) und kommt auch in der Nordsee und Ostsee vor. Er wird zur Gewinnung von Alginat wirtschaftlich genutzt.
Der Fingertang ist ein stattlicher, mehrjähriger Tang von palmenähnlichem Habitus, der mehr als 2 m lang werden kann. Der Sporophyt ist mit einem kräftigen krallenartigen Haftorgan (Rhizoid) am felsigen Untergrund befestigt. Oberhalb davon gliedert sich der Thallus in einen Stiel (Cauloid) und eine blattartige Fläche (Phylloid) und weist differenzierte Gewebe auf.
Der Stiel ist abgeflacht, elastisch und besitzt eine glatte Oberfläche, die meist frei von Epiphyten ist. Die Länge des Stiels erreicht abhängig von der besiedelten Wassertiefe etwa 20 bis 40 cm, sein Durchmesser beträgt etwa 2 cm. Er besteht aus einer Rindenschicht und einem Zentralkörper, in dem echte Leitungsbahnen verlaufen. Das braune bis dunkelbraune, lederartig derbe Phylloid mit einer Länge bis 1,5 m und einer Breite bis 50 cm ist fingerförmig geteilt und verbreitert sich ohne Ausrandung unmittelbar über dem Stiel.
Der Fingertang unterscheidet sich vom ähnlichen Palmentang (Laminaria hyperborea) durch seinen abgeflachten, biegsamen, glatten Stiel sowie die dunklere Blattfläche mit allmählich verbreiterter Blattbasis. Außerdem ist das Rhizoid nicht konisch.[1]
Das Blatt des Fingertangs wird in jedem Jahr erneuert. Bereits im Winter werden dazu die im alten Laub gespeicherten Reservestoffe in die Wachstumszone transportiert. Mit zunehmendem Licht wächst im Frühling von der Blattbasis her ein neues Phylloid heran, dem das vorjährige Blatt noch bis Anfang Mai aufsitzt, während es an den Enden degeneriert.
Beim Fingertang tritt ein Generationswechsel mit zwei sehr verschiedenen Generationen auf. Der sichtbare Tang ist der diploide Sporophyt. Von Juni bis Oktober werden auf dem Phylloid in unregelmäßigen dunkleren Flecken (Sori) die schlauchförmigen Sporangien gebildet. In jedem Sporangium entstehen durch Meiose 32 bewegliche Zoosporen. Diese wachsen zum haploiden Gametophyt heran, der aus mikroskopisch kleinen, verzweigten Zellfäden besteht. Ausgelöst durch blaues Licht und niedrige Temperaturen werden hier die Eizellen und Spermatozoiden gebildet. Die Spermatozoiden werden durch das Pheromon Lamoxiren von der Eizelle angelockt.[2] Nach der Befruchtung setzt die Zygote sich fest und keimt zu einem jungen Sporophyten aus. Die Jungpflanzen werden mit zwei oder drei Jahren erstmals fertil.
Das Wachstumsoptimum des Fingertangs liegt bei (5) 10 bis 17 °C, die Art ist also an kaltgemäßigte Meere angepasst. In den extrem warmen Sommern 2003 und 2006 wurden bei Helgoland keine Meiosporen freigesetzt, obwohl Sori vorhanden waren. Daher wird der vielerorts zu beobachtende Rückgang der Laminarien als Folge der globalen Erwärmung angesehen.[2]
Seeigel der Gattung Strongylocentrotus, die sich nach Überfischung massenhaft vermehrt haben, können ganze Bestände des Fingertangs abfressen und völlig zerstören, so dass nur der nackte Grund übrigbleibt.[2] Auch die Graue Kreiselschnecke (Gibbula cineraria), die Gebänderte Grübchenschnecke (Lacuna vincta) sowie die Assel Idotea granulosa fressen den Fingertang. Da sie die Sori gegenüber den vegetativen Strukturen bevorzugen und auch häufig in Massen vorkommen, können sie die Vermehrung des Fingertangs stark beeinträchtigen.[2]
Der Fingertang ist vor den Küsten des Nordatlantik verbreitet. In Europa ist er von Island und Spitzbergen bis nach Spanien und zu den Kanaren zu finden. Er kommt auf geeignetem Substrat auch in der Nordsee und Ostsee vor,[3] beispielsweise bei Helgoland. Außerdem wächst er vor Grönland und an der Atlantikküste von Nordamerika bis nach Cape Cod.[1]
Er besiedelt das obere Sublitoral und bildet auf felsigem Untergrund dichte Tangwälder, beziehungsweise niedrigere „Tangwiesen“. In der Nordsee wächst er bis 1,5 m Tiefe unterhalb der Niedrigwasserlinie. Bei sehr tiefem Wasserstand können die Bestände auch kurzzeitig frei liegen.
Die Erstbeschreibung des Fingertangs erfolgte 1762 durch William Hudson unter dem Namen Fucus digitatus (In: Flora anglica, S. 474). John Vincent Félix Lamouroux stellte die Art 1813 in die Gattung Laminaria (In: Essai sur les genres de la famille des thalassiophytes non articulées. Annales du Muséum d'Histoire Naturelle, Paris 20, S. 42). Dies ist die Typusart der Gattung Laminaria (Lectotyp).[3]
Synonyme für Laminaria digitata (Huds.) J. V. Lamouroux sind Fucus digitatus Huds., Gigantea digitata (Huds.) Stackhouse, Hafgygia digitata (Huds.) Kützing und Saccharina digitata (Huds.) Kuntze. Als weitere Synonyme gelten Laminaria apoda Postels & Ruprecht, Laminaria conica Bory de Saint-Vincent, Laminaria cucullata (Le Jolis) Foslie, Laminaria ensifolia Kützing, Laminaria flexicaulis Le Jolis, Laminaria intermedia Foslie, Laminaria latifolia C. Agardh, Laminaria phycodendron de la Pylaie sowie Laminaria stenophylla (Harvey) J. Agardh.[3]
Laminaria digitata gehört zur Familie Laminariaceae innerhalb der Ordnung der Laminariales.
Früher wurden die angespülten oder bei Niedrigwasser geernteten Tange als Dünger verwendet. Im Mittelalter war die Veraschung der Algen (Kelp) von wirtschaftlicher Bedeutung, um daraus Alkalien zu gewinnen, welche für die Seifen- und Glasherstellung benötigt wurden. Später kam die Tangveraschung noch einmal zur Erzeugung von Iod zur Blüte. Der Iod-Gehalt des Fingertangs beträgt 0,25 bis 5 % der Trockenmasse.[2]
Heute wird Fingertang in Frankreich (Bretagne) zur Produktion von Alginat geerntet. Für das Jahr 2005 wird eine Erntemenge von 75.000 t angegeben.[2]
In Irland und Frankreich wird Fingertang auch in geringerem Umfang zur Herstellung von Tang-Gemüse genutzt.[1] Der Gehalt an Mineralien und Spurenelementen, insbesondere Kalium (0,116 mg pro g Trockengewicht) und Calcium (10,05 mg pro g Trockengewicht) ist höher als bei den meisten essbaren Landpflanzen. Der Proteingehalt ist mit 8 bis 15 % der Trockenmasse jedoch relativ niedrig.[2]
Der Fingertang (Laminaria digitata) ist eine Braunalgenart aus der Ordnung der Laminariales. Er bildet an den Küsten im Nordatlantik ausgedehnte Bestände (Tangwälder) und kommt auch in der Nordsee und Ostsee vor. Er wird zur Gewinnung von Alginat wirtschaftlich genutzt.
Laminaria digitata (carl(e)-tangle, carlers, flam, reidware) is a lairge broun alga in the faimily Laminariaceae. It is foond in the sublittoral zone o the northren Atlantic Ocean.
Tha stamh (Laideann: Laminaria digitata[1]) na sheòrsa feamainn dubh air a bheil duilleagan fada leathann. 'S e duilleag an staimh a tha ann am bàrr-staimh, leis am bithear a' dèanamh ceilp.
Thathas a' cantainn stamh ri casan nan diofar seòrsa feamainn. 'S e cas na feamnach a th' anns an stamh, agus theirear bàrr no liadhag ris an duilleig mhòir a tha a' fàs air an stamh.
'S e stamh a' chas air a bheil an liadhag a' fàs.[2]
Tha stamh (Laideann: Laminaria digitata) na sheòrsa feamainn dubh air a bheil duilleagan fada leathann. 'S e duilleag an staimh a tha ann am bàrr-staimh, leis am bithear a' dèanamh ceilp.
Thathas a' cantainn stamh ri casan nan diofar seòrsa feamainn. 'S e cas na feamnach a th' anns an stamh, agus theirear bàrr no liadhag ris an duilleig mhòir a tha a' fàs air an stamh.
'S e stamh a' chas air a bheil an liadhag a' fàs.
தாவரவியல் பெயர்:லேமினேரியா டிஜிட்டேட்டா Laminaria digitata
உலகம் முழுவதும் ஆல்கா 18,000 இனங்கள் உள்ளன. இவற்றில் நான்கு வகைகள் உள்ளன. பச்சை பாசி, ஊதா பச்சை பாசி, பழுப்பு பாசி, மற்றும் சிவப்பு பாசி இவற்றில் பழுப்பு பாசி மிகவும் பெரியதாக வளரக்கூடியது. இவை குளிர்ந்த கடல் நீரிலும், பனிக்கடலிலும் நன்கு வளர்கிறது. இவை 300 அடி நீளத்திற்கு வளர்கின்றன. உலகில் உள்ள மிகபெரியனவாகவும் உள்ளன.
பசிபிக் கடலில் உலகின் மிகப்பெரிய தாவரமாக இப்பாசி (Oar weed) வளர்கிறது. இது (200 மீ) 660 அடி நீளம் வளரக்கூடியது. இவற்றில் நூற்றுக்கும் மேற்பட்ட கிளைகள் வளர்கின்றன. இவை மெல்லிய கயிறுபோல் உள்ளது. இப்பாசி நிமிர்ந்து வளர்வதற்கு பல காற்றுப்பைகள் இலையின் அடியில் உள்ளது. பழுப்புப் பாசிகள் உணவாகப் பயன்படுகின்றன. பழுப்பு பாசி சாதியில் 1,100 இனப்பாசிகள் உள்ளன.
| 1 || சிறியதும் - பெரியதும் [1] || அறிவியல் வெளியீடு || ஜூன் 2001
Laminaria digitata is a large brown alga in the family Laminariaceae, also known by the common name oarweed. It is found in the sublittoral zone of the northern Atlantic Ocean.
Laminaria digitata is a tough, leathery, dark brown seaweed that grows to two or three metres. The holdfast which anchors it to the rock is conical and has a number of spreading root-like protrusions called rhizoids. The stipe or stalk is flexible and oval in cross section and may be over 1 inch in diameter and grow to 5 feet in length.[1] The blade is large and shaped like the palm of a hand with a number of more or less regular finger-like segments. This seaweed can be distinguished from the rather similar Laminaria hyperborea by being darker in colour and having a shorter stipe that does not easily snap when bent.[2]
The life cycle is of the large diploid sporophytes and microscopic gametophytes. Spores develop in sori which occur over the central part of the blade.[3]
Laminaria digitata occurs in the north west Atlantic from Greenland south to Cape Cod and in the north east Atlantic from northern Russia and Iceland south to France. It is common round the coasts of the British Isles except for much of the east coast of England.[2]
Laminaria digitata is found mostly on exposed sites on shores in the lower littoral where it may form extensive meadows and can be the dominant algal species. It has a fairly high intrinsic growth rate compared to other algae, 5.5% per day, and a carrying capacity of about 40 kg wet weight per square meter. It may reach lengths of about 4 m. It overlaps to a small degree in distribution with Fucus serratus and Alaria esculenta. It is highly susceptible to grazing by sea urchins, among other species. It has low and high light limitation values of about 5 and 70 W per square meter respectively. Its distribution is also limited by salinity, wave exposure, temperature, desiccation and general stress. These and other attributes of the alga are summarized in the publications listed below.[4][5][6]
It is a known host of the pathogenic fungus Phycomelaina laminariae.[7]
Laminaria digitata is harvested offshore of France and Morocco for use in manufacturing alginic acid.[8] It is used as an ingredient in some cosmetics.[9]
It was traditionally used as a fertiliser and spread on the land. In the 18th century it was burnt to extract the potash it contained for use in the glass industry. In the 19th century it was used for the extraction of iodine.[10]
Historically, the dried stalks of L digitata, called sea-tangle tents were used in traditional medicine as an abortifacient[11] and for mechanically inducing labour.[12][13]
Laminaria digitata is a large brown alga in the family Laminariaceae, also known by the common name oarweed. It is found in the sublittoral zone of the northern Atlantic Ocean.
El alga Laminaria digitata es integrante de la familia Laminariaceae.
Por su contenido en laminarina, lodo marino, fucosterol y ácido algínico se le otorgan unas propiedades adelgazante, sebo estática, normalizadora y reequilibradora de la epidermis.
Pertenece a la familia de las algas pardas o neófitos y crece principalmente en las rocas submarinas del Atlántico.
Esta alga contiene entre otros componentes los mucílagos que le confieren unas propiedades emolientes y tensoras y por lo tanto reafirmantes. Hay que tener en cuenta que además contiene gran cantidad de yodo por lo que está indicada para la inclusión en preparados adelgazantes y reductores.
Datos: Q1093337
Multimedia:
Especies: Laminaria digitata
Laminaria digitata est une espèce d'algues brunes de la famille des Laminariaceae.
Divers noms vernaculaires sont attribués à cette espèce : laminaire digitée, laminaire flexible, goémon de coupe, anguillier (Normandie), tali, tali moan, warle ou gwrac’hle et divers autres noms locaux (Bretagne), Fouet des Sorcières.
Cette algue pérenne est de couleur brune, vert-olivâtre ou beige-olivâtre ; ceci est dû à la prédominance des pigments xanthophylles de type fucoxanthine, qui masquent les autres pigments : chlorophylle a et c (pas de chlorophylle b), bêta-carotène et autres xanthophylles[1]. Elle mesure de 100 cm à 150 cm de long, mais peut atteindre 4 m de longueur[2],[3]. Le stipe lisse, épais (jusqu'à 4 cm de diamètre), flexible et non gluant, est fixé au substrat par un crampon ramifié. Au-dessus du stipe, l'algue s'élargit en un thalle d'abord entier, puis divisé en lanières. La surface de ce thalle est lisse au toucher et sa consistance est un peu caoutchouteuse. Toutes les parties de cette algue sont très peu couvertes d'épiphytes.
Laminaria digitata vit de 3 à 5 ans. Elle cesse de croître de la fin de l'été jusqu'à la fin de l'hiver. Lors de la reprise de croissance, la partie la plus ancienne du thalle, de couleur plus sombre, est repoussée vers l'extrémité distale de la plante. Un léger étranglement marque la limite entre les deux parties, l'ancienne et la nouvelle[3].
On peut confondre la laminaire digitée (Laminaria digitata) avec Laminaria ochroleuca, mais cette dernière a un stipe rigide et la zone située à la base du thalle est plus jaune.
On peut aussi la confondre avec Laminaria hyperborea, mais cette dernière a un stipe rigide et rugueux, et elle est souvent couverte d'épiphytes[3].
Cette algue peut se présenter sous deux phases : une phase microscopique de forme filamenteuse, appelée gamétophyte, qui produit des cellules sexuelles. Ces dernières, après fécondation, donnent naissance à une forme macroscopique, le sporophyte, qui lui produira des spores ; c'est cette forme qui est ici décrite et montrée en photographie. Les zones productrices de spores sont situées sur le thalle ; elles sont visibles à maturité sous la forme de taches brunes[3].
On trouve cette algue dans l'étage infralittoral, jusqu'à 6 m de profondeur généralement. Elle pousse sur substrat rocheux, en milieu moyennement battu. On ne la voit émergée que lors des plus grandes marées[2],[3]. Elle croît en Atlantique du Nord (oriental et occidental), dans le Golfe du Saint-Laurent, en Mer du Nord, dans la Manche et dans la partie occidentale de la Mer Baltique[2],[3]. On observe dans les cuvettes, vers la mi-marée, une remontée de cette espèce (et de Fucus serratus) qui, normalement, est repoussée au niveau des basses mers[4].
Elle semble aussi présente dans l'Atlantique Sud, notamment aux îles Canaries[5]et sur certaines côtes africaines ; elle a été observée sur la côte ouest de l'Afrique du Sud[5] et sur la côte ouest de la Namibie[6].
Bien que ce soit assez rare en raison d'un mucus externe très protecteur, cette espèce peut éventuellement abriter quelques épiphytes, notamment l'algue rouge Rhodymenia palmata. Elle peut servir de support ou d'abri pour de nombreuses espèces animales[7],[8] : éponges, bryozoaires comme Membranipora membranacea, comatules, ascidies comme par ex Aplidium pallidum, et divers gastéropodes, notamment Patina pellucida, Acmea virginea, Gibbula cineraria ou Gibbula umbilicalis ; Polar Biology Volume 30, Number 7, 939-943, DOI: 10.1007/s00300-007-0272-4[3].
Comme les Fucales et le kelp, les laminaires semblent en régression dans toutes les eaux européennes au moins, sans explication claire à ce jour. Cette régression ou disparition localement a une cause probablement multifactorielle. Les pesticides et certains polluants, ainsi que le réchauffement climatique pourraient notamment être en cause, en affectant notamment les spores de cette espèce qui sont plus vulnérables que la plante adulte[9].
En laboratoire, l'exposition aux UV se traduit par des dommages cellulaires, enzymatiques et moléculaires. L'algue montre des capacités d'adaptation en pouvant produire des composés qui filtrent une partie des UV, mais en détournant alors une partie de l'énergie produite par la photosynthèse[10].
Outre l'appellation Laminaire digitée, Laminaria digitata reçoit parfois le nom de Goémon de coupe, Fouet de sorcière, Laminaire flexible, ainsi que Tali moan, Tali du, bezhin siliou, warle ou gwrac’hle et divers autres noms bretons locaux sur les différentes côtes bretonnes de Manche et d'Atlantique où elle se recolte, ou Anguillier en Normandie[2],[3].
Cette espèce a reçu d'autres noms latins, considérés comme synonymes, mais non valides[3],[11]:
Les noms français et latin ont la même origine latine. Les termes Laminaria et « Laminaire » viennent du latin lamina, la lame, en référence aux lanières. Les termes digitata et « digitée » viennent du latin Modèle:Lanag, le doigt, en référence à la forme du thalle comparé à une main portant des doigts[3],[12].
Laminaria digitata possède plusieurs variétés.
Selon Catalogue of Life (10 nov. 2012)[13] et World Register of Marine Species (10 nov. 2012)[14] :
Comme de nombreuses autres algues brunes, cette laminaire est récoltée afin d'extraire des alginates, mais aussi de l'iode, de la soude ou de la potasse[2],[3]. En France, la récolte est réglementée, elle n'est autorisée que de mai à octobre[3].
Laminaria digitata est une espèce d'algues brunes de la famille des Laminariaceae.
Divers noms vernaculaires sont attribués à cette espèce : laminaire digitée, laminaire flexible, goémon de coupe, anguillier (Normandie), tali, tali moan, warle ou gwrac’hle et divers autres noms locaux (Bretagne), Fouet des Sorcières.
Is phaeophyceae é an leathach. Stamh a deirtear i nGaeilge na hAlban.
Hrossaþari (fræðiheiti Laminaria digitata) er stórvaxinn brúnþörungur af ættinni Laminariaceae sem vex í Norður-Atlantshafi.
Hrossaþara vex í norðvestur Atlantshafi allt frá Grænlandi suður til Cape Cod og í norðaustur Atlantshafi frá norðurhluta Rússlands og við Ísland suður til Frakklands. Hrossaþari er algengur við strendur Bretlandseyja nema við austurströnd Englands.
Hrossaþari myndar stórar breiður á hafsbotni og getur verið ríkjandi þörungategund. Hann vex mjög hratt miðað við aðrar þörungategundir. Hann er viðkvæmur fyrir beit ígulkerja.
Hrossaþari hefur verið notaður til áburðar og til að bera á land. Á 18 öld var hrossaþari brenndur til að einangra úr honum pottösku sem var notuð við glergerð. Á 19. öld var unnið joð úr hrossaþara. Fyrr á tímum voru þurrkaðir stilkar hrossaþara notaðir til að framkalla fósturlát og að koma af stað fæðingarhríðum.
Fingertare er ein brunalge som er utbreidd langs heile kysten i Noreg.
Stor brunalge. Nedre del er fleirårig og femnar ein jamtjukk, glatt, svært bøyeleg og seig stilk, som er festa til underlaget med eit velutvikla hefteorgan. Stilken kan verte 2-3 m lang. Øvre del femnar eit glinsande blankt blad, som kan verte om lag 1,5 m langt og 0,5 m breitt, og som har lange reimliknande flikar. Bladet vert fornya kvart år nedanfrå. Ved stilken er bladplata kileforma eller avrunda. Bladet si form kan variere mykje frå stad til stad.
Planta finst langs det nordvestlege Atlanterhavet frå Grønland sørover til Cape Cod og langs det nordaustlege frå nordkysten av Russland og Island sørover til Frankrike.
Arten finst på sterkt utsette stader nedanfor sagtangbeltet, og veks på 1-20 m djupn. Utbreidd langs heile kysten, men sluttar å vekse når sjøtemperaturen vert høgare enn 18° C. I kjølige somrar kan planta vekse langt innover i fjordane, i varme somrar vert taren pressa utover att.
Økonomisk verdifull alge fordi celleveggane inneheld alginsyre, som vert brukt til å framstill alginat. Desse vert brukte i næringsmiddelindustrien som tjukningmiddel i syltetøy, iskrem, tannpasta m. m. Tidlegare brende ein fingertare og framstilte soda og jod av asken. Taren vart også samla inn og turka, og brukt som gjødsel.
Fingertare (Laminaria digitata) er en 2-3 meter lang tare som vokser ned til 10-20 meter. Den var fra 1940-70 landets viktigste råstoff for å lage alginat, men siden 1964 har den litt større stortaren tatt over for denne bruken. Fingertare fins nord i Atlanterhavet og Nordishavet, fra Bretagne der den fremdeles høstes til alginatlaging, langs hele norskekysten, på Svalbard og øst til Novaja Semlja.[1]
Fingertare ligner i utseende på samme stortare blant annet med bunnfestet (heptar) til fast fjell. Men, fingertaren har glatt stilk (stipes) som epifyttene ikke får skikkelig tak på, slik de gjør på den ru stilken til stortaren. Stilken er også svært bøyelig og endel kortere enn den stive og oppreiste stortaren.[2] Overgangen til bladet (lamina) er kileformet, og som hos stortaren vokser det ut nytt blad hvert år. Først er bladet uten fingre, men med årene blir det som hos stortaren, formet som en hånd med fingre. Der planten vokser beskyttet blir bladet endel bredere enn om den vokser på utsatte bølgesterke steder. Fingertaren vokser fra lavvannsmerket og ned til rundt 10 meter, der stortaren gjerne tar over. Ved fjære sjø blir bladene flytende i vannskorpa, mens kraftig fjære vil avdekke hele fingertaren.
I likhet med andre tarer har fingertaren også vært brent og brukt til å utvinne jod, man har malt opp bladet og laget tangmel til husdyra, og i naturmedisinen har den visse anvendelser.[3]
Andre navn på fingertare er silketare, stróktare, tongeltare og langtare.[4]
Fingertare (Laminaria digitata) er en 2-3 meter lang tare som vokser ned til 10-20 meter. Den var fra 1940-70 landets viktigste råstoff for å lage alginat, men siden 1964 har den litt større stortaren tatt over for denne bruken. Fingertare fins nord i Atlanterhavet og Nordishavet, fra Bretagne der den fremdeles høstes til alginatlaging, langs hele norskekysten, på Svalbard og øst til Novaja Semlja.
Fingertare ligner i utseende på samme stortare blant annet med bunnfestet (heptar) til fast fjell. Men, fingertaren har glatt stilk (stipes) som epifyttene ikke får skikkelig tak på, slik de gjør på den ru stilken til stortaren. Stilken er også svært bøyelig og endel kortere enn den stive og oppreiste stortaren. Overgangen til bladet (lamina) er kileformet, og som hos stortaren vokser det ut nytt blad hvert år. Først er bladet uten fingre, men med årene blir det som hos stortaren, formet som en hånd med fingre. Der planten vokser beskyttet blir bladet endel bredere enn om den vokser på utsatte bølgesterke steder. Fingertaren vokser fra lavvannsmerket og ned til rundt 10 meter, der stortaren gjerne tar over. Ved fjære sjø blir bladene flytende i vannskorpa, mens kraftig fjære vil avdekke hele fingertaren.
I likhet med andre tarer har fingertaren også vært brent og brukt til å utvinne jod, man har malt opp bladet og laget tangmel til husdyra, og i naturmedisinen har den visse anvendelser.
Andre navn på fingertare er silketare, stróktare, tongeltare og langtare.
A alga Laminaria digitata é integrante da família Laminariaceae.
Por seu conteúdo em laminarine, iodo marinho, fucusterol e ácido algínico outorgam-se-lhe umas propriedades adelgazante, sebostática, normalizadora e reequilibradora da epidermis.
Pertence à família das algas castanhas ou neófitos e cresce principalmente nas rochas submarinas do Atlântico.
Esta alga contém entre outros componentes os mucílagos que lhe conferem umas propriedades emolientes e tensoras e também firmantes. Há que ter em conta que além destes contém grande quantidade de iodo pelo que está indicada para a inclusão em preparados ligeiros e redutores.
Ареал L. digitata охоплює північно-західну Атлантику від Гренландії і Гудзонової затоки на півночі до Кейп-Коду і Нью-Йорка на півдні. Також у північно-східній Атлантиці від Ісландії і Карського моря в Росії на південь до Бретані у Франції. Є звичайним видом вздовж берегів Британських островів крім великої частини східного узбережжя Англії.[1]
Із стебла ламінарії виготовляються так звані Палички ламінарії, які являють собою натуральні розширювачі у вигляді щільних негнучких паличок завдовжки 5-6 см, товщиною від 2 до 10 мм, які збільшуються в поперечному розмірі в 3-4 рази, за рахунок вбирання рідини.
Палички ламінарії застосовуються в гінекології і призначені для розширення цервікального каналу шийки матки перед пологами, абортом, гістероскопією.
Абсолютно протипоказано застосування ламінарій при явищах кольпіту і цервіцитів (запалення піхви та цервікального каналу). У цих випадках необхідна попередня санація.
Розширення цервікального каналу паличкою ламінарії відбувається внаслідок її розбухання у цервікальному каналі і впливу на стінки каналу при збільшенні поперечних розмірів палички. Механізм дії палички ламінарії обумовлений не тільки її механічними властивостями, пов'язаними з високою гігроскопічністю, але й стимуляцією локального виділення ендогенних простагландинів. Поступовий механічний та біохімічний вплив палички ламінарії призводить до швидкого дбайливого «дозрівання» шийки матки. Процес розширення цервікального каналу повністю контрольований і керований.
Laminaria digitata (Huds.) Lamouroux, 1813
Ламинария пальчаторассечённая (лат. Laminaria digitata) — вид бурых водорослей из рода ламинарий, распространённый в Северной Атлантике от Карского моря и Гудзонова залива на севере до полуострова Бретань и Нью-Йорка на юге.
Ламинария пальчаторассечённая входит в состав медицинских препаратов, которые назначают при атеросклерозе, при лечении и профилактике эндемического зоба. Также экстракт ламинарии пальчаторассечённой обладает выраженным сокогонным свойством, являясь раздражителем желудочной секреции, а также антидотным средством при заболевании верхних дыхательных путей у лиц, работающих с солями бария, радионуклидами.
Местообитание.
Образуют обширные заросли в местах с постоянным движением воды, у открытых берегов. На камнях, скалах, заходит в воду на глубину до 35 м. Густые и большие подводные "водорослевые леса" образуются на глубине 4-10 м.
Внешние признаки. У ламинарии пальчаторассеченной слоевища плотные, куски пальчатораздельных слоевищ длиной 70-160 см и более, шириной 3,5-14 см; края пластин гладкие. Цвет слоевищ всех ламинарий от светло-оливкового до темно-оливкового, зеленовато-бурый, красно-бурый, иногда черно-зелёный. Цвет обусловлен бурым пигментом фукоксантином, маскирующим хлорофилл. Поверхность слоевищ покрыта белым налётом солей. Запах своеобразный. Вкус солоноватый.
Согласно ГФ XI, сырьё - плотные кожистые пластинки размером до 3 мм, зеленовато-серого цвета. Запах своеобразный, вкус солёно-горький, "морской". Снижают качество сырья пожелтевшие слоевища, примесь других водорослей и трав, ракушки, камни, песок. Подлинность сырья определяется по морфологическим признакам.
Ламинария пальчаторассечённая (лат. Laminaria digitata) — вид бурых водорослей из рода ламинарий, распространённый в Северной Атлантике от Карского моря и Гудзонова залива на севере до полуострова Бретань и Нью-Йорка на юге.
.jpg)
