Tükcüklü söyüd (lat. Salix lanata) - söyüdkimilər fəsiləsinin söyüd cinsinə aid bitki növü.
İkiləpəlilər ilə əlaqədar bu məqalə qaralama halındadır. Məqaləni redaktə edərək Vikipediyanı zənginləşdirin. Tükcüklü söyüd (lat. Salix lanata) - söyüdkimilər fəsiləsinin söyüd cinsinə aid bitki növü.
Salix lanata és una espècie de planta amb flors del gènere dels salzes originari de la tundra i es troba en l'hemisferi nord com a circumboreal. És una planta dioica (amb plantes masculines i femenines en peus separats) arbustiva. Les fulles tenen pubescència (pèls fins) i per això rep el nom específic de lanata.
Coeden gollddail fechan o deulu'r helygen yw Helygen wlanog sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Salicaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Salix lanata a'r enw Saesneg yw Woolly willow.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Helygen Wlanog.
Mae gwreiddiau'r goeden fechan hon yn hoff o bridd gwlyb, a thyf fel arfer ar lan afon, nant neu lyn. Mae'r dail wedi eu lleoli bob yn ail a'r blodau'n unrhyw - gyda chynffonau wyn bach benyw ar un coeden a'r gwryw ar goeden arall hy mae'n blanhigyn deuoecaidd. Mae'r petalau'n fach iawn ac ni cheir petalau. Mae gan y goeden briodweddau meddygol, gan gynnwys atal y ddannodd a gwrth-feiotig.
Coeden gollddail fechan o deulu'r helygen yw Helygen wlanog sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Salicaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Salix lanata a'r enw Saesneg yw Woolly willow. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Helygen Wlanog.
Mae gwreiddiau'r goeden fechan hon yn hoff o bridd gwlyb, a thyf fel arfer ar lan afon, nant neu lyn. Mae'r dail wedi eu lleoli bob yn ail a'r blodau'n unrhyw - gyda chynffonau wyn bach benyw ar un coeden a'r gwryw ar goeden arall hy mae'n blanhigyn deuoecaidd. Mae'r petalau'n fach iawn ac ni cheir petalau. Mae gan y goeden briodweddau meddygol, gan gynnwys atal y ddannodd a gwrth-feiotig.
Uld-Pil (Salix lanata) er en lille, løvfældende busk med en lav og nedliggende vækstform. Grenene er udspærrede og tykke. De grå, brede blade er gode kendetegn på Uld-Pil.
Barken er først gullig og tæt besat med hvidlige hår. Senere bliver den mørk og glat. Knopperne sidder spredt, og de er tykke, gullige og uldhårede.
Bladene er tykke og runde eller ægformede. Bladranden er bølget, men hel. De nye blade er uldhårede på begge sider. Ældre blade er glatte og mørkegrønne på oversiden, men blågrønne på undersiden. Akselbladene er store og helrandede. Hanraklerne er først gulgrå fra de bløde silkehår, men de bliver hurtigt gule af de mange støvknapper. Hunraklerne ændrer sig fra gulgrå til grøn. Frøene modner godt, men taber spireevnen efter få timer.
Rodnettet er tæt og ligger meget højt i jorden.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 1,2 x 1,2 m (15 x 15 cm/år).
Uld-Pil gror på lysåbne heder og i tundra-områder i det polare Nordeuropa og Nordasien. Den sydligste, naturlige forekomst findes i Skotland.
Vækstform
Gæslinger
Uld-Pil (Salix lanata) er en lille, løvfældende busk med en lav og nedliggende vækstform. Grenene er udspærrede og tykke. De grå, brede blade er gode kendetegn på Uld-Pil.
Die Woll-Weide,[1] früher auch Wollige Weide genannt, (Salix lanata) ist ein Strauch aus der Gattung der Weiden (Salix) mit anfangs weißwollig behaarten Zweigen und lang weiß seidig behaarten Blattspreiten. Das natürliche Verbreitungsgebiet der Art liegt im Norden Europas und reicht bis in den Osten Sibirierns. Sie wird häufig als Heckenpflanze verwendet.
Die Woll-Weide ist ein bis zu 1,5 Meter hoher, sparriger Strauch mit dicken Ästen. Junge Triebe und Knospen sind dick weiß und wollig behaart. Die Laubblätter haben große, ganzrandige Nebenblätter und einen 0,5 bis 1,5 Zentimeter langen Stiel. Die Blattspreite ist 2,5 bis 7 Zentimeter lang, rundlich-eiförmig bis verkehrt-eiförmig, spitz, mit breit keilförmiger bis fast herzförmiger Basis und ganzrandigem bis etwas gewelltem Blattrand. Beide Seiten sind anfangs dicht und lang weiß seidig behaart und verkahlen später. Die Blattoberseite ist dann trübgrün, die Unterseite bläulich grün und netznervig. Es werden sechs bis zehn Nervenpaare gebildet.[2]
Als Blütenstände werden 2 bis 2,5 Zentimeter lange, elliptische, sitzende und dicht goldgelb behaarte Kätzchen gebildet. Die Tragblätter sind dunkelbraun und goldgelb behaart mit einer länglichen Nektardrüse. Männliche Blüten haben zwei kahle Staubblätter. Der Fruchtknoten weiblicher Blüten ist kurz gestielt und kahl. Der Griffel ist lang, die Narben sind groß und ungeteilt. Die Woll-Weide blüht im April.[2]
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 38.[3]
Das natürliche Verbreitungsgebiet liegt in Europa im Norden von Finnland, in Norwegen, Schweden und in Schottland, im Europäischen Teil von Russland und in Sibirien.[4] Die Woll-Weide wächst in kühlfeuchten Wäldern auf durchlässigen, frischen bis feuchten, sauren bis neutralen, kiesig- bis sandig-humosen, mäßig nährstoffreichen Böden an sonnigen bis lichtschattigen, sommerkühlen und winterkalten Standorten. Seltener findet man die Art in Mooren und Sumpfgebieten auf moorigen und nasstorfigem Untergrund. Die Woll-Weide ist frosthart. Das Verbreitungsgebiet wird der Winterhärtezone 4 zugeordnet mit mittleren jährlichen Minimaltemperaturen von −34,4 bis −28,9 °C (−30 bis −20 °F).[2]
Die Woll-Weide (Salix lanata) ist eine Art aus der Gattung der Weiden (Salix) in der Familie der Weidengewächse (Salicaceae).[4] Sie wurde 1753 von Carl von Linné im Species Plantarum erstmals wissenschaftlich beschrieben.[4] Der Gattungsname Salix stammt aus dem Lateinischen und wurde schon von den Römern für verschiedene Weidenarten verwendet.[5] Das Artepitheton lanata stammt ebenfalls aus dem Lateinischen und bedeutet „mit Wolle bedeckt“.[6]
Die Woll-Weide wird häufig als Heckenpflanze verwendet. Junge Zweige sind essbar, jedoch nicht schmackhaft. Die innere Rinde kann getrocknet und als Mehl bei der Herstellung von Brot verwendet werden. Da der Geschmack äußerst bitter ist, wurde es nur in Hungerzeiten verwendet.[2][7]
Die Woll-Weide, früher auch Wollige Weide genannt, (Salix lanata) ist ein Strauch aus der Gattung der Weiden (Salix) mit anfangs weißwollig behaarten Zweigen und lang weiß seidig behaarten Blattspreiten. Das natürliche Verbreitungsgebiet der Art liegt im Norden Europas und reicht bis in den Osten Sibirierns. Sie wird häufig als Heckenpflanze verwendet.
Loðpílur (Salix lanata) er ein lágvaksin, leyvfellandi runnur av pílafamiljuni. Hann er eyðkendur við sínum hvílodnu bløðum á báðum síðum. Loðpílur blómar tíðliga, fyri leyvskot á vári. Hann er einkyndur, hann- og honplantur hvør sær. Blómurnar eru langir, ljósagulir reklar. Loðpílur er stundum krúpandi, stundum upprættur har hann fær frið, upp til 1,5 - 2 m hædd.
Upprunaøki: Loðpílur finst í Norðureuropa og Norðurasia, frá Íslandi heilt eystur til Siberia, men vegna seyðabit er hann nú sjáldsamur í Føroyum og Skotlandi. Eitt undirslag, Salix lanata richardsonii finst í Norðuramerika, men hvørki hesin ella Salix lanata finst í Grønlandi.
Loðpílur í Føroyum: Nú er loðpílur bert funnin í fáum støðum i Føroyum, í t.d. Streymoy Kalsoy og Borðoy, men talið av plantum í hesum støðum, óatkomuligt fyri seyði, ber boð um, at hann hevur verið vanligur vøkstur, áðrenn seyður kom til landið. Føroyski loðpílurin er ein krúpandi runnur, hvørs greinar liggja 1 til 2 m fram eftir jørð, fyri síðani at benda teir síðstu 20-30 cm upp í loft; og bløðini her gerast ikki so loðin sum aðrastaðni, t.d. í Noregi.
Loðpílur (Salix lanata) er ein lágvaksin, leyvfellandi runnur av pílafamiljuni. Hann er eyðkendur við sínum hvílodnu bløðum á báðum síðum. Loðpílur blómar tíðliga, fyri leyvskot á vári. Hann er einkyndur, hann- og honplantur hvør sær. Blómurnar eru langir, ljósagulir reklar. Loðpílur er stundum krúpandi, stundum upprættur har hann fær frið, upp til 1,5 - 2 m hædd.
Upprunaøki: Loðpílur finst í Norðureuropa og Norðurasia, frá Íslandi heilt eystur til Siberia, men vegna seyðabit er hann nú sjáldsamur í Føroyum og Skotlandi. Eitt undirslag, Salix lanata richardsonii finst í Norðuramerika, men hvørki hesin ella Salix lanata finst í Grønlandi.
Loðpílur í Føroyum: Nú er loðpílur bert funnin í fáum støðum i Føroyum, í t.d. Streymoy Kalsoy og Borðoy, men talið av plantum í hesum støðum, óatkomuligt fyri seyði, ber boð um, at hann hevur verið vanligur vøkstur, áðrenn seyður kom til landið. Føroyski loðpílurin er ein krúpandi runnur, hvørs greinar liggja 1 til 2 m fram eftir jørð, fyri síðani at benda teir síðstu 20-30 cm upp í loft; og bløðini her gerast ikki so loðin sum aðrastaðni, t.d. í Noregi.
Vilgessieđga (Salix lanata) lea sieđggaide gullevaš miestašattu. Vilgessieđga lea geavahuvvon árbevirolaččat gosahatdálkkasin ja ostun.
Salix lanata, the woolly willow, is a subarctic species of willow native to Iceland, the Faeroe Islands and Finland, through to eastern Siberia. In Scotland it can be found in only a few localities of Perthshire, Angus and Aberdeenshire, generally on rocky mountain sides at altitudes of 600–900 m (1,969–2,953 ft).[1]
Salix lanata is a low, many-branched, deciduous shrub, generally less than 100 cm (39 in) high by 150 cm (59 in) broad. The new twigs are hairy at first, soon becoming hairless and brown. The grey-green leaves are rather variable, but generally ovate up to 7 cm (3 in) long by up to 6.5 cm (3 in) wide, covered in silvery-grey "wool" to begin with but less so with age. The leaf margins are usually entire.
The catkins appear in summer (May to July), with male and female catkins on separate plants (like all willows this species is dioecious). The female catkins are densely hairy. The petioles are usually less than 1 cm long, and the stipules usually 1 cm long by 0.6 cm wide, and persistent.[1][2][3]
The texture, colour and compact nature of this plant, together with its extreme hardiness, make it a valuable plant for cultivation. It has gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.[4]
Upper surface of leaf, also showing stipules
Leaf petiole
Lower surface of leaf
Female catkin
Salix lanata leaves
Salix lanata, the woolly willow, is a subarctic species of willow native to Iceland, the Faeroe Islands and Finland, through to eastern Siberia. In Scotland it can be found in only a few localities of Perthshire, Angus and Aberdeenshire, generally on rocky mountain sides at altitudes of 600–900 m (1,969–2,953 ft).
Salix lanata, es una especie de sauce perteneciente a la familia de las salicáceas. Es nativa de las regiones de la tundra en la Región Circumboreal.
Salix lanata es un arbusto caducifolio con las hojas densamente pubescentes. Florece durante los meses de mayo, junio y julio. Es una planta dioica (con plantas masculinas y femeninas en plantas separadas). Las hojas tienen pubescencia (pelos finos) y por eso recibe el nombre específico de lanata.
Salix laevigata fue descrita por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 2: 1019, en el año 1753.[1]
Salix: nombre genérico latino para el sauce, sus ramas y madera.[2]
lanata: epíteto latino que significa "lanuda".[3]
Salix lanata, es una especie de sauce perteneciente a la familia de las salicáceas. Es nativa de las regiones de la tundra en la Región Circumboreal.
Villapaju (Salix lanata) on Pohjois-Suomessa kasvava melko pysty pensasmainen pajulaji. Se kasvaa korkeintaan 1,5-metriseksi. Se kasvaa jopa 1 050 metrin korkeudessa Käsivarren Lapissa.[2] Villapajulla on kaksi alalajia, nimialalaji ssp. lanata ja nystypaju (S. lanata ssp. glandulifera).[3] Nystypaju on Suomessa luokiteltu vaarantuneeksi.[4] Koko levinneisyysalueellaan villapaju on katsottu elinvoimaiseksi lajiksi[1].
Villapaju (Salix lanata) on Pohjois-Suomessa kasvava melko pysty pensasmainen pajulaji. Se kasvaa korkeintaan 1,5-metriseksi. Se kasvaa jopa 1 050 metrin korkeudessa Käsivarren Lapissa. Villapajulla on kaksi alalajia, nimialalaji ssp. lanata ja nystypaju (S. lanata ssp. glandulifera). Nystypaju on Suomessa luokiteltu vaarantuneeksi. Koko levinneisyysalueellaan villapaju on katsottu elinvoimaiseksi lajiksi.
Salix lanata, le saule laineux, est une espèce subarctique de saule, native d'Islande, les Féroé, la Scandinavie du Nord, de la Finlande à l'Est de la Sibérie.
En Écosse, on ne le trouve que dans quelques localités du Perthshire, de l'Angus et d'Aberdeen, généralement sur les pentes des montagnes rocailleuses à une altitude comprise entre 600 et 900 m[3]
Salix lanata est un buisson bas très branchu, généralement de moins d'un mètre de haut et 1,50 m de large. Les branches sont d'abord pubescentes puis deviennent brunes et glabres. Les feuilles gris vert sont plutôt variables mais le plus souvent ovales, atteignant jusqu'à 7 cm de long et 6,5 cm de large, couvertes d'une laine gris argenté qu'elles perdent en vieillissant. Le bord des feuilles est le plus souvent entier.
Les chatons apparaissent de mai à juillet. Les chatons femelles sont très velus. Les feuilles ont un pétiole qui fait généralement moins d'un centimètre de long. Les stipules mesurent moins d'un cm de long sur 0,6 cm de large. Elles sont persistantes[3],[4],[5].
Sa texture, sa couleur et sa nature compacte font de cette plante, avec son extrême rusticité, un sujet apte à la culture. Elle a obtenu l'Award of Garden Merit de la Royal Horticultural Society[6].
Face supérieure de la feuille, montrant les stipules.
Pétiole.
Face inférieure de la feuille.
Chaton femelle.
Feuilles de Salix lanata.
Salix lanata, le saule laineux, est une espèce subarctique de saule, native d'Islande, les Féroé, la Scandinavie du Nord, de la Finlande à l'Est de la Sibérie.
En Écosse, on ne le trouve que dans quelques localités du Perthshire, de l'Angus et d'Aberdeen, généralement sur les pentes des montagnes rocailleuses à une altitude comprise entre 600 et 900 m
Wołmata wjerba (Salix lanata) je rostlina ze swójby wjerbowych rostlinow (Salicaceae).
Wołmata wjerba je pomału rosćacy kerk, kotryž docpěwa wysokosć wot hač do 1 m.
Kulojte łopjena su slěbrošěre a docpěwaja dołhosć wot hač do 5 cm. Pozdźišo často fałdate bywaja a so na hornim boku zelenojće přebarbjuja.
Zrunane micki su nažołć zelene a so hakle po łopjenach jewja.
Rostlina je w sewjernje Europje rozšěrjena.
Wołmata wjerba (Salix lanata) je rostlina ze swójby wjerbowych rostlinow (Salicaceae).
Loðvíðir (fræðiheiti: Salix lanata) er sumargrænn, margstofna runni af víðisætt. Hann einkennist af loðnum laufblöðum. Annað sérkenni loðvíðisins er að hann blómstrar mjög snemma á vorin, áður en hann laufgast. Blóm loðvíðis eru ljósgulir reklar sem stundum kallast víðikettlingar.
Loðvíðir gengur líka undir nafninu grávíðir, þó að plöntubækur noti það nafn yfir fjallavíði (Salix arctica).
Loðvíðir vex um allt land upp að 900 m hæð. Hann verður allt að 4 metra hár. Loðvíðir oft fljótur að birtast þegar land er friðað fyrir beit, sem er til marks um getu hans til að sá sér í mismunandi landgerðir.[1]
Loðvíðir (fræðiheiti: Salix lanata) er sumargrænn, margstofna runni af víðisætt. Hann einkennist af loðnum laufblöðum. Annað sérkenni loðvíðisins er að hann blómstrar mjög snemma á vorin, áður en hann laufgast. Blóm loðvíðis eru ljósgulir reklar sem stundum kallast víðikettlingar.
Loðvíðir gengur líka undir nafninu grávíðir, þó að plöntubækur noti það nafn yfir fjallavíði (Salix arctica).
Il salix lanata, nome scientifico del salice lanoso, è una specie subartica di salice originaria dell'Islanda, delle isole Fær Øer, della Scandinavia settentrionale, della Finlandia, raggiungendo le propaggini orientali della Siberia orientale. In Scozia si trova solo in alcune località del Perthshire, Angus e Aberdeen, in genere sui fianchi di montagne particolarmente rocciose, ad un'altitudine compresa tra i 600–900 m.[1]
Il salice lanoso è un arbusto deciduo basso, con molte ramificazioni, generalmente inferiore a 100 cm di altezza e 150 cm di larghezza. I ramoscelli più giovani sono inizialmente pelosi, diventando però presto glabri e tendenti al marrone. Le foglie grigio-verdi sono piuttosto variabili, ma generalmente dalla forma ovale per una lunghezza di 7 cm di e una larghezza che raggiunge i 6,5 cm; tali foglie sono ricoperte di una "lana" grigio-argento allo stato iniziale, copertura che va poi a ridursi con l'avanzare dell'età. I margini delle foglie sono solitamente interi.
Gli amenti appaiono in estate (da maggio a luglio), con amenti maschili e femminili su piante separate (come tutti i salici questa specie è dioica). Gli amenti femminili sono densamente pelosi. I piccioli sono di solito lunghi meno di 1 cm e le stipole di solito 1 cm di lunghezza per 0,6 cm di larghezza e persistenti.[1][2][3]
Il salix lanata, nome scientifico del salice lanoso, è una specie subartica di salice originaria dell'Islanda, delle isole Fær Øer, della Scandinavia settentrionale, della Finlandia, raggiungendo le propaggini orientali della Siberia orientale. In Scozia si trova solo in alcune località del Perthshire, Angus e Aberdeen, in genere sui fianchi di montagne particolarmente rocciose, ad un'altitudine compresa tra i 600–900 m.
Ullvier (latin: Salix lanata) er en liten busk av pilefamilien (vierfamilien) av maksimalt 1,5 meters lengde, men karakteristisk krypende. Arten vokser hos oss i høyden fra Telemark og nordover. Den foretrekker fuktig og kalkholdig sand- eller torvjord, grusjord, strender, myr, vierkratt, kildedrag og veikanter. Under arten hører varianten kjertelvier og flere hybrider.
Ullvier er en busk på normalt 80-150 cm meters lengde, og er krypende eller vifteformet. Årskvistene er tett ullhårete og grove, unge skudd og underbark er grønngul, mens eldre bark er lysbrun. og mindre håret. Bladene er mellomgrønne eller grågrønne øverst og hvitgrønne eller grønngrå under. De er helrandet runde med spiss ytterst og avrunding innerst. Bladskaftene er 5-25 mm lange og lodne, og bladene er 3-10 cm lange. Bladet er loddent og har under en tydelig gulgrønn midtnerve og uthevede gulgrønne, 8-12 nervepar. Bladranden er brettet ned litt, og er over hele bladets lengde litt bølget men ikke ujevn. Bladspissen er brettet litt nedover. Bladet har under om lag 4-7 blåaktige par av sidenerver fra midtnerven. Arten har øreblad som er brede og står på ørebladskaft som er omtrent så lange som selve ørebladet. Blomstring i mai-juni, før løvspretten.
Raklene er 1-3 cm lange og står på 1-3 mm lange gul-lodne skaft som har etpar-tre små blader. Raklene er svart-brune øverst og avrundet gule ellers, og er ullhårete. Den knapt hårete, gulgrønne kapselen er 6-9 mm lang, og har lang griffel og lange arr.
Ullvier vokser i Nord-Europa og er i Norden utbredt nordover fra Telemark og Härjedalen, i Finland kun i nord. Den vokser også på hele Island og Færøyene. Den er en typisk skogs- og fjellart og trives i høyden, bare i Nord-Norge går den ned til kysten.
Ullvier har mange varianter og hybrider. De viktigste er:
Ullvier (latin: Salix lanata) er en liten busk av pilefamilien (vierfamilien) av maksimalt 1,5 meters lengde, men karakteristisk krypende. Arten vokser hos oss i høyden fra Telemark og nordover. Den foretrekker fuktig og kalkholdig sand- eller torvjord, grusjord, strender, myr, vierkratt, kildedrag og veikanter. Under arten hører varianten kjertelvier og flere hybrider.
Ullvier er en busk på normalt 80-150 cm meters lengde, og er krypende eller vifteformet. Årskvistene er tett ullhårete og grove, unge skudd og underbark er grønngul, mens eldre bark er lysbrun. og mindre håret. Bladene er mellomgrønne eller grågrønne øverst og hvitgrønne eller grønngrå under. De er helrandet runde med spiss ytterst og avrunding innerst. Bladskaftene er 5-25 mm lange og lodne, og bladene er 3-10 cm lange. Bladet er loddent og har under en tydelig gulgrønn midtnerve og uthevede gulgrønne, 8-12 nervepar. Bladranden er brettet ned litt, og er over hele bladets lengde litt bølget men ikke ujevn. Bladspissen er brettet litt nedover. Bladet har under om lag 4-7 blåaktige par av sidenerver fra midtnerven. Arten har øreblad som er brede og står på ørebladskaft som er omtrent så lange som selve ørebladet. Blomstring i mai-juni, før løvspretten.
Raklene er 1-3 cm lange og står på 1-3 mm lange gul-lodne skaft som har etpar-tre små blader. Raklene er svart-brune øverst og avrundet gule ellers, og er ullhårete. Den knapt hårete, gulgrønne kapselen er 6-9 mm lang, og har lang griffel og lange arr.
Ullvide (Salix lanata) är en växtart i familjen videväxter.
Ullvidet är en upp till 80 centimeter hög buske med starkt ludna yttre grenar. Busken har brett ovala otandade och först gulhåriga och senare gråhåriga blad, nästan alltid kala ovanpå. Dess hängen har långa gula hår. Blomning och lövsprickning sker samtidigt i juni. Ullvidet förekommer främst på fuktiga ställen i berg och fjäll.[1]
Wikimedia Commons har media som rör Ullvide.
Ullvide (Salix lanata) är en växtart i familjen videväxter.
Ullvidet är en upp till 80 centimeter hög buske med starkt ludna yttre grenar. Busken har brett ovala otandade och först gulhåriga och senare gråhåriga blad, nästan alltid kala ovanpå. Dess hängen har långa gula hår. Blomning och lövsprickning sker samtidigt i juni. Ullvidet förekommer främst på fuktiga ställen i berg och fjäll.
Це низький чагарник до 1 м. Гілки спочатку опушені, скоро стають голими, коричневі. Листки сіро-зелені, 3,5–7 х 3–6.5 см, товсті й округлі або яйцеподібні. Краї листків хвилясті, але цілі. Нові листки шерстисті з обох сторін. Більш старе листя гладке і темно-зеленого кольору на верхній стороні, синьо-зелене на нижньому боці. Молоді пагони і бруньки товсті, білі й опушені. Сережки з'являються в літній період (з травня по липень), чоловічі й жіночі сережки на різних рослинах.
Зустрічається в гірських приполярних районах Північної Європи та Азії, від Ісландії, Шотландії, Фарерських островів, Скандинавії до східного Сибіру. Зростає на щебенистих берегах річок і озер, вологих луках, пустищах, тундрі, і в заростях на гірських схилах.
Використовується як жива огорожа.
Salix lanata là một loài thực vật có hoa trong họ Liễu. Loài này được L. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1753.[1]
Salix lanata là một loài thực vật có hoa trong họ Liễu. Loài này được L. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1753.
Salix lanata L.
Синонимы
И́ва мохна́тая (лат. Salix lanata) — вид цветковых растений из рода Ива (Salix) семейства Ивовые (Salicaceae).
В природе ареал вида охватывает Шотландию, Скандинавию, северные районы Европейской части России и Сибирь[2].
Произрастает в тундрах, лесотундрах и субальпийском поясе гор .
Приземистый или прямой кустарник высотой от 10 см до 2—3 м, в природе шарообразной формы. Ветви толстые, узловатые, серо-бурые, мохнатые или войлочные.
Почки крупные, яйцевидные, бурые, шерстисто-волосистые. Прилистники косо-яйцевидные или полусердцевидные, длиной 0,2—0,7 см. Листья эллиптические или округло-эллиптические, спереди закруглённые, в основании округлые, сердцевидные или тупо-клиновидные, цельнокрайние, плотные, сверху тускло-зелёные, снизу бледные, длиной 2—7,5 см, шириной 2—4 см
Серёжки сидячие, одиночные или собраны по 2—4 на концах прошлогодних побегов, длиной 3—6 см, густоцветковые, золотисто-жёлтые. Прицветные чешуи чёрные, яйцевидные или обратнояйцевидные, заострённые, длиной 2—3 мм, густо-золотисто-волосистые. Тычинки в числе двух, свободные, реже в основании сросшиеся, голые, с желтыми, яйцевидными пыльниками и одиночным, продолговатым, тупым нектарником. Завязь коническая, сжатая с боков, длиной до 7 мм, светло-зелёная, голая; столбик длиной до 4—5 мм, часто косо прикрепленный; рыльца продолговатые, цельные или двулопастные.
Цветение в июне — июле, после распускания листьев.
Листья и молодые ветви поедаются северными оленями.
Кора содержит от 6 до 10% таннидов.
Очень декоративна своей серебристой листвой.
Вид Ива мохнатая входит в род Ива (Salix) семейства Ивовые (Salicaceae) порядка Мальпигиецветные (Malpighiales).
