nomes no trilho de navegação
Bats are important predators of many different types of insects, including mosquitoes, which are vectors for many infectious diseases. They are also feed on other insects that cause agricultural damage.
Positive Impacts: controls pest population
Whiskered bats emit FM echolocation calls from 32 to 75 kHz, and send out 8 to 9, 2.5 ms signals every second. These range in distance from 5 meters up to 20 meters. It is thought that these vocalizations are used for locating food, rather than for communication.
Although the remainder of the communication of this species has not been reported, we can infer that they have other vocalizations which they use to communicate with conspecifics. They probably also use tactile communication, especially in the roost, where they come into close contact with other bats. As mammals, it is likely that there is some chemical or scent communcation.
Communication Channels: tactile ; acoustic
Other Communication Modes: vibrations
Perception Channels: visual ; tactile ; acoustic ; echolocation ; vibrations ; chemical
Myotis mystacinus is not protected under CITES or IUCN. In western Germany, the species is listed as severly endangered. Eastern Germany and Austria have it listed as Endangered. In order to protect the remaining populations in these areas, winter and maternity roosts are being protected from human disturbance.
CITES: no special status
IUCN Red List of Threatened Species: least concern
There are no known adverse affects of Myotis mystacinus on humans. Bats in general have been known to carry human diseases such as rabies, and whiskered bats in particular are associated with human dwellings.
Negative Impacts: injures humans (carries human disease); household pest
Whiskered bats feed on a variety of flying insects, so they probably have a negative impact on insect populations.
Whiskered bats depart from roosts early in the evening to feed on a variety of insects. Most commonly they hunt 1.5 to 6 meters above the ground in parks, gardens, and over bodies of water. They have been known to hunt in forests on occasion. Mosquitoes, moths, small dragonflies, mayflies, and small beetles make up the majority of their diet.
Animal Foods: insects
Primary Diet: carnivore (Insectivore )
Whiskered bats, Myotis mystacinus, are found throughout the Paleartic region. Most populations occur in central Europe. They range from roughly 65° latitude in the north, to as far south as the Mediterranean.
Biogeographic Regions: palearctic (Native )
Myotis mysticinus is found in open habitats, including parks, towns, and gardens. Schober (1997) states that it is more of a house-bat than a forest-bat. It is found at moderate elevations, between 1800 and 1923 m.
Range elevation: 1800 to 1923 m.
Habitat Regions: temperate
Other Habitat Features: urban ; suburban
The average lifespan in the wild is 3.5 years. Individuals have been known to live more than 19 years.
Range lifespan
Status: wild: 19 (high) years.
Average lifespan
Status: wild: 3.5 years.
Average lifespan
Status: wild: 3.5 years.
Average lifespan
Status: wild: 18.0 years.
Whiskered bats are among the smallest European Myotis species. These tiny bats weigh between 4 and 8 grams. Head-body lengths range from 35 to 48 mm, and tail lengths range from 30 to 43 mm. Wingspan generally ranges from 190 to 220 mm.
A distinct indentation is located on the outside portion of the long, pointed ear. The ears are complex, having four to five horizontal folds in the inner section. The fur of these bats is long and coarse, and varies in color throughout the body. The wing membrane, muzzle, and ears are blackish brown. The dorsal fur is normally a dark, nut-brown or gray-brown. Some individuals may be light brown, but this is uncommon. The ventrum is typically dark to light gray.
Range mass: 4 to 8 g.
Range length: 65 to 91 mm.
Range wingspan: 190 to 225 mm.
Other Physical Features: endothermic ; bilateral symmetry
There are no known predators of whiskered bats. However, owls, hawks, and falcons will take bats if given the opportunity.
The mating system of this species has not been reported. However, within the genus, polygyny appears to be common, with males forming harems of 2 to 7 females. Myotis mystacinus may be similar.
Mating begins in the fall and continues into the winter, at which time the animals enter their winter roost for hibernation. Whiskered bats exhibit delayed implantation of the embryo, which continues its development in the spring, as well as sperm storage. This makes it difficult to say for sure how long gestation lasts. Beginning about mid-June, the females give birth to a single young. Within the first year of life females reach sexual maturity.
Breeding interval: Whiskered bats apparently breed annually.
Breeding season: Breeding typically occurs in late summer or fall.
Range number of offspring: 1 to 1.
Average age at sexual or reproductive maturity (female): within 1 years.
Key Reproductive Features: iteroparous ; seasonal breeding ; gonochoric/gonochoristic/dioecious (sexes separate); sexual ; fertilization ; viviparous ; sperm-storing ; delayed implantation
Average number of offspring: 1.
Average age at sexual or reproductive maturity (male)
Sex: male: 456 days.
Average age at sexual or reproductive maturity (female)
Sex: female: 365 days.
In May the females form maternity roosts that consist of 20to 70 females. Males are solitary during this time, and do not participate in parental care. Females care for the young, providing them with milk, protection, and grooming until August, at which time the maternity roosts break apart.
Parental Investment: no parental involvement; altricial ; pre-fertilization (Protecting: Female); pre-hatching/birth (Provisioning: Female, Protecting: Female); pre-weaning/fledging (Provisioning: Female, Protecting: Female); pre-independence (Protecting: Female)
Bığlı şəbpərə (lat. Myotis mystacinus) — Şəbpərə (lat. Myotis) cinsinə aid yarasa növüdür.
Bədənin uzunluğu 38-48 mm, quyruğun uzunluğu isə 32-46 mm-dir. Qulaqları nisbətən uzundur (13-17 mm). Qulağın arxa kənarının yuxarı hissəsində yaxşı hiss olunan kəsik vardır. Qulağın dəri çıxıntısının uzunluğu (6,5-9,0 mm) qulağın uzunluğunun təqribə yarısına bərabərdir. Xəzin rəngi adətən açıqdır. Yaşlı fərdlərin rəngi adətən parlaq olub, bədənin üst tərəfi parlaq sarıdansəməni və ya bozumtul açıq-sarı rəng arasında dəyişir. Bədənin alt tərəfinin rəngi ağla bozumtul-ağ arasında dəyişir. Bütün tüklərin əsası yaşıl-boz və ya tünd-boz rəngdədir.
Arealı İngiltərə və İsveçdən başlayaraq Kamçatka və Saxalinə qədər böyük ərazini əhatə edir. Arealın şimal sərhəddi qərbdə 62-63 şimal en dairəsinə çatdığı halda, şərqə doğru getdikcə 60 dərəcədən aşağı enir. Onun cənub sərhəddi isə İsveçrə, Rumıniya, Qara dəniz sahili, Əfqanıstan, İran və Himalay dağ silsilələrinə və Primorsk sahillərinə qədər uzanır. Azərbaycanın düzən və dağ zonalarında (dəniz səviyyəsindən 3000 m-dək yüksəkliklərə) yaşayırlar.
Evlərin çardaqları, divar yarıqları, ağac koğuşları və onların kötüklərinin boşluqları, qaya yarıqları, kiçik mağaralar və s. yerlər onların yay sığınacaqları hesab edilir. Bığlı şəbpərələr adətən başqa yarasalara qoşulmurlar. Baladoğma və onları bəsləmə dövründə dişilər 3-10-a qədər, nadir hallarda isə onlarla fərd birləşərək kiçik koloniyalar əmələ gətirirlər. Erkəklər və çoxalmada iştirak etməyən dişi fərdlər həmin dövrdə tək, az hallarda isə cüt yaşayırlar. Iyunun sonu-iyulun birinci yarısı balaverirlər. Avqustda balalar sərbəst həyata başlayandan sonra erkəklər və dişilər birgə yaşamağa başlayır. Qışlama yerləri və mövsümi miqrasiyalar haqqında məlumatlar olduqca azdır.
Meşələrdə və yaşayış məskənləri ilə həmsərhəd ərazilərdə məskunlaşma sıxlığı 1 km-də 30-50 fərdə çatır, yarımsəhralarda 10-dan artıq olmur.
Ar c'housperell varvek (liester: gousperelled barvek) (Myotis mystacinus) a zo un askell-groc'hen vihan eus Europa.
El ratpenat de bigotis (Myotis mystacinus) és l'espècie més petita del seu gènere.
Les orelles sobrepassen en 2 mm l'extrem del musell quan es dobleguen endavant i van proveïdes d'un tragus llarg i puntegut que supera de poc la meitat del pavelló. Els peus són petits i tenen un esperó que ocupa la meitat de la longitud entre el taló i la cua. La part del patagi compresa entre les dues extremitats posteriors presenta pèls a tot el dors i a la base de la part ventral. També té molts pèls al llavi superior, tret que li dóna nom.
El pelatge és llarg i una mica arrissat, de color marró o marró daurat fosc pel dors i de tonalitats grises o crema pel ventre. El musell, les orelles i el patagi són de color marró negrós.
Dimensions corporals: cap + cos= 35 - 54 mm, cua= 30 - 43 mm, avantbraç= 30 - 37 mm i envergadura alar= 190 - 225 mm.
Pes: 3 - 10 g.
Diferent tipus de boscos. Els seus amagatalls preferits són els forats dels arbres, les esquerdes de les roques i les coves.
Sol sortir del refugi força d'hora, quan tot just comença a fosquejar, i, fins i tot, se l'ha vista volar de dia, amb un vol sinuós entre 1,5 i 6 m d'altura.
Viu solitari o en grups petits, però a l'estiu les femelles formen colònies de cria d'entre 20 i 70 individus.
És de mida més petita que els altres ratpenats del gènere Myotis, cosa que es pot observar mesurant la llargada de l'avantbraç (30-37 mm).
L'única espècie de dimensions clarament inferiors és el ratpenat d'aigua, que té, però, l'esperó més llarg: ocupa 3/4 parts de la distància entre el peu i la cua.
Netopýr vousatý (Myotis mystacinus) je druh netopýra z čeledi netopýrovití. Podobá se netopýru menšímu (Myotis alcathoe), jejich odlišení je velmi obtížné.[2]
Netopýr vousatý je jedním z nejmenších netopýrů. Jeho tělo měří 35−48 mm, předloktí je dlouhé 31−37 mm a ocas 30−43 mm. Výška ušního boltce dosahuje 12−19 mm. Hmotnost těla se pohybuje od 4,5 do 6,5 g. Srst na hřbetě je hnědá až černohnědá se zlatavým nádechem, na břiše je šedá. Uši a létací blány má černohnědé.[2]
Pro své ukryty využívá skalní pukliny nebo lidská stavení. Zimu tráví v chladných oblastech. Živí se lovem hmyzu, nejčastěji v pásmu 1,5 - 6 m nad zemí. Loví také nad vodními plochami.[2]
Vyskytuje se téměř v celé Evropě s výjimkou oblastí ve Středomoří, Skandinávii a Británii. Jedná se o méně běžný druh netopýra.[2]
Netopýr vousatý využívá pro echolokaci frekvenci 32−115 kHz. Při vyhledávací fázi 32−75 kHz s nejvyšší intenzitou při hodnotě 40−50 kHz. V přibližovací fázi využívá rozsah 35 - 115 kHz.[2]
Obrázky, zvuky či videa k tématu netopýr vousatý ve Wikimedia Commons
Netopýr vousatý (Myotis mystacinus) je druh netopýra z čeledi netopýrovití. Podobá se netopýru menšímu (Myotis alcathoe), jejich odlišení je velmi obtížné.
Skægflagermusen (Myotis mystacinus) er en flagermus i familien barnæser. Det er en af Europas mindste flagermusarter. I Danmark kendes den kun fra Bornholm. Navnet skyldes nogle lange hår og børster på siden af snuden, hvilket den dog har til fælles med andre arter i Myotis-slægten.[3]
Den ligner Brandts flagermus og kan kun adskilles på, at de to forreste forkindtænder i hver side af underkæben er meget uens af størrelse og for hannens vedkommende på, at penisen ikke er fortykket i spidsen.[4] Vingefanget er op til 25 centimeter, kropslængden mellem 4 og 5 centimeter og vægten op til 14 gram.[5] Fra de andre danske Myotis-arter kendes skægflagermusen og Brandts flagermus på den mindre størrelse, de meget mørke ører og flyvehud, den mørkere underside samt på, at vingeflyvehuden når helt ud til tåbasis.[6]
Skægflagermusen begynder at jage senest i skumringen og fortsætter størstedelen af natten. Den har under jagten en stereotyp flugt, der foregår i et begrænset område, idet den ligesom Brandts flagermus f.eks. flyver frem og tilbage langs det samme hegn eller flyver i cirkler i en lysning mellem træerne i længere tid.[7] Føden består af myg, natsommerfugle og biller. Den jager ofte de samme steder som dværgflagermus og har dagopholdssteder på lignende steder som denne. Overvintringen foregår i kældre og kalkgruber, måske også i hule træer og på kølige lofter.[7]
Skægflagermusen er udbredt i Europa fra Irland og den nordlige del af den Iberiske Halvø til Østeuropa. I Skandinavien findes den op til 64. nordlige breddekreds. Den findes også i Marokko. Udbredelsen mod øst gennem Asien er endnu ikke klarlagt.[2][7]
I Danmark findes den kun på Bornholm, hvor den er relativt almindelig.[7]
Skægflagermusen (Myotis mystacinus) er en flagermus i familien barnæser. Det er en af Europas mindste flagermusarter. I Danmark kendes den kun fra Bornholm. Navnet skyldes nogle lange hår og børster på siden af snuden, hvilket den dog har til fælles med andre arter i Myotis-slægten.
Die Kleine Bartfledermaus (Myotis mystacinus) ist eine Fledermaus-Art aus der Gattung der Mausohren (Myotis).
Die Kleine Bartfledermaus ist mit einer Kopf-Rumpf-Länge von etwa vier Zentimetern, einer Flügelspannweite von ungefähr 20 Zentimetern und einer Unterarmlänge von 32 bis 36,5 mm eine der kleinsten europäischen Mausohr-Arten. Ausgewachsene Tiere wiegen vier bis sieben Gramm. Kleine Bartfledermäuse sind insbesondere im Gesicht dunkel gefärbt, das Fell ist an der Oberseite nussbraun bis graubraun, die Bauchseite ist grau. Ohren, Schnauze und Flughäute sind schwarzbraun. Insgesamt sieht die Kleine Bartfledermaus der Großen Bartfledermaus, der Nymphenfledermaus sowie der Steppen-Bartfledermaus sehr ähnlich.[1]
Die Kleine Bartfledermaus ist in Europa weit verbreitet. Das Verbreitungsgebiet reicht von Marokko bis Schottland und Südskandinavien. Die östliche Verbreitungsgrenze ist auf Grund von Verwechselungen mit der Steppen-Bartfledermaus unbekannt, sichere Nachweise gibt es aus dem Kaukasus und Israel.[2]
Die Kleine Bartfledermaus ist nicht so stark von Gewässern und Wäldern abhängig wie ihr größerer Verwandter, die Große Bartfledermaus. Sie kommt auch in halboffenen bis offenen Landschaften sowie in Dörfern vor. Sommerquartiere befinden sich sowohl in Gebäuden als auch in anderen Spalten, wie z. B. hinter Baumrinde. Winterquartiere befinden sich vor allem in Höhlen, Stollen und Kellern. Die Kleine Bartfledermaus jagt meist strukturgebunden an Waldrändern oder entlang anderer Vegetation. Auch offenere Landschaften wie Streuobstwiesen oder Gewässer werden zur Jagd genutzt.[2]
In Deutschland steht die Kleine Bartfledermaus auf der Roten Liste. Sie gilt als gefährdet und ist eine streng geschützte FFH-Anhang IV Art. Gefährdet ist die Art vor allem durch Quartierzerstörung, z. B. durch Gebäudesanierungen. Die IUCN stuft die Art auf Grund des großen Verbreitungsgebietes als nicht gefährdet ("least concern") ein.[3]
Die Kleine Bartfledermaus (Myotis mystacinus) ist eine Fledermaus-Art aus der Gattung der Mausohren (Myotis).
Ussuyölievoi (Myotis mystacinus) on nahkusiibi.
Мăйăхлă çара çерçи, (лат. Myotis mystacinus) — 4-5 сантиметр тăршшĕ. Ку йышши çара çерçисем пирĕн тăрăхра пур çĕрте те сарăлнă. Сунара тĕттĕмленсен тухаççĕ. Нимĕнле хурт-кăпшанкăна та тиркемеççĕ. Çĕрĕпех апат шыраççĕ. Мăйăхлă çара çерçи ами çĕртме уйăхĕнче çăвăрлать. Авăн уйăхĕнче мăйăхлă çара çерçисем пурте пĕрле кăнтăралла вĕçеççĕ. Хăшĕ-пĕри хĕл каçма та юлать. Вĕсене çурт-йĕр хушăкĕсенче курма пулать.
Мăйăхлă çара çерçи, (лат. Myotis mystacinus) — 4-5 сантиметр тăршшĕ. Ку йышши çара çерçисем пирĕн тăрăхра пур çĕрте те сарăлнă. Сунара тĕттĕмленсен тухаççĕ. Нимĕнле хурт-кăпшанкăна та тиркемеççĕ. Çĕрĕпех апат шыраççĕ. Мăйăхлă çара çерçи ами çĕртме уйăхĕнче çăвăрлать. Авăн уйăхĕнче мăйăхлă çара çерçисем пурте пĕрле кăнтăралла вĕçеççĕ. Хăшĕ-пĕри хĕл каçма та юлать. Вĕсене çурт-йĕр хушăкĕсенче курма пулать.
The whiskered bat (Myotis mystacinus) is a small European bat with long fur. Although uncommon, M. mystacinus is often found around human habitation and around water; it is similar to Brandt's bat (Myotis brandtii), from which it was distinguished as a separate species only in 1970.
The analysis of morphological, behavioural, and especially genetic characters have since identified further cryptic species of whiskered bats in the genus Myotis, including Myotis alcathoe (described in 2001 from Europe). Myotis aurascens and Myotis ikonnikovi are other similar species.[2] Myotis hajastanicus was also included in M. mystacinus until recently, but it was differentiated on the base of morphologic comparison.[1]
The frequencies used by M. mystacinus for echolocation are 34–102 kHz, have most energy at 53 kHz, and have an average duration of 3.0 ms.[3][4]
The whiskered bat (Myotis mystacinus) is a small European bat with long fur. Although uncommon, M. mystacinus is often found around human habitation and around water; it is similar to Brandt's bat (Myotis brandtii), from which it was distinguished as a separate species only in 1970.
El murciélago bigotudo (Myotis mystacinus) es una especie de murciélago microquiróptero de la familia Vespertilionidae. Es un pequeño murciélago europeo con pelaje largo. Aunque es poco común, este murciélago habita en zonas cercanas a los sitios donde viven los humanos y cerca del agua; es similar al murciélago de Brandt (Myotis brandtii), el cual pasó a considerarse como una especie independiente en 1970. La fórmula dentaria de M. mysticinus es 2.1.3.3 3.1.3.3 {displaystyle {frac {2.1.3.3}{3.1.3.3}}} 
El análisis de las características morfológicas, de su comportamiento y genéticas han encontrado más especies de murciélagos bigotudos en el género Myotis. De Myotis mystacinus, Myotis brandtii y Myotis ikonnikovi se separó una nueva especie, Myotis alcathoe, en 2001. M. alcathoe es el más pequeño entre los murciélagos bigotudos de Europa y utiliza las frecuencias en sus llamadas de ecolocalización más altas de todas las especies europeas pertenecientes a su género. Prefiere cazar en valles pequeños con árboles de hoja caduca cercanos a cursos de agua. Los antiguos registros de Grecia y Hungría indican una distribución importante en el sudeste de Europa.
Las frecuencias utilizadas por M. mystacinus para la ecolocación varían entre 34-102 kHz, llegando al pico de energía en 53 kHz y con una duración promedio de 3.0 ms.[2][3]
El murciélago bigotudo (Myotis mystacinus) es una especie de murciélago microquiróptero de la familia Vespertilionidae. Es un pequeño murciélago europeo con pelaje largo. Aunque es poco común, este murciélago habita en zonas cercanas a los sitios donde viven los humanos y cerca del agua; es similar al murciélago de Brandt (Myotis brandtii), el cual pasó a considerarse como una especie independiente en 1970. La fórmula dentaria de M. mysticinus es 2.1.3.3 3.1.3.3 {displaystyle {frac {2.1.3.3}{3.1.3.3}}}
El análisis de las características morfológicas, de su comportamiento y genéticas han encontrado más especies de murciélagos bigotudos en el género Myotis. De Myotis mystacinus, Myotis brandtii y Myotis ikonnikovi se separó una nueva especie, Myotis alcathoe, en 2001. M. alcathoe es el más pequeño entre los murciélagos bigotudos de Europa y utiliza las frecuencias en sus llamadas de ecolocalización más altas de todas las especies europeas pertenecientes a su género. Prefiere cazar en valles pequeños con árboles de hoja caduca cercanos a cursos de agua. Los antiguos registros de Grecia y Hungría indican una distribución importante en el sudeste de Europa.
Habelendlane (Myotis mystacinus) on nahkhiirlaste sugukonda kuuluv käsitiivaline. Ta on Eestis arvatud II kaitsekategooriasse (2012).
Eestis on temast teada vaid üksikud leiud Lõuna-Eestist[1].
Habelendlane (Myotis mystacinus) on nahkhiirlaste sugukonda kuuluv käsitiivaline. Ta on Eestis arvatud II kaitsekategooriasse (2012).
Eestis on temast teada vaid üksikud leiud Lõuna-Eestist.
Saguzar bibotedun edo bizar-saguzarra (Myotis mystacinus) Euskal Herrian topa dezakegun saguzar-espeziea da.
Ile luzea du, kizkur xamarra, marroia bizkarraldean eta grisa sabelaldean.
Erdi-haitzulotarra den animalia da. Neguan, leizeetan hibernatzen du (bakarka edo talde txikietan) eta udan, kanpoan bizi da: zuhaitzen azalaren atzean, hormetako pitzaduretan edo etxe zaharretako sabaian aterpetzeko ohitura du.
Espezie sedentarioa da, hau da, beti leku berean bizi ohi da. Dipteroak, tipuldoak eta armiarmak ditu elikagaitzat.
Saguzar bibotedun edo bizar-saguzarra (Myotis mystacinus) Euskal Herrian topa dezakegun saguzar-espeziea da.
Viiksisiippa (Myotis mystacinus) on Euroopassa elävä siippalaji.
Viiksisiippa kuuluu kapeasiipisiin lepakkolajeihin. Sen erottaminen isoviiksisiipasta on todella vaikeaa.[2]
Viiksisiippa on saanut nimensä ylähuulen pitkistä viiksimäisistä tuntokarvoista. Sen varmin tuntomerkki on takajalan ulkosyrjässä varpaisiin ulottuva räpylä. Isoviiksisiippa kuitenkin jakaa tämän tuntomerkin ja nämä kaksi lajia voi erottaa toisistaan ainoastaan koiraan peniksen muodosta tai hampaista. Vesisiipalla räpylä ulottuu nilkkaan ja jalka on suhteessa huomattavasti isompi. Siipan koko ja väri vaihtelevat huomattavasti; selkäpuolella yleisiä sävyjä ovat melkein yksivärinen musta tai punaruskea. Vatsapuoli on vaalean- tai tummanharmaa. Korvat on mustanruskeat ja erittäin huomattavasti tummemmat kuin toisilla siippalajeilla. Eteenpäin taivutetut korvat yltävät 2–4 mm kuonon kärjen ulkopuolelle. Ruumiin pituus on noin 3,5–4,8 senttimetriä. .
Viiksisiippaa tavataan miltei koko Euroopassa; se puuttuu vain osasta Iberian niemimaata ja Islannista, Skotlannista, Tanskasta sekä Fennoskandian pohjoisosista.[1] Suomessa se on yleinen, ja sitä tavataan Vaasa–Kuopio-linjalle asti.
Viiksisiippa elää niittymailla ja muilla avoimilla alueilla, kuten asutuksen lähellä ja vesistöjen varsilla. Se saalistaa aukkopaikoissa, metsäteiden päällä ja metsänreunoissa, mutta hakeutuu toisinaan myös avoimemmille alueille. Viiksisiippa lähtee saalistamaan jo varhain hämärän tullessa ja viettää suurimman osan yötä ulkona. Keväällä ja syksyllä se on liikkeellä erikoisesti myös päiväsaikaan. Yleensä lajilla on kuitenkin kaksi aktiivisuushuippua; toinen auringonlaskun jälkeen ja toinen ennen auringonnousua. Viiksisiipan lento päiväpiilosta saalistusalueelle eroaa tavallisesta pyyntilennosta, joka on tasaista, suunnilleen samalla korkeudella tapahtuvaa.
Viiksisiipan lentokorkeus vaihtelee, vaikka lento onkin suoraviivaista. Viiksisiipalla tunnetaan jopa 2 000 km:n vaelluksia. Talvihorroksen siippa viettää luolissa, kaivoskäytävissä, ladoissa ja kellareissa.
Viiksisiippa käyttää ravinnokseen pieniä lentäviä hyönteisiä.
Viiksisiipan pariutuminen tapahtuu tavallisesti syksyllä tai talvihorroksen aikana. Naaraat voivat keräytyä suuriksi naaras- ja poikasyhdyskunniksi, joissa on satoja eläimiä ja joissa ne synnyttävät yhden poikasen kesä-heinäkuussa, jolloin ruokaa on runsaimmin tarjolla.[3]
Viiksisiippa (Myotis mystacinus) on Euroopassa elävä siippalaji.
Murin à moustaches
Le Murin à moustaches (Myotis mystacinus) est une espèce de chauves-souris de la famille des Vespertilionidae. Il vit en Eurasie ainsi qu'au Maroc, de la plaine jusqu'en montagne dans le Nord de sa répartition, et de préférence en altitude dans les zones au climat méditerranéen. Il fait partie du groupe dit des « murins à museau sombre » dont la morphologie cryptique rend l'identification des espèces difficile, avec notamment le Murin d'Alcathoé (M. alcathoe) en Europe, le Murin de Brandt (M. brandtii) et le Murin doré (M. aurascens) en Eurasie.
Petite chauve-souris au pelage dorsal gris-brun et au ventre plus grisâtre. La face est sombre souvent noire, et le tragus est pointu et long. Elle peut être confondue avec Myotis brandtii et Myotis alcathoe, qui se chevauchent au niveau de la répartition géographique et des mensurations. Une clé de détermination est nécessaire pour une identification rigoureuse.
Pour l'hibernation, elle est presque toujours solitaire, nichée dans des anfractuosités. Elle recherche des gîtes à très forte hygrométrie et frais, et choisit autant les petites caves que les grottes, les mines et les carrières, plus rarement les bâtiments ou les cavités arboricoles. Les gîtes de mise bas accueillent une quarantaine de femelles, de mi-mai à début juin, et sont principalement localisés dans des constructions (maisons, granges, ruines isolées...) derrière des espaces disjoints plats et étroits, et très rarement dans des arbres (écorces décollées, loges de pics, fentes). Les colonies sont très mobiles même en période d'allaitement. Le pic des naissances se fait vers la mi-juin et les premiers juvéniles peuvent être volants dès la fin du mois. Il n'y a pas de cas de gémellité connu. En fonction du climat et l'altitude, les essaimages automnaux peuvent débuter dès juillet et durer jusqu'en novembre.
Le Murin à moustaches s'adapte à son environnement et vole dès le crépuscule (parfois même pendant la journée au printemps et en automne). Il chasse presque dans tous les types de biotopes (même par pluie fine) et vole à 1 - 6 mètres de hauteur de manière rapide, souple et sinueuse. Il capture des petits moustiques, des éphéméroptères, des libellules, des coléoptères et des papillons de nuits.
Pour la chasse, elle s'éloigne peu des gîtes ; le domaine vital s'étend en moyenne sur une vingtaine d'hectares, pour une colonie. Elle est active dans le quart d'heure qui suit la tombée du jour, et pour l'essentiel de la nuit, avec de courtes poses. En milieu encombré, elle chasse dans les endroits ouverts et bien structurés comme une forêt galerie, un chemin au sein d'une végétation dense, une rivière en sous-bois. Elle capture essentiellement des proies volantes, principalement des Diptères, et des Lépidoptères, plus rarement des Arachnides, Coléoptères, Hyménoptères, Punaises.
Presque toute l'Europe, Europe du Nord jusqu'au 65° de latitude environ.
Moins lié à la forêt et à l'eau que le Murin de Brandt. Vit davantage dans les parcs, les jardins et les villages. Espèce apparemment plus inféodé aux bâtiments qu'au milieu forestier. En Europe du Sud-Est, également dans les régions karstiques. Colonies de reproduction de 20 - 70 individus généralement dans les cavités fissurées, les bâtiments, les petites maisons, les pavillons de chasse, derrière les revêtements en bois, les volets, entre les balcons et les cloisons. Colonies d'hiver dans les grottes, les galeries, les caves, la plupart du temps suspendu à divers endroits du mur et dans les recoins (rarement dans les fissures). Très fidèle à son territoire mais peut migrer jusqu'à 240 km de distance.
Elle fréquente les milieux mixtes, ouverts à semi-ouverts, de la plaine à la montagne : zones boisées et d'élevage, villages, jardins, milieux forestiers humides, zones humides.
Selon Mammal Species of the World (version 3, 2005) (20 février 2016)[1] :
Murin à moustaches
Le Murin à moustaches (Myotis mystacinus) est une espèce de chauves-souris de la famille des Vespertilionidae. Il vit en Eurasie ainsi qu'au Maroc, de la plaine jusqu'en montagne dans le Nord de sa répartition, et de préférence en altitude dans les zones au climat méditerranéen. Il fait partie du groupe dit des « murins à museau sombre » dont la morphologie cryptique rend l'identification des espèces difficile, avec notamment le Murin d'Alcathoé (M. alcathoe) en Europe, le Murin de Brandt (M. brandtii) et le Murin doré (M. aurascens) en Eurasie.
O morcego bigotudo (Myotis mystacinus) é unha especie de pequeno morcego europeo con pelaxe longa. Aínda que é pouco común, este morcego habita en zonas próximas aos sitios onde viven os humanos e preto da auga; é semellante ao morcego de Brandt, o Myotis brandtii, o cal pasou a considerarse como unha especie independente en 1970. A fórmula de dentición do M. mysticinus é 2.1.3.3 3.1.3.3 {displaystyle {frac {2.1.3.3}{3.1.3.3}}}
A análise das características morfolóxicas, do seu comportamento e xenéticas atoparon máis subespecies de morcegos bigotudos no xénero Myotis. De Myotis mystacinus, Myotis brandtii e Myotis ikonnikovi separouse unha nova especie, Myotis alcathoe, no ano 2001. M. alcathoe é o máis pequeno entre os morcegos bigotudos de Europa e emprega as frecuencias nas súas chamadas de ecolocalización máis altas de todas as especies europeas pertencentes ao seu xénero. Prefire cazar en vales pequenos con árbores de folla caduca próximos a cursos de auga. Os antigos rexistros de Grecia e Hungría indican unha distribución importante no sudeste de Europa.
(Vexa a distribución do Morcego de bigotes no modelo)
As frecuencias utilizadas polo M. mystacinus para a ecolocalización varían entre 34–102 kHz, chegando ao pico de enerxía en 53 kHz e cunha duración promedio de 3.0 ms.[1][2]
O morcego bigotudo (Myotis mystacinus) é unha especie de pequeno morcego europeo con pelaxe longa. Aínda que é pouco común, este morcego habita en zonas próximas aos sitios onde viven os humanos e preto da auga; é semellante ao morcego de Brandt, o Myotis brandtii, o cal pasou a considerarse como unha especie independente en 1970. A fórmula de dentición do M. mysticinus é 2.1.3.3 3.1.3.3 {displaystyle {frac {2.1.3.3}{3.1.3.3}}}
A análise das características morfolóxicas, do seu comportamento e xenéticas atoparon máis subespecies de morcegos bigotudos no xénero Myotis. De Myotis mystacinus, Myotis brandtii e Myotis ikonnikovi separouse unha nova especie, Myotis alcathoe, no ano 2001. M. alcathoe é o máis pequeno entre os morcegos bigotudos de Europa e emprega as frecuencias nas súas chamadas de ecolocalización máis altas de todas as especies europeas pertencentes ao seu xénero. Prefire cazar en vales pequenos con árbores de folla caduca próximos a cursos de auga. Os antigos rexistros de Grecia e Hungría indican unha distribución importante no sudeste de Europa.
(Vexa a distribución do Morcego de bigotes no modelo)
Il vespertilio mustacchino (Myotis mystacinus Kuhl, 1817) è un pipistrello della famiglia dei Vespertilionidi diffuso nell'Ecozona paleartica.[1][2]
Pipistrello di piccole dimensioni, con la lunghezza della testa e del corpo tra 35 e 48 mm, la lunghezza dell'avambraccio tra 32 e 37 mm, la lunghezza della coda tra 30 e 43 mm, la lunghezza del piede tra 7 e 8 mm, la lunghezza delle orecchie tra 12 e 17 mm e un peso fino a 8 g.[3]
La pelliccia è lunga, densa e setosa. Le parti dorsali sono bruno-grigiastre con la base dei peli nerastra, mentre le parti ventrali variano dal grigio al bianco crema con la base dei peli bruno-nerastra. Il muso è nerastro, cosparso di pochi peli e con delle piccole masse ghiandolari tra gli occhi e le orecchie. Il labbro superiore è frangiato con piccole setole. Gli occhi sono piccoli e parzialmente nascosti nella pelliccia. Le orecchie sono nerastre, moderatamente lunghe, strette, con la metà superiore del margine esterno diritta e un incavo a circa metà della sua lunghezza. Il trago è lungo, stretto, appuntito, con il margine interno diritto e leggermente piegato in avanti. Le membrane alari sono nerastre e attaccate posteriormente alla base delle dita dei piedi, i quali sono piccoli e con dei lunghi peli tra gli artigli. La punta della coda si protrae leggermente oltre l'uropatagio. Il calcar è privo di carenatura. Il pene è sottile, senza rigonfiamenti all'estremità. Il cariotipo è 2n=44 FNa=52.
Emette ultrasuoni ad alto ciclo di lavoro sotto forma di impulsi di breve durata a frequenza modulata iniziale a 105 kHz, finale a 33 kHz e massima energia a 62 kHz.
Si rifugia singolarmente o in gruppi fino a 600 individui in estate negli edifici, nelle cavità degli alberi, tra ammassi rocciosi e durante l'inverno all'interno di grotte sotterranee, miniere e cantine con temperature di 2-8 °C ed umidità elevata, dove entra in ibernazione tra ottobre e marzo. Utilizza nidi d'uccelli e bat boxes. I sessi si separano nel mese di maggio, le femmine gravide stabiliscono piccole colonie durante l'estate, mentre i maschi tendono ad essere solitari. L'attività predatoria inizia al tramonto, talvolta anche con la luce del giorno anche in inverno e probabilmente compie una sola uscita notturna per poi rientrare prima dell'alba. Il volo è lento ed altamente manovrato, vicino al suolo oppure nelle vicinanze di alberi isolati ad almeno 6 metri d'altezza. Effettua migrazioni occasionali con spostamenti fino a 240 km, sebbene siano state registrate distanze fino a 625 km.
Si nutre di insetti non acquatici come le zanzare, tipule, chironomidi, Anisopodidae, ragni e falene catturati in volo sopra specchi d'acqua ed occasionalmente al suolo o sulla vegetazione. Durante le pause rimane appeso ai rami degli alberi.
Danno alla luce un piccolo alla volta a giugno o nei primi di luglio e vengono svezzati dopo 6 settimane. Gli accoppiamenti avvengono dall'autunno all'estate. Le femmine raggiungono la maturità sessuale dopo un anno di vita. L'aspettativa di vita in cattività è fino a 23 anni, mentre quella media in natura non supera i 5.
Questa specie è diffusa dall'Europa occidentale e il Marocco fino agli Urali e al Caucaso. Il suo areale tuttavia potrebbe risultare più limitato poiché molte osservazioni assegnate a questa specie potrebbero riferirsi al vespertilio di Alcatoe, recentemente descritto e morfologicamente molto simile. Questo potrebbe essere anche il caso dell'Italia dove la presenza certa è stata confermata soltanto nelle regioni settentrionali.
Vive nelle foreste, parchi cittadini, giardini, boscaglie, praterie, steppe, zone semi-desertiche e terreni boscosi in prossimità di fonti d'acqua fino a 1.920 metri di altitudine.
Sono state riconosciute 3 sottospecie:
La IUCN Red List, considerata la popolazione numerosa e il vasto areale, classifica M.mystacinus come specie a rischio minimo (LC).[1]
Il vespertilio mustacchino (Myotis mystacinus Kuhl, 1817) è un pipistrello della famiglia dei Vespertilionidi diffuso nell'Ecozona paleartica.
Ūsuotasis pelėausis (lot. Myotis mystacinus, angl. Whiskered bat, vok. Kleine Bartfledermaus) – lygianosinių (Vespertilionidae) šeimos šikšnosparnis.
Ūsuotasis pelėausis (lot. Myotis mystacinus, angl. Whiskered bat, vok. Kleine Bartfledermaus) – lygianosinių (Vespertilionidae) šeimos šikšnosparnis.
De baardvleermuis (Myotis mystacinus) is een vleermuis van de familie der gladneuzen (Vespertilionidae).
De baardvleermuis is de kleinste Europese soort uit het geslacht Myotis. Het dier lijkt erg veel op de Brandts vleermuis en is daarvan alleen door de kenner te onderscheiden. De baardvleermuis wordt ook wel de gewone baardvleermuis of kleine baardvleermuis genoemd. De Brandts vleermuis wordt ook wel de "grote baardvleermuis" genoemd. De dieren werden voor een lange tijd beschouwd als één soort.
Volwassen exemplaren worden tussen de vier en acht gram zwaar en hebben een spanwijdte van maximaal 190 tot 250 millimeter. Ze worden 3,5 tot 5 centimeter groot[2] en de lengte van de onderarm kan variëren van 32 tot 36 millimeter. De dieren zijn donker van kleur, meestal donkerbruin tot bruingrijs, een enkele keer tot lichtbruin. De snuit, oren en vleugels zijn zwartbruin.
Het geluid dat ze maken heeft een frequentie van 30 à 75 kilohertz, waardoor het buiten het menselijk gehoorbereik ligt en slechts met zogenaamde vleermuisdetectoren waar te nemen is. Ook dan is het vrijwel niet te onderscheiden van de grote baardvleermuis. De vlucht van de kleine baardvleermuis is enigszins fladderend en betrekkelijk langzaam.
De kleine baardvleermuis komt in het overgrote deel van Europa voor, met name in en in de buurt van bossen, tot een hoogte van 1923 meter in de Alpen in de zomer, tot 2400 meter in de winter. Kraamkoloniën bevinden zich tot op 1670 meter hoogte. Hij ontbreekt in het grootste gedeelte van Spanje en Portugal, Zuid-Italië, Schotland, IJsland en Noord-Scandinavië. Ook in het grootste gedeelte van Azië komt hij voor, van Turkije oostwaarts tot Maleisië, Korea en Japan. In Nederland is het dier vooral in Zuid-Limburg aan te treffen, maar hij is in vrijwel het gehele land te vinden.
Het dier houdt van parkachtig landschap, dorpen, tuinen en open weiden, vaak in de nabijheid van water. Op de Balkan komt hij ook geregeld voor in karstgebieden. Hij jaagt voornamelijk op vliegende insecten als langpootmuggen, dansmuggen, haften, vliegen, kevers en motten, maar vangt ook spinnen en rupsen op planten. Een kwartier tot een half uur na zonsondergang vliegt hij meestal uit. Er is een activiteitspiek vlak na zonsondergang en vlak voor zonsopgang. Soms is hij ook overdag actief. Zijn jachtgebied ligt één à drie kilometer van zijn dagverblijf. Hij vliegt laag over de grond (tot zes meter), of volgt heggen. Geregeld houdt hij pauzes, hangend aan een tak.
's Zomers leven de vrouwtjes met hun jongen in kraamkolonies, die 20 tot wel 70 vrouwtjes kunnen omvatten. Soms wordt deze kraamkolonie gedeeld met andere vleermuizen, voornamelijk dwergvleermuis, maar ook grootoorvleermuis en Brandts vleermuis. De mannetjes leven dan alleen. Zowel 's zomers als 's winters kunnen ze gebruikmaken van door de mens gemaakte voorzieningen als tussen de muren in oude gebouwen, maar ook leven ze in grotten en bomen, onder de bast. Baardvleermuizen hebben een voorkeur voor spleten als verblijfplaats. Waarnemingen in de stad zijn goed mogelijk.
's Winters geven ze een voorkeur voor ondergrondse, koele plaatsen als grotten, mijnen, bunkers en kelders. De baardvleermuis houdt een winterslaap van oktober tot maart/april. In grotten overwinteren ze vooral bij de ingang, vaak solitair of in kleine groepjes. Vaak hangen ze vrij, maar ze kunnen ook in een spleet kruipen.
de paartijd loopt van de herfst tot de lente, en gaat in de overwinteringstijd door. In mei gaan de vrouwtjes de kraamkolonies in. In juni worden de jongen geboren. Een vrouwtje krijgt één jong per jaar, maar een tweeling komt ook voor. Het jong is bij de geboorte 2 gram zwaar. Na zes weken kan het jong zelf vliegen en wordt het gespeend. Na 15 maanden zijn de vrouwtjes geslachtsrijp, een enkele al na drie maanden. Eind augustus verlaten de vrouwtjes de kraamkoloniën. De baardvleermuis wordt maximaal 23 jaar oud, maar gemiddeld worden ze maar een jaar of vier.
De baardvleermuis staat niet op de Nederlandse rode lijst en is dus volgens de opstellers van deze lijst niet bedreigd. Hij staat echter wel op de Vlaamse rode lijst. De baardvleermuis is dus wel zeer zeldzaam.
De baardvleermuis (Myotis mystacinus) is een vleermuis van de familie der gladneuzen (Vespertilionidae).
Skjeggflaggermus (Myotis mystacinus) er ei flaggermus i glattnasefamilien. Flaggermusa lever i Vest-Europa nord til Sør-Noreg, aust til Uralfjella og sør til Middelhavet, med ein bestand også i Marokko. Ho lever i mange ulike landskapsområde, men er meir tilbøyeleg til å leva i hus enn i skogområde og er vanleg i parkar og hagar.[1] Ho er vanskeleg å skilja frå skogflaggermus, umogleg utan å fanga ho. Det er difor gjort relativt få sikre funn av arten i Noreg. I Sverige og Danmark reknar ein med at skjeggflaggermusa er i sterk tilbakegang, men det er uvisst om dette også er tilfellet i Noreg.[2]
Skjeggflaggermus (Myotis mystacinus) er ei flaggermus i glattnasefamilien. Flaggermusa lever i Vest-Europa nord til Sør-Noreg, aust til Uralfjella og sør til Middelhavet, med ein bestand også i Marokko. Ho lever i mange ulike landskapsområde, men er meir tilbøyeleg til å leva i hus enn i skogområde og er vanleg i parkar og hagar. Ho er vanskeleg å skilja frå skogflaggermus, umogleg utan å fanga ho. Det er difor gjort relativt få sikre funn av arten i Noreg. I Sverige og Danmark reknar ein med at skjeggflaggermusa er i sterk tilbakegang, men det er uvisst om dette også er tilfellet i Noreg.
Skjeggflaggermus (Myotis mystacinus) er en art i gruppen glattnesefamilien. Den ligner på Myotis brandtii, og ble regnet som samme art frem til 1970. Analyse av morfologiske, behavioristiske og spesielt genetiske trekk, har siden identifisert flere kryptiske arter av skjeggflaggermus i slekten Myotis.
I tillegg til Myotis mystacinus, Myotis brandtii og Myotis ikonnikovi, ble en ny art, Myotis alcathoe beskrevet i 2001. Myotis alcathoe er den minste blant de europeiske skjeggflaggermusene, og benytter i ekkolokaliseringen de høyeste frekvensene av alle de europeiske Myotis-artene. Den foretrekker å jakte i små daler med løvfellende trær og rennende vann.
Frekvensene som Myotis mystacinus bruker til ekkolokalisering ligger mellom 34 og 102 kHz, har mest energi ved rundt 45 kHz og har en gjennomsnittlig varighet på 3.0 ms.
Arten er funnet ynglende i bygninger i Norge, men trolig kan den også reprodusere i andre habitater. Noen dyr blir påvist i gruver om vinteren, men hoveddelen av de norske skjeggflaggermusene finnes nok overvintrende i andre habitater, som f.eks. bergsprekker eller steinur.
I Norge finnes arten nord til Nord-Trøndelag. Den er vidt utbredt og relativt vanlig mange steder i Sør-Norge. Skjeggflaggermus yngler i områder med middel julitemperatur helt ned til 12 grader celsius.[trenger referanse] Arten er aktiv fra april til november i Norge. Sent på høsten kan den også jakte på dagtid. Slike dagaktive skjeggflaggermus dreier seg trolig om ungdyr som er født sent på året og som ikke har lagt på seg nok vekt til å overleve dvaleperioden.
Skjeggflaggermus (Myotis mystacinus) er en art i gruppen glattnesefamilien. Den ligner på Myotis brandtii, og ble regnet som samme art frem til 1970. Analyse av morfologiske, behavioristiske og spesielt genetiske trekk, har siden identifisert flere kryptiske arter av skjeggflaggermus i slekten Myotis.
I tillegg til Myotis mystacinus, Myotis brandtii og Myotis ikonnikovi, ble en ny art, Myotis alcathoe beskrevet i 2001. Myotis alcathoe er den minste blant de europeiske skjeggflaggermusene, og benytter i ekkolokaliseringen de høyeste frekvensene av alle de europeiske Myotis-artene. Den foretrekker å jakte i små daler med løvfellende trær og rennende vann.
Frekvensene som Myotis mystacinus bruker til ekkolokalisering ligger mellom 34 og 102 kHz, har mest energi ved rundt 45 kHz og har en gjennomsnittlig varighet på 3.0 ms.
Arten er funnet ynglende i bygninger i Norge, men trolig kan den også reprodusere i andre habitater. Noen dyr blir påvist i gruver om vinteren, men hoveddelen av de norske skjeggflaggermusene finnes nok overvintrende i andre habitater, som f.eks. bergsprekker eller steinur.
I Norge finnes arten nord til Nord-Trøndelag. Den er vidt utbredt og relativt vanlig mange steder i Sør-Norge. Skjeggflaggermus yngler i områder med middel julitemperatur helt ned til 12 grader celsius.[trenger referanse] Arten er aktiv fra april til november i Norge. Sent på høsten kan den også jakte på dagtid. Slike dagaktive skjeggflaggermus dreier seg trolig om ungdyr som er født sent på året og som ikke har lagt på seg nok vekt til å overleve dvaleperioden.
Multimedia w Wikimedia Commons Nocek wąsatek[3][4] (Myotis mystacinus) – gatunek ssaka z rzędu nietoperzy[5].
Mały gatunek. Sierść na grzbiecie kasztanowa lub czarna z jaśniejszymi końcówkami, na brzuchu jaśniejsze. Ucho, pyszczek i błony lotne ciemne lub wręcz czarne. Na zewnętrznym brzegu ucha znajduje się wycięcie. Koziołek nożowaty, sięgający połowy długości ucha. Błona skrzydła przyczepiona do nasady palców. Ostroga sięga do połowy odległości między piętą a ogonem. Poza ostrogę może wystawać mały fałd skórny. Koniec ogona wystaje poza błonę ogonową na 2 mm. Przedramię długości 31-37 mm.
Występuje w niemal całej Europie z wyjątkiem północnej Skandynawii. W Polsce stwierdzany był w wielu stanowiskach, głównie w południowej części kraju. Jest najpospolitszym nietoperzem w Tatrach (zwłaszcza zimą w tamtejszych jaskiniach), natomiast na Pomorzu jest gatunkiem bardzo rzadkim i dotychczas nie stwierdzono tam jego rozrodu.
Preferuje tereny górskie i słabiej zalesione niż w przypadku podobnego nocka Brandta. Jego letnimi kryjówkami są głównie budynki, niekiedy również dziuple. Zimą spotykany jest w podziemiach, zarówno naturalnych (jaskinie), jak i sztucznych (sztolnie, fortyfikacje).
Odżywia się drobnymi owadami, chwytanymi najczęściej w locie, w niewielkiej odległości od drzew i innych przeszkód. Najdłuższy obserwowany wiek w warunkach naturalnych to 24 lata.
W Polsce jest objęty ścisłą ochroną gatunkową oraz wymagający ochrony czynnej, dodatkowo obowiązuje zakaz fotografowania, filmowania lub obserwacji, mogących powodować płoszenie lub niepokojenie.[6]
Nocek wąsatek (Myotis mystacinus) – gatunek ssaka z rzędu nietoperzy.
Netopier fúzatý[2] (Myotis mystacinus) je druh netopiera z čeľade netopierovité.
Netopier fúzatý je jedným z najmenších netopierov. Jeho telo meria 35 – 48 mm[3], predlaktia je dlhé 31 – 37 mm[3] a chvost 30 – 43 mm[3]. Výška ušnice dosahuje 12 – 19 mm[3]. Hmotnosť tela sa pohybuje od 4,5 do 6g[4] (6,5)[3]. Srsť na chrbte je hnedá až čiernohnedá so zlatistým nádychom, na bruchu je sivá. Uši a lietacie blany má čiernohnedé.[3]
Netopier fúzatý využíva pre echolokáciu frekvenciu 32 – 115 kHz. Pri vyhľadávací fáze 32 – 75 kHz s najvyššou intenzitou pri hodnote 40 – 50 kHz. V približovacej fáze využíva rozsah 35 – 115 kHz.[5]
Letné úkryty boli nájdené často v ľudských stavbách v škárach prístupných z vonku, v škárach múrov a okien i v skalných puklinách. Živí sa lovom hmyzu, najčastejšie v pásme 1,5 – 6 m nad zemou. Lovia tiež nad vodnými plochami.[5]
Zimu trávi v chladných oblastiach. Pre svoje zimné úkryty využíva jaskyne, štôlne, pivnice.[5]
Netopier fúzatý žije v Palearktíde i v severnej Afrike v Maroku, na severe približne po 64. rovnobežku.[2] Vyskytuje sa takmer v celej Európe s výnimkou oblastí v Stredomorí, Škandinávii a Británii. Jedná sa o menej bežný druh netopiera.
Pôvodne poddruhy M.m.mystacinus a M.m.brandtii sú dnes považované za samostatné druhy a pribudol k nim druh Myotis alcathoe (Helversen et al. 2001). V teréne sa ťažko odlišujú, preto sa mnohé pozorovania nepriraďujú presne k druhu ale sú vedené ako Myotis "mystacinus" a zahŕňajú aj nálezy M. brandtii a M.alcathoe. Ide hlavne o záznamy zo zimného obdobia. Presne determinovaný druh je uvádzaný ako Myotis mystacinus sensu stricto.[2] Rozšírenie netopiera fúzatého ako Myotis "mystacinus" je zistené skoro na celom území Slovenska.[2]
Zo 429 mapovacích kvadrátov DFS sa celkovo vyskytol v 212 (49,2 % rozlohy Slovenska):[2]
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Netopier fúzatý
Wikidruhy ponúkajú informácie na tému Netopier fúzatý
Netopier fúzatý (Myotis mystacinus) je druh netopiera z čeľade netopierovité.
Brkati netopir (znanstveno ime Myotis mystacinus) je majhna vrsta netopirjev, ki je razširjeva po Evraziji in delih Severne Afrike.
Odrasel brkati netopir meri v dolžino okoli 4 cm, ima premer prhuti okoli 20 cm in tehta okoli 8 gramov. Poraščen je z dokaj dolgo rjavo dlako in ima srednje dolge in nekoliko koničaste uhlje.
Brkati netopir lovi svoj plen s pomočjo eholokacije na frekvencah med 34 in 102 kHz, z največjo energijo pri 53 kHz. Impulz povprečno traja 3 ms[2][3].
Brkati netopir (znanstveno ime Myotis mystacinus) je majhna vrsta netopirjev, ki je razširjeva po Evraziji in delih Severne Afrike.
Mustaschfladdermus (Myotis mystacinus) är en fladdermusart i familjen läderlappar (Vespertilionidae). Den är den näst minsta fladdermusen i Europa. Bara den nyupptäckta arten Nymffladdermus, M. alcathoe är ännu mindre.
(Källa: [4])
Pälsen är mörkt brungrå på ovansidan, ljusare under. Ansiktet är svart. Den är till förväxling lik Brandts fladdermus,[5] som 1970 avknoppades från M. mystacinus. (Numera namnändrad till Taigafladdermus.) Särskiljande drag är tändernas utseende. (Baagøe 1973, Schober & Grimmberger 1987).
Arten har fått sitt svenska namn av ett antal långa hår i mungiporna.[6] Anspelning på skägg går igen på många andra språk.
Håren antas vara sensorer för att som hjälp vid navigeringen känna vindens riktning.
Livslängden är 5 à 6 år. Äldsta i naturen funnen 19 år, rekord i fångenskap 23 år.
Mustaschfladdermusen börjar jaga senast i skymningen och fortsätter större delen av natten.
Sent på hösten jagar den även dagtid. Kanske beror det på dålig tillgång på byten nattetid på hösten.
Flykten är låg och fladdrande.[5]
Födan består av mygg, fjärilar och skalbaggar.
Mustaschfladdermusens läte liknar Taigafladdermusens: Distinkta, regelbundna knäppningar.
De långsmala öronen är en approximaton av en ellips. Fysiskt blir känsligheten störst i en skiva längs ellipsens lillaxel. De två känslihetskivorna från vardera örat skär varandra rakt fram. I skärningspunkten är känsligheten som allra störst. Djuret kan då efter signalbehandling i hjärnan få en mycket precis indikation till riktningen mot det föremål, som kastade tillbaka ekot. Samtidigt analyseras fördröjningen mellan en skrikpuls och mottaget eko, vilket ger information om avståndet till hindret.
Detaljer i denna animala sonar är artspecifika, och ett hjälpmedel att efter analys av ljudinspelningar skilja arter åt. En detaljerad diskussion finns i artikeln Fladdermöss.
Mustaschfladdermus finns både i skog (gärna sank sådan), vid sjöar och på öppen mark såsom odlad mark och hagar.[7] Kan även söka sig till samhällen.[6]
Somliga fladdermusarter är migrerande, men inte mustaschfaddermusen, som inte drar långt bort för sin övervintring i grottor, gruvgångar och stenbyggnader.[7] Dvalatiden varar oktober – – mars/april.
I Alperna har mustaschfladdermus sommartid hittats som högst på 1923 m ö h. På vintern kan den dra sig ända upp till 2 400 m ö h.
På somrarna håller sig honorna under födslotiden tillsammans i flockar om 20 – 50 individer, medan hanarna uppträder solitärt.
Mustaschfladdermusen parar sig under hösten och vintern. Dräktighetens början är som hos de flesta fladdermöss fördröjd, och först kring juni – juli, efter 2,5 månaders fosterutveckling föds ungen, normalt bara 1, men tvillingar kan förekomma någon gång..[5] Honorna samlar sig i kolonier i ihåliga träd eller byggnader för att föda ungarna.[7]
Honan blir könsmogen efter 1 år, hanen efter 1,25 år. Ungen väger 2 g vid födelsen, blir flygfärdig efter 3 veckor.[4] Hanen bryr sig inte om sin unge.
I världen finns mustaschfladdermus i palearktiska regionen från Irland och österut till Japan‚ söderut till södra Kina, men är inte särskilt vanlig. Saknas i Spanien, men finns i Marocko.
I Sverige finns mustaschfladdermus från mellersta Värmland och norrut till Dalarna och Hälsingland (62° N) samt på Öland och Gotland.
Mustaschfladdermusen minskade i Sverige i antal några år och ansågs som sårbar (VU) på rödlistorna 2000 och 2005, men har återhämtat sig. Antalet individer i Sverige är svårt bestämma, men uppskattas till någonting inom spannet 20 000 – 100 000.
Vid rödlistningarna 2010 och 2015 ansågs den livskraftig (LC), och togs bort från rödlistan,[8] men är fortsatt fridlyst.
Myotis mystacius
Myotis mystacius
Wikimedia Commons har media som rör Mustaschfladdermus.
Mustaschfladdermus (Myotis mystacinus) är en fladdermusart i familjen läderlappar (Vespertilionidae). Den är den näst minsta fladdermusen i Europa. Bara den nyupptäckta arten Nymffladdermus, M. alcathoe är ännu mindre.
Dơi tai có ria (danh pháp hai phần: Myotis mystacinus) là một loài động vật có vú trong họ Dơi muỗi, bộ Dơi. Loài này được Kuhl mô tả năm 1817.[3]
.jpg)
.jpg)
Bài viết họ Dơi muỗi này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Dơi tai có ria (danh pháp hai phần: Myotis mystacinus) là một loài động vật có vú trong họ Dơi muỗi, bộ Dơi. Loài này được Kuhl mô tả năm 1817.
Усатая ночница[1] (лат. Myotis mystacinus) — небольшая летучая мышь рода ночниц. Во многом подобна ночнице Брандта, была выделена в отдельный вид лишь в 1970 году.
Очень похожа на водяную, с которой разделяет местообитание, отличается чуть меньшими размерами (длина тела 4—5 см, вес 4—9 г) и стройным телосложением. Меховой покров довольно густой, всклокоченный, окрашен в желтоватые и темно-песочные тона. Уши и летательная перепонка темные.
Избегает больших пещер, живёт в карстовых щелях или промоинах. В поселениях человека прячется на день за наличники или ставни. В пустынных регионах обычна в старых глинобитных погребальных сооружениях — мазарах и мавзолеях, покрытых трещинами. Иногда их обнаруживают даже в юртах и кибитках. Крупных скоплений нигде не образуют, в летних убежищах редко собираются больше 10—12 особей. Стараются забиться в щели поодиночке или по двое-трое. Только в больших зимовочных пещерах и гротах образует на высоте 20—30 метров группы по 10—15 особей. Чем выше температура в убежище, тем меньше численность группы.
Охотится у воды. Вылетев из убежища, направляется к ближайшему водоему и кружится хороводом над поверхностью, время от времени захватывая воду или насекомое. Через некоторое время поднимается выше и начинает облет крон близлежащих деревьев, обрывистых лессовых берегов, крыш.
Эхолокационные сигналы низкой интенсивности в диапазоне 34—102 кГц, с максимальной амплитудой около 53 кГц, продолжительность — около 3 мс.
Усатая ночница (лат. Myotis mystacinus) — небольшая летучая мышь рода ночниц. Во многом подобна ночнице Брандта, была выделена в отдельный вид лишь в 1970 году.
须鼠耳蝠（学名：Myotis mystacinus）为蝙蝠科鼠耳蝠属的动物。分布于台湾以及中国大陆的青海、山东、四川、新疆、福建、江西、海南、黑龙江、广东、云南、北京、广西、陕西、甘肃、河北、宁夏、内蒙古、上海、山西、西藏、辽宁等地，常见于洞穴、家舍以及树林。该物种的模式产地在德国。[1]
须鼠耳蝠（学名：Myotis mystacinus）为蝙蝠科鼠耳蝠属的动物。分布于台湾以及中国大陆的青海、山东、四川、新疆、福建、江西、海南、黑龙江、广东、云南、北京、广西、陕西、甘肃、河北、宁夏、内蒙古、上海、山西、西藏、辽宁等地，常见于洞穴、家舍以及树林。该物种的模式产地在德国。
윗수염박쥐(Myotis mystacinus)는 애기박쥐과에 속하는 박쥐의 일종이다. 한반도에서 흔한 박쥐이다.
다음은 윗수염박쥐속의 계통 분류이다.[1]
윗수염박쥐속 구대륙 분류군 clade III clade II술라웨시윗수염박쥐 (M. m. browni)
clade IV 에티오피아신대륙 분류군
_(7979670768).jpg)
.jpg)
.jpg)
