Şəbbugülünün adı - XVI əsrdə yaşamış İtaliya həkimi və botaniki Pyetro Andrea Mattiolinin şərəfinə adlandırılmışdır. Azərbaycanda şəbbugülünün 4 növü yabanı halda bitir, bir növü-M.incana R.Br. isə mədəni halda becərilir. Bu mədəni növün bir neçə forması və çeşidləri mövcuddur ki, onlar dekorativ bitki kimi becərilirlər. Gülçülükdə cinsin iki növündən geniş istifadə olunur. Ağ şəbbugülü (M.incana var. annua)-elmdə yay şəbbusu kimi məlumdur. Yabanı halda Aralıq dənizi sahillərində bitir.Şəbbugülünün 10 mədəni qrupu məlumdur.Onlar hündürlüyünə, budanma dərəcəsinə, çiçəkləmə vaxtına, rənginə, ölçüsünə və çiçəklərinin quruluşuna görə müxtəlif formalarda olurlar.İribuynuzlu şəbbugülü (M.bicorkis)-dekorativ keyfiyyətlərə malik deyildir. Bu bitkinin vətəni Yunanıstandır. Şəbbugülünün çiçəkləri çoxləçəkli və bəsitləçəkli ola bilər. Cücərti mərhələsində bitkinin necə olacağını müəyyən etmək mümkündür. Çoxləçəkli bitkilərin cücərtilərində ləpəyarpaqları açıq-yaşıl, bəsitləçəklidə isə tünd-yaşıl rəngdədir.Bitkilərdən dəstə bağladıqda kəsilmir, torpaqdan kök ilə çıxarılır. Toxumların cücərmə prosesini tezləşdirmək üçün zoğun yuxarı hissəsini qırırlar. Şəbbugülülərin toxumlarını mayın əvvəlində torpağa əkməklə çoxaldırlar. Əkindən əvvəl toxumları zəif manqan məhlulunda saxlayırlar. Cücərtilər əmələ gədikdə havanın temperaturu 12-14°C yuxarı olmamalıdır, yoxsa bitkilər göbələk xəstəliyinə yoluxa bilərlər.
Şəbbugülünün adı - XVI əsrdə yaşamış İtaliya həkimi və botaniki Pyetro Andrea Mattiolinin şərəfinə adlandırılmışdır. Azərbaycanda şəbbugülünün 4 növü yabanı halda bitir, bir növü-M.incana R.Br. isə mədəni halda becərilir. Bu mədəni növün bir neçə forması və çeşidləri mövcuddur ki, onlar dekorativ bitki kimi becərilirlər. Gülçülükdə cinsin iki növündən geniş istifadə olunur. Ağ şəbbugülü (M.incana var. annua)-elmdə yay şəbbusu kimi məlumdur. Yabanı halda Aralıq dənizi sahillərində bitir.Şəbbugülünün 10 mədəni qrupu məlumdur.Onlar hündürlüyünə, budanma dərəcəsinə, çiçəkləmə vaxtına, rənginə, ölçüsünə və çiçəklərinin quruluşuna görə müxtəlif formalarda olurlar.İribuynuzlu şəbbugülü (M.bicorkis)-dekorativ keyfiyyətlərə malik deyildir. Bu bitkinin vətəni Yunanıstandır. Şəbbugülünün çiçəkləri çoxləçəkli və bəsitləçəkli ola bilər. Cücərti mərhələsində bitkinin necə olacağını müəyyən etmək mümkündür. Çoxləçəkli bitkilərin cücərtilərində ləpəyarpaqları açıq-yaşıl, bəsitləçəklidə isə tünd-yaşıl rəngdədir.Bitkilərdən dəstə bağladıqda kəsilmir, torpaqdan kök ilə çıxarılır. Toxumların cücərmə prosesini tezləşdirmək üçün zoğun yuxarı hissəsini qırırlar. Şəbbugülülərin toxumlarını mayın əvvəlində torpağa əkməklə çoxaldırlar. Əkindən əvvəl toxumları zəif manqan məhlulunda saxlayırlar. Cücərtilər əmələ gədikdə havanın temperaturu 12-14°C yuxarı olmamalıdır, yoxsa bitkilər göbələk xəstəliyinə yoluxa bilərlər.
Matthiola és un gènere de plantes amb flors de la família brassicàcia. Un sinònim seu és Mathiola. Rep el nom de Pietro Andrea Mattioli.
El gènere conté unes 50 espècies originàries de les regions temperades i, ordinàriament, de tendència estepària o desèrtica de l'antic continent. El centre principal n'és la regió iranoturaniana.
En jardineria, es coneixen com a violers i les espècies més cultivades són Matthiola incana i M. longipetala.
Als Països Catalans, hi són autòctones: Matthiola sinuata, Matthiola incana, Matthiola fruticulosa, Matthiola parviflora, Matthiola tricuspidata i Matthiola lunata.
Matthiola és un gènere de plantes amb flors de la família brassicàcia. Un sinònim seu és Mathiola. Rep el nom de Pietro Andrea Mattioli.
El gènere conté unes 50 espècies originàries de les regions temperades i, ordinàriament, de tendència estepària o desèrtica de l'antic continent. El centre principal n'és la regió iranoturaniana.
En jardineria, es coneixen com a violers i les espècies més cultivades són Matthiola incana i M. longipetala.
Fiala (Matthiola) je jeden z mnoha rodů čeledi brukvovitých které jsou známe svými převážně vytrvalými květy s často příjemnou vůni. Vyskytují se v Evropě, Asii, severozápadní Africe, Severní Americe i v Austrálii. Rod fiala je rozdělen asi do 50 druhů, v České republice (jako důsledek zplanění dovezených rostlin) vyrůstají ve volné přírodě jen řídce dva druhy.
Fialy jsou letničky, dvouletky nebo krátkodobě vytrvalé rostliny, mívají jednoduchou nebo rozvětvenou lodyhu která jim někdy ve spodní části dřevnatí a víceleté někdy vytvářejí polokeře. Jejich listy bez palistů se dělí na bazální (v listové růžici) a lodyžní, mají řapíky nebo jsou přisedlé, jejich čepele bývají celistvé, vykrajované, zubaté nebo po obvodě zvlněné, mohou být chlupaté či lysé.
Oboupohlavné květy na stopkách jsou seskupeny do hroznovitých nebo chocholičnatých květenství která se v době kvetení prodlužují. Kalich je tvořen čtyřmi plátky vyrůstajícími křížem ve dvou kruzích a koruna čtyřmi volnými podlouhlými plátky střídajícími se s kališními, barvu mívají fialovou, purpurovou, karmínovou, červenou, růžovou nebo bílou. Šest čtyřmocných tyčinek vyrůstajících ve dvou přeslenech nese čárkovité prašníky. Dvoupouzdrý semeník je dělen falešnou přepážkou, v oddílu může být 20 až 50 vajíček. Čnělka je drobná nebo zakrslá, kuželovitá blizna mívá dva laloky. Květy s nektarovými žlázkami jsou opylovány hmyzem.
Plod je vždy suchý, může to být struk, tobolka nebo nejčastěji šešule které vyrůstající na vztyčených či oddálených stopkách. Jejich podlouhlá, vejčitá či okrouhlá zploštělá semena mají drobounká křidélka nebo jsou neokřídlená, neslizovatí. Některé druhy, jako např. fiala šedivá neb fiala dlouhoplátečná, jsou pro svůj atraktivní vzhled často pěstovány jako zahradní okrasné rostliny.[1][2][3][4][5]
Fiala dlouhoplátečná
Fiala madeirská
Fiala laločnatá
Fiala trojrohá
Obrázky, zvuky či videa k tématu fiala ve Wikimedia Commons
Fiala (Matthiola) je jeden z mnoha rodů čeledi brukvovitých které jsou známe svými převážně vytrvalými květy s často příjemnou vůni. Vyskytují se v Evropě, Asii, severozápadní Africe, Severní Americe i v Austrálii. Rod fiala je rozdělen asi do 50 druhů, v České republice (jako důsledek zplanění dovezených rostlin) vyrůstají ve volné přírodě jen řídce dva druhy.
Levkøj (Matthiola R.Br.), Slægt af Korsblomstrede, enaarige ell. fleraarige, halvbuskagtige Planter med hele ell. fjersnitdelte Blade; de er graalig behaarede af Stjernehaar. Blomsterne har udposede Bægerblade og violette, hvide ell. skidengule Kroner. Skulpen er lang og temmelig cylindrisk. I Frøene ligger Roden langs Randen af Kimbladene. C. 50 Arter, de fleste i østlige Middelhavslande. Alm. L. eller Vinter-L. (M. incana [L.] R. Br.) er en velkendt Prydplante; en Afart Sommerlevkøj (M. annua [L.] Sw.) dyrkes ligeledes.
Saavel Sommer- som Vinterlevkøj er almindelig dyrkede på grund af dens Blomsters Vellugt og livlige Farver. Af Sommerlevkøjer findes en stor Mængde Varieteter, der for Oversigtens Skyld kan henføres til særlige Grupper efter deres Højde og Voksemaade. Bl. saadanne Grupper kan nævnes 1) Engelske, lav, busket. 2) Storblomstrede, noget højere og med større Blomster end de foregaaende. 3) Storblomstrede pyramidale, meget høj med regelmæssig Forgrening og pyramideformet Vækst. 4) Dværg Buket, meget lav, blomsterrig, og Blomsterne samlede i en pyramidal Buket. 5) Viktoria, høj, men sluttet omvendt pyramideformet Vækst og store Blomster. Hver Gruppe har Blomster i forsk. Farver fra hvidt, gult, rødt til violet. Frøet af Sommerlevkøjer saas i Marts ell. April i Potter ell. i Bænk, og ikke for tæt, overbruses let med en fin Bruse og dækkes derpaa med 1/4 cm fint sigtet, og let sandblandet Jord. Vanding, efter at Spiringen har fundet Sted, maa helst undgaas; derimod gives der rigelig Luft. Naar de unge Planter har 2—4 Blade, prikles de, og senere udplantes de med fra 15–30 cm’s Afstand efter Højden.
Sommerlevkøjen blomstrer i Forsommeren, og til Afløsning af denne bruges den med denne nær beslægtede Høstlevkøj, hvoraf der ligeledes findes Varietetsgrupper. 1) Tidligblomstrende Høstlevkøj, c. 40 cm høj, udmærker sig ved, at den blomstrer allerede sidst i Aug., naar den saas først i Marts. 2) Kejserlevkøj bliver knap saa høj som foregaaende, men har en mere sluttet Vækst og større Blomster. Foruden til Udplantning kan Høstlevkøjen ogsaa anvendes til Pottekultur og vil, indplantet i Potte, kunne give en smuk Flor i Novbr ell. efter frostfri Overvintring i et lyst og luftigt Lokale i April.
Vinterlevkøjen blomstrer først Aaret efter Udsæden og anvendes til Udplantning ell. Pottekultur. Blomsternes Farve er den samme som hos de foregaaende, Højden 50–60 cm; men man har Dværgformer, der kun bliver omtrent halvt saa store. Frøet saas sidst i April paa samme Maade som Sommerlevkøjen, de unge Planter prikles og udplantes først i Juni med 50 cm’s Afstand. De indplantes enkeltvis i Potter i Oktbr og skygges lidt i den første Tid. Efter Overvintringen i lgn. Lokale som ovf. angivet for Høstlevkøjer kan de udplantes først i Maj i Grupper paa Friland, hvor de vil blomstre til midt i Juni. Anvendes Pottekultur, kan Blomstringen begynde først i April.
Levkojen (Matthiola) sind eine Pflanzengattung in der Familie der Kreuzblütengewächse (Brassicaceae).[1] Die etwa 50 Arten[1] sind vor allem im Mittelmeerraum und in Asien verbreitet; einige Arten kommen in der Kapflora (Capensis), im östlichen Afrika und zwei Arten in Makaronesien vor. Zwei Arten sind in vielen Teilen der Welt Neophyten.[1] Von wenigen Arten gibt es viele Sorten, die als Beet- und Balkonpflanzen oder zur Gewinnung von Schnittblumen genutzt werden.
Matthiola-Arten sind ein-, zweijährige bis ausdauernde krautige Pflanzen oder Halbsträucher,[1] die Wuchshöhen von 10 bis 80 Zentimetern erreichen. Die Pflanzenteile sind je nach Art mit unterschiedlichen Trichomen behaart. Die aufrechten, aufsteigenden bis liegenden Stängel können verzweigt sein.
Die grundständigen und wechselständig, spiralig am Stängel angeordneten Laubblätter sind mindestens sehr kurz gestielt. Die Blattspreite ist einfach, gebuchtet bis fiederspaltig, der Blattrand glatt, gezähnt oder gesägt. Bei manchen Arten sind die Blätter graufilzig behaart. Nebenblätter fehlen.
Die gestielten Blüten stehen in manchmal anfangs schirmtraubigen, nach der Streckung der Blütenstandsachse immer traubigen Blütenständen zusammen. Hochblätter fehlen.
Die duftenden, zwittrigen Blüten sind und vierzählig mit doppelter Blütenhülle (Perianth). Die vier freien, länglichen bis lanzettlichen oder linealischen Kelchblätter stehen sich kreuzgegenständig gegenüber; die zwei inneren sind an ihrer Basis sackartig. Die vier freien, breit verkehrt-eiförmigen, spatelförmigen, länglichen oder linealen, lang genagelten Kronblätter sind flach oder kreisförmig nach innen eingerollt, weisen Farben von Weiß über Rosa bis Violett, Gelb, grünlich Gelb bis Braun auf und sind viel länger als die Kelchblätter. Es ist ein Diskus und es sind vier oder zwei Nektardrüsen vorhanden. Es gibt sechs freie, fertile Staubblätter. Zwei Fruchtblätter sind zu einem oberständigen Fruchtknoten verwachsen, der durch eine „Falsche Scheidewand“ in zwei Kammern mit (ein bis) drei bis fünfzig Samenanlagen geteilt ist. Der Griffel ist bei manchen Arten kaum erkennbar, er endet in zweilappigen Narben, die zwei oder drei hornartige Anhängsel besitzen können.
Es sind schlanke oder gedrungene Fruchtstiele vorhanden. Die oft geraden Schoten sind 45 bis 160 Millimeter lang und enthalten 40 bis 100 Samen. Die zwei flaumig behaarten Fruchtklappen besitzen einen hervorstehenden Mittelnerv. Das Replum ist gerundet und das Septum ist vollständig ausgebildet. Die abgeflachten, länglichen, eiförmigen bis mehr oder weniger kugelförmigen Samen besitzen schmale Flügel oder sind ungeflügelt. Die Samenschale ist schwach netzartig und wird im nassen Zustand nicht klebrig-schleimig.
Die Chromosomengrundzahl beträgt x = 7.[1]
Die Gattung Matthiola gehört zur Tribus Anchonieae in der Familie der Brassicaceae.
Der Name Levkojen kommt vom griechischen Wort leukoion für „Weißveilchen“. Der Gattungsname Matthiola wurde erst 1812 von Robert Brown im Werk von William Townsend Aiton Hortus Kewensis, Band 4, Seite 119 gültig veröffentlicht. Der Gattungsname Matthiola ehrt den italienischen Arzt und Botaniker Pietro Andrea Mattioli (1501–1577, lat. Matthiolus).
Bereits im Jahr 1753 hatte Carl von Linné einer heute Guettarda scabra (L.) Lam. genannten Art der Rötegewächse den Namen Matthiola scabra gegeben. Diese Beschreibung wurde aber zugunsten des später beschriebenen Namens Matthiola R.Br. verworfen.
Synonyme für Matthiola R.Br. sind: Mathiola W.T.Aiton, Mathiolaria Chevall., Pirazzia Chiov.[2]
Es gibt 50 bis 60 Matthiola-Arten. Hier eine Auswahl:[3][2]
Levkojen (Matthiola) sind eine Pflanzengattung in der Familie der Kreuzblütengewächse (Brassicaceae). Die etwa 50 Arten sind vor allem im Mittelmeerraum und in Asien verbreitet; einige Arten kommen in der Kapflora (Capensis), im östlichen Afrika und zwei Arten in Makaronesien vor. Zwei Arten sind in vielen Teilen der Welt Neophyten. Von wenigen Arten gibt es viele Sorten, die als Beet- und Balkonpflanzen oder zur Gewinnung von Schnittblumen genutzt werden.
Jilfloro esas planto. Matthiola incana
Tekst üüb Öömrang Lakeuen (Matthiola) san plaantenslacher uun det famile faan a krüsbloosen (Brassicaceae).
At jaft wel sowat 50 bit 60 slacher. Jo lewe miast trinjam at Madlunsia. Uun Madeleuroopa käänt am fööraal:
Lakeuen (Matthiola) san plaantenslacher uun det famile faan a krüsbloosen (Brassicaceae).
Lewkoja[1] (Matthiola) jo ród ze swójźby kśicnokwětarjowych rostlinow (Brasicaceae).
Wopśimjejo slědujuce družyny:
Lewkoja (Matthiola) jo ród ze swójźby kśicnokwětarjowych rostlinow (Brasicaceae).
Wopśimjejo slědujuce družyny:
jadnolětna lewkoja (Matthiola annua) Matthiola tricuspidataАқҳавон (лот. Matthióla), гули ақҳавон, уқҳувон — навъе аз рустаниҳои як ё бисёрсолаи ороишӣ.
Пояаш рост, баргаш борики нештаршакл ё дарозрӯя (канораш ҳамвор ё паррадор). Гулҳои дуҷинсаи сода ё сербарги якранг ва ё гуногунранг (сафед, зардча, қаҳваранг, гулобинамо ва ғайра) дорад.
Дар Тоҷикистон 5 намудаш (М. bucharica. М. Chenopodiifolia, М. integrifolia, М. obovata, М. Czerniokovskae) мерӯяд.
Дар гулбоғу хиёбонҳои шаҳру деҳоти ҷумҳурӣ 2 намуди ақҳавон — ақҳавони боғӣ (М. incana) ва шаббӯй (М. bicornis) чун гули ороишӣ парвариш карда мешавад. Ақҳавони боғӣ навъҳои зиёд дорад. Баъзе навъҳои ақҳавони боғӣ аҳромшакл буда, 35 — 160 см қад мекашанд. Олимон навъҳои нави ақҳавонро офаридаанд, ки сергулу зебо буда, аз аввали баҳор то сармои тирамоҳ, дар гулхонаҳо бошад, тамоми сол шукуфта тухм мебанданд.
Барои интихоби навъи дилхоҳи ақҳавон тухми нешзадаи онро 2 −3 шаборӯз дар хонаи салқин (7 — 12°С) нигоҳ медоранд. Аз тухми нешзадаи тухмпаллааш зардча ниҳолҳое мерӯянд, ки гулбаргаш бисёр аст; аз тухмии нешзадаи тухмпаллааш сабз бошад, ниҳолҳои гулашон 4-гулбарга месабзанд. Барои нашъунамои мӯътадили ақҳавони боғии навруста гармхонаро тез-тез шамол дода, гоҳ-гоҳ об мондан лозим. Ниҳолҳои кӯчатбобро дар гармхона аз рӯи тартиби 3 x 3 см мешинонанд. Кӯчатҳои минбаъдаро ба тубакҳои қутрашон 7 — 9 см шинонда, дар гармхона мегузоранд. Ақҳавон дар замини офтобрӯяи намиаш мӯътадилу ҳосилхез хуб нашъунамо мекунад. Онро дар замини сернам ва нав поруандохта парвариш намекунанд, зеро ин боиси пайдоиши касалии фузариоз мегардад. Тухмии дар гармхона моҳи март нешзада тобистон, тухмии моҳи май кошта, тирамоҳ ва тухмии моҳҳои июл — август кошта баҳори соли оянда гул мекунад. Кӯчати ақҳавонро дар миёнаҳои моҳи апрел ва аввали май аз рӯи тартиби 20 x 30 см мешинонанд. Тухмии ақҳавонро 5 сол ва аз ин ҳам зиёд нигоҳ доштан мумкин.
Ақҳавон (лот. Matthióla), гули ақҳавон, уқҳувон — навъе аз рустаниҳои як ё бисёрсолаи ороишӣ.
Matthiola (/ˌmæθiˈoʊlə/) is a genus of flowering plant in the mustard family Brassicaceae.[2] It is named after Italian naturalist Pietro Andrea Mattioli (1501–1577). The genus contains about 50 species of annual, biennial and perennial herbaceous plants and subshrubs.[1][3][4][5] Many are cultivated for their heavily scented, colorful flowers.
The common name stock may be applied to the whole genus, more specifically to varieties and cultivars of Matthiola incana. The common names evening stock and night-scented stock are applied to varieties of Matthiola longipetala (syn. M. bicornis).[6] The common name Virginia stock refers to a separate genus of the same family (Malcolmia maritima).
The following species are accepted:[1]
Matthiola (/ˌmæθiˈoʊlə/) is a genus of flowering plant in the mustard family Brassicaceae. It is named after Italian naturalist Pietro Andrea Mattioli (1501–1577). The genus contains about 50 species of annual, biennial and perennial herbaceous plants and subshrubs. Many are cultivated for their heavily scented, colorful flowers.
Matthiola incana Matthiola fruticulosa ssp. fruticulosa 
Matthiola incana The common name stock may be applied to the whole genus, more specifically to varieties and cultivars of Matthiola incana. The common names evening stock and night-scented stock are applied to varieties of Matthiola longipetala (syn. M. bicornis). The common name Virginia stock refers to a separate genus of the same family (Malcolmia maritima).
Matthiola longipetala _-_May_2007.jpg)
Matthiola maderensis 
Matthiola tricuspidata
Matthiola es un género de plantas herbáceas, anuales o bianuales. Se caracterizan por la pilosidad de tallos y hojas. Florecen en invierno o primavera, produciendo flores de colores variados y muy fragantes, usadas con frecuencia en ornamentación. Comprende 138 especies descritas y de estas, solo 22 aceptadas.[2]
Son hierbas anuales o perennes, generalmente arbustivas, erectas, ramificadas, a menudo densamente pubescentes con pelos ramificados o estrellados, raramente glandulares o subglabras. Hojas pinnatisectas, por lo general con hojas oblanceolados a ovadas, las superiores hacia sésiles. Las inflorescencias en racimos laxos, con pocas a muchas flores. Las flores suelen ser grandes, de color blanco o rosado; con pedicelos generalmente cortos, ± engrosados en las frutas. Sépalos erectos. Pétalos generalmente cerca de dos veces más largos que los sépalos,-con garras largas, lineares a oblongo-obovadas. Estambres 6, los filamentos sin apéndices; anteras a menudo lineales, agudas. El fruto es una silicua larga y comprimida con válvas de sub-convexas, biloculares, dehiscentes, válvas con una vena central distinta, ± pubescentes, raramente glandular; con muchas semillas, suborbiculares, a menudo estrechamente aladas.[3]
El género fue descrito por William Townsend Aiton y publicado en Hortus Kewensis; or, a Catalogue of the Plants Cultivated in the Royal Botanic Garden at Kew. London (2nd ed.) 4: 119. 1812.[3]
Matthiola: nombre genérico que está dedicado al médico y botánico italiano Pietro Andrea Gregorio Mattioli.
Matthiola fruticulosa
Matthiola incana
Matthiola livida
Matthiola longipetala
Matthiola lunata
Matthiola parviflora
Matthiola perennis
Matthiola sinuata
Matthiola tricuspidata
Matthiola es un género de plantas herbáceas, anuales o bianuales. Se caracterizan por la pilosidad de tallos y hojas. Florecen en invierno o primavera, produciendo flores de colores variados y muy fragantes, usadas con frecuencia en ornamentación. Comprende 138 especies descritas y de estas, solo 22 aceptadas.
Leukoijat (Matthiola) on ristikukkaiskasveihin kuuluva suku, jossa on 55 lajia. Niitä esiintyy Länsi-Euroopassa, Etelä-Afrikassa, Keski-Aasiassa ja Kaakkois-Aasiassa. Leukoijat ovat yksi- tai monivuotisia pystykasvuisia ruohokasveja, harvoin varpuja.[1] Useita leukoijalajeja viljellään yksivuotisina koristekasveina, tarhaleukoijasta jalostettu talvileukoija on myös huonekasvi ja leikkokasvi.[2]
Varpuleukoija.
Tarhaleukoija.
Sarvileukoija.
Merileukoija.
Leukoijat (Matthiola) on ristikukkaiskasveihin kuuluva suku, jossa on 55 lajia. Niitä esiintyy Länsi-Euroopassa, Etelä-Afrikassa, Keski-Aasiassa ja Kaakkois-Aasiassa. Leukoijat ovat yksi- tai monivuotisia pystykasvuisia ruohokasveja, harvoin varpuja. Useita leukoijalajeja viljellään yksivuotisina koristekasveina, tarhaleukoijasta jalostettu talvileukoija on myös huonekasvi ja leikkokasvi.
Matthiola est un genre botanique de plantes annuelles, de vivaces herbacées ou d'arbrisseaux de la famille des Brassicaceae. Il doit son nom à Pierandrea Mattioli. Il est plus connu sous le nom de « giroflée » et on apprécie généralement les giroflées pour le doux parfum des fleurs. Certaines espèces sont prisées en horticulture ornementale pour la culture en jardin et la fleur coupée.[2]
Les plantes de ce genres ont des feuilles simples ou pinnatifides, à marge entière ou dentée. La floraison est une grappe terminale. Les fleurs sont souvent parfumées, surtout la nuit. Chaque fleur compte 4 sépales érigés et 4 pétales allongés. Les étamines sont au nombre de 6. Le fruit est un silique.[2]
Ce genre est réparti dans plusieurs pays de l'Europe de l'Ouest, de l'Asie centrale et d'Afrique du Sud.[2]
Le genre Matthiola compte de 50 à 60 espèces, parmi celles-ci, on peut citer :
Matthiola est un genre botanique de plantes annuelles, de vivaces herbacées ou d'arbrisseaux de la famille des Brassicaceae. Il doit son nom à Pierandrea Mattioli. Il est plus connu sous le nom de « giroflée » et on apprécie généralement les giroflées pour le doux parfum des fleurs. Certaines espèces sont prisées en horticulture ornementale pour la culture en jardin et la fleur coupée.
Matthiola é un xénero de plantas herbáceas, anuais ou bianuais. Caracterízanse pola pilosidade de talos e follas. Florecen no inverno ou primavera, producindo flores de cores variadas e moi fragantes, usadas con frecuencia en ornamentación. Comprende 138 especies descritas e destas, só 22 aceptadas.[2]
Son herbas anuais ou perennes, xeralmente arbustivas, erectas, ramificadas, a miúdo densamente pubescentes con pelos ramificados ou estrelados, raramente glandulares ou subglabras. Follas pinnatisectas, polo xeral con follas oblanceoladas a ovadas, as superiores cara sésiles. As inflorescencias en acios laxos, con poucas a moitas flores. As flores adoitan ser grandes, de cor branca ou rosada; con pedicelos xeralmente curtos, ± engrosados nas froitas. Sépalos erectos. Pétalos xeralmente preto de dúas veces máis longos que os sépalos,-con garras longas, lineares a oblongo-obovadas. Estames 6, os filamentos sen apéndices; anteras a miúdo lineais, agudas. O froito é unha silicua longa e comprimida con válvas de sub-convexas, biloculares, dehiscentes, válvas cunha vea central distinta, ± pubescentes, raramente glandular; con moitas sementes, suborbiculares, a miúdo estreitamente aladas.[3]
O xénero foi descrito por William Townsend Aiton e publicado en Hortus Kewensis; or, a Catalogue of the Plants Cultivated in the Royal Botanic Garden at Kew. London (2ª ed.) 4: 119. 1812.[3]
Matthiola: nome xenérico que está dedicado ao médico e botánico italiano Pietro Andrea Gregorio Mattioli.
Matthiola é un xénero de plantas herbáceas, anuais ou bianuais. Caracterízanse pola pilosidade de talos e follas. Florecen no inverno ou primavera, producindo flores de cores variadas e moi fragantes, usadas con frecuencia en ornamentación. Comprende 138 especies descritas e destas, só 22 aceptadas.
Lewkoja[1][2] (Matthiola) je ród ze swójby křižnokwětnych rostlinow (Brasicaceae).
Wobsahuje sćěhowace družiny:
Lewkoja (Matthiola) je ród ze swójby křižnokwětnych rostlinow (Brasicaceae).
Wobsahuje sćěhowace družiny:
jednolětna lewkoja (Matthiola annua) Matthiola tricuspidataMatthiola W.T.Aiton,[1] è un genere di angiosperme eudicotiledoni appartenenti alla famiglia Brassicaceae.[2] Deve il suo nome a Pietro Andrea Mattioli. Questo genere comprende da 48[3] a 50 specie[4][5] di piante erbacee annuali, biennali e perenni e arbusti. Molte vengono coltivate per i loro fiori molto profumati e colorati.
Il nome comune violaciocca (inglese: stock) può essere applicato all'intero genere, più specificatamente alle varietà cultivar di Matthiola incana.
Sono riconosciute le seguenti specie:[2]
Matthiola W.T.Aiton, è un genere di angiosperme eudicotiledoni appartenenti alla famiglia Brassicaceae. Deve il suo nome a Pietro Andrea Mattioli. Questo genere comprende da 48 a 50 specie di piante erbacee annuali, biennali e perenni e arbusti. Molte vengono coltivate per i loro fiori molto profumati e colorati.
Il nome comune violaciocca (inglese: stock) può essere applicato all'intero genere, più specificatamente alle varietà cultivar di Matthiola incana.
Leucoïum seu leucoïon, Graece λευκόϊον (scilicet "Viola alba") est nomen Graecum antiquum quarundam florum. Identificatio incerta manet, aliis speciebus ab aliis philologis hodiernis eodem nomine Graeco adsignatis:
Leukonija (lot. Matthiola, angl. Stock, vok. Levkojen) – bastutinių (Brassicaceae) šeimos augalų gentis.
Gentis pavadinta italų gydytojo P. A. Matthiolus (1500–1577) vardu.
Gentčiai priklauso vienamečiai arba daugiamečiai augalai, apaugę tankiais liaukingais plaukeliais. Vainiklapiai balti, rausvi, šviesiai violetiniai arba nešvariai gelsvi. Vaisius – ankštara.
Gentyje yra apie 50 rūšių, Lietuvoje auga šios:
Matthiola is een Europees geslacht van kruidachtige planten uit de kruisbloemenfamilie (Brassicaceae) met een vijftigtal soorten.
Matthiola's zijn inheems in Europa, Azië, Afrika en de eilanden van Macaronesië; de zomerviolier (M. incana) is als tuinplant ook in België en Nederland te vinden.
De botanische naam Matthiola is een eerbetoon aan Pietro Andrea Matthioli (1500-1577), een Italiaans kunstenaar en botanicus.
Matthiola's zijn een-, twee- of meerjarige, kruidachtige planten, soms met een verhoutte basis. De bloemstengel is al dan niet vertakt en draagt dikwijls een wortelrozet als verspreid staande stengelbladeren. De bladeren zijn gesteeld of zittend, met een gave, getande tot veerdelige bladrand.
De bloeiwijze is een vlakke, dichtbloemige schermvormige tros. De bloem draagt vier ovale tot lijnvormige kelkblaadjes en vier langere, breed-ovale tot lijnvormige witte, gele, roze, purperen, violette of bruine kroonblaadjes met een duidelijk afgescheiden nagel. Tussen de kroonblaadjes staan vier lange en twee kortere meeldraden met lijnvormige helmknoppen met stompe top. Aan de basis van de meeldraden bevinden zich twee of vier nectarklieren. De stamper bestaat uit een vruchtbeginsel, een korte of geen stijl en een kegelvormige, tweelobbige stempel.
De vrucht is een zittende, meestal rechte en lijnvormige peul met afgeplatte, ronde, halfronde of ovale, smal gevleugelde of ongevleugelde zaden
Het geslacht telt een vijftigtal soorten. De typesoort is Matthiola incana.
Dit is een beperkte soortenlijst:
Het geslacht is inheems in Europa, Azië, Afrika en de eilanden van Macaronesië. Het is door de mens geïntroduceerd in Noord-Amerika en Australië.
Bronnen, noten en/of referenties
... · Alliaria · Alyssum (Schildzaad) · Arabidopsis · Arabis (Scheefkelk) · Armoracia · Aubrieta · Barbarea (Barbarakruid) · Berteroa · Brassica (Kool) · Bunias (Hardvrucht) · Cakile · Calepina · Camelina · Capsella (Herderstasje) · Cardamine (Veldkers) · Cochlearia (Lepelblad) · Coincya · Conringia · Coronopus (Varkenskers) · Crambe (Bolletjeskool) · Descurainia · Diplotaxis (Zandkool) · Draba · Erophila · Eruca · Erucastrum · Eutrema · Erysimum (Steenraket) · Heliophila · Hesperis · Hirschfeldia · Hormathophilla · Hornungia · Iberis (Scheefbloem) · Isatis · Lepidium (Kruidkers) · Lobularia · Lunaria (Judaspenning) · Malcolmia · Matthiola · Neslia · Physaria · Pringlea · Ptilotrichum · Raphanus (Radijs) · Rapistrum · Rorippa (Waterkers) · Sinapidendron · Sinapis · Sisymbrium (Raket) · Subularia · Teesdalia · Thlaspi (Boerenkers) · ...
Matthiola is een Europees geslacht van kruidachtige planten uit de kruisbloemenfamilie (Brassicaceae) met een vijftigtal soorten.
Matthiola's zijn inheems in Europa, Azië, Afrika en de eilanden van Macaronesië; de zomerviolier (M. incana) is als tuinplant ook in België en Nederland te vinden.
Hasło w Wikisłowniku Lewkonia (Matthiola R. Br.) – rodzaj należący do rodziny kapustowatych. Obejmuje co najmniej 50 gatunków[4]. Pochodzą one głównie z Europy, Afryki Północnej oraz środkowej i południowo-zachodniej Azji[5]. Dwa gatunki uprawia się powszechnie jako rośliny ozdobne[5]. Nazwa naukowa upamiętnia Pietro Andreę Matthioliego (1500-1577) – włoskiego artystę i botanika[6].
Zasięg rodzaju obejmuje Europę, północną i wschodnią Afrykę oraz środkową i południowo-zachodnią Azję[5][6]. W Europie rośnie 10 gatunków, pozostałe w większości w Azji[7]. Jako rośliny introdukowane obecne są w Australii i Ameryce Północnej[6]. W Polsce trzy gatunki spotykane są w uprawie lub przejściowo dziczejące[8].
Rośliny jednoroczne, dwuletnie, byliny, rzadko półkrzewy.
Lonchophora Durieu, Mathiola W. T. Aiton, Mathiolaria Chevall., Pirazzia Chiov.
Należy do rodziny kapustowatych (Brassicaceae), rzędu kapustowców (Brassicales), kladu różowych (rosids) w obrębie okrytonasiennych (Magnoliophyta)[1].
Gromada okrytonasienne (Magnoliophyta Cronquist), podgromada Magnoliophytina Frohne & U. Jensen ex Reveal, klasa Rosopsida Batsch, podklasa ukęślowe (Dilleniidae Takht. ex Reveal & Tahkt.), nadrząd Capparanae Reveal, rząd kaparowce (Capparales Hutch.), podrząd Capparineae Engl., rodzina kapustowate (Brassicaceae Burnett), rodzaj lewkonia (Matthiola W. T. Aiton)[10].
Lewkonia (Matthiola R. Br.) – rodzaj należący do rodziny kapustowatych. Obejmuje co najmniej 50 gatunków. Pochodzą one głównie z Europy, Afryki Północnej oraz środkowej i południowo-zachodniej Azji. Dwa gatunki uprawia się powszechnie jako rośliny ozdobne. Nazwa naukowa upamiętnia Pietro Andreę Matthioliego (1500-1577) – włoskiego artystę i botanika.
Matthiola[1] é um género botânico pertencente à família das Crucíferas . As plantas deste género são comummente conhecidas como matíolas[2], abarcando um largo rol de espécies ornamentais, pautadas pelas suas flores vistosas e redolentes.
Em Portugal estão presentes as seguintes espécies e subespécies:[3]
Matthiola é um género botânico pertencente à família das Crucíferas . As plantas deste género são comummente conhecidas como matíolas, abarcando um largo rol de espécies ornamentais, pautadas pelas suas flores vistosas e redolentes.
Рослина висотою до 1 метра з повстяним опушенням, утворює здерев'янілі кущики. Стебла прямі або трохи зігнуті, слабо гіллясті, з густим листям.
Листки ланцетної форми, цільні або зубчасті.
Квітки від білого до рожево-бузкового або жовтого кольорів з чотирма пелюстками та характерним солодким ароматом. Квітки зібрані у колосовидні волоті.
Плід — сухий плоский стручок з виступаючими горбиками від насінин.
За даними Української радянської енциклопедії, в Україні зустрічається 5 видів матіоли, з них 3 культивують як декоративні.[9]
Matthiola là chi thực vật có hoa trong họ Cải.[1]
Matthiola là chi thực vật có hoa trong họ Cải.
Matthiola W.T.Aiton (1812), nom. cons.
Синонимы Типовой вид
Левко́й, или Маттио́ла[2] (лат. Matthióla) — род однолетних и многолетних травянистых растений семейства Капустные, или Крестоцветные (Brassicaceae), распространённых в Южной Европе, Средиземноморье и соседних регионах.
Декоративное красивоцветущее садовое растение с ароматными цветами. Несколько видов культивируются в открытом грунте, имеются декоративные сорта, пригодные для озеленения балконов.
Латинское название растению дано Робертом Броуном в честь итальянского врача и ботаника Пьетро Маттиоли.
По Этимологическому словарю русского языка Макса Фасмера русское название «Левкой» пришло через нем. Levkoje или итал. leucojo из лат. leucoion, греч. λευκόϊον — «белая фиалка»[3].
Зачастую словом «левкой» называют распространённый в культуре вид Matthiola incana.
Растение высотой до метра с войлочным опушением, образующее одревесневающие кустики. Стебли прямые или немного изогнутые, слабо ветвистые, с густой листвой.
Листья ланцетной формы, цельные или зубчатые.
Цветки от белого до розово-лилового или жёлтого цветов с четырьмя лепестками и характерным запахом. Цветки собраны в колосовидные метёлки.
Плоды — сухие плоские стручки с выступающими бугорками от семян.
Цветки немахровых садовых форм левкоев дают медоносным пчёлам нектар[4].
Род насчитывает 22 вида[5]:
В серии книг "Песнь льда и пламени" Джорджа Мартина фигурирует девушка, названная в честь цветков левкоя (англ. gillyflower), Джилли.
Левко́й, или Маттио́ла (лат. Matthióla) — род однолетних и многолетних травянистых растений семейства Капустные, или Крестоцветные (Brassicaceae), распространённых в Южной Европе, Средиземноморье и соседних регионах.
Декоративное красивоцветущее садовое растение с ароматными цветами. Несколько видов культивируются в открытом грунте, имеются декоративные сорта, пригодные для озеленения балконов.
「紫罗兰」重定向至此。關於与此名称相似的其他条目，詳見「紫罗兰 (消歧义)」。見文內
紫羅蘭屬（学名：Matthiola）是十字花科下的一个属，为一年生至多年生草本植物，有时为亚灌木状。该属約有48 [1] 至50個種。[2][3] 分布于地中海区、欧洲、亚洲及南非。[4]
这是一篇與植物相關的小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。 
アラセイトウ属（アラセイトウぞく、学名 Matthiola） は、アブラナ科の属の1つ。マッティオラ属ともいう。
この属名は、シエーナの医師で博物学者だったピエトロ・アンドレア・マッティオリ (Pietro Andrea Mattioli) に献名された。
この属には48種が含まれる[1]。木本または草本[1]。マデイラ諸島とカナリア諸島、南ヨーロッパ、北アフリカ、西アジアに自生する。
本属の植物を総称してストック（stock）と呼ぶこともある[2]。ただし、バージニアストック (Virginia stock, Malcolmia maritima) は、アラセイトウ属ではなく、同じアブラナ科のマルコルミア属である。
次の2種が栽培化されている。
単にストックというと、ほとんどはこの種のことである。
南ヨーロッパ原産で原産地では多年草であるが、日本では秋蒔き一年草として扱う。開花期は早春～春。花壇に植える他、切り花にされることが多い。西洋では古くから香りの強い植物（バラ、スミレ、ユリなど）が好まれてきたが、ガーデンスストックも同様によい香りを持っている。
日本では主に切花として栽培されているものと花壇に植えるものとに分かれている。切花の場合は、八重咲きの花が好まれる傾向にある。しかし、ガーデンスストックの八重花は雄ずいも雌ずいも花弁となってしまっているために生殖能力が無い。そのため、八重と一重の遺伝子を両方持つ株から採種し、選抜しなければならないので、幼苗時に鑑別を行う必要がある。（通常は50%前後の確率で八重が出現するが、品種によっては90%近い発生率をもつものもある）鑑別方法は幼苗の生育の違いが八重と一重で異なることを利用して行うが、違いがはっきりしておらず、熟練を要する。
夜になると香りを放つため「ナイトセンテッドストック」と呼ばれる。
一年草。イギリスでは、3月～5月に種をまき、5月～9月に花を咲かせる。
この項目は、植物に関連した書きかけの項目です。この項目を加筆・訂正などしてくださる協力者を求めています（プロジェクト:植物／Portal:植物）。 アラセイトウ属（アラセイトウぞく、学名 Matthiola） は、アブラナ科の属の1つ。マッティオラ属ともいう。
この属名は、シエーナの医師で博物学者だったピエトロ・アンドレア・マッティオリ (Pietro Andrea Mattioli) に献名された。
この属には48種が含まれる。木本または草本。マデイラ諸島とカナリア諸島、南ヨーロッパ、北アフリカ、西アジアに自生する。
本属の植物を総称してストック（stock）と呼ぶこともある。ただし、バージニアストック (Virginia stock, Malcolmia maritima) は、アラセイトウ属ではなく、同じアブラナ科のマルコルミア属である。
스토크속(아라세이트우 속편, 학명 Matthiola)은 배추과의 속의 하나. 마티올라속이라고도 한다.
이 속명은 시에나의 의사이자 박물학자였던 피에트로 안드레아 마티올리(Pietro Andrea Mattioli)에 명명되었다.
이 속에는 48종이 포함된다[1]. 목본 또는 초본[1]. 마데이라 제도와 카나리아 제도, 남유럽, 북아프리카, 서아시아에 자생한다.
본속의 식물을 총칭해 스토크(stock)라고 부르기도 한다[2] 다만, 버지니아 스토크(영어: Virginia stock, Malcolmia maritima)는 스토크속이 아니고, 같은 배추과의 말코르미아속이다.
다음의 2종이 재배되고 있다.
단지 스토크라고 하면 대부분은 이 종류의 것이다.
남유럽 원산으로 원산지에서는 여러해살이풀이지만, 일본에서는 가을에 씨뿌리기 한해살이풀로서 취급한다. 개화기는 이른 봄~봄. 화단에 심는 것 외, 꽃꽃이용 꽃가지로 되는 것이 많다. 서양에서는 옛부터 향기가 강한 식물(장미, 제비꽃, 백합 등)이 선호되어 왔지만, 가든 검댕 떡도 이와 같이 좋은 향기를 가지고 있다.
일본에서는 주로 절화로서 재배되고 있는 것과 화단에 심는 것으로 나누어져 있다. 절화의 경우는, (꽃의) 천엽의 꽃이 선호되는 경향에 있다. 그러나, 가든 검댕 떡의 여덟 겹꽃은 수꽃술도 암컷않고 감자 꽃잎이 되어 버리고 있기 위해서 생식 능력이 없다. 그 때문에, 여덟 겹과 홑겹의 유전자를 양쪽 모두 가지는 주식으로부터 채종해, 선발해야 하기 때문에, 유묘시에 감별을 실시할 필요가 있다. (통상은 50% 전후의 확률로 여덟 겹이 출현하지만, 품종에 따라서는 90% 가까운 발생률을 가지는 것도 있다)감별 방법은 유묘의 생육의 차이가 여덟 겹과 홑겹으로 다른 것을 이용해 실시하지만, 차이가 확실하지 않고, 숙련을 필요로 한다.
밤이 되면 향기를 발하기 때문에 "나잇센티드 스토크"라고 불린다.
한해살이풀. 영국에서는 3월 ~ 5월에 종을 뿌려 5월 ~ 9월에 꽃을 피운다.
스토크속(아라세이트우 속편, 학명 Matthiola)은 배추과의 속의 하나. 마티올라속이라고도 한다.
이 속명은 시에나의 의사이자 박물학자였던 피에트로 안드레아 마티올리(Pietro Andrea Mattioli)에 명명되었다.
이 속에는 48종이 포함된다. 목본 또는 초본. 마데이라 제도와 카나리아 제도, 남유럽, 북아프리카, 서아시아에 자생한다.
본속의 식물을 총칭해 스토크(stock)라고 부르기도 한다 다만, 버지니아 스토크(영어: Virginia stock, Malcolmia maritima)는 스토크속이 아니고, 같은 배추과의 말코르미아속이다.
_-_May_2007.jpg)
_(20438299395).jpg)
_-_May_2007.jpg)
_-_May_2007.jpg)
_-_May_2007.jpg)
