Aconitum napellus, el nabiellu, ye una especie perteneciente a la familia Ranunculaceae.
Ye una planta yerbácea perenne, lampiña, de 1 m o más, col tarmu simple. Tien un raigañu carnosu fusiforme con tubérculos d'hasta 15 cm de llargu, en forma de nabos de color pálidu de mozos y marrón cuando avieyen. Les fueyes peciolaes y alternes son palmetaes fondamente recortaes, son ríxides y daqué coriacees, de color verde brillante, daqué más claro pel viesu. Les flores son grandes y curioses de color azul o violetes de 3 a 4 cm de diámetru. El frutu consta de 3 ó 4 folículos o vaines capsulares que contienen numberoses granes engurriaes.
Principios activos: Alcaloides (0,3-1,2%): aconitina (30%), mesaconitina, neopelina, hipaconitina, napelina, napelonina; ácidos orgánicos: aconíticu, cítricu, tartáricu; llomba.[1]
Alcuéntrase nes zones montascoses (hasta los 2000 msnm) d'Europa, salvu na rexón mediterránea, estiéndese pel oeste hasta'l cordal del Himalaya. Alcuéntrase al pie de los cursos d'agua y nos montes en llugares húmedos y visiegos.
Ye venenosa al alministrala per vía interna y causa neurotropismu nos centros nerviosos, especialmente nel sistema respiratoriu. A nivel cardiacu tien efeutos na conducción y sincronización aurículo ventricular. Antipirética, hipotermizante.
Per vía esterna actúa sobre les terminaciones nervioses. Nun principiu xenera escitación y arrebol, y depués paralís, parestesies y anestesia. Tien efeutu analxésicu y antiinflamatoriu, amenorgando la permeabilidá capilar. Por esti motivu l'aconitina fuera utilizada escontra la neuralxa del trixéminu.
Ye desaxeradamente tóxica por contener un potente alcaloide, l'aconitina. 1 mg d'aconitina ye letal pa un adultu de 80 kg de pesu.
Por cuenta de la so alta tosicidá, la Organización Mundial de la Salú (WHO) y l'Axencia Europea de la Melecina (EMEA) nun encamienten el so usu pal tratamientu de nenguna dolencia.
La ORDE SCO/190/2004, de 28 de xineru, pola que s'establez la llista de plantes que la so vienta al públicu queda prohibida o acutada por razón de la so tosicidá inclúi a esta planta, quedando prohibida la so vienta al públicu, asina como la de los sos preparaos, acutando'l so usu a la ellaboración d'especialidaes farmacéutiques, fórmules maxistrales, preparaos oficinales y cepes homeopátiques que'l so usu queda suxetu a la prescripción y al control médicu
Aconitum napellus, describióse por Carlos Linneo y espublizóse en Species Plantarum 1: 532, nel añu 1753.[2]
Hai delles teoríes pa desplicar l'orixe del nome de la planta. La pallabra "acónito", según dellos autores como Pliniu'l Vieyu y Teofrasto, deriva de A cona, un puertu del Asia Menor. Otros afirmen que deriva de akontion, que significa "dardu", por cuenta de que los pueblos bárbaros usábenla pa envelenar les sos fleches; tamién hai quien indica que remanez del griegu "Akon", que significa "de piedra o roca" porque crez nos montes ente les roques. Napellus significa "pequeñu nabu" y fai referencia a la forma del raigañu. Según una antigua lleenda, la vaca foi niciada pola sangre de Prometeo, el dios griegu de la trampa y de la creación de la humanidá. Tanto los médicos griegos como los romanos yá encamentaben evitar el so usu sacante pa matar escorpiones. Avicena, el gran médicu persa, foi'l primeru n'utilizala con fines melecinales.
.
Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Botánica, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies. Aconitum napellus, el nabiellu, ye una especie perteneciente a la familia Ranunculaceae.
Turpabənzər kəpənəkçiçəyi (lat. Aconitum napellus)[1] — kəpənəkçiçək cinsinə aid bitki növü.[2]
İkiləpəlilər ilə əlaqədar bu məqalə qaralama halındadır. Məqaləni redaktə edərək Vikipediyanı zənginləşdirin. Turpabənzər kəpənəkçiçəyi (lat. Aconitum napellus) — kəpənəkçiçək cinsinə aid bitki növü.
L'acònit blau, tora blava, matallops blau, escanyallops, herba tora, herba verinosa[1] o realgar/rialgar[2] (Aconitum napellus) és una planta de la família de les ranunculàcies del gènere Aconitum.
Hi ha diverses teories per a explicar l'origen del nom de la planta. El mot "acònit", segons alguns autors com Plini el Vell i Teofrast, deriva d'Acona, un port de l'Àsia Menor. Altres afirmen que deriva d'akontion, que significa 'dard', perquè els pobles bàrbars l'utilitzaven per a enverinar les seves fletxes; també hi ha qui indica que deriva del grec akon, que significa 'de pedra o roca' perquè creix a les muntanyes entre les roques. Napellus significa 'petit nap' i fa referència a la forma de l'arrel.
La tora té molts noms en català i un de molt comú és "matallops". Aquest nom ve precisament d'una llegenda que explica que els llops consumeixen certes arrels durant l'hivern per a assegurar-se la sobrevivència; de tant en tant, però, erren i quan consumeixen l'arrel de l'acònit, moren.
Segons una antiga llegenda, la tora va ser engendrada per la sang de Prometeu, el déu grec de la trampa i la creació de la humanitat. Tant els metges grecs com els romans ja recomanaven evitar-ne l'ús excepte per a matar escorpins. Avicena, el gran metge àrab, va ser el primer a utilitzar l'acònit amb fins medicinals.
A nivell mundial, l'Aconitum napellus es troba en moltes zones d'Àsia i Europa. Concretament a la Gran Bretanya, a Irlanda, als Pirineus (incloses les Corberes) i Prepirineus, als Alps (excepte a Itàlia i Iugoslàvia) i en altres zones muntanyoses de la península Ibèrica.
Pel que fa a la distribució dins del Principat, la tora blava s'estén des de la Vall d'Aran i l'Alta Ribagorça fins a la Cerdanya, el Ripollès, la Garrotxa, el Conflent i el Vallespir.
Es troba a la vora dels cursos d'aigua i als boscos, habita en pastures humides, riberes i fondalades. Es troba a una altitud d'entre 1.500 i 2.500 m. Es tracta d'una planta nitròfila, habita sòls una mica nitrificats. Apareix en rams enmig dels prats per on passa el bestiar perquè aquest evita menjar-se-la.
Existeixen nou subespècies de l'Acònitum napellus acceptades per la Flora Europaea:[3]
L'Acònitum napellus és una planta herbàcia, perenne i que fa entre 1 i 1,40 m d'alçada.
És una planta vivaç de tija cilíndrica, dreta i sense pèls.
Les fulles són peciolades i coriàcies de color verd brillant a l'anvers i d'un color verd lleugerament més clar al revers. Es disposen de manera alterna i són palmatisectes amb segments ròmbics palmatipartits dividits en lacínies linears d'entre 2 i 4 mil·límetres d'amplada que fan entre si un angle molt agut i se separen poc les unes de les altres.
L'arrel és fusiforme i carnosa, té tubercles napiformes de 5 a 15 centímetres de llarg i són de color pàl·lid quan són joves i de color marró més fosc quan envelleixen.
Les flors són de color blau o violat intens, fan entre 3 i 4 cm de diàmetre i són zigomorfes i hermafrodites. Tenen el casc arrodonit i es troben disposades a la part terminal de la planta formant unes inflorescències en raïm denses, ramificades i espiciformes.
El periant de la tora és doble, heteroclamidi i és integrat per peces lliures disposades de manera cíclica en verticils pentàmers. Una característica especial d'aquesta planta és que les peces florals que semblen pètals són els sèpals, que tenen forma petaloide. Els pètals en si han evolucionat i formen els nectaris.
La floració se'n dona entre finals de juny i setembre.
L'androceu està compost per nombrosos estams de forma helicoïdal que produeixen grans de pol·len tricolpats. El gineceu és format per un ovari súper i tricarpel·lar amb tres primordis seminals anàtrops a l'interior.
El fruit és un trifol·licle que conté nombroses llavors d'un color fosc amb un embrió petit a l'interior i un endosperma força abundant.
La droga de l'Aconitum napellus és en tota la planta, especialment al rizoma i les llavors. Pel que fa als principis actius, el més important és l'aconitina, que és un alcaloide diterpènic i dona una toxicitat extrema a la planta. A continuació, però, s'adjunta la llista de tots els components:
El Consell General de Col·legis Oficials de Farmàcia adverteix que només s'han d'utilitzar formes amb un contingut estandarditzat en aconitina per la seva enorme toxicitat. És per això que no se'n recomana l'ús casolà. És important saber que la concentració d'aconitina de cada planta és diferent. A dosis fixades, doncs, l'aconitina i altres alcaloides de l'acònit tenen les següents accions farmacològiques:
Cal dir, en primer lloc, que qualsevol ús de la tora blava pot tenir conseqüències letals. La Comissió E del Ministeri de Sanitat alemany no ha aprovat cap indicació per a l'ús de l'Aconitum napellus amb fins medicinals. Així doncs, actualment, no està indicat per a cap mena de tractament. De tota manera, fora dels riscos que té per l'alta toxicitat, la tora blava té propietats analgèsiques i antiexpectorants que antigament s'havien aprofitat:
A nivell local, l'aplicació d'acònit produeix una excitació de les terminacions nervioses, dona una lleugera sensació de calor i formigueig, i posteriorment té un efecte anestèsic, per la qual cosa s'ha utilitzat de vegades en el tractament de neuràlgies intenses (per exemple: neuràlgia del trigemin), migranyes, dolors dentals, herpes zòster, etc., aplicacions en les quals l'acònit pot provocar una disminució de la sensibilitat dolorosa. També hi ha qui proposa el seu ús en forma de gargarismes per tractar casos de gingivitis i faringitis; ara bé, hi ha un risc molt elevat d'ingesta tòxica accidental.
En dosis terapèutiques lleugeres, l'acònit provoca una lleugera bradicàrdia i una elevació de la pressió arterial. Si s'augmenta aquesta dosi es produeix una intensa vasodilatació que disminueix la pressió arterial. Té un efecte anticongestiu i sedant de la tos, per la qual cosa s'havia utilitzat com a remei per a combatre la grip.
L'Aconitum napellus havia format part de la farmacopea com a antineuràlgic, per combatre la gota i per tractar el reumatisme, però la seva alta toxicitat va fer abandonar-ne progressivament l'ús.
A més de tots els usos medicinals enumerats, la bellesa de les flors de la tora fan que, ja des de l'antiga Roma, s'hagi cultivat en molts jardins com a planta ornamental.
La tora blava és considerada la planta més tòxica d'Europa. És així per la presència d'aconitina i pseudoaconitina, que tenen acció cardiotòxica i neurotòxica si se'n fa un mal ús. Aquests dos alcaloides, altament actius, persisteixen després de la dessecació de la planta. La toxicitat de l'acònit és tal que una dosi d'1 mg d'aconitina pot ser letal.
En cas que es produís una ingesta de tora blava, els primers símptomes apareixen al cap de pocs minuts. La primera manifestació és una sensació de cremor als llavis, la llengua i la boca. A continuació es presenta un quadre neurològic característic amb formigueig a les extremitats, cefalees, estat de confusió i trastorns visuals. Tot seguit es produeix una paràlisi progressiva també molt característica. L'acònit és una planta amb un intens neurotropisme i el seu efecte tòxic ocasiona paràlisi dels centres bulbars que es manifesta en quadres de dificultat respiratòria i arrítmies cardíaques (bradicàrdia, taquicàrdia supraventricular i trastorns de la conducció). En aquestes circumstàncies les convulsions són freqüents. La mort pot sobrevenir al cap d'una o dues hores de la ingesta com a conseqüència de les arrítmies o per paràlisi respiratòria causada, de vegades, per un edema pulmonar. El pronòstic és molt greu.
A vegades, però, n'hi ha prou amb el contacte amb la pell per tal que es doni alguna irritació o prurit, ara bé, generalment es tracta de reaccions poc importants.
No es coneixen antídots específics, per la qual cosa el tractament ha de ser simptomàtic.
En cas d'ingesta s'ha de provocar el vòmit amb mesures físiques o bé amb xarop d'ipecacuana, també es pot fer una rentada gàstrica amb l'aplicació posterior de carbó activat. Durant el tractament cal tenir en compte l'aparició de trastorns del ritme cardíac, que s'ha d'anar tractant simptomàticament. Com que és una intoxicació de caràcter greu, que pot requerir ventilació assisitida, es recomana que l'atenció del pacient es faci en un centre que disposi d'UCI.
L'acònit ja era conegut a l'Àsia fa més de 2.000 anys, on s'havia utilitzat com a verí per a fletxes i com a agent homicida. A Europa s'havia utilitzat en execucions en l'edat mitjana.
És un fet que en algunes zones rurals es diu que l'arrel de tora és comestible, però és important recordar que és una espècie molt verinosa i les seves arrels contenen els mateixos alcaloides que la resta de la planta. S'ha de tenir en compte que ja hi ha hagut algunes confusions que han portat conseqüències tràgiques: s'ha arribat a confondre l'arrel d'acònit amb el rave rusticà (Amoracia rusticana), que és una espècie comestible.
La tora també ha estat utilitzada amb fins cosmètics, ja que se li atribueix la virtut de fer renéixer el cabell. La tradició i la cultura donen a la planta altres usos de caràcter màgic: s'havia utilitzat, barrejat amb ruda, safrà i àloes, per a allunyar els mals esperits. Aquesta és una de les dotze plantes dels rosacruces.
Pel que fa a fets recents, alguns autors afirmen que l'acònit pot sinergitzar l'efecte d'alguns fàrmacs anticancerosos.
L'acònit blau, tora blava, matallops blau, escanyallops, herba tora, herba verinosa o realgar/rialgar (Aconitum napellus) és una planta de la família de les ranunculàcies del gènere Aconitum.
Aconitum napellus je druh rostliny z čeledi pryskyřníkovité (Ranunculaceae). Jedná se o druh z příbuzenského komplexu Aconitum napellus agg., kam paří také např. oměj šalamounek (Aconitum plicatum), oměj tuhý (Aconitum firmum) a další. Proto byl pod jménem Aconitum napellus udáván i oměj šalamounek.
Jedná se asi o 50–150 cm vysokou vytrvalou rostlinu[2] s podzemním oddenkem a řepovitými bulvami. Listy jsou střídavé, dolní dlouze řapíkaté, horní až přisedlé. Čepele jsou v obrysu mnohoúhelníkovité, dlanitě členěné, troj až pětisečné, oboustranně lysé, na rubu lesklé.Květy jsou nejčastěji tmavě modrofialové barvy a jsou uspořádány do květenství, hroznu někdy s postranními hrozny, na bázi květních stopek jsou listeny, na květních stopkách jsou pod květem listénce. Okvětních lístků je 5, nejčastěji tmavě modrofialové, horní tvoří přilbu, která je vyklenutá, nejvýše stejně vysoká jak široká, kališní lístky jsou vně hustě zakřiveně chlupaté.[2][3] Uvnitř jsou dva kornoutovité nektáriové lístky s nektárii, jsou prohnuté, hustě chlupaté,[2][3] ostruha je na konci mírně hlavatá. Tyčinek je mnoho. Semeníky jsou většinou 2–3. Plodem je měchýřek, měchýřky jsou uspořádány do souplodí.
Roste především v západní Evropě, v pohoří Jura a v Alpách, v Českém masivu je nahrazen blízce příbuzným druhem oměj šalamounek (Aconitum plicatum).
Galerie Aconitum napellus ve Wikimedia Commons Obrázky, zvuky či videa k tématu Aconitum napellus ve Wikimedia Commons
Aconitum napellus je druh rostliny z čeledi pryskyřníkovité (Ranunculaceae). Jedná se o druh z příbuzenského komplexu Aconitum napellus agg., kam paří také např. oměj šalamounek (Aconitum plicatum), oměj tuhý (Aconitum firmum) a další. Proto byl pod jménem Aconitum napellus udáván i oměj šalamounek.
Ægte stormhat (Aconitum napellus) er en art i Ranunkel-familien, som oprindelig er hjemmehørende i Centraleuropa. Det er en 1-2 m høj staude med store blåviolette blomster. Den anvendes som prydplante i tempererede områder, herunder Danmark. I haver findes varianter med blomster i hvide og rosa farver.
Ægte stormhat er en flerårig, urteagtig plante med en opret vækst. Bladene er spredt stillede, stilkede og håndlappede med 5-7, dybt indskårne lapper. Bladenes form varierer meget, og de øverste blade er mindre indskårne end de nederste. Oversiden er mørkegrøn og næsten hårløs, mens undersiden er lyst grågrøn. Blomstringen foregår i juli-september, hvor man finder blomsterne samlet i kompakte og endestillede stande. De enkelte blomster er 5-tallige og uregelmæssige, sådan at det øverste kronblad er omdannet til en ”hjælm” (stormhat). Kronbladene er oftest blå, men lyseblå blomster ses også. Frugterne er bælge med pyramideformede, vingede frø.
Rodsystemet består af en knoldagtig jordstængel og grove, trævlerødder. Alle dele af planten er stærkt giftige, og det skyldes blandt andet giften aconitin,[1] som hører til blandt de stærkeste plantegifte der findes. Giften kan trænge igennem ubeskyttet hud, og derfor anbefales det at bære handsker, hvis man håndterer planten. LD50 er 0,166 mg/kg legemsvægt,[2] hvilket svarer til 11,62 mg for en person, der vejer 70 kg.
Planten når en højde på ca. 200 cm og en bredde på ca. 50 cm.
Ægte stormhat har sin naturlige udbredelse i Europas bjergegne fra England i nordvest til Ukraine i sydøst.[3] Arten er knyttet til halvskyggede, kølige voksesteder med en næringsrig, kalkholdig og fugtig jord. Derfor ses den oftest i skovbryn og lysninger og i fugtige enge.
I Kitzbühel-alperne, Østrig finder man plantesamfundet Molinio-Arrhenatheretea på skiferundergrund i højder mellem 1.922 og 2.127 m. Her vokser arten sammen med bl.a. almindelig løvefod, alperottehale, bidende ranunkel, Crepis aurea (en art af høgeskæg), fjeldrapgræs, Gentiana bavarica (en art af Ensian), katteskæg, mosebunke, mørk brunkulle, nordisk dværgulvefod, rødkløver, rød svingel og vellugtende gulaks.[4]
Ægte stormhat (Aconitum napellus) er en art i Ranunkel-familien, som oprindelig er hjemmehørende i Centraleuropa. Det er en 1-2 m høj staude med store blåviolette blomster. Den anvendes som prydplante i tempererede områder, herunder Danmark. I haver findes varianter med blomster i hvide og rosa farver.
Der Blaue Eisenhut (Aconitum napellus)[1] ist eine Pflanzenart aus der Gattung Eisenhut (Aconitum) in der Familie der Hahnenfußgewächse (Ranunculaceae).
Der Blaue Eisenhut ist eine traditionelle Zier- und Arzneipflanze. Alle Pflanzenteile sind stark giftig. Bereits zwei Gramm der Wurzel können für Menschen tödlich sein.[2] Die Pflanze steht in Deutschland unter Naturschutz. In Bayern steht sie auf der Vorwarnstufe der Roten Liste.[3]
Der Blaue Eisenhut ist eine sommergrüne ausdauernde krautige Pflanze,[1] die Wuchshöhen von 50 bis 200 Zentimetern erreicht. Es ist eine knollenartig verdickte Wurzel vorhanden. Der kräftige Stängel ist steif aufrecht.[4][5]
Die zahlreichen dicht, wechselständig am Stängel angeordneten Laubblätter sind in Blattstiel und Blattspreite gegliedert. Die dunkelgrüne, fast kahle Blattspreite ist handförmig fünf- bis siebenfach tief geteilt. Die einzelnen Blattzipfel sind meist 3 bis 7 Millimeter breit. Die oberen Blätter sind weniger gegliedert als die unteren. Insgesamt ist die Blattform sehr variabel.[4][5]
Die Hauptblütezeit reicht in Mitteleuropa von Juni bis August[1] oder Juli bis September. Zahlreiche Blüten stehen dicht in einem fast immer verzweigten, traubigen Blütenstand, wobei der endständige Haupttrieb deutlich größer als die Seitenzweige ausgebildet ist. Der Blütenstand ist meist dicht mit Bogenhaaren bedeckt, nie mit klebrigen Drüsenhaaren. Die Blütenstiele sind relativ kurz.[4][5]
Die zwittrigen Blüten sind zygomorph. Die fünf Blütenhüllblätter sind in der Regel dunkel-blauviolett, können in der Farbe jedoch von tiefblau bis hellblau oder gar blau-weiß gescheckt variieren. Das obere ist auffallend helmförmig ausgebildet. Der Helm ist fast immer breiter als hoch, höchstens gleich in Breite und Höhe. Die vielen fertilen Staubblätter bestehen aus an ihrer Basis verbreiterten Staubfäden und ellipsoid-kugeligen Staubbeuteln. Die meist drei kahlen Fruchtblätter sind frei.[4][5]
In Sammelfrüchten sitzen meist drei ungestielte Balgfrüchte zusammen. Jede Balgfrucht enthält mehrere Samen und endet in einem Schnabel. Die Samen sind pyramidenförmig dreikantig und an den Kanten geflügelt.[4][5]
Die Chromosomengrundzahl beträgt x = 8; es liegt Tetraploidie vor mit einer Chromosomenzahl von 2n = 32.[6][1]
Beim Blauen Eisenhut handelt es sich um einen mesomorphen, hygromorphen Hemikryptophyten.[1] Je Pflanzenexemplar wird in der Vegetationsperiode eine oder zwei Tochterknollen gebildet, aus denen sie im Frühjahr neu austreibt. Der ursprüngliche Spross stirbt ab.[7] Die Laubblätter sind Nahrung für Raupen.
Es liegt Protandrie vor.[1] Es kann Selbstbestäubung erfolgen.[1] Der Blaue Eisenhut liefert Nektar und Pollen für Schwebfliegen, Hummeln und Käfer. Die zygomorph aufgebauten Blüten sind vollkommen an die Hummel angepasst. Das helmförmige oberste Blütenblatt umschließt zwei Nektarblätter. Lange Stiele mit einer Führungsrinne für die Rüssel der Hummeln münden in einem nach außen umgebogenen Sporn, in dem Nektar abgesondert wird. Zwei Blütenhüllblätter auf der Unterseite der Blüte bieten den Hummeln eine Landemöglichkeit.
Als Diasporen fungieren die Samen.[1]
Die Rostpilze Puccinia aconiti-rubrae, Puccinia actaeae-agropyri (möglicherweise auch Puccinia actaeae-elymi) und Puccinia recondita s. l. befallen den Blauen Eisenhut und bilden Spermogonien und Aecien auf den Blättern.[8]
Der Blaue Eisenhut gedeiht am besten auf kühlen und feuchten, nährstoffreichen, auch kalkhaltigen Lehm- und Tonböden und hellen bis halbschattigen Standorten. Die Wildform kommt an Bachufern, auf feuchten Wiesen und an lichten Stellen in Auwäldern vor. Natürliches Hauptverbreitungsgebiet sind die europäischen Gebirge und die höheren Lagen der Mittelgebirge. Vereinzelt ist er auch im Tiefland anzutreffen und wächst hier in Pflanzengesellschaften des Stellario-Alnetum oder des Alnetum incanae.[4][5][9] In größeren Höhenlagen gedeiht er in Pflanzengesellschaften der Verbände Adenostylion, Rumicion alpini, Filipendulion, Alno-Ulmion oder Salicion elaeagni.[6]
In den Allgäuer Alpen steigt er in Vorarlberg am Gipfel des Elferkopfs bis zu einer Höhenlage von 2380 Meter auf.[10]
Der Blaue Eisenhut ist durch Verwilderung aus Zierpflanzenbeständen auch an Fundorten außerhalb seines ursprünglichen Verbreitungsgebietes eingebürgert.[7][11]
Die ökologischen Zeigerwerte nach Landolt et al. 2010 sind in der Schweiz für Aconitum napellus subsp. lusitanicum Rouy: Feuchtezahl F = 4w+ (sehr feucht aber stark wechselnd), Lichtzahl L = 3 (halbschattig), Reaktionszahl R = 3 (schwach sauer bis neutral), Temperaturzahl T = 3 (montan), Nährstoffzahl N = 4 (nährstoffreich), Kontinentalitätszahl K = 2 (subozeaanisch).[12]
Die ökologischen Zeigerwerte nach Landolt et al. 2010 sind in der Schweiz für Aconitum napellus subsp. vulgare Rouy & Foucaud: Feuchtezahl F = 4w+ (sehr feucht aber stark wechselnd), Lichtzahl L = 4 (hell), Reaktionszahl R = 3 (schwach sauer bis neutral), Temperaturzahl T = 2 (subalpin), Nährstoffzahl N = 5 (sehr nährstoffreich bis überdüngt), Kontinentalitätszahl K = 3 (subozeanisch bis subkontinental).[13]
Eisenhut war ein beliebtes Mord- und Pfeilgift.[14] Bei dem von keltischen Jägern als Pfeilgift verwendeten lim (lateinisch Limeum), das auch in der Tiermedizin verwendet wurde, könnte es sich ebenfalls um Eisenhut gehandelt haben.[15] Über „Hexen“ wurde behauptet, sie hätten mit dem Blauen Eisenhut und anderen tödlich giftigen Pflanzenarten eine sinneserweiternde Hexensalbe hergestellt.[16]
Der Blaue Eisenhut, vor allem in der Unterart subsp. napellus wird gelegentlich als Zierpflanze in Parks und Gärten der gemäßigten Gebiete angepflanzt und auch als Schnittblume verwendet. Er eignet sich insbesondere für eine Pflanzung in Staudenbeeten. Als Standort bevorzugt er kalkreiche Böden in sonnigen bis halbschattigen Lagen. Vermehrung erfolgt durch Aussat sowie durch Teilung der knollenartig verdickten Wurzeln. Als Kaltkeimer benötigen die feuchten Samen für eine erfolgreiche Keimung eine Kälteperiode.[17] Durch züchterische Bearbeitung wurden zahlreiche Sorten erzeugt, die sich hauptsächlich in der Blütenfarbe unterscheiden. Beispiele hierfür ist die Sorte Bayern mit blauer Blütenhülle, die Sorte Gletschereis mit weiß oder rosa getönter Blütenhülle oder die Sorte Schneewittchen, die sich durch silbrig-weiße Blüten auszeichnet. Außerdem wurden einige Kulturhybriden zwischen der Aconitum napellus- und der Aconitum variegatum-Gruppe entwickelt, wie beispielsweise Aconitum ×cammarum L.[17]
Der Blaue Eisenhut ist eine Giftpflanze.
Alle Pflanzenteile sind sehr giftig.[5][7] Sie gilt als die giftigste Pflanzenart Europas.[18] Die Knolle enthält zwischen 0,2 und 3 % Aconitin, je nach Jahreszeit und Größe.[19] Beim Menschen bewirken bereits 0,2 g der Pflanze Vergiftungserscheinungen, 2 bis 4 g, etwa der frischen Wurzel, sind innerhalb von 30 bis 45 Minuten[20] tödlich.
Bei kurzzeitigem Kontakt des Gifts mit der Haut werden die Nervenzellen erregt, sodass sich Wärmegefühl, Brennen und Prickeln einstellen. Bei längerer Exposition geht die Erregung in Taubheit und Lähmung über. Selbiges äußert sich bei oraler Aufnahme – Prickeln über Taubheit bis Lähmung der Zunge und Lippen. Bei Einnahme kommt es zu Kälteempfindlichkeit, Übelkeit, Darmkoliken, nervöser Erregung, Ohrensausen, Schwindel, Herzrhythmusstörungen und Krämpfen (beispielsweise Schlingkrämpfen) sowie in schweren Fällen zu Lähmungen. Der Herzrhythmus beschleunigt sich und der Tod tritt meistens infolge einer Lähmung der Atemmuskulatur ein. Verantwortlich ist eine Blockade der Muskelendplatten durch das Gift.[19][21]
Aconitum napellus liefert Arzneistoffe in zwei Formen:
Die Hauptwirkstoffe sind:
Bei längerer Lagerung zersetzen sich die Alkaloide durch Hydrolyse, was eine Abnahme der Wirkung der Droge mit sich bringt. Weitere Inhaltsstoffe sind:
Zubereitungen von Aconitum napellus dürfen laut EG-Kosmetikrichtlinie und deutscher Kosmetik-Verordnung nicht als Bestandteil in kosmetischen Mitteln enthalten sein.
Ein Auszug aus der (Negativ-)Monographie der Kommission E (Phytotherapie): Aconitum napellus Risiken: Wegen der geringen therapeutischen Breite können Intoxikationserscheinungen bereits im therapeutischen Dosisbereich auftreten. Dies sind: Parästhesien, Erbrechen, Schwindel, Muskelkrämpfe, Hypothermie, Bradykardie, Herzrhythmusstörungen und zentrale Atemlähmung. Bewertung: Angesichts der bereits im therapeutischen Bereich vorhandenen Risiken von blauem Eisenhut ist seine Anwendung nicht mehr zu vertreten.[22]
In der traditionellen chinesischen Medizin werden Zubereitungen aus verschiedenen Eisenhut-Arten, insbesondere aus Aconitum carmichaelii, zur Behandlung von Erkältung, Rheuma, Nervenschmerz, Ödemen und Dysenterie angewendet.[23]
Weitere im deutschsprachigen Raum für den Blauen Eisenhut gebräuchliche Trivialnamen sind Mönchs-, Fischer- und Reiterkappe, Gift- und Sturmhut, Sturmkraut, Venuswagen und -kutsche. Darüber hinaus bestehen bzw. bestanden für den Blauen Eisenhut auch die häufig nur regional gebräuchlichen Bezeichnungen Apollonienkraut (Österreich), Apollonienwurzel (Fusch im Pinzgau), Bacheisenhut (Berner Oberland), Blaukappenblumen (Schlesien), Bloze (Aargau), Böanarn (St. Gallen), Böhnen (St. Gallen), Bohnenkraut (Graubünden), Bühne (Graubünden), Chile (Berner Oberland), Duwenkutschen (Altmark), Duwenwagen (Mecklenburg), Eisenhart (Schlesien), Eisenhütel (Österreich, Schlesien), Eisenhütlin, Blaue Elster (Pinzgau), Eyterwurz (althochdeutsch), Fenye (mittelhochdeutsch), Fischerkip (Mecklenburg), Blaue Fuchswürze (Berner Oberland), Fuchswurz (Schweiz), Blaue Gelstern (Salzburg, Zillertal), Giftblume (Graubünden), Giftkraut (mittelhochdeutsch), Hambörger Mützen (Ostfriesland, Mecklenburg), Helmblom (Mecklenburg), Helgiftkraut, Helmkraut, Hundsgift, Hundstod, Isenhood (Delmenhorst), Isenhütlein (Bern), Kappenblumen, Kile (Berner Oberland), Kille, Kutsch un Peer (Mecklenburg, Oldenburg, Bremen), Laubritschen (Berner Oberland), Leopardwürger, Lubritschen (Berner Oberland), Lubscheten (Berner Oberland), Luppegift (althochdeutsch), Luppewurz (althochdeutsch), Malam (Oberengadin), Mönchskappen (Schlesien), Möchswurz, Münchskappen, Mütz un Huwe (Pommern), Nappelnkraut, Narrenkappen, Papenmütze (Ostfriesland), Peterskappe (Ostfriesland), Rapenblumen, Schoblom (Mecklenburg, Altmark), Schoiken (Göttingen), Sturmhut (Schlesien), Täubele im Nest (Österreich), Teufelswurz (Österreich), Wolfsgift, Wolfswörza (St. Gallen), Blaue Wolfswurz (Kärnten, Salzburg), Würgling (Schlesien) und Ziegentod (Schlesien).[24]
Gustav Meyrink: Der Kardinal Napellus. In: Fledermäuse. Sieben Geschichten, Kurt Wolff Verlag, Leipzig 1916. – Ein ehemaliges Mitglied einer fiktiven Sekte namens „Die Blauen Brüder“, deren Religionsmittelpunkt der Blaue Eisenhut darstellt und durch dessen Genuss sie Halluzinationen hervorrufen, erliegt dem Wahnsinn, als er durch Zufall nach Jahren erneut eine solche Pflanze erblickt.
Die Erstveröffentlichung von Aconitum napellus erfolgte 1753 durch Carl von Linné in Species Plantarum, Tomus I, Seite 532.[25][26] Das Artepitheton napellus bedeutet „kleine Rübe“. Synonyme fürAconitum napellus L. sind: Aconitum formosum Rchb., Aconitum pyramidale Mill., Aconitum strictum DC., Aconitum napellus subsp. formosum (Rchb.) Gáyer.[27]
Je nach Autor gibt es innerhalb der Art Aconitum napellus einige Unterarten:[27]
Wohl nicht zur Art Aconitum napellus gehört:[27]
Blütenstand und Wurzelknolle
Laubblatt
Blütenmodell. Botanisches Museum Greifswald
Blüte aufgeschnitten
Früchte und Samen
Illustration aus Köhler’s Medizinalpflanzen
Der Blaue Eisenhut (Aconitum napellus) ist eine Pflanzenart aus der Gattung Eisenhut (Aconitum) in der Familie der Hahnenfußgewächse (Ranunculaceae).
Der Blaue Eisenhut ist eine traditionelle Zier- und Arzneipflanze. Alle Pflanzenteile sind stark giftig. Bereits zwei Gramm der Wurzel können für Menschen tödlich sein. Die Pflanze steht in Deutschland unter Naturschutz. In Bayern steht sie auf der Vorwarnstufe der Roten Liste.
Aconitum napellus (deil's kaips, deevil's mutches, grannie's mutch, Luckies' mutch) is a species o flouerin plant in the genus Aconitum o the faimily Ranunculaceae, native an endemic tae wastren an central Europe.
Aconitum napellus (deil's kaips, deevil's mutches, grannie's mutch, Luckies' mutch) is a species o flouerin plant in the genus Aconitum o the faimily Ranunculaceae, native an endemic tae wastren an central Europe.
De blawwe paterskap (Aconitum napellus) is 'n plantj oete ranonkelfemielje (Ranunculaceae). De saort kump veur oppe huuegdje tösse de 1000 enne 2000 m. De plantj wuuertj 50 toet 150 cm hoeag en wuuertj gevónjen inne buurt van water. Oearsprunkelik koom dees plantj neet veur in Nederlandj, mer is allewiel verwiljerdj waal te vinjen inne netuur.
De plantj bleutj in junie mit duusterblaw blome. De plantj wuuertj gebroek door hómmele veur häör veur nektar d'roet te haole.
Dore hoeag vergiftigheid (e paar graam is doeajelik veur 'ne miens) woort de plantj opgenómmen in Materia Medica Pura worin Samuel Hahnemann 67 versjillige stoffen enne veroearzaakdje symptome besjreef. De blawwe paterskap woort vreuger ouch waal gegaoven aan luuj die t'r doead wore veroeardeildj. Klein kinjer kónne baeter vanne plantj aafblieve. Nao 't aanrake mitte plantj mót me drek de henj wasse, went de vergifstof kan dore hoed haer dringe.
De blawwe paterskap (Aconitum napellus) is 'n plantj oete ranonkelfemielje (Ranunculaceae). De saort kump veur oppe huuegdje tösse de 1000 enne 2000 m. De plantj wuuertj 50 toet 150 cm hoeag en wuuertj gevónjen inne buurt van water. Oearsprunkelik koom dees plantj neet veur in Nederlandj, mer is allewiel verwiljerdj waal te vinjen inne netuur.
De plantj bleutj in junie mit duusterblaw blome. De plantj wuuertj gebroek door hómmele veur häör veur nektar d'roet te haole.
Dore hoeag vergiftigheid (e paar graam is doeajelik veur 'ne miens) woort de plantj opgenómmen in Materia Medica Pura worin Samuel Hahnemann 67 versjillige stoffen enne veroearzaakdje symptome besjreef. De blawwe paterskap woort vreuger ouch waal gegaoven aan luuj die t'r doead wore veroeardeildj. Klein kinjer kónne baeter vanne plantj aafblieve. Nao 't aanrake mitte plantj mót me drek de henj wasse, went de vergifstof kan dore hoed haer dringe.
Kukoinharj (latin.: Aconitum napellus) om äivozne heinäsine kazmuz. Se om Kukoinharj-heimon tipine erik, mülüb Vesnuhheinižed-sugukundha.
Kazmuz libub Evropan päivlaskmaspäi i keskusespäi. Putub vastha Evropadme. Kazvab pol'tošt metrhasai kortte. Kaikuččel vodel kukoinharjan jurišton mugul kazvab udeks, muloine koleb.
Änikod oma muzasinižed, dekorativižed änikod oleldas vauktad i ruskedvauvhad mugažo. Učubrasad pölüstoittas kazmust, kukoinharj travib läz kaikid toižid gavedid. Änikoičeb kezakus-elokus.
Kaik kazmuz om morim, jured i semned oma toksižed lujas. Simptomad ozutadas ühtes časus, tehtas südäikohtun läbipezendad. Ei sa kävutada irdpolespäi-ki. Kazvatadas venon vönen saduiš.
Lugetas ühesa alaerikod:
Kukoinharj (latin.: Aconitum napellus) om äivozne heinäsine kazmuz. Se om Kukoinharj-heimon tipine erik, mülüb Vesnuhheinižed-sugukundha.
Spineri ( lat. Aconitum napellus L.) i njohur edhe si : - akoniti, është lule e familjes Ranunculaceae.
Spineri ( lat. Aconitum napellus L.) i njohur edhe si : - akoniti, është lule e familjes Ranunculaceae.
Wortel atawa Aconilum napellus L, nyaéta sajenis tutuwuhan anu kaasup familia Ranunculaceae, anu pentingna nyaéta beutina anu sok disebut wortel.[1] Tempat tumuwuhna dina taneuh utamana di dataran anu luhur di Jawa Barat, Jawa Tengah, Jawa Timur utamana anu miboga hawa anu tiis.[1] Wortel miboga bau anu khas, mimitina mah baris karasa amis lamun digegel, tapi sateurusna bakal karasa lada, uraian makroskopikna nyaéta :
Wortel ngandung zat-zat, di handap ieu :
Dosis dina ngagunakeun biasana 20 mg salaku antineuralgia alus pikeun ubar luar jeung ubar jero.[1]
Wortel atawa Aconilum napellus L, nyaéta sajenis tutuwuhan anu kaasup familia Ranunculaceae, anu pentingna nyaéta beutina anu sok disebut wortel. Tempat tumuwuhna dina taneuh utamana di dataran anu luhur di Jawa Barat, Jawa Tengah, Jawa Timur utamana anu miboga hawa anu tiis. Wortel miboga bau anu khas, mimitina mah baris karasa amis lamun digegel, tapi sateurusna bakal karasa lada, uraian makroskopikna nyaéta :
Wangun beuti wortel nyaéta jiga kerucut anu panjang, dina umumna bagian ujungna lencob jeung sering miboga anak beuti. Belah luarna warna coklat rada ngora, sedengkeun belah jerona warna beureum rada coklat. Loba akar serabutna, panjang wortel 4 cm - 10 cm, rubakna 1,5 cm - 3 cm.Wortel ngandung zat-zat, di handap ieu :
Alkaloida, akonitina jeung asetbencilakonin. Benzoilakonina, akonina, jeung neopelina.Dosis dina ngagunakeun biasana 20 mg salaku antineuralgia alus pikeun ubar luar jeung ubar jero.
தாவரவியல் பெயர்:அக்கோனிட்டம் நெபெல்ஸ் Aconitum napellus
குடும்பம்:ரனன்கு லேசியீ (Ranunculaceae )
இச்செடி 3-4 அடி உயரம் வளரக்கூடியது. தண்டு நீண்டு இருக்கும். இலைகள் பிளந்து போய் சிறு பிரிவுகள் கொண்டிருக்கும். இச்செடியில் ஊதாநிறப்பூக்கள் வருகின்றன.
இச்செடியில் நச்சுத்திறம் வாய்ந்த ஆல்காலாயிடுகள் உள்ளன. இச்செடியிலிருந்துதான் அம்புகளின் நுனியில் தடவக்கூடிய சிறந்த நஞ்சு தயாரிக்கப்படுகிறது. இதன் வேரில் இருக்கும் அக்கோனிட்டைகள் என்ற நச்சுப் பொருள்தான் இதன் சக்திக்கு காரணம் ஆகும். இதில் மிக மிக கொடிய நஞ்சு உள்ளது. ஆகையால் இதை நஞ்சுகளின் அரசி என்று அழைக்கிறார்கள். இச்செடிகள் அமெரிக்காவில் கால்நடைகளுக்கு பெருத்த சேதத்தை ஏற்படுத்தியுள்ளது.
இது அமெரிக்கா,இந்தியாவின் இமயமலைப்பகுதியில் வளர்கிறது. இவற்றில் 18 சாதிச்செடிகள் உள்ளன. அக்கோனிட்டம் பெரக்ஸ் என்கிற செடியின் சாறு நாவில் பட்டால் 18 மணிநேரத்திற்கு நாக்கு மரத்துப்போய் விடுகிறது.
| 1 || சிறியதும் - பெரியதும் [1] || அறிவியல் வெளியீடு || ஜூன் 2001
Aconitum napellus, monkshood,[2] aconite, Venus' chariot or wolfsbane, is a species of highly toxic flowering plants in the genus Aconitum of the family Ranunculaceae, native and endemic to western and central Europe. It is an herbaceous perennial plant growing to 1 m (3 ft 3 in) tall, with hairless stems and leaves. The leaves are rounded, 5–10 cm (2.0–3.9 in) diameter, palmately divided into five to seven deeply lobed segments. The flowers are dark purple to bluish-purple, narrow oblong helmet-shaped, 1–2 cm (0.39–0.79 in) tall. Plants native to Asia and North America formerly listed as A. napellus are now regarded as separate species. The plant is extremely poisonous in both ingestion and body contact.
Aconitum napellus is grown in gardens in temperate zones for its spiky inflorescences that are showy in mid-autumn, and its attractive foliage. There are white and rose colored forms in cultivation too. The cultivar 'Spark's Variety' has gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.[3][4]
Nine subspecies are accepted by the Flora Europaea:[5]
Aconitum napellus is grown in gardens for its attractive spike-like inflorescences and showy blue flowers.[8] It is a cut flower crop used for fresh cutting material and sometimes used as dried material. The species has a low natural propagation rate under cultivation and is propagated by seed or by removing offsets that are generated each year from the rootstocks. The use of micropropagation protocols has been studied.[9] This species has been crossed with other Aconitums to produce attractive hybrids for garden use, including Aconitum × cammarum.[10]
Like other species in the genus, A. napellus contains several poisonous compounds, including enough cardiac poison that it was used on spears and arrows for hunting and battle in ancient times.[11] Persian physician Avicenna (980–1037) wrote that arrows dipped in the sap were used to kill, and Dr Antonio Guaineri, in one of the first medical dictionaries 'Practica', wrote that arrows that had the poison from roots of the plant were used to kill wild goats in Italy.[12] A. napellus has a long history of use as a poison, with cases going back thousands of years.[13] During the ancient Roman period of European history, the plant was often used to eliminate criminals and enemies, and by the end of the period it was banned and anyone growing A. napellus could have been legally sentenced to death.[14] Aconites have been used more recently in murder plots; they contain the chemical alkaloids aconitine, mesaconitine, hypaconitine and jesaconitine, which are highly toxic.[15] It was also used in a recent Sherlock Holmes book plot.[16]
Marked symptoms may appear almost immediately, usually not later than one hour, and "with large doses, death is almost instantaneous".[17] Death usually occurs within two to six hours in fatal poisoning (20 to 40 mL of tincture may prove fatal).[18] The initial signs are gastrointestinal including nausea, vomiting, and diarrhea. This is followed by a sensation of burning, tingling, and numbness in the mouth and face, and of burning in the abdomen.[19] In severe poisonings pronounced motor weakness occurs and cutaneous sensations of tingling and numbness spread to the limbs. Cardiovascular features include hypotension, sinus bradycardia, and ventricular arrhythmias. Other features may include sweating, dizziness, difficulty in breathing, headache, and confusion. The main causes of death are ventricular arrhythmias and asystole, paralysis of the heart or of the respiratory center.[18][20] The only post-mortem signs are those of asphyxia.[19]
Treatment of poisoning is mainly supportive. All patients require close monitoring of blood pressure and cardiac rhythm. Gastrointestinal decontamination with activated charcoal can be used if given within one hour of ingestion.[21] The major physiological antidote is atropine, which is used to treat bradycardia. Other drugs used for ventricular arrhythmia include lidocaine, amiodarone, bretylium, flecainide, procainamide, and mexiletine. Cardiopulmonary bypass is used if symptoms are refractory to treatment with these drugs.[20] Successful use of charcoal hemoperfusion has been claimed in patients with severe aconite poisoning.[22]
Poisoning may also occur following picking the leaves without wearing gloves; the aconitine toxin is absorbed easily through the skin. In this event, there will be no gastrointestinal effects. Tingling will start at the point of absorption and extend up the arm to the shoulder, after which the heart will start to be affected. The tingling will be followed by unpleasant numbness. Treatment is similar to poisoning caused by oral ingestion and even handling the plant without gloves has been reported to result in multi-organ failure and death.[23][24]
The plant's chief toxic component, aconitine, is a potent neurotoxin that opens tetrodotoxin sensitive sodium channels.[25] It increases the influx of sodium through these channels and delays repolarization, thus increasing excitability and promoting ventricular dysrhythmias.[25]
Aconitum napellus, monkshood, aconite, Venus' chariot or wolfsbane, is a species of highly toxic flowering plants in the genus Aconitum of the family Ranunculaceae, native and endemic to western and central Europe. It is an herbaceous perennial plant growing to 1 m (3 ft 3 in) tall, with hairless stems and leaves. The leaves are rounded, 5–10 cm (2.0–3.9 in) diameter, palmately divided into five to seven deeply lobed segments. The flowers are dark purple to bluish-purple, narrow oblong helmet-shaped, 1–2 cm (0.39–0.79 in) tall. Plants native to Asia and North America formerly listed as A. napellus are now regarded as separate species. The plant is extremely poisonous in both ingestion and body contact.
La blua akonito (Aconitum napellus) aŭ blua kaskofloro estas plantospecio de la genro Akonito (Aconitum) en la familio de la Ranunkolacoj (Ranunculaceae). Plia esperanto-nomo estas laŭ la scienca nomo napela akonito.
La blua kaskofloro estas tradicia ornama kaj medicina planto. Ĉiuj partoj estas forte venenaj. Jam du gramoj de la radiko estas mortiga.[1]
Blua akonito estis ofte uzata veneno por murdi aŭ por venenigi sagopintojn.[2]
La planto donas medicinan efikon en du formoj:
La ĉefaj efikantoj estas:
Pliaj efikantoj estas:
Resumo el la monografio de komisio pri Fitoterapio[3]:
Riskoj de Aconitum napellus: pro la malalta terapeŭta indekso, do la malgranda diferenco inter la dezirata terapeŭta kaj la maldezirata veneniga efiko, vivdanĝeraj riskoj ne eviteblas, nome: parestezioj, vomado, vertigo, muskolaj kramfoj, hipotermio, bradikardio, perturbo de la kora ritmo kaj centra spirlamigado. Pro tiaj efikoj hodiaǔ la planto ne plu estas uzata en medicino.[4]
Nur en la homeopatio la planto estas ankoraŭ uzata terapeǔte kontraǔ inflamoj kaj nervaj malsanoj.[5]
En la tradicia ĉina medicino oni faras el diversaj akonito-specioj, precipe el Aconitum carmichaelii, preparaĵojn kontraǔ malvarmumo, reǔmatismo, nervaj doloroj, edemoj kaj disenterio.[6]
La blua akonito (Aconitum napellus) aŭ blua kaskofloro estas plantospecio de la genro Akonito (Aconitum) en la familio de la Ranunkolacoj (Ranunculaceae). Plia esperanto-nomo estas laŭ la scienca nomo napela akonito.
La blua kaskofloro estas tradicia ornama kaj medicina planto. Ĉiuj partoj estas forte venenaj. Jam du gramoj de la radiko estas mortiga.
Aconitum napellus, el acónito común, anapelo azul o matalobos de flor azul,[2] es una especie de la familia Ranunculaceae. Se trata de una planta muy venenosa que puede ser letal.
Es una planta herbácea perenne, lampiña, de 1 m o más, con el tallo simple. Tiene una raíz carnosa fusiforme con tubérculos de hasta 15 cm de largo, en forma de nabos de color pálido de jóvenes y marrón cuando envejecen. Las hojas pecioladas y alternas son palmadas profundamente recortadas, son rígidas y algo coriáceas, de color verde brillante, algo más claro por el envés. Las flores son grandes y atractivas de color azul o violetas de 3 a 4 cm de diámetro. El fruto consta de 3 o 4 folículos o vainas capsulares que contienen numerosas semillas arrugadas.
Principios activos: Alcaloides (0,3-1,2%): aconitina (30%), mesaconitina, neopelina, hipaconitina, napelina, napelonina; ácidos orgánicos: aconítico, cítrico, tartárico; colina.[3]
Se encuentra en las zonas montañosas (hasta los 2000 msnm) de Europa, salvo en la región mediterránea, se extiende por el oeste hasta la cordillera del Himalaya. Se encuentra junto a los cursos de agua y en los bosques en lugares húmedos y sombríos.
Todas las partes de las plantas del género Aconitum contienen alcaloides, principalmente aconitina, cuya elevada toxicidad supone un riesgo incluso en cantidades mínimas por sus potentes efectos cardiotóxicos y neurotóxicos.[4] Bastan 2 mg de sustancia para provocar la muerte a un ser humano adulto. Las raíces son el órgano más rico en aconitina, pero toda la planta es peligrosa, incluyendo sus semillas.[5]
El acónito supone una fuente oculta de envenenamiento en infusiones de hierbas no tóxicas, contaminadas con sus raíces.[6]
En Asia, donde se considera que el acónito posee efectos beneficiosos para la salud, se producen envenenamientos graves e incluso mortales, como consecuencia de la utilización de las raíces en la preparación de sopas y comidas.[7]
Aconitum napellus, fue descrita por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 1: 532, en el año 1753.[8]
Ver:Aconitum
Napellus significa "pequeño nabo" y hace referencia a la forma de la raíz. Según una antigua leyenda, la vaca fue engendrada por la sangre de Prometeo, el dios griego de la trampa y de la creación de la humanidad. Tanto los médicos griegos como los romanos ya recomendaban evitar su uso excepto para matar escorpiones. Avicena, el gran médico persa, fue el primero en utilizarla con fines medicinales.
Aconitum napellus, el acónito común, anapelo azul o matalobos de flor azul, es una especie de la familia Ranunculaceae. Se trata de una planta muy venenosa que puede ser letal.
Sinine käoking (Aconitum napellus) on tulikaliste sugukonda käokinga perekonda kuuluv mitmeaastane rohttaim. Taim on surmavalt mürgine.
Sinine käoking on aedades ja elamute ümber kasvatatav mitmeaastane ilutaim. Tema rahvapärased nimetused on kassipätid, kingalill, kalevikübar, aidamehed, ingliking, raudkübar, tormikübar, tuiupätid, aed-käoking.[1]
Sinine käoking on levinud enamasti Lõuna-ja Kesk-Euroopas; areaal ulatub Põhja-Rootsini, läänes Portugalini, lõunas Püreneedeni ja idas Karpaatideni. Eestis kasvatatakse teda ilutaimena, võib ka kergesti metsistuda.[2] Kõik käokingad on külmakindlad ja vähenõudlikud taimed. Ühtviisi hästi tunnevad nad end valgustatud kui ka varjulises kasvukohas. Väänleva välimusega taimed kasvavad ja õitsevad paremini varjulises kohas. Ei talu päikesepaistelist ja liiga sooja kasvukohta.[3]
Sinine käoking on 50–150 cm kõrgune rohttaim, tugeva naeritaolise lihaka juurikaga. Vars on püstine, tugev, paljas või kaetud liibunud karvadega. Lehed sõrmjagused, 5–7 osaga, piklike, lineaarsete, süstjate või tömpide tipmetega. Õied on ebakorrapärased, violetsed, harvemini sinised, punakad, valkjad, lapilised; ülemine õieleht on kiiverjas, paaditaoline või poolkerajas, ülal kumerdunud, alumised õielehed on tömbid, enamasti süstjad. Õied moodustavad varre ladvas tiheda kobara.[1]
Õitseb alates juuni lõpust 30–35 päeva. Viljad küpsevad septembris. Talvekatet ei vaja.[3] Vili paljuseemneline kogukukkur.[2] Paljundatakse seemnetega ja puhma jagamise teel. Kasvatatakse põõsaste läheduses, üksikult istutatuna, peenras ja lõikkelillena.[3]
Sinise käokinga droogiks kasutatakse juuri ja mugulaid. Neid kogutakse kogu vegetatsiooniperioodi jooksul või sügisel; pestakse, tükeldatakse ja kuivatatakse temperatuuril 60–70 °C. Teistel käokinga liikidel kasutatakse ka ürti, mida kogutakse maist kuni juuni alguseni, maapealne osa lõigatakse maha 4–5 cm kõrguselt maapinnast.[2]
Sinine käoking sisaldab umbes 1% diterpeenseid alkaloide: akonitiini, mesakonitiini, hüpakonitiini, N–desetüülakonitiini, oksoakonitiini, neopelliini, napelliini, neoliini.[2] Akonitiini sisaldus on 0,18–3,0%, droogis peab see olema vähemalt 0,8%.[1] Juures sisaldub rohkesti suhkruid, enamasti tärklist.[4]
Käokinga tarvitatakse raviks ainult arsti ettekirjutusel. Kasutatakse alkoholleotisena välispidiselt radikuliidi, neuralgia ja reumatismi puhul, Suure mürgisuse tõttu on kasutamine ohtlik.[1] Käokinga alkaloididel on valu vaigistav, põletikuvastane, palavikku alandav ja südame arütmia vastane toime. Käokingatinktuur (Aconiti tinctura) valmistatakse alkoholiga vahekorras 1:10, sisaldab 0,045–0,055% alkaloide; tarvitada 0,6 g ööpäevas. Homöopaatias tarvitusel ägedate põletike, nendega kaasneva südamepekslemise ja südame arütmia leevendamiseks.[2]
Sinine käoking on Euroopa üks mürgisemaid taimi. Taimemahla nahale sattumisel, tungib see läbi naha ja tekitab algul lööbe ning seejärel tekib raske mürgistus. Taimeosade närimine kutsub esile mürgistuse mõne minuti jooksul. Surmavaks annuseks inimesel loetakse 2-4 grammi juuremugulaid. Lastel see kogus on veel väiksem.[5] Mürgistusnähtudeks on iiveldus, oksendamine, kõhulahtisus, ajutalitluse häired, nägemishäired, südamerütm häirub, kuuma- ja külmahoogude vaheldumine, krambid. Surma põhjuseks on südame- ja hingamislihaste halvatus. Mürgistusnähud võivad ilmneda isegi preparaati raviannustes tarvitamisel.[2]
Ei soovitata kasvatada ilutaimena, eriti lastega peredes. Ei soovitata murda ega muljuda taime ega tarvitada seespidiselt.[2]
Sinine käoking (Aconitum napellus) on tulikaliste sugukonda käokinga perekonda kuuluv mitmeaastane rohttaim. Taim on surmavalt mürgine.
Sinine käoking on aedades ja elamute ümber kasvatatav mitmeaastane ilutaim. Tema rahvapärased nimetused on kassipätid, kingalill, kalevikübar, aidamehed, ingliking, raudkübar, tormikübar, tuiupätid, aed-käoking.
Irabelar edo akonitoa (Aconitum napellus) urrebotoiaren familiako belar landarea da, zurtoin-zuzena, 1,5 m inguru luzea, eta hosto berde iraunkorrak dituena. Sustrai sendoak izaten ditu, arbiondoaren antzekoak, lorea aldiz txano baten antzeko estalkia duena, kolorez urdina eta hostoaren girten ondoan kokatua. Leku laiotz eta ospeletan hazten da berez, baina lorategietan ere ereiten da. Hostoetan eta sustraietan akonitina izeneko alkaloide toxiko batzuek ditu.
Flora Europaea-k bederatzi azpiespezie onartzen ditu:
Irabelar edo akonitoa (Aconitum napellus) urrebotoiaren familiako belar landarea da, zurtoin-zuzena, 1,5 m inguru luzea, eta hosto berde iraunkorrak dituena. Sustrai sendoak izaten ditu, arbiondoaren antzekoak, lorea aldiz txano baten antzeko estalkia duena, kolorez urdina eta hostoaren girten ondoan kokatua. Leku laiotz eta ospeletan hazten da berez, baina lorategietan ere ereiten da. Hostoetan eta sustraietan akonitina izeneko alkaloide toxiko batzuek ditu.
Ukonhattu eli aitoukonhattu (Aconitum napellus) on monivuotinen leinikkikasvi.[2] Sen lähisukulainen lehtoukonhattu (Aconitum lycoctonum) kasvaa villinä, mutta hyvin harvinaisena Etelä-Suomen lehdoissa. Nimensä kasvi on saanut suurien kukkien ylimpien terälehtien hattumaisesta muodosta.[3]
Vankkavartinen aitoukonhattu kasvaa 80–150 senttimetriä korkeaksi. Varren yläosa on tiheäkarvainen. Juurakko on mukulamainen. Aluslehdet ovat pitkäruotisia, varsilehdet lyhytruotisia tai aivan ylimmät ruodittomia. Tummanvihreän lehden lapa on kolmisorminen, lehdykät kapeahkoja, 2–3-jakoisia ja syvään liuskoittuneita. Kukinto on haaraton tai tyvestä vähän haarova tiheä ja lyhytkarvainen terttu. Karvaiset kukkaperät ovat tavallisesti kukkia lyhyempiä. Isot, vastakohtaiset kukat ovat violetinsinisiä tai joskus valkoisia. Kukan verhiö on teriömäinen ja viisilehtinen. Karvainen verholehti on kypärämäinen, hieman korkeuttaan leveämpi ja kooltaan 9–14 x 11–18 mm. Terälehdet ovat muuntuneet mesilehdiksi, joista kaksi ylintä ovat suorina mesikannuksina verholehden sisällä. Muut mesilehdet puuttuvat tai ovat hyvin pieniä. Aitoukonhattu kukkii Suomessa kesäkuusta syyskuuhun. Kukinnan jälkeen kukkiin muodostuu kolme noin 17 mm pitkää tuppiloa. Siemenet ovat kooltaan noin 5 mm pitkiä. Koko kasvi on hyvin myrkyllinen.[4]
Aitoukonhattu muistuttaa suuresti toista Suomessa yleistä koristekasvia, tarhaukonhattua (A. × stoerkianum).[4]
Alun perin aitoukonhattu on peräisin Länsi-Euroopasta. Suomeen laji on tullut viljelykasvina, mutta saattaa joskus harvoin myös villiintyä.[5] Suomessa kasvavat aitoukonhatut kuuluvat alalajiin Aconitum napellus ssp. lusitanicum.[5]
Suomessa aitoukonhattu on pääasiassa koristekasvi, jota hyvin harvoin tavataan viljelykarkulaisena metsiköistä, kaatopaikoilta ja tienvarsilta.[5]
Aitoukonhattua kasvatetaan yleisesti perennakasvina komeiden sinisten kukkiensa takia.[5] Se on myös hyvin vanha, jo antiikin aikana tunnettu rohdoskasvi. Aitoukonhatun juurta uuttamalla saadaan akonitiinia, joka on monipuolinen rohdosvalmiste mutta myös erittäin vaarallinen myrkky, jota on käytetty nuolimyrkkynä.[3]
Ukonhattu eli aitoukonhattu (Aconitum napellus) on monivuotinen leinikkikasvi. Sen lähisukulainen lehtoukonhattu (Aconitum lycoctonum) kasvaa villinä, mutta hyvin harvinaisena Etelä-Suomen lehdoissa. Nimensä kasvi on saanut suurien kukkien ylimpien terälehtien hattumaisesta muodosta.
Aconitum napellus est une espèce de plante herbacée de la famille des Ranunculaceae. En fait, il vaudrait mieux dire aconit « du groupe napel », car il existe plusieurs espèces ou sous-espèces proches, dont l'aconit Napel et l'aconit de Corse[1].
Ce sont des plantes extrêmement toxiques, pouvant facilement entraîner la mort. L'ingestion d'un morceau de la plante peut entraîner une défaillance cardiaque.
Plante d'environ un mètre de haut, issue d'une racine pivotante et souvent tubérisée. La tige dressée porte des feuilles profondément lobées aux nervures palmées. Les fleurs, zygomorphes, sont d'un bleu intense ou violet.[2]
Les nombreuses sous-espèces se distinguent par leur hauteur, la forme du feuillage, la disposition des fleurs ou même la période de floraison.[2]
On retrouve cette plante à l'état naturel en Europe, particulièrement en Suède, dans les Alpes et les Carpathes.[2]
L'espèce est inscrite dans la liste des espèces végétales protégées en Champagne-Ardenne et dans celle de Poitou-Charentes, sans précision de sous-espèces.
La sous-espèce Aconitum napellus subsp. corsicum est protégé au niveau national. Elle est, en outre, inscrite dans la liste des espèces végétales protégées en Corse.
Cette espèce est certainement l'une des plantes les plus toxiques de la flore d'Europe tempérée. La racine contient de 0,5 à 1,5 % d'alcaloïdes, le principal étant l'aconitine[3], mais beaucoup d'autres alcaloïdes voisins sont également présents dans la plante : aconine, capeline, hypoaconitine, jesaconitine, lycaconitine, mésaconitine, néoline, néopelline[4]. Dans l'Antiquité, sa grande toxicité lui a valu d'être surnommée "arsenic végétal".
Aconitum napellus est une espèce de plante herbacée de la famille des Ranunculaceae. En fait, il vaudrait mieux dire aconit « du groupe napel », car il existe plusieurs espèces ou sous-espèces proches, dont l'aconit Napel et l'aconit de Corse.
Ce sont des plantes extrêmement toxiques, pouvant facilement entraîner la mort. L'ingestion d'un morceau de la plante peut entraîner une défaillance cardiaque.
Modri jedić (lat. Aconitum napellus), smrtonosno otrovna biljka iz porodice žabnjakovki, jedna je od 340–tak vrsta u rodu jedića, sa 13 podvrsta. U Hrvatskoj rastu najmanje dvije podvrste. Biljka je rasprostranjena po zapadnoj i srednoj Europi,kod nas raste po planinama Gorskog kotara i na Velebitu.
Modri jedić je trajnica koja naraste do 100 ,najviše 150 centimetarasa bezmirisnim tamnoljubičastim cvjetovima, i nasuprotnim listovima razdijeljenim na 5 do 7 režnjeva. Plod ima 3 do 5 kapsula sa mnogobrojim smeđecrnim sjemenkama. Svi dijelovi biljke sadrže akonitin, a do trovanja može doći i samim dodirom, pa se u prošlosti njezin otrov koristio za premazivanje vrškova strelica i kopalja,te za trovanje vukova i lisica.[1]
Vidljivi simptomi mogu se pojaviti gotovo odmah, obično ne kasnije od jednog sata, i "s velikim dozama smrt je gotovo trenutačna." Smrt se obično javlja u roku od dva do šest sati u fatalnom trovanju (20 do 40 ml tinkture može se pokazati smrtonosnim ). [2] Početni znakovi su gastrointestinalni uključujući mučninu, povraćanje i proljev. Nakon toga slijedi osjećaj pečenja, trnjenja i ukočenosti usta i lica, te pečenja u abdomenu.[3] U teškim otrovanjima javlja se izražena slabost motorike, a osjećaj trnaca i utrnulosti širi se do udova. Kardiovaskularni simptomi uključuju hipotenziju, sinusnu brahikardiju i ventrikularnu aritmiju. Ostali simptomi mogu uključivati znojenje, vrtoglavicu, poteškoće u disanju, glavobolju i zbunjenost. Glavni uzroci smrti su ventrikularna aritmija i asistola, paraliza srca ili respiratornog sustava. Jedini post-mortem znaci su oni asfiksije.
Liječenje trovanja uglavnom je suportivno. Svi bolesnici trebaju pažljivo praćenje krvnog tlaka i srčanog ritma. Gastrointestinalna dekontaminacija s aktivnim ugljenom može se koristiti ako se unese u roku od jednog sata od gutanja. Glavni fiziološki protuotrov je atropin, koji se koristi za liječenje brahikardije. Drugi lijekovi koji se koriste za ventrikularnu aritmiju uključuju lidokain, amiodaron, bretij, flekainid, prokainamid, i mekeksiletin.
Otrovanje se može dogoditi i nakon branja listova bez rukavica; akonitinski toksin se lako apsorbira kroz kožu. U tom slučaju neće biti gastrointestinalnih učinaka. Trnci će početi u trenutku apsorpcije i produžiti od ruku do ramena, nakon čega će početi utjecati na srce . Zujanje će slijediti neugodna utrnulost. Liječenje je slično otrovanju uzrokovanom gutanjem.
Koristi se u narodnoj medicini,u Rusiji , Kini ,Indiji ,te na Tibetu.Kinezi posebnim dugotrajnim postupkom smanjuju otrovnost biljke. Svi dijelovi biljke sadrže diterpenske alkaloide, uključujući akonitin( po ruskim izvorima iz biljke je izolirano i identificirano oko 250 alkaloida). [4]Budući da je biljka vrlo otrovna, nikada nije bila važna u europskoj tradicionalnoj medicini. U stranoj fitoterapiji, tinkture od jedićevog lišća koriste se izvana kako bi se ublažilo bolove povezane s gihtom, išijasom i neuralgijom. Osim spomenute tinkture preparate na bazi jedića praktički se ne koristi.
Sudeći po literaturi u Rusiji i danas korištenje ima pristalica,rezultat je ovo duge tradicije korištenja ovih preparata u ruskoj narodnoj ali i službenoj medicini,te se preparati jedića koriste i kod liječenja nekih tumora.[5]
U homeopatiji se koristi za liječenje živčanih bolesti uzrokovanih ljutnjom, strahom, nervoznim uznemirenjem ili neuralgijom.
Aconitum napellus subsp. tauricum, koja raste i po hrvatskoj, nekada je smatrana njegovom podvrstom a danas se vodi kao podvrsta vrste Aconitum tauricum (Aconitum tauricum subsp. tauricum)[6]
Гриценко И.И., Зубов А.Н., Наумов “Модификация натриевых каналов мембран клеток нейробластомы аконитинам; “Цитология”; №6, 1982, с.658-666;
Долгушина Г.С., Жакова Ч.Н. “Исследование аконита Чекановского”; Новые лекарственные препараты из растений Сибири и Дальнего Востока. Тезисы Всесоюзной конференции; 1986, с.37, Томск;
Поветьева Т.Н., Пашинский В.Г. “Фармакологическое исследование настойки аконита Чекановского”; Актуальные проблемы фармакологии и поиска новых лекарственных препаратов; 1987, с.30-31. Томский медицинский институт, Томск;
Рулин В.А., Мазур Н.А., Зайцева “Фармакокинетика дезацетиллаппаконитина”, Химико-фармацевтический журнал; №4, 1988, с.399-401;
Туляганов Н., Джохангиров, Саритдинов, Хамдамов “К фармакологии некоторых аконитиновых алкалоидов”; “Фармакология растительных веществ”, 1976, с.76-93, Ташкент;
Поветьева Т.Н., Пашинский В.Г., Семенов А.А., Жапова Ц., Погодаева Н.Н., Хоружая Т.Г. Исследование противоопухолевых и антиметастатических свойств растительных средств из аконита байкальского. Сибирский онкологический журнал. 2002. № 3-4. с. 138-141.
Поветьева Т.Н., Пашинский В.Г., Нестерова Ю.В., Пушкарский С.В., Гайдамович Н.Н., Семенов А.А., Жапова Ц., Погодаева Н.Н. Противометастатические свойства алкалоидов аконита байкальского. Сибирский онкологический журнал. 2005. № 4. с. 43-46.
Поветьева Т.Н., Гайдамович Н.Н., Пашинский В.Г., Семенов А.А., Жапова Ц., Нестерова Ю.В., Жданов В.Н. Противометастатические свойства вытяжек аконита северного (Aconitum septentrionale L.) Сибирский онкологический журнал. 2004. № 1. С. 9-11.
Алефиров А.Н., Беспалов В.Г. и др. Антиметастатическая активность настойки подземной части Aconitum soongaricum (Ranunculaceae) на моделях перевиваемых опухолей. Растительные Ресурсы, т. 50, вып. 2 - 2014. с. 254-270
Алефиров А.Н., Беспалов В.Г. и др. Противоопухолевая актиность настойки Aconitum soongaricum (Ranunculaceae) на моделях перевиваемых лейкозов и солидных опухолей. Растительные Ресурсы, т. 49, вып. 3 - 2013. с. 435-452
Murayama M, Mopi T, Bando H, Amiya T “Studies of constituents of Aconitum species. IX. The Pharmacological properties of pyro-type aconitine alkaloids, components of processed aconite powder “kako-bushi-matsu”: analgesic, antiinflammatory and acute toxic activity”, “J Ethnopharmacol”, 35(2), 1991 Dec, с. 159-64, Research section, Sanwa Shoyaku Co. Ltd., Tochigi, Japan;
Wada K, Ishizuki S, Mori T, Bando H, Murayama M, Kawahara N “Effects of alkaloids from Aconitum yesoense var. Macroyesoense on cutaneous blood flow in mice”, “Bio Pharm Bull”, 20(9), 1997 Sep, с.978-82, Hokkaido College of Pharmacy, Otaru, Japan;
Ji BL, Xia LP, Zhou FX, et al. Aconitine induces cell apoptosis in human pancreatic cancer via NF-kappaB signaling pathway. Eur Rev Med Pharmacol Sci. 2016;20:4955–4964.
Povšnar,M.,Koželj,G., Kreft,S., Lumpert ,M. Rare tradition of the folk medicinal use of Aconitum spp. is kept alive in Solčavsko, Slovenia ,J Ethnobiol Ethnomed. 2017; 13: 45.
Modri jedić
Modri jedić, plodovi sa sjemenkama
Modri jedić, kultivar albus
Modri jedić (lat. Aconitum napellus), smrtonosno otrovna biljka iz porodice žabnjakovki, jedna je od 340–tak vrsta u rodu jedića, sa 13 podvrsta. U Hrvatskoj rastu najmanje dvije podvrste. Biljka je rasprostranjena po zapadnoj i srednoj Europi,kod nas raste po planinama Gorskog kotara i na Velebitu.
Módre črijki[2] (Aconitum napellus) je rostlina ze swójby maslenkych rostlinow, z roda črijkow. Dalše serbske mjena su swjateje marcyne stupnički, swjateje marcyne črijki, swjateje marcyne kapički, módre hołbiki a módre šišaki.
Módre črijki su trajne zelo, kotrež docpěje wysokosć wot 0,5 hač do 1,5 m a maja sylny, najčasćišo njehałužkowany stołpik. Módre črijki su jara jědojte kaž wšě družiny tutoho roda.
Wulke łopjena su rukoformowe a hač do póda 5- hač do 7-dźělne. Jich wotrězki maja šwižno-lancetojte kónčki.
Kćěje wot junija hač do awgusta. Mnoholičbne Kćenja steja w na kóncu stejacych w prawej měrje abo sylnje so rozhałuzowanych kićach a su ćmowomódrowioletne abo ćmowomódre a docpěja dołhosć wot 2 hač 3 cm. 5 kćenjowych łopjenow su njesymetriske; najhorniše je kaž "helm" formowane a njeje wyši hač šěroki. Próškowe łopješka su zwjetša kosmate. Proterandriske kćenja su jako wuwzaće maslenkich rostlinow dorsiwentralne.
Kćenja bu wot čmjełow wopróšene.
Rostlina wobsahuje alkaloidy Aconitinoweho typa. Jěd móže samo intaktnu kožu předrěwać.
Wón rosće w hórskich lěsach, wysokotrajnowych honach a na rěčnych brjohach.
Módre črijki je w srjedźnych a wysokich horach cyłeje Europy rozšěrjeny.
Prjedy je so jěd za preparaciju šipowych a hlebijowych kónčkow wužiwała. Medicinsce aconitinowe alkaloidy so jako sylnje skutkowacy anestezijowacy srědk wužiwa.
« Módre črijki » w druhich wikimediskich projektach :
Jeli eksistuje w druhej rěči hižo bóle wuwity nastawk ze samsnej temu, potom přełožuj a dodawaj z njeho.
Jeli nastawk ma wjace hač jedyn njedostatk, wužiwaj prošu předłohu {{Předźěłuj}}. Nimo toho so awtomatisce kategorija Kategorija:Zarodk wo botanice doda.
Módre črijki (Aconitum napellus) je rostlina ze swójby maslenkych rostlinow, z roda črijkow. Dalše serbske mjena su swjateje marcyne stupnički, swjateje marcyne črijki, swjateje marcyne kapički, módre hołbiki a módre šišaki.
Aconitum napellus (L., 1753), comunemente noto come aconito napello, è una pianta erbacea appartenente alla famiglia delle Ranunculaceae, originaria della Gran Bretagna, anche se le varie sottospecie presentano areali differenti[2]. È una delle piante più tossiche della flora italiana diffusa nelle zone montagnose delle Alpi.
Il nome del genere (“Aconitum”) deriva dal greco akòniton (= pianta velenosa). La pianta infatti risulta conosciuta per la sua alta tossicità fin dai tempi dell'antichità omerica. Con questo nome probabilmente veniva indicata una pianta velenosa endemica il cui habitat frequente era tra le rocce ripide di alcune zone della Grecia. Due sono le radici linguistiche che vengono attribuite al nome: (1) akòne (= pietra) in riferimento al suo habitat; (2) koné (= uccidere), facendo ovviamente riferimento alla sua tossicità. Questo nome veniva anche usato come simbolo negativo (maleficio o di vendetta) nella mitologia dei popoli mediterranei.
Il nome del genere sembra derivare anche dall'uso che se ne faceva in guerra: dardi e giavellotti con punte avvelenate.
Plinio ci dice invece che il nome deriva da "Aconae", una località legata alla discesa di Ercole agli inferi (probabilmente vicino a Eraclea).
La pronuncia di questo nome dovrebbe essere (sulle orme di quella latina) /ako'nito/, ma si trova spesso adoperata la pronuncia "alla greca" /a'kɔnito/ (confronta, per esempio, D'Annunzio, Undulna (vv.125-128): «Azzurre son l'ombre sul mare/come sparti fiori d'acònito./Il lor tremolio fa tremare/l'Infinito al mio sguardo attonito»).
La pericolosità della pianta era ben presente agli antichi se ancora Plinio la cita come "arsenico vegetale". Si racconta anche che nell'isola di Ceo, gli anziani ormai inutili venivano soppressi con tale veleno. Nel Medioevo l'aconito venne chiamato con diversi nomi: Cappuccio di monaco o Elmo di Giove o Elmo blu, sempre in riferimento alla sommità del fiore. Nel Cinquecento era conosciuto per la sua presunta efficacia contro la puntura di scorpione (Herbal or General History of Plants - Londra 1597).
Il nome della specie (napellus) deriva dal latino per rapa in riferimento alla particolare forma del rizoma.
Il nome comune Strozzalupo deriva dal fatto che alcuni popoli antichi la usavano per avvelenare i lupi e le volpi.
Il binomio scientifico attualmente accettato (Aconitum napellus) è stato proposto da Carl von Linné (1707 – 1778) biologo e scrittore svedese, considerato il padre della moderna classificazione scientifica degli organismi viventi, nella pubblicazione "Species Plantarum" del 1753.
La seguente descrizione va riferita alla specie Aconitum napellus s.l. (per i caratteri peculiari delle sottospecie italiane vedi il paragrafo “Sistematica”).
Sono piante erbacee, perenni la cui altezza può arrivare da 50 fino a 200 cm. La forma biologica è definita come geofita rizomatosa (G rhiz), ossia sono piante che portano le gemme in posizione sotterranea. Durante la stagione avversa non presentano organi aerei e le gemme si trovano in organi sotterranei come rizomi, un fusto sotterraneo dal quale, ogni anno, si dipartono radici e fusti aerei. La pianta nella parte alta è glandulosa.
Le radici sono secondarie da rizoma.
L'infiorescenza è un racemo terminale simile ad una spiga; alla base è più densa. Alla diramazione dei rami sono presenti delle foglie di tipo bratteale. I fiori sono peduncolati e il peduncolo è più lungo dell'elmo, mentre le brattee sono minori del peduncolo. L'asse dell'infiorescenza si presenta con peli semplici lievemente ricurvi, ma a volte può essere anche glabro. Altezza dell'infiorescenza: 10 – 30 cm.
I fiori
Fiore visto in sezione
Gli stami
Parte terminale di un petalo nettarifero
Frutti essiccati e semi
Questi fiori sono considerati fiori arcaici, o perlomeno derivati da fiori più arcaici dalla struttura aciclica. Il perianzio è formato da due verticilli: gli elementi esterni hanno una funzione di protezione e sono chiamati tepali o sepali (la distinzione dei due termini in questo caso è ambigua e quindi soggettiva); quelli interni sono dei nettari[3] (in questo fiore la corolla è praticamente assente). I fiori sono pentameri (a cinque elementi) a simmetria zigomorfa (o bilaterale). Il colore del perianzio è blu intenso – violetto cupo. La forma complessiva è quella di un fiore protetto e chiuso, ma adatto ad attirare le api. I fiori non sono profumati come del resto la maggioranza dei fiori delle specie della famiglia delle Ranunculaceae. Dimensione dei fiori: 20 – 30 mm.
I frutti
La deiscenza del frutto
Il frutto con i semi
I semi
Il frutto è costituito da un aggregato di 3 (raramente 5) capsule o follicoli glabri, sessili e polispermi (frutto secco sviluppato longitudinalmente con delle fessure per la fuoriuscita dei semi). Ogni follicolo termina con un becco diritto. All'interno del follicolo sono contenuti dei piccoli semi tetraedrici, ma piatti di colore bruno lucido e dalla superficie rugosa. Dimensione dei follicoli: larghezza 5 mm: lunghezza 15 – 20 mm. Dimensione dei semi: 4 mm.
Il genere Aconitum comprende 250 specie[5] (una dozzina delle quali sono spontanee dei territori italiani) distribuite soprattutto nelle regioni temperate. La famiglia delle Ranunculaceae invece comprende oltre 2000 specie distribuite su circa 47 generi[5] (2500 specie e 58 generi secondo altre fonti[6]).
Da un punto di vista sistematico (e pratico) le specie di questo genere vengono classificate in base al colore e alla forma del fiore. In questo caso il fiore “Aconitum napellus” appartiene al gruppo delle piante vellutate con cappuccio più o meno largo quanto alto e fiori blu[7].
L'assetto tassonomico di questo aconito ha subito più di una revisione e modifica in questi ultimi decenni. Sandro Pignatti nella “Flora d'Italia”[8] descrive ad esempio quattro sottospecie (vulgare – neomontanum – corsicum – tauricum). Attualmente i testi più aggiornati[9] tendono a raccogliere le molte varietà individuate per questa pianta in un unico taxon con la seguente denominazione: Aconitum napellus L. emend. Skalicky (mentre assegnano ad una specie autonoma la subsp. tauricum).
L'Aconitum napellus inoltre è a capo del Gruppo di A. napellus[10] la cui descrizione generale (Aconitum napellus s.l.) è data nel paragrafo “Descrizione”. Si tratta di un gruppo polimorfo con un assetto tetraploide dei cromosomi e quindi variabile. La variabilità di questa specie si manifesta soprattutto nella forma delle foglie e nelle dimensioni e forma dell'elmo (elementi comunque che non permettono l'individuazione sicura dei vari taxa). Frequentemente si formano gruppi con caratteri intermedi probabilmente di origine ibridogena, ma possono presentarsi anche forme strettamente localizzate geograficamente. La difficoltà maggiore da un punto di vista sistematico si ha in quanto i limiti tra specie e specie (o anche tra sottospecie e sottospecie) sono a volte molto esigui e comunque variabili[11].
Il numero cromosomico di A. napellus è: 2n = 24, 32[12].
Nell'elenco che segue sono indicate alcune sottospecie, varietà e forme (quelle presenti nella flora spontanea italiana sono descritte più avanti). L'elenco può non essere completo e alcuni nominativi sono considerati da altri autori dei sinonimi della specie principale o anche di altre specie:
Sottospecie:
Varietà:
Forme:
Tenendo presente le osservazioni esposte sopra (nel paragrafo “Sistematica”), qui vengono descritte sommariamente le due sottospecie presenti in Italia allo stato spontaneo:
La pianta di questa voce può facilmente ibridarsi con altri aconiti. Nell'elenco seguente sono indicati alcuni ibridi interspecifici[16][17]:
Questa entità ha avuto nel tempo diverse nomenclature. L'elenco seguente indica alcuni tra i sinonimi più frequenti:
Gli aconiti sono fiori di facile identificazione rispetto ad altri generi; più difficile è distinguere tra di loro le varie specie di aconito specialmente quelle di colore blu-violetto. Il casco (o elmo) insieme all'infiorescenza sono le parti più utili per distinguere le varie specie.
L'intera pianta (foglia, pianta erbacea, radice e tubero) è nell'elenco degli ingredienti vietati negli integratori alimentari del Ministero della Salute[18] e non deve pertanto essere utilizzata. Si consiglia di non toccare la pianta a mani nude in quanto è tossica anche per contatto con la pelle e sono stati segnalati casi mortali[19].
L'ingestione accidentale di aconito provoca numerosi disturbi anche gravi: senso di angoscia, perdita di sensibilità, rallentamento della respirazione, indebolimento cardiaco, formicolìo al viso, sensazione che la pelle del viso si ritiri, ronzio alle orecchie, disturbi della vista, contrazione della gola che può provocare la morte per asfissia. Sono sufficienti quantità di aconitina anche inferiori a 6 mg per causare la morte di un uomo adulto[20].
L'azione dell'aconitina si localizza immediatamente al midollo, aumentando in un primo momento la motilità ma determinando, in maniera improvvisa e spesso letale, la paralisi dei nervi motori, sensitivi e secretori.
Per questo motivo questa pianta era spesso usata, specialmente dai Galli e dai Germani, per motivi militari. Infatti avvelenavano con essa le punte di frecce e lance prima del combattimento.
Sono stati segnalati fenomeni irritativi locali (con principio di intossicazione) solo tenendo un mazzo di questa pianta nelle mani in quanto attraverso la pelle possono essere assorbiti i principi attivi velenosi della aconitina. È comunque da rilevare che la velenosità delle foglie è inferiore a quella dei tubercoli.
Queste piante vengono soprattutto coltivate come fiori ornamentali grazie all'elegante contrasto tra i fiori e il ricco e decorativo fogliame. Sono piante rustiche (di facile impianto e mantenimento) e si adattano a qualsiasi tipo di terreno. Superano facilmente i rigori dell'inverno.
Nelle credenze popolari l'aconito, al pari dell'aglio, può essere usato per tenere lontani i vampiri (come nel film Dracula) e i lupi mannari, non a caso viene spesso nominato nella serie tv Teen Wolf.
Secondo uno studio dello storico tedesco Christoph Schäfer del 2006 sarebbe stato un cocktail di droghe a base di aconito la vera causa della morte della regina Cleopatra, e non il morso di un aspide come i documenti romani hanno tramandato[21][22].
Secondo Ovidio l'aconito nacque dalla bava di Cerbero, infuriato perché incatenato e trascinato fuori dall'Ade da Eracle (l'ultima delle sue imprese). Medea utilizza l'aconito quando, insieme al marito Giasone, tenta di avvelenare Teseo, inizialmente non riconosciuto dal padre[23].
È al centro delle vicende de Il cappuccio del monaco, giallo medievale di Ellis Peters.
Citata molto spesso nella serie The Vampire Diaries dalla terza stagione in quanto secondo una leggenda (fondata) servirebbe ad indebolire i licantropi inserita anche nei libri omonimi.
Nella serie TV Teen Wolf viene nominata in tutte le stagioni e viene usata dai Cacciatori di Licantropi (Argent-Calavera) per uccidere appunto i licantropi.
Nella serie di Dexter il personaggio di Hanna lo utilizza per compiere diversi omicidi.
Harry Potter non conosceva la differenza fra aconito e luparia durante la sua prima lezione di pozioni con Piton.
Nel volume 67 del manga Bleach, il personaggio Askin Nakk Le Varr dice che occorrono 0,1 mg/kg di aconitina per uccidere un uomo.
Nei film horror Licantropia Evolution e Licantropia Apocalypse, la protagonista si inietta estratto di aconito per arrestare o ritardare la mutazione in licantropo.
Nel videogioco Ghost of Tsushima lo "Strozzalupo" è utilizzato per produrre dei dardi avvelenati, utilizzati contro i nemici dal protagonista.
Nella terza stagione della serie You, Love Quinn utilizza l'aconito per uccidere Joe Goldberg, che sopravvive grazie a un antidoto. Sarà poi lui stesso ad utilizzare l'estratto di Luparia per uccidere la moglie.
Aconitum napellus (L., 1753), comunemente noto come aconito napello, è una pianta erbacea appartenente alla famiglia delle Ranunculaceae, originaria della Gran Bretagna, anche se le varie sottospecie presentano areali differenti. È una delle piante più tossiche della flora italiana diffusa nelle zone montagnose delle Alpi.
Mėlynoji kurpelė (lot. Aconitum napellus, angl. Wolf's Bane, vok. Blauer Eisenhut) – vėdryninių (Ranunculaceae) šeimos augalų rūšis. Paplitusi Vakarų ir Centrinėje Europoje.
Tai daugiametis, 1 m aukštį siekiantis augalas. Lapai 5-10 cm ilgio, delniškai suskaidyti į 5 dalis. Žiedai tamsiai purpuriniai, 1-2 cm ilgio. Žydi vasaros pirmoje pusėje.
Mėlynoji kurpelė labai nuodinga. Senovėje jos sultimis tepdavo strėlių antgalius, naudodavo nuodų gamybai.
Zilā kurpīte (Aconitum napellus) ir daudzgadīgs Gundegu dzimtas lakstaugs.
Augums liels 50—120 cm. Sakne bumbuļveida. Stumbrs stāvs, zarains, apmatots. Lapas dalītas 5—7 daļās, garums 5—10 cm, platums 8—14 cm. Uz stumbra izvietotas pamīšus. Ziedi blīvā ķekarā. Ziedi tumši zili vai zili violeti, lielums 1—2 cm. Zied jūlijā, augustā. Auglis — someņu kopauglis.
Suga sastopama Rietumu un Dienvidu Eiropā, parasti kalnos. Latvijā savvaļā sastopama reti. Aug nezālienēs mītņu un kapu tuvumā.
Augs ir indīgs. Tiek audzēts kā krāšņumaugs.
Vikikrātuvē par šo tēmu ir pieejami multivides faili. Skatīt: Aconitum napellusZilā kurpīte (Aconitum napellus) ir daudzgadīgs Gundegu dzimtas lakstaugs.
De blauwe monnikskap (Aconitum napellus, synoniem: Aconitum anglicum) is een vaste plant uit de ranonkelfamilie (Ranunculaceae). De soort komt voor op hoogten tussen 1000 en 2000 m. Het aantal chromosomen is 2n = 16.[1] De plant is een drachtplant voor hommels.
De plant wordt 50–150 cm hoog en heeft een rechtopgaande stengel. Het blad is lobbig vijf tot zevenvoudig diep gedeeld en zeer variabel van vorm. De bovenste bladeren zijn minder gedeeld dan de onderste.
De plant vormt knolachtig verdikte wortels en bloeit in juni met donkerblauwe bloemen. De bloeiwijze is een tros, die bezet is gebogen haren. Het bovenste kroonblad is helmvormig, dat breder als hoog of even breed als hoog is. De bloem heeft veel meeldraden, die aan de basis verbreed zijn.
De vrucht is een ongesteelde kokervrucht met snavel. Ze zitten meestal met drie bij elkaar. De zaden zijn 4,5 mm lang en 3 mm breed.
Vanwege zijn hoge giftigheid (een paar gram is dodelijk voor de mens) werd de plant opgenomen in Materia Medica Pura waarin Hahnemann een 67-tal stoffen en de daardoor veroorzaakte symptomen beschrijft. De blauwe monnikskap werd vroeger weleens aan ter dood veroordeelden gegeven. Kleine kinderen kunnen beter niet aan de plant komen. Na het aanraken van de plant dient men de handen te wassen, omdat de gifstof door de huid kan dringen.
Wortelknollen
Planten
Blad
Bloeiwijze
Vruchten
Opengesprongen vruchten
zaden
Blauwe monnikskap prefereert half beschaduwde tot beschaduwde, koele, basenrijke, vochtige, matig voedselrijke tot voedselrijke klei- en leembodems. Ze verdraagt volle zon mits de bodem voldoende vochtig blijft. Deze gebergteplant (die meestal op een hoogte tussen 1.000-2.000 m staat) groeit in open bossen, in bosranden en struwelen, aan beekoevers, in ruigten en in graslanden. Het gesloten Europese areaal omvat Midden- en West-Europa, van Zuid-Engeland tot de Karpaten in het oosten en verder op enige plaatsen in Zuid-Scandinavië. De soort wordt als tuinplant gebruikt, kan verwilderen en kan dan lang standhouden. In Nederland verwildert de plant zeer zeldzaam, het meest nog in het oostelijke rivierengebied en in het zuidoosten van het land en slechts een enkele keer daarbuiten. Net als alle soorten van dit geslacht heeft de plant een “rijke” geschiedenis als gifplant waar ook oude namen als duivelskruid en wolfsdood op wijzen. Maar ze werd en wordt echter ook medisch aangewend. Zie ook tuinmonnikskap (Aconitum x stoerkianum) en gele monnikskap (Aconitum vulparia).[2]
De blauwe monnikskap (Aconitum napellus, synoniem: Aconitum anglicum) is een vaste plant uit de ranonkelfamilie (Ranunculaceae). De soort komt voor op hoogten tussen 1000 en 2000 m. Het aantal chromosomen is 2n = 16. De plant is een drachtplant voor hommels.
De plant wordt 50–150 cm hoog en heeft een rechtopgaande stengel. Het blad is lobbig vijf tot zevenvoudig diep gedeeld en zeer variabel van vorm. De bovenste bladeren zijn minder gedeeld dan de onderste.
De plant vormt knolachtig verdikte wortels en bloeit in juni met donkerblauwe bloemen. De bloeiwijze is een tros, die bezet is gebogen haren. Het bovenste kroonblad is helmvormig, dat breder als hoog of even breed als hoog is. De bloem heeft veel meeldraden, die aan de basis verbreed zijn.
De vrucht is een ongesteelde kokervrucht met snavel. Ze zitten meestal met drie bij elkaar. De zaden zijn 4,5 mm lang en 3 mm breed.
Vanwege zijn hoge giftigheid (een paar gram is dodelijk voor de mens) werd de plant opgenomen in Materia Medica Pura waarin Hahnemann een 67-tal stoffen en de daardoor veroorzaakte symptomen beschrijft. De blauwe monnikskap werd vroeger weleens aan ter dood veroordeelden gegeven. Kleine kinderen kunnen beter niet aan de plant komen. Na het aanraken van de plant dient men de handen te wassen, omdat de gifstof door de huid kan dringen.
Wortelknollen
Planten
Blad
Bloeiwijze
Vruchten
Opengesprongen vruchten
zaden
Storhjelm (Aconitum napellus) eller venusvogn er ein blome i hjelmslekta i soleiefamilien.
Storhjelm er ein fleirårig plante Han har ein stiv opprett stengel som kan bli opptil 100-120 cm høg med flikete, blanke blad. Han blomstrar med djupblåfiolette blomar i juli til august. Storhjelm liker jamn fukt og kan trivast i sol eller lett skygge.
Storhjelm er mykje brukt som hageplante. Han er svært hardfør, og var tidlegare ein av dei mest brukte hageplantane i Nord-Noreg. Planten blei ofte brukt som «fattigmannshekk» i gamle dager. I Hornindal blei han kalla «Fruens tøffel». Andre stader blei han kalla «Studenternæse» eller «Duva». Storhjelm er ein nær slektning av tyrihjelm, som veks vilt i Noreg.
Heile planten er svært giftig. Han blei tidlegare brukt i medisin, til bedøving og som gift mot fiendar. Munkane innførte han til Noreg som klosterhageplante. Storhjelm blir svært gammal som hageplante, og kan ofte stå igjen på tuftene ved fråflytta hus. Planten kan spreia seg med frø, og finst forvilla mange stader i Noreg.
Det fints også rosa og kvite variantar av storhjelm, A. napellus 'Carneum' , A. napellus 'Rubellum' og A. napellus 'Album' .
Storhjelm (Aconitum napellus) eller venusvogn er ein blome i hjelmslekta i soleiefamilien.
Storhjelm er ein fleirårig plante Han har ein stiv opprett stengel som kan bli opptil 100-120 cm høg med flikete, blanke blad. Han blomstrar med djupblåfiolette blomar i juli til august. Storhjelm liker jamn fukt og kan trivast i sol eller lett skygge.
Storhjelm er mykje brukt som hageplante. Han er svært hardfør, og var tidlegare ein av dei mest brukte hageplantane i Nord-Noreg. Planten blei ofte brukt som «fattigmannshekk» i gamle dager. I Hornindal blei han kalla «Fruens tøffel». Andre stader blei han kalla «Studenternæse» eller «Duva». Storhjelm er ein nær slektning av tyrihjelm, som veks vilt i Noreg.
Heile planten er svært giftig. Han blei tidlegare brukt i medisin, til bedøving og som gift mot fiendar. Munkane innførte han til Noreg som klosterhageplante. Storhjelm blir svært gammal som hageplante, og kan ofte stå igjen på tuftene ved fråflytta hus. Planten kan spreia seg med frø, og finst forvilla mange stader i Noreg.
Det fints også rosa og kvite variantar av storhjelm, A. napellus 'Carneum' , A. napellus 'Rubellum' og A. napellus 'Album' .
Storhjelm (Aconitum napellus) eller Venusvogn er en vakker høyreist blomst i soleiefamilien.
Den er flerårig og en kjent og kjær prydplante her i landet. Storhjelm har en stiv opprett stengel som kan bli opptil 100-120 cm høy med flikete, blanke blader. Den blomstrer med dypblåfiolette blomster i juli til august. Den kan bli en del forgreinet og har ofte relativt lange blomsterstilker. Storhjelm liker jevn fuktighet og kan trives i sol eller lett skygge.
Storhjelm er svært hardfør og var tidligere en av de mest brukte hageplantene i Nord-Norge. Planten ble ofte brukt som "fattigmannshekk" i gamle dager. I Hornindal ble den kalt for "Fruens tøffel". Andre steder ble den kalt for "Studenternæse" eller "Duva". Storhjelm er en nær slektning av Tyrihjelm som vokser vilt i Norge.
Hele planten er meget giftig og hører til de mest giftige hageplantene vi har. Munkene innførte den som klosterhageplante og den kan spre seg med frø. Storhjelm har blitt forvillet mange steder i Norge. I Norden er Storhjelm første gang beskrevet i Danmark i 1563, under navnet Napellenurt. Storhjelm ble tidligere brukt i medisin, som til bedøvelse og i romertiden ble den brukt som gift til fienden.
Storhjelm kan ofte stå igjen på tuftene ved fraflyttede hus og den blir svært gammel som hageplante. Det finnes også rosa og hvite varianter av storhjelm, aconitum napellus Carneum, aconitum napellus Rubellum og aconitum napellus Album.
Storhjelm (Aconitum napellus) eller Venusvogn er en vakker høyreist blomst i soleiefamilien.
Den er flerårig og en kjent og kjær prydplante her i landet. Storhjelm har en stiv opprett stengel som kan bli opptil 100-120 cm høy med flikete, blanke blader. Den blomstrer med dypblåfiolette blomster i juli til august. Den kan bli en del forgreinet og har ofte relativt lange blomsterstilker. Storhjelm liker jevn fuktighet og kan trives i sol eller lett skygge.
Storhjelm er svært hardfør og var tidligere en av de mest brukte hageplantene i Nord-Norge. Planten ble ofte brukt som "fattigmannshekk" i gamle dager. I Hornindal ble den kalt for "Fruens tøffel". Andre steder ble den kalt for "Studenternæse" eller "Duva". Storhjelm er en nær slektning av Tyrihjelm som vokser vilt i Norge.
Hele planten er meget giftig og hører til de mest giftige hageplantene vi har. Munkene innførte den som klosterhageplante og den kan spre seg med frø. Storhjelm har blitt forvillet mange steder i Norge. I Norden er Storhjelm første gang beskrevet i Danmark i 1563, under navnet Napellenurt. Storhjelm ble tidligere brukt i medisin, som til bedøvelse og i romertiden ble den brukt som gift til fienden.
Storhjelm kan ofte stå igjen på tuftene ved fraflyttede hus og den blir svært gammel som hageplante. Det finnes også rosa og hvite varianter av storhjelm, aconitum napellus Carneum, aconitum napellus Rubellum og aconitum napellus Album.
La gamba a l'é robusta, vërda e pòch ramificà, auta da sinquanta a sentsinquanta cm. Le feuje basaj a son verd scur brilant da dzor e biancastre da sot, nërvà, con picol e spartìe a palma; cole dla gamba a ven-o viaman pi cite an montand për la gamba e a son autërnà. La fior a l'é në spi con fior a picol ëd color bleu fòrt e violet scur, ëd forma sarà, ma adata a tiré j'avije.
A chërse ant ij pra, sle rive dij torent, arlongh a malghe, teren rich, argilos, silicos fin a 2000 m.
Da giugn a agost.
Conossùa fin da l'antichità com pianta velenosa, a l'era dovrà da Grech e Roman për anvelené le flece e për anvelené volp e luv. Dël Sincsent a l'era dovrà për curé la pugnure djë scorpion.
La feuja
La pianta
La fior
La smens
La gamba a l'é robusta, vërda e pòch ramificà, auta da sinquanta a sentsinquanta cm. Le feuje basaj a son verd scur brilant da dzor e biancastre da sot, nërvà, con picol e spartìe a palma; cole dla gamba a ven-o viaman pi cite an montand për la gamba e a son autërnà. La fior a l'é në spi con fior a picol ëd color bleu fòrt e violet scur, ëd forma sarà, ma adata a tiré j'avije.
AmbientA chërse ant ij pra, sle rive dij torent, arlongh a malghe, teren rich, argilos, silicos fin a 2000 m.
FioriduraDa giugn a agost.
ParticolaritàConossùa fin da l'antichità com pianta velenosa, a l'era dovrà da Grech e Roman për anvelené le flece e për anvelené volp e luv. Dël Sincsent a l'era dovrà për curé la pugnure djë scorpion.
La feuja
La pianta
La fior
La smens
O acônito (PT-BR) ou acónito (PT-EU) (Aconitum napellus) é uma planta venenosa, pertencente à família Ranunculaceae[1] muito utilizada em fármacos homeopáticos.
Possui raízes tuberosas e caule ereto, com flores azuis na forma de um elmo. O fruto é uma vesícula.
A planta é de importância terapêutica e toxicológica, podendo apresentar risco para saúde em caso de ingestão ou contato com a pele.[2]
É uma planta vivaz que pode atingir até 1,5 metros de altura, tem folhas verde-escuras, palmeadas e recortadas, flores azuis, raramente brancas, e raiz fusiforme. Dá-se bem nas regiões montanhosas, é medicinal e costuma cultivar-se também em jardins, como planta ornamental.
Todas as suas variedades são venenosas quando a semente já está madura. O Aconitum napellus, comum em terrenos úmidos, cultiva-se muito em jardins. Todas as partes da planta são muito venenosas em virtude de possuírem alcalóides distintos.
Outras espécies de acônito existentes em Espanha e Portugal são a erva toira (A. anthora), ou acônito da saúde, e o matalobos (A. lycoctonum), de flor amarela.
Também pode ser receitado pelo seu Médico para o tratamento da ansiedade, mas só com o conhecimento do Médico.
Introduzido na terapia, o acônito era utilizado como sedativo, diurético e analgésico.
Ver: Planta medicinal O acônito serve para ajudar no tratamento do medo, fobia, asma, bronquite, congestão pulmonar, pneumonia, febre com delírios, feridas na pele, gota, gripe, laringite, reumatismo e úlceras.
O acônito (PT-BR) ou acónito (PT-EU) (Aconitum napellus) é uma planta venenosa, pertencente à família Ranunculaceae muito utilizada em fármacos homeopáticos.
Possui raízes tuberosas e caule ereto, com flores azuis na forma de um elmo. O fruto é uma vesícula.
A planta é de importância terapêutica e toxicológica, podendo apresentar risco para saúde em caso de ingestão ou contato com a pele.
É uma planta vivaz que pode atingir até 1,5 metros de altura, tem folhas verde-escuras, palmeadas e recortadas, flores azuis, raramente brancas, e raiz fusiforme. Dá-se bem nas regiões montanhosas, é medicinal e costuma cultivar-se também em jardins, como planta ornamental.
Todas as suas variedades são venenosas quando a semente já está madura. O Aconitum napellus, comum em terrenos úmidos, cultiva-se muito em jardins. Todas as partes da planta são muito venenosas em virtude de possuírem alcalóides distintos.
Outras espécies de acônito existentes em Espanha e Portugal são a erva toira (A. anthora), ou acônito da saúde, e o matalobos (A. lycoctonum), de flor amarela.
Também pode ser receitado pelo seu Médico para o tratamento da ansiedade, mas só com o conhecimento do Médico.
Introduzido na terapia, o acônito era utilizado como sedativo, diurético e analgésico.
Aconitum napellus este o specie de omag din familia Ranunculaceae, nativă din vestul și centrul Europei.
Este o plantă perenă ce crește până la 1m înălțime, cu frunze și tulpini fără "perișori". Frunzele sunt rotunde, 5–10 cm diametrul lor, divizate palmat în 5 până la 7 segmente lobate. Florile sunt purpuriu închis, subțiri de forma unor căști de înălțime 1–2 cm.
Nouă subspecii sunt acceptate de Flora Europaea:
Plantele native din Asia și America de nord trecute înainte ca A.napellus sunt acum tratate ca specii diferite.
Plantele sunt cultivate în grădini în zonele temperate pentru inflorescențele lor asemănătoare cu niște țepi ce înfloresc la începutul verii și pentru frunzișul lor atractiv.
Ca celelalte specii din gen, este foarte otrăvitoare, generând într-atât de multă otravă cardiacă încât să poată fi folosită în timpuri vechi pentru a unge vârful sulițelor și al săgeților.
A fost folosit în etno-medicină în concentrații scăzute în medicina tradițională chineză pentru a trata "răceala", în general "nebunia" și "deficiența Yang".
Aconite este un medicament homeopat făcut din Aconitum napellus.
Carte · 
Categorie · 
Portal · 
WikiProiect
Aconitum napellus este o specie de omag din familia Ranunculaceae, nativă din vestul și centrul Europei.
Prilbica modrá (lat. Aconitum napellus) je trváca rastlina vysoká až 1,5 m s hľuznatým koreňom a pevnou, väčšinou nerozkonárenou stonkou. Nachádza sa v horských lesoch, krovinatých lúkach, pri potokoch. Využíva sa v medicíne ako prostriedok na lokálne utíšenie bolesti. Je smrteľne jedovatá.[chýba zdroj]
Tento článok týkajúci sa botaniky je zatiaľ „výhonok“. Pomôž Wikipédii tým, že ho doplníš a rozšíriš. Äkta stormhatt (Aconitum napellus) är en art i familjen ranunkelväxter. Ursprungligen kommer arten från Väst- och Centraleuropa. Den är sällsynt förvildad i södra Sverige och återfinns då på fuktig, näringsrik mark, exempelvis bäckraviner, lövskogssluttningar och vägrenar. Sporadiska fynd finns även i Norge och södra Finland. Den inhemska arten nordisk stormhatt, Aconitum lycoctonum, är betydligt vanligare i naturen.
Äkta stormhatt blir 80 – 130 cm och blommar från juni till september. Blommorna är intensivt mörkblå eller mörkt blålila på 1 – 2 cm långa håriga skaft, med en hjälm lite bredare än hög.
Stjälk upptill med raka eller böjda hår. Bladen är 6 – 11 cm breda, delade ända in till basen, ovan papillösa och ofta håriga.
Äkta stormhatt är, som sina släktingar i Aconitum, mycket giftig. Främst är det roten och fröna som innehåller stora mängder av alkaloiden akonitin,[1] som är ett förlamande nervgift. Stormhatt har använts som medicinalväxt, främst i salvor på ytliga skador men även invärtes, på grund av akonitinets bedövande och därmed smärtstillande verkan, men på grund av dess starka giftighet har all sådan användning upphört. Giftet har även använts för avrättning och mord, bland annat skall stormhatt ha ingått i det gift Medea gav till Theseus. Det finns inget känt botemedel mot stormhattsförgiftning, enda möjligheten är att hålla hjärta och lungor igång på konstgjord väg tills giftet försvunnit ur kroppen. I Alistair MacLeans thriller Björnön används stormhattsrot blandad med pepparrot vid ett giftmord.
Wikimedia Commons har media som rör Äkta stormhatt.
Äkta stormhatt (Aconitum napellus) är en art i familjen ranunkelväxter. Ursprungligen kommer arten från Väst- och Centraleuropa. Den är sällsynt förvildad i södra Sverige och återfinns då på fuktig, näringsrik mark, exempelvis bäckraviner, lövskogssluttningar och vägrenar. Sporadiska fynd finns även i Norge och södra Finland. Den inhemska arten nordisk stormhatt, Aconitum lycoctonum, är betydligt vanligare i naturen.
Äkta stormhatt blir 80 – 130 cm och blommar från juni till september. Blommorna är intensivt mörkblå eller mörkt blålila på 1 – 2 cm långa håriga skaft, med en hjälm lite bredare än hög.
Stjälk upptill med raka eller böjda hår. Bladen är 6 – 11 cm breda, delade ända in till basen, ovan papillösa och ofta håriga.
Багаторічна рослина до 30-130 см заввишки, з густими суцвіттями квітів кольору індіго. Листя 5–10 см в діаметрі, сегментоване на 5-7 частин, утворюють пірамідальний кущ до 70 см у поперечнику.
Зростає у Північній та Центральній Європі.
В минулому рослину використовували як популярну отруту.[1] Смерть наступає через 6 годин після отруєння. В Римській імперії її використовували для страти злочинців. Вирощування цієї рослини було заборонене під страхом смертної кари.[2]
Наразі існує кілька культурних сортів з білими та рожевими квітами.
Загальний вид рослини
Будова квітки
Насіння
Сорт з білими квітами
Aconitum napellus là một loài thực vật có hoa trong họ Mao lương. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.[2]
Aconitum napellus - Museum specimen
Aconitum napellus là một loài thực vật có hoa trong họ Mao lương. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.
С изображением борца клобучкового были выпущены почтовые марки: в ГДР в 1982 году, в Румынии в 1959-м, в Югославии в 1959-м[12].
С изображением борца клобучкового были выпущены почтовые марки: в ГДР в 1982 году, в Румынии в 1959-м, в Югославии в 1959-м.
舟形烏頭（学名：Aconitum napellus）為毛莨科烏頭屬的多年生植物。分布於歐洲亞洲及美國，生長在遮陰潮濕的土壤。為耐寒多年生草本，葉互生葉片深裂，為多葉莖，總狀花序高長且密集，由淡紫色的盔形小花組成，於初夏開放。全珠有毒，其塊根的根節是植物中最強的神經毒素之一。
所有部份均有毒性，根節毒性最強。根只用於外敷治療神經性疼痛如風濕、坐骨神經痛等。其毒亦可作為箭毒或死刑毒藥。 莎士比亞有用過這東西毒死羅密歐 一毫克足以致命
《科勒藥用植物》(1897),Aconitum napellus
種子
果實內的種子
Aconitum napellus - Museum specimen
这是一篇與藥用植物相關的小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。 舟形烏頭（学名：Aconitum napellus）為毛莨科烏頭屬的多年生植物。分布於歐洲亞洲及美國，生長在遮陰潮濕的土壤。為耐寒多年生草本，葉互生葉片深裂，為多葉莖，總狀花序高長且密集，由淡紫色的盔形小花組成，於初夏開放。全珠有毒，其塊根的根節是植物中最強的神經毒素之一。
.jpg)
_-Osterloh_Nr._105-.jpg)
_BHL303708.jpg)
.JPG)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
_1982,_MiNr_2695.jpg)
