Sisiliskot

Bu məqalə qaralama halındadır. Məqaləni redaktə edərək Vikipediya kömək edə bilərsiniz.
Əgər mümkündürsə, daha dəqiq bir şablondan istifadə edin.
Bu məqalə sonuncu dəfə 5.197.238.163 tərəfindən redaktə olundu. 2 saniyə əvvəl. (Yenilə)

Əsl kərtənkələlər (lat. Lacertidae) – Sürünənlər sinfinin pulcuqlular dəstəsinə aid heyvan fəsiləsi. LENKERAN A.Y.E JİZİN VARAM

Fəsiləyə daxil olan cinslər

• İlanbaş (Ophisops)

Həzm Sistemi

Ağzında eyniölçülü dişlər və ucu haçalanmış əzələli dili olur. Həzm sistemi qurbağaya bənzərdir.Kloaka adlanan orqnı da vardır ki həzm sistemində iştirak edir.

Sidik axarları və böyrəkdəki qida kloakada birləşir və xaricə açılır.

120 kq qaldıra bilən kərtənkələ

Geko (Gecko) kərtənkələsinin ayağının altında setae adlandırılan milyonlarla tükcük var. Bu tükcüklər bir metrin 200 milyardda biri uzunluğundadır. Hər bir tükcüyün ucunda da təxminən min ədəd spatül adlı milyardlarla mikroskopik tükcüklər var. Dr. Kellar Autumn başçılıq etdiyi qrupun apardığı araşdırmalara görə gekonun ayağındakı tükcüklər zəif elektrostatik qüvvə təsiri (Van Der Vals qüvvəsi) meydana gətirir. Kərtənkələnin ayağındakı milyardlarla kiçik tükcüklər sayəsində təmas olunan səthlə çox qüvvətli yaxınlıq təmin edilir və 120 kq çəkini qaldıra bilən möhkəm yapışma qüvvəsi meydana gəlir. Möhtəşəm dizayna malik olan geko saniyədə 15 addım atır və "yapışdığı" səth ilə 30 dərəcəlik bucaq meydana gətirərək ayağını qaldıra bilir. Bu cür addım atmadığı təqdirdə ayaqlar səthə kilidlənir. Gekonun ayaqlarındakı dizayn təqlid edildikdə bu gün xəyal kimi görünən proyektlər həyata keçirilə bilinəcək:

• Kosmos kimi havanın olmadığı mühitdə maddələrin möhkəm yapışması təmin ediləcək.
• Gekonun yapışma sisteminə malik olan robotlardan yanğın və digər fəlakətlərdən sonra xilasetmə əməliyyatlarında istifadə ediləcək (belə robotlar artıq var).
• Geko təqlid edilərək xüsusi yapışqanlı əlcəklər və hündürə dırmanma üçün xüsusi geyimlər istehsal ediləcək.
• Ağrısız çıxarılan yara bantları, eləcə də suda yapışan və ya dönə-dönə istifadə edilən xüsusi bantlar istehsal olunacaq.

Maraqlı məlumatlar

• Hindistanda Komada adlanan ən böyük kərtənkələ yaşayır. Kərtənkələnin uzunluğu 3 m, kütləsi isə 135 kq-a çatır. Sürətlə qaçan bu kərtənkələ ağaca yaxınlaşıb onun budaqlanına dırmanır və birdən donub yerində qalır. Bu anda onun başı üzərində plaşabənzər qəribə bir sey qalxır. Bu onu bildirir ki, kərtənkələ yırtıcı heyvanı gördüyündən həyəcanlanmış və düşmənini qorxutmaq üçün öz plaşını açmışdır. Plaş çətirə oxşayır və nazik qığırdağ toxumasından ibarətdir. Plaşın rəngi şəffafdır. Bundan başqa həm də eşitmə aparatı rolunu oynayır. Plaşı hərəkətə çox möhkəm, həmişə gərgin olan əzələlər gətirir. Belə kərtənkələlər Avstraliyada da yaşayır.

• Göyçə gölü (Sevan gölü) sahillərində çox qəribə həyat tərzinə malik kərtənkələlər vardır. Onların içərisində dişi kərtənkələlər yoxdur. Qəribədir ki, bu erkək kərtənkələlər yumurtlayır. Onların yumurtalarından yaranan kərtənkələlər də erkək olur.

Bölgüsü

Fəsilə iki alt fəsilələrdən ibarətdir — Gallotinae (cins Gallotia və Psammodromus) və Lacertinae.

2011-ci ildə bu fəsiləyə 307 növ daxil edilmişdir. Bu növlər isə öz növbəsində 42 cinsdə birləşmişdir.

Latın adı Azərbaycan adı növün sayı Acanthodactylus Pipikli kərtənkələlər 41 Adolfus Mərkəzi Afrika əsl kərtənkələləri 3 Algyroides Algyroides 4 Anatololacerta 3 Apathya 2 Archaeolacerta 1 Atlantolacerta 1 Australolacerta 2 Congolacerta 2 Dalmatolacerta 1 Darevskia Qayalıq kərtənkələləri 26 Dinarolacerta 2 Eremias Kərtənkələcik 34 Gallotia Kanar kərtənkələləri 8 Gastropholis Qastrofolis 4 Heliobolus 4 Hellenolacerta 1 Holaspis Holaspis 2 Iberolacerta 8 Ichnotropis Enli kərtənkələlər 7 Iranolacerta 2 Lacerta Yaşıl kərtənkələlər 9 Latastia Uzun quyruq kərtənkələlər 11 Meroles Meroles 7 Mesalina Afroasiya kərtənkələcikləri 14 Nucras Nukras 9 Omanosaura 2 Ophisops İlanbaş 8 Parvilacerta 2 Pedioplanis 11 Philochortus Filoxortus 7 Phoenicolacerta 4 Podarcis Divar kərtənkələləri 21 Poromera Poromera 1 Psammodromus Psammodromus 4 Pseuderemias Yalançı kərtənkələcik 7 Scelarcis 1 Takydromus (Ot kərtənkələləri 21 Teira 1 Timon 4 Tropidosaura Tropidozaur 4 Zootoca Diridoğan kərtənkələlər 1

• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 
• 

Ještěrkovití (Lacertidae) jsou čeledí malých až středně velkých, štíhlých ještěrů s lámavým ocasem. V Česku žijí čtyři druhy, ještěrka obecná, ještěrka zelená, ještěrka živorodá a ještěrka zední.

Charakteristika

Ještěrkovití mají ještěrovité tělo, dva páry dobře vyvinutých, pětiprstých končetin a dlouhý lámavý ocas. Hřbetní a břišní část těla pokrývají šupiny stejné velikosti, pod hrdlem je vytvořený límec z šupin, které jsou rovnoměrně uložené. Jazyk je plochý a rozeklaný, zuby jsou k čelisti napojeny z boku (pleurodontní zuby).

Jsou aktivní převážně ve dne, dobře běhají po zemi, některé druhy dokáží šplhat. Bývají vejcorodí, vajíčka s kožovitou skořápkou kladou do děr v zemi. Živí se hlavně hmyzem, výjimku tvoří meroles lopatonosý (Meroles anchietae), který pojídá semena.

Rozšíření

Je známo přes 230 recentních (současných) druhů ještěrkovitých, většina je drobných, do 9 cm délky těla. Žijí v Evropě, Asii i Africe, v ČR čtyři druhy.

Rody

V podčeledi veleještěrky jsou zařazeny dva rody, veleješterka (Gallotia) a paještěrka (Psammodromus). V podčeledi ještěrky je pak rodů 30, mají-li české jméno, rodovým jménem bývá nejčastěji ještěrka, dále paještěrka.

Galerie

• Ještěrka obecná

• Ještěrka zední

Literatura

• GAISLER, Jiří. Zoologie obratlovců. 1. vyd. Praha: Academia, 1983. 536 s.

Externí odkazy

• Obrázky, zvuky či videa k tématu ještěrkovití ve Wikimedia Commons
• Taxon Lacertidae ve Wikidruzích

Tento článek je příliš stručný nebo postrádá důležité informace.
Pomozte Wikipedii tím, že jej vhodně rozšíříte. Nevkládejte však bez oprávnění cizí texty.

Firben (videnskabeligt navn: Lacertidae) er en familie af øgler som lever i Europa, Afrika og Asien. Firbensslægten Lacerta omfatter nogle af Europas mest almindelige øgler. Det er en stor famile med flere hundrede arter i 37 slægter.

Levested

Arterne i Europa og Middelhavsområdet lever hovedsageligt i skove og kratområder. Slægterne Eremias og Ophisops lever i Asiens græssletter og ørkener. Afrikanske arter lever ofte i tørre klippeområder. Holaspis er en af de få firben som lever i træer. De kan svæve gennem luften ved at bruge deres lange haler og flade udbredte kroppe som et glideplan.

Udseende og biologi

Firben er små og mellemstore øgler. De fleste arter er mindre end 9 cm lange fraregnet halen, omend den største nulevende art, Gallotia stehlini, biver over en halv meter, og nogle uddøde arter endnu større. De spiser hovedsageligt insekter. En undtagelse er Meroles anchietae som lever i Namibørkenen og spiser frø.

Firben har normalt samme type kropsform med smalle kroppe og lange haler, men de har meget varierede mønstre og farver, selv inden for samme art. Deres skæl på hovedet er store, ofte med små, fortykkede knogleudvækster (osteodermer), på ryggen er skællene små og kornede, og rektangulære på undersiden. Mønstrene for hanner og hunner er forskellige ved de fleste arter.

Mindst otte arter fra Kaukasus kan formere sig ved ukønnet formering (partenogenese), og tre arter føder levende unger (i modsætning til at lægge æg), heriblandt skovfirben.

Danske firben

I Danmark lever to arter firben:

• Skovfirben (også kaldet Almindeligt firben eller Levendefødende firben, Zootoca vivipara)
• Markfirben (Lacerta agilis)

Die Echten Eidechsen (Lacertidae) sind eine Reptilienfamilie innerhalb der Schuppenkriechtiere (Squamata). Im Deutschen wird synonym oft einfach die Bezeichnung „Eidechsen“ verwendet. Ihre Vertreter kommen in Europa, Afrika und Asien sowie auf vorgelagerten Inseln vor und bevorzugen sonnenwarme, vorwiegend trockene Lebensräume. Sie ernähren sich in der Regel von kleinen Wirbellosen, gelegentlich auch von Samen und Früchten.

Der Begriff „Eidechse“ stand Pate für den Begriff Echse, der 1816 aus ersterem durch Lorenz Oken geschaffen wurde.^[1]

Merkmale

Die meisten Arten sind kleine, schlanke, agile, bodenbewohnende Tiere. Die Spanne der Gesamtlänge reicht von 12 bis 90 cm, wobei kleinere Formen vorherrschen. Vier je fünfzehige Gliedmaßen sind ebenso stets gut ausgebildet wie ein sehr langer Schwanz. Anders als bei anderen Echsen fehlen Haftzehen, Kehlsäcke oder Rückenkämme. Die Oberseite des Kopfes weist symmetrische Schilde auf. Ein Jochbogen ist vorhanden, die Schläfenöffnung ist aber von mit den Schädelknochen verwachsenen Hautknochen bedeckt. Das Gebiss ist pleurodont, d. h. die Zähne sitzen wurzellos an der Innenkante der Kiefer, sie sind dabei seitlich im Kieferinnenrand auf einer Längsleiste angelagert und mit einem Ringband fixiert.^[2] Die seitlichen Zähne tragen häufig zwei bis vier Höcker. Die Augenlider sind meistens frei beweglich, die Pupillen rund. Trommelfelle sind äußerlich deutlich erkennbar. Die Kehle ist fast stets durch ein beschupptes Querband, das sogenannte Halsband, von den Brustschuppen getrennt. Die meistens in regelmäßigen Längs- und Querreihen angeordneten Bauchschuppen sind größer als die Rückenschuppen. Drüsenschuppen (Schenkelporen) an der Unterseite der Oberschenkel sind meist vorhanden; aus diesen sondern die Männchen zur Paarungszeit eine wachsartige Masse ab. Der Schwanz kann an vorgegebenen Sollbruchstellen abgeworfen (Autotomie) und später regeneriert werden.

Häufig liegt Geschlechtsdimorphismus vor, indem die Männchen lebhafter gefärbt sind als die unscheinbareren Weibchen. Fast alle Arten sind eierlegend (ovipar), nur manche lebendgebärend (hier: ovovivipar, darunter die Waldeidechse), wenige pflanzen sich parthenogenetisch fort.^[3][4]

Verbreitung

Echte Eidechsen kommen in Europa, Afrika und von Vorder- bis Südostasien vor. Australien erreichten sie nicht und auch auf den beiden amerikanischen Kontinenten sind sie nicht zu finden.^[5] In Deutschland und der Schweiz kommen fünf Arten vor, die Zauneidechse (Lacerta agilis), die Westliche (L. bilineata) und Östliche Smaragdeidechse (L. viridis), die Mauereidechse (Podarcis muralis) und die Waldeidechse (Zootoca vivipara). Im südlichen Österreich kommt die Kroatische Gebirgseidechse (Iberolacerta horvathi) hinzu.

Systematik

Die phylogenetischen Verwandtschaftsbeziehungen und damit die Taxonomie bei den Lacertidae werden kontrovers diskutiert. Klassisch werden sie zu den Skinkartigen (Scincomorpha) gezählt, nach neueren molekulargenetischen Analysen scheinen sie jedoch näher mit den Doppelschleichen (Amphisbaenia) verwandt zu sein, mit denen sie das Taxon Lacertibaenia bilden.^[6] (vergleiche auch: Systematik der Squamata)

Gegenwärtig werden rund 350 Arten in mehr als 40 Gattungen unterschieden. Die nachfolgende Systematik der Gattungen und Arten orientiert sich an der Online-Datenbank „Reptile Database“.^[7]

Kladogramm der Echten Eidechsen^[8] Lacertidae Gallotiinae

Kanareneidechsen (Gallotia)

Sandläufer (Psammodromus)

Lacertinae

Eremiadini

Lacertini

Takydromus

Zootoca

Scelarcis

Teira

Kieleidechsen (Algyroides)

Phoenicolacerta

Anatololacerta

Mauereidechsen (Podarcis)

Iranolacerta

Parvilacerta

Lacerta

Timon

Iranolacerta

Kaukasische Felseidechsen (Darevskia)

Iberolacerta

Apathya

Hellenolacerta

Dinarolacerta

Archaeolacerta

Dalmatolacerta

• Unterfamilie Gallotiinae Cano, Baez, López-Jurado & Ortega, 1984
  • Kanareneidechsen (Gallotia Boulenger, 1916)
  • Sandläufer (Psammodromus Hallowell, 1852)
• Unterfamilie Lacertinae Oppel, 1811
  • Tribus Lacertini Oppel, 1811
    • Kieleidechsen (Algyroides Bibron & Bory de Saint-Vincent, 1833)
    • Anatololacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Apathya Méhely, 1907
    • Archaeolacerta Mertens, 1921
    • Dalmatolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Kaukasische Felseidechsen (Darevskia Arribas, 1997)
    • Dinarolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Hellenolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Iberolacerta Arribas, 1997
    • Iranolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Lacerta Linnaeus, 1758
    • Zwergeidechsen (Parvilacerta Harris, Arnold & Thomas, 1998)
    • Phoenicolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Mauereidechsen (Podarcis Wagler, 1830)
    • Scelarcis Fitzinger, 1843
    • Langschwanzeidechsen (Takydromus Daudin, 1802)
    • Teira Gray, 1838
    • Timon Tschudi, 1836
    • Zootoca Wagler, 1830
  • Tribus Eremiadini Shcherbak, 1975
    • Fransenfinger-Eidechsen (Acanthodactylus Wiegmann, 1834)
    • Afrikanische Bergeidechsen (Adolfus Sternfeld, 1912)
    • Atlantolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Süd-Felseidechsen (Australolacerta Arnold, 1989)
    • Kongo-Eidechsen (Congolacerta Greenbaum, Villanueva, Kusamba, Aristote & Branch, 2011)
    • Wüstenrenner (Eremias Wiegmann, 1834)
    • Afrikanische Baumeidechsen (Gastropholis Fischer, 1886)
    • Sonnenrenner (Heliobolus Fitzinger, 1843)
    • Sägeschwanz-Eidechsen (Holaspis Gray, 1863)
      • Blaue Sägeschwanzeidechse (Holaspis guentheri Gray, 1863)
    • Rauhschuppen-Eidechsen (Ichnotropis Peters, 1854)
    • Langschwanz-Eidechsen (Latastia Bedriaga, 1884)
    • Scharreidechsen (Meroles Gray, 1838)
    • Arabische Wüstenrenner (Mesalina Gray, 1838)
    • Stumpfkopf-Eidechsen (Nucras Gray, 1845)
    • Oman-Eidechsen (Omanosaura Lutz, Bischoff & Mayer, 1986)
    • Schlangenaugen-Eidechsen (Ophisops Ménétriés, 1832)
    • Graseidechsen (Philochortus Matschie, 1893)
    • Südafrikanische Wüstenrenner (Pedioplanis Fitzinger, 1843)
    • Gekielte Baumeidechsen (Poromera Boulenger, 1887)
    • Falsche Wüstenrenner (Pseuderemias Boettger, 1883)
    • Tropidosaura Fitzinger, 1826
    • Vhembelacerta Edwards, Branch, Herrel, Vanhooydonck, Measey & Tolley, 2013

Einzelnachweise

1. ↑ Albrecht Greule: Kurzwörter in historischer Sicht. In: Jochen A. Bär, Thorsten Roelcke, Anja Steinhauer (Hrsg.): Sprachliche Kürze. Konzeptuelle, strukturelle und pragmatische Aspekte (= Linguistik – Impulse & Tendenzen. Bd. 27). de Gruyter, Berlin u. a. 2007, ISBN 978-3-11-017542-4, S. 128, eingeschränkte Vorschau in der Google-Buchsuche.
2. ↑ Klaus Kabisch: Wörterbuch der Herpetologie. Gustav Fischer, Jena 1990, ISBN 3-334-00307-8, S. 462.
3. ↑ Volker Storch, Ulrich Welsch: Systematische Zoologie. 6., bearbeitete und erweiterte Auflage. Spektrum – Akademischer Verlag, Heidelberg u. a. 2004, ISBN 3-8274-1112-2.
4. ↑ Lexikon der Biologie. Band 8: Diterpene bis Gehirnzentren. Herder, Freiburg (Breisgau) 1984, ISBN 3-451-19643-3.
5. ↑ Eric R. Pianka, Laurie J. Vitt: Lizards. Windows to the Evolution of Diversity (= Organisms and Environments. Bd. 5). University of California Press, Berkeley CA u. a. 2003, ISBN 0-520-23401-4, S. 206–208.
6. ↑ Nicolas Vidal, S. Blair Hedges: The phylogeny of squamate reptiles (lizards, snakes, and amphisbaenians) inferred from nine nuclear protein-coding genes. In: Comptes Rendus Biologies. Bd. 328, Nr. 10/11, 2005, S. 1000–1008, doi:10.1016/j.crvi.2005.10.001, Digitalisat (PDF; 160,48 KB).
7. ↑ Lacertidae In: The Reptile Database
8. ↑ E. Nicholas Arnold, Oscar Arribas, Salvador Carranza: Systematics of the Palaearctic and Oriental lizard tribe Lacertini (Squamata: Lacertidae: Lacertinae), with descriptions of eight new genera (= Zootaxa. 1430). Magnolia Press, Auckland 2007, Digitalisat (PDF; 2,76 MB).

Tekst üüb Öömrang

A "echt" haagedisjin (Lacertidae) san en famile faan krepdiarten (Reptilia) an hiar tu a skolepkrepdiarten (Squamata). Jo lewe uun Euroopa, Afrikoo an Aasien.

Iindialang

• Onerfamile Gallotiinae

  Sköölen: Gallotia – Psammodromus

• Onerfamile Lacertinae

  Sköölen: Acanthodactylus – Adolfus – Algyroides – Anatololacerta – Apathya – Archaeolacerta – Atlantolacerta – Australolacerta – Congolacerta – Dalmatolacerta – Darevskia – Dinarolacerta – Eremias – Gastropholis – Heliobolus – Hellenolacerta – Holaspis – Iberolacerta – Ichnotropis – Iranolacerta – Lacerta – Latastia – Meroles – Mesalina – Nucras – Omanosaura – Ophisops – Parvilacerta – Pedioplanis – Philochortus – Phoenicolacerta – Podarcis – Poromera – Pseuderemias – Scelarcis – Takydromus – Teira – Timon – Tropidosaura – Vhembelacerta – Zootoca

Ferwisang efter bütjen

Lacertidae es un familia de Lacertoidea.

Ang Lacertidae ay ang pamilya ng mga butiki sa dingding, totoo talo, o kung minsan lang lacertas, na katutubong sa Europa, Aprika, at Asya. Kasama sa grupo ang genus Lacerta, na naglalaman ng ilan sa mga pinaka-karaniwang nakikitang species ng butiki sa Europa. Ito ay isang magkakaibang pamilya na may hindi bababa sa 300 species sa 39 genera.

Ang lathalaing ito na tungkol sa Hayop ay isang usbong. Makatutulong ka sa Wikipedia sa nito.

Los Lacertids (Lacertidae) son una familha de pichons saurians nomenats popularament lausèrts, lusèrps, limbèrts/laïmbèrts (especialament los vèrds) e cernalhas/çarnalhas, clavetas, lagramusas, larmusas (los grises).

Se compta environ 280 espècias actualas de Lacertids dins una granda partida d'Africa, d'Asia e d'Euròpa. Son totes d'animals diürnes actius e agils.

^[1][2]

Los tres quarts dels saurians europèus son de Lacertids.

Classificacion

Familha Lacertidae Oppel, 1811 (280 espècias)

• †Amblyolacerta
• †Dormaalisaurus
• †Dracaenosaurus
• †Edlartetia
• †Eolacerta
• †Miolacerta
• †Plesiolacerta
• †Pseudeumeces
• †Ligerosaurus
• †Succinilacerta

• Sosfamilha Gallotiinae Cano, Baez, López-Jurado & Ortega, 1984
  • Gallotia Boulenger, 1916
  • Psammodromus Hallowell, 1852
• Sosfamilha Lacertinae Oppel, 1811
  • Tribú Lacertini Oppel, 1811
    • Algyroides Bibron & Bory de Saint-Vincent, 1833
    • Anatololacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Apathya Méhely, 1907
    • Archaeolacerta Mertens, 1921
    • Dalmatolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Darevskia Arribas, 1997
    • Dinarolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Hellenolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Iberolacerta Arribas, 1997
    • Iranolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Lacerta Linnaeus, 1758
    • Parvilacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Phoenicolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Podarcis Wagler, 1830
    • Scelarcis Fitzinger, 1843
    • Takydromus Daudin, 1802
    • Teira Gray, 1838
    • Timon Tschudi, 1836
    • Zootoca Wagler, 1830
  • Tribú Eremiadini Shcherbak, 1975
    • Acanthodactylus
    • Adolfus
    • Atlantolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
    • Australolacerta
    • Eremias
    • Gastropholis
    • Heliobolus
    • Holaspis
    • Ichnotropis
    • Latastia
    • Meroles
    • Mesalina
    • Nucras
    • Omanosaura
    • Ophisops
    • Philochortus
    • Pedioplanis
    • Poromera
    • Pseuderemias
    • Tropidosaura

Referéncia

Arnold, Arribas & Carranza, 2007 Systematics of the Palaearctic and Oriental lizard tribe Lacertini (Squamata: Lacertidae: Lacertinae), with descriptions of eight new genera Zootaxa 1430: 1–86 Texte original

N.B. : la sistematica dels Reptils e Squamates es en plena mutacion, las classificacions prepausadas pòdon diferir segon las fonts e los moments.

Vejatz tanben

Referéncias extèrnas

• Referéncia TIGR : Lacertidae (en)
• Referéncia Catalogue of Life : Lacertidae (en)
• Referéncia Fauna Europaea : Lacertidae (en)
• Referéncia Fossilworks Paleobiology Database : Lacertidae Bonaparte 1831 (en)
• Referéncia ITIS : Lacertidae (fr) ( (en))
• Referéncia Animal Diversity Web : Lacertidae (en)
• Referéncia NCBI : Lacertidae (en)
• Referéncia UICN : taxon Lacertidae (en)
• Referéncia CITES : familha Lacertidae (fr+en) (sul sit de l’UNEP-WCMC)
• Fotografias de Lacertidae sus Wildherps.com
• Referéncia uBio : Lacertidae (en)
• Referéncia Fonses documentaris ARKive : Lacertidae (en)

• Portal de la zoologia

1. ↑ Variantas: angròta, çarnalha, çarnilha, cernalha, chinchòla, chinsòla, culau, engrajola, engranolha, engrautina, engrinhauda, engrinjòla, engrisòla, engròta, esgrinjòla, grajola, graujòla, grijòla, grinjòla, fissorda, hissangla, luseta, rapieta, sagarlina, sancaleta, sancalina, sancarlina, sangaleta, sangalina, sangarleta, sanglanha, sanglantina, sanglareta, sanglarina, sanglina, sanglòla, sangòina, sangònha, sangrahusa, sangranha, sangrianha, sangrisòla, sanguelina, sanguineta, sangusia, sanluseta, santanhèra, sarelanha, sarlotina, sarrangleta, secalina, segondina, senda, sendan, sendra, sengarlina, sengrialha, senta-causia, sentan, sentra, shancalina, shancalhina, shicolana, shigarlina, shingraula, shishangla, shishangleta, sicolana, sicolaneta, sigarlina, sinaula, sincarlina, sindan, sindon, singardana, singarlina, singlanda, singlantana, singlauta, singlenta, singraula, singrauleta, singraulha, singraulheta, singueneta, singuineta, sinsaròla, sinsòla, sinsoleta, sinzòla
2. ↑ l'ALF balha un grand nombre de noms; l'occitan e lo peitavin-sentongés distinguisson netament lo « lézard vert » del « lézard des murailles ».

Marmarok, marmaroka dîwaran, kelpezer, meqezer an jî maqîze (Lacertidae), famîleyek xijendeyî wek maran, ji canewerên pelikdar in ku pir cins û cureyên wan hene.

Şayes û reftar

Du lingên wê yên ku bi "lep" hene. Çend ku lepên wê weke ku bi sê tilîyan jî bin, karê weke yê mirovekî bi kar bêne. Weke çavên wê ew lapên wê jî pir bi bal in. Çiqasî û çend sal bi ser ve herin jî, marmarok, wê sê çar na jî herî zêde ji pênc teliyan zêdetir maztir û dirêjtir nebe. Çermê wê, di dişibe yê Mar. Lê ku kete du saliya xwe de êdî çermê wê dibe weke Sûsmar. Axlebe jî xwediyê xamleka belek a. Weke margîse, karê rengê xwe bi erdê re bike yek û xwe bi wê ji berçav vedişêrê.

Ew kurmê kêzan dixwin. Piraniya marmarokan li herêmên germ dijîn.

Dabeşandin

Dabeşandina marmarokên dîwaran li binefamîle,êl,cins û cureyan hatiye belavkirin ji aliya Arnold et al., 2007,gor anlaysîza fîlocenetîkî.^[1]

Fmîleya marmarokan an Lacertidae

• Binefamîleya Gallotiinae
  • Cinsa Gallotia (8 cure)
  • Cinsa Psammodromus (6 cure)
• Binefamîleya Lacertinae
  • Êla Eremiadini
    • Cinsa Acanthodactylus (40 cure)
    • Cinsa Adolfus (4 cure)
    • Cinsa Atlantolacerta
    • Cinsa Australolacerta (2 cure)
    • Cinsa Eremias (29 cure)
    • Cinsa Gastropholis
    • Cinsa Heliobolus
    • Cinsa Holaspis
    • Cinsa Ichnotropis
    • Cinsa Latastia (10 cure)
    • Cinsa Meroles (7 cure)
    • Cinsa Mesalina (13 cure)
    • Cinsa Nucras (8 cure)
    • Cinsa Ophisops (8 cure)
    • Cinsa Pedioplanis (10 cure)
    • Cinsa Philochortus
    • Cinsa Poromera
    • Cinsa Pseuderemias
    • Cinsa Scapteira
    • Cinsa Tropidosaura
  • Êla Lacertini
    • CinsaAlgyroides ( 5 cure)
    • Cinsa Anatololacerta
    • Cinsa Dalmatolacerta
    • Cinsa Darevskia (22 cure)
    • Cinsa Dinarolacerta
    • Cinsa Hellenolacerta
    • Cinsa Iberolacerta
    • Cinsa Iranolacerta
    • Cinsa Lacerta (40 cure)
    • Cinsa Parvilacerta
    • Cinsa Phoenicolacerta
    • Cinsa Podarcis
    • Cinsa Scelarcis
    • Cinsa Takydromus
    • Cinsa Timon ( 4 cure)
    • Cinsa Zootoca

Pêşangeh

• Lacerta media

Mijarên têkildar

• Gumgumok

Çavkanî

D'Oadaxln (Lacertidae, Oazoi: Oadaxl, ostboarisch Àdaxl, tiroiarisch Hegedechs und Groanz (fia Smaragd Oadaxln), af deitsch Eidechse) sant a Famui fo gloane, zmoast greane Dexn, de wos fost iawaroi in da Oidn Wöid fiakemant. Eana Fawondtschoft mid ondane Famuina innahoib fo di Griachfiecha is oiwei nu neda gonz glor, und werd deswengad kontrovers diskadiert, owa t'Forschung mocht Furtschrid damid.

In Middleiropa hods fuigade Ortn:

• s'Zau-Oadaxl (Lacerta agilis)
• s'Estliche Greane Oadaxl (Lacerta virdis) und
• as Westliche Greane Oadaxl (Lacerta bilineata), außadem
• as Maua-Oadaxl (Podarcis muralis)
• as Woid-Oadaxl (Zootoca vivipara) und
• s kroatische Gebirgs-Oadaxl (Iberolacerta horvathi).

Oadaxln kemant eha in Midtl- und Südeiropa fia wia im Norn, wals eana weida drom z'koid is. Außahoib fo Eiropa hods nummoi föi meara Ortn fo di Oadaxln.

Literatua

BÖHME, W. (Hrsg.) (1984): Handbuch der Reptilien und Amphibien Europas, Band 2/I, Echsen II (Lacerta). – Wiesbaden (AULA – Verlag). ISBN 3-89104-000-8

Webseitn

• EMBL Reptilien-Datenbank für Lacertidae
• www.herpetofauna.at - Reptilien in Österreich
• www.lacerta.de
• www.herpetofauna-nrw.de

Móselékéte ezalí loléngé la ligilándá likɛ́.

The Lacertidae are the family of the wall lizards, true lizards, or sometimes simply lacertas, which are native to Afro-Eurasia. It is a diverse family with at about 360 species in 39 genera. They represent the dominant group of reptiles found in Europe.

Habitat

The European and Mediterranean species of lacertids live mainly in forest and scrub habitats.^[1] Eremias and Ophisops species replace these in the grassland and desert habitats of Asia. African species usually live in rocky, arid areas. Holaspis species are among the few arboreal lacertids, and its two species, Holaspis guentheri and Holaspis laevis, are gliders (although apparently poor ones), using their broad tail and flattened body as an aerofoil.^[2]

Description

Lacertids are small or medium-sized lizards. Most species are less than 9 cm long, excluding the tail, although the largest living species, Gallotia stehlini, reaches 46 cm, and some extinct forms were larger still. They are primarily insectivorous.^[1] An exception is Meroles anchietae, one of the few wall lizards that regularly eat seeds – an appropriate food for a lizard of the harsh Namib Desert.

Lacertids are remarkably similar in form, with slender bodies and long tails, but have highly varied patterns and colours, even within the same species. Their scales are large on the head, which often also has osteoderms, small and granular on the back, and rectangular on the underside. Most species are sexually dimorphic, with the males and females having different patterns.^[1]

At least eight species from the Caucasus are parthenogenetic,^[3][4] and three species give birth to live young, including the viviparous lizard, Zootoca vivipara.^[1]

Evolutionary history

Lacertids are suspected to have originated in Europe, due to their earliest fossils being found in the region, alongside those of their sister group, the extinct Eolacertidae.^[5] Fossils possibly attributable to lacertids are known from the Paleocene of France and Belgium, though the oldest definitive lacertid is known from the early Eocene (Ypresian) of Mutigny, France in the Paris Basin.^[6] Lacertids dispersed into Asia by the early Oligocene.^[7] The timing of the colonisation of Africa is uncertain, ranging from the Eocene to the Miocene.^[8]

Classification

The classification into subfamilies and tribes below follows one presented by Arnold et al., 2007, based on their phylogenetic analysis.^[9]

Family Lacertidae

• Subfamily Gallotiinae
  • Genus Gallotia (8 species)
  • Genus Psammodromus (6 species)
• Subfamily Lacertinae
  • Tribe Eremiadini
    • Genus Acanthodactylus (41 species)
    • Genus Adolfus (6 species)
    • Genus Australolacerta (1 species)
    • Genus Congolacerta (2 species)
    • Genus Eremias (42 species)
    • Genus Gastropholis (4 species)
    • Genus Heliobolus (6 species)
    • Genus Holaspis (2 species)
    • Genus Ichnotropis (6 species)
    • Genus Latastia (10 species)
    • Genus Meroles (8 species)
    • Genus Mesalina (20 species)
    • Genus Nucras (12 species)
    • Genus Ophisops (11 species)
    • Genus Pedioplanis (16 species)
    • Genus Philochortus (7 species)
    • Genus Poromera (1 species)
    • Genus Pseuderemias (7 species)
    • Genus Tropidosaura (4 species)
  • Tribe Lacertini
    • Genus Algyroides (4 species)
    • Genus Anatololacerta (4 species)
    • Genus Apathya (2 species)
    • Genus Archaeolacerta (1 species)
    • Genus Atlantolacerta (1 species)
    • Genus Dalmatolacerta (1 species)
    • Genus Darevskia (35 species)
    • Genus Dinarolacerta (2 species)
    • Genus Hellenolacerta (1 species)
    • Genus Iberolacerta (8 species)
    • Genus Iranolacerta (2 species)
    • Genus Lacerta (10 species)
    • Genus Omanosaura (2 species)
    • Genus Parvilacerta (2 species)
    • Genus Phoenicolacerta (4 species)
    • Genus Podarcis (26 species)
    • Genus Scelarcis (1 species)
    • Genus Takydromus (24 species)
    • Genus Teira (1 species)
    • Genus Timon (6 species)
    • Genus Vhembelacerta (1 species)
    • Genus Zootoca (2 species)

The latest extensive phylogenetic lacertid tree was made by Baeckens et al. in 2015.^[10]

Extinct genera

• †Succinilacerta Baltic amber, Eocene
• †Plesiolacerta Europe, Eocene-Oligocene
• †Dracaenosaurus France, Oligocene
• †Maioricalacerta Mallorca, Pliocene
• †Quercycerta France, Eocene
• †Janosikia Germany, Miocene
• †Escampcerta France, Eocene
• †Mediolacerta France, Germany, Oligocene
• †Pseudeumeces France, Germany, Spain, Oligocene-Miocene
• †Amblyolacerta France, Czech Republic, Miocene
• †Ligerosaurus France, Miocene
• †Miolacerta Germany, Austria, Czech Republic, Oligocene-Miocene
• †Edlartetia Augé and Rage 2000 Germany, France Austria, Miocene
• †Escampcerta France, Eocene
• †Cernaycerta? France, Paleocene (questioned by some authors)^[6]
• †Dormaalisaurus France, Belgium, Spain, Eocene

References

Retrieved from "https://en.wikipedia.org/w/index.php?title=Lacertidae&oldid=1157172143"

Lacertedoj (Lacertidae) estas familio de lacertuloj vivanta en Eŭropo, Afriko kaj Azio. En ĝia nom-dona genro de lacertoj (Lacerta) estas iuj el la plej ofte vidataj lacertuloj de Eŭropo.

Vivmedio

Ĉiuj lacertedoj vivas surtere. Eŭropaj kaj mediteraneaj specioj ĉefe vivas en arbaroj kaj arbustejoj. Oriente Eremias kaj Ophisops ilin anstataŭigas en la stepoj kaj dezertoj de Azio. Afrikaj specioj kutime vivas en rokaj, sekaj terenoj. Holaspis estas unu el la malmultaj lacertedoj vivantaj en arboj, kaj ĝia sola specio (Holaspis guentheri) estas glitfluganto.

Grandeco

La lacertedoj estas malgrandaj aŭ mezgrandaj; kutime ili longas malpli ol 9 cm (sen vosto) sed kelkaj specioj havas longecon (sen vosto) de pli ol 15 cm, ekzemple Lacerta lepida.

Manĝajo

La lacertedoj estas ĉefe insektomanĝantoj. Meroles anchietae (antaŭe Aporosaura anchietae) estas unu el la malmultaj lacertedoj kiuj ofte manĝas semojn, unu el la pli facile troveblaj manĝaĵoj por lacertulo en la dura Namiba dezerto.

Reproduktado

Almenaŭ ok lacertedaj specioj estas partenogenezaj kaj ĉiuj estas ovonaskaj krom iuj grupoj de Lacerta vivipara.

Ekologio

Lacertedoj preferas urbajn mediojn kie ili povas sin kaŝi inter rokoj, rubaĵoj, kaj konstruaĵoj.

Klasado

Familio Lacertedoj Lacertidae

• Subfamilio Gallotiinae
  • Genro Gallotia
  • Genro Psammodromus

• Subfamilio Lacertenoj Lacertinae
  • Genro Acanthodactylus
  • Genro Adolfus
  • Genro Algyroides
  • Genro Anatololacerta
  • Genro Atlantolacerta
  • Genro Australolacerta
  • Genro Dalmatolacerta
  • Genro Darevskia
  • Genro Dinarolacerta
  • Genro Eremias
  • Genro Gastropholis
  • Genro Heliobolus
  • Genro Hellenolacerta
  • Genro Holaspis
  • Genro Iberolacerta
  • Genro Ichnotropis
  • Genro Iranolacerta
  • Genro Lacerta
  • Genro Latastia
  • Genro Meroles
  • Genro Mesalina
  • Genro Nucras
  • Genro Ophisops
  • Genro Parvilacerta
  • Genro Pedioplanis
  • Genro Philochortus
  • Genro Phoenicolacerta
  • Genro Podarcis
  • Genro Poromera
  • Genro Pseuderemias
  • Genro Takydromus
  • Genro Timon
  • Genro Tropidosaura

Vidu ankaŭ

• Senkruraj lacertoj

Los lacértidos (Lacertidae) son una familia de saurópsidos (reptiles) escamosos nativos de Europa, África y Asia; incluye varias especies comunes en Europa, como las lagartijas (Podarcis) y los lagartos comunes (Lacerta).

Taxonomía y sistemática

Familia Lacertidae

• Subfamilia Gallotiinae

• • Género Gallotia
  • Género Psammodromus

• Subfamilia Lacertinae

• • Género Acanthodactylus
  • Género Adolfus
  • Género Algyroides
  • Género Anatololacerta
  • Género Apathya
  • Género Australolacerta
  • Género Archaeolacerta
  • Género Atlantolacerta
  • Género Congolacerta
  • Género Dalmatolacerta
  • Género Darevskia
  • Género Dinarolacerta
  • Género Eremias
  • Género Gastropholis
  • Género Heliobolus
  • Género Hellenolacerta
  • Género Holaspis
  • Género Iberolacerta
  • Género Ichnotropis
  • Género Iranolacerta
  • Género Lacerta

• • Género Latastia
  • Género Meroles
  • Género Mesalina
  • Género Nucras
  • Género Omanosaura
  • Género Ophisops
  • Género Parvilacerta
  • Género Pedioplanis
  • Género Philochortus
  • Género Phoenicolacerta
  • Género Podarcis
  • Género Poromera
  • Género Pseuderemias
  • Género Scelarcis
  • Género Takydromus
  • Género Teira
  • Género Timon
  • Género Tropidosaura
  • Género Vhembelacerta
  • Género Zootoca

Descripción

• Cuerpo largo y ágil (de entre 10 y 70 cm de longitud).
• Cabeza bien diferenciada.
• Cola larga, puntiaguda, frágil y regenerable.
• Ojos con párpados móviles.
• Tímpano muy destacado.
• Lengua bífida y evaginable.
• Dientes soldados al borde interno de las mandíbulas.
• Patas finas y bien desarrolladas, provistas de cinco dedos delgados y con uñas.
• Cabeza y vientre cubiertos de grandes escamas.
• Dorso con pequeñas escamas granulares.

Comportamiento

Los lacértidos suelen regular su temperatura corporal con precisión, sobre todo moviéndose entre lugares en sol y en sombra. Existen diferentes estrategias de obtención del alimento en el grupo, pero son mayoritariamente cazadores activos, principalmente omnívoros.

Lacertidae Squamata ordenako familia bat da, Europako narrastien artean ugariena. 700 espezie inguru ditu, Europa, Afrika eta Asian bizi direnak.

Muskerra da familia honetako narrastirik ezagunena. Isats mehe luzea eta moztu ahala hazten zaiena dute. Begi niniak biribilak dituzte, eta mihia bi puntakoa eta uzkurkorra.^[1]

Generoak

• Acanthodactylus Wiegmann, 1834
• Adolfus Sternfeld, 1912
• Algyroides Bibron & Bory de Saint-Vincent, 1833
• Anatololacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Apathya Méhely, 1907
• Archaeolacerta Mertens, 1921
• Atlantolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Australolacerta Arnold, 1989
• Congolacerta Greenbaum, Villanueva, Kusamba, Aristote & Branch , 2011
• Dalmatolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Darevskia Arribas, 1997
• Dinarolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Eremias Wiegmann, 1834
• Gallotia Boulenger, 1916
• Gastropholis Fischer, 1886
• Heliobolus Fitzinger, 1843
• Hellenolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Holaspis Gray, 1863
• Iberolacerta Arribas, 1997
• Ichnotropis Peters, 1854
• Iranolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Lacerta Linnaeus, 1758
• Latastia Bedriaga, 1884
• Meroles Gray, 1838
• Mesalina Gray, 1838
• Nucras Gray, 1845
• Omanosaura Lutz, Bischoff & Mayer, 1986
• Ophisops Ménétriés, 1832
• Parvilacerta Harris, Arnold & Thomas, 1998
• Pedioplanis Fitzinger, 1843
• Philochortus Matschie, 1893
• Phoenicolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Podarcis Wagler, 1830
• Poromera Boulenger, 1887
• Psammodromus Fitzinger, 1826
• Pseuderemias Boettger, 1883
• Scelarcis Fitzinger, 1843
• Takydromus Daudin, 1802
• Teira Gray, 1838
• Timon Tschudi, 1836
• Tropidosaura Fitzinger, 1826
• Vhembelacerta Edwards, Branch, Herrel, Vanhooydonck, Measey & Tolley, 2013
• Zootoca Wagler, 1830

Eta honako genero fosilak:

• †Amblyolacerta Rocek, 1984
• †Dormaalisaurus Auge & Smith, 2002
• †Dracaenosaurus Pomel, 1846
• †Edlartetia Auge & Rage, 2000
• †Eolacerta Nöth, 1940
• †Miolacerta Rocek, 1984
• †Plesiolacerta Hoffstetter, 1942
• †Pseudeumeces Hoffstetter, 1944
• †Ligerosaurus Auge, Bailon & Malfay, 2003
• †Succinilacerta Bohme & Weitschat, 1998

Erreferentziak

Sisiliskot (Lacertidae) on liskojen heimo, jonka jäseniä elää Euroopan, Afrikan ja Aasian alueella. Se on monipuolinen heimo, johon kuuluu satoja lajeja, jotka jaetaan 39 sukuun.

Elinympäristö

Euroopan ja Välimeren lajit elävät pääosin metsässä ja pensaikoissa. Aasiassa elää sukujen Eremias ja käärmeensilmäsisiliskot (Ophisops) lajeja niityillä ja aavikolla. Afrikkalaiset lajit elävät yleensä kuivilla, kivikkoisilla alueilla. Holaspis on yksi harvoista puissa elävien sisiliskojen suvuista, ja sen yksi laji, piikkipyrstösisilisko (Holaspis guentheri) kykenee liitämään ilmassa käyttäen häntäänsä ja litteää ruumistaan liitovarjona.^[1]

Ulkonäkö

Sisiliskot ovat pieniä tai keskisuuria liskoja. Useimmat lajit ovat alle 9 cm pitkä ilman häntää, vaikka suurin elävä laji, Gallotia stehlini, saavuttaa 46 cm, ja aiemmin on ollut vielä suurempia lajeja, jotka ovat nyt kuolleet sukupuuttoon. Sisiliskot syövät pääasiassa hyönteisiä. Poikkeus on Meroles anchietae, yksi harvoista sisiliskoista, jotka säännöllisesti syö siemeniä – sopiva ruokavalio Namibin aavikon ankariin oloihin.^[2]

Sisiliskot ovat muodoltaan huomattavan samanlaisia, hoikkia ja pitkähäntäisiä, mutta niissä on hyvin erilaisia kuvioita ja värejä, jopa saman lajin yksilöillä. Niiden suomut ovat suurimpia pään alueella. Useimpien lajien urokset ja naaraat ovat keskenään eri näköisiä.

Vähintään kahdeksan Kaukasuksella elävää lajia lisääntyy partenogeneettisesti,^[3] ja kolme lajeista synnyttää eläviä poikasia.

Lähteet

Aiheesta muualla

• Laji.fi: Lacertidae
• Encyclopaedia of Life: Lacertidae (englanniksi)
• ITIS: Lacertidae (englanniksi)

Les Lacertidae ou Lacertidés sont une famille de sauriens, communément appelés lézards. Elle a été créée par Nicolaus Michael Oppel en 1811.

Répartition

Les espèces de cette famille se rencontrent en Afrique, en Asie et en Europe.

Description

On compte environ 310 espèces actuelles de Lacertidae, ce sont tous des animaux diurnes, actifs et agiles. Ils mesurent en général jusqu'à 20 cm du museau au cloaque.

• 

  Lézard vert mâle

• Podarcis muralis

• Un lézard dans le parc national d'Absheron en Azerbaïdjan. Mai 2018.

L'un des plus communs est le lézard des murailles (Podarcis muralis), un petit lacertidé brun d'Europe tempérée (limite nord : Belgique, Pays-Bas ; commun jusqu'en Roumanie). C'est une espèce grimpeuse et c'est celle qui est la plus familière à proximité des habitations. Les trois quarts des lézards européens sont des Lacertidae.

Liste des genres

Selon Reptarium Reptile Database (30 mars 2015)^[1] :

• Acanthodactylus Wiegmann, 1834
• Adolfus Sternfeld, 1912
• Algyroides Bibron & Bory de Saint-Vincent, 1833
• Anatololacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Apathya Méhely, 1907
• Archaeolacerta Mertens, 1921
• Atlantolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Australolacerta Arnold, 1989
• Congolacerta Greenbaum, Villanueva, Kusamba, Aristote & Branch , 2011
• Dalmatolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Darevskia Arribas, 1997
• Dinarolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Eremias Wiegmann, 1834
• Gallotia Boulenger, 1916
• Gastropholis Fischer, 1886
• Heliobolus Fitzinger, 1843
• Hellenolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Holaspis Gray, 1863
• Iberolacerta Arribas, 1997
• Ichnotropis Peters, 1854
• Iranolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Lacerta Linnaeus, 1758
• Latastia Bedriaga, 1884
• Meroles Gray, 1838
• Mesalina Gray, 1838
• Nucras Gray, 1845
• Omanosaura Lutz, Bischoff & Mayer, 1986
• Ophisops Ménétriés, 1832
• Parvilacerta Harris, Arnold & Thomas, 1998
• Pedioplanis Fitzinger, 1843
• Philochortus Matschie, 1893
• Phoenicolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Podarcis Wagler, 1830
• Poromera Boulenger, 1887
• Psammodromus Fitzinger, 1826
• Pseuderemias Boettger, 1883
• Takydromus Daudin, 1802
• Teira Gray, 1838
• Timon Tschudi, 1836
• Tropidosaura Fitzinger, 1826
• Vhembelacerta Edwards, Branch, Herrel, Vanhooydonck, Measey & Tolley, 2013
• Zootoca Wagler, 1830

et les genres fossiles

• †Amblyolacerta Rocek, 1984
• †Dormaalisaurus Auge & Smith, 2002
• †Dracaenosaurus Pomel, 1846
• †Edlartetia Auge & Rage, 2000
• †Eolacerta Nöth, 1940
• †Miolacerta Rocek, 1984
• †Plesiolacerta Hoffstetter, 1942
• †Pseudeumeces Hoffstetter, 1944
• †Ligerosaurus Auge, Bailon & Malfay, 2003
• †Succinilacerta Bohme & Weitschat, 1998
• †Maioricalacerta Bailon & al, 2014

Taxinomie

Cette famille est parfois divisée^[2] en deux sous-famille, les Gallotiinae Cano, Baez, López-Jurado & Ortega, 1984 (Gallotia et Psammodromus) et les Lacertinae Oppel, 1811, celle-ci divisée en deux tribus : les Lacertini Oppel, 1811 (Algyroides, Anatololacerta, Apathya, Archaeolacerta, Dalmatolacerta, Darevskia, Dinarolacerta, Hellenolacerta, Iberolacerta, Iranolacerta, Lacerta, Parvilacerta, Phoenicolacerta, Podarcis, Scelarcis, Takydromus, Teira, Timon et Zootoca) et les Eremiadini Shcherbak, 1975 (Acanthodactylus, Adolfus, Atlantolacerta, Australolacerta, Eremias, Gastropholis, Heliobolus, Holaspis, Ichnotropis, Latastia, Meroles, Mesalina, Nucras, Omanosaura, Ophisops, Philochortus, Pedioplanis, Poromera, Pseuderemias, Tropidosaura).

Publications originales

• Cano, Baez, López-Jurado & Ortega, 1984 : Karyotype and Chromosome Structure in the Lizard, Gallotia Galloti in the Canary Islands. Journal of Herpetology, vol. 18, n^o 3, p. 344-346.
• Oppel, 1811 : Die Ordnungen, Familien und Gattungen der Reptilien, als Prodrom einer Naturgeschichte derselben. J. Lindauer, München (texte intégral).

Notes et références

A dos lacértidos,^[3] taxonomicamente Lacertidae, é unha familia de réptiles da orde dos escamosos, suborde dos lacertilios e infraorde dos escincomorfos, que comprende especies de pequeno tamaño coñecidas vulgarmente en galego como lagartas,^[4] e outras de maior tamaño como os lagartos,^[5][6] que viven en Europa, África e Asia.

É unha familia moi diversa con polo menos 300 especies distribuídas en 39 xéneros. O grupo inclúe o xénero Lacerta, que contén algunhas das especies de lagartos máis comúns en Europa.

En Galicia pódense atopar con maior ou menor abundancia dez especies de lacértidos, pertencentes aos xéneros Acanthodactylus, Iberolacerta, Lacerta, Podarcis, Psammodromus, Timon e Zootoca.^[7]

Taxonomía

Descrición

A familia foi descrita en 1811 polo zoólogo, especializado en herpetoloxía, e taxónomo alemán Nicolaus Michael Oppel.^[8][9]

Etimoloxía

O nome científico Lacertidae está formado sobra a base do xénero tipo, Lacerta coa adición do sufixo do latín científico -idae, propio dos nomes das familias de animais.

Sinónimos

Ademais do nome actualmente válido, a familia coñeceuse tamén polos sinónimos (ambos nomes de subfamilias):

• Lacertinae Oppel, 1811
• Gallotiinae Cano, Báez, López-Jurado & Ortega, 1984

Clasificación

A clasificación en subfamilias, tribos e xéneros dada aquí segue a presentada por Arnold et al., 2007, baseada en análises filoxenéticas.^[10]

Familia Lacertidae Oppel, 1811

• Subfamilia Gallotiinae Cano, Baez, López-Jurado & Ortega, 1984 (Galotiinos)
  • Xénero Gallotia (8 especies)
  • Xénero Psammodromus (6 especies; en Galicia viven P. hispanicus e P. manuelae - ou algirus-)
• Subfamilia Lacertinae Oppel, 1811 (Lacertinos)
  • Tribo Eremiadini Shcherbak, 1975 (Eremiadininos)
    • Xénero Acanthodactylus (42 especies; en Galicia vive A. erythrurus)
    • Xénero Adolfus (6 especies)
    • Xénero Australolacerta (1 especie)
    • Xénero Congolacerta (2 especies)
    • Xénero Eremias (37 especies)
    • Xénero Gastropholis (4 especies)
    • Xénero Heliobolus (4 especies)
    • Xénero Holaspis (2 especies)
    • Xénero Ichnotropis (6 especies)
    • Xénero Latastia (10 especies)
    • Xénero Meroles (8 especies)
    • Xénero Mesalina (19 especies)
    • Xénero Nucras (11 especies)
    • Xénero Ophisops (10 especies)
    • Xénero Pedioplanis (13 especies)
    • Xénero Philochortus (7 especies)
    • Xénero Poromera (1 especie)
    • Xénero Pseuderemias (7 especies)
    • Xénero Scapteira (1 especie)
    • Xénero Tropidosaura (4 especies)
  • Tribo Lacertini Oppel, 1811 (Lacertininos)
    • Xénero Algyroides (4 especies)
    • Xénero Anatololacerta (4 especies)
    • Xénero Apathya (2 especies)
    • Xénero Archaeolacerta (1 especie)
    • Xénero Atlantolacerta (1 especie)
    • Xénero Dalmatolacerta (1 especie)
    • Xénero Darevskia (34 especies)
    • Xénero Dinarolacerta (2 especies)
    • Xénero Hellenolacerta (1 especie)
    • Xénero Iberolacerta (8 especies; en Galicia vive I. galani)
    • Xénero Iranolacerta (2 especies)
    • Xénero Lacerta (8 especies; en Galicia viven L. schreiberi e o L. bilineata)
    • Xénero Omanosaura (2 especies)
    • Xénero Parvilacerta (2 especies)
    • Xénero Phoenicolacerta (4 species)
    • Xénero Podarcis (23 especies; en Galicia viven P. bocagei, P. hispanica e P. muralis)
    • Xénero Scelarcis (1 especie)
    • Xénero Takydromus (23 especies)
    • Xénero Timon (6 especies; en Galicia vive T. lepidus)
    • Xénero Vhembelacerta (1 especie)
    • Xénero Zootoca (1 especie, que vive en Galicia, Zootoca vivipara).

Filoxenia

As relacións filoxenéticas entre os xéneros dos lacértidos móstranse no seguinte cladograma, segundo Arnold et al., (2007).^[10]

Lacertidae Gallotiinae  

Gallotia

   

Psammodromus

    Lacertinae  

Eremiadini

  Lacertini    

Takydromus

   

Zootoca

         

Scelarcis

   

Teira

         

Algyroides

     

Phoenicolacerta

     

Anatololacerta

   

Podarcis

             

Iranolacerta

     

Parvilacerta

     

Lacerta

   

Timon

             

Iranolacerta

     

Darevskia

   

Iberolacerta

           

Apathya

   

Hellenolacerta

       

Dinarolacerta

     

Archaeolacerta

   

Dalmatolacerta

                     

Características

Os lacértidos son especies de pequeno (lagartas) ou mediano tamaño (lagartos). A maioría delas miden menos de 9 cm de longo, sen contar a cola, aínda que o lagarto arnal pasa dos 15 cm, e a especie máis grande viva, Gallotia stehlini, chega aos 46 cm, e algunhas especies extintas eran aínda meirandes. Son principalmente insectívoros.^[11] Unha excepción é Meroles anchietae, que é unha pequena lagarta que come regularmente sementes, e vive no deserto do Namib (Namibia) e o suroeste de Angola.^[12]

Todos son moi similares en forma, con corpos delgados e longas colas, pero teñen patróns moi variados de coloración, mesmo entre poboacións da mesma especie. As súas escamas son grandes na cabeza, que a miúdo ten osteodermos, e son pequenas e granulares no dorso, e rectangulares no ventre. A maioría das especies son sexualmente dimórficas, e os machos e femias adoitan ter coloracións diferentes, e as femias son normalmente de menor tamaño que os machos.^[11]

A maioría ds especeis son ovíparas, pero tamén hai casos de ovoviviparismo e viviparismo. Polo menos oito especies que viven no Cáucaso son partenoxenéticas,^[13][14] e tres especies dan á luz as crías, como algunhas poboacións da lagarta das brañas (Zootoca vivipara), especie presente en Galicia.^[11][15]

Hábitat

As especies europeas e maditerráneas viven principalmente en bosques e matogueiras.^[11] As especies dos xéneros Eremias e Ophisops substitúenas nos hábitats de praderías e desertos de Asia. As especies africanas viven xeralmente en zonas rochosas e áreas áridas. Holaspis é un dos poucos xéneros arborícolas, e a súa única especie, Holaspis guentheri, é planadora (aínda que non é moi habilidosa), xa que usa a súa longa cola e corpo aplanado como un plano aerodinámico para lanzarse a planar desde as árbores.^[16]

Notas

Véxase tamén

Bibliografía

• Cano, J.; M. Baez, L. F. López-Jurado & G. Ortega(1984): "Karyotype and Chromosome Structure in the Lizard, Gallotia galloti in the Canary Islands". Journal of Herpetology 18 (3): 344-346.
• Galán Regalado, Pedro e Fernández Arias, Gustavo (1993): Anfibios e réptiles de Galicia. Vigo: Xerais. ISBN 84-7507-722-6.
• Oppel, N. M. (1811): Die Ordnungen, Familien und Gattungen der Reptilien, als Prodrom einer Naturgeschichte derselben. München: J. Lindauer (Texto completo).

Outros artigos

• Saurópsidos
• Escamosos
• Lacertilios
• Escincomorfos
• Lista de réptiles de Galicia

Nota: Nesta árbore pódese apeciar a proximidade entre os xéneros Lacerta e Timon, o que explica que as especies deste último estivesen tantos anos incluídos no primeiro. (Ver ambos os artigos destes xéneros).

Lacertidae adalah famili kadal yang tersebar luas di Afrika dan Eurasia (termasuk Indonesia). Nama-nama umum jenis-jenis dari suku ini diantaranya "kadal tembok", "kadal ramping", "bengkarung kecil". Lacertidae, bersama dengan Scincidae (Skink) adalah dua familia kadal yang paling umum dikenal dan sebaran geografisnya paling luas di dunia dibandingkan fammili kadal yang lain.^[1][2]

Pengenalan

Spesies-spesies dalam suku ini kebanyakan memiliki tubuh langsing dan ramping, berbeda dengan kelompok Scincidae yang kebanyakan cenderung lebih gemuk dan padat. Biasanya kadal-kadal ini dijumpai di hutan yang subur atau daerah padang rumput, walau ada juga yang hidup di gurun. Hampir semua jenis dalam suku ini adalah insektivora (pemakan serangga) dan menyukai serangga kecil, biasanya belalang atau kumbang, sebagai makanan utama. Sebagian besar spesies berkembangbiak dengan bertelur, namun ada juga yang melahirkan (ovovivipar).^[3][4]

Klasifikasi^[5]

• Acanthodactylus Wiegmann, 1834
• Adolfus Sternfeld, 1912
• Algyroides Bibron & Bory de Saint-Vincent, 1833
• Anatololacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Apathya Méhely, 1907
• Archaeolacerta Mertens, 1921
• Atlantolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Australolacerta Arnold, 1989
• Congolacerta Greenbaum, Villanueva, Kusamba, Aristote & Branch, 2011
• Dalmatolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Darevskia Arribas, 1997
• Dinarolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Eremias Wiegmann, 1834
• Gallotia Boulenger, 1916
• Gastropholis Fischer, 1886
• Heliobolus Fitzinger, 1843
• Hellenolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Holaspis Gray, 1863
• Iberolacerta Arribas, 1997
• Ichnotropis Peters, 1854
• Iranolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Lacerta Linnaeus, 1758
• Latastia Bedriaga, 1884
• Meroles Gray, 1838
• Mesalina Gray, 1838
• Nucras Gray, 1845
• Omanosaura Lutz, Bischoff & Mayer, 1986
• Ophisops Ménétriés, 1832
• Parvilacerta Harris, Arnold & Thomas, 1998
• Pedioplanis Fitzinger, 1843
• Philochortus Matschie, 1893
• Phoenicolacerta Arnold, Arribas & Carranza, 2007
• Podarcis Wagler, 1830
• Poromera Boulenger, 1887
• Psammodromus Fitzinger, 1826
• Pseuderemias Boettger, 1883
• Takydromus Daudin, 1802
• Teira Gray, 1838
• Timon Tschudi, 1836
• Tropidosaura Fitzinger, 1826
• Vhembelacerta Edwards, Branch, Herrel, Vanhooydonck, Measey & Tolley, 2013
• Zootoca Wagler, 1830

Daftar pustaka

• The Reptile Database, Family Lacertidae
• Cyber lizard
• Herpetoculture of Lacertidae

I Lacertidi (Lacertidae Gray, 1825) sono una famiglia di sauri a cui appartengono oltre 300 specie, presenti in quasi tutta l'Europa, Asia ed Africa.^[1]

Tassonomia

La famiglia comprende i seguenti generi e specie:^[1]

• Genere Acanthodactylus
  • Acanthodactylus aegyptius Baha El Din, 2007
  • Acanthodactylus ahmaddisii Werner, 2004
  • Acanthodactylus arabicus Boulenger, 1918
  • Acanthodactylus aureus Günther, 1903
  • Acanthodactylus bedriagai Lataste, 1881
  • Acanthodactylus beershebensis Moravec, El Din, Seligmann, Sivan & Werner, 1999
  • Acanthodactylus blanci Doumergue, 1901
  • Acanthodactylus blanfordii Boulenger, 1918
  • Acanthodactylus boskianus (Daudin, 1802)
  • Acanthodactylus boueti Chabanaud, 1917
  • Acanthodactylus busacki Salvador, 1982
  • Acanthodactylus cantoris Günther, 1864
  • Acanthodactylus dumerilii (Milne-Edwards, 1829)
  • Acanthodactylus erythrurus (Schinz, 1833)
  • Acanthodactylus felicis Arnold, 1980
  • Acanthodactylus gongrorhynchatus Leviton & Anderson, 1967
  • Acanthodactylus grandis Boulenger, 1909
  • Acanthodactylus guineensis (Boulenger, 1887)
  • Acanthodactylus haasi Leviton & Anderson, 1967
  • Acanthodactylus hardyi Haas, 1957
  • Acanthodactylus harranensis Baran, Kumlutas, Lanza, Sindaco, Avci & Crucitti, 2005
  • Acanthodactylus khamirensis Heidari, Rastegar-Pouyani, Rastegar-Pouyani & Rajabizadeh, 2013
  • Acanthodactylus lineomaculatus Duméril & Bibron, 1839
  • Acanthodactylus longipes Boulenger, 1918
  • Acanthodactylus maculatus (Gray, 1838)
  • Acanthodactylus masirae Arnold, 1980
  • Acanthodactylus micropholis Blanford, 1874
  • Acanthodactylus nilsoni Rastegar-Pouyani, 1998
  • Acanthodactylus opheodurus Arnold, 1980
  • Acanthodactylus orientalis Angel, 1936
  • Acanthodactylus pardalis (Lichtenstein, 1823)
  • Acanthodactylus robustus Werner, 1929
  • Acanthodactylus savignyi (Audouin, 1827)
  • Acanthodactylus schmidti Haas, 1957
  • Acanthodactylus schreiberi Boulenger, 1878
  • Acanthodactylus scutellatus (Audouin, 1827)
  • Acanthodactylus senegalensis Chabanaud, 1918
  • Acanthodactylus spinicauda Doumergue, 1901
  • Acanthodactylus taghitensis Geniez & Foucart, 1995
  • Acanthodactylus tilburyi Arnold, 1986
  • Acanthodactylus tristrami (Günther, 1864)
  • Acanthodactylus yemenicus Salvador, 1982
• Genere Adolfus
  • Adolfus africanus (Boulenger, 1906)
  • Adolfus alleni (Barbour, 1914)
  • Adolfus jacksoni (Boulenger, 1899)
• Genere Algyroides
  • Algyroides fitzingeri (Wiegmann, 1834) - algiroide nano
  • Algyroides marchi Valverde, 1958 - algiroide spagnolo
  • Algyroides moreoticus Bibron & Bory,, 1833 - algiroide greco
  • Algyroides nigropunctatus (Duméril & Bibron, 1839) - algiroide magnifico
• Genere Anatololacerta
  • Anatololacerta anatolica (Werner, 1902) - lucertola delle rocce
  • Anatololacerta danfordi (Günther, 1876)
  • Anatololacerta oertzeni (Werner, 1904)
• Genere Apathya
  • Apathya cappadocica (Werner, 1902)
  • Apathya yassujica (Nilson, Rastegar-Pouyani, Rastegar-Pouyani & Andrén, 2003)
• Genere Archaeolacerta
  • Archaeolacerta bedriagae (Camerano, 1885) - lucertola di Bedriaga
• Genere Atlantolacerta
  • Atlantolacerta andreanskyi (Werner, 1929)
• Genere Australolacerta
  • Australolacerta australis (Hewitt, 1926)
• Genere Congolacerta
  • Congolacerta asukului Greenbaum, Villanueva, Kusamba, Aristote & Branch, 2011
  • Congolacerta vauereselli (Tornier, 1902)
• Genere Dalmatolacerta
  • Dalmatolacerta oxycephala (Duméril & Bibron, 1839)
• Genere Darevskia
  • Darevskia alpina (Darevsky, 1967)
  • Darevskia armeniaca (Méhely, 1909)
  • Darevskia bendimahiensis (Schmidtler, Eiselt & Darevsky, 1994)
  • Darevskia bithynica (Méhely, 1909)
  • Darevskia brauneri (Méhely, 1909)
  • Darevskia caspica Ahmadzadeh, Flecks, Carretero, Mozaffari, Böhme, Harris, Freitas & Rödder, 2013
  • Darevskia caucasica (Méhely, 1909)
  • Darevskia chlorogaster (Boulenger, 1908)
  • Darevskia clarkorum (Darevsky & Vedmederja, 1977)
  • Darevskia daghestanica (Darevsky, 1967)
  • Darevskia dahli (Darevsky, 1957)
  • Darevskia defilippii (Camerano, 1877)
  • Darevskia derjugini (Nikolsky, 1898)
  • Darevskia dryada (Darevsky & Tuniyev, 1997)
  • Darevskia kamii Ahmadzadeh, Flecks, Carretero, Mozaffari, Böhme, Harris, Freitas & Rödder, 2013
  • Darevskia kopetdaghica Ahmadzadeh, Flecks, Carretero, Mozaffari, Böhme, Harris, Freitas & Rödder, 2013
  • Darevskia lindholmi (Lantz & Cyrén, 1936)
  • Darevskia mixta (Méhely, 1909)
  • Darevskia parvula (Lantz & Cyrén, 1913)
  • Darevskia pontica (Lantz & Cyrén, 1919)
  • Darevskia portschinskii (Kessler, 1878)
  • Darevskia praticola (Eversmann, 1834)
  • Darevskia raddei (Boettger, 1892)
  • Darevskia rostombekovi (Darevsky, 1957)
  • Darevskia rudis (Bedriaga, 1886)
  • Darevskia sapphirina (Schmidtler, Eiselt & Darevsky, 1994)
  • Darevskia saxicola (Eversmann, 1834)
  • Darevskia schaekeli Ahmadzadeh, Flecks, Carretero, Mozaffari, Böhme, Harris, Freitas & Rödder, 2013
  • Darevskia steineri (Eiselt, 1995)
  • Darevskia unisexualis (Darevsky, 1966)
  • Darevskia uzzelli (Darevsky & Danielyan, 1977)
  • Darevskia valentini (Boettger, 1892)
• Genere Dinarolacerta
  • Dinarolacerta montenegrina Ljubisavljevi, Arribas, Duki & Carranza, 2007
  • Dinarolacerta mosorensis (Kolombatovic, 1886)
• Genere Eremias
  • Eremias acutirostris (Boulenger, 1887)
  • Eremias afghanistanica Böhme & Scerbak, 1991
  • Eremias andersoni Darevsky & Szczerbak, 1978
  • Eremias argus Peters, 1869
  • Eremias arguta (Pallas, 1773)
  • Eremias aria Anderson & Leviton, 1967
  • Eremias brenchleyi Günther, 1872
  • Eremias buechneri Bedriaga, 1906
  • Eremias cholistanica Baig & Masroor, 2006
  • Eremias fasciata Blanford, 1874
  • Eremias grammica (Lichtenstein , 1823)
  • Eremias intermedia (Strauch, 1876)
  • Eremias kavirensis Mozaffari & Parham, 2007
  • Eremias kokshaaliensis Jeremčenko & Panfilov, 1999
  • Eremias lalezharica Moravec, 1994
  • Eremias lineolata (Nicolsky, 1897)
  • Eremias montanus Rastegar-Pouyani & Rastegar-Pouyani, 2001
  • Eremias multiocellata Günther, 1872
  • Eremias nigrocellata Nicolsky, 1896
  • Eremias nikolskii Nicolsky, 1905
  • Eremias novo Rastegar-Pouyani & Rastegar-Pouyani, 2006
  • Eremias papenfussi Mozaffari, Ahmadzadeh & Parham, 2011
  • Eremias persica Blanford, 1875
  • Eremias pleskei Nicolsky, 1905
  • Eremias przewalskii (Strauch, 1876)
  • Eremias quadrifrons (Strauch, 1876)
  • Eremias regeli Nicolsky, 1905
  • Eremias scripta (Strauch, 1867)
  • Eremias strauchi Kessler, 1878
  • Eremias stummeri Wettstein, 1940
  • Eremias suphani Basoglu & Hellmich, 1968
  • Eremias szczerbaki Jeremčenko, Panfilov & Zarinenko, 1992
  • Eremias velox (Pallas, 1771)
  • Eremias vermiculata Blanford, 1875
  • Eremias yarkandensis Blanford, 1875
• Genere Gallotia
  • Gallotia atlantica (Peters & Doria, 1882) - lucertola atlantica
  • Gallotia auaritae Mateo, Garcia-Marquez, López-Jurado & Barahona, 2001 - lucertola gigante di La Palma
  • Gallotia bravoana Hutterer, 1985 - lucertola gigante di La Gomera
  • Gallotia caesaris (Lehrs, 1914) - lucertola di Boettger
  • Gallotia galloti (Oudart, 1839) - lucertola di Tenerife
  • Gallotia intermedia Barrbadillo, Lacoba, Pérez-Mellado, Sancho & López-Jurado, 2000 - lucertola chiazzata di Tenerife
  • Gallotia simonyi (Steindachner, 1889) - lucertola gigante di El Hierro
  • Gallotia stehlini (Schenkel, 1901) - lucertola gigante delle Canarie
• Genere Gastropholis
  • Gastropholis echinata (Cope, 1862)
  • Gastropholis prasina Werner, 1904
  • Gastropholis tropidopholis (Boulenger, 1916)
  • Gastropholis vittata Fischer, 1886
• Genere Heliobolus
  • Heliobolus lugubris (Smith, 1838)
  • Heliobolus neumanni (Tornier, 1905)
  • Heliobolus nitidus (Günther, 1872)
  • Heliobolus spekii (Günther, 1872)
• Genere Hellenolacerta
  • Hellenolacerta graeca (Bedriaga, 1886)
• Genere Holaspis
  • Holaspis guentheri Gray, 1863
  • Holaspis laevis Werner, 1895
• Genere Iberolacerta
  • Iberolacerta aranica (Arribas, 1993)
  • Iberolacerta aurelioi (Arribas, 1994)
  • Iberolacerta bonnali (Lantz, 1927)
  • Iberolacerta cyreni (Müller & Hellmich, 1937)
  • Iberolacerta galani Arribas, Carranza & Odierna, 2006
  • Iberolacerta horvathi (Méhely, 1904) - lucertola di Horvath
  • Iberolacerta martinezricai (Arribas, 1996)
  • Iberolacerta monticola (Boulenger, 1905)
• Genere Ichnotropis
  • Ichnotropis bivittata Bocage, 1866
  • Ichnotropis capensis (Smith, 1838)
  • Ichnotropis chapini Schmidt, 1919
  • Ichnotropis grandiceps Broadley, 1967
  • Ichnotropis microlepidota Marx, 1956
  • Ichnotropis tanganicana Boulenger, 1917
• Genere Iranolacerta
  • Iranolacerta brandtii (De Filippi, 1863)
  • Iranolacerta zagrosica (Rastegar-Pouyani & Nilson, 1998)
• Genere Lacerta
  • Lacerta agilis Linnaeus, 1758 - lucertola degli arbusti
  • Lacerta bilineata Daudin, 1802 - ramarro occidentale
  • Lacerta media Lantz & Cyrén, 1920
  • Lacerta mostoufii Baloutch, 1976
  • Lacerta pamphylica Schmidtler, 1975
  • Lacerta schreiberi Bedriaga, 1878 - lucertola di Schreiber
  • Lacerta strigata Eichwald, 1831
  • Lacerta trilineata Bedriaga, 1886 - ramarro gigante
  • Lacerta viridis (Laurenti, 1768) - ramarro orientale
• Genere Latastia
  • Latastia boscai Bedriaga, 1884
  • Latastia caeruleopunctata (Parker, 1935)
  • Latastia carinata (Peters, 1874)
  • Latastia cherchii Arillo, Balletto & Spano, 1967
  • Latastia doriai Bedriaga, 1884
  • Latastia johnstonii Boulenger, 1907
  • Latastia longicaudata (Reuss, 1834)
  • Latastia ornata Monard, 1940
  • Latastia siebenrocki (Tornier, 1905)
  • Latastia taylori Parker, 1942
• Genere Meroles
  • Meroles anchietae (Bocage, 1867)
  • Meroles ctenodactylus (Smith, 1838)
  • Meroles cuneirostris (Strauch, 1867)
  • Meroles knoxii (Milne-Edwards, 1829)
  • Meroles micropholidotus Mertens, 1938
  • Meroles reticulatus (Bocage, 1867)
  • Meroles squamulosa (Peters, 1854)
  • Meroles suborbitalis (Peters, 1869)
• Genere Mesalina
  • Mesalina adramitana (Boulenger, 1917)
  • Mesalina ayunensis Arnold, 1980
  • Mesalina bahaeldini Segoli, Cohen & Werner, 2002
  • Mesalina balfouri (Blanford, 1881)
  • Mesalina brevirostris Blanford, 1874
  • Mesalina ercolinii (Lanza & Poggesi, 1975)
  • Mesalina guttulata (Lichtenstein , 1823)
  • Mesalina kuri Joger & Mayer, 2002
  • Mesalina martini (Boulenger, 1897)
  • Mesalina olivieri (Audouin, 1829)
  • Mesalina pasteuri (Bons, 1960)
  • Mesalina rubropunctata (Lichtenstein , 1823)
  • Mesalina simoni (Boettger, 1881)
  • Mesalina watsonana (Stoliczka, 1872)
• Genere Nucras
  • Nucras boulengeri Neumann, 1900
  • Nucras caesicaudata Broadley, 1972
  • Nucras holubi (Steindachner, 1882)
  • Nucras intertexta (Smith, 1838)
  • Nucras lalandii (Milne-Edwards, 1829)
  • Nucras livida (Smith, 1838)
  • Nucras ornata (Gray, 1864)
  • Nucras scalaris Laurent, 1964
  • Nucras taeniolata (Smith, 1838)
  • Nucras tessellata (Smith, 1838)
• Genere Omanosaura
  • Omanosaura cyanura (Arnold, 1972)
  • Omanosaura jayakari (Boulenger, 1887)
• Genere Ophisops
  • Ophisops beddomei (Jerdon, 1870)
  • Ophisops elbaensis Schmidt & Marx, 1957
  • Ophisops elegans Ménétries, 1832
  • Ophisops jerdonii Blyth, 1853
  • Ophisops leschenaultii (Milne-Edwards, 1829)
  • Ophisops microlepis Blanford, 1870
  • Ophisops minor (Deraniyagala, 1971)
  • Ophisops occidentalis (Boulenger, 1887)
• Genere Parvilacerta
  • Parvilacerta fraasii (Lehrs, 1910)
  • Parvilacerta parva (Boulenger, 1887)
• Genere Pedioplanis
  • Pedioplanis benguellensis (Bocage, 1867)
  • Pedioplanis breviceps (Sternfeld, 1911)
  • Pedioplanis burchelli (Duméril & Bibron, 1839)
  • Pedioplanis gaerdesi (Mertens, 1954)
  • Pedioplanis haackei Conradie, Measey, Branch & Tolley, 2012
  • Pedioplanis huntleyi Conradie, Measey, Branch & Tolley, 2012
  • Pedioplanis husabensis Berger-Dell'Mour & Mayer, 1989
  • Pedioplanis inornata (Roux, 1907)
  • Pedioplanis laticeps (Smith, 1849)
  • Pedioplanis lineoocellata (Duméril & Bibron, 1839)
  • Pedioplanis namaquensis (Duméril & Bibron, 1839)
  • Pedioplanis rubens (Mertens, 1955)
  • Pedioplanis undata (Smith, 1838)
• Genere Philochortus
  • Philochortus hardeggeri (Steindachner, 1891)
  • Philochortus intermedius Boulenger, 1917
  • Philochortus neumanni Matschie, 1893
  • Philochortus phillipsi (Boulenger, 1898)
  • Philochortus spinalis (Peters, 1874)
  • Philochortus zolii Scortecci, 1934
• Genere Phoenicolacerta
  • Phoenicolacerta cyanisparsa (Schmidtler & Bischoff, 1999)
  • Phoenicolacerta kulzeri (Müller & Wettstein, 1932)
  • Phoenicolacerta laevis (Gray, 1838)
  • Phoenicolacerta troodica (Werner, 1936)
• Genere Podarcis
  • Podarcis bocagei (Seoane, 1885) - lucertola di Bocage
  • Podarcis carbonelli Pérez Mellado, 1981
  • Podarcis cretensis (Wettstein, 1952)
  • Podarcis erhardii (Bedriaga, 1882)
  • Podarcis filfolensis (Bedriaga, 1876) - lucertola di Malta
  • Podarcis gaigeae (Werner, 1930)
  • Podarcis guadarramae (Boscá, 1916)
  • Podarcis hispanicus (Steindachner, 1870) - lucertola iberica
  • Podarcis levendis Lymberakis et al, 2008
  • Podarcis lilfordi (Günther, 1874)
  • Podarcis liolepis (Boulenger, 1905)
  • Podarcis melisellensis (Braun, 1877)
  • Podarcis milensis (Bedriaga, 1882)
  • Podarcis muralis (Laurenti, 1768) - lucertola muraiola
  • Podarcis peloponnesiacus (Bibron & Bory, 1833) - lucertola del Peloponneso
  • Podarcis pityusensis (Boscá, 1883)
  • Podarcis raffonei Mertens, 1952 - lucertola eoliana
  • Podarcis siculus (Rafinesque, 1810) - lucertola italiana o lucertola campestre
  • Podarcis tauricus (Pallas, 1814)
  • Podarcis tiliguerta (Gmelin, 1789) - lucertola tirrenica
  • Podarcis vaucheri Boulenger, 1905
  • Podarcis virescens Geniez et al, 2014
  • Podarcis waglerianus Gistel, 1868 - lucertola siciliana
• Genere Poromera
  • Poromera fordii (Hallowell, 1857)
• Genere Psammodromus
  • Psammodromus algirus (Linnaeus, 1758) - lucertola striata comune
  • Psammodromus blanci (Lataste, 1880)
  • Psammodromus hispanicus Fitzinger, 1826
  • Psammodromus microdactylus (Boettger, 1881)
  • Psammodromus occidentalis Fitze, Gonzalez-Jimena, San-Jose, San Mauro & Zardoya, 2012
• Genere Pseuderemias
  • Pseuderemias brenneri (Peters, 1869)
  • Pseuderemias erythrosticta (Boulenger, 1891)
  • Pseuderemias mucronata (Blanford, 1870)
  • Pseuderemias savagei (Gans, Laurent & Pandit, 1965)
  • Pseuderemias septemstriata (Parker, 1942)
  • Pseuderemias smithii (Boulenger, 1895)
  • Pseuderemias striatus (Peters, 1874)
• Genere Scelarcis
  • Scelarcis perspicillata (Duméril & Bibron, 1839)
• Genere Takydromus
  • Takydromus amurensis (Peters, 1881)
  • Takydromus dorsalis Stejneger, 1904
  • Takydromus formosanus (Boulenger, 1894)
  • Takydromus hani Chou, Truong & Pauwels, 2001
  • Takydromus haughtonianus (Jerdon, 1870)
  • Takydromus hsuehshanensis Lin & Cheng, 1981
  • Takydromus intermedius Stejneger, 1924
  • Takydromus khasiensis (Boulenger, 1917)
  • Takydromus kuehnei Van Denburgh, 1909
  • Takydromus luyeanus Lue & Lin, 2008
  • Takydromus madaensis Bobrov, 2013
  • Takydromus sauteri Van Denburgh, 1909
  • Takydromus septentrionalis (Günther, 1864)
  • Takydromus sexlineatus Daudin, 1802
  • Takydromus sikkimensis (Günther, 1888)
  • Takydromus smaragdinus (Boulenger, 1887)
  • Takydromus stejnegeri Van Denburgh, 1912
  • Takydromus sylvaticus (Pope, 1928)
  • Takydromus tachydromoides (Schlegel, 1838)
  • Takydromus toyamai Takeda & Ota, 1996
  • Takydromus viridipunctatus Lue & Lin, 2008
  • Takydromus wolteri (Fischer, 1885)
• Genere Teira
  • Teira dugesii (Milne-Edwards, 1829) - lucertola muraiola di Madera
• Genere Timon
  • Timon lepidus (Daudin, 1802)
  • Timon pater (Lataste, 1880)
  • Timon princeps (Blanford, 1874)
  • Timon tangitanus (Boulenger, 1889)
• Genere Tropidosaura
  • Tropidosaura cottrelli Hewitt, 1925
  • Tropidosaura essexi Hewitt, 1927
  • Tropidosaura gularis Hewitt, 1927
  • Tropidosaura montana (Duméril & Bibron, 1839)
• Genere Vhembelacerta
  • Vhembelacerta rupicola (Fitzsimons, 1933)
• Genere Zootoca
  • Zootoca vivipara (Lichtenstein, 1823) - lucertola vivipara
  • Zootoca carniolica

Note

Lacertidae
Lacerta (Lacerta) viridis Taxonomia Regnum: Animalia Phylum: Chordata Classis: Reptilia Ordo: Squamata Subordo: Lacertibaenia Familia: Lacertidae
Gray, 1825 Synonyma

• Lacertiformata Vidal & Hedges, 2005

Subfamiliae

• Gallotiinae
  Cano, Baez, Lopez-Jurado, Ortega, 1984
• Lacertinae
  Oppel, 1811

Tribus

• Eremiadini
  Shcherbak, 1975
• Lacertini
  Oppel, 1811

Genera

• Acanthodactylus
• Adolfus
• Algyroides
• Anatololacerta
• Apathya
• Archaeolacerta
• Atlantolacerta
• Australolacerta
• Dalmatolacerta
• Darevskia
• Dinarolacerta
• Eremias
• Gallotia
• Heliobolus
• Hellenolacerta
• Iberolacerta
• Iranolacerta
• Lacerta
  Linnaeus, 1758
• Latastia
• Meroles
• Mesalina
• Nucras
• Ophisops
• Parvilacerta
• Phoenicolacerta
• Podarcis
  Wagler, 1830
• Pedioplanis
• Psammodromus
• Scelarcis
• Takydromus
• Teira
• Timon
• Tropidosaura
• Zootoca
  Wells, 1846

Species

• Lacerta (Archaeolacerta) bedriagae
  Camerano, 1885
• Lacerta (Dalmatolacerta) oxycephala
  Dumeril & Bibron, 1839
• Lacerta (Dinarolacerta) montenegrina
• Lacerta (Dinarolacerta) mosorensis
  Kolombatović, 1886
• Lacerta (Hellenolacerta) graeca
  Bedriaga, 1886
• Lacerta (Iberolacerta) aranica
• Lacerta (Iberolacerta) aurelioi
• Lacerta (Iberolacerta) bonnali
• Lacerta (Iberolacerta) cyreni
• Lacerta (Iberolacerta) galani
• Lacerta (Iberolacerta) horvathi
  Méhely, 1904
• Lacerta (Iberolacerta) martinezricai
• Lacerta (Iberolacerta) monticola
  Boulenger, 1905
• Lacerta (Lacerta) agilis
  Linnaeus, 1758
• Lacerta (Lacerta) anatolica
  Werner, 1902
• Lacerta (Lacerta) andreanskyi
• Lacerta (Lacerta) bilineata
  Daudin, 1802
• Lacerta (Lacerta) brandtii
• Lacerta (Lacerta) cappadocica
• Lacerta (Lacerta) cyanisparsa
  Schmidtler & Bischoff, 1999
• Lacerta (Lacerta) cyanura
• Lacerta (Lacerta) danfordi
• Lacerta (Lacerta) dryada
• Lacerta (Lacerta) goliath †
• Lacerta (Lacerta) herseyi
• Lacerta (Lacerta) jayakari
• Lacerta (Lacerta) kulzeri
  Müller & Wettstein, 1933
• Lacerta (Lacerta) laevis
• Lacerta (Lacerta) maxima †
• Lacerta (Lacerta) media
• Lacerta (Lacerta) mostoufii
• Lacerta (Lacerta) oertzeni
  Werner, 1904
• Lacerta (Lacerta) pamphylica
• Lacerta (Lacerta) schreiberi
  Bedriaga, 1878
• Lacerta (Lacerta) siculimelitensis †
• Lacerta (Lacerta) steineri
• Lacerta (Lacerta) strigata
• Lacerta (Lacerta) trilineata
  Bedriaga, 1886
• Lacerta (Lacerta) viridis
  Laurentius, 1768
• Lacerta (Lacerta) yassujica
  Nilson, Rastegar-pouyani, Rastegar-pouyani & Andrén, 2003
• Lacerta (Lacerta) zagrosica
  Rastegar-pouyani & Nilson, 1998
• Lacerta (Lacerta) fraasi
  Lehrs, 1910
• Lacerta (Parvilacerta) parva
  Boulenger, 1887
• Lacerta (Scelarcis) perspicillata
• Lacerta (Teira) dugesii
  Milne-Eduardus, 1829
• Darevskia armeniaca
  Méhely, 1909
• Darevskia chlorogaster
• Darevskia parvula sive saxicola
• Darevskia praticola
• Timon lepidus
  Daudin, 1802

Lacertidae sunt familia Squamatorum praesertim Europaeis, cum communissima et apud domos hominis sint.

Cladogramma secundum Fu (2000)

─o Lacertibaenia Vidal & Hedges, 2005 ├── Amphisbaenia Gray, 1844 └─o Lacertidae Gray, 1825 ├─o Gallotiinae │ ├── Gallotia │ └── Psammodromus └─o Lacertinae ├─o Lacertini │ ├── Lacerta (Archaeolacerta) v. │ └─┬─┬── Dinarolacerta │ │ └── Algyroides │ └─┬─┬── Teira p. │ │ └── Podarcis │ └─┬─┬── Timon │ │ └── Lacerta │ └─┬── Lacerta (Archaeolacerta) bedriagae │ └─┬── Zootoca vivipara │ └── Takydromus └─o Eremiadini ├─┬── Acanthodactylus │ └── Mesalina └─┬─┬─┬── Heliobolus │ │ └── Latastia │ └── Nucras └─┬─┬─┬── Teira v. │ │ └─┬── Ophisops │ │ └── Adolfus v. │ └─┬── Eremias │ └── Adolfus j. └─┬── Meroles └─┬── Pedioplanis └── Tropidosaura 

Haec stipula ad reptile spectat. Amplifica, si potes!

Driežiniai (lot. Lacertidae, angl. True lizards, vok. Echte Eidechsen) – žvynaroplių (Squamata) būrio šeima, kuriai priklauso ropliai, turintys gerai išsivysčiusius ir judančius akių vokus, raginiais žvynais apaugusį pilvą ir kojas. Uodega ilgesnė už liemenį su galva; ji nulūžta, bet greit regeneruoja. Galūnės gerai išsivysčiusios, penkiapirštės.

Driežų šeimoje yra apie 30 genčių ir 170 rūšių. Paplitę Europoje, Azijoje ir Afrikoje. Lietuvoje gyvena dvi rūšys:

• Vikrusis driežas (Lacerta agilis)
• Gyvavedis driežas (Lacerta vivipara)

Sistematika

• Pošeimis. Gallotiinae
  • Kanariniai driežai (Gallotia)
  • Psammodromus

• Pošeimis. Lacertinae
  • Šukapirščiai driežai (Acanthodactylus)
  • Centrinės Afrikos tikrieji driežai (Adolfus)
  • Algyroides
  • Australolacerta
  • Darevskia
  • Stepiniai driežai (Eremias)
  • Gastropholis
  • Holaspis
  • Heliobolus
  • Iberolacerta
  • Grublėtieji driežai (Ichnotropis)
  • Tikrieji driežai (Lacerta)
  • Ilgauodegiai driežai (Latastia)
  • Meroles
  • Mesalina
  • Bukasnukiai driežai (Nucras)
  • Gyvatgalviai driežai (Ophisops)
  • Pedioplanis
  • Philochortus
  • Sieniniai driežai (Podarcis)
  • Poromera
  • Netikrieji driežai (Pseuderemias)
  • Žoliniai driežai (Takydromus)
  • Timon
  • Kylianosiai driežai (Tropidosaura)

Firfisler er en stor familie med skjellkledde øgler med et konisk hode, lang hale og fire velutviklede bein. Kroppslengde er som regel under 9 cm, men perlefirfisle kan bli over 15 cm. De er dagaktive, og blir lett lagt merke til. Føden består hovedsakelig av insekter. I Norge lever bare én art, på norsk bare kalt firfisle. Den arten lever lengst nord av alle krypdyr, og finnes helt nord til Alta. Firfislene er rikest utviklet i middelhavsområdet, der det ofte finnes seks til sju arter i det samme området. Her har alle større øyer og halvøyer sine egne endemiske arter og underarter.

På engelsk kalles denne familien wall lizards, mens ordet lizards brukes om alle øgler. Dette kan lett kan føre til misforståelser når man skal oversette fra engelsk til norsk. Firfisler finnes ikke i Amerika, bortsett fra tre europeiske arter som er er forvillet noen steder i USA. En annen øglefamilie, tejuer, som ligner mye på firfislene, er derimot vidt utbredt i Amerika.

Systematikk^[1]

Underfamilie Gallotiinae

• slekt Gallotia – Kanarifirfisler

Slekten har sju nålevende arter, og finnes kun på Kanariøyene. Det lever ofte en stor og en liten art i samme område. De store artene er truet av utryddelse, og Gallotia auaritae og G. simonyi simoyi er allerede utdødd.

• slekt Psammodromus – Sandløpere
  Slekten har seks arter i det vestlig middelhavsområdet:
  • Algerisk sandløper (P. algirus) – Tunisia, Algerie, Marokko, Spania, Portugal, Sør-Frankrike
  • Psammodromus blanci – Tunisia, Algerie, Nordøst-Marokko
  • Iberisk sandløper (P. hispanicus) – Spania, Portugal, Sør-Frankrike
  • Psammodromus jeanneae – En nylig beskrevet art fra Sør-Spania
  • Psammodromus manuelae – En annen «ny» art fra Sentral-Spania
  • Psammodromus microdactylus – Nord-Marokko

En har tidligere antatt at P. algirus er utbredt både i Nord-Afrika og Sørvest-Europa, men både genetiske data og morfologiske trekk tyder på at dette ikke er riktig. De afrikanske og europeiske populasjonene utvekslet sist gener for tre millioner år siden. Ettersom P. algirus ble beskrevet fra Afrika, må de europeiske formene få nye navn, og det er derfor P. jeanneae og P. manuelae ble beskrevet i 2006.^[2]

Underfamilie Lacertinae

Stamme Lacertini

• slekt Algyroides – Kjølfirfisler

Slekten har fire arter i Sør-Europa. Det norske navnet på slekten kommer av at skjellene har en tydelig kjøl. Den mest utbredte arten er dalmatisk kjølfirfisle (A. nigropunctatus), som lever langs kysten av Adriaterhavet fra Istria sørover til det nordøstlige Hellas.

• slekt Anatololacerta

Slekten har tre arter i Tyrkia, og på de greske øyene Ikaria, Samos og Rhodos.

• slekt Apathya

Slekten har to arter i Tyrkia, Nord-Irak og Iran.

• slekt Archaeolacerta

I den nyeste systematikken omfatter slekten bare arten tyrrhensk fjellfirfisle, A. bedriagae, som lever i fjellene på Korsika og Sardinia.

• slekt Dalmatolacerta

Til denne monotypiske slekten hører spisshodefirfisle, D. oxycephala. Arten finnes langs kysten av Adriaterhavet i det sørlige Kroatia, Bosnia-Hercegovina og Montenegro. Den har et uvanlig spisst hode, og gjemmer seg ofte i trange sprekker.

• slekt Darevskia – Kaukasusfirfisler

Slekten har 26 arter, for det meste i Kaukasus og Armenia. Hos noen arter finnes det bare hunner, som formerer seg ved partenogenese. Engfirfisle (D. praticola) finnes også på Balkan. I fjellene på Krim lever den endemisk arten Darevskia lindholmi, som tidligere ble antatt å være identisk med klippefirfisle (D. saxicola) fra Kaukasus.

• slekt Dinarolacerta

Slekten har én art, mosorfirfisle, D. mosorensis, i fjellene i det sørlige Kroatia, Bosnia-Hercegovina, Montenegro og Nord-Albania.

• slekt Hellenolacerta

Slekten har én art, gresk spisshodefirfisle, H. graeca, som lever på Peloponnes i Hellas.

• slekt Iberolacerta

Slekten har åtte arter, og deles i underslektene Iberolacerta og Pyrenesaura. Ibrerolacerta s.s.har fire arter i fjellkjeder på Pyreneerhalvøya, og én art, Iberolacerta horvathi, i Øst-Alpene, og sør til Kroatia. Pyrenesaura har tre arter i Pyreneene.

• slekt Iranolacerta

Slekten har to arter i Iran og Aserbajdsjan.

• slekt Lacerta
  De fleste firfislene i stammen Lacertini var inntil nylig plassert i slekten Lacerta, mens Algyroides, Podarcis og Takydromus var egne slekter. Dette innebar at Lacerta ble en parafyletisk gruppe, og slekten er derfor nå splittet opp. De åtte artene som regnes til Lacerta s.s. er utbredt i Europa og Asia, østover til Bajkalsjøen. Noen viktige arter:
  • Sandfirfisle (L. agilis)
  • Vestlig smaragdfirfisle (L. bilineata)
    Denne arten ble inntil 1997 regnet som en underart av smaragdfirfisle. Utbredelsen strekker seg fra Kanaløyene og Rhindalen, til Nord-Spania og hele Italia, inkludert Sicilia.
  • Kjempesmaragdfirfisle (L. trilineata)
    Denne arten lever på Balkan, på Kreta og i Lilleasia. Kjempesmaragdfirfisle lever sammen med smaragdfirfisle i nesten hele sitt leveområde. Som navnet sier, er denne arten større enn smaragdfirfisle.
  • Smaragdfirfisle (L. viridis)
    Denne arten har en nordlig utpost i Brandenburg i Tyskland. Ellers lever den fra Tsjekkia og Polen, sør til Balkan og Lilleasia.

• slekt Parvilacerta

Denne slekten har to arter i fjellstrøk i Libanon, Lilleasia og Armenia.

• slekt Phoenicolacerta

Slekten har fire arter i Levanten og på Kypros.

• slekt Podarcis – Mur- og ruinfirfisler
  Den slekten har 19 arter, for det meste i Sør-Europa og på middelhavsøyene. Artene er splittet i mange underarter, som regel begrenset til ei øy, eller en øygruppe. Noen viktige arter:
  • Kykladefirfisle (P. erhardii)
    Denne arten lever på øyene i Egeerhavet, og danner her en mengde underarter. Den mangler på de østligste øyene nær Tyrkia, og på Milos og Skyros. På fastlandet i Hellas, Albania, Makedonia og Sør-Bulgaria finnes underarten P. e. riveti.
  • Spansk murfirfisle (P. hispanica)
    Denne arten er utbredt i Spania, Portugal, Sør-Frankrike, Marokko, Nord-Algerie og Tunisia. Der utbredelsen overlapper med murfirfisle unngår artene konkurranse med forskjellige taktikker. Et eksempel er at spansk murfirfisle som regel sitter høyere på steinene enn murfirfisle.
  • Murfirfisle (P. muralis)
    Denne arten går lenger nord enn de andre. Den lever fra Belgia, Nederland, Tyskland og Tsjekkia sør til Nord-Spania, Italia, Balkan og Nordvest-Anatolia. I Sør-Italia og Hellas må en som regel opp i fjellene for å finne murfirfisle, mens andre arter overtar i lavlandet.
  • Ruinfirfisle (P. sicula)
    Denne arten finnes i hele Italia, med Sicilia og Sardinia, og langs Adriaterhavskysten. Den er innført mange andre steder, som Korsika, Sør-Frankrike, og til og med USA.
  • Taurisk ruinfirfisle (P. taurica)
    Denne arten lever både i middelhavsklima på Sør-Balkan, og i steppeområder lenger nord: Ungarn, Romania (Valakia og Dobrudsja), Sør-Ukraina (inkludert Krim).

• slekt Scelarcis

Til denne slekten hører kun brillefirfisle (S. perspicillata), som lever i Atlasfjellene, og langs kysten av Algerie. Arten er innført til Menorca.

• slekt Takydromus

Slekten har 18 arter i Øst-Asia.

• slekt Teira

Dette slekten har én art, Teira dugesii, som lever på Madeira, Porto Santo, Desertasøyene og Selvagensøyene. Forfedrene forlot fastlandet allerede for tolv millioner år siden, og koloniserte først Porto Santo, som er den eldste øya. Arten har spredd seg med menneskelig hjelp til Azorene og Lisboa.

• slekt Timon
  Det finnes fire arter av disse store firfislene:
  • Perlefirfisle (T. lepidus) – Spania, Portugal, Sør-Frankrike, Nordvest-Italia
  • Timon pater – Tunisia, Algerie
  • Timon princeps – Kurdistan, Zagrosfjellene
  • Timon tangitanus – Marokko

• slekt Zootoca

Slekten har én art, firfisle, Zootoca vivipara.

Stamme Eremiadini

• slekt Acanthodactylus – Frynsefingerfirfisler
  Både det norske, og det vitenskapelige, navnet på slekten hentyder til skinnlappene som disse firfislene har på tærne. Lappene gjør det antakelig lettere å springe i løs sand. Slekten har 38 arter i Nord-Afrika, Midtøsten, og Sørvest-Europa, blant annet:
  • Acanthodactylus boskianus
    Denne arten har det største utbredelsesområdet, og går vest til Marokko og Mauritania, sør til Sahel, og nordøst til Tyrkia, Irak og Iran. Den er knyttet til halvørken, og unngår både middelhavsklima, og mer ekstrem ørken.
  • Acanthodactylus erythrurus er utbredt i Portugal, Spania, Algerie og Marokko.
  • Acanthodactylus schreiberi finnes i Libanon og Israel, og på Kypros.

• slekt Adolfus

Slekten har fire arter i fjellene i Sentral-Afrika.

• slekt Atlantolacerta

Slekten omfatter bare Atlantolacerta andreanskyi, som lever i Høy-Atlas i Marokko. Arten er tilpasset et liv i høyfjellet, og ble lenge regnet til slekten Lacerta. Genetiske undersøkelser har derimot vist at den er søsterarten til de andre, mer varmekjære, artene i stammen Eremiadini.

• slekt Australolacerta

Slekten har to arter i fjellstrøk i Sør-Afrika.

• slekt Eremias – Steppeløpere

Slekten har 27 arter i steppe- og ørkenstrøk i Asia. Den deles i fem underslekter: Eremias, Ommateremias, Pareremias, Rhabderemias og Scapteira. To arter har utbredelse som strekker seg inn i Europa: Eremias arguta lever på steppene i Russland, Ukraina og Nordøst-Romania. Eremias velox finnes i halvørkenen ved Det kaspiske hav.

• slekt Gastropholis

Slekten har fire arter i tropisk Afrika.

• slekt Heliobolus

Slekten har fire arter i tropisk Afrika.

• slekt Holaspis

Slekten har to arter i tropisk Afrika. Disse firfislene lever hele livet i trær, og har bred hale og flat kropp for å kunne glidefly fra tre til tre.

• slekt Ichnotropis

Slekten har sju arter i tropisk Afrika.

• slekt Latastia

Denne slekten har ti arter i Afrika og Jemen.

• slekt Meroles

Denne slekten har sju arter i Namibørkenen. Meroles anchietae utmerker seg ved spise frø, noe som er uvanlig blant firfisler.

• slekt Mesalina – Ørkenfirfisler

Denne slekten har fjorten arter. Alle unntatt én, lever i Afrika og Arabia. Unntaket er Mesalina watsonana, som er utbredt i Iran, Turkmenistan, Afghanistan og Pakistan.

• slekt Nucras

Slekten har ni arter i tropisk Afrika.

• slekt Omanosaura

Slekten har to arter i fjell i det sørøstlige Arabia.

• slekt Ophisops – Ormøyefirfisler

Hos disse firfislene har øyelokkene grodd sammen, og er blitt gjennomsiktige, akkurat som hos slanger og gekkoer. De åtte artene lever i tørre strøk fra Marokko til India og Sri Lanka. Ophisops elegans har en utbredelse som såvidt strekker seg inn i Europa (østlige Trakia). Det er også en isolert populasjon i Tsjetsjenia.

• slekt Pedioplanis

Denne slekten har ti arter i det sørlige Afrika.

• slekt Philocortus

Denne slekten har sju arter i tørre strøk i Afrika.

• slekt Poromera

Slekten har en art, Poromera fordii, som lever i tropisk Afrika.

• slekt Pseuderemias

Slekten har sju arter i Øst-Afrika.

• slekt Tropidosaura

Slekten har fire arter i fjellstrøk i Sør-Afrika og Lesotho.

Referanser

Eksterne lenker

• (sv) firfisler hos Dyntaxa
• (en) firfisler – oversikt og omtale av artene i WORMS-databasen
• (en) firfisler i Encyclopedia of Life
• (en) firfisler i Global Biodiversity Information Facility
• (en) firfisler hos Fossilworks
• (en) firfisler hos Fauna Europaea
• (en) firfisler hos NCBI
• (en) firfisler hos ITIS
• (en) Kategori:Lacertidae – bilder, video eller lyd på Wikimedia Commons
• Lacertidae – detaljert informasjon på Wikispecies
• The Reptile Database: Lacertidae
• Amphibians and Reptiles of Europe Bilder av europeiske arter (ikke bare firfisler).