Els antòmids (Anthomyiidae) són una família dípters braquícers de l'infraordre dels esquizòfors,[1] molt gran i diversa. Se semblen força a la mosca domèstica Alguns dels seus membres s'anomenen mosques de les flors. Les larves es troben a les tiges que es desprenen i les rels de les plantes on s'alimenten de matèria vegetal en descomposició. ´Hi ha espècies paràsites, comensals inquilines.
Entre les espècies hi ha la mosca de la ceba (Delia antiqua), la mosca de bombeta del blat (Delia coarctata), la mosca de la rel del nap (Delia floralis) i la mosca de la rel de la col (Delia radicum). També la mosca de la llavor de la mongetal (Delia platura) la larva de la qual danya les llavors en germinació destruint arreletes cotilèdons i tiges de la plàntula de mongeteral, fava, dacsa, ceba, etc.
Els antòmids (Anthomyiidae) són una família dípters braquícers de l'infraordre dels esquizòfors, molt gran i diversa. Se semblen força a la mosca domèstica Alguns dels seus membres s'anomenen mosques de les flors. Les larves es troben a les tiges que es desprenen i les rels de les plantes on s'alimenten de matèria vegetal en descomposició. ´Hi ha espècies paràsites, comensals inquilines.
Entre les espècies hi ha la mosca de la ceba (Delia antiqua), la mosca de bombeta del blat (Delia coarctata), la mosca de la rel del nap (Delia floralis) i la mosca de la rel de la col (Delia radicum). També la mosca de la llavor de la mongetal (Delia platura) la larva de la qual danya les llavors en germinació destruint arreletes cotilèdons i tiges de la plàntula de mongeteral, fava, dacsa, ceba, etc.
Die Blumenfliegen (Anthomyiidae) sind eine Familie der Zweiflügler (Diptera) und gehören zu den Fliegen (Brachycera). Weltweit sind etwa 2000 Arten in 53 Gattungen bekannt,[1] davon etwa 220 in Mitteleuropa. Die Blumenfliegen sind nicht identisch mit den englischen flower flies, damit sind in der Regel die Schwebfliegen (Syrphidae) gemeint.
Die kleinen bis mittelgroßen Fliegen sind oft kräftig beborstet und unscheinbar gefärbt, einige aber auffällig grau-schwarz gezeichnet oder mit gelben Beinen und gelbem Hinterleib.
Wie ihr Name bereits andeutet, findet man sie häufig an Blüten, wo sie sich von Nektar und Pollen ernähren. Einige Arten ernähren sich jedoch auch von anderen Flüssigkeiten, wie etwa Jauche, Schweiß oder aus Wunden fließendem Blut. Bevor die Nahrung aufgesaugt wird, wird sie mit Speichel vermischt und nicht selten mehrmals als Tropfen wieder hervorgewürgt und eingesogen. Auf die Art Anthomyia pluvialis wirken bereits geringe Mengen Cantharidin anlockend, die Bedeutung dessen ist allerdings bislang noch unklar.
Die Eiablage erfolgt meist an den Wirtspflanzen der Larven, die Vertreter der Gattung Delia legen die Eier im Boden ab.
Die Larven der meisten Blumenfliegen leben von Pilzen oder pflanzlicher Nahrung. Die Larven der Tangfliegen (etwa die Fucellia-Arten) kommen oft in Massen im angespülten Tang der Küsten vor. Die Larven mehrerer anderer Arten (Hammomyia, Hylephila) leben in Nestern von Wespen und solitären Bienen und verzehren dort vor allem die von den Nestbesitzern eingetragenen Vorräte oder den Abfall. Die Larven der Gattung Strobilomyia minieren die Zapfen von Koniferen. Einige Arten sind Parasitoide, etwa in Eigelegen von Heuschrecken und in Larven verschiedener Insekten. Die Überwinterung erfolgt meist als Puppe im Boden.
In Europa kommen 36 Gattungen, in der Nearktis etwa 40 Gattungen mit etwa 640 Arten vor.[1] Im Folgenden eine Liste der in Europa vorkommenden Gattungen:[2]
Botanophila phrenione ist ein Pilzmyzelfresser. Das Weibchen legt, vermutlich geruchlich angelockt, ein Ei auf das kolbenförmige Fruchtlager des Gras-Kernpilzes (Epichloe typhina), die Larve frisst danach das Myzel im Innern des Lagers. Auch die Imago frisst am Pilz und fördert vermutlich dessen Verbreitung dadurch, dass sie die Sporen weiterträgt.
Die Lattichfliege oder Salatfliege (Botanophila gnava) legt ihre Eier einzeln im Juli bis Mitte September an Salatblüten. Die Larve frisst die Samen aus, die Puppe überwintert im Boden.[3]
Die Rüben- oder Runkelfliege (Pegomya hyoscyami) existiert wahrscheinlich in zwei Unterarten, wovon eine an Nachtschattengewächsen (Solanaceae) und eine an Chenopodiacea lebt. Nach der Überwinterung der Puppe im Boden und der Eiablage an der Blattunterseite von Melde, Rübe, Spinat oder Mangold minieren die Larven in den Blättern, wobei eine Larve mehrere Blätter oder Pflanzen befallen kann. Im Jahr kommen wahrscheinlich drei bis vier Generationen vor.
Die Lärchensamenfliege oder Lärchenzapfenfliege (Lasiomma laricicola) schiebt im Mai, ziemlich direkt nach dem Ausschlüpfen aus der Puppe, die Eier unter die Schuppen junger Lärchenzapfen, in denen dann die Larven die Samenanlagen und die Zapfenspindel befressen. Der angerichtete Schaden ist bisweilen beträchtlich.
Die Brachfliege (Delia coarctata) legt im Juli bis September etwa 40 Eier in leichten lockeren Boden. Die Larven schlüpfen im Februar bis März des folgenden Jahres und dringen in die Jungpflanzen von Gräsern ein, auch von Getreide (vor allem Winterweizen). Sie vernichten das Herzblatt und wandern über in neue Pflanzen. Die Verpuppung erfolgt Mitte Mai im Boden.
Die Zwiebelfliege (Delia antiqua) legt die Eier in junge Zwiebeln nach dem Schlupf der Imago aus den Puppen, die überwintert haben. Die Larven fressen in den Stängeln und Zwiebeln und wandern auch auf neue Pflanzen über; die Larven der zweiten und wahrscheinlich auch der dritten Generation fressen in den ausgewachsenen Zwiebeln.
Die Kleine Kohlfliege (Delia brassicae) ist ein sehr wichtiger Schädling an Kohlgewächsen. Das Weibchen legt ab Ende Juni etwa hundert Eier an die Futterpflanze, die sie optisch und olfaktorisch wahrnimmt. Im Versuch erfolgte eine Anlockung etwa durch Steckrüben-Presssaft oder das Senfölglukosid Sinigrin. Es läuft zuerst auf den Blättern umher (vermutlich wichtig für die Chemorezeption durch die Tarsen), dann stängelabwärts bis auf den Boden, die Eiablage am Stängelgrund und die Eier werden danach mit Bodenteilchen bedeckt. Die Larven, die eine Körperlänge bis 9 mm erreichen, leben in zwei bis drei Generationen an verschiedenen, Senföl und Senfölglukoside enthaltenden Kreuzblütlern und fressen an oder in den Wurzeln sowie auf höheren Pflanzenteilen. Dabei können sie einen beträchtlichen Schaden anrichten.
Die Larven der Großen Kohlfliege (Delia floralis) leben vor allem an Radieschen und Rettich. Die Lebensweise entspricht der der Kleinen Kohlfliege, sie bringt jedoch nur eine Generation pro Jahr hervor.
Die Blumenfliegen (Anthomyiidae) sind eine Familie der Zweiflügler (Diptera) und gehören zu den Fliegen (Brachycera). Weltweit sind etwa 2000 Arten in 53 Gattungen bekannt, davon etwa 220 in Mitteleuropa. Die Blumenfliegen sind nicht identisch mit den englischen flower flies, damit sind in der Regel die Schwebfliegen (Syrphidae) gemeint.
Die kleinen bis mittelgroßen Fliegen sind oft kräftig beborstet und unscheinbar gefärbt, einige aber auffällig grau-schwarz gezeichnet oder mit gelben Beinen und gelbem Hinterleib.
The Anthomyiidae are a large and diverse family of Muscoidea flies. Most look rather like small houseflies, but are commonly drab grey. The genus Anthomyia, in contrast, is generally conspicuously patterned in black-and-white or black-and-silvery-grey. Most are difficult to identify, apart from a few groups such as the kelp flies that are conspicuous on beaches.
The name Anthomyiidae was derived from Greek anthos (flower) plus myia (a fly).
Some species are commonly called "root-maggots", as the larvae are found in the stems and roots of various plants. As larvae, some also feed on decaying plant material. The well-known grey "seaweed flies" or "kelp flies" (Fucellia) are examples.[2] Others are scavengers in such places as birds' nests; yet other species are leaf miners; the family also includes inquilines, commensals, and parasitic larvae.
Some species in the family are significant agricultural pests,[3] particularly some from the genus Delia, which includes the onion fly (D. antiqua), the wheat bulb fly (D. coarctata), the turnip root fly (D. floralis), the bean seed fly (D. platura), and the cabbage root fly (D. radicum).
In some contexts, like mountain environments, the adults can be common flower visitors,[4] also being involved in pollination. [5]
For terms see Morphology of Diptera
These flies are small or moderate in size. Hypopleural bristles found on the sides of the thorax are apical. The anal vein of the wing reaches the margin of the wings (except in Chelisia). The median vein is straight, not curved towards the anterior alar margin. Three pairs of postsutural dorsocentral bristles almost always are present. The first segment of the posterior tarsi are on the lower side near the base with minute bristles. The sternopleuron lower side often has short, soft hairs. Eyes in the male in most cases are close-set or contiguous. Females of many species are not known as of yet.
Adia cinerella 
Anthomyia pluvialis The Anthomyiidae are a large and diverse family of Muscoidea flies. Most look rather like small houseflies, but are commonly drab grey. The genus Anthomyia, in contrast, is generally conspicuously patterned in black-and-white or black-and-silvery-grey. Most are difficult to identify, apart from a few groups such as the kelp flies that are conspicuous on beaches.
The name Anthomyiidae was derived from Greek anthos (flower) plus myia (a fly).
Some species are commonly called "root-maggots", as the larvae are found in the stems and roots of various plants. As larvae, some also feed on decaying plant material. The well-known grey "seaweed flies" or "kelp flies" (Fucellia) are examples. Others are scavengers in such places as birds' nests; yet other species are leaf miners; the family also includes inquilines, commensals, and parasitic larvae.
Some species in the family are significant agricultural pests, particularly some from the genus Delia, which includes the onion fly (D. antiqua), the wheat bulb fly (D. coarctata), the turnip root fly (D. floralis), the bean seed fly (D. platura), and the cabbage root fly (D. radicum).
In some contexts, like mountain environments, the adults can be common flower visitors, also being involved in pollination.
Antomiedoj (Anthomyiidae) estas familio de insektoj el la subordo Brachycera. Ili estas muŝoj, kiuj manĝas plantojn aŭ fungojn.
La malantaŭaj partoj de larvoj estas plataj kun karakterizaj apendicoj.
Antomiedoj (Anthomyiidae) estas familio de insektoj el la subordo Brachycera. Ili estas muŝoj, kiuj manĝas plantojn aŭ fungojn.
Los antómidos o antomíidos (Anthomyiidae) son una gran y muy diversa familia de dípteros muscoideos. Son de apariencia similar a la mosca común. Algunos de sus miembros son llamados comúnmente moscas de las flores. Las larvas se encuentran normalmente en los tallos que decaen y las raíces de plantas, donde se alimentan de materia vegetal en descomposición. La familia incluye también inquilinos, comensales, y larvas parasitarias.
Algunas de las especies que incluye la familia son la mosca de cebolla (Delia antiqua), la mosca de bombilla de trigo (Delia coarctata), la mosca de la raíz del nabo (Delia floralis)y la mosca de raíz de col (Delia radicum). También la mosca de la semilla de frijol (Delia platura) o 'gusano del poroto', cuya larva daña las semillas en germinación destruyendo raicillas, cotiledones y tallos de las plántulas del fríjol, haba, maíz, cebolla, etc.
Lista incompleta
Los antómidos o antomíidos (Anthomyiidae) son una gran y muy diversa familia de dípteros muscoideos. Son de apariencia similar a la mosca común. Algunos de sus miembros son llamados comúnmente moscas de las flores. Las larvas se encuentran normalmente en los tallos que decaen y las raíces de plantas, donde se alimentan de materia vegetal en descomposición. La familia incluye también inquilinos, comensales, y larvas parasitarias.
Algunas de las especies que incluye la familia son la mosca de cebolla (Delia antiqua), la mosca de bombilla de trigo (Delia coarctata), la mosca de la raíz del nabo (Delia floralis)y la mosca de raíz de col (Delia radicum). También la mosca de la semilla de frijol (Delia platura) o 'gusano del poroto', cuya larva daña las semillas en germinación destruyendo raicillas, cotiledones y tallos de las plántulas del fríjol, haba, maíz, cebolla, etc.
Juurikärpäset (Anthomyiidae) on kaksisiipisten suuri heimo. Useimmat harmaat, tavallisen näköiset kärpäset kuuluvat joko juurikärpäsiin tai sukaskärpäsiin (Muscidae). Monien juurikärpäslajien toukat elävät kasvien juuristossa. Aikuiset yksilöt syövät kukkien mettä ja muita kasvinesteitä, ja ovat siksi tärkeitä pölyttäjiä monille kasvilajeille. Sukujen Pegomya, Delia, Phorbia, Botanophila ja Chirosia toukat syövät eläviä kasvinosia, ja jotkut niistä ovat haitallisia tuhohyönteisiä. Joidenkin Pegomya-suvun lajien toukat syövät sienten itiöemiä. [1]
Suku jaetaan kahteen alaheimoon Pegomyinae (8 sukua) ja Anthomyiinae (23 sukua), ja nämä edelleen neljään tribukseen; lisäksi suku Amygdalops ei kuulu kumpaankaan alaheimoon.[2]
Eri sukujen toukilla on hyvin erilaisia ravinnon lähteitä.[1]
Juurikärpäset (Anthomyiidae) on kaksisiipisten suuri heimo. Useimmat harmaat, tavallisen näköiset kärpäset kuuluvat joko juurikärpäsiin tai sukaskärpäsiin (Muscidae). Monien juurikärpäslajien toukat elävät kasvien juuristossa. Aikuiset yksilöt syövät kukkien mettä ja muita kasvinesteitä, ja ovat siksi tärkeitä pölyttäjiä monille kasvilajeille. Sukujen Pegomya, Delia, Phorbia, Botanophila ja Chirosia toukat syövät eläviä kasvinosia, ja jotkut niistä ovat haitallisia tuhohyönteisiä. Joidenkin Pegomya-suvun lajien toukat syövät sienten itiöemiä.
Suku jaetaan kahteen alaheimoon Pegomyinae (8 sukua) ja Anthomyiinae (23 sukua), ja nämä edelleen neljään tribukseen; lisäksi suku Amygdalops ei kuulu kumpaankaan alaheimoon.
Les Anthomyiidae sont une famille d'insectes diptères brachycères composée de mouches petite à moyenne de couleur terne. En 2022, il existe environ 1 800 espèces décrites et reconnues dans le monde, réparties en 62 genres dont la moitié en écozone paléarctique et 200 en France. Comme l'ensemble des Diptères, cette famille se reconnaît aux nervures de ses ailes. Leur détermination intra-familiale est parfois compliquée et nécessite souvent l'étude des organes génitaux du mâle. Quant à leur écologie, elle est riche et diversifiée. Le nom Anthomyiidae est dérivé du grec ancien anthos (« fleur ») et myia (« mouche »).
Les Anthomyiidae partagent avec la super-famille des Muscoidea l'absence de soies hypopleurales sur le thorax, c'est-à-dire sur l'hypo-pleuron, une zone située sur le bas et l'arrière du flanc du thorax.
Les Anthomyiidae sont des mouches assez poilues et petites à moyennes mesurant entre 2 à 12 mm de long , généralement de 5 à 6 mm. Elles sont colorées de grisâtre à noirâtre et jamais métalliques. Certaines comme le genre Anthomyia sont marquées d'un quadrillage gris et noir ou sont colorées de jaune aux pattes et à l'abdomen. À l’exception de quelques genres comme Fucellia, les sexes se reconnaissent par l'écartement des yeux : écartés chez la femelle, rapprochés voire cohérents chez le mâle. Cette famille se distingue essentiellement par la nervure alaire anale (A1) prolongée jusqu'au bord de l'aile (même sous la forme d'un pli) et par la nervure sous-costale (Sc) presque rectiligne sur la quasi-totalité de son parcours. De plus, le scutellum est garni de cils fins en haut de la partie ventrale. Enfin, le tarse avant III est le plus souvent orné d'une grande soie qui dépasse de la villosité[1].
Les Anthomyiidae ressemblent beaucoup aux Muscidae, la famille de la Mouche domestique. Les Anthomyidae sont plus petites dans l’ensemble et se distinguent par la nervure alaire A1 prolongée jusqu'au bord de l'aile, par des cueillerons petits et égaux et par des ailes repliées l'une sur l'autre au repos. De leur côté, les Muscidae se différencient par un corps généralement bleu, vert ou cuivré métallique, par une nervure alaire M1+2 coudée ou courbée, par des ailes distinctement noircies, par de grands cueillerons inégaux et par quatre soies dorso-centrales post-suturales[2].
Les larves sont des asticots cylindriques à coniques. Leurs crochets buccaux sont simples[1]. Elle sont tronquées à l'arrière, avec, autour des stigmates postérieurs, des papilles ou des lobes latéraux disposés de façon caractéristique selon les espèces. L'hivernage se fait généralement sous forme de pupe dans le sol.
Femelle Anthomyia pluvialis
Mâle Phorbia fumigata
Chiastocheta setifera, inféodée au Trolle d'Europe.
Fucellia sp.
Accouplement d'Anthomyiidae indéterminés
Les espèces européennes d'Anthomyiidae sont généralement hygrophiles et sylvicoles. Les adultes se rencontrent sur les fleurs où ils sont floricoles et pollinisateurs, sur les excréments ou à proximité des hôtes de leurs larves qui sont avant tout phytophages ou saprophages. Nombreuses sont des mineuses comme Pegomya bicolor sur l'Oseille commune ou se nourrissent des fleurs comme Chiastocheta sur le Trolle d'Europe. Certaines larves sont fongivores comme Botanophila qui pratique la fécondation croisée chez les champignons Epichloë, un équivalent de la pollinisation unique dans le règne fongique. D'autres sont coprophages ou nidicoles, se nourrissant des déchets du nid. Les genres Leucophora, Hammomyia et Hylephila sont associés aux abeilles et aux guêpes solitaires dont ils dévorent les réserves de pollen ou les déchets du nid. Les larves du genre Strobilomyia minent les cône des conifères. Quelques genres sont parasitoïdes comme Acyglossa, Tettigonomyia et Acridomyia dont les larves sont endoparasites de Criquets. Le genre Fucellia est fucicole, spécialisé dans les laisses de mer où il peut se trouver en masse. Quelques espèces du genre Craspedocheta sont nécrophages[1].
Un petit nombre d'espèces est nuisibles et ravageurs de cultures. Leurs larves phytophages vivent dans les jeunes plants, les capitules floraux ou les tiges. D'autres creusent des galeries dans le système racinaire et au niveau du collet. Enfin, certaines sont mineuses dans les feuilles. Il s'agit principalement du genre Delia comme Delia radicum et Delia floralis, les Mouches du choux ; Delia antiqua, la Mouche de l'oignon ; Delia coarctate, la Mouche grise des céréales, et Delia platura, la mouche des semis. Parmi le genre Pegomya, se trouvent Pegomya betae et Pegomyia hyoscami, la mouche de la bettrave[1],[3].
Chirosia betuleti provoquant une déformation chez la fougère Dryopteris dilatata.
Larve de Pegomya hyoscyami minant une feuille de betterave.
Mine de Pegomya solennis.
Galeries des larves de Botanophila dans le champignon Epichloe parasitant une graminée.
Strobilomyia, parasite des cônes de Mélèze.
Mycophaga testacea sur la Mucidule visqueuse.
Liste des genres selon GBIF (6 mai 2022)[4] :
Les Anthomyiidae sont une famille d'insectes diptères brachycères composée de mouches petite à moyenne de couleur terne. En 2022, il existe environ 1 800 espèces décrites et reconnues dans le monde, réparties en 62 genres dont la moitié en écozone paléarctique et 200 en France. Comme l'ensemble des Diptères, cette famille se reconnaît aux nervures de ses ailes. Leur détermination intra-familiale est parfois compliquée et nécessite souvent l'étude des organes génitaux du mâle. Quant à leur écologie, elle est riche et diversifiée. Le nom Anthomyiidae est dérivé du grec ancien anthos (« fleur ») et myia (« mouche »).
Anthomyiidae è una famiglia di mosche appartenenti alla superfamiglia Muscoidea. La maggior parte assomiglia a piccole mosche domestiche, ma sono comunemente grigie o grigiastre. Il genere Anthomyia, al contrario, è in genere ben modellato in bianco e nero o nero e grigio-argenteo. La maggior parte è difficile da identificare, a parte alcuni gruppi come le mosche delle alghe visibili sulle spiagge.
Il nome Anthomyiidae deriva da anthos greco (fiore) più myia (una mosca). Alcune specie vengono comunemente chiamate "larve di radice", poiché le larve si trovano negli steli e nelle radici di varie piante. Come larve, alcuni si nutrono anche di materiale vegetale in decomposizione. Sono anche noti come "mosche delle alghe". Altri sono animali spazzini in luoghi come i nidi degli uccelli; tuttavia altre specie sono minatori fogliari; la famiglia comprende anche inquilini, commensali e larve parassite.
Alcune specie della famiglia divengono anche di importanza agronomica essendo importanti parassiti agricoli, in particolare alcuni del genere Delia, che comprende la mosca della cipolla (D. antiqua), la mosca del bulbo di grano (D. coarctata), la mosca della radice di rapa (D. floralis), il fagiolo sementi (D. platura), e la mosca cavolo (D. radicum).
Queste mosche sono di piccole o medie dimensioni. Le setole ipopleuriche che si trovano ai lati del torace sono apicali. La vena anale dell'ala raggiunge il margine delle ali (tranne che in Chelisia). La vena mediana è diritta, non curva verso il margine alare anteriore. Sono presenti quasi sempre tre paia di setole dorsocentrali posturali. Il primo segmento dei tarsi posteriori si trova nella parte inferiore vicino alla base con minuscole setole. Il lato inferiore dello sternopleuron ha spesso peli corti e morbidi. Gli occhi nel maschio nella maggior parte dei casi sono vicini o contigui. Le femmine di molte specie non sono ancora note.
Anthomyiidae è una famiglia di mosche appartenenti alla superfamiglia Muscoidea. La maggior parte assomiglia a piccole mosche domestiche, ma sono comunemente grigie o grigiastre. Il genere Anthomyia, al contrario, è in genere ben modellato in bianco e nero o nero e grigio-argenteo. La maggior parte è difficile da identificare, a parte alcuni gruppi come le mosche delle alghe visibili sulle spiagge.
Anthomyiidae adolah langau dari famili Anthomyiidae. Spesies ko juo marupokan bagian dari ordo Diptera, kelas Insecta, filum Arthropoda, dan kingdom Animalia.
Istilah "Anthomyiidae", nan baarati "langau bungo", barasal dari kato Yunani anthos, "bungo", dan myia, "langau".
Anthomyiidae adolah langau dari famili Anthomyiidae. Spesies ko juo marupokan bagian dari ordo Diptera, kelas Insecta, filum Arthropoda, dan kingdom Animalia.
Istilah "Anthomyiidae", nan baarati "langau bungo", barasal dari kato Yunani anthos, "bungo", dan myia, "langau".
De bloemvliegen (Anthomyiidae; samentrekking van Oudgrieks ἄνθος, anthos; "bloem" en μυῖα, muia; "vlieg") zijn een familie uit de orde van de tweevleugeligen (Diptera) en hierbinnen tot de onderorde van de vliegen (Brachycera). Wereldwijd zijn ongeveer 1200 soorten uit deze familie bekend.
Een aantal bloemvliegen worden gezien als ongedierte in de landbouw, met name soorten uit het geslacht Delia. Voorbeelden hiervan zijn de uienvlieg (Delia antiqua), smalle graanvlieg (Delia coarctata), grote koolvlieg (Delia floralis), bonevlieg (Delia platura) en koolvlieg (Delia radicum).
De bloemvliegen (Anthomyiidae; samentrekking van Oudgrieks ἄνθος, anthos; "bloem" en μυῖα, muia; "vlieg") zijn een familie uit de orde van de tweevleugeligen (Diptera) en hierbinnen tot de onderorde van de vliegen (Brachycera). Wereldwijd zijn ongeveer 1200 soorten uit deze familie bekend.
Een aantal bloemvliegen worden gezien als ongedierte in de landbouw, met name soorten uit het geslacht Delia. Voorbeelden hiervan zijn de uienvlieg (Delia antiqua), smalle graanvlieg (Delia coarctata), grote koolvlieg (Delia floralis), bonevlieg (Delia platura) en koolvlieg (Delia radicum).
Grønnsakfluer (Anthomyiidae) er en artsrik familie av fluer der en del arter er alvorlige skadedyr i jordbruket. Familien har blitt kalt rotfluer på norsk men det navnet skal nå brukes on en annen familie, Psilidae. Anthomyiidene ligner sterkt på møkkfluer (Muscidae) men kan kjennes fra disse på at den nest bakerste vingeåren (A1) når ut til bakkanten av vingen, noe den ikke gjør hos møkkfluene. Kjente arter er løkflue og kålflue, som kan gjøre stor skade i grønnsakdyrking.
Små til middelsstore (2,5 – 13,5 mm), slanke til ganske kraftige fluer. Kroppen er ofte delvis dekket av lys bestøvning, men med blanke, mørke partier innimellom, slik at fluene får et stripete eller sjakkbrett-aktig utseende. De har mange, lange børster på kroppen som ser gjerne noe piggete ut. Hodet er ganske stort, med bred panne. fasettøynene er høyere enn lange og middels store. Midt-delen av pannen er nedsenket, tydelig avdelt fra sidefeltene, og kantet med fine, innoverrettede børster. Børstene langs innerkanten av fasettøynene (orbitalbørster) varierer mye i størrelse og antall, likeså børstene mellom punktøynene (ocellarbørster). Bakhodet er som oftest tett hårkledt. Antennene er tre-leddet, de to innerste leddene er ganske korte. Det andre leddet har en lengdefure på utsiden. Det tredje leddet er mer ellern mindre stavformet og peker nedover, med en kraftig antennebørste (arista) som er fint hårete eller fjærgrenet. Kinnbørster (vibrissae) finnes hos noen grupper, mengler hos andre. Munndelene er noe forlenget hos noen arter. Brystet (thorax) er mer eller mindre tett, lyst brunlig eller grålig bestøvet. På ryggsiden (mesonotum) er det gjerne noen bare, mørke partier som danner tydelige, blanke lengdestriper. Brystet har mange, lange børster. Vingene er store, gjerne mer eller mindre gulaktige, sjelden med mørke flekker eller bånd. Fremkanten (costa) er tett hårete. Den nest bakerste vingeåren (A1) når ut til vingebakkanten – på dette kan de skilles fra de ellers svært lignende møkkfluene. Beina er foholdsvis slanke, gjerne for det meste mørke på farge men de kan være gulaktige. Leggene (tibiae) har en kraftig børste (preapikalbørste) på oversiden like før spissen. Bakkroppen er slank og sylindrisk hos hannene, trinn og tilspisset bakover hos hunnene. Ofte har oversiden et sjakkbrett-mønster av vekselvis lyse, bestøvede og mørke, blanke partier. Hannene har store, ytre kjønnsorganer og hunnene har bakkroppsspissen forlenget til et ganske langt, uttrekkbart eggleggingsrør. Overraskende nok, for en gruppe med stor økonomisk interesse, er larvene dårlig kjent.
Mange av anthomyiidene har larver som lever på levende planter, men det finnes også larver som spiser sopp, råtnende plantemateriale (saprofager), møkk, åtsel, eller som er rovdyr. Noen av de planteetende artene er avhengige av bakterier som de bærer med seg, og som bryter ned planten. Skaden de gjør skyldes hovedsakelig råten forårsaket av bakteriene, ikke selve fluelarvens spising. Noen larver ser også ut til å være mer eller mindre altetende (omnivorer). De voksne fluene besøker gjerne blomster for å drikke nektar, og kan også drikke væske som siver ut fra åtsler. Noen arter kan utgjøre et medisinsk problem fordi de sprer tarmbakterier til matvarer. En del arter har forkortet livssyklus, ved at hunnene føder levende larver (vivipari) eller ved at larvene klekkes uvanlig langt utviklet.
Flere arter av Anthomyiidae er alvorlige skadedyr i jord- og hagebruk
Løkflue, Delia antiqua, er et alvorlig skadedyr på løk. Fluene bringer med seg bakterier som gjør at den angripne løken råtner. Råtningen gjør løken mere fordøyelig for fluelarvene, og mange andre fluearter kan også utvikle seg i løk angrepet av løkflue, men ikke i friske løker. Angrepene merkes først på at bladene begynner å gulne, så råtner løken. Løkfluen har gjerne to generasjoner hver sommer.
Delia coarctata er et alvorlig skadedyr på korn. Den angriper høstsådd korn. De voksne fluene flyr på sensommeren, og legger egg som blir liggende i jorden og klekkes på ettervinteren. De angriper da de små, overvintrende kornplantene og spiser skuddet. Skadeproblemene er størst på vinterhvete.
Stor kålflue, Delia floralis er et alvorlig skadedyr på kulturplanter i korsblomstfamilien, slik som kål, kålrot og neper. Larvene spiser på røttene, og man merker skaden først ved av bladene gulner. Skadene forekommer om ettersommeren og høsten.
Liten kålflue, Delia radicum, er et alvorlig skadedyr på kål og andre grønnsaker i korsblomstfamilien. Larvene spiser på røttene og forårsaker råte. Kålfluen har to-tre generasjoner i løpet av sommeren. Hunnene legger 100-150 egg i sprekker i jorden tett ved rothalsen til næringsplantene, vanligvis 1-2 egg ved hver plante. Larvene bruker 3-4 uker på utviklingen.
Beteflue, Pegomyia hyoscyami, kan gjøre noe skade på sukkerbete og mangold. Den kan også gå på giftplanten bulmeurt. Slektningen Pegomyia betae kan også gjøre skade på beter.
Bringebærflue, Pegomyia rubivora, kan gjøre noe skade på bringebær og bjørnebær. Larvene borer i stenglene nær roten.
Hveteflue, Phorbia fumigata, gjør noe skade på korn, særlig hvete. Larvene angriper skuddene på små hveteplanter.
En del andre arter er mindre betydelige skadedyr. Bekjemping skjer ofte ved å vanne jorda med giftstoffer som dreper larvene. Ofte blir bestandene holdt nede av ulike slags parasitter og rovdyr som for eksempel løpebiller, som spiser egg og larver.
Bare artsrike slekter er nevnt.
Darvas, B., Skuhravá, M. og Andersen, A. 2000. Agricultural dipteran pests of the Palaearctic region. I: Papp, L. og Darvas, B. (red.): Contributions to a Manual of Palaearctic Diptera. 1: 565-649. Science Herald, Budapest.
Suwa, M. og Darvas, B. 1998. Family Anthomyiidae. I: Papp, L. og Darvas, B. (red.): Contributions to a Manual of Palaearctic Diptera. 3: 571-616. Science Herald, Budapest.
Grønnsakfluer (Anthomyiidae) er en artsrik familie av fluer der en del arter er alvorlige skadedyr i jordbruket. Familien har blitt kalt rotfluer på norsk men det navnet skal nå brukes on en annen familie, Psilidae. Anthomyiidene ligner sterkt på møkkfluer (Muscidae) men kan kjennes fra disse på at den nest bakerste vingeåren (A1) når ut til bakkanten av vingen, noe den ikke gjør hos møkkfluene. Kjente arter er løkflue og kålflue, som kan gjøre stor skade i grønnsakdyrking.
Anthomyiidae (muște de flori) este o familie diversă și numeroasă de muște din suprafamilia Muscoidea.
Numele Anthomyiidae provine de la cuvintele grecești „anthos” (floare) și „myia” (muscă). Larvele unor specii sunt întâlnite în rădăcinile unor plante, sau se hrănesc pe material vegetal în descompunere. [1]
Unele specii din această familie sunt dăunătoare pentru agricultură, cum sunt de exemplu speciile din genul Delia, printre care se numără musca de ceapă (Delia antiqua), musca de grâu (Delia coarctata), musca de nap (Delia floralis), musca bobului de fasole (Delia platura) musca rădăcinii de varză (Delia radicum).
Lista genurilor conform Catalogue of Life:[2]
Liste cu speciile din această familie pot fi găsite la următoarele legături, pe regiuni:
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
_(cropped).jpg)
|access-date= (ajutor)Mentenanță CS1: Nume multiple: lista autorilor (link) 
Anthomyiidae (muște de flori) este o familie diversă și numeroasă de muște din suprafamilia Muscoidea.
Numele Anthomyiidae provine de la cuvintele grecești „anthos” (floare) și „myia” (muscă). Larvele unor specii sunt întâlnite în rădăcinile unor plante, sau se hrănesc pe material vegetal în descompunere.
Unele specii din această familie sunt dăunătoare pentru agricultură, cum sunt de exemplu speciile din genul Delia, printre care se numără musca de ceapă (Delia antiqua), musca de grâu (Delia coarctata), musca de nap (Delia floralis), musca bobului de fasole (Delia platura) musca rădăcinii de varză (Delia radicum).
Blomsterflugor (Anthomyiidae) är en familj i insektsordningen tvåvingar som innehåller mer än 1 000 kända arter.
Blomsterflugor är små till medelstora flugor som är nära besläktade med de egentliga flugorna och liknar i allmänhet också utseendemässigt ganska mycket dessa, men har vanligen en slankare kroppsbyggnad. Skillnader finns också i vingarnas ådring, hos blomsterflugorna når den näst bakersta vingribban ut till vingkanten, något den inte gör hos de egentliga flugorna.
Som larver har blomsterflugorna ett mycket varierat levnadssätt. Det finns arter vars larver är växtätare, varav några är kända som skadedjur på odlade växter som vete, kål, lök, selleri och betor, liksom arter vars larver främst lever på multnande organiskt material. Som fullbildade insekter besöker flertalet arter blommor.
Wikimedia Commons har media som rör blomsterflugor.
Blomsterflugor (Anthomyiidae) är en familj i insektsordningen tvåvingar som innehåller mer än 1 000 kända arter.
Blomsterflugor är små till medelstora flugor som är nära besläktade med de egentliga flugorna och liknar i allmänhet också utseendemässigt ganska mycket dessa, men har vanligen en slankare kroppsbyggnad. Skillnader finns också i vingarnas ådring, hos blomsterflugorna når den näst bakersta vingribban ut till vingkanten, något den inte gör hos de egentliga flugorna.
Som larver har blomsterflugorna ett mycket varierat levnadssätt. Det finns arter vars larver är växtätare, varav några är kända som skadedjur på odlade växter som vete, kål, lök, selleri och betor, liksom arter vars larver främst lever på multnande organiskt material. Som fullbildade insekter besöker flertalet arter blommor.
Цветочницы[1] (лат. Anthomyiidae) — семейство двукрылых насекомых из надсемейства настоящих мух (Muscoidea).
Мелкие или среднего размера стройные мухи (2,5—13,5 мм). Личинки развиваются в растениях (могут вредить), разлагающихся органических остатках, есть хищники и паразиты. Мухи встречаются на цветах и листьях различных растений[1][2]. Личинки мух рода Anthomyia вызывают антомиазы и кишечные миазы (A. pluvialis)[3].
В мировой фауне более 1500 видов, в Палеарктике — около 900, в Неарктике — около 600[2]. Выделяют 2 подсемейства и 5 триб[4][5].
Цветочницы (лат. Anthomyiidae) — семейство двукрылых насекомых из надсемейства настоящих мух (Muscoidea).
花蠅科（Anthomyiidae）是一科有多種及多樣化的蒼蠅。一些物種的幼蟲主要生活在樹幹及樹根上，主要是吃枯萎的植物及是潛葉蠅。其下的幼蟲有寄居的、共棲的及寄生的。
花蠅科下一些物種是害蟲，尤其是地種蠅屬中的蔥蠅、麥種蠅、蘿蔔地種蠅及灰地種蠅。
.jpg)
ハナバエ（花蝿）は、ハエ目（双翅目）に属する昆虫のうち、額嚢節 (Schizophora) 弁翅亜節 (Calyptratae) イエバエ上科 (Muscoidea) ハナバエ科 (Anthomyiidae) に属するものの総称である。
Anthomyiidaeという学名はギリシア語の "anthos"（花）と "myia"（蠅）に由来する。ハナバエ類は "root-maggots" とも呼ばれ、幼虫は様々な植物の根や茎の内部を食害する。また腐敗した植物体にも見られるほか、葉潜性のものもいる。この科には生物に共生ものや片利共生するもの、寄生するものがある。
この科のうち、農業害虫としてよく知られているのは、Delia属のタマネギバエ（Delia antiqua）、ダイコンバエ（Delia floralis）、タネバエ（Delia platura） 小麦に寄生するDelia coarctata、キャベツに寄生する キャベツハナバエ (Delia radicum)などである。
ハナバエ（花蝿）は、ハエ目（双翅目）に属する昆虫のうち、額嚢節 (Schizophora) 弁翅亜節 (Calyptratae) イエバエ上科 (Muscoidea) ハナバエ科 (Anthomyiidae) に属するものの総称である。
Anthomyiidaeという学名はギリシア語の "anthos"（花）と "myia"（蠅）に由来する。ハナバエ類は "root-maggots" とも呼ばれ、幼虫は様々な植物の根や茎の内部を食害する。また腐敗した植物体にも見られるほか、葉潜性のものもいる。この科には生物に共生ものや片利共生するもの、寄生するものがある。
この科のうち、農業害虫としてよく知られているのは、Delia属のタマネギバエ（Delia antiqua）、ダイコンバエ（Delia floralis）、タネバエ（Delia platura） 小麦に寄生するDelia coarctata、キャベツに寄生する キャベツハナバエ (Delia radicum)などである。
