Skarven eller ålekragen (latin: Phalacrocorax carbo) er en fugl, der lever i alle verdensdele undtagen Sydamerika og Antarktis. I Danmark, hvor den har været del af faunaen i omkring 7000 år, er den en almindelig ynglefugl og vintergæst nordfra. Den lever især af fisk som ål, ålekvabbe, torsk og sild.
Skarven er cirka 90 cm lang med et vingefang på 130-160 cm. De voksne fugle har helt sort fjerdragt, hvor der dog i yngletiden ses en hvid lårplet og et hvidt parti omkring ansigtet. De unge fugle har lys bug.
Der findes to racer i Danmark, der er svære at skelne fra hinanden: mellemskarven (Phalacrocorax carbo sinensis) som ynglefugl og storskarven (Phalacrocorax carbo carbo) som trækgæst.
Omkring 1870'erne blev skarven udryddet som dansk ynglefugl, blandt andet fordi fiskerne betragtede den som en konkurrent. Men i 1938 begyndte skarven at yngle i en koloni på Langeland, hvorfra den atter forsvandt i 1946. Fra 1949 til 1956 ynglede der op til 300 par ved Ålholm på Lolland, og på Vårsø i Horsens Fjord har der siden 1944 været en koloni på op til 500 par. Efter at være blevet fredet i 1980, er den nu almindelig igen i hele landet, blandt andet er der store kolonier ved Brændegård Sø på Sydfyn og på Ormø ved Sydsjælland. Den ynglende bestand lå i perioden fra begyndelsen af 1990'erne til år 2000 stabilt på 36.000 til 41.000 par. Siden da har den været i tilbagegang, og i 2013 bogførte DOF blot ca. 24.500 ynglende par. [1] Desuden er skarven almindelig på træk og som vintergæst.
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres.
Skarvens historie er både en trist og lykkelig beretning. Ifølge gamle beretninger var det tyske soldater, der udryddede de sidste skarver på Vorsø i 1864, mens en anden beretning rapporterede om, at de sidste yngleforsøg fandt sted i 1876 i Roskilde Fjord. Skarven genindvandrede i 1938, hvor den første koloni opstod, men denne koloni blev hurtigt fordrevet. Skarven var ihærdig og genindvandrede fra midten af 1940’erne til midten af 1950’erne. På Vorsø blev der i 1944 også dannet en koloni, men befolkningen var generelt utilfredse med at dele fisk med skarven, og det gjaldt også andre delvist akvatiske dyr som for eksempel sæler, oddere og lappedykkere. Fiskeriministeriet udlovede præmier i form af penge til dem, som jagtede sælerne. Skarven blev fortsat fordrevet, og det resulterede i at mange skarver gav op, når en koloni var dannet, og dette gjaldt ikke kun Danmark, men derimod det meste af Europa. I Danmark og resten af Europa skete der en omvæltning imod slutningen af 1960'erne. Et nyt natursyn gjorde, at man måtte agere, og det resulterede i, at Naturfredningsrådet i Danmark lavede et forbud mod at skyde skarven på Vorsø. Denne omvæltning gav et håb forude for en ny og fredelig tilværelse, og dermed voksede ynglebestanden fra 1970 med 250 par til 1980 med 950 par, hvor hele to nye kolonier opstod i begyndelsen af 1970’erne. Skarvbestanden blev nu fredet over hele landet i 1980, hvad der resulterede i at skarvbestanden bestod af 3.000 reder i 1981. Skarvbestanden er nu steget betydeligt siden 1880, og i 1993 ynglede der omkring 36.000 skarvpar, hvor den siden er svinget meget mellem 36.500 til 42.500 reder. Væksten i skarvbestanden er et resultat af, at den danske natur er meget rig og stabil på mange slags fisk over en stor del af året.
Tilpasningen til de akvatiske miljøer er nu igen blevet skarvens store problem. Som nævnt tidligere forsvandt skarven fra Danmark i midten af 1870’erne, da den blev anset som et skadedyr på grund af dens intensive jagt af fisk i fiskernes bundgarn. Både voksne og ungfugle blev skudt, og det var først i 1938, at skarven blev etableret i de danske farvande igen. På grund af genetableringen af fuglen er den igen blevet et problem for fiskerierhvervet.
Meget tyder på, at Skarven er ansvarlig for drastiske fald i bestanden af fisk i en del danske åer - i visse åer op til 90%. Skarven ser ud til at have reduceret bestandene af især Stalling, Bækørred og den truede Snæbel drastisk de sidste 8-10 år.[2]
Skarven er yngledygtig i en alder af 3-4 år. I Danmark bygger den en stor, flad rede af grene og kviste højt til vejrs i løvtræer, tit er der mange reder i et træ. I maj lægger skarven 3-4 aflange æg med et ydre kalkagtigt lag, som delvis skjuler den underliggende blå skal. Rugningen varer knapt fire uger og begynder så snart første æg er lagt. Derfor klækker æggene med nogle dages mellemrum. Ungerne fodres i reden af begge forældrefugle i 7 uger, og fodres endnu i en måneds tid efter de har forladt reden. Efter nogle år dør redetræerne på grund af skarvens ekskrementer.
Den lever mest af ål, ålekvabbe, torsk, sild, ising og ulk med en størrelse over 15 centimeter, som fanges ved dykning. Ved Vadehavet kan den ses jage ål, ålekvabber og sild når det er højvande. Skarven svømmedykker, når den jager. Dens fjerdragt er gennemtrængelig for vand, hvilket hjælper ved at mindske opdriften i vandet. Til gengæld må den bagefter tørre vingerne ved at sidde på f.eks. en pæl med udbredte vinger.
Skarv
Storskarvskranium.
Museum specimen
_-_Phalacrocorax_carbo_(088b).jpg)
.jpg)
|archive-date= (hjælp)
Skarven eller ålekragen (latin: Phalacrocorax carbo) er en fugl, der lever i alle verdensdele undtagen Sydamerika og Antarktis. I Danmark, hvor den har været del af faunaen i omkring 7000 år, er den en almindelig ynglefugl og vintergæst nordfra. Den lever især af fisk som ål, ålekvabbe, torsk og sild.
