Rohozub nachový (Ceratodon purpureus) je druh mechu řadící se k čeledi útlovláskovitých.
Patří mezi plevelné mechy rozšířené hlavně u lidských sídlišť, na narušených lokalitách ale i na spálené půdě.
Rohozub nachový je hojně rozšířený, plevelný, krátký mech tvořící husté chomáčky nebo polštářky. Lodyžka je vzpřímená, dlouhá až 3 cm. Vidličnatě se větví.
Štět vybíhající z lodyžky je zelený. Začátkem jara dosáhne maximální výšky a barva se změní ze zelené na červenou. Výjimečně se může zbarvit do oranžova. Válcovitá tobolka je přímá až horizontální s podélnou brázdou a náznakem volátka na krku.
Tento druh je kosmopolitně rozšířen. Vyskytuje se na všech typech substrátů – štěrkové i písčité půdy, dřevo, skály, ale i na starých střechách a v prasklinách chodníků. Toleruje širokou škálu pH i mnohem vyšší úroveň znečištění než jiné mechy.
Najdeme ho i na narušených lokalitách, kde jeho hojnost přispívá k nahromadění organických látek v půdě a tím i k vývinu a rozvoji bezobratlých živočichů.
Spolu s rohozubem nachovým můžeme na takových místech nalézt i vrbovku úzkolistou (Chamerion angustifolium) a Anaphalis margaritacea.
Rozmnožování může probíhat vegetativně nebo výtrusy (sporami). Hlavní metodou rozšiřování spor je vítr. Napomáhají tomu však i změny vlhkosti, které způsobují kroucení a ohýbání štětu s tobolkou což vede k lepšímu roznesení výtrusů.
Klíčení spor je dvoufázový proces. Nejprve spory nabobtnají a posléze se roztáhnou a vyklíčí. Pokud jsou výtrusy rohozubu udržovány v suchu, zůstanou životaschopné i po několik (až šestnáct) let.
V polovině léta se štět s tobolkou rozpadá a láme.
Obrázky, zvuky či videa k tématu rohozub nachový ve Wikimedia Commons
Galerie rohozub nachový ve Wikimedia CommonsRohozub nachový (Ceratodon purpureus) je druh mechu řadící se k čeledi útlovláskovitých.
Patří mezi plevelné mechy rozšířené hlavně u lidských sídlišť, na narušených lokalitách ale i na spálené půdě.
Rød horntand (Ceratodon purpureus) er et meget almindeligt mos, der vokser som pionerplante på åben, sandet jord i Danmark. Mosset er især iøjnefaldende om foråret med dets purpurrøde setae og sporehuse. Navnet Horntand hentyder til sporehusets peristomtænder, som er dybt kløvede og derfor hver især kan minde om et par horn.
Rød horntand har 1-2 cm oprette skud med lancetformede, jævnt tilspidsede, 1-2 mm lange blade, der har en kraftig ribbe og tilbagerullet rand. De rødbrune, cylindriske, som ældre furede sporehuse er meget almindelige om foråret. Sporerne er kendt for at kunne spire efter helt op til 16 års udtørring.[1]
Rød horntand er udbredt over store dele af verden, i Europa nord til Svalbard. Arten er i øvrigt rapporteret fra Makaronesien, sydvestlige Asien, Himalaya, nordøstlige Kina, Japan, Korea, Nordamerika og Grønland.
Setae
Blade (Foto: Kristian Peters)
Rød horntand (Ceratodon purpureus) er et meget almindeligt mos, der vokser som pionerplante på åben, sandet jord i Danmark. Mosset er især iøjnefaldende om foråret med dets purpurrøde setae og sporehuse. Navnet Horntand hentyder til sporehusets peristomtænder, som er dybt kløvede og derfor hver især kan minde om et par horn.
Rød horntand har 1-2 cm oprette skud med lancetformede, jævnt tilspidsede, 1-2 mm lange blade, der har en kraftig ribbe og tilbagerullet rand. De rødbrune, cylindriske, som ældre furede sporehuse er meget almindelige om foråret. Sporerne er kendt for at kunne spire efter helt op til 16 års udtørring.
Rød horntand er udbredt over store dele af verden, i Europa nord til Svalbard. Arten er i øvrigt rapporteret fra Makaronesien, sydvestlige Asien, Himalaya, nordøstlige Kina, Japan, Korea, Nordamerika og Grønland.
Setae
Blade (Foto: Kristian Peters)
Das Purpurstielige Hornzahnmoos (Ceratodon purpureus) auch Purpurmoos, Purpurstielzchen ist eine Art aus der Gattung der Hornzahnmoose (Ceratodon). Der Name der Gattung ist abgeleitet von griechisch keratos/keras „Horn“ und odon „Zahn“ und bezieht sich auf die trocken hakig eingekrümmten Peristomzähne. Der Artname bezieht sich auf die Farbe der Seta.
Neben dem Typ existieren als Varietät:
Das Purpurstielige Hornzahnmoos erreicht eine Wuchshöhe von bis zu 7,5 mm, es wächst pro Jahr etwa 2,8 mm, an sehr schattigen Plätzen kann das Moos auch selten bis zu 4,5 cm hoch wachsen. Der Stängel ist aufrecht und oft verzweigt. Die Laubblätter sind breit und lanzettförmig, sie rollen sich bei Trockenheit zusammen. Die glatten bis schwach papillösen Laminazellen sind ziemlich gleichförmig, abgerundet-quadratisch, am Blattgrund rechteckig. Die Seta ist anfangs gelblich bis rötlich. Im Alter verfärbt sie sich nach purpurrot, im hohen Alter nach rotbraun. Die Sporenkapsel auf der verlängerten Seta ist kropfig und trocken stark gefurcht, die 16 Peristomzähne tief zweigeteilt, der Deckel kegelförmig, die Kalyptra kappenförmig.
Die Art ist weltweit verbreitet, in den Tropen jedoch seltener als in den gemäßigten Zonen. In Europa ist es sehr häufig und formenreich. Meist ist es an Ruderalstellen zu finden. Es wächst auf Erde, Holz, Gestein oder Sand und findet sich auch in Innenstädten. Die Art ist toleranter gegen Bodengifte und Umweltverschmutzung als andere Moosarten und findet sich demnach auch auf belasteten Böden, zum Beispiel an Schnellstraßen.
Das Purpurstielige Hornzahnmoos verfügt wie alle Moose über einen Generationswechsel. Die haploiden Sporen werden durch den Wind aus der Sporenkapsel geblasen und verteilt. Die Sporen keimen in zwei Phasen, erst schwellen sie und dehnen sich dann aus, durch diese Bewegung wird die Kapsel zerrissen und das Moos kann keimen. Aus dem zunächst entstehenden Protonema entwickelt sich das Moospflänzchen. Nach der Befruchtung entwickelt sich der diploide Sporophyt, in dem durch Meiose wieder die haploiden Sporen entstehen. Die Sporen sind auch nach 16 Jahren trockener Lagerung noch keimfähig.
Das Moos wird vor allem von Dornschrecken der Gattung Tetrix gefressen.
Purpurstieliges Hornzahnmoos (Habitat)
Getrocknetes Purpurstieliges Hornzahnmoos mit Sporophyten
Seta (Kapselstiel)
Vergrößerte Laubblätter
Blattrand bei 400× Vergrößerung
Das Purpurstielige Hornzahnmoos (Ceratodon purpureus) auch Purpurmoos, Purpurstielzchen ist eine Art aus der Gattung der Hornzahnmoose (Ceratodon). Der Name der Gattung ist abgeleitet von griechisch keratos/keras „Horn“ und odon „Zahn“ und bezieht sich auf die trocken hakig eingekrümmten Peristomzähne. Der Artname bezieht sich auf die Farbe der Seta.
Ceratodon purpureus is a dioicous moss with a color ranging from yellow-green to red.[1] The height amounts to 3 centimeters. It is found worldwide, mainly in urban areas and next to roads on dry sand soils.[2] It can grow in a very wide variety of habitats, from polluted highway shoulders and mine tailings to areas recently denuded by wildfire to the bright slopes of Antarctica.[3] Its common names include redshank,[4] purple forkmoss,[4] ceratodon moss, fire moss, and purple horn toothed moss.
Fire moss is a native, short moss that forms dense tufts or sometimes cushions.[5][6] The stems are erect, usually about 0.5 inch (1.3 cm) long. The upper 0.19 inch (0.5 cm) is current year's growth;[5] often slightly branched by forking at the tip of the old growth.[7] The stems sometimes become 2.4 to 3.1 inches (7–8 cm) long in shaded places.[8] Leaves are short and hairlike, spreading when moist; somewhat folded or twisted when dry.[5][7]
Fire moss contains photoprotective pigments, which are a useful adaptation for the bright Antarctic environment.[9] Leaf pigment varies from green to ginger.[9]
Fire moss likely occurs in every country throughout the world but is possibly replaced by closely related taxa in tropical latitudes.[10] It is widespread throughout Canada, where it is known from every province and territory.[10] In the United States it occurs in every state.[10]
Fire moss is able to tolerate much higher pollution levels than other mosses.[11] It is common in urban and industrial environments subjected to a variety of pollutants, along highways, and on the tailings and refuse associated with both coal and heavy-metal mining activities.[11]
Fire moss is often found on disturbed sites. It occurs on a wide range of substrates including soil, rock, wood, humus, old roofs, sand, and cracks of sidewalks.[5][7][10] It is most abundant on exposed, compact, mineral, dry, gravelly or sandy soils but tolerates a wide range of soil textures.[5] Sand dunes close to water in Scotland are colonized by fire moss, which grows between the shoots of grasses.[11]
Fire moss is dioecious,[5] reproducing generatively with spores and vegetatively through protonemata. The capsules are held horizontally on the end of a long seta (fruit stalk).[5] Fire moss generally fruits abundantly.[7] Wind is the main method of spore dispersal.[12]
Spore germination in fire moss is a two-phase process. Spores first swell then distend.[13] Usually the setae are present in great numbers in the colony; with changes in humidity they twist and untwist. This movement helps to jerk the capsules, helping in spore discharge. Possibly the contraction of the grooves in the capsule at maturity also helps to squeeze out the spores.[5] Spores of fire moss have remained viable even after drying for 16 years.[11]
Fire moss reproduces vegetatively via protonemata (threadlike or platelike growths).[14]
Fire moss sporophytes appear early in the spring, as soon as the snow melts.[6] In March, the setae reach their full height and begin to turn from green to red. Capsules mature by late spring.[7] By midsummer the capsules often decay, and the setae break from the moss.[8]
A 2012 study has found that male and female fire moss emit different and complex volatile organic scents.[15] Female plants emit more compounds than male plants. Springtails were found to choose female plants preferentially, and the study found that springtails enhance moss fertilization. All together, the results seem to suggest a plant-pollinator relationship analogous to those found in flowering plants.[15]
Fire moss prefers low competition and high light; however, it is somewhat shade tolerant,[16][17] and has, for example, been reported to grow in artificially illuminated caves.[18][19] It is a colonizer of disturbed sites and readily invades mineral soil by spores.[12] Fire moss is typically found associated with other species characteristic of disturbed sites such as fireweed (Epilobium angustifolium) and pearly everlasting (Anaphalis margaritacea).[20] Fire moss is often replaced by flowering plants in later stages of succession.[11] In the black spruce (Picea mariana)-lichen woodlands of Alaska and Canada, the first stage of revegetation, which lasts from 1 to 20 years, is dominated by pioneer mosses such as fire moss. Fire moss continues to increase in the early part of the shrub stage but begins to decrease toward the end of this stage.[21]
Fire moss will colonize burned areas through lightweight, off-site, wind-dispersed spores.[14][22] High-severity fire, which exposes mineral soil, provides ideal conditions for the germination of fire moss spores. Fire moss is often the dominant vegetation for several years following high-severity fire.[11] It produces few spores late in the first postfire year and many in the second.[22] If fire takes place in early spring; gametophores can develop in 4 to 5 months. If the fire takes place in the fall, colonization is slower.[11]
This article incorporates text from the following source, which (as a U.S. government work) is in the public domain: Tesky, Julie L. 1992. "Ceratodon purpureus". Fire Effects Information System. U.S. Department of Agriculture, Forest Service, Rocky Mountain Research Station, Fire Sciences Laboratory.
Ceratodon purpureus is a dioicous moss with a color ranging from yellow-green to red. The height amounts to 3 centimeters. It is found worldwide, mainly in urban areas and next to roads on dry sand soils. It can grow in a very wide variety of habitats, from polluted highway shoulders and mine tailings to areas recently denuded by wildfire to the bright slopes of Antarctica. Its common names include redshank, purple forkmoss, ceratodon moss, fire moss, and purple horn toothed moss.
Kulosammal eli metsäkulosammal[2] (Ceratodon purpureus) on melko yleinen lehtisammallaji. Sen versot kasvavat pystyssä, mutta jäävät mataliksi (0,5–1,5 cm). Lehdet ovat pienet ja suippokärkiset. Kulosammalessa on usein itiöpesäkkeitä, jotka ovat raakoina vihreitä, mutta kypsyessään muuttuvat punaruskeiksi.[3]
Kulosammalta kasvaa avoimilla paikoilla kuten metsäpalojen jättämillä aukeilla[4] ja tienvarsilla.
Kulosammal eli metsäkulosammal (Ceratodon purpureus) on melko yleinen lehtisammallaji. Sen versot kasvavat pystyssä, mutta jäävät mataliksi (0,5–1,5 cm). Lehdet ovat pienet ja suippokärkiset. Kulosammalessa on usein itiöpesäkkeitä, jotka ovat raakoina vihreitä, mutta kypsyessään muuttuvat punaruskeiksi.
Kulosammalta kasvaa avoimilla paikoilla kuten metsäpalojen jättämillä aukeilla ja tienvarsilla.
Ceratodon purpureus est une espèce de mousses de la famille des Dicranaceae.
Ceratodon purpureus est haute d'environ trois centimètres, de couleur allant du jaune-vert au rouge. Ses petites feuilles sont poilues.
Ceratodon purpureus est présent partout dans le monde jusque dans les zones urbaines, sur des sols sablonneux secs. Elle est connue notamment pour coloniser les milieux perturbés par le feu, d'où son nom commun fire moss ou « mousse de feu »[1].
Ceratodon purpureus se reproduit par spores et par multiplication végétative grâce à des protonemata. Le sporange se situe à l'extrémité d'un long sporophyte et produit des spores qui ont un pouvoir de germination pouvant aller jusqu'à seize ans. C'est une espèce colonisatrice démontrant un effort de reproduction sexuelle et végétative élevé[2].
Ceratodon purpureus est une espèce de mousses de la famille des Dicranaceae.
Paprastoji rausvutė (lot. Ceratodon purpureus, angl. Redshank, vok. Purpurstieliges Hornzahnmoos) – dvyndantinių (Dicranaceae) šeimos samanų rūšis, priklausanti rausvutės (Ceratodon) genčiai.
Tai vienintelė Lietuvoje auganti rūšis. Lengvai atpažįstama pagal išilgai vagotą sporinę ir raudoną sporogono kotelį, kurie visam plotui suteikia gražiai raudoną atspalvį.
Stiebas 2-3 cm, paprastas, negausiai dvišakiai arba krūmiškai šakotas, ties pagrindu apaugęs rizoidais. Lapai lancetiški, nusmailėję. Sporogono kotelis 1-3,5 cm ilgio, purpuriškai raudonas. Sporinė palinkusi, pailgai ovalinė.
Auga nederlinguose dirvožemiuose, gaisravietėse, ant mūrų, akmenų, stogų ir panašių substratų tankiomis nešvariai žaliomis arba rausvomis vejomis.
Paprastoji rausvutė (lot. Ceratodon purpureus, angl. Redshank, vok. Purpurstieliges Hornzahnmoos) – dvyndantinių (Dicranaceae) šeimos samanų rūšis, priklausanti rausvutės (Ceratodon) genčiai.
Tai vienintelė Lietuvoje auganti rūšis. Lengvai atpažįstama pagal išilgai vagotą sporinę ir raudoną sporogono kotelį, kurie visam plotui suteikia gražiai raudoną atspalvį.
Stiebas 2-3 cm, paprastas, negausiai dvišakiai arba krūmiškai šakotas, ties pagrindu apaugęs rizoidais. Lapai lancetiški, nusmailėję. Sporogono kotelis 1-3,5 cm ilgio, purpuriškai raudonas. Sporinė palinkusi, pailgai ovalinė.
Auga nederlinguose dirvožemiuose, gaisravietėse, ant mūrų, akmenų, stogų ir panašių substratų tankiomis nešvariai žaliomis arba rausvomis vejomis.
Sinonimai: Ceratodon dimorphus Mielichhoferia recurvifolia.Gewoon purpersteeltje (Ceratodon purpureus, basioniem: Dicranum purpureum Hedw.) is een geelgroen tot roodachtig, maximaal 3 cm hoog, tweehuizig pioniersmos. De plant komt voor in de stedelijke omgeving, alsmede langs paden en wegen op droge zandgrond (brandvlakten) alsook ruderaal.
De korte bladeren zijn haarachtig en zijn bij voldoende vocht gespreid. Het mos plant zich generatief voort met sporen. De sporekapsels staan rechtop op een lange vruchtsteel.
De sporen kiemen in twee fasen. Eerst zwellen ze op en daarna verspreiden ze zich. Gewoonlijk komen er veel vruchtstelen voor, die zich bij wisselende vochtigheid draaien en terugdraaien, waardoor de sporen makkelijker verspreid worden. De sporen kunnen meer dan zestien jaar kiemkrachtig blijven.
Gewoon purpersteeltje (Ceratodon purpureus, basioniem: Dicranum purpureum Hedw.) is een geelgroen tot roodachtig, maximaal 3 cm hoog, tweehuizig pioniersmos. De plant komt voor in de stedelijke omgeving, alsmede langs paden en wegen op droge zandgrond (brandvlakten) alsook ruderaal.
De korte bladeren zijn haarachtig en zijn bij voldoende vocht gespreid. Het mos plant zich generatief voort met sporen. De sporekapsels staan rechtop op een lange vruchtsteel.
De sporen kiemen in twee fasen. Eerst zwellen ze op en daarna verspreiden ze zich. Gewoonlijk komen er veel vruchtstelen voor, die zich bij wisselende vochtigheid draaien en terugdraaien, waardoor de sporen makkelijker verspreid worden. De sporen kunnen meer dan zestien jaar kiemkrachtig blijven.
Brännmossa (Ceratodon purpureus) är en bladmossa som förekommer över hela världen. Den trivs bäst på platser som lätt torkar ut, som stenar och murar eller torrt och gammalt trä. Den hittas också ofta på äldre brandplatser, men är trots sitt namn inte den vanligaste mossan för brandplatser. Den kan också växa vid vägrenar och inne i städer. Mossans färg kan variera från gul-grön till röd. Höjden uppgår till 3 centimeter. Mossans sporer har en grobarhet på upp till 16 år.
Det är en fruktbärande mossa.
Ett bygdemålnamn förekommande i Uppland är guckuråg.[1]
En underart är Ceratodon purpureus var subaculis [2]
Wikimedia Commons har media som rör Brännmossa.
Brännmossa (Ceratodon purpureus) är en bladmossa som förekommer över hela världen. Den trivs bäst på platser som lätt torkar ut, som stenar och murar eller torrt och gammalt trä. Den hittas också ofta på äldre brandplatser, men är trots sitt namn inte den vanligaste mossan för brandplatser. Den kan också växa vid vägrenar och inne i städer. Mossans färg kan variera från gul-grön till röd. Höjden uppgår till 3 centimeter. Mossans sporer har en grobarhet på upp till 16 år.
Det är en fruktbärande mossa.
Ett bygdemålnamn förekommande i Uppland är guckuråg.
En underart är Ceratodon purpureus var subaculis
Вид поширений по всьому світі, включаючи Антарктиду.[1] У тропічних районах може замінятись близькоспорідненими видами. Росте на твердій, кам'янистій основі. Вид збільшує свій ареал за рахунок забруднення навколишнього середовища. Найчастіше зустрічається у міських районах, поруч із дорогами, на непрацюючих кар'єрах, смітниках.[2]
Мох утворює щільні пучки або суцільні подушки.[3][4] Стебла прямостоячі, заввишки 3 см[3], іноді можуть виростати до 8 см. Листя коротке і волосоподібне, випрямлене у вологому стані; скручене в сухому стані. Коробочка смугаста, з зобом, суха з борознами, блискуча, на червоній або жовтуватій ніжці. Мох містить фотозахисні пігменти, які є корисними для адаптації до навколишнього середовища Антарктики[5]. Забарвлення листя змінюється від зеленого до імбирного кольору.[6]
Ceratodon purpureus là một loài rêu trong họ Ditrichaceae. Loài này được Hedw. Brid. mô tả khoa học đầu tiên năm 1826.[1]
_1.jpg)
_4090.jpg)
_4097.jpg)
Bài viết liên quan đến bộ rêu Dicranales này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn.
Ceratodon purpureus là một loài rêu trong họ Ditrichaceae. Loài này được Hedw. Brid. mô tả khoa học đầu tiên năm 1826.
角齒蘚（学名：Ceratodon purpureus）为牛毛蘚科角齒蘚屬下的一个种。
_2259.JPG)
_1.jpg)
_2259.JPG)
_4090.jpg)
|access-date=中的日期值 (帮助) 
这是一篇與植物相關的小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。 
ヤノウエノアカゴケ（Ceratodon purpureus）は、シッポゴケ目キンシゴケ科に分類される蘚類。和名はムラサキヤネゴケともいう[1]。
世界各地に分布する[2][3]。カナダやアメリカ合衆国ではすべての州で分布が確認されており[3]、日本でも北海道から九州まで広い範囲で見られる[2]。
ヤノウエノアカゴケは、砂質の開けた土地や屋根の上[2]、都市部の道端などに広くみられる[4]。その他、高速道路の路肩、山火事によって裸出した土地、南極大陸の開けた斜面など生育地は多岐に及ぶ[5]。
ヤノウエノアカゴケは、砂上などに芝状、あるいはクッション状の群落を形成する[6][7]。植物体の色は黄緑から赤まで変化にとむ[8]。
雌雄異株で[9]、雄株は雌株と異なる群落を作る[2]。茎は通常高さ約1cmでわずかに分枝する程度であるが[2]、日陰に生える個体では茎の長さが7-8cmになることもある[10]。葉は披針形で先端に細かい歯があり、長さ0.7-1.2mm[2]。葉には光防御色素を持ち、南極大陸の開けた斜面など、光の強い環境に対して適応するのに役立っている[11]。色素は緑色から赤褐色まで多様である[11]。
朔柄は長さ1.0-1.5cmで、赤紫色か黄褐色になる[2]。朔は円筒形で、赤褐色[2]。胞子は直径13-16μm[2]。胞子は主に風によって散布されている[12]。
ヤノウエノアカゴケはある程度の遮光耐性を有しているが、光の多い、競争の少ない土地を好む[13][14]。本種は撹乱の起きた土地にコロニーを形成して、その養分を利用して素早く群落を広げる[12]。撹乱の多いところに生えるため、ヤナギランやヤマハハコなど同じような環境に生える植物としばしば群落を作っている[15]。遷移が進むと、通常ヤノウエノアカゴケの群落は他の植物に置き換わっていく[16]。
本種の胞子は早春、雪解けとほぼ同時期に発芽する[7]。朔は晩春に熟し[17]、夏には胞子が放出されて朔柄が脱落する[10]。胞子は多少の乾燥耐性があり、16日間乾燥させた胞子でも発芽能を有している[16]。
ヤノウエノアカゴケ属には、葉の形態などで区別される Ceratodon heterophyllus などの種が知られている[18]。日本には本種のみが分布している[2]。
