Die witkruiswindswael (Apus caffer) is 'n windswael. Die voëls behoort aan die genus Apus wat onder die familie van windswaelagtiges (Apodidae) ressorteer. Hulle kom algemeen in Afrika suid van die Sahara voor, maar het ook na Marokko en die suide van Spanje uitgebrei. In Engels staan die voël bekend as white-rumped swift.
Die voël is 'n somerbesoeker aan Suid-Afrika en verkies oop wêreld, dikwels naby water en is gereeld in dorpe en stede. Hulle broei en slaap gewoonlik in die neste van swaeltjies of kleinwindswaels.
Die voël is 14–16 cm groot en weeg 18 tot 20 gram. Die voël is swart met 'n prominente wit keel, redelike lang, diep mikstert en kenmerkende smal wit U op die kruis. Die stert word dikwels toe gehou en lyk dan skerppuntig.
Die witkruiswindswael (Apus caffer) is 'n windswael. Die voëls behoort aan die genus Apus wat onder die familie van windswaelagtiges (Apodidae) ressorteer. Hulle kom algemeen in Afrika suid van die Sahara voor, maar het ook na Marokko en die suide van Spanje uitgebrei. In Engels staan die voël bekend as white-rumped swift.
Die voël is 'n somerbesoeker aan Suid-Afrika en verkies oop wêreld, dikwels naby water en is gereeld in dorpe en stede. Hulle broei en slaap gewoonlik in die neste van swaeltjies of kleinwindswaels.
Apus caffer[2] ye una especie d'ave apodiforme de la familia Apodidae que vive n'África y la península ibérica.
El andarón cafre mide ente 14 y 15,5 cm de llargu, como'l restu de los sos parientes el so cola ye ahorquillada y les sos ales son llargues y apuntaes, y esplegaes dambes tienen forma d'amplia media lluna. Ye de color pardu coritu (anque los exemplares nuevos son más claros), salvo'l so gargüelu y obispillo que son blancos. El picu y les pates son negros. Como'l restu de andarones tien pates curties y sírvenlu pa colgar de superficies verticales.
Tien un aspeutu similar al andarón moru, anque ye más espodáu y escuru la so cola ye más ahorquillada y la zona blanca de la so obispillo ye más amenorgada.
El andarón cafre foi descritu científicamente pol naturalista alemán Martin Lichtenstein en 1823,[3] col nome de Clypcesus caffer.[4] Darréu foi treslladáu al xéneru Apus que fuera creáu en 1777. La etimoloxía del nome del so actual xéneru Apus provién del griegu antiguu apous (άπους) que significa «ensin pies», n'alusión a los so costumes aérees. Sicasí, el so nome específicu, caffer, y el so nome común proceden del términu árabe kafir que significa «paganu» y aplicábase a los pueblos de raza negra qu'habitaben el sur d'África,[5] y alude a la distribución de la especie. Nun se reconocen subespecies estremaes.[3]
El andarón cafre cría n'África subsaḥariana, el cordal del Atles y el sur de la península ibérica.[6] Les poblaciones de Marruecos y la península ibérica y África austral tres la dómina de cría migren a les zones tropicales del África subsaḥariana, ente que les qu'habiten nel trópicu namái ciertos realicen desplazamientos ciertos.
Son aves eminentemente aérees que nunca se posen nel suelu voluntariamente. Pasen la mayor parte de la so vida volando, cacen inseutos al vuelu, pueden beber en vuelos rasantes, ya inclusive duermen volando, solamente se mientres la dómina de cría p'añerar.
Esta especie suel apoderase de los niales construyíos polos andarones moros y les golondrines, espulsándolos d'ellos. N'Europa xeneralmente son los niales de les golondrina dáurica, anque al sur del Sáḥara tamién parasita a otres como la golondrina colilarga. Una vegada ocupáu'l nial forren el so interior con plumes y cuspia, y ponen unu o dos güevos.
.
Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Aves, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies. Apus caffer ye una especie d'ave apodiforme de la familia Apodidae que vive n'África y la península ibérica.
Ar glaouer kafir (liester : glaouered kafir)[1] a zo ur spesad evned, Apus caffer an anv skiantel anezhañ.
Bevan a ra diwar amprevaned paket gantañ diwar nij.
Kavout a reer ar spesad en Afrika a-bezh[2].
a vo kavet e Wikimedia Commons.
Ar glaouer kafir (liester : glaouered kafir) a zo ur spesad evned, Apus caffer an anv skiantel anezhañ.
El falciot cuablanc africà[1] (Apus caffer) és un ocell de la família dels apòdids (Apodidae) que vola sobre camps oberts i ciutats del sud de la península Ibèrica, Marroc, Sàhara Occidental i l'Àfrica Subsahariana.
El falciot cuablanc africà (Apus caffer) és un ocell de la família dels apòdids (Apodidae) que vola sobre camps oberts i ciutats del sud de la península Ibèrica, Marroc, Sàhara Occidental i l'Àfrica Subsahariana.
Aderyn a rhywogaeth o adar yw Coblyn tinwyn Affrica (sy'n enw gwrywaidd; enw lluosog: coblynnod tinwyn Affrica) a adnabyddir hefyd gyda'i enw gwyddonol Apus caffer; yr enw Saesneg arno yw White-rumped swift. Mae'n perthyn i deulu'r Coblynnod (Lladin: Apodidae) sydd yn urdd y Apodiformes.[1]
Talfyrir yr enw Lladin yn aml yn A. caffer, sef enw'r rhywogaeth.[2] Mae'r rhywogaeth hon i'w chanfod yn Affrica.
Mae'r coblyn tinwyn Affrica yn perthyn i deulu'r Coblynnod (Lladin: Apodidae). Dyma rai o aelodau eraill y teulu:
Rhestr Wicidata:
rhywogaeth enw tacson delwedd Corgoblyn Awstralia Aerodramus terraereginae Corgoblyn Lowe Aerodramus maximus
Aderyn a rhywogaeth o adar yw Coblyn tinwyn Affrica (sy'n enw gwrywaidd; enw lluosog: coblynnod tinwyn Affrica) a adnabyddir hefyd gyda'i enw gwyddonol Apus caffer; yr enw Saesneg arno yw White-rumped swift. Mae'n perthyn i deulu'r Coblynnod (Lladin: Apodidae) sydd yn urdd y Apodiformes.
Talfyrir yr enw Lladin yn aml yn A. caffer, sef enw'r rhywogaeth. Mae'r rhywogaeth hon i'w chanfod yn Affrica.
Der Weißbürzelsegler (Apus caffer), früher Kaffernsegler genannt, ist mit 14 Zentimeter Länge ein vergleichsweise kleiner Vertreter der Familie der Segler und ein naher Verwandter des in Europa weit verbreiteten Mauerseglers. Wie alle Segler jagt der Weißbürzelsegler in der Luft nach Insekten und Spinnentieren. Ursprünglich war das Verbreitungsgebiet dieser Vogelart auf Afrika südlich der Sahara beschränkt, erst seit einigen Jahren brütet der Weißbürzelsegler auch in Marokko, in Südspanien und in wenigen Paaren in Portugal.
Der Weißbürzelsegler hat die für einen Segler typische Gestalt, also einen schlanken Rumpf und vergleichsweise lange, sichelförmige Flügel, wobei bei ihm diese Merkmale sogar besonders ausgeprägt sind. Der Schwanz ist lang und im geöffneten Zustand tief gegabelt, charakteristisch für diese Art ist jedoch, dass der Schwanz über lange Zeiträume im Flug geschlossen gehalten wird und dabei wie eine spitze Nadel aussieht.
Das Gefieder des Vogels ist weitgehend schwarz, der auffallende weiße Kehlfleck bildet einen deutlichen Kontrast. Der ebenfalls weiße Bürzel, dem die Art ihren alternativen deutschen und auch englischen Namen verdankt (White-rumped swift), ist im Flug nur zu sehen, wenn man den Vogel von der Seite sieht. Beide Geschlechter des Weißbürzelseglers sehen gleich aus.
Der Kontrast zwischen schwarz und weiß unterscheidet den Weißbürzelsegler deutlich von fast allen anderen sympatrisch vorkommenden Seglerarten, außer dem Horus- und dem Haussegler. Der Horussegler kann durch seine größere, massigere Erscheinung unterschieden werden, der Haussegler ist an seinem typischen Schwanz zu erkennen, der rechteckig im geschlossenen und nur leicht gerundet im offenen Zustand ist.
Die Lautäußerungen sind nicht sehr auffallend, der Weißbürzelsegler ist recht still, besonders im Vergleich zum Haussegler. Meist hört man ein zirpendes Trillern, das wie „sip-sip-sip-siep-sip-sip“ klingt, tiefer als beim Haussegler ist und entfernt an Lautäußerungen von Fledermäusen erinnert.[1]
Das Verbreitungsgebiet südlich der Sahara ist ausgedehnt, aber recht zerstückelt. Im Osten Afrikas ist der Weißbürzelsegler der verbreitetste Segler in ländlichen Gebieten. Auch im Süden Afrikas, besonders in Mosambik, bestehen reichliche Vorkommen, wobei die Bestände zunehmen, was hauptsächlich an den durch Brückenbauten zusätzlich geschaffenen Nistplätzen für Schwalben liegt, die der Weißbürzelsegler parasitiert. Im Westen Afrikas ist das zwar ausgedehnte Brutgebiet weit mehr zerstückelt.
Erst kürzlich wurde das Verbreitungsgebiet auf den Westen der Paläarktis ausgedehnt, wo es sich aber auf kleinere, meist isolierte Vorkommen in Marokko sowie im Süden Spaniens beschränkt. Zurzeit ist auf der Iberischen Halbinsel eine Bestandszunahme und Arealausweitung nach Norden und Nordwesten festzustellen. Einzelne Brutplätze sind auch aus Portugal bekannt.
Die Vögel der Westpaläarktis sind vermutlich Zugvögel, sicher ist dies aber nur für die spanische Population. Die Winterquartiere sind unbekannt. Die Individuen der afrikanischen Population südlich des Sambesi sind ebenfalls Zugvögel. Auch die Winterquartiere dieser Vögel sind nicht sicher bekannt, es wurde vermutet, dass sie nördlich des Äquators liegen. Ziehende Vögel bilden Schwärme von bis zu 100 Vögeln. In den restlichen Teilen des Verbreitungsgebiets ist der Weißbürzelsegler Standvogel mit einigem nachbrutlichem Dispersal.
Wegen der Inbesitznahme von Nestern anderer vor allem an Brücken und Gebäuden brütender Arten sind auch die Nistplätze des Weißbürzelseglers vorwiegend an den Menschen gebunden, natürliche Nistplätze sind selten. Dabei hat der Weißbürzelsegler eine Vorliebe für Nester der Rötelschwalbe, anderer Schwalben und des Hausseglers. Innerhalb seines Verbreitungsgebiets findet man die Art in verschiedensten Lebensräumen, von recht trockenen Savannen bis zu Wäldern im Bereich des Äquators. Auch der Hohe Atlas ist bis in eine Höhe von 2500 Metern besiedelt.
Bei dem sowohl auf der Süd-, der Nordhalbkugel und in Äquatornähe brütenden Weißbürzelsegler ist die Brutzeit gebietsabhängig sehr unterschiedlich. Die Legezeit ist beispielsweise in Marokko im Juli, in Angola von Januar bis Februar, im August sowie im Oktober oder in Südafrika hauptsächlich zwischen Oktober und Januar.
Die Nestübernahme von Schwalben- oder Nestern des Hausseglers erfolgt teilweise gemeinschaftlich durch Gruppen von 4 bis zu 6 Vögeln, die sich wiederholt am Nesteingang festklammern, während der Nestbesitzer anwesend ist. Eine andere Strategie ist die Nestübernahme eines neuen Nest, das beinahe das nutzbare Stadium erreicht hat, in Abwesenheit des Nestbesitzers, wobei der Eingang mit Speichel verkleinert wird, um dem ursprünglichen Nestbesitzer den Zugang zu erschweren. Eine wiederholte Nutzung eines Nistplatzes über 9 Jahre wurde nachgewiesen, bei der Partnertreue waren es 3 Jahre.
Weißbürzelsegler sind im Alter von zwei Jahren geschlechtsreif. Es gibt zwei Jahresbruten in Teilen des Brutgebiets, in Tansania wurden auch schon drei beobachtet. Die Gelegegröße liegt zwischen einem und drei Eiern. Beide Geschlechter beteiligen sich gleichermaßen am Brutgeschäft. Die durchschnittliche Brutzeit beträgt in Tansania 21, die Nestlingszeit 42 Tage. In Südafrika lagen die beobachteten Zeiten knapp 10 Prozent darüber. Der Bruterfolg liegt in Tansania bei 76, in Südafrika bei 57 Prozent.
Der Weißbürzelsegler (Apus caffer), früher Kaffernsegler genannt, ist mit 14 Zentimeter Länge ein vergleichsweise kleiner Vertreter der Familie der Segler und ein naher Verwandter des in Europa weit verbreiteten Mauerseglers. Wie alle Segler jagt der Weißbürzelsegler in der Luft nach Insekten und Spinnentieren. Ursprünglich war das Verbreitungsgebiet dieser Vogelart auf Afrika südlich der Sahara beschränkt, erst seit einigen Jahren brütet der Weißbürzelsegler auch in Marokko, in Südspanien und in wenigen Paaren in Portugal.
Hiädöpiirrättäi (Apus caffer) on piirrättäjien heimoh kuului lindu.
The white-rumped swift (Apus caffer) is a species of swift. Although this small bird is superficially similar to a house martin, it is not closely related to that passerine species. The resemblances between the swallows and swifts are due to convergent evolution reflecting similar life styles.
This 14–15.5 cm long species has, like some relatives, a short forked tail and long swept-back wings that resemble a crescent or a boomerang. It is entirely dark except for a pale throat patch and a narrow white rump. It is similar to the closely related little swift, but is slimmer, darker and has a more forked tail and a narrower white rump.
This is a quiet species compared to little swift, but a twittering trill is sometimes given.
Like other swifts they have very short legs that they use only for clinging to vertical surfaces. They never settle voluntarily on the ground, and spend most of their lives in the air, feeding on insects that they catch in their beaks. Like other swifts they drink on the wing.
The habitat of this species is dictated by that of its hosts, and is therefore normally man-made structures such as bridges and buildings.
White-rumped swifts breed in much of sub-Saharan Africa, and have expanded into Morocco and southern Spain. The populations in Spain, Morocco and the south of Africa are migratory, although their wintering grounds are not definitively known. Birds in tropical Africa are resident apart from seasonal movements.
This species appropriates the nests of little swifts and those swallows which build retort-shaped nests. In Europe and north Africa, this usually means the red-rumped swallow, but south of the Sahara other species like wire-tailed swallow are also parasitised. The original owners of the nests are driven away, or the white-rumps settle in the nest and refuse to move. Once occupied, the nest is lined with feathers and saliva, and one or two eggs are laid.
_(6041288566).jpg)
,_crop.jpg)
.jpg)
,_crop.jpg)
,_crop.jpg)
The white-rumped swift (Apus caffer) is a species of swift. Although this small bird is superficially similar to a house martin, it is not closely related to that passerine species. The resemblances between the swallows and swifts are due to convergent evolution reflecting similar life styles.
El vencejo cafre (Apus caffer)[2] es una especie de ave apodiforme de la familia Apodidae que vive en África y la península ibérica.
El vencejo cafre mide entre 14 y 15,5 cm de largo, como el resto de sus parientes su cola es ahorquillada y sus alas son largas y apuntadas, y desplegadas ambas tienen forma de amplia media luna. Es de color pardo negruzco (aunque los ejemplares jóvenes son más claros), salvo su garganta y obispillo que son blancos. El pico y las patas son negros. Como el resto de vencejos tiene patas cortas y le sirven para colgarse de superficies verticales.
Tiene un aspecto similar al vencejo moro, aunque es más esbelto y oscuro su cola es más ahorquillada y la zona blanca de su obispillo es más reducida.
El vencejo cafre fue descrito científicamente por el naturalista alemán Martin Lichtenstein en 1823,[3] con el nombre de Clypcesus caffer.[4] Posteriormente fue trasladado al género Apus que había sido creado en 1777. La etimología del nombre de su actual género Apus proviene del griego antiguo apous (άπους) que significa «sin pies», en alusión a sus costumbres aéreas. En cambio, su nombre específico, caffer, y su nombre común proceden del término árabe kafir que significa «pagano» y se aplicaba a los pueblos de raza negra que habitaban el sur de África,[5] y alude a la distribución de la especie. No se reconocen subespecies diferenciadas.[3]
El vencejo cafre cría en África subsahariana, la cordillera del Atlas y el sur de la península ibérica.[6] Las poblaciones de Marruecos y la península ibérica y África austral tras la época de cría migran a las zonas tropicales del África subsahariana, mientras que las que habitan en el trópico únicamente realizan desplazamientos cortos.
Son aves eminentemente aéreas que nunca se posan en el suelo voluntariamente. Pasan la mayor parte de su vida volando, cazan insectos al vuelo, pueden beber en vuelos rasantes, e incluso duermen volando, solamente se posan durante la época de cría para anidar.
Esta especie suele apropiarse de los nidos construidos por los vencejos moros y las golondrinas, expulsándolos de ellos. En Europa generalmente son los nidos de las golondrina dáurica, aunque al sur del Sáhara también parasita a otras como la golondrina colilarga. Una vez ocupado el nido forran su interior con plumas y saliva, y ponen uno o dos huevos.
El vencejo cafre (Apus caffer) es una especie de ave apodiforme de la familia Apodidae que vive en África y la península ibérica.
Apus caffer Apus generoko animalia da. Hegaztien barruko Apodidae familian sailkatua dago.
Häätökiitäjä[2] (Apus caffer), aikaisemmalta nimeltään kafferikiitäjä tai kafferitervapääsky,[3] on tervakiitäjien sukuun kuuluva taitavasti lentävä lintulaji.
Linnun tieteellisen nimen antoi Apus caffer, antoi vuonna 1832 saksalainen ornitologi Martin Lichtenstein, joka työskenteli Hyväntoivonniemen kuvernöörin henkilääkärinä ja Hollannin armeijan kirurgina Afrikassa.
Suomessa nimi muutettiin vielä 2006 kun kafferitervapääskystä tuli kafferikiitäjä. Ruotsin Lintutieteellisen yhdistyksen nimistökomitea päätti 2015 muuttaa lajin nimen kafferseglaren muotoon vitgumpseglaren eli valkoperäkiitäjä, koska nimen osaa kafferi pidettiin rasistisena.[4] Vuoden 2018 nimistöuudistuksessa lajin suomenkieliseksi nimeksi tuli häätökiitäjä, mikä viittaa lajin tapaan häätää ruostepääskyt pesistään ja vallata tyhjäksi jäänyt pesä.[5]
Linnun pituus on 14-15,5 cm, joten se on selvästi tervapääskyä pienempi. Tummanruskea, yläperässä ja kurkussa valkoista, sekä kyynärsulkien kärjet vaaleat.
Euroopassa pesii vain pieni populaatio Etelä-Espanjassa, noin 100 parin luokkaa. Maailmanlaajuisesti laji ei ole uhanalainen. Tavattu Suomessa ainakin kerran.
Eurooppalaiset häätökiitäjät pesivät ruostepääskyjen pesiin.
Häätökiitäjä (Apus caffer), aikaisemmalta nimeltään kafferikiitäjä tai kafferitervapääsky, on tervakiitäjien sukuun kuuluva taitavasti lentävä lintulaji.
Apus caffer
Le Martinet cafre (Apus caffer) est une espèce de martinets, oiseaux de la famille des Apodidés.
C'est une espèce monotypique (non subdivisée en sous-espèces).
Elle s'étend sur la totalité de l'Afrique subsaharienne, le Maroc, le Portugal et le sud de l'Espagne (Andalousie).
Apus caffer
Le Martinet cafre (Apus caffer) est une espèce de martinets, oiseaux de la famille des Apodidés.
C'est une espèce monotypique (non subdivisée en sous-espèces).
O cirrio cafre (Apus caffer) é un paxaro apodiforme da familia dos apódidos. Como o resto dos cirrios, o cirrio cafre ten unhas patas moi curtas que emprega só para agarrarse en superficies verticais. Pasa a maior parte da súa vida no ar e aliméntase de insectos.
Mide entre 14 e 15 cm de lonxitude e ten, como os seus familiares, unha cola bifurcada curta e ás longas. É completamente escuro, excepto por unha mancha pálida na gorxa e outra preto do ano. Aseméllase moito ó cirrio pequeno, pero é máis fino e escuro.
É nativo da África subsahariana, mais as súas poboacións téñense ampliado até Marrocos e o sur da Península ibérica. As poboacións do norte de África e da península son migratorias. Tamén acostuma asentarse en estruturas feitas polo ser humano como pontes e edificios.
Esta especie aprópiase dos niños doutros paxaros como os cirrios pequenos e as andoriñas. Os propietarios orixinais do niño son expulsados e unha vez ocupado, o cirrio cafre fórrao con plumas e cuspe. Adoita poñer un ou dous ovos.
Apus caffer voando.
O cirrio cafre (Apus caffer) é un paxaro apodiforme da familia dos apódidos. Como o resto dos cirrios, o cirrio cafre ten unhas patas moi curtas que emprega só para agarrarse en superficies verticais. Pasa a maior parte da súa vida no ar e aliméntase de insectos.
Il rondone cafro (Apus caffer (Lichtenstein, 1823)) è un uccello della famiglia Apodidae.[2]
È un uccello molto simile al balestruccio, uccello della famiglia degli Irundinidi, più piccolo e con riflessi bluastri. Si differenzia dagli altri rondoni per il groppone bianco. Un'altra specie di rondone molto simile è il rondone indiano (Apus affinis), dal quale si differenzia per la colorazione più scura. Lunghezza di 14 cm circa.
Spesso usa i nidi di alcune rondini, come Hirundo daurica. In mancanza di questi se lo costruisce da solo con piume, fili e paglia. Depone da 2 a 3 uova, che cova per almeno 3 settimane.
Questo rondone si rinviene nell'Africa subsahariana e in Europa nidifica qualche volta in Spagna e Portogallo.[3]
Il rondone cafro (Apus caffer (Lichtenstein, 1823)) è un uccello della famiglia Apodidae.
De kaffergierzwaluw (Apus caffer) is een vogel uit de familie van de gierzwaluwen (Apodidae).
Deze soort komt voor op het zuidelijk Iberisch Schiereiland, centraal Marokko en Afrika bezuiden de Sahara.
Bronnen, noten en/of referentiesDe kaffergierzwaluw (Apus caffer) is een vogel uit de familie van de gierzwaluwen (Apodidae).
Kvitgumpseglar (Apus caffer) er ein fugl i seglarfamilien som lever Afrika sør for Sahara, men òg med spreidde førekomster av hekkande fuglar på Den iberiske halvøya.
Dette er små fuglar med kroppslengd på 14 centimeter og vekt på 22 gram. Karakteristisk for arten er den kvite overgumpen og djupt kløfta hale. Dei kan flyge med halefjørene samla i ein kileform slik at gaffelforma ikkje er synleg. Vengene er relativt lange, fjørdrakta mørk med ein kvit flekk i strupen i tillegg til kvitt på gumpen.[1]
Utbreiingsområdet er stort sett Afrika sør for Sahara, lengst sør på kontinentet er dei trekkfuglar. Det finst dessutan hekkefuglar i Marokko og sør på Den iberiske halvøya som trekker sørover for overvintring.[1]
Kvitgumpseglarar parasitterer svalereir for hekking, i Spania kan dei hekke i nedlagde bygningar.[1]
Det finst ein godkjent observasjon av to individ i Noreg i 1986.[2] I 2014 vart artsnamnet på norsk endra frå kafferseglar (bokmål: kafferseiler) til kvitgumpseglar.[3]
Storleiken på populasjonen er ikkje estimert, men er trudd å vere aukande. Arten er klassifisert som globalt livskraftig.[4]
Kvitgumpseglar (Apus caffer) er ein fugl i seglarfamilien som lever Afrika sør for Sahara, men òg med spreidde førekomster av hekkande fuglar på Den iberiske halvøya.
Kafferseiler (Apus caffer) er en fugl i seilerfamilien. Som andre seilere kan den minne om en taksvale, er den ikke beslektet med denne spurvefuglen. Likhetene mellom svaler og seilere skyldes konvergent evolusjon som reflekterer liknende levevis.
Seilere har svært korte bein som de bare bruker for å klamre seg fast til loddrette flater. De setter seg aldri frivillig på bakken, og tilbringer det meste av livet på vingene. De lever av insekter de fanger i nebbet. De drikker også mens de er på vingene.
Kafferseilere hekker i Afrika, sør for Sahara, og har utvidet sitt leveområde til Marokko og det sørlige Spania. Populasjonene i Spania, Marokko og det sørlige Afrika er trekkfugler. Fugler i tropisk Afrika er standfugler, bortsett fra sesongmessige forflytninger.
Denne arten okkuperer reirene til småseilere og enkelte svalearter. I Europa utnytter den vanligvis reirene til amursvale, men sør for Sahara blir også arter som trådhalesvale parasittisert. Enten blir reirenes opprinnelige eiere drevet bort, eller så blir kafferseilerne værende og nekter å flytte ut. Så snart reiret er okkupert, fôres det med fjær og spytt, og de legger ett eller to egg.
Kafferseilerens habitat er bestemt av vertsfuglenes habitat, og er derfor vanligvis kunstige strukturer som broer og bygninger.
Denne 14-15,5 cm lange arten har, som sine slektninger, en kort kløftet hale og lange, bakoverbøyde vinger som minner om en boomerang. Den er helt mørk bortsett fra en blek strupeflekk og en smal, hvit undergump.
Kafferseiler (Apus caffer) er en fugl i seilerfamilien. Som andre seilere kan den minne om en taksvale, er den ikke beslektet med denne spurvefuglen. Likhetene mellom svaler og seilere skyldes konvergent evolusjon som reflekterer liknende levevis.
Seilere har svært korte bein som de bare bruker for å klamre seg fast til loddrette flater. De setter seg aldri frivillig på bakken, og tilbringer det meste av livet på vingene. De lever av insekter de fanger i nebbet. De drikker også mens de er på vingene.
Kafferseilere hekker i Afrika, sør for Sahara, og har utvidet sitt leveområde til Marokko og det sørlige Spania. Populasjonene i Spania, Marokko og det sørlige Afrika er trekkfugler. Fugler i tropisk Afrika er standfugler, bortsett fra sesongmessige forflytninger.
Denne arten okkuperer reirene til småseilere og enkelte svalearter. I Europa utnytter den vanligvis reirene til amursvale, men sør for Sahara blir også arter som trådhalesvale parasittisert. Enten blir reirenes opprinnelige eiere drevet bort, eller så blir kafferseilerne værende og nekter å flytte ut. Så snart reiret er okkupert, fôres det med fjær og spytt, og de legger ett eller to egg.
Kafferseilerens habitat er bestemt av vertsfuglenes habitat, og er derfor vanligvis kunstige strukturer som broer og bygninger.
Denne 14-15,5 cm lange arten har, som sine slektninger, en kort kløftet hale og lange, bakoverbøyde vinger som minner om en boomerang. Den er helt mørk bortsett fra en blek strupeflekk og en smal, hvit undergump.
Multimedia w Wikimedia Commons Jerzyk widłosterny (Apus caffer) – gatunek ptaka z rodziny jerzykowatych (Apodidae).
Długość ciała 14-15,5 cm. Rozpiętość skrzydeł 33-37 cm. Długość skrzydeł wynosi 147-154 mm, zaś ogona 83-85 mm[3]. Między zewnętrzną a środkową parą sterówek różnica wynosi około 3,6 cm; ogon wcięty. Dziób mierzy około 6,35 mm. Tęczówki i dziób czarne. Nogi szare[4]. Bardzo ciemny z wąską białą plamą na kuprze[5].
W Europie gniazduje w Portugalii oraz dwóch miejscach w Hiszpanii. Przeważająca część zasięgu znajduje się na południe od Sahary, gdzie znajdują się tereny całorocznego występowania. W Botswanie, wschodniej Namibii oraz RPA jedynie gniazduje. Całkowity zasięg występowania szacowany na 12,4 mln km2[6].
Żywi się owadami łapanymi w locie – muchówkami (Diptera), chrząszczami (Coleoptera), pluskwiakami (Hemiptera) oraz osami. Prócz tego zjada pająki[7].
Zazwyczaj nie buduje gniazda, lecz wykorzystuje gotowe gniazda jaskółek lub innych jerzyków. W lęgu 1-5 jaj o wymiarach 25x16 mm[3]. Inkubacja trwa 21-25 dni, wysiadują oba ptaki z pary. Tydzień po wykluciu się piskląt samica składa kolejne jaja. Młode opuszczają gniazdo po 35-53 dniach[7].
Jerzyk widłosterny (Apus caffer) – gatunek ptaka z rodziny jerzykowatych (Apodidae).
O andorinhão-cafre (Apus caffer) é uma ave da família Apodidae. Distribui-se principalmente pela África subsariana, tendo uma distribuição mais restrita a norte do Sara.
Colonizou a Península Ibérica a partir de meados do século XX. Em Portugal começou a ser observado com alguma regularidade a partir da década de 1990, mas a sua ocorrência continua a ser muito rara e praticamente restrita ao extremo sueste do território (margem esquerda do Guadiana).
O andorinhão-cafre é preto, mas o uropígio branco, em conjunto com a cauda bifurcada, permite distinguir esta espécie do andorinhão-preto e dos restantes andorinhões que nidificam na Europa.
O andorinhão-cafre (Apus caffer) é uma ave da família Apodidae. Distribui-se principalmente pela África subsariana, tendo uma distribuição mais restrita a norte do Sara.
Colonizou a Península Ibérica a partir de meados do século XX. Em Portugal começou a ser observado com alguma regularidade a partir da década de 1990, mas a sua ocorrência continua a ser muito rara e praticamente restrita ao extremo sueste do território (margem esquerda do Guadiana).
O andorinhão-cafre é preto, mas o uropígio branco, em conjunto com a cauda bifurcada, permite distinguir esta espécie do andorinhão-preto e dos restantes andorinhões que nidificam na Europa.
Vitgumpseglare (Apus caffer)[4] är en huvudsakligen afrikansk fågel i familjen seglare.[2]
Före ett namnbyte 2015 var artens svenska namn kafferseglare.[4]
Vitgumpseglaren beskrevs första gången 1823 av den tyska ornitologen Martin Lichtenstein i ett register över dubbletter med specimen vid Museum für Naturkunde i Berlin, under namnet Cypselus Caffer.[5][6]
Fågeln förekommer lokalt i södra Spanien och i centrala Marocko men dess huvudsakliga utbredningsområde är Afrika söder om Sahara.[2] Populationerna norr om Sahara och söder om norra Zimbabwe och norra Namibia är flyttfåglar och övervintrar söder om Sahara, medan övriga är stannfåglar.[1]
I Spanien förekommer arten från tidig maj till augusti-oktober, men sällsynt observeras den så sent som tidig december.[1] Höstflytten genom Gibraltar sund sker från mitten av augusti till mitten av oktober.[1] I Sydafrika förekommer den från augusti till maj.[1]
Vitgumpseglare är en liten seglare som mäter 14–15,5 cm, har ett vingspann på 33–37 cm[7] och liknar till utseendet stubbstjärtseglare och horusseglare. Vitgumpseglaren har en lång, small och mycket spetsig hand, slank bakkropp och en lång, djupt kluven stjärt som ofta hålls ihop i flykten så att den bildar en spets. Vitgumpseglaren är mycket mörkt svartbrun och har en smal, men tydligt vit fläck på övergumpen, välavgränsad vit strupfläck och diffust ljusa ändband längs armpennorna. Den har en snabb, lätt flykt med snabba vingslag.[7]
Arten förekommer i en mängd olika habitat, från torr savann och buskmarker kring medelhavet, till Ekvatorialafrikas skogar.[1] Den förekommer mycket sällan i urbana miljöer.[7] Paret häckar oftast ensamma men det förekommer att den födosöker i mindre flockar.
För häckningen tar den över lerbon byggda av stubbstjärtseglare eller vissa svalarter inom släktet Hirundo, och fodrar ingången med fjädrar och dun uppblandat med saliv. Det förekommer också att den bygger egna bon som den placerar i nischer i klippväggar eller byggnader. Boet består då av en grund skål byggd av växtdelar och fjädrar ihoplimmat med saliv.[1] Den häckar sommartid från slutet av maj i Spanien, i maj i Marocko, juli i Senegambia, april, juni och juli i Nigeria, februari i Sudan, maj till juni i Etiopien, maj och juli i Demokratiska Republiken Kongo, januari till february, august och oktober i Angola, augusti till december i Zambia, september i Malawi, augusti till april i Zimbabwe, november till februari i Namibia, augusti till mars i Transvaal med en peak i Sydafrika mellan oktober och januari.[1] Vanligtvis lägger den tre ägg och den lever av små flygande insekter.[1]
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
Det globala utbredningsområdet är mycket stort men populationsstorleken är inte känd.[1] Populationstrenden bedöms vara ökande vilket tros bero på att lämpliga häckningsplatser ökar i och med att mängden byggda bilbroar ökar i det afrikanska utbredningsområdet. Utvecklingstrenden för den mycket lilla europeiska populationen, som beräknas uppgå till 110–200 par är inte känd.[1] Utifrån dessa kriterier kategoriserar IUCN arten som livskraftig (LC).[1]
Wikimedia Commons har media som rör vitgumpseglare.
Wikispecies har information om Apus caffer.
Vitgumpseglare (Apus caffer) är en huvudsakligen afrikansk fågel i familjen seglare.
Före ett namnbyte 2015 var artens svenska namn kafferseglare.
Apus caffer là một loài chim trong họ Apodidae.[2]
_(6040756987).jpg)
.jpg)
