Vortebideren (Decticus verrucivorus) er et insekt i familien løvgræshopper. Den er udbredt i hele Danmark og store dele af resten af Europa. Den holder til på solbeskinnede heder og enge med lav vegetation, både tør og fugtig. Vortebideren har veludviklede vinger, der bruges i kombination med kraftige spring. Ved hjælp af vingerne kan den springe mere end 20 meter.
Hannen bliver 2,5 – 3,5 cm og den lidt større hun 3,1 – 4,5 cm. Den er normalt grøn med mørke pletter på vinger og bagkrop. Brune varianter forekommer også, og tilmed varianter, der er grønne med gule til røde nakkesider og røde lår. Dertil findes varianter, der kan have en mosaik af forskellige farver.
Hunnen har en 17-26 millimeter lang læggebrod, som bruges når æggene lægges i jorden. Læggebroden gør hunnerne lette at kende.
Vortebideren er et rovdyr, der blandt andet tager mindre græshopper og andre insekter, men den lever også af plantekost som fx græs. Den har kraftige kæber og kan give et smertefuldt bid, dog bider den næppe gennem huden.
Hannen er den eneste der synger, hvilket sker ved hjælp af forvingerne. Det øverste af forvingerne overlapper hinanden og her sidder striduleringsorganet. Det er i princippet en fil, der stryger hen over nogle tappe, og herved dannes lyden. Sangen er en række hæse enkeltstød: "sicc, sicc, sicc", der gentages flere gange i sekundet. Lyden er høj og kraftig, og kan høres op til 100 meter væk. Hvis hannen forstyrres for meget, stopper striduleringen. Den stridulerer kun, når temperaturen er over 23-25 grader, og denne opnås hurtigt i jordhøjde på en sommerdag.
Under parringen fører hannen en spermatofor fra kønsåbningen over i hunnens kønsåbning. Denne spermatofor består af to dele: en lille del, hvori sæden sidder, og en stor proteinholdig del, som hunnen æder. Denne er vigtig for udviklingen af æggene. Efter parringen går de hver til sit. Hunnen lægger æggene enkeltvis spredt over et større område, og æggene overvintrer til næste forår. De første nymfer ses i maj. Efter ca. halvanden måned ses de første voksne vortebidere, og man kan høre hannerne synge. Vortebideren er fremme helt til den første hårde frost rammer, og man kan finde dem helt ind i oktober.
Vortebideren har fået sit navn fra, at man før i tiden brugte den til at bide i fx fodvorter. Den gylper så lidt fordøjelsesvæske op, som hjælper til at dræbe vorten. Den skulle også være brugt til at bide hul på vabler.[1]
_017.jpg)
Hun, læg mærke til læggebroden
Rødlig variant
Hun, brun/grøn variant
Hun, brun variant
Vortebider i Ørslev Mose
Vortebideren (Decticus verrucivorus) er et insekt i familien løvgræshopper. Den er udbredt i hele Danmark og store dele af resten af Europa. Den holder til på solbeskinnede heder og enge med lav vegetation, både tør og fugtig. Vortebideren har veludviklede vinger, der bruges i kombination med kraftige spring. Ved hjælp af vingerne kan den springe mere end 20 meter.
Der Warzenbeißer (Decticus verrucivorus) ist eine Langfühlerschrecke aus der Überfamilie der Laubheuschrecken (Tettigonioidea). Der für Heuschrecken eher seltsame Name beruht auf dem Umstand, dass man die Tiere früher in Warzen beißen ließ, da man sich auf Grund ihrer ätzenden Verdauungssäfte dadurch eine heilende Wirkung erhoffte.
Die Männchen werden 24 bis 38 Millimeter, die Weibchen 26 bis 44 Millimeter lang. Die Färbung variiert zwischen grün, gelbbraun und schwarzbraun, vielfach sind die Tiere aus einer Mischung dieser Farben gescheckt. Die Flügel haben dunkelbraune Würfelflecken. Sie sind schmal und klein im Vergleich zum massigen Körper. Bei den Männchen sind die Vorderflügel im Mittel 27,36 mm lang, die Länge der Hinterflügel, die in Ruhe von den Vorderflügeln vollständig verdeckt sind, beträgt im Mittel 24,70 mm. Bei den Weibchen messen die Vorderflügel im Mittel 29,03 mm, die Hinterflügel 26,65 mm.[1] Sehr kurzflüglige Formen (aus Italien[2]) und langflüglige Exemplare (s. Abb.) sind bekannt. Die Fühler sind etwa körperlang. Die lange Legeröhre (Ovipositor) der Weibchen ist leicht nach oben gebogen. Die Cerci der Männchen tragen hinter der Mitte Zähnchen.
Der Warzenbeißer ist in Europa und Asien verbreitet. Im Norden reicht die Verbreitung bis in den Süden Englands und Skandinaviens. Die Tiere leben vor allem auf niedrig wachsenden Bergwiesen, auf Trockenrasen und auch auf Feuchtwiesen. Oft werden sie auch auf Ackerbrachen angetroffen.
Warzenbeißer sind tagaktiv. Sie ernähren sich hauptsächlich von Insekten, jedoch auch von Pflanzen. Bei der Paarung klammert sich das Männchen mit den Vorderbeinen an der Legeröhre des Weibchens an. Die hellen Eier werden einzeln in die Erde gelegt. Bis die Larven ausgewachsen sind, vergehen zirka eineinhalb Jahre. Erste erwachsene Tiere sind in Mitteleuropa ab Anfang Juni zu beobachten.[3] Im Süden Europas treten die Adulti früher, im Norden später auf.
Die geschlechtsreifen Männchen singen nur bei Sonnenschein. Sie haben einen artspezifischen Gesang, der aus langen Folgen von kurzen Zick-Lauten besteht, die durch Intervalle getrennt sind. Bei anhaltendem Gesang verkürzen sich die Intervalle, doch sind auch bei schneller Folge die einzelnen Laute noch wahrnehmbar.
Das Lautorgan befindet sich an der Basis der Vorderflügel und hebt sich durch seine braune Färbung vom übrigen Flügel ab. Alle Strukturen sind auf beiden Flügeln vorhanden, jedoch entsprechend ihren Funktionen in unterschiedlicher Ausprägung (Bild). Auf dem linken Flügel ist die Schrillader mit der Schrillleiste gut entwickelt. Sie ist im Mittel 2,85 mm lang und trägt auf der Unterseite durchschnittlich 73 bis 75 oval geformte Schrillzähne.[1] Beim Singen streichen die Schrillzähne des linken Flügels über die Schrillkante des rechten Flügels. Auf dem rechten Flügel ist die Schrillleiste dagegen schwach ausgebildet. Sie misst im Mittel nur 1,55 mm und ist mit lediglich 42,80 Schrillzähnen besetzt, die an der Schallbildung nicht beteiligt sind. Demgegenüber ist der rechte Flügel mit einem wohl ausgebildeten Spiegel ausgestattet, der als Resonator wirkt. Er besteht aus einer sehr dünnen, völlig durchsichtigen Membran, die in einen stabilen Rahmen eingespannt ist.[1] Auf dem linken Flügel ist der Spiegel nahezu vollständig rückgebildet.
Die Entwicklung der Schrillzähne wurde vergleichend beim Warzenbeißer und bei der Mittelmeer-Feldgrille (vergl. dort) untersucht. Der Entwicklungsgang stimmt bei beiden überein. Beim Warzenbeißer treten im Verlauf des letzten Larvenstadiums über der hinteren Cubitalader des Vorderflügels in Reihe angeordnete Lamellenbildungszellen und Zwischenzellen auf, die miteinander alternieren und mit Chitin überdeckt sind. Die Kerne beider Zelltypen sind sehr groß, was auf hohe Zellaktivität schließen lässt. Die Lamellen oder Schrillzähne entstehen dadurch, dass die Lamellenbildungszellen über die Oberfläche des neuen Flügels hinauswachsen, während sich die Zwischenzellen gleichzeitig nach innen zurückziehen. Kurz nach der Imaginalhäutung dehnt sich der Flügel zur vollen Größe, und die Schrillzähne nehmen ihre endgültige Position ein. Die Lamellenbildungszellen setzen sich daraufhin vom Chitin ab, bald danach auch die Zwischenzellen, und in der Folge degenerieren beide Zelltypen rasch.[1]
Die Art reagiert empfindlich auf Umweltveränderungen und ist gebietsweise in Deutschland bereits verschwunden.
August Johann Rösel von Rosenhof beschrieb die Art in seinem berühmten Werk Insecten-Belustigungen. Er zeichnete mehrere Farbvarianten und Entwicklungsstadien der Art in sehr naturgetreuer Weise (siehe Abbildung). Ein Auszug aus der Originalbeschreibung des Warzenbeißers von Seite 57f. des 2. Bandes der Insecten-Belustigung aus dem Jahre 1749:
„§ 10. Da diese Thiere sehr bösartig sind; so hat man sich in Acht zu nehmen, wenn man sie fangen will: dann sie pflegen wo sie die bloße Haut finden, so scharf zu beissen, daß so gleich das Blut darnach gehet. Zur gleichen Zeit flüsset auch aus ihrem Mund ein brauner Safft, welcher nichts anders ist, als die in dem vordern Schlund in eine flüssige Materie verwandelte Speise. Daß aber ihr Bis mit ziemlicher Gewalt geschehe, erhellet daraus, daß man sie in den Hut beissen lässet und selbigen zur gleichen Zeit wegziehet, der Kopf mit dem Schlund an dem Hut allezeit hangen bleibet, und von dem übrigen Körper los gerissen wird.
Sonsten saussen auch die Heuschrecken gerne, und gleichwie sie durch Hülffe ihrer Spring-Füsse schnell und weit hupfen können; also dienen ihnen auch ihre Flügel, sich durch die Luft von einem Ort zu dem andern zu begeben. Ihre Feinde sind verschiedene Vögel, welche ihnen gerne nachstellen, weil sie so wohl zu ihrer, als auch ihrer Jungen Nahrung dienen. An dem sogenannten Zwirn-Wurm haben sie einen innerlichen Feind: dieser wird zuweilen eine Vierthel-Ellen lang in ihnen angetroffen, hat aber daher nur die Dicke eines Zwirn-Fadens und zehrt sie so aus, daß sie vielmals, vor der ihnen sonst bestimmten Zeit, ihr Leben endigen müssen. Statt dieses Wurms findet man sie auch öfters, sonderlich nicht lange vor ihrem instehenden Tod, mit Maden angefüllet, welche von denen Mücken ihren Ursprung haben.“
Der Warzenbeißer (Decticus verrucivorus) ist eine Langfühlerschrecke aus der Überfamilie der Laubheuschrecken (Tettigonioidea). Der für Heuschrecken eher seltsame Name beruht auf dem Umstand, dass man die Tiere früher in Warzen beißen ließ, da man sich auf Grund ihrer ätzenden Verdauungssäfte dadurch eine heilende Wirkung erhoffte.
The wart-biter (Decticus verrucivorus)[1] is a bush-cricket in the family Tettigoniidae. Its common and scientific names derive from the eighteenth-century Swedish practice of allowing the crickets to nibble at warts to remove them.[2]
Adult wart-biters are 31–37 millimetres (1.2–1.5 in), with females being significantly larger than males. They are typically dark green in colour, usually with dark brown blotches on the pronotum and wings (a dark brown morphotype also occurs). The female has a long and slightly upcurved ovipositor.[3]
The wart-biter has a song consisting of a rapidly repeated series of short bursts of clicks, sometimes lasting for several minutes.
Wart-biters normally move about by walking; they rarely fly, except when frightened. Most can only fly 3 to 4 metres (10 to 13 ft) at a time.
The Orthoptera Species File[4] lists:
The species is found in calcareous grassland and heathland habitats.[3]
Wart-biters need a mosaic of vegetation, including bare ground/short turf, grass tussocks, and a sward rich in flowering forbs. They prefer areas that are not heavily grazed. The species is thermophilous, and tends to occur on sites with a southerly aspect.[5]
The species is omnivorous. Plants eaten include knapweed, nettles, bedstraws; the species also eats insects, including other grasshoppers. Despite its name, the eponymous warts are not a major part of its diet.
The wart-biter lays its eggs in the soil; these eggs normally hatch after two winters. It then passes through seven instar stages between April and June. The adult stage is reached in the beginning of July. Wart-biter populations peak in late July and early August.[3] Newly hatched Decticus are encased in a sheath to facilitate their trip to the soil surface, the sheath holding the legs and antennae safely against the body while burrowing upwards. A neck which can in turn be inflated and deflated, enlarges the top of its tunnel, easing its passage upwards.[6]
This species occurs throughout continental Europe, except the extreme south, ranging from southern Scandinavia to Portugal, Spain, Italy, and Greece. It is also found in temperate Asia, as far east as China. Geographic features such as mountains have fragmented the species, leading to a wide range of forms and numerous subspecies.[7]
In Britain, the wart-biter is confined to five sites, two in East Sussex, and one each in Wiltshire, Essex, Dorset and Kent.[3]
The population of wart-biters has declined in many areas of northern Europe. In Britain, it is threatened with extirpation.[8] The species is the subject of a United Kingdom Biodiversity Action Plan.[9]
Sound of Decticus verrucivorus Field recording in the Netherlands 30s Problems playing this file? See media help. The wart-biter (Decticus verrucivorus) is a bush-cricket in the family Tettigoniidae. Its common and scientific names derive from the eighteenth-century Swedish practice of allowing the crickets to nibble at warts to remove them.
Heinaritsikas (Decticus verrucivorus) sihktiivaliste seltsi kuuluv putukaliik.
Putukas on Eestis üsna arvukas.[1]
Heinaritsikas (Decticus verrucivorus) sihktiivaliste seltsi kuuluv putukaliik.
Putukas on Eestis üsna arvukas.
Niittyhepokatti eli kenttähepokatti (Decticus verrucivorus) on Euroopassa ja Siperiassa esiintyvä suurehko ja raskasrakenteinen hepokattilaji.
Niittyhepokatin yleisväritys vaihtelee harmaanruskeasta tummanvihreään ja etenkin siivissä ja takaruumiissa on voimakasta tummaa kuviointia. Satunnaisesti pohjaväri voi olla jopa punertava. Tuntosarvet ovat pitkät ja ohuet. Siivet ovat kapeat ja ulottuvat jonkin verran takaruumista pitemmälle. Naaraan ylöispäin kaartuva munanasetin ulottuu selvästi siipiä pitemmälle. Keskiruumiin selkäpuolella on koko selkäkilven pituinen keskiharjanne. Ruumiin pituus on koiraalla 27–34 mm ja naaraalla ilman munanasetinta 30–40 mm.[1]
Suomessa sitä tavataan maan etelä- ja keskiosissa, joissa se on yleinen. Laji kuitenkin harvinaistuu pohjoista kohti. Levinneisyysalue kattaa lähes koko Euroopan, vain pohjoisimmista ja eteläisimmistä osista se puuttuu. Idässä levinneisyys ulottuu Keski-Aasiaan.[1]
Isossa Britanniassa laji on uhanalainen ja rauhoitettu.[2]
Niittyhepokatti elää nimensä mukaisesti lähinnä niityillä, kedoilla, kanervanummilla ja tienpientareilla kasvillisuuden joukossa. Joskus sitä tavataan soiltakin. Niittyhepokatti vaikuttaa suosivan jyrkkiä matalakasvustoisia rinteitä. Muista suurista hepokateista, kuten lehtohepokatista, poiketen laji sirittelee mieluiten kuumina kesäpäivinä auringonpaisteessa ja se sirittää vain päiväsaikaan. Äänenä on usein monta minuutia yhtäjaksoisesti kestävä kirkas siritys. Koiraat saattavat kokoontua ryhmiksi, joissa ne kutsuvat naaraita yhdessä. Hepokatin siritys voi kuulua jopa 50 metrin päähän.[1]
Ravinnokseen niittyhepokatti käyttää pääasiassa tuoreita kasvinosia, vain harvoin muita hyönteisiä. Laji kykenee lentämään, mutta tekee sitä varsin harvoin ja silloinkin vain aivan lyhyitä matkoja. Eläin viihtyy lähellä maanpintaa ja häirittynä pakenee hyppien ja kätkeytyy kasvillisuuden joukkoon.[1]
Käsiteltäessä niittyhepokatti voi purra haavan.[1]
Niittyhepokatti eli kenttähepokatti (Decticus verrucivorus) on Euroopassa ja Siperiassa esiintyvä suurehko ja raskasrakenteinen hepokattilaji.
Decticus verrucivorus
Le dectique verrucivore, Decticus verrucivorus, appelé aussi « sauterelle à sabre » (parmi d'autres), est une espèce de sauterelles de la famille des Tettigoniidae.
Le nom anglais (Wart-biter) donné à l'espèce, ainsi que son nom scientifique viendraient d'une ancienne pratique consistant à utiliser cette sauterelle pour mordre les verrues de la peau et les brûler par le dépôt des sucs digestifs caustiques accompagnant la morsure[1].
La coloration est très variable : du vert au brun noir en passant par le brun jaune, ces diverses couleurs peuvent s'assembler sur un même exemplaire; les antennes atteignent environ la longueur du corps. Le mâle adulte mesure de 24 à 38 mm de long et la femelle adulte, de 26 à 44 mm de long.
Les femelles sont souvent vertes, avec des taches sur le pronotum et des ailes brunâtres (un morphotype brun foncé existe).
Elles sont dotées d'un long ovipositeur ou oviscapte en forme de sabre incurvé (d'où le nom vernaculaire).
La stridulation des mâles n'a lieu qu'au soleil et consiste en une rapide série de courtes rafales de clics répétés, d'abord faibles et irréguliers, plus audibles et réguliers ensuite, (rappelant le bruit d'une roue libre de vélo)[2], durant parfois plusieurs minutes (écouter un échantillon).
C'est une espèce qui se déplace essentiellement en marchant et ne vole que rarement, sauf pour fuir un prédateur. La plupart des individus ne peuvent voler sur plus de 3 à 4 mètres à la fois. Les larges infrastructures routières et autres sont des obstacles à leurs déplacements, facteurs de fragmentation écologique de leur habitat.
Le dectique verrucivore est typique des pelouses et broussailles, des friches, des coteaux calcaires et des landes, aussi bien en plaine qu'en montagne. Il apprécie les mosaïques où des zones de végétation denses jouxtent le sol nu ou une strate herbacée rase bien exposée au soleil. Il préfère les zones peu pâturées.
L'espèce est thermo-xérophile (appréciant les milieux chauds et secs), tendant à se produire sur les versants sud, ou parties bien exposées au soleil des sites qu'elle occupe.
L'espèce semble omnivore, mangeant des plantes (dont des orties), mais aussi des insectes, (dont parfois d'autres sauterelles), ainsi que des larves, de doryphore entre autres.
Le dectique verrucivore pond ses œufs dans le sol à l'aide de l'ovipositeur. Les œufs n'éclosent habituellement qu'après deux hivers, puis la larve passe par 7 étapes d'avril à juin, atteignant sa maturité (stade adulte ou imago) début juillet, pour pondre fin juillet/début août.
Cette espèce eurasienne se rencontrait partout sur le continent européen, sauf dans l'extrême sud, couvrant une aire s'étendant du sud de la Scandinavie à l'Espagne, l'Italie et la Grèce.
On la trouve également dans les régions tempérées d'Asie de l'Est jusqu'à l'ouest de la Chine.
Des conditions géographiques différentes ont fragmenté les populations de cette espèce, ce qui a conduit à une vaste gamme de formes et de nombreux variants, par exemple la sous-espèce monspelliensis Rambur, 1839 (Dectique de Montpellier dont les couleurs se rapprochent de celles du dectique à front blanc).
Cette espèce est en recul dans toute l'Europe du nord-ouest, particulièrement dans les zones d'agriculture intensive. En Grande-Bretagne, le Wart-biter n'est plus présent que sur cinq sites, deux dans le Sussex de l'Est, et un dans les Wiltshire, Dorset et Kent. En Grande-Bretagne, l'espèce est classée « en danger d'extinction ». En 1990, certains sites disposaient de moins de 100 adultes, ce qui a justifié que l'espèce fasse au Royaume-Uni l'objet d'un Biodiversity Action Plan. En Belgique, le dectique verrucivore est également en régression[3]. En Suisse, où plus de 40% des espèces d'orthoptères sont menacées, elle a le statut d'espèce « potentiellement menacée » (NT), car bien qu'encore assez répandue, elle souffre de l'intensification de l'agriculture: utilisation de faucheuses rotatives, conditionnement immédiat du fourrage, irrigation des pelouses steppiques, transformation des pâturages en prairies de fauches, girobroyage des structures rocheuses, etc[4]. Elle fait partie des espèces cibles dans le cadre des réseaux écologiques agricoles[5]. En Basse-Engadine, un sentier de randonnée portant son nom a été mis en place entre les villages de Tschlin et de Strada pour sensibiliser à ses milieux[6].
Decticus verrucivorus
Le dectique verrucivore, Decticus verrucivorus, appelé aussi « sauterelle à sabre » (parmi d'autres), est une espèce de sauterelles de la famille des Tettigoniidae.
Margasis žiogas (lot. Decticus verrucivorus, vok. Warzenbeißer) – žiogų (Tettigoniidae) šeimos vabzdys. Kūnas 24-36 mm ilgio, žalias. Ant antsparnių yra rusvos dėmelės. Priešnugarėlės kylis ryškus per visą ilgį. Randamas pievose, dobilienose, ražienose. Anksčiau liaudyje buvo manoma, kad šis žiogas nugydąs karpas nuo rankų, todėl buvo vadinamas karpagraužiu žiogu. Gyvenimo būdas analogiškas žaliojo žiogo gyvenimo būdui.
Margasis žiogas (lot. Decticus verrucivorus, vok. Warzenbeißer) – žiogų (Tettigoniidae) šeimos vabzdys. Kūnas 24-36 mm ilgio, žalias. Ant antsparnių yra rusvos dėmelės. Priešnugarėlės kylis ryškus per visą ilgį. Randamas pievose, dobilienose, ražienose. Anksčiau liaudyje buvo manoma, kad šis žiogas nugydąs karpas nuo rankų, todėl buvo vadinamas karpagraužiu žiogu. Gyvenimo būdas analogiškas žaliojo žiogo gyvenimo būdui.
De wrattenbijter (Decticus verrucivorus) is een insect uit de sprinkhanenfamilie sabelsprinkhanen (Tettigoniidae).
Het mannetje wordt 26 tot 34 millimeter lang, het vrouwtje zo'n 27 tot 42 mm en hiermee is het de grootste inheemse sprinkhaan van Nederland en België[1]. Andere soorten zoals de grote groene sabelsprinkhaan (Tettigonia viridissima) worden nog wel langer, maar alleen als de legbuis en vleugels wordt meegerekend. De mannelijke wrattenbijter heeft vleugels die net over het achterlijf steken, maar een vrouwtje heeft iets langere vleugels en een ongeveer 1,5 cm lange legbuis, die sterk omhoog gekromd, en vaak bruin van kleur is. De kleur is egaal donkergroen met een bruine vleugelbasis en bruine poten. De variatie is echter groot en ook overwegend bruine of gele exemplaren komen voor. De wrattenbijter is een van de weinige soorten die vrijwel altijd donkerbruine tot zwarte vlekjes op het lijf heeft, maar ook is het lichaam meer gedrongen; de kop, het halsschild en de achterpoten zijn duidelijk forser.
Ondanks de grote achterpoten kan deze sprinkhaan niet goed springen, er worden kleine onhandige hupjes gemaakt die nog het meest doen denken aan een klein padje. Meestal probeert de wrattenbijter bij gevaar weg te komen door zich in de struiken te verstoppen maar vanwege de grootte gaat dat gepaard met veel geritsel. De camouflage zorgt ervoor dat het dier nauwelijks zichtbaar is zolang er maar niet bewogen wordt, en deze soort is daarom een meester in het stilzitten. Met de krachtige kaken kan worden gebeten bij hanteren.
De wrattenbijter komt voor in grote delen van Europa, van Frankrijk tot ver in Denemarken. In België is de soort echter vrijwel volledig uitgestorven en in Nederland komt de soort maar op enkele geïsoleerde plaatsen voor, evenals in het Verenigd Koninkrijk[1]. In Nederland is de soort erg zeldzaam geworden, de meeste populaties komen voor op de Veluwe.
De wrattenbijter komt vooral voor in heideterreinen met een afwisselende, rijk gestructureerde begroeiing. Omdat de soort niet goed kan vliegen, verspreidt hij zich bijzonder moeizaam naar andere geschikte leefgebieden. Van juni tot september zijn ze te zien, eerst nog als kleinere nimfen maar rond juli verschijnen de eerste volwassen exemplaren. Het voedsel bestaat deels uit kruidachtige planten, maar voor een belangrijk deel uit andere insecten, met name andere soorten sprinkhanen.
De wrattenbijter is in juli en augustus actief en is te horen van elf uur in de ochtend tot zeven uur 's avonds. Het geluid bestaat uit een serie klikjes die elkaar steeds sneller opvolgen tot een minutenlange ratel ontstaat[1].
De naam wrattenbijter komt van een oud gebruik om deze soort bij wratten in de verdikking op de huid te laten bijten, want deze sprinkhaan heeft sterke kaken die de huid kunnen doordringen. Zoals bij vrijwel alle sprinkhanen wordt bij aanraking van de kop een stofje uitgescheiden dat bruin van kleur is. Dit zijn de maagsappen van de sprinkhaan en de corrosieve werking ervan op wond doet deze dichtbranden.
Bronnen, noten en/of referentiesReferenties
Bronnen
De wrattenbijter (Decticus verrucivorus) is een insect uit de sprinkhanenfamilie sabelsprinkhanen (Tettigoniidae).
Vortebiter, Decticus verrucivorus, er et insekt i familien løvgresshopper. Den er 25-45 mm lang (eggleggingsrøret hos hunnen ikke medregnet); hunnen blir størst. Arten skilles fra grønn løvgresshoppe ved at den aldri er rent grønn. Den er oftest grønn med små, mørke flekker, men mørke eller gråbrune individer kan forekomme[1]. Antennene og vingene er noe kortere enn hos grønn løvgresshoppe. Som hos denne gir fargen ypperlig kamuflasje, og til tross for størrelsen er den derfor vanskelig å få øye på. Mer enn grønn løvgresshoppe foretrekker vortebiteren som regel å bruke de kraftige bakbena til å hoppe fremfor å fly.
I Norge er vortebiteren kjent bare fra lavlandet på Østlandet, Agder og i Rogaland. Den er nylig funnet i Rollag. De nordligste eller høyestliggende funnstedene i Norge for øvrig er Kviteseid (1941), Elverum (1874) og Nord-Fron (1853) – sistenvte er det nordligste funn av noen løvgresshoppe i Norge. For øvrig er arten i tilbakegang både i Norge og i resten av utbredelseområdet, som omfatter mye av Europa og Asia. [2]
Vortebiteren er mest aktiv om dagen. Som de fleste løvgresshopper hører vi vortebiteren oftere enn vi ser den. Den synger praktisk talt bare i solskinn. Den foretrekker kort, solrik vegetasjon, gjerne med blanding av blomster, gresstuer og nærmest nakent underlag – helst på eller nær dyrket mark. Hvis den føler seg truet, slutter den å synge og slipper seg eller hopper ned på bakken. Sangen er annerledes enn hos grønn løvgresshoppe, og ikke fullt så sterk, men kan høres på minst 50 m hold. Den består av korte, skarpe støt – først ett og ett, men etter hvert flyter de mer og mer sammen, selv om en lett kan høre enkeltstøtene. Vortebiteren er ukresen i matveien og lever både av plantekost og ulike smådyr, ikke minst markgresshopper. De kan bite kraftig. Dette er kanskje opphav til overtroen om at de kan brukes til å fjerne vorter, noe som også gjenspeiler seg i bl.a. det latinske artsnavnet.
Vortebiterens livsløp er typisk for løvgresshopper i tempererte strøk. Hunnene legger egg sent i sesongen, og disse overvintrer – oftest to ganger. I Norge klekkes eggene vanligvis i mai. Nymfene kan ikke synge, og kamuflasjefargene gjør at de sjelden sees. Etter 6-7 nymfestadier begynner de voksne vortebiterne å vise seg – vanligvis i juli, men i sørlige lavlandsstrøk sist i juni i varme forsomre. I Norge er vortebiterne som regel de første løvgresshoppene som høres om sommeren. De dør som regel i løpet av august eller begynnelsen av september.
Slekten finnes i Europa, Asia og Nord-Afrika. I Europa forekommer flest arter sør for Alpene. Vortebiteren er den eneste i slekten som er funnet i Norden.
Vortebiter, Decticus verrucivorus, er et insekt i familien løvgresshopper. Den er 25-45 mm lang (eggleggingsrøret hos hunnen ikke medregnet); hunnen blir størst. Arten skilles fra grønn løvgresshoppe ved at den aldri er rent grønn. Den er oftest grønn med små, mørke flekker, men mørke eller gråbrune individer kan forekomme. Antennene og vingene er noe kortere enn hos grønn løvgresshoppe. Som hos denne gir fargen ypperlig kamuflasje, og til tross for størrelsen er den derfor vanskelig å få øye på. Mer enn grønn løvgresshoppe foretrekker vortebiteren som regel å bruke de kraftige bakbena til å hoppe fremfor å fly.
Łatczyn brodawnik (Decticus verrucivorus) – euroazjatycki gatunek owada prostoskrzydłego z rodziny pasikonikowatych (Tettigoniidae)[1].
Ciało łatczyna osiąga długość od 2,5–4 cm[2]. Pokładełko długie do 26 mm, jest ząbkowane na krawędziach i pokryte ostrymi brodawkami[3]. Od innych pasikonikowatych wyróżniają go masywne tylne odnóża oraz długie skrzydła daleko wystające poza koniec odwłoka, pokryte widocznymi szeregami drobnych plamek. Ubarwienie zmienne.
Prowadzi naziemny i dzienny tryb życia[2]. Samce wydają dźwięki o dość ostrym brzmieniu w niewielkim stopniu modulowane. Lubi miejsca nasłonecznione jak suche, południowe zbocza, wrzosowiska i łąki, przebywa również w zaroślach. Jest wszystkożerny.
W Polsce można go spotkać na terenie całego kraju[4], z wyjątkiem Tatr[5]. Osobniki dorosłe występują od początku lipca.
Polska nazwa gatunku związana jest z ludowym wierzeniem, że wydzielana przez złapane osobniki brunatna ciecz likwiduje brodawki[3]. Złapany łatczyn brodawnik gryzie[3]. Przystawiano go do brodawek, które zgryzał silnymi żuwaczkami, a powstałą ranę smarowano sokiem trawiennym owada[2].
Łatczyn brodawnik (Decticus verrucivorus) – euroazjatycki gatunek owada prostoskrzydłego z rodziny pasikonikowatych (Tettigoniidae).
Ciało łatczyna osiąga długość od 2,5–4 cm. Pokładełko długie do 26 mm, jest ząbkowane na krawędziach i pokryte ostrymi brodawkami. Od innych pasikonikowatych wyróżniają go masywne tylne odnóża oraz długie skrzydła daleko wystające poza koniec odwłoka, pokryte widocznymi szeregami drobnych plamek. Ubarwienie zmienne.
Prowadzi naziemny i dzienny tryb życia. Samce wydają dźwięki o dość ostrym brzmieniu w niewielkim stopniu modulowane. Lubi miejsca nasłonecznione jak suche, południowe zbocza, wrzosowiska i łąki, przebywa również w zaroślach. Jest wszystkożerny.
W Polsce można go spotkać na terenie całego kraju, z wyjątkiem Tatr. Osobniki dorosłe występują od początku lipca.
Polska nazwa gatunku związana jest z ludowym wierzeniem, że wydzielana przez złapane osobniki brunatna ciecz likwiduje brodawki. Złapany łatczyn brodawnik gryzie. Przystawiano go do brodawek, które zgryzał silnymi żuwaczkami, a powstałą ranę smarowano sokiem trawiennym owada.
O papa-verrugas (Decticus verrucivorus)[1] é uma esperança da família Tettigoniidae. Seus nomes comuns e científicos derivam da prática sueca do século XVIII de permitir que os grilos mordiscassem as verrugas para removê-las.[2]
Os papa-verrugas adultos têm entre 31 e 37 milímetros, com as fêmeas sendo significativamente maiores que os machos. Eles são tipicamente de cor verde escuro, geralmente com manchas marrons escuras no pronoto e nas asas (também ocorre um morfotipo marrom escuro). A fêmea tem um ovipositor longo e ligeiramente curvado.[3]
O mordedor de verruga tem um som que consiste em uma série repetida rapidamente de breves cliques, às vezes com duração de vários minutos.
Os papa-verrugas normalmente se movem caminhando; eles raramente voam, exceto quando assustados. A maioria só pode voar de 3 a 4 metros (10 a 13 pé) de cada vez
A espécie é encontrada em habitats de pastagens calcárias e charnecas.[3]
Os papa-verrugas precisam de um mosaico de vegetação, incluindo terra nua/relva curta, touceiras e um pasto rico em forbes floridas. Eles preferem áreas que não são muito pastadas. A espécie é termófila e tende a ocorrer em locais com aspecto sul.[4]
A espécie é onívora. As plantas consumidas incluem Centaurea, urtigas, colchas; a espécie também come verrugas e insetos, incluindo outros gafanhotos .
O papa-verrugas põe seus ovos no solo; estes ovos eclodem normalmente após dois invernos. Em seguida, passa por sete estágios de ínstar entre abril e junho. A fase adulta é alcançada no início de julho. As populações de papa-verrugas atingem o pico no final de julho e no início de agosto. [3] O Decticus recém-eclodido é envolto em uma bainha para facilitar sua viagem à superfície do solo, a bainha segurando as pernas e as antenas com segurança contra o corpo enquanto se esconde para cima. Um pescoço que, por sua vez, pode ser inflado e desinflado, aumenta o topo do seu túnel, facilitando sua passagem para cima.[5]
Esta espécie ocorre em toda a Europa continental, exceto no extremo sul, variando do sul da Escandinávia à Espanha, Itália e Grécia . Também é encontrada na Ásia temperada, até o leste da China. Características geográficas, como montanhas, fragmentaram as espécies, levando a uma ampla gama de formas e numerosas subespécies.[6]
Na Grã-Bretanha, o papa-verrugas está confinado a cinco locais, dois em East Sussex e um em Wiltshire, Essex, Dorset e Kent.[3]
A população de papa-verrugas diminuiu em muitas áreas do norte da Europa. Na Grã-Bretanha, está ameaçada de extirpação.[7] A espécie é objeto de estudos de um Plano de Ação para a Biodiversidade do Reino Unido.[8]
O papa-verrugas (Decticus verrucivorus) é uma esperança da família Tettigoniidae. Seus nomes comuns e científicos derivam da prática sueca do século XVIII de permitir que os grilos mordiscassem as verrugas para removê-las.
Stor vårtbitare (Decticus verrucivorus), även kallad vanlig vårtbitare, är en art i insektsordningen hopprätvingar som tillhör familjen vårtbitare.
Det vetenskapliga artnamnet, verrucivorus, betyder översatt ungefär "den som äter vårtor", och syftar på att den förr sägs ha använts till att ta bort vårtor med.
Den stora vårtbitaren har en kroppslängd på 25 till 45 millimeter, honorna större än hanarna. Dess habitat är främst gräsmarker, som ängar och hedar. Färgen på kroppen är vanligen grönaktig med mörka fläckar, men mer brunaktiga färgformer förekommer också.
Utbredningsområdet omfattar större delen av Europa och tempererade delar av Asien, så långt österut som till Kina. Det vidsträcka utbredningsområdet och andra geografiska åtskillnader, såsom berg, mellan olika populationer har gjort att många underarter har utvecklats. I Sverige finns nominatformen, D. v. verrucivorus.
Till levnadssättet är den stora vårtbitaren en omnivor som främst är aktiv på dagen. Hanen stridulerar, det vill säga spelar, för att locka till sig honor i soligt väder. Sången är tydligt hörbar och består av ett upprepat ”zsi”.
Wikimedia Commons har media som rör Stor vårtbitare.
Stor vårtbitare (Decticus verrucivorus), även kallad vanlig vårtbitare, är en art i insektsordningen hopprätvingar som tillhör familjen vårtbitare.
Det vetenskapliga artnamnet, verrucivorus, betyder översatt ungefär "den som äter vårtor", och syftar på att den förr sägs ha använts till att ta bort vårtor med.
Внешние изображения 
Серый кузнечик (самка) на открытке Кузнечик серый[1], или пёстрый кузнечик[2] (лат. Decticus verrucivorus) — вид кузнечиков из подсемейства Tettigoniinae, обитающий в Евразии.
Тело зелёного, оливкового или красноватого цвета с бурыми пятнами. Длина тела самца 24—38 мм, длина крыла 25—35. Длина тела самки 30—44 мм, длина крыла 23—30 мм.
Живёт в траве во всей Европе, восходя на Альпах до 2000 метров над уровнем моря. Латинское видовое название verrucivorus, то есть поедающий бородавки, произошло благодаря поверью, будто бы бурая жидкость, выпускаемая им при кусании изо рта, сводит бородавки.
Питается в основном насекомыми, а также растениями. Активны днём. Половозрелые самцы поют только при солнечном свете.
Кузнечик серый, или пёстрый кузнечик (лат. Decticus verrucivorus) — вид кузнечиков из подсемейства Tettigoniinae, обитающий в Евразии.
Тело зелёного, оливкового или красноватого цвета с бурыми пятнами. Длина тела самца 24—38 мм, длина крыла 25—35. Длина тела самки 30—44 мм, длина крыла 23—30 мм.
Живёт в траве во всей Европе, восходя на Альпах до 2000 метров над уровнем моря. Латинское видовое название verrucivorus, то есть поедающий бородавки, произошло благодаря поверью, будто бы бурая жидкость, выпускаемая им при кусании изо рта, сводит бородавки.
Питается в основном насекомыми, а также растениями. Активны днём. Половозрелые самцы поют только при солнечном свете.
_003.jpg)
