L'escorpí de mar d'espines curtes (Myoxocephalus scorpius) és una espècie de peix pertanyent a la família dels còtids.[5]
Menja peixos i crustacis grossos, i, de tant en tant, poliquets i amfípodes.[9][10][11]
És depredat pel bacallà (Gadus morhua) (a Escòcia), el bec de serra gros (Mergus merganser) (a Noruega), el corb marí emplomallat (Phalacrocorax aristotelis) (a Noruega), la foca comuna (Phoca vitulina), Raja eglanteria (als Estats Units) i el dofí mular (Tursiops truncatus) (a Escòcia).[12][13][14][15][16][17]
És un peix marí, demersal i de clima polar (80°N-40°N, 95°W-60°E) que viu entre 0-451 m de fondària.[6][18]
Es troba a l'Atlàntic oriental (des del sud-est de Groenlàndia, l'illa de Jan Mayen i Islàndia fins a les illes Britàniques, la mar Cantàbrica, el mar del Nord, la mar Bàltica, el sud del mar de Barentsz, la mar Blanca i Spitsbergen), l'Atlàntic occidental (des de la badia de James -el Canadà- fins a Nova York) i l'Oceà Àrtic.[6][19][20][21][22][23][24][25][26][27][28][29][30][31][32][33][34][35][36][37][38][39][40][41][42][43][44][45][46][47]
És inofensiu per als humans.[6]
L'escorpí de mar d'espines curtes (Myoxocephalus scorpius) és una espècie de peix pertanyent a la família dels còtids.
Almindelig ulk (Myoxocephalus scorpius) er en fisk, der er almindelig ved Vesterhavet. Ulken kan blive op til 40 centimeter lang, i arktiske egne endda 60 centimeter. Den findes langs kysterne fra Svalbard, Island og Grønland til Vestfrankrig og over Østersøen. Hos os er den meget almindelig i alle farvande. Om sommeren lever den på ganske lavt vand, særlig i ålegræsområdet. Om vinteren noget dybere. Den parrer sig om vinteren og lægger sine rødgule æg i klumper mellem planterne. De små unger lever pelagisk (oppe i vandet), indtil de er 1,5 centimeter lange, resten af tiden lever ulken ved bunden. Den er en meget forslugen og altædende bundfisk, som kan sluge små krabber og bider villigt på kroge, både med og uden madding. Denne næsten altædende fisk gør en del skade ved at fortære megen værdifuld fiskeyngel.
Andre medlemmer af ulkefamilien er de meget giftige stenfisk. Almindelig ulk og langtornet ulk, der også findes i Danmark er ugiftige, men de kraftige pigge på gællelågene kan give smertefulde stik og betændte sår.
Kødet er velsmagende, men den anvendes ikke som spisefisk her til lands. Fiskerne kalder den også "Københavneren" fordi den har en stor mund. Dens fjender er 8-armede blæksprutter og 10-armede blæksprutter.
Der Seeskorpion (Myoxocephalus scorpius) ist eine im Nordatlantik lebende Fischart aus der Familie der Dickkopf-Groppen (Psychrolutidae). Sein Verbreitungsgebiet reicht von der Biskaya über das Meer rund um die Britischen Inseln, die Nordsee, die Ostsee, entlang der Küste Norwegens, bis zur südlichen Barentssee und dem Weißen Meer. Außerdem kommt er bei den Färöern, bei Island, an der südöstlichen und westlichen Küste Grönlands, in der Davisstraße, rund um die Baffininsel, an der Küste Labradors, in der Hudson- und James Bay, rund um Neufundland und südlich bis zur Höhe von New York vor.
Er lebt auf sandigen oder schlammigen Böden zwischen Steinen und Algen von der Niedrigwasserlinie bis in eine Tiefe von 200 Metern. Der meist nachtaktive Raubfisch ernährt sich von Vielborstern, Flohkrebsen, größeren Krebstieren und Fischen.
Der Seeskorpion kann bis zu 60 Zentimeter lang werden. Sein Kopf ist bullig, sein Maul groß. Der Schädel ist mit zwei Längskielen versehen. Der Vorkiemendeckel ist bestachelt. Der längste Stachel reicht nicht bis zum Hinterrand des Kiemendeckels. Die Schuppen entlang des Seitenlinienorgans haben keine Höcker, die Schuppen oberhalb und unterhalb der Seitenlinie sind rau.
Flossenformel: Dorsale VII–XI/13–19, Anale 9–15
Die Laichzeit der Seeskorpione ist der Winter. Die Männchen haben zu dieser Zeit einen roten, weißgefleckten Bauch. Die Weibchen werden bei der Paarung vom Männchen mit den großen, rauen Brust- und Bauchflossen umfasst. Es werden etwa 2500, 2 bis 2,5 mm große Eier in Klumpen gelegt. Der Laich wird vom Männchen bewacht, bis die 5 bis 8 mm langen Larven nach 5 Wochen schlüpfen. Die Larven leben zunächst pelagisch, bis sie mit einer Länge von 15 mm zum Bodenleben der ausgewachsenen Fische übergehen. Sie werden mit 2 Jahren geschlechtsreif. Männchen sind dann 14–25 cm lang, Weibchen 15–30 cm.
Der Seeskorpion (Myoxocephalus scorpius) ist eine im Nordatlantik lebende Fischart aus der Familie der Dickkopf-Groppen (Psychrolutidae). Sein Verbreitungsgebiet reicht von der Biskaya über das Meer rund um die Britischen Inseln, die Nordsee, die Ostsee, entlang der Küste Norwegens, bis zur südlichen Barentssee und dem Weißen Meer. Außerdem kommt er bei den Färöern, bei Island, an der südöstlichen und westlichen Küste Grönlands, in der Davisstraße, rund um die Baffininsel, an der Küste Labradors, in der Hudson- und James Bay, rund um Neufundland und südlich bis zur Höhe von New York vor.
Er lebt auf sandigen oder schlammigen Böden zwischen Steinen und Algen von der Niedrigwasserlinie bis in eine Tiefe von 200 Metern. Der meist nachtaktive Raubfisch ernährt sich von Vielborstern, Flohkrebsen, größeren Krebstieren und Fischen.
Myoxocephalus scorpius, typically known as the shorthorn sculpin or bull-rout, is a species of fish in the family Cottidae. It is a demersal species of the Northern Atlantic and adjacent subarctic and Arctic seas.[1][2][3] The species has many English names that are used less frequently or in small parts of its range, including Arctic sculpin, daddy sculpin, European sculpin, father-lasher, goat sculpin, Greenland sculpin, guffy, horny whore, pig-fish, scully, scummy, short-spined sea scorpion and warty sculpin.[4]
It reaches maturity at 15–30 cm (6–12 in) in length and specimens from the Arctic and subarctic, which grow to the largest size, can reach up to 60 cm (24 in). The fish has a squat appearance, a large spiny head and a tapering body. It is a mottled grey-brown in colour but can be darker, including black as base colouring. It has a large mouth and spiny gill covers.[2]
The shorthorn sculpin is not venomous, but it can be mistaken for similar looking venomous fishes, notably scorpionfish.[5]
The shorthorn sculpin is found among seaweed or on rocky bottoms with mud or sand from 0 to 451 m (0–1,480 ft).[2] Although primarily a marine species, it also occurs in brackish waters like the Baltic Sea.[1] Like some other coldwater fish, it has antifreeze proteins, which allow it to survive at temperatures around or slightly below freezing.[6][7]
It was known that sculpin have been affected by heavy metal exposure in West Greenland by a former lead (Pb) - zinc (Zn) mine. Through analysing samples of three different sites, a positive correlation was found between fish at a closer distance to the mine and mucus secretion. This mucus creates a layer over the body that can cause respiratory stress, irregular swimming, and also affects their relationships with parasites. Researchers are hoping to use this mucosal mapping to help better understand effects of contaminant and parasite exposure for future studies.[8]
They feed on a wide range of demersal and benthic fishes and crustaceans.[9]
The shorthorn sculpin spawns in December through March, the eggs being laid on between rocks in a clump protected by the male. They usually hatch in five weeks.
Myoxocephalus scorpius, typically known as the shorthorn sculpin or bull-rout, is a species of fish in the family Cottidae. It is a demersal species of the Northern Atlantic and adjacent subarctic and Arctic seas. The species has many English names that are used less frequently or in small parts of its range, including Arctic sculpin, daddy sculpin, European sculpin, father-lasher, goat sculpin, Greenland sculpin, guffy, horny whore, pig-fish, scully, scummy, short-spined sea scorpion and warty sculpin.
Nolgus (Myoxocephalus scorpius) on võldaslaste sugukonda kuuluv kalaliik.
Nolgus elutseb Põhja-Euroopa külmemaveelistes rannikupiirkondades, ka Eesti rannikuvetes.
Nolgus sarnaneb väliselt suuresti võldasega (Cottus gobio). Kala pea on suhteliselt suur ja sealt turritab välja mitmeid ogasid. Keha on kaetud ogaliste luuplaadikestega. Peapoolne seljauim sulandub kokku teise seljauimega. Kala keha värvus varieerub tumerohelisest pruunikate toonideni. Kala pikkus on kuni 60 cm.[1]
Nolgus saab suguküpseks 2-aastaselt. Isased on siis 14–25 cm pikkused, emased 15–30 cm.
Nolgus (Myoxocephalus scorpius) on võldaslaste sugukonda kuuluv kalaliik.
Nolgus elutseb Põhja-Euroopa külmemaveelistes rannikupiirkondades, ka Eesti rannikuvetes.
Krabarroka arantzalaburra (Myoxocephalus scorpius) Cottidae familiako arraina da, iparraldeko Ozeano Atlantikoan bizi dena.[1] Helduek 15-30 cm. arteko luzera dute.
Krabarroka arantzalaburra (Myoxocephalus scorpius) Cottidae familiako arraina da, iparraldeko Ozeano Atlantikoan bizi dena. Helduek 15-30 cm. arteko luzera dute.
Isosimppu (Myoxocephalus scorpius) on Itämeressä ja Pohjois-Atlantilla tavattava simppujen heimon pohjakala. Kuiville nostettu isosimppu voi kurnuttaa kuuluvasti.[1]
Isosimppu on suuripäinen, kirjavan ja piikkisen oloinen kala. Päässä, kiduskansissa ja kyljissä on useita taaksepäin osoittavia piikkejä ja kyhmyjä. Erityisesti kiduskansien takareunan piikit ovat näyttäviä. Suu on leveä ja paksuhuulinen. Kala on selästä oliivinruskea, kyljissä on pari leveää tummaa poikkikuviota Rintaevät ovat suuret, piikkisiä selkäeviä on kaksi. Etumaista selkäevää lukuun ottamatta evissä on tummat raidat ja rintaevien yläpuolella on valkeat laikut. Koiraan alapuoli on punertava, etenkin kutuaikaan, naaraan oranssinsävyinen, ja siinä on valkoisia läikkiä.
Itämeressä isosimppu kasvaa noin 30 senttimetrin pituiseksi. Kala on nopeakasvuinen, jo parivuotiaana 20-senttinen, viisivuotisena 30-senttinen. Atlantista on tavattu jopa 60-senttisiä simppuja. Ulkonäöltään isosimppu muistuttaa suuresti pienempää, myös Itämeressä esiintyvää piikkisimppua.
Isosimppu elää Pohjois-Atlantin molemmilla rannikoilla ja myös siihen rajoittuvilla Jäämeren rannoilla sekä Itämeressä. Euroopassa levinneisyys ulottuu Biskajanlahdelta Huippuvuorille ja Vienanmereen ja Novaja Zemljalle, Amerikassa New Yorkista Grönlantiin ja Hudsoninlahdelle.
Isosimppu elää yleensä kovilla kivi- ja hiekkapohjilla ja leväkasvillisuudens seassa. Se syö pikkukaloja ja äyriäisiä sekä muita pohjaeläimiä, esimerkiksi kilkkejä ja simpukoita.
Isosimppu lisääntyy talvella. Naaras laskee joulu-helmikuussa mätinsä yhtenä möykkynä johonkin pohjan koloon, jossa koiras hedelmöittää sen. Mätimunia suurella naaraalla voi olla 30 000 kappaletta. Koiras jää vartioimaan mätiä, kunnes poikaset kuoriutuvat parin kuukauden kuluttua.
Isosimppua voi saada sivusaaliina verkoilla ja pilkillä, mutta sillä ei ole taloudellista merkitystä, eikä sen lihaa pidetä hyvänä.
Isosimppu (Myoxocephalus scorpius) on Itämeressä ja Pohjois-Atlantilla tavattava simppujen heimon pohjakala. Kuiville nostettu isosimppu voi kurnuttaa kuuluvasti.
Le chaboisseau à épines courtes, chaboisseau commun ou crapaud de mer à épines courtes (Myoxocephalus scorpius) est une espèce de poissons de la famille des Cottidae.
On le trouve autour des îles de l'océan Arctique et dans le nord de l'océan Atlantique ; de la Sibérie jusqu'à New York, en passant par l'Alaska et la Baie d'Hudson, et du nord de l'Europe jusqu'au Golfe de Gascogne.
Il mesure rarement plus de 0,5 m. Sa grande tête rentre environ 3 fois dans sa longueur totale. Vu d'en haut, il est brun verdâtre foncé, avec de larges bandes et taches plus foncées ; son ventre jaunâtre est orné de grandes taches pâles chez les mâles ; son dos et le dessus de sa tête ont des taches grisâtres et les nageoires, tachetées ou rayées, vont dans le brun, le verdâtre ou le jaune. Sa coloration varie selon les individus et leur environnement. Il se distingue du chaboisseau bronzé par sa nageoire anale qui possède plus de 11 rayons et du chaboisseau à dix-huit épines par son épine supérieure sur le préopercule plus courte.
C'est un poisson lent qui recherche le fond, on le rencontre souvent en eau peu profonde fraîche, ou comme espèce scatophage près des quais. Il se nourrit de petits crustacés, d'oursins, de vers marins et de diverses substances organiques et est lui-même mangé par de plus gros poissons, comme la morue ou le flétan. Il est parasité par des vers nématodes. À la fin de l'hiver, dans les eaux septentrionales, des œufs d'environ 2 mm de diamètre sont déposés dans le fond en des masses spongieuses de plusieurs centimètres d'épaisseur. Ce chaboisseau a déjà servi comme "bouette" pour la pêche au homard.
Le chaboisseau à épines courtes, chaboisseau commun ou crapaud de mer à épines courtes (Myoxocephalus scorpius) est une espèce de poissons de la famille des Cottidae.
Marhnútur (en einnig marsi, marsadóni, mörúlfur eða púi og sumsstaðar flyðru(s)kyllir) (fræðiheiti: Myoxocephalus scorpius) er tiltöllulega algengur fiskur í Norðursjó og við Íslands- og Grænlandsstrendur og allt norður til Svalbarða. Marhnútur er oftast brúnleitur og flekkóttur og geta flekkir hans verið gulir, rauðir, grænir eða bleikir og fellur hann því vel saman við sjávarbotninn.
Marhnúturinn getur orðið allt milli 40 til 60 sentímetra langur. Á sumrum lifir marhnúturinn á grunnsævi, en á vetrum nokkuð dýpra. Marhnúturinn makast að vetri til og hrygnir rauðgulum eggjum í klösum milli sjávargróðurs. Á haus og tálknalokum eru margir hvassir broddar, og meðan á mökun stendur gefa broddar hængsins frá sér eitur.
Marhnútur hefur stóran kjaft og þykkar varir. Bolurinn er þykkastur rétt aftan við höfuð og mjókkar aftur. Marhnútur hefur tvo, fremur háa bakugga og raufarugga undir stirtlu sem er svipaður að stærð og aftari bakugginn. Eyruggar eru stórir og kviðuggar langir en mjóir. Sporður er allstór og bogadreginn að aftan.
Marhnútur (en einnig marsi, marsadóni, mörúlfur eða púi og sumsstaðar flyðru(s)kyllir) (fræðiheiti: Myoxocephalus scorpius) er tiltöllulega algengur fiskur í Norðursjó og við Íslands- og Grænlandsstrendur og allt norður til Svalbarða. Marhnútur er oftast brúnleitur og flekkóttur og geta flekkir hans verið gulir, rauðir, grænir eða bleikir og fellur hann því vel saman við sjávarbotninn.
Marhnúturinn getur orðið allt milli 40 til 60 sentímetra langur. Á sumrum lifir marhnúturinn á grunnsævi, en á vetrum nokkuð dýpra. Marhnúturinn makast að vetri til og hrygnir rauðgulum eggjum í klösum milli sjávargróðurs. Á haus og tálknalokum eru margir hvassir broddar, og meðan á mökun stendur gefa broddar hængsins frá sér eitur.
Marhnútur hefur stóran kjaft og þykkar varir. Bolurinn er þykkastur rétt aftan við höfuð og mjókkar aftur. Marhnútur hefur tvo, fremur háa bakugga og raufarugga undir stirtlu sem er svipaður að stærð og aftari bakugginn. Eyruggar eru stórir og kviðuggar langir en mjóir. Sporður er allstór og bogadreginn að aftan.
Lo scorpione di mare (Myoxocephalus scorpius Linnaeus, 1758) è un pesce marino della famiglia dei Cottidi[1].
Lo scorpione di mare misura in media 15–30 cm, ma esemplari particolarmente grandi possono raggiungere anche i 60 cm. Ha un capo largo e appiattito che reca due aculei sulle ossa preopercolari; la bocca è ampia, situata all'estremità del muso ed estroflessibile. Sul dorso sono impiantate due pinne, nettamente divise, delle quali l'anteriore (sostenuta da raggi spinosi flessibili) è più corta della posteriore, molle. Le pinne pettorali sono molto sviluppate e simili a ventagli; la pinna anale è priva di raggi spinosi e contrapposta a quella dorsale posteriore; la pinna caudale è arrotondata. La regione dorsale è di colore bruno-verdastro, spesso con macchie scure e macchioline brillanti color bianco-latte sopra le pinne pettorali; quella ventrale è di colore rosso ciliegia nei maschi o arancio chiaro nelle femmine con macchie bianche; le pinne presentano bande scure[1].
Lo scorpione di mare è diffuso nell'Atlantico, lungo il versante orientale dal Mar Glaciale Artico fino al golfo di Biscaglia, in quello occidentale fino all'altezza di New York. Date le abitudini stanziali che lo contraddistinguono, in questo vasto territorio ha dato vita a numerose forme locali. Come la maggior parte dei Cottidi marini, abita le acque costiere, soprattutto le praterie sottomarine e le distese di Fucus.
Gli adulti si nutrono soprattutto di crostacei e pesci. La riproduzione avviene durante l'inverno. Le uova vengono deposte in piccole masse presso gli scogli e le alghe. Dopo la deposizione, il maschio sorveglia le uova fino al momento della schiusa; i piccoli si trattengono inizialmente nell'acqua libera e, allorché hanno raggiunto la lunghezza di 2 cm, passano a condurre vita bentonica. Al termine dello sviluppo, i maschi misurano 36 cm; particolarmente voraci, si cibano di tutto quanto riescono a catturare e si rivelano molesti per i pescatori, cui sottraggono quasi tutte le esche. Quando viene catturato, lo scorpione di mare emette suoni simili a borbottii.
Lo scorpione di mare (Myoxocephalus scorpius Linnaeus, 1758) è un pesce marino della famiglia dei Cottidi.
Builis arba jūrinis kūjagalvis (Myoxocephalus scorpius) – kūjagalvinių (Cottidae) šeimos žuvis.
Kūnas kresnas, be žvynų, aukščiau ir žemiau šoninės linijos padengtas dygiomis kaulinėmis plokštelėmis. Patinai turi žymiai daugiau kaulinių plokštelių ir jos kur kas dygesnės, o patelių plokštelės smulkesnės, jų žymiai mažiau, o kartais visai nėra. Galva labai didelė, plokščia iš viršaus, plačiu tarpuakiu, ginkluota stambiais dygliais. Ant žiaunadangčių yra po tris aštrias išaugas, viršutinė – pati ilgiausia, tiesi. Akys labai didelės. Žiotys didelės, galinės. Pelekai labai dideli, išmarginti dėmėmis ir ruoželiais. Spalva labai įvairuoja. Dažniausiai viršutinė kūno dalis žalsvai rausva su tamsiomis dėmėmis. Patinų pilvinė dalis tamsiai raudona, patelių – oranžinė su stambiomis baltomis dėmėmis, užeinančiomis ir ant kūno šonų.
Plačiai paplitusi rūšis, sutinkama praktiškai visose Šiaurės Europos jūrose. Baltijoje, taip pat ir prie Lietuvos krantų, dažna. Builiai gyvena priekrančių zonoje, iki 20-25 m gylio, nors kartais sužvejojami ir didesnėse gelmėse, net iki 250 m. Sėslūs, tačiau vasarą laikosi arčiau kranto, žiemą – pasitraukia giliau. Atsparūs temperatūros, taip pat druskingumo svyravimams.
Patinų ilgis paprastai siekia iki 25 cm ilgio, patelių – iki 30 cm ilgio. Subręsta paprastai 3-4 metų amžiaus. Neršia žiemą, gruodžio – vasario mėn.
Builiai verslinės reikšmės neturi, jų specializuota žūklė nevykdoma, nors jie retkarčiais pakliūva į statomuosius tinklus. Leistinais žvejybos įrankiais nedraudžiamose vietose builius galima gaudyti ištisus metus.
De gewone zeedonderpad (Myoxocephalus scorpius) is een vis uit de familie donderpadden. De soort wordt gemiddeld 24 centimeter lang, maar kan tot 60 centimeter lang worden.[1] De kop is groot in vergelijking tot het lichaam. Het lichaam is kegelvormig. De borstvinnen zijn waaiervormig. Op het kieuwdeksel zitten twee stekels.
De gewone zeedonderpad komt voor aan de kusten van de Noord-Atlantische Oceaan. De soort is algemeen aan de kusten van de Lage Landen, in de Noordzee, het estuarium van de Schelde en in de Waddenzee op een diepte tussen de 4 en 60 meter.[2] Het determineren van de gewone zeedonderpad door duikers op de plaats van waarneming is niet eenvoudig wegens de uiterlijke overeenkomsten met de groene zeedonderpad. Uit onderzoek blijkt dat de gewone zeedonderpad iets algemener is dan de groene.[3][4]
De paring vindt plaats gedurende de wintermaanden, waarbij het vrouwtje inwendig wordt bevrucht. Hierbij houdt het mannetje haar met zijn grote borst- en buikvinnen vast. Nadat de eieren op stenen of wieren in klompen zijn afgezet worden ze nog vijf weken door het mannetje bewaakt.
Links naar Anemoon zijn gewijzigd na overgang naar nieuwe server. Zowel soortbeschrijving als determinatie tussen gewone en groene zeedonderpad zijn hier te vinden : https://web.archive.org/web/20140224134000/http://www.anemoon.org/Flora-en-Fauna/Soortenoverzicht/Soorten/ID/254/categoryId/11/Zeedonderpad
De gewone zeedonderpad (Myoxocephalus scorpius) is een vis uit de familie donderpadden. De soort wordt gemiddeld 24 centimeter lang, maar kan tot 60 centimeter lang worden. De kop is groot in vergelijking tot het lichaam. Het lichaam is kegelvormig. De borstvinnen zijn waaiervormig. Op het kieuwdeksel zitten twee stekels.
Vanlig ulke (Myoxocephalus scorpius) er en saltvannsfisk i ulkefamilien. Den er Norges vanligste ulke, og finnes langs hele kysten. Andre lokale navn på fisken: Fessompa, fisksømpe, fissump, furusk, kontepella, marulk, mataskurk, pelekunter, pillekunter, ulk, konterusk.
Vanlig ulke er utbredt fra Nord-Spania i sør til Barentshavet i nord. Finnes også i Østersjøen. Den er vanlig langs hele norskekysten.
Vanlig ulke har et stort og flattrykt hode med en rekke utvekster eller pigger. Kroppen smalner så av bakover mot halefinnen. Den er brun eller grønnlig på farge med mørke områder eller flekker på sidene. Den gode kamuflasjen kan gjøre den svært vanskelig å oppdage. Kan bli opptil 60 cm lang og er den største arten i ulkefamilien i Norge.
Vanlig ulke opptrer vanligvis fra fjæra og ned mot 30 m dyp, men det er fanget eksemplarer på 250 m dyp. Små individer finner man som oftest på steder med bunnvegetasjon, mens større individer gjerne oppholder seg på ren sandbunn.
Vanlig ulke er en typisk stasjonær bunnfisk, som ofte danner lokale populasjoner. Den ligger delvis nedgravd eller skjult på bunnen mens den venter på byttedyr som mindre fisker eller krepsdyr. Vanlig ulke er en glupsk rovfisk som sluker byttet helt når den bykser frem fra skjulestedet sitt. Gytetiden er fra desember til mars, og eggene blir lagt i klaser på bunnen. Hannfisken vokter eggene frem til klekking. Yngelen lever pelagisk den første tiden før de søker ned mot bunnen.
Vanlig ulke er en god matfisk, men det foregår ikke noe kommersielt fiske etter arten.
Vanlig ulke (Myoxocephalus scorpius) er en saltvannsfisk i ulkefamilien. Den er Norges vanligste ulke, og finnes langs hele kysten. Andre lokale navn på fisken: Fessompa, fisksømpe, fissump, furusk, kontepella, marulk, mataskurk, pelekunter, pillekunter, ulk, konterusk.
Kur diabeł[2] (Myoxocephalus scorpius) – gatunek ryby skorpenokształtnej z rodziny głowaczowatych. Spotykany w akwariach publicznych.
Przybrzeżne wody wschodniego i zachodniego Oceanu Atlantyckiego oraz połączonych z nim mórz, również w Bałtyku, także Ocean Arktyczny, na głębokościach od kilku do 250 m. Wpływa do wód słonawych.
Ciało nagie (bez łusek). Ubarwienie zmienne. Głowa duża, uzbrojona w trzy pary kolców oraz ostre wyrostki. Jeden z większych przedstawicieli rodziny. Dorasta maksymalnie do 90 cm długości, zwykle do 60 cm. Żywi się rybami i dużymi skorupiakami. Bardzo żarłoczny. Wyjęty z wody wydaje burczące dźwięki. Tarło odbywa jesienią i zimą. Samce opiekują się ikrą. Larwy początkowo pelagiczne, później opadają na dno.
Kur diabeł (Myoxocephalus scorpius) – gatunek ryby skorpenokształtnej z rodziny głowaczowatych. Spotykany w akwariach publicznych.
Myoxocephalus scorpius é uma espécie de peixe demersal do Atlântico Norte e costas sub-árticas adjacentes, e do Ártico, incluindo as costas do Alasca e Sibéria. Ele atinge a maturidade em 15 a 30 cm de comprimento e espécimes do Ártico e sub-ártico, que crescem ao maior tamanho, podem chegar a até 60 cm. O peixe tem uma aparência atarracada, uma grande cabeça espinhosa e um corpo afilado em direção à cauda. Sua cor é marrom-acinzentado manchado, mas pode ser mais escuro. Ele tem uma boca grande e a cobertura das brânquias espinhosa.[1]
Myoxocephalus scorpius é uma espécie de peixe demersal do Atlântico Norte e costas sub-árticas adjacentes, e do Ártico, incluindo as costas do Alasca e Sibéria. Ele atinge a maturidade em 15 a 30 cm de comprimento e espécimes do Ártico e sub-ártico, que crescem ao maior tamanho, podem chegar a até 60 cm. O peixe tem uma aparência atarracada, uma grande cabeça espinhosa e um corpo afilado em direção à cauda. Sua cor é marrom-acinzentado manchado, mas pode ser mais escuro. Ele tem uma boca grande e a cobertura das brânquias espinhosa.
Rötsimpa (Myoxocephalus scorpius) hör till familjen simpor i ordningen kindpansrade fiskar.
Rötsimpan har ett stort huvud med en bred, köttig mun och en kraftig, bakåt avsmalnande kropp färgad i gråbrunt med mörkare fläckar. Den har två ryggfenor. Fenorna liksom buken har talrika ljusa fläckar. Längs med sidolinjen har den en rad med knöliga benutskott. Rötsimpan blir upp till 60 cm lång, längst i arktiska områden.[1] Vikten kan uppgå till 1,1 kg[2].
I norra Atlanten från James Bay i Kanada till New York i USA; vidare österut över Grönland, Jan Mayen, Island, Spetsbergen och via norska kusten till Barents hav. Går åt sydöst till Brittiska öarna, Nordsjön och Östersjön; söderut till Biscayabukten.[3]
Lever i brack- och saltvatten på grunda bottnar ner till 15 meters djup. Går djupare i arktiska vatten, ner till 250 m. Födan utgörs av kräftdjur och fisk.[1] Livslängd upp till 6 år[2].
Rötsimpan leker under vintern på grunt vatten. Inför parningen blir hanens buk kraftigt färgad i klarrött eller blågrönt.[1] Rötsimpan är äggläggande, men har inre befruktning precis som hornsimpan; hanen håller fast honan och för in sitt parningsorgan i henne.[2] Honan lägger upp till 3 000 ägg i klumpar på bottnen. Efteråt vaktar hanen äggen, som kläcks efter 4 till 6 veckor. De nykläckta ynglen är pelagiska men övergår till bottenliv efter några månader, när de har uppnått en längd av 3 till 4 cm.[1]
Dess ekonomiska betydelse är liten. Den förtärs i arktiska trakter, men inget kommersiellt fiske bedrivs[1]. Den förekommer även i saltvattensakvarier[3].
Rötsimpan har många folkliga namn, som broksimpa, hornskalle, krusulke, skallknekt, skinnskrabba, skrabb, skrabba, skälryta, ulk, ulke och vildkråksimpa[2].
Rötsimpa (Myoxocephalus scorpius) hör till familjen simpor i ordningen kindpansrade fiskar.
Це демерсальна (придонна) риба, що поширена в узбережних водах на півночі Атлантики та прилеглих арктичних водах до Аляски та Сибіру.[1][2]
Риба сягає завдовжки до 60 см. Тіло плоске, плямисте, сіро-коричневого забарвлення, може бути темніше. Має великий рот та колючі зяброві кришки.[1]
Мешкає на мулистому дні серед водоростей.
Myoxocephalus scorpius (Linnaeus, 1758)
Синонимы
Европейский керчак[2][3], или морской скорпион[3] (лат. Myoxocephalus scorpius) — вид морских скорпенообразных рыб из семейства керчаковых. Один из крупнейших представителей семейства, который может достичь до 60 см в длину[4].
Распространён у юго-восточных берегов Гренландии, у берегов Исландии, Британских островов, у побережья Европы севернее от Балтийского залива, в Баренцевом, Карском и Балтийском морях, а также вдоль Мурманского побережья и в Белом море[4]. Обитает на каменистом, песчаном и мутном дне[5], на глубине от 2 до 60 метров[6].
Длина в среднем до 35—40 см, как исключение до 60 см[2], но обычно от 15 до 30 см[4]. Как и у всех остальных представителей керчаковых у керчака европейского голова широкая и шипастая, и мощное и бесчешуйное тело[6]. Пекторальные (грудные) плавники большие; тазовые плавники с длинными лучами. Спереди жаберных крышек имеются два заметных шипа: верхний длиннее, чем нижний, но меньше диаметра глаза[5]. Снизу и сверху боковой линии на теле имеются несколько маленьких шипов. Окраска очень изменчива внутри вида, она может быть маскировочной. Рыбы обычно крапчатые с оранжевым, у самок, или красным, у самцов, низом[6].
Схожими видами являются бычок-буйвол и бычок Лилльеборга, от которых керчак европейский отличается отсутствием усиков с боковых краёв рта[6].
Населяют моря и морские заливы, живут у берегов. Питаются различными беспозвоночными, но главным образом ракообразными, и мелкими рыбами[5].
Сезон размножения с декабря по март[5]. Самка мечет оранжевую икру кучками в расщелины и среди подводной растительности у побережья или на прибрежном мелководье. Самец после метания икры более, чем одной самкой, остаётся охранять икру. Развитие икры занимает от 5 до 12 недель прежде чем из неё появятся мальки[5].
Европейский керчак, или морской скорпион (лат. Myoxocephalus scorpius) — вид морских скорпенообразных рыб из семейства керчаковых. Один из крупнейших представителей семейства, который может достичь до 60 см в длину.
短角床杜父魚，為輻鰭魚綱鮋形目杜父魚亞目杜父魚科的其中一種，為寒帶魚類，分布於東大西洋格陵蘭、冰島、北海、巴倫支海、波羅的海、不列顛群島至法國比斯開灣；西大西洋加拿大至美國紐約州海域，棲息深度0-451公尺，體長可達60公分，棲息在藻類生長的岩石、砂泥底質水域，以甲殼類、魚類、片腳類為食，生活習性不明，可作為觀賞魚。
这是一篇鮋形目小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。 短角床杜父魚，為輻鰭魚綱鮋形目杜父魚亞目杜父魚科的其中一種，為寒帶魚類，分布於東大西洋格陵蘭、冰島、北海、巴倫支海、波羅的海、不列顛群島至法國比斯開灣；西大西洋加拿大至美國紐約州海域，棲息深度0-451公尺，體長可達60公分，棲息在藻類生長的岩石、砂泥底質水域，以甲殼類、魚類、片腳類為食，生活習性不明，可作為觀賞魚。
.JPG)
