Planhigyn blodeuol a choeden golldaill sy'n tyfu oddi fewn i wledydd lle ceir hinsawdd dymherus yw 'Mam miloedd sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Urticaceae sef teulu'r 'danadl poethion. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Soleirolia soleirolii a'r enw Saesneg yw Mind-your-own-business.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Mam Miloedd.
Planhigyn blodeuol a choeden golldaill sy'n tyfu oddi fewn i wledydd lle ceir hinsawdd dymherus yw 'Mam miloedd sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Urticaceae sef teulu'r 'danadl poethion. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Soleirolia soleirolii a'r enw Saesneg yw Mind-your-own-business. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Mam Miloedd.
Husfred (Soleirolia soleirolii) er en stedsegrøn staude med en krybende vækst. Planten er en klassiker i danske vindueskarme, hvor den også dyrkes under navnet "Huslig lykke".
Arten danner puder og dækkede flader med en tykkelse på ca. 5 cm. Stænglerne er glasagtige, trådtynde og meget skrøbelige. De bærer spredte blade, som er runde med hel rand. Formen er meget vekslende, og bladene er ensartet græsgrønne på begge sider.
Blomstringen sker i alle milde perioder af året. Blomsterne er grønne og sidder næsten helt skjult i bladhjørnerne. Frugten er en nød.
Stænglerne danner meget let rod på steder, hvor de er i vedvarende kontakt med jorden. Afrevne stængler, som ligger fugtigt, kan endda optræde som stiklinger og nå at danne rødder, før de visner.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,05 x 0,50 m (5 x 15 cm/år).
Husfred stammer fra Balearerne, Korsika og Sardinien, hvor de findes på steder, hvor der er mildt og skyggefuldt.
På Korsika findes den ved kilder og småvandløb på næringsrig klippe (serpentin) sammen med bl.a. mange forskellige mosser, Vedbend, Hjortetunge, en art af Dværgulvefod-slægten (Selaginella denticulata), Sedum caeruleum og Vedbendbladet Torskemund. Den er desuden naturaliseret mange steder ved kystnære områder f.eks. i Bretagne, Normandiet, Wales og Irland.
Planten er en klassiker i danske vindueskarme, hvor den også dyrkes under navnet "Huslig lykke". Planten er nøjsom, men kræver konstant fugtighed. Den kan også med fordel dyrkes udendørs – under beskyttede forhold i det danske klima. Den er en meget velvillig bunddækkeplante. Planten kan trives i såvel let sandblandet humusjord som lerjord. Den kræver ingen vinterdækning.
Husfred (Soleirolia soleirolii) er en stedsegrøn staude med en krybende vækst. Planten er en klassiker i danske vindueskarme, hvor den også dyrkes under navnet "Huslig lykke".
Der Bubikopf[1] (Soleirolia soleirolii, Syn.: Helxine soleirolii Req.), auch Bubiköpfchen genannt, ist die einzige Art der Pflanzengattung Soleirolia innerhalb der Familie der Brennnesselgewächse (Urticaceae). Sie stammt von Sardinien und Korsika und wird als Zimmerpflanze verwendet.
Der Bubikopf wächst als kriechende, ausdauernde krautige Pflanze. Er wächst schnell und bildet dichte Polster oder Kissen mit Wuchshöhen von 2 bis 25 Zentimetern. Die oberirdischen Pflanzenteile sind spärlich bis dicht flaumig mit sichelförmigen und geraden Haaren bedeckt, aber nicht wie bei manchen Gattung der Familie der Brennnesselgewächse mit Brennhaaren. Die empfindlichen, fadendünnen, glasig durchscheinenden, verzweigten Stängel können Längen von bis zu 50 Zentimetern erreichen und können sich an den Knoten (Nodien) bewurzeln.[2]
Die wechselständig angeordneten Laubblätter besitzen einfache Blattspreiten, die bei einer Länge von 3 bis 8 Millimetern sowie einer Breite von 2 bis 4 Millimetern kreisförmig bis länglich und an ihrer Basis deutlich ungleichseitig sind. Der Blattrand ist glatt. Die Laubblätter der Naturform sind saftig grün. Die Cystolithen sind verlängert linealisch. Es sind keine Nebenblätter vorhanden.[2]
Soleirolia soleirolii ist einhäusig getrenntgeschlechtig (monözisch). Die seitenständigen Blütenstände enthalten jeweils nur eine Blüte. Im unteren Bereich des Stängels werden weibliche und im oberen Bereich männliche Blüten gebildet. Die männlichen Blüten enthalten vier freie Blütenhüllblätter und vier Staubblätter und einen sterilen verkehrt-eiförmigen Stempel. Die vier Blütenhüllblätter der weiblichen Blüten sind verwachsen und besitzen keine Haare. In den weiblichen Blüten sind die dünnen Griffel nicht haltbar und es sind keine Staminodien enthalten.[2]
Die sitzende, glänzend, hellbraune Achäne ist bei einer Länge von 0,8 bis 0,9 und einem Durchmesser von etwa 0,6 mm symmetrisch, eiförmig mit spitzem oberen Ende. Die Achäne ist dicht umhüllen von den haltbaren Tragblätter, die korkige drei Flügel bilden und von feinen, hakigen Haaren bedeckt sind sowie von den haltbaren, trockenhäutigen Blütenhüllblättern.[2]
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 20;[3] ausgehend von der Chromosomengrundzahl der Gattung Soleirolia von x = 10[2] ergibt sich Diploidie.
Soleirolia soleirolii stammt ursprünglich von den Mittelmeerinseln Sardinien und Korsika.[4]
Dort herrscht ein subtropisches Klima mit warmen und trockenen Sommern und milden und feuchten Wintern. Soleirolia soleirolii wächst dort im Schatten von Bäumen, besonders gerne auf gutem Waldboden. Ebenso tritt sie in Mauerfugen, zwischen Trittplatten und Felsen auf.
Seit etwa 2010 treten in Westdeutschland vermehrt eingebürgerte neophytische Vorkommen in Zierrasen auf, so beispielsweise in Münster, im Ruhrgebiet und in Köln, deren Ursprung auf Verwilderungen zurückzuführen ist.[5][6] Diese Vorkommen haben mehrere Jahre bei tiefen Frösten bis etwa -16 C überwintert und breiten sich weiter aus. Anders als zunächst vermutet, müssen diese Vorkommen aber nicht auf vegetativen Wege aus abgebrochenen Triebstücken entstanden sein. Der Bubikopf blüht an den besagten Stellen auch im Freiland regelmäßig, sodass eine Ausbreitung auch durch Samen möglich erscheint.[7][8]
Die Erstbeschreibung als Helxine soleirolii erfolgte 1825 durch den französischen Botaniker Esprit Requien.[9] Requien ehrte damit Soleirol, der Pflanzenexemplare bei Cervione auf Korsika gesammelt hatte. Erst 2019 wiesen Patrick Bungener und Daniel Jeanmonod in Candollea, Volume 74, Issue 2, S. 209–216, 2019 nach, dass von den zwei Brüdern Soleirol nur der ältere, nämlich Henri-Augustin Soleirol das Pflanzenmaterial in Korsika gesammelt hatte und damit er, Henri-Augustin Soleirol und nicht Joseph François Soleirol der Entdecker dieser Pflanzenart war und dessen Name im Gattungsnamen und in der Artbezeichnung verewigt wurde. Da der Name Helxine bereits von Carl von Linné für eine ganz andere Pflanzenart, nämlich einen Vertreter der Familie der Knöterichgewächse vergeben war, musste der Bubikopf einen neuen Gattungsnamen bekommen. Mit Soleirolia schuf der französische Botaniker Charles Gaudichaud-Beaupré diesen im Jahr 1830[10] und ehrte damit Henri-Augustin Soleirol (1792–1860). Die Kombination Soleirolia soleirolii schließlich wurde von James Edgar Dandy im Jahr 1965 gebildet.[11] Wegen der unterschiedlichen Endungen von Gattungsnamen und Artepitheton ist sie formal betrachtet kein Tautonym und deshalb nach den Regeln der botanischen Nomenklatur zulässig.[12][1] Soleirolia soleirolii ist die einzige Art der Gattung Soleirolia innerhalb der Familie Urticaceae.[13][4]
Bubiköpfe bevorzugen einen hellen bis halbschattigen Platz ohne direkte Sonneneinstrahlung. Sie gedeihen am besten bei Temperaturen um 15 °C im Sommer und um 10 °C im Winter. Sie sollten deshalb nicht zu warm, beispielsweise über Heizungen, stehen. Der Standort muss frostfrei sein, denn sie vertragen minimal Temperaturen bis –5 °C. Dies bedeutet jedoch auch, dass sie in geschützten Lagen sogar im Freien als Bodendecker gepflanzt werden können. Die unterirdischen Pflanzenteile treiben dann im Frühjahr wieder aus.[12]
Soll der Bubikopf seine Kugelform behalten oder wird er zu groß, kann man ihn einfach mit einer Schere „frisieren“. Die Vermehrung des Bubikopfes ist problemlos möglich. Man kann den Stock teilen oder Stecklinge machen.[12]
Vom Bubikopf existieren eine Reihe von Sorten[7]
Der Bubikopf (Soleirolia soleirolii, Syn.: Helxine soleirolii Req.), auch Bubiköpfchen genannt, ist die einzige Art der Pflanzengattung Soleirolia innerhalb der Familie der Brennnesselgewächse (Urticaceae). Sie stammt von Sardinien und Korsika und wird als Zimmerpflanze verwendet.
Soleirolia soleirolii (/soʊˌliːəˈroʊliə soʊˌliːəˈroʊliˌaɪ, ˌsoʊlɪˈroʊ-/,[2][3] syn. Helxine soleirolii) is a flowering plant in the nettle family. It has a number of common names, including baby's tears, angel's tears, peace in the home, bits and pieces, bread and cheese, Corsican creeper, Corsican curse, friendship plant, mind-your-own-business, pollyanna vine, Paddy's wig, and mother of thousands .[4] It should not be confused with Kalanchoe daigremontiana, another plant known as mother of thousands.
It is a delicate-looking creeping herb with juicy bright green or yellow leaves and multitudes of tiny white flowers. It grows close to the ground in mats and is sometimes used in ornamental gardens alongside ferns and other moisture-loving types of plant.
The leaves are usually slightly stalked, about 5 mm across. The minute flowers produce oval seeds.[5]
This species is native to the northern (European) side of the Mediterranean Sea,[5] in and around Italy, the Adriatic and Aegean regions and offshore islands; it has also been observed in the Azores and Corsica. Baby’s-tears has been introduced internationally through the plant trade, and is cultivated (more or less) worldwide as an ornamental garden plant. It has been noted as growing in the northeastern Irish counties of Antrim and Down.[6]
It can be grown indoors as a houseplant and used in habitats for diminutive reptiles, amphibians, and some invertebrates. It prefers shade and consistent to heavy moisture. It can also grow with the roots submerged (emersed), or in swampy or riparian environments. In colder regions, the plant dies back during winter, but the roots regenerate; it returns with lush growth as temperatures increase.
Baby’s-tears is commonly seen in calm, shaded garden areas, as well as in bonsai gardens. It is popular as an accent for water features in the garden; as it is quite a thirsty species, some gardeners plant it on the edges of small waterfalls, fountains, or within rocky crevices surrounding ponds or other aquatic features.
If given adequate moisture and protected from direct sun, Baby’s-tears may grow prolifically, and is a common weed in many places.[7] It is capable of vegetative reproduction, so to eradicate a problematic or invasive patch, the entire root system of the plant must be dug out and removed, and not only the exposed leaves; roots or pieces of root which remain buried can (and will) sprout new growth, unless water is completely denied to the plant, causing it to dehydrate. Nurseries grow several varieties, including gold, yellow, and white breeds, but the mossy-green type is most popular with gardeners.
This species, the only member of the monotypic genus, Soleirolia,[8] was named after the French army engineer and plant collector Henri-Augustin Soleirol by his fellow French naturalist Esprit Requien. Soleirol, an amateur botanist, originally collected the plant in Corsica. [9]
Soleirolia soleirolii (/soʊˌliːəˈroʊliə soʊˌliːəˈroʊliˌaɪ, ˌsoʊlɪˈroʊ-/, syn. Helxine soleirolii) is a flowering plant in the nettle family. It has a number of common names, including baby's tears, angel's tears, peace in the home, bits and pieces, bread and cheese, Corsican creeper, Corsican curse, friendship plant, mind-your-own-business, pollyanna vine, Paddy's wig, and mother of thousands . It should not be confused with Kalanchoe daigremontiana, another plant known as mother of thousands.
Kodinonni (Soleirolia soleirolii) on pieni, monivuotinen nokkoskasvi, joka on kotoisin Välimeren läntisiltä saarilta – Baleaareilta, Korsikalta ja Sardinialta. Se kasvaa myös vakiintuneena karkulaisena ainakin Ranskassa, Britteinsaarilla, Belgiassa ja Alankomaissa. Suomessa se on suosittu huonekasvi.[2][3]
Kodinonni kasvaa enintään 5 cm:n korkuiseksi ja 30 cm:n levyiseksi, ja sen kasvutapa on lamoava. Langanohuet varret ovat karvaiset ja nivelistä juurehtivat. Lehdet ovat 2–6 mm leveät, kolmisuoniset ja lähes pyöreät tai munuaisen muotoiset. Vaatimattomat, yksineuvoiset kukat ovat vihreät tai valkoiset (joskus myös punertavat) ja puhkeavat yksittäin lehtihankoihin touko–elokuussa.[2][3]
Multa pidetään jatkuvasti kosteana. Keväällä ja kesällä kasvia lannoitetaan kahden viikon välein miedolla nestemäisellä huonekasvilannoitteella. Kodinonnea voi leikata saksilla sen pitämiseksi aisoissa. Lisääminen onnistuu täysikasvuisen kasvin juuripaakkuja jakamalla.
Kodinonni (Soleirolia soleirolii) on pieni, monivuotinen nokkoskasvi, joka on kotoisin Välimeren läntisiltä saarilta – Baleaareilta, Korsikalta ja Sardinialta. Se kasvaa myös vakiintuneena karkulaisena ainakin Ranskassa, Britteinsaarilla, Belgiassa ja Alankomaissa. Suomessa se on suosittu huonekasvi.
Kodinonni kasvaa enintään 5 cm:n korkuiseksi ja 30 cm:n levyiseksi, ja sen kasvutapa on lamoava. Langanohuet varret ovat karvaiset ja nivelistä juurehtivat. Lehdet ovat 2–6 mm leveät, kolmisuoniset ja lähes pyöreät tai munuaisen muotoiset. Vaatimattomat, yksineuvoiset kukat ovat vihreät tai valkoiset (joskus myös punertavat) ja puhkeavat yksittäin lehtihankoihin touko–elokuussa.
Soleirolia soleirolii est une espèce de plantes dicotylédones de la famille des Urticaceae, originaire de l'ouest du bassin méditerranéen (plante tyrrhénienne). C'est l'unique espèce du genre Soleirolia (genre monotypique). Elle est parfois aussi dénommée Soleirole, ou Hélixine ou encore Helxine (son ancien nom de genre) ou « Larme d'ange ».
Cette herbacée, vivace naine, aux racines traçantes peu profondes, forme des touffes ou tapis, qui la font apprécier comme plante couvre-sol (susceptible de devenir envahissante quand les conditions du milieu lui conviennent parfaitement (environnements tempérés à subtropicaux mais constamment humides et ombragés).
La première description de la plante (sous le nom Helxine soleirolii) a été faite en 1825 par le botaniste français Esprit Requien qui a par ce nom voulu rendre hommage à Henri-Augustin Soleirol, le botaniste qui en avait rapporté un échantillon (de Cervione en Corse). Comme le nom Helxine avait déjà été attribué par Linné à une autre espèce très différente et d'une toute autre famille, un nouveau nom de genre lui a été donné : Soleirolia (par le botaniste français Charles Gaudichaud-Beaupré, en 1830) toujours en l'honneur de Soleirol. Le nom complet de Soleirolia soleirolii a finalement été formé par James Edgar Dandy en 1965[2].
Soleirolia soleirolii est la seule espèce du genre Soleirolia au sein de la famille des Urticacées[3].
En raison des terminaisons différentes du nom de genre et de l'épithète spécifique, Soleirolia soleirolii n'est formellement pas un tautonyme et est donc autorisé par les règles de la nomenclature botanique[4].
Elle préfère les sols perméables, humifères, plutôt frais et de pH neutre à acide, mais elle colonise volontiers des roches, murs ou pierres humides ou proches de l'eau.
Les parties de la plante aérienne sont légèrement à densément couvertes de poils droits et en forme de faucille, mais ces poils ne sont pas comparables à ceux de certains genres de cette famille (orties) ; ils ne sont pas urticants.
Tiges : elles sont filiformes et délicates, translucides, rosâtre et vitreuses (parfois poilues[5]). Elles se ramifient et peuvent atteindre environ 50 cm de long ; elles peuvent s'enraciner au niveau des nœuds.
Feuilles : disposées en alternance, elles ont de simples limbes foliaires, circulaires à oblongs, de 3 à 8 mm de long et d'une largeur de 2 à 4 mm de large, inégaux dans leur base. La marge foliaire est entière. Les feuilles de la forme naturelle sont d'un vert luxuriant. Les cystolithes (cristaux inorganiques) de forme linéaire allongée, sont présents dans les feuilles, sans stipules[6].
Des horticulteurs ont sélectionné et mis sur le marché quelques cultivars panachés, dorés ou bronze.
Fleur : Soleirolia soleirolii est monoïque (chaque inflorescence, pendante, blanche ou rose et généralement non perçue car minuscule, ne contient qu'une fleur). Sur la partie inférieure de la tige se forment en été des fleurs femelles et dans la partie supérieure des fleurs mâles. Les fleurs mâles contiennent quatre bractées libres, quatre étamines et un pistil ovale inversé stérile. Les quatre bractées des fleurs femelles sont fusionnées et sans poils, et le stylet mince de cette fleur n'est pas durable ; il n'y a pas de staminodes.
Akènes : ils sont brillants et brun clair, de forme symétrique et ovale avec une extrémité supérieure pointue, longs de 0,8 à 0,9 mm pour un diamètre d'environ 0,6 mm. L'akène est densément enveloppé par des bractées durables formant trois ailes liégeuses et ils sont couvertes de poils fins issus de la fleur.
Comme le laisse penser son nom anglais, mother of thousands, cette plante se bouture et se marcotte aisément, faisant qu'elle est de plus en plus utilisée en plante d'intérieur et parfois d'extérieur (comme couvre-sol, sur des murs végétalisés et pour son feuillage décoratif). Elle forme des tapis ou coussins denses et monospécifiques de 2 à 25 cm d'épaisseur.
Elle semble toxique ou non-appétente pour les escargots, limaces et autres invertébrés herbivores. Aux États-Unis, la chenille du vulcain (Vanessa atalanta) semble pouvoir la consommer à la place de l'ortie (Urtica holosericea)[7]. Cette absence de prédateur commun peut la rendre localement envahissante.
Le nom générique « Soleirolia » et l'épithète spécifique « soleirolii » sont un hommage à Henri-Augustin Soleirol (1781-1853), botaniste amateur qui collecta des plantes en Corse et en Sardaigne[8].
Cette plante serait originaire des îles méditerranéennes (elle est encore endémique en Corse, aux Baléares, à Majorque, en Sardaigne et sur l'île voisine de Caprera[9],[10]) et c'est une paléo-endémique connue de l'Archipel toscan[5], mais elle tend à remonter vers le nord (notamment en bordure de fontaines, rivières ou sur sols humides où elle peut former de larges tapis), peut-être grâce au réchauffement climatique, et sans doute surtout à cause d'introductions par l'homme ou d'échappées de jardin ou de pot de fleur. En France[11], elle s'est implantée en Bretagne, Normandie, dans le sud de la région parisienne et on en trouve au moins localement dans le Pas-de-Calais. Elle a été trouvée en 2017 en Afrique du nord (Algérie)[12].
Lors de la dernière glaciation la Sardaigne et la Corse semblent avoir été le dernier refuge de l'espèce[13] qui y bénéficie d'un climat subtropical aux étés chauds et secs et aux hivers doux et humides. La plante y est trouvée à l'ombre des arbres, sur de bons sols forestiers ou dans les anfractuosités, joints des murs ou sur des roches humides.
Depuis la fin du XXe siècle, l'espèce semble localement s'être naturalisée en Europe de l'Ouest, au moins jusque dans l'ouest de l'Allemagne (à Münster, dans la Ruhr ou encore à Cologne[14],[15]) malgré des gelées profondes hivernales (jusqu'à environ -16 °C) qui n'empêchent pas une propagation continue, sans doute souvent à partir de graines car des floraisons sont régulièrement observées[16],[17].
Une population significative de Soleirolia soleirolii a récemment été signalée[5] en Algérie (2017), dans un oued situé à 439 m d'altitude sur la péninsule de l'Edough (ancienne île[18] et presqu’île lors des précédentes grandes transgressions marines[19]) non loin d'une chute d'eau (cascade des Vautours) dans un environnement favorable aux endémiques rares dans le pays (ex. : Lactuca muralis (L.) Gaertn., Eupatorium cannabinium L., Sagina procumbens L., Carex sylvatica Huds., Hyacinthoides lingulata (Poir.) Rothm., Neotinea maculata (Desf.) Stearn, Hypericum afrum Lam. (Hamel & al. 2013), mais actuellement menacé par l'ailanthe de Chine (Ailanthus altissima (Mill.) Swingle) qui s'y comporte en espèces invasive, par le surpâturage et l’agriculture (défrichement de maquis et pompage), les canicules, sécheresses et incendies susceptibles d'être plus intenses et plus fréquents dans le contexte du réchauffement climatique.
Cette plante, bien que rustique et se bouturant facilement, ne s'est pas spontanément répandue hors de ses îles d'origine durant les derniers millénaires.
Elle est vulnérable à la sécheresse car ses racines sont toujours très superficielles.
Sa partie aérienne meurt en cas de déshydratation et sous −5 °C, et sa partie souterraine meurt en dessous de −10 °C et en cas de déshydratation.
Elle serait sensible aux oxydes d'azote mais semble s'adapter à certaines pollutions urbaines[20].
Étant donné son caractère potentiellement localement invasif, sa sensibilité à divers désherbants a été étudiée (publication 2010) en même temps que celle de deux autres plantes naines également utilisés comme couvre-sol (Polygonum capitatum, et Sedum mexicanum), toutes trois susceptibles de devenir localement envahissante [21] : Soleirolia soleirolii est totalement tuée par quelques désherbants (ex. : Aminopyralide, Triclopyr ou picloram) mais résiste relativement bien à d’autres (tels que le Bentazone, le 2,4-D éthylhexyl ester, le diuron, le paraquat/diquat ou la simazine).
Le nombre de chromosomes de Soleirolia soleirolii est 2n = 20 [22]. Le nombre de chromosomes de base du genre Soleirolia étant (x = 10) il y a diploïdie.
Depuis la fin du XXe siècle, c'est une plante souvent utilisée en intérieur, seule ou en association avec d'autres.
Cette plante a besoin d'un substrat neutre à légèrement acide, humide, et de lumière (pas de soleil direct néanmoins) et d'une température idéalement située autour de 15 °C en été et 10 °C en hiver. La proximité d'une source de chaleur (ex. : cheminée, radiateur, cuisinière) est à éviter, de même que le gel (bien que l'espèce puisse tolérer −5 °C sans perdre son feuillage). Si l'air est sec, une brumisation à l'eau de pluie est bienvenue.
La plante peut être taillée (aux ciseaux) ou bouturée et marcotée[4].
À la différence de certaines plantes qui ont un métabolisme qui diminue beaucoup en hiver, cette espèce nécessite un substrat restant humide en hiver, car son métabolisme reste élevé, mais l'engorgement du sol est à éviter pour que les racines ne pourrissent pas, surtout en hiver. En intérieur l'irrigation par le bas est recommandée pour éviter un pourrissement des feuilles.
Plusieurs variétés ont été créées et mises sur le marché :
Selon The Plant List (9 février 2018)[1] :
Soleirolia soleirolii est une espèce de plantes dicotylédones de la famille des Urticaceae, originaire de l'ouest du bassin méditerranéen (plante tyrrhénienne). C'est l'unique espèce du genre Soleirolia (genre monotypique). Elle est parfois aussi dénommée Soleirole, ou Hélixine ou encore Helxine (son ancien nom de genre) ou « Larme d'ange ».
Cette herbacée, vivace naine, aux racines traçantes peu profondes, forme des touffes ou tapis, qui la font apprécier comme plante couvre-sol (susceptible de devenir envahissante quand les conditions du milieu lui conviennent parfaitement (environnements tempérés à subtropicaux mais constamment humides et ombragés).
Gulsčioji elksinė arba gulsčioji soleirolija (lot. Soleirolia soleirolii arba Helxine soleirolii) – dilgėlinių (Urticaceae) šeimos augalų rūšis.
Tai vešli kambarinė žolė, dažniausiai auginama loveliuose. Lapeliai maži, sodriai žali. Žydi smulkiais baltais žiedais. Gulsčioji elksinė kilusi iš Viduržemio jūros regiono, bet kaip kambarinis augalas auginamas visame pasaulyje.
Slaapkamergeluk (Soleirolia soleirolii; basioniem: Helxine soleirolii) is een vaste plant die behoort tot de brandnetelfamilie (Urticaceae). De soort staat als nieuwe plant in Nederland in de wachtkamer. De plant komt van nature voor op Corsica, de Balearen, Sardinië en in het Middellandse Zeegebied. In Nederland is de soort verwilderd. De plant wordt ook gebruikt als kamerplant.
De plant wordt 2-5 cm hoog en is een goede bodembedekker. De draaddunne, glazig-doorzichtige stengels kunnen tot 50 cm lang worden en wortelen op de knopen. De 5-7 mm grote bladeren zijn hartvormig, niervormig of rond.
Slaapkamergeluk bloeit in juli en augustus met witroze, okselstandige bloemen.
De vrucht is een nootje.
De plant komt voor in stedelijke gebieden en kan zich gemakkelijk vegetatief vermeerderen.
Zie de categorie Soleirolia soleirolii van Wikimedia Commons voor mediabestanden over dit onderwerp. Slaapkamergeluk (Soleirolia soleirolii; basioniem: Helxine soleirolii) is een vaste plant die behoort tot de brandnetelfamilie (Urticaceae). De soort staat als nieuwe plant in Nederland in de wachtkamer. De plant komt van nature voor op Corsica, de Balearen, Sardinië en in het Middellandse Zeegebied. In Nederland is de soort verwilderd. De plant wordt ook gebruikt als kamerplant.
De plant wordt 2-5 cm hoog en is een goede bodembedekker. De draaddunne, glazig-doorzichtige stengels kunnen tot 50 cm lang worden en wortelen op de knopen. De 5-7 mm grote bladeren zijn hartvormig, niervormig of rond.
Slaapkamergeluk bloeit in juli en augustus met witroze, okselstandige bloemen.
De vrucht is een nootje.
De plant komt voor in stedelijke gebieden en kan zich gemakkelijk vegetatief vermeerderen.
Husfred (Soleirolia soleirolii) er ein fleirårig plante i neslefamilien. Han er krypande og teppedannande med ovale, grøne blad som er 3-4 mm lange.
Husfred stammar frå Korsika og Sardinia. Han er den einaste nolevande arten i slekta Soleirolia.
Husfred trivst i fuktige område. Han er som regel eviggrønn, men kan forsvinna om vinteren i kjølege område før han kjem tilbake om våren.
Han er også blitt dyrka som hageplante og i kaldare strøk som husplante. Han kan mellom anna veksa i sprekker mellom heller, i steingardar og i steinbed. Nokre stader kan planten få for godt fotfeste og bli til eit ugras i bed og plenar. Sidan planten kan spreia seg gjennom vegetativ formeiring av små plantebitar, kan han vera svært vanskeleg å bli kvitt.[1]
Husfred (Soleirolia soleirolii) er ein fleirårig plante i neslefamilien. Han er krypande og teppedannande med ovale, grøne blad som er 3-4 mm lange.
Husfred stammar frå Korsika og Sardinia. Han er den einaste nolevande arten i slekta Soleirolia.
Husfred trivst i fuktige område. Han er som regel eviggrønn, men kan forsvinna om vinteren i kjølege område før han kjem tilbake om våren.
Han er også blitt dyrka som hageplante og i kaldare strøk som husplante. Han kan mellom anna veksa i sprekker mellom heller, i steingardar og i steinbed. Nokre stader kan planten få for godt fotfeste og bli til eit ugras i bed og plenar. Sidan planten kan spreia seg gjennom vegetativ formeiring av små plantebitar, kan han vera svært vanskeleg å bli kvitt.
Husfred (Soleirolia soleirolii) er en eviggrønn, krypende staude. Den danner puter og dekker flater med en tykkelse på ca. 5 cm. Stenglene er glassaktige og trådtynne. De bærer spredte blader, som er runde med hel rand. Formen er varierende, og bladene er ensartet gressgrønne på begge sider. Blomstringen skjer i alle milde perioder av året. Blomstene er grønne, og sitter nesten helt skjult i bladhjørnene. Frukten er en nøtt.
Stenglene danner meget lett rot på steder der de er i kontinuerlig kontakt med jorden. Avrevne stengler som ligger fuktig kan rekke å danne røtter før de visner.
Planten stammer fra Balearene, Korsika og Sardinia, der de vokser på milde og skyggefulle steder. Den er også naturalisert mange steder i kystnære områder, f.eks. i Bretagne, Normandie, Wales og Irland.
I Nord-Europa er husfred en vanlig stueplante. Den er nøysom, men krever konstant fuktighet.
Husfred (Soleirolia soleirolii) er en eviggrønn, krypende staude. Den danner puter og dekker flater med en tykkelse på ca. 5 cm. Stenglene er glassaktige og trådtynne. De bærer spredte blader, som er runde med hel rand. Formen er varierende, og bladene er ensartet gressgrønne på begge sider. Blomstringen skjer i alle milde perioder av året. Blomstene er grønne, og sitter nesten helt skjult i bladhjørnene. Frukten er en nøtt.
Stenglene danner meget lett rot på steder der de er i kontinuerlig kontakt med jorden. Avrevne stengler som ligger fuktig kan rekke å danne røtter før de visner.
Planten stammer fra Balearene, Korsika og Sardinia, der de vokser på milde og skyggefulle steder. Den er også naturalisert mange steder i kystnære områder, f.eks. i Bretagne, Normandie, Wales og Irland.
I Nord-Europa er husfred en vanlig stueplante. Den er nøysom, men krever konstant fuktighet.
Soleirolia soleirolii é uma espécie de planta com flor pertencente à família Urticaceae.
A autoridade científica da espécie é (Req.) Dandy, tendo sido publicada em Feddes Repertorium 70: 4. 1965.
Dá pelos nomes comuns de não-te-metas-na-minha-vida[1]; barba-de-moisés[2] e lágrimas-de-bebé[3].
Trata-se de uma espécie presente no território português, nomeadamente em Portugal Continental, no Arquipélago dos Açores e no Arquipélago da Madeira.
Em termos de naturalidade é introduzida nas três regiões atrás referidas.
Não se encontra protegida por legislação portuguesa ou da Comunidade Europeia.
Soleirolia soleirolii é uma espécie de planta com flor pertencente à família Urticaceae.
A autoridade científica da espécie é (Req.) Dandy, tendo sido publicada em Feddes Repertorium 70: 4. 1965.
Družinska sreča (znanstveno ime Soleirolia soleirolii ali Helxine soleirolii) je rastlina iz družine koprivovk (Urticaceae) ter edina predstavnica rodu Soleirolia. Gojimo jo tudi kot sobno rastlino.
Družinska sreča je plazeča zelnata rastlina s sveže zelenimi ali rumenimi listi, ki sedijo na krhkih, prosojnih stebelcih. Cveti z drobnimi belimi cvetovi.
Rastlina izvira iz sredozemskih otokov; prvič so jo odkrili na Korziki. Gre torej za območja subtropskega podnebja z vročimi in suhimi poletji ter milimi, vlažnimi zimami. Raste na senčnih mestih pod drevesi. Najdemo jo tudi v skalnih razpokah.
Družinsko srečo je prvi opisal francoski botanik Esprit Requien leta 1825, in sicer pod imenom Helxine soleirolii. Rastlino je poimenoval v čast Josephu Francoisu Soleirolu, ki je rastlino nabral na Korziki. Ker je ime Helxine že Linné namenil povsem drugi rastlini iz drugega rodu, je za družinsko srečo bilo potrebno poiskati novo rodovno ime. To je storil francoski botanik Charles Gaudichaud-Beaupré leta 1830; rodovno ime Soleirolia je izbral prav tako po prej omenjenemu Josephu Francoisu Soleirolu. Kombinanirano ime Soleirolia soleirolii je naposled prvi uporabil James Edgar Dandy leta 1965.
Družinska sreča uspeva na svetlih do polsenčnih mestih, vendar brez neposredne sončne svetlobe, pri temperaturah okoli 15 °C poleti in 10 °C pozimi. Ne prenaša previsokih temperatur, zato ni primerno, da je v bližini radiatorjev. Prenaša temperature do - 5 °C. Raste lahko tudi na prostem, kjer spomladi zopet požene stebla in liste.
Če se preveč razraste ali če želimo spremeniti obliko, jo lahko obrežemo s škarjami.
Najbolje je, da je ne zalivamo od zgoraj, temveč jo s koreninami za okoli 10 sekund pomočimo v vodo.
Družinska sreča (znanstveno ime Soleirolia soleirolii ali Helxine soleirolii) je rastlina iz družine koprivovk (Urticaceae) ter edina predstavnica rodu Soleirolia. Gojimo jo tudi kot sobno rastlino.
Hemtrevnad (Soleirolia soleirolii) är en växt i familjen nässelväxter. Växten är en ört med krypande växtsätt och frodiga ljusgröna eller gula blad, och mängder med mycket små blommor vid blomning. Hemtrevnad växer nära marken och bildar mattor.
Hemtrevnaden är populär att använda som krukväxt. Den har sitt ursprung i norra medelhavsregionen, i och omkring Italien och på näraliggande öar, men har införts som kruk- och trädgårdsväxt i stora delar av världen.
Wikimedia Commons har media som rör Hemtrevnad.
Hemtrevnad (Soleirolia soleirolii) är en växt i familjen nässelväxter. Växten är en ört med krypande växtsätt och frodiga ljusgröna eller gula blad, och mängder med mycket små blommor vid blomning. Hemtrevnad växer nära marken och bildar mattor.
Hemtrevnaden är populär att använda som krukväxt. Den har sitt ursprung i norra medelhavsregionen, i och omkring Italien och på näraliggande öar, men har införts som kruk- och trädgårdsväxt i stora delar av världen.
Arapsaçı (Soleirolia soleirolii), ısırgangiller familyasından, cinsinin monotipik türü olan, ufak parlak yeşil yapraklı süs bitkisi. Kuzey Akdeniz bölgesinde İtalya ve çevre adalar doğal yetiştiği alanlar olsa da aranılan salon bitkilerinden olduğu için dünyaca yayılmıştır. Nem ve sıcaklık uygun olduğunda vejetatif üreme yoluyla kolyaca yetiştirilebilir.
Salata olarak yenen rezeneye (Foeniculum vulgare) de arapsaçı denir ve bu ikisini birbirine karıştırmamak gerekir.
Arapsaçı (Soleirolia soleirolii), ısırgangiller familyasından, cinsinin monotipik türü olan, ufak parlak yeşil yapraklı süs bitkisi. Kuzey Akdeniz bölgesinde İtalya ve çevre adalar doğal yetiştiği alanlar olsa da aranılan salon bitkilerinden olduğu için dünyaca yayılmıştır. Nem ve sıcaklık uygun olduğunda vejetatif üreme yoluyla kolyaca yetiştirilebilir.
Salata olarak yenen rezeneye (Foeniculum vulgare) de arapsaçı denir ve bu ikisini birbirine karıştırmamak gerekir.
Soleirolia soleirolii là loài thực vật có hoa trong họ Tầm ma. Loài này được (Req.) Dandy miêu tả khoa học đầu tiên năm 1965.[1]
.jpg){kind=small}
Bài viết liên quan đến họ Tầm ma (Urticaceae) này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Soleirolia soleirolii là loài thực vật có hoa trong họ Tầm ma. Loài này được (Req.) Dandy miêu tả khoa học đầu tiên năm 1965.
