Sorbus mougeotii (lat. Sorbus mougeotii) - gülçiçəyikimilər fəsiləsinin quşarmudu cinsinə aid bitki növü.
İkiləpəlilər ilə əlaqədar bu məqalə qaralama halındadır. Məqaləni redaktə edərək Vikipediyanı zənginləşdirin. Sorbus mougeotii (lat. Sorbus mougeotii) - gülçiçəyikimilər fəsiləsinin quşarmudu cinsinə aid bitki növü.
Pyrenæisk Røn (Sorbus mougeotii) er en mellemstor busk eller lille træ på op til 10 meter. Pyrenæisk røn tåler megen vind og trives godt på let jord, bl.a. i Nord- og Vestjylland. Blomstrer i maj. Har normalt kraftig frugtsætning og søges ofte af fugle.
Pyrenæisk røn anvendes især i læplantninger, men også i den indre del af vildtplantninger i mindre grupper eller, som enkelttræ. Pyrenæisk Røn er så velegnet til læplantninger, da planterne er ens, så der ikke kommer huller og ujævnheder i hegnet, som vinden kan forstørre.
Pyrenæisk Røn forveksles ofte med den nærtstående Selje-Røn, som er en art der forekommer i det sydøstlige Danmark, men som er svær at holde sygdomsfri. Årsagen til, at Selje-Røn er så modtagelig overfor sygdomme er, at den sætter frugt uden bestøvning (apomiktisk). Det betyder at alle Selje-Røn er genetisk ens og derfor er alle modtagelige for de samme sygdomme. Desvære er Pyrenæisk Røn ligesådan. En dag bliver den syg, og så forsvinder den fra alle læhegn på en gang.
Pyrenæisk Røn (Sorbus mougeotii) er en mellemstor busk eller lille træ på op til 10 meter. Pyrenæisk røn tåler megen vind og trives godt på let jord, bl.a. i Nord- og Vestjylland. Blomstrer i maj. Har normalt kraftig frugtsætning og søges ofte af fugle.
Die Vogesen-Mehlbeere (Sorbus mougeotii), auch Berg-Mehlbeere, Mougeots Mehlbeere, Mougeots Vogelbeere, Alpenoxel und Mougeots Oxelbirne genannt, ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Mehlbeeren (Sorbus) in der Familie der Rosengewächse (Rosaceae). Innerhalb der Mehlbeeren gehört sie zur Sorbus mougeotii-Gruppe.
Die Vogesen-Mehlbeere ist ein Strauch oder ein Baum, der bis zu 12 (selten bis 20) Meter hoch wird. Zweige und Knospen sind im Vergleich zu Sorbus aria kahler. Die Laubblätter werden 3,5 bis 5,5 Zentimeter lang und 6 bis 10 Zentimeter breit. Sie sind 1,8- bis 2-mal so lang wie breit. Vorne sind die Blätter meist spitz, ihr Grund ist dagegen keilförmig. An Kurztrieben sind die Blätter bis ungefähr 1/8 der Blattspreite eingeschnitten. Die Zähne erster Ordnung sind in der Mitte des Blattrandes am größten und erreichen hier eine Länge von 4 bis 6 Millimeter, in Richtung der Spitze und des Grundes werden sie kleiner. Ihr Umriss ist breit abgerundet. Meist weniger als 1 Millimeter lang sind die Zähne zweiter Ordnung. Es sind 8 bis 10 Paare Seitennerven vorhanden. Die Blattunterseite weist eine lockere, grauweiß-filzige Behaarung auf. Die Blattstiele haben eine Länge von 10 bis 15 (selten bis 20) Millimeter.
Die Blüten sind in mehr oder weniger dichten, locker- bis dichtfilzigen, ebensträußigen Doldenrispen angeordnet. Der Kelchbecher und die Kelchblätter sind lockerfilzig und verkahlen später. Zur Fruchtzeit stehen die Kelchblätter konisch und aufrecht zusammen. Die eirundlichen Kronblätter sind weiß, kaum genagelt und 5 bis 6, selten bis 7 Millimeter lang. Die 2 oder 3 Griffel sind frei.
Die essbaren Früchte sind meist dreifächerig, 10 bis 13 Millimeter lang, nur wenig mehr als 10 Millimeter dick, rundlich und rot. Die Farbe bleibt auch nach dem Trocknen vorhanden. Es sind nur wenige kleine Lentizellen vorhanden.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 4x = 68. Es kommen auch 3x-Cytotypen vor. Die Art pflanzt sich apomiktisch fort.
Die Blütezeit reicht von Mai bis Juni.
Die Art kommt in den Pyrenäen, in den höheren Lagen der Provence, im Französischen und Schweizer Jura, im Schweizer Mittelland und den Schweizer Alpen vor. Nach Osten ist die Art bis Vorarlberg zu finden, im Nordosten erreicht sie das südliche Baden-Württemberg, im Süden das Aostatal. Insgesamt ist das Areal noch nicht sicher bekannt, oft wurde die Vogesen-Mehlbeere verkannt oder nicht ausreichend von der Österreichischen Mehlbeere unterschieden.
Die ökologischen Zeigerwerte nach Landolt & al. 2010 sind in der Schweiz: Feuchtezahl F =2w (mäßig trocken aber mäßig wechselnd), Lichtzahl L = 3 (halbschattig), Reaktionszahl R = 4 (neutral bis basisch), Temperaturzahl T = 3 (montan), Nährstoffzahl N = 2 (nährstoffarm), Kontinentalitätszahl K = 3 (subozeanisch bis subkontinental).[1]
Sorbus mougeotii wurde nach dem elsässischen Arzt, Floristen und Bryologen Jean Baptiste Mougeot (1776–1858) benannt.
Die Vogesen-Mehlbeere (Sorbus mougeotii), auch Berg-Mehlbeere, Mougeots Mehlbeere, Mougeots Vogelbeere, Alpenoxel und Mougeots Oxelbirne genannt, ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Mehlbeeren (Sorbus) in der Familie der Rosengewächse (Rosaceae). Innerhalb der Mehlbeeren gehört sie zur Sorbus mougeotii-Gruppe.
Sorbus mougeotii (лат. Sorbus mougeotii) —быдмассэзлӧн роза котырись пелідз увтырын (Aria субувтырын) торья вид. Пелідзыс быдмӧ 8–10 метра вылына да овлӧ 30 см кыза диаметрын. Пелідз пантасьӧ Европаын.
Sorbus mougeotii, the Vosges whitebeam or Mougeot's whitebeam, is a species of whitebeam native to the mountains of central and western Europe from the Pyrenees east through the Alps to Austria, and north to the Vosges Mountains.[1]
It is a deciduous shrub or small tree growing to 8–10 m (rarely 20 m) tall, often multi-stemmed, with trunks up to 30 cm (rarely 50 cm) diameter and grey bark; the crown is dense, broad ovoid, with numerous erect branches. The leaves are glossy dark green above, and densely hairy with white hairs beneath, 6–10 cm long and 3–5 cm broad, broadest near the middle, shallowly lobed with seven to twelve forward-pointing lobes on each side of the leaf, bluntly pointed at the apex, and serrated margins. The autumn colour is dull grey-brown. The flowers are 10 mm diameter, with five white petals and 20 yellowish-white stamens; they are produced in corymbs 5–10 cm diameter in late spring. The fruit is a globose pome 10–12 mm diameter, bright red, maturing in mid autumn. The fruit is dryish, and eaten by thrushes and waxwings, which disperse the seeds.[1][2]
Its closest relatives are some of the endemic British whitebeams, notably Sorbus anglica, which differs only in slightly broader leaves. It is also closely related to Sorbus intermedia (Swedish whitebeam), which differs in having the leaves grey-white below and more deeply lobed, with the lobes spreading rather than forward-pointing, the fruit oval and less bright red, and in forming a stouter tree with a single trunk and more horizontal branching. All are tetraploid apomictic species which breed true without pollination, and ultimately of hybrid origin between Sorbus aria and Sorbus aucuparia.[1][2][3]
It is widely grown as an ornamental tree in northern Europe, though usually unrecognised, misidentified as Sorbus intermedia. Although described in 1858, it was only brought into widespread cultivation in the 1950s by the Danish Heath Society, being sold as a "new improved form" of Sorbus intermedia, sometimes with the cultivar name 'Latifolia' (additionally leading to confusion with Sorbus latifolia).[2][3][4] It is valued for its tolerance of urban conditions and difficult soil, and is very commonly planted in land reclamation schemes on slag heaps and roadside shrub planting. It has also proved very tolerant of oceanic climates with cold summers, growing much better than S. intermedia in coastal conditions north to the Faroe Islands.[4]
Leaves; under side, left; upper side, right
Foliage and fruit
Foliage and fruit
A specimen in Reykjavík Botanical Gardens.
Sorbus mougeotii, the Vosges whitebeam or Mougeot's whitebeam, is a species of whitebeam native to the mountains of central and western Europe from the Pyrenees east through the Alps to Austria, and north to the Vosges Mountains.
Stems (with Rubus fruticosus foliage intertwined) It is a deciduous shrub or small tree growing to 8–10 m (rarely 20 m) tall, often multi-stemmed, with trunks up to 30 cm (rarely 50 cm) diameter and grey bark; the crown is dense, broad ovoid, with numerous erect branches. The leaves are glossy dark green above, and densely hairy with white hairs beneath, 6–10 cm long and 3–5 cm broad, broadest near the middle, shallowly lobed with seven to twelve forward-pointing lobes on each side of the leaf, bluntly pointed at the apex, and serrated margins. The autumn colour is dull grey-brown. The flowers are 10 mm diameter, with five white petals and 20 yellowish-white stamens; they are produced in corymbs 5–10 cm diameter in late spring. The fruit is a globose pome 10–12 mm diameter, bright red, maturing in mid autumn. The fruit is dryish, and eaten by thrushes and waxwings, which disperse the seeds.
Its closest relatives are some of the endemic British whitebeams, notably Sorbus anglica, which differs only in slightly broader leaves. It is also closely related to Sorbus intermedia (Swedish whitebeam), which differs in having the leaves grey-white below and more deeply lobed, with the lobes spreading rather than forward-pointing, the fruit oval and less bright red, and in forming a stouter tree with a single trunk and more horizontal branching. All are tetraploid apomictic species which breed true without pollination, and ultimately of hybrid origin between Sorbus aria and Sorbus aucuparia.
Wogeska mučnica (Sorbus mougeotii) je štom ze swójby róžowych rostlinow (Rosaceae).
Wogeska mučnica (Sorbus mougeotii) je štom ze swójby róžowych rostlinow (Rosaceae).
Alpareynir (Sorbus mougeotii) er tegund af reyni upprunnin frá fjöllum mið og vestur Evrópu frá Pýreneafjöllum austur yfir Alpana til Austurríkis, norður til Vosgesfjalla.[1]
Þetta er lauffellandi runni eða tré sem verður 8–10 m (sjaldan 20 m) hátt, oft margstofna, með boli allt að 30 cm (sjaldan 50 cm) að ummáli og gráum berki; krónan er þétt, breið egglaga, með fjölda uppréttra greina. Blöðin eru glansandi dökkgræn að ofan, og þétt hvítærð að neðan, 6–10 sm löng og 3–5 sm breið, breiðust næst miðju, gróftennt, með sjö til tólf breiðum tönnum hvoru megin. Haustliturinn er dauf grá-brúnn. Blómið er 10mm í ummál, með fimm hvítum krónublöðum. Berið er skærrautt 10–12 mm að ummáli. Berið er ólystugt en étið af þröstum og fleiri fuglum að hausti, sem dreifa fræjunum.[1][2]
Nánustu ættingjar Alpareynis eru; Sorbus anglica, sem þekkist helst á aðeins breiðari blöðum, og Silfurreynir (Sorbus intermedia), sem er með blöðin ljósgrá að neðan og með dýpri skerðingu og tennurnar vísa meir út til hliðanna en fram, berin ekki eins skær-rauð, og eru með ákveðnari trjálögun og útstæðari greinum. Allir eru fjórlitna (tetraploid) apomictic tegundir sem sá sér án frjóvgunuar (geldæxlun) og upphaflega af blendingsuppruna; á milli Sorbus aria og Sorbus aucuparia.[1][2][3]
Hann er víða ræktaður sem skrauttré í norður Evrópu, þó yfirleitt rangt greindur (sem Sorbus intermedia) og í raun óþekktur. Þó honum hafi verið lýst 1858, var hann fyrst nýttur í almenna ræktun um 1950 af Danska Hedeselskabet, Þá sem "nýtt og endurbætt form" af Sorbus intermedia, stundum með afbrigðisheitið 'Latifolia' (sem jók á ruglinginn vegna tegundarinnar Sorbus latifolia).[2][3][4] Alpareynir er velmetinn vegna þols gegn mengun og erfiðum jarðvegi, og er oft nýttur íuppræktun á gömlum námuhaugum og sem runnar við vegkanta. Hann hefur einnig reynst þolinn gegn hafrænu loftslagi með köldum sumrum, vex t.d. betur en S. intermedia á Færeyjum.[4]
Blöð; undir , t. v.; að ofan, t.h
Blöð og ber
Blöð og ber
Alpareynir (Sorbus mougeotii) er tegund af reyni upprunnin frá fjöllum mið og vestur Evrópu frá Pýreneafjöllum austur yfir Alpana til Austurríkis, norður til Vosgesfjalla.
Þetta er lauffellandi runni eða tré sem verður 8–10 m (sjaldan 20 m) hátt, oft margstofna, með boli allt að 30 cm (sjaldan 50 cm) að ummáli og gráum berki; krónan er þétt, breið egglaga, með fjölda uppréttra greina. Blöðin eru glansandi dökkgræn að ofan, og þétt hvítærð að neðan, 6–10 sm löng og 3–5 sm breið, breiðust næst miðju, gróftennt, með sjö til tólf breiðum tönnum hvoru megin. Haustliturinn er dauf grá-brúnn. Blómið er 10mm í ummál, með fimm hvítum krónublöðum. Berið er skærrautt 10–12 mm að ummáli. Berið er ólystugt en étið af þröstum og fleiri fuglum að hausti, sem dreifa fræjunum.
Nánustu ættingjar Alpareynis eru; Sorbus anglica, sem þekkist helst á aðeins breiðari blöðum, og Silfurreynir (Sorbus intermedia), sem er með blöðin ljósgrá að neðan og með dýpri skerðingu og tennurnar vísa meir út til hliðanna en fram, berin ekki eins skær-rauð, og eru með ákveðnari trjálögun og útstæðari greinum. Allir eru fjórlitna (tetraploid) apomictic tegundir sem sá sér án frjóvgunuar (geldæxlun) og upphaflega af blendingsuppruna; á milli Sorbus aria og Sorbus aucuparia.
