Ladoňka sibiřská neboli ladoňka nicí[1] (Scilla siberica Haw.) je druh jednoděložné rostliny z čeledi chřestovité (Asparagaceae). V minulosti byl řazen do čeledi hyacintovité (Hyacinthaceae), případně do čeledi liliovité v širším pojetí (Liliaceae s.l.).
Jedná se o asi 5-20 cm vysokou vytrvalou rostlinu s vejčitou podzemní cibulí, asi 1,5-2 cm v průměru, cibule je bělavá, obalená purpurovými šupinami. Listy jsou jen v přízemní růžici, přisedlé, nejčastěji 2-3 z jedné cibule. Čepele jsou čárkovité, asi 1-2 cm široké. Z jedné cibule vyráží 1-3, vzácně až 5, stvolů. Květy jsou jednotlivé nebo v máločetných květenstvích, kterým je hrozen, na jednom stvolu bývá jen 1-2 květy, jen výjimečně až 5 květů. Listeny a listénce tvoří nepravidelný límeček u báze květní stopky. Květní stopky jsou nicí, 2-5 mm dlouhé. Okvětí je zvonkovitého tvaru, okvětních lístků je 6, jsou volné, asi 12-15 mm dlouhé. Jsou většinou sytě modré barvy. Tyčinek je 6. Gyneceum je srostlé ze 3 plodolistů, čnělka je 4-6 mm dlouhá, v dolní části je mírně zaškrcená a tím od zeleného semeníku jasně oddělená. Plodem je tobolka.[2][1]
Ladoňka sibiřská je původní na Ukrajině, ve středním Rusku na sever zhruba po 55. rovnoběžku, na Kavkaze a asi i v přilehlé Asii, jako je Írán aj. Nepochází ze Sibiře, název je zavádějící.[3][2] Pěstovaná a zplanělá je však ledaskde v Evropě i v Severní Americe.[4]
V ČR je to nepůvodní druh, ale je běžně pěstovaná jako okrasná rostlina a poblíž lidských sídel často zplaňuje. Kvete brzy na jaře, už v březnu až dubnu.[2]
Obrázky, zvuky či videa k tématu ladoňka sibiřská ve Wikimedia Commons
Galerie ladoňka sibiřská ve Wikimedia CommonsLadoňka sibiřská neboli ladoňka nicí (Scilla siberica Haw.) je druh jednoděložné rostliny z čeledi chřestovité (Asparagaceae). V minulosti byl řazen do čeledi hyacintovité (Hyacinthaceae), případně do čeledi liliovité v širším pojetí (Liliaceae s.l.).
Russisk skilla (Scilla sibirica) er en lav, flerårig løgplante med blå blomster. Den blomstrer i det tidlige forår og dyrkes i mange haver og parker.
Russisk skilla er en løvfældende, flerårig løgplante, der danner 2-4 oprette til opstigende, linjeformede blade med hel rand, parallelle bladribber og bådformet spids. Begge sider er græsgrønne og svagt blåduggede. Blomstringen foregår i marts-april, hvor blomsterne sidder i 1-3 tallige, endestillede stande på en bladløs stængel. De enkelte blomster er 3-tallige, regelmæssige og nikkende med blå blosterblade. Frugten er en kapsel, der bliver violet ved modning. Frøene er brune.
Rodsystemet består af grove trævlerødder, der alle udgår fra løgets underside.
Russisk skilla når en højde på ca. 20 cm og en bredde på ca. 5 cm.
Russisk skilla har sin naturlige udbredelse i Lilleasien, Kaukasus, Iran, Irak samt Europæisk Rusland og Ukraine. Den findes i åbne skovstepper, hvor jordbunden er fugtig og muldrig. I det østlige Ukraine findes åbne skove, domineret af stilkeg. Her er russisk skilla en karateristisk skovbundsplante, og den vokser sammen med bl.a. avnbøg, hasselurt, fembladet springklap, fingerstar, fuglekirsebær, gul anemone, hvas randfrø, kantet konval, kirsebærkornel, nikkende flitteraks, russisk løn, skovviol, skvalderkål, sort druemunke, spidsløn, stilkeg, sød astragel, Tulipa quercetorum (en art af tulipan), vorterod og vårfladbælg[1]
Russisk skilla (Scilla sibirica) er en lav, flerårig løgplante med blå blomster. Den blomstrer i det tidlige forår og dyrkes i mange haver og parker.
Der Sibirische Blaustern (Scilla siberica), auch Nickende Sternhyazinthe und Sibirische Sternhyazinthe genannt, ist eine Pflanzenart in der Gattung Blausterne (Scilla), die zur Familie der Spargelgewächse (Asparagaceae) gehört.
Der Sibirische Blaustern ähnelt dem Zweiblättrigen Blaustern (Scilla bifolia). Er hat zwei bis vier linealische Laubblätter an einem Spross. An dem 10 bis 15 Zentimeter hohen Stängel stehen ein bis drei Blüten. Die blauen Blüten sind anders als beim Zweiblättrigen Blaustern etwas glockig und nickend. Auch die Samen des Sibirischen Blausterns sind mit einem Elaiosom ausgestattet und können durch Myrmekochorie ausgebreitet werden. Er blüht von März bis April.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 12 oder 18.[1]
Diese Pflanzenart stammt aus dem sarmatisch-pontischen Gebiet (Türkei, Südrussland, Kaukasus, Iran), wo sie in feuchten, offenen Wäldern vorkommt.
Man kann vier Unterarten unterscheiden[2]:
In Europa ist der Sibirische Blaustern eine beliebte frühblühende Zierpflanze in Gärten und Parks. Er gedeiht besonders an schattigen und halbschattigen, frischen Standorten. Manchmal verwildert er und kann dann Massenbestände bilden. Es gibt eine weiße Kulturform.
Der Sibirische Blaustern (Scilla siberica), auch Nickende Sternhyazinthe und Sibirische Sternhyazinthe genannt, ist eine Pflanzenart in der Gattung Blausterne (Scilla), die zur Familie der Spargelgewächse (Asparagaceae) gehört.
Scilla siberica, the Siberian squill or wood squill, is a species of flowering plant in the family Asparagaceae, native to southwestern Russia, the Caucasus, and Turkey. Despite its name, it is not native to Siberia.
Growing to 10–20 cm (4–8 in) tall by 5 cm (2 in) wide, it is a bulbous perennial, with two to four strap-shaped leaves appearing in early spring, at the same time as the nodding, blue, bell-shaped flowers.[3]
The flowers have six tepals and six stamens, and are arranged singly or in racemes of two or three. Petals may be reflexed to the horizontal when sunlight is bright, but are more often cup-shaped. The flowers are usually blue, but those of Scilla siberica var. alba are white. The stamens of Scilla are separate, unlike those of the related genus Puschkinia, which are fused into a tube. The pollen is dark blue.
After flowering, the flower stems become limp as capsules (pods) mature. At maturity, the capsules become purple and split open, releasing small, dark brown seeds. When the seeds are mature, the leaves wither and the plant goes dormant until the next spring.
The seedlings are hollow-leaved.
S. siberica is cultivated for its bluebell-like flowers. It naturalizes rapidly from seed. At 15 cm (5.9 in), it is suitable for planting in grass, and will spread by seed to form large colonies that go dormant by the time grass needs to be mowed. In the Midwestern United States it is becoming invasive in some situations.[4]
This plant has gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.[5][6]
Seed capsules
Bulbs
Klepacza Park in Łodz, Poland
Pendulous flowers at various stages of development
In Calgary, Alberta in April
Pollen grains under a microscope with different illumination methods (EPI illumination, bright field, differential interference contrast, phase contrast, autofluorescence)
Scilla siberica, the Siberian squill or wood squill, is a species of flowering plant in the family Asparagaceae, native to southwestern Russia, the Caucasus, and Turkey. Despite its name, it is not native to Siberia.
Scilla siberica es una especie de planta floral de la familia Asparagaceae, nativa del suroeste de Rusia, el Cáucaso y Turquía. A pesar de su nombre, no es nativa de Siberia.
Crece hasta los 10-20cm de alto. Es una planta bulbosa perenne, con de dos a cuatro hojas que aparecen al inicio de la primavera, junto con su flor azul característica.[1]
Las flores tienen seis tépalos y seis estambres, y pueden encontrarse solas o en racimos de dos o tres. Las flores son normalmente azules, pero existe la Scilla siberica var. alba de color blanco. Los estambres de Scilla son separados, a diferencia de los del género relacionado Puschkinia, los cuales están fusionados al tubo. El polen es azul oscuro.
Después de florecer, pasan a formarse cápsulas (vainas). Cuando estas cápsulas están maduras son de color morado y al abrirse liberan semillas marrones pequeñas y oscuras.
Datos: Q158944
Multimedia:
Especies: Scilla siberica
Scilla siberica es una especie de planta floral de la familia Asparagaceae, nativa del suroeste de Rusia, el Cáucaso y Turquía. A pesar de su nombre, no es nativa de Siberia.
See artikkel on liigist. Perekonna kohta vaata artiklit Siniliilia (perekond). Harilik siniliilia ehk harilik silla (Scilla siberica) on aspariliste sugukonda kuuluv õistaim.[1] See on pärismaine liik Venemaal, Kaukasuses, Türgis, Valgevenes ja Ukrainas.[2] Eestis on tavaline ilutaim, hajusalt naturaliseerunud[3].
Siniliilia on mitmeaastane sibultaim, mis kasvab 10–25 cm kõrguseks.[4] Tal on 2–4 juurmist lineaalset lehte, mis on 5–15 mm[4] laiused. Lehed ilmuvad varakevadel (aprillis-mais) koos siniste kellukjate õitega.[4]
Sibula läbimõõt on 1–3 cm, see on munaja kujuga ja kaetud pruunide kattesoomustega.[4]
Õied, millel on kuus kroonlehte ja tolmukat,[5] paiknevad 1–4 kaupa[4] kobaras. Tugeva päikesevalgusega võivad kroonlehed käänduda horisontaalseks, kuid enamasti paiknevad need kausikujuliselt. Enamasti on õied taevasinised kuni tumesinised, kuid esineb ka valgeõieline teisend Scilla siberica var. alba. Tolmukad on siniliilial üksteisest eraldi, erinevalt talle lähedastele perekondadele, nagu puškiinia (Puschkinia) ja kirgaslill (Chionodoxa), mille tolmukad on toruks kokku kasvanud. Õietolm on sinakas.
Pärast õitsemist, kui moodustuvad kuprad, vajuvad taimel varred longu. Kui kupar on saavutanud küpsuse, muutub see lillaks ja avaneb ning väljuvad väikesed tumepruunid seemned. Kui seemned on valminud, siis lehed närbuvad ja taim jääb kuni järgmise kevadeni puhkeolekusse.
Harilikku siniliiliat kultiveeritakse tema ebahüatsindi õitega sarnanevate õite tõttu, kuid seemnete abil võib ta kiiresti metsistuda. Siniliilia on sobilik muru sisse istutamiseks, kuna levib seemnete kaudu kiiresti, moodustades suuri kolooniad, ning on läinud puhkeolekusse ajaks, kui tekib vajadus muru niita.
Kogu taim on mürgine, seda on kasutatud ka näiteks rotimürgi valmistamiseks.[5]
Botaaniline illustratsioon harilikust siniliiliast
Õis
Kuprad
Sibulad
Scilla siberica var. alba
See artikkel on liigist. Perekonna kohta vaata artiklit Siniliilia (perekond). Harilik siniliilia ehk harilik silla (Scilla siberica) on aspariliste sugukonda kuuluv õistaim. See on pärismaine liik Venemaal, Kaukasuses, Türgis, Valgevenes ja Ukrainas. Eestis on tavaline ilutaim, hajusalt naturaliseerunud.
Idänsinililja eli siperiansinililja (Scilla siberica) on monivuotinen, hyönteispölytteinen sipulikasvi parsakasvien (Asparagaceae) heimossa, joka on aiemmin luokiteltu kuuluvaksi vaihtelevasti liljakasvien heimoon (Liliaceae) tai hyasinttikasvien (Hyacinthaceae) heimoon.[1][2] Se on pieni sinikukkainen kasvi, joka kukkii aikaisin keväällä ja leviää helposti laajoiksi matoiksi puistoissa ja puutarhoissa. Kasvi on kotoisin Aasiasta mutta sitä on levitetty Eurooppaan ja Pohjois-Amerikkaan.
Idänsinililjan sipulit ovat soikeat ja pienikokoiset (1,5–2 cm), ja niiden kuori on väriltään sinipunainen tai tummanruskea.[3] Kasvilla on yhdestä neljään 10–20 cm korkeaa, pystyä kukkavanaa ja kahdesta viiteen tasasoukan suikeaa tai pitkulaista, ehytlaitaista tyvilehteä (10–15 cm × 0,5–2 cm). Lehdet ovat nuorina toisiinsa kietoutuneet ja vielä keskenkasvuiset kukinnan alkaessa keskikeväällä.[3][4] Etelä-Suomen puutarhoissa idänsinililja kukkii yleensä huhti-toukokuiden vaihteessa. Luontaisella levinneisyysalueellaan Itä-Euroopassa ja Venäjällä sen kukinta aikaa on tyypillisesti huhtikuu.
Harsussa kukinnossa on kahdesta viiteen kukkaa, joissa on 1–2 mm mittaiset suojuslehdet ja 8–12 mm pitkä, nuokkuva kukkaperä.[3][4] Kehä on kellomainen (12–16 mm × 4–6 mm) ja väriltään kirkkaan- tai tummansininen, joillakin lajikkeilla myös valkea.[4] Siemenkota on halkaisijaltaan 4–6 mm, ja vaaleanruskeissa, pallonmuotoisissa siemenissä (2–3 mm) on pitkä valkoinen lisäke.[3] Idänsinililja leviää helposti paitsi siementämällä myös kasvattamalla sivusipuleita.[5]
Idänsinililja esiintyy luonnonvaraisena Länsi-Aasiassa (Luoteis-Iran, Pohjois-Irak ja Turkki), Kaukasiassa ja Itä-Euroopassa (Valko-Venäjä, Lounais-Venäjä ja Ukraina).[1] Lisäksi se on kotiutunut Keski-Eurooppaan ja levinnyt ihmisen mukana Pohjois-Amerikkaan.[1] Suomessa idänsinililja on tavallinen koristekasvi puistoissa ja puutarhoissa, joista se on karannut paikoitellen myös luontoon.[4]
Idänsinililja on pieni ja kestävä kevätkasvi, joka viihtyy lehdoissa, pensaikoissa ja vuorten alarinteillä kasvavissa metsissä.[5]
Idänsinililja voi ärsyttää herkkää ihoa ja aiheuttaa sisäisesti nautittuna myrkytysoireita, kuten kipua suussa tai vatsassa, kouristuksia, ripulia ja pulssin epäsäännöllisyyttä. Koko kasvi – sipulit ja kukat mukaan lukien – sisältää sydänaktiivisia glykosideja, jotka vaikuttavat samaan tapaan kuin digitalis.[6]
Kukka.
Sipuleita.
Puistoistutuksia.
Alba-lajike.
Idänsinililja eli siperiansinililja (Scilla siberica) on monivuotinen, hyönteispölytteinen sipulikasvi parsakasvien (Asparagaceae) heimossa, joka on aiemmin luokiteltu kuuluvaksi vaihtelevasti liljakasvien heimoon (Liliaceae) tai hyasinttikasvien (Hyacinthaceae) heimoon. Se on pieni sinikukkainen kasvi, joka kukkii aikaisin keväällä ja leviää helposti laajoiksi matoiksi puistoissa ja puutarhoissa. Kasvi on kotoisin Aasiasta mutta sitä on levitetty Eurooppaan ja Pohjois-Amerikkaan.
Scilla siberica
La Scille de Sibérie, Scilla siberica, est une espèce de petites plantes bulbeuses qui, contrairement à ce qu'indique son nom, est originaire du sud-ouest de la Russie, du Caucase et de Turquie.
Elle appartient à la famille des Liliaceae selon la classification classique. La classification phylogénétique la place dans la famille des Hyacinthaceae (ou optionnellement dans celle des Asparagaceae).
Haute de 10 à 20 cm, cette plante vivace produit de petites fleurs bleu violet dès mars.
Elle passe l'hiver sous forme d'un petit bulbe de la taille approximative de l'extrémité du petit doigt et, très tôt au printemps, elle développe ses feuilles, produit une ou plusieurs petites fleurs bleues, puis forme des graines et disparaît du regard en été.
En Europe et en Amérique du Nord, la scille de Sibérie sert à l'ornement des jardins, elle peut être plantée dans les pelouses. Elle supporte un trafic pédestre léger pendant sa dormance. Elle apprécie un sol frais et humide d'une fertilité moyenne. Vu ses origines, elle est très tolérante au froid. Un climat trop chaud et/ou trop sec ne lui convient pas, bien que la lumière solaire et une ombre modérée lui réussissent.
Scille de Sibérie.
Bulbes.
Fleur.
Fleur.
Antherospora scillae, un champignon minuscule (env. 10 μm) infecte les étamines de Scilla siberica. Il se substitue au pollen et utilise les insectes pollinisateurs comme vecteur de dissémination.
Scilla siberica
La Scille de Sibérie, Scilla siberica, est une espèce de petites plantes bulbeuses qui, contrairement à ce qu'indique son nom, est originaire du sud-ouest de la Russie, du Caucase et de Turquie.
Elle appartient à la famille des Liliaceae selon la classification classique. La classification phylogénétique la place dans la famille des Hyacinthaceae (ou optionnellement dans celle des Asparagaceae).
Synonyme Othocallis siberica (Haw.) Speta, 1998.Sibirska česnička (Scilla sibirica) je rostlina ze swójby hromakowych rostlinow (Asparagaceae).
W někotrych žórłach so do swójby hyacintowych rostlinow (Hyacinthaceae) přirjaduje.
Sibirska česnička je trajne zelo, kotrež docpěwa wysokosć wot 10 hač do 15 cm.
Cybla docpěwa wulkosć wot 15 hač do 20 mm.
2 hač do 4 Łopjena su na spódku stejacy, linealojte, docpěwaja dołhosć wot 10 hač do 15 cm. Wone so z kćenjemi jewja.
Kćěje wot měrca hač do apryla. 1 hač do 5 nygacych kćenjow je zwjetša zwónčkojte. Maja šěsć kćenjowych łopješkow, kotrež docpěwaja dołhosć wot 12 hač do 16 mm. Wone su módre z ćěmnej srjedźnej smužku.
Rosće na parkowych trawnikach, składnostnje wodźiwjene w parkowbliskich kerčinach abo při małozahrodach. Preferuje čerstwe, wutkate pódy na tróšku zasćinjenych stejnišćach.
Rostlina pochada z srjedźeje a južneje Ruskeje ale tež z prědnjeje Azije.
Kćenja sibiriskeje česnički
Kćenje z próškami
Kćenja a łopjena
Sibirska česnička. W: FloraWeb.de. (němsce)
Sibirska česnička (Scilla sibirica) je rostlina ze swójby hromakowych rostlinow (Asparagaceae).
W někotrych žórłach so do swójby hyacintowych rostlinow (Hyacinthaceae) přirjaduje.
Síberíulilja (fræðiheiti: Scilla siberica) er tegund blómstrandi plantna í Asparagaceae, upprunnin frá suðvestur Rússlandi, Kákasus og Tyrklandi. Þrátt fyrir nafnið er hún ekki frá Síberíu.
Hún verður 10 til 20 sm há og 5 sm breið, með lauk, af hverjum upp koma tvö til fjögur blöð snemma vors, á sama tíma og fagurblá, hangandi bjöllulaga blómin.[1]
Blómin eru með sex krónublöð og sex stíla, og eru stök eða í fáblóma klasa. Blómin eru yfirleitt blá, en á afbrigðinu Scilla siberica var. alba eru hvít. Stílarnir á Scilla eru aðskildir, ólíkt á skyldum ættkvíslum; Puschkinia og Chionodoxa, sem eru samvaxnir í rör. Frjóið er dökkblátt.
Eftir blómgun verða blómstönglarnir linir á meðan fræbelgirnir þroskast. Fullþroskaðir verða belgirnir fjólubláir og opnast, og losa fjölda smárra dökkbrúnna fræja. Blöðin visna þegar fræin eru þroskuð og plantan fer í dvala til næsta vors.
S. siberica er ræktuð vegna fagurblárra blómanna að vori. Hún sáir sér oft út og myndar stórar breiður. Hún hentar því ekki í steinhæð, en því betur í runnabeð og skógarbotn. Í Miðvestur Bandaríkjunum er hún sumstaðar ágeng.[2]
Tegundin hefur fengið Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.[3]
fræbelgir
laukar
Klepacza Park í Łodz, Póllandi
Síberíulilja (fræðiheiti: Scilla siberica) er tegund blómstrandi plantna í Asparagaceae, upprunnin frá suðvestur Rússlandi, Kákasus og Tyrklandi. Þrátt fyrir nafnið er hún ekki frá Síberíu.
Sibirinė scylė (lot. Scilla siberica, angl. Siberian squill, vok. Sibirischer Blaustern) – hiacintinių (Hyacinthaceae) augalas. Aukštis 10-20 cm aukščio. Žydi kovo – balandžio mėn. Auginamas kaip dekoratyvinis augalas gėlynuose, kapinėse.
De Oosterse sterhyacint (Scilla siberica) is een bolgewas uit de aspergefamilie (Asparagaceae). De plant lijkt sterk op de vroege sterhyacint (Scilla bifolia), maar heeft knikkende bloemen. Ook zijn de bloemstelen korter dan de diameter van de bloemen, terwijl deze bij de vroege sterhyacint juist langer zijn. Ten slotte kan de bol evenals de vroege sterhyacint twee bladen hebben, maar in tegenstelling tot de vroege sterhyacint kan de Oosterse sterhyacint ook drie of vier bladen hebben.
Voor het natuurlijke verspreidingsgebied wordt meestal, zoals de soortaanduiding siberica al aangeeft, Siberië opgegeven. Ten minste een bron ontkent Siberië ten stelligste en geeft Midden-Rusland op. Heukels' Flora van Nederland noemt Zuidoost-Europa en Klein-Azië als oorspronkelijk verspreidingsgebied. De plant is als stinsenplant in West-Europa ingeburgerd maar komt hier van nature in het wild niet voor.
Gedurende de winter is de plant niet meer dan een vingerdikke bol. Al vroeg in het voorjaar komen hier dunne bladen uit. De stervormige bloemen bloeien in het voorjaar, in maart en april, terwijl gedurende de zomer er niets meer van het plantje te zien is.
De planten zijn als voorjaarsplanten gewild bij tuinliefhebbers.
De plant doet het goed op matig voedselrijke grond met voldoende vocht en een goede afwatering. Ze zijn goed vorstbestendig, maar kunnen niet goed tegen grote hitte of droogte. Zon en lichte schaduw zijn geen probleem.
Enkele cultivars:
Mediabestanden die bij dit onderwerp horen, zijn te vinden op de pagina Scilla sibirica op Wikimedia Commons. De Oosterse sterhyacint (Scilla siberica) is een bolgewas uit de aspergefamilie (Asparagaceae). De plant lijkt sterk op de vroege sterhyacint (Scilla bifolia), maar heeft knikkende bloemen. Ook zijn de bloemstelen korter dan de diameter van de bloemen, terwijl deze bij de vroege sterhyacint juist langer zijn. Ten slotte kan de bol evenals de vroege sterhyacint twee bladen hebben, maar in tegenstelling tot de vroege sterhyacint kan de Oosterse sterhyacint ook drie of vier bladen hebben.
Voor het natuurlijke verspreidingsgebied wordt meestal, zoals de soortaanduiding siberica al aangeeft, Siberië opgegeven. Ten minste een bron ontkent Siberië ten stelligste en geeft Midden-Rusland op. Heukels' Flora van Nederland noemt Zuidoost-Europa en Klein-Azië als oorspronkelijk verspreidingsgebied. De plant is als stinsenplant in West-Europa ingeburgerd maar komt hier van nature in het wild niet voor.
Gedurende de winter is de plant niet meer dan een vingerdikke bol. Al vroeg in het voorjaar komen hier dunne bladen uit. De stervormige bloemen bloeien in het voorjaar, in maart en april, terwijl gedurende de zomer er niets meer van het plantje te zien is.
Russeblåstjerne er en svært gammel hageplante. Det vitenskapelige navnet er nå Othocallis siberica, men den er mest kjent under det gamle navnet Scilla sibirica. Den ble tidligere regnet til den store liljefamilien, men etter den ble splittet opp regnes russeblåstjerne til aspargesfamilien.
Blomsten er en løkplante med vakre blå klokkeblomster, og mange kjenner den som Scilla. Den er en av de aller første blomstene som kommer i mars-april og ofte dukker den opp lenge før all snø er borte. Planten regnes som svært gammel og finnes i dag i mange hager, parker, i kratt og langs veikanter mange steder i Norge.
Arten vokser opprinnelig i Tyrkia, Libanon, Syria, Irak, Iran, Kaukasia og Krim. Til tross for artsepitetet siberica kommer den ikke fra Sibir. Man vet at russeblåstjerne ble dyrket i Europa allerede i 1800, og rundt 1860 var den blitt en meget populær prydplante i hager, i parker og på kirkegårder. Planten kom til Norge ca. 1820, og i 1823 ble den dyrket i botanisk hage på Tøyen i Oslo.
Russeblåstjerne danner etterhvert store bestander der den liker seg og forvilles lett. Etter blomstringen legger blomsterstanden seg ned på bakken med frø som har et oljeholdig vedheng. Maur elsker disse frøene og sleper dem av gårde og spiser dem. På denne måten blir frøene spredd videre.
I 2018 har Artdatabanken oppdatert denne i sin klassifisering til høy risiko på sin liste over fremmede arter.[1]
En sjelden gang kan blomstene til russeblåstjerne også bli hvite.
Russeblåstjerne er en svært gammel hageplante. Det vitenskapelige navnet er nå Othocallis siberica, men den er mest kjent under det gamle navnet Scilla sibirica. Den ble tidligere regnet til den store liljefamilien, men etter den ble splittet opp regnes russeblåstjerne til aspargesfamilien.
Blomsten er en løkplante med vakre blå klokkeblomster, og mange kjenner den som Scilla. Den er en av de aller første blomstene som kommer i mars-april og ofte dukker den opp lenge før all snø er borte. Planten regnes som svært gammel og finnes i dag i mange hager, parker, i kratt og langs veikanter mange steder i Norge.
Arten vokser opprinnelig i Tyrkia, Libanon, Syria, Irak, Iran, Kaukasia og Krim. Til tross for artsepitetet siberica kommer den ikke fra Sibir. Man vet at russeblåstjerne ble dyrket i Europa allerede i 1800, og rundt 1860 var den blitt en meget populær prydplante i hager, i parker og på kirkegårder. Planten kom til Norge ca. 1820, og i 1823 ble den dyrket i botanisk hage på Tøyen i Oslo.
Russeblåstjerne danner etterhvert store bestander der den liker seg og forvilles lett. Etter blomstringen legger blomsterstanden seg ned på bakken med frø som har et oljeholdig vedheng. Maur elsker disse frøene og sleper dem av gårde og spiser dem. På denne måten blir frøene spredd videre.
I 2018 har Artdatabanken oppdatert denne i sin klassifisering til høy risiko på sin liste over fremmede arter.
En sjelden gang kan blomstene til russeblåstjerne også bli hvite.
Multimedia w Wikimedia Commons Cebulica syberyjska (Scilla siberica) – gatunek byliny należący do rodziny szparagowatych. Pochodzi z zachodniej Azji, Kaukazu i wschodniej Europy. Jest uprawiany w wielu krajach świata[2]. W Polsce jest uprawiany jako roślina ozdobna, czasami dziczejąca (kenofit, efemerofit)[3].
Roślina ozdobna: Uprawiana jako roślina ozdobna, ze względu na swoje intensywnie niebieskie kwiaty i kwitnienie wczesną wiosną. Nadaje się do ogrodów skalnych, na rabaty[4].
Geofit cebulowy. Dobrze rośnie na lekkich i żyznych glebach, najlepiej jeśli gleba jest próchniczna, przepuszczalna, lekko wilgotna. W okresie kwitnienia wymaga wilgoci. Może rosnąć zarówno w półcieniu, jak i na słonecznym stanowisku. Na zimę stanowiska przykrywa się torfem[5]. Rozmnażanie wegetatywne za pomocą cebulek bocznych. Rozmnażanie generatywne łatwe, po stratyfikacji nasion. Rośliny zakwitają po trzech, czterech latach. Sadzi się je na głębokość 6–8 cm w odstępach co 5–10 cm, a na miejsca docelowe co 10–20 cm[4][5][4].
Cebulica syberyjska (Scilla siberica) – gatunek byliny należący do rodziny szparagowatych. Pochodzi z zachodniej Azji, Kaukazu i wschodniej Europy. Jest uprawiany w wielu krajach świata. W Polsce jest uprawiany jako roślina ozdobna, czasami dziczejąca (kenofit, efemerofit).
Rysk blåstjärna (Scilla siberica) är en art i familjen Sparrisväxter. Den kan bli upp till två decimeter hög och blommar tidigt på våren med klarblå eller blåvioletta blommor med blå ståndarknapp. Rysk blåstjärna kommer ursprungligen från södra Ryssland och Mellanöstern men odlas i många trädgårdar varifrån den har förvildats exempelvis till närliggande parker och vägkanter. Den kallas ofta för Scilla.
Den kan planteras i gräsmattan och genom att den lätt förökar sig så kan den vid blomningstid bilda en blå matta. Efter blomningen försvinner blomman. De trivs bäst i fuktig miljö i väldränerad jord och tål kyla bra; klarar i Sverige odlingszonerna I–V [1]
Arten är mångformig och fyra underarter kan urskiljas:
Rysk blåstjärna kan lätt förväxlas med tidig blåstjärna (Scilla bifolia), tuvig blåstjärna (S. amoena) och vårstjärna (S. forbesii). Vårstjärnan blommar något tidigare, har sammanväxta kalkblad och hopstående ståndare. Rysk blåstjärna har dessutom nickade blommor till skillnad mot vårstjärnans mer uppåtriktade blommor.
Några selekterioner har fått sortnamn:
Wikimedia Commons har media som rör Rysk blåstjärna.
Rysk blåstjärna (Scilla siberica) är en art i familjen Sparrisväxter. Den kan bli upp till två decimeter hög och blommar tidigt på våren med klarblå eller blåvioletta blommor med blå ståndarknapp. Rysk blåstjärna kommer ursprungligen från södra Ryssland och Mellanöstern men odlas i många trädgårdar varifrån den har förvildats exempelvis till närliggande parker och vägkanter. Den kallas ofta för Scilla.
Den kan planteras i gräsmattan och genom att den lätt förökar sig så kan den vid blomningstid bilda en blå matta. Efter blomningen försvinner blomman. De trivs bäst i fuktig miljö i väldränerad jord och tål kyla bra; klarar i Sverige odlingszonerna I–V
Це незавершена стаття про Холодкові.
Scilla siberica là một loài thực vật có hoa trong họ Măng tây. Loài này được Haw. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1804.[1]
Bài viết liên quan phân họ thực vật Scilloideae này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn.
Scilla siberica là một loài thực vật có hoa trong họ Măng tây. Loài này được Haw. miêu tả khoa học đầu tiên năm 1804.
Растение широко используется в декоративном садоводстве с XVIII века[5]; наиболее выигрышные места для выращивания — под деревьями, большими кустами и на лужайках: участки земли, на которых растёт пролеска сибирская, могут выглядеть во время её цветения синими[7].
Размножение — семенами осенью либо делением в конце вегетационного периода. Зоны морозостойкости — от 3 до 9; в регионах с мягкими зимами растение чувствует себя плохо[7].
Выделяют следующие подвиды проселки сибирской:
Растение широко используется в декоративном садоводстве с XVIII века; наиболее выигрышные места для выращивания — под деревьями, большими кустами и на лужайках: участки земли, на которых растёт пролеска сибирская, могут выглядеть во время её цветения синими.
АгротехникаРазмножение — семенами осенью либо делением в конце вегетационного периода. Зоны морозостойкости — от 3 до 9; в регионах с мягкими зимами растение чувствует себя плохо.
)_(16565543947).jpg)
.jpg)
.jpg)
