El piral del carbayu y de la encina[1] (Tortrix viridana) ye una especie de lepidópteru ditrisio de la familia Tortricidae que la so canesba produz defoliación na encina.
Pequeñu lepidópteru, nocherniegu, coles nales anteriores de color verde maciu, de 9 a 12 mm, les nales posteriores son escures con flecos blancos. [2] [3]
Zones de montes planifolios d'Europa, norte d'África y Asia Menor, bien abondosu según les rexones, produciendo la defoliación de les encinas.
La caparina vuela mientres tol branu, teniendo la fase larvaria a mediaos de primavera, alimentándose de los biltos primaverales de los carbayos y encinas, (Quercus), les gates y les pupes son taramiaes por páxaros.
El piral del carbayu y de la encina (Tortrix viridana) ye una especie de lepidópteru ditrisio de la familia Tortricidae que la so canesba produz defoliación na encina.
Yaşıl palıd yarpaqbükəni (lat. Tortrix viridana Linnaeus)-Buğumayaqlılar tipinin Pulcuqluqanadlılar dəstəsinin Yarpaqbükənlər fəsiləsinə aid olan növ
Yarpaqbükənlər (Tortricidae) fəsiləsinə daxil olan kiçik olçülü kəpənəkdir. İmaqo:
T.viridana yetkin fərdlərinin qanadlarının açıq vəziyyətdə ölçüsü 18-23 mm-dir. Ön qanadları bulanıq-yaşıl, arxa qanadları qəhvəyi-boz və ya bozumtul rəngdə olub üzəri ağımtıl saçaqlıdır.[1]
Pup:
Pupları tünd-boz rəngli, ölçüsü 9-10 mm-dir.[2] Tırtıl:
Tırtıllar kiçik yaşlarında boz rəngli, böyük yaşlara keçdikcə bozumtul-yaşıl rəngdə olur. Böyük yaşlı tırtıllar 15-19 mm uzunluqda olub, bədəni çox uzun tükcüklərə malik çoxsaylı qəhvəyi ziyillərlə örtülmüşdür.
. Tırtıllar təbiətdə mart-aprelin əvvəllərində, tumurcuqların oyanması ilə bir vaxtda görünür.[3]
Yumurta
Yumurtalarının diametri 0,7 mm, forması daha çox dəyirmidir, dorzo-ventral tərəfdən yastılaşmışdır. Yumurtaları yeni qoyulduqda parlaq-sarı, sonradan açıq-qəhvəyi olur.
. T.viridana yumurta mərhələsində qış diapauzası keçirir.[4]
T.viridana – işıq və isti sevən növdür. Onun ilk ocaqları əsasən açıq sahələrdə bitən tək ağaclarda, parklarda, qoruyucu meşə zolaqlarındakı cavan bitkilərdə yaranır. Zərər vermə həddinin yüksək olduğu ərazilər xüsusən magistral yol kənarı yaxın ərazilərdir. T.viridana adətən bitkilərin yeni açilmış uc yarpaqlarını bükərək onlarla qidalanır. Tırtılların inkişafı 20-35 gün çəkir. Bu müddətdə tırtıllar 5 yaş dövrü keçirirlər. Aprelin axırı mayın əvvəlində yarpaqların uc hissəsini qatlayıb torla yapışdırmaqla onun içərisində puplaşırlar. Pupun inkişafı 10-12 gün çəkir. Yetkin fərdlərin uçuşu mayın 1-ci ongünlüyündən başlayır.[5] Kütləvi uçuş 10-15 maya təsadüf edir. Yetkin fərdlər iyunun axırlarına qədər üçürlar. Hər bir dişi fərd qida bitkisi üzərinə 90-120-dək yumurta qoyur. Yumurtaları yarpaq və ya gövdənin hamar olmayan səthlərinə biri-digərinin üzərində olmaqla 2-2 topa şəklində qoyur. İldə 1 nəsil verir. Parazitoidləri: Azərbaycanın şərqində T.viridana-nın təbiətdə 38 növ parazitoid yoluxdurur, bunlar Hymenoptera və Diptera (Tachinidae) nümayəndələridir. Parazi¬toid¬lər arasında Ichneumonidae (8 növ), Eulophidae (8) və Braconidae (11) növləri üstünlük təşkil edir.[6]
Albaniya, Almaniya, Avstraliya, Belçika, Bosniya və Herseqovina, Britaniya, Bolqarıstan, Çexiya, Danimarka, Estoniya, Gürcüstan, Finlandiya, Fransa, Yunanıstan, İran, İrak, İrlandiya, İspaniya, İsveç, İsveçrə, İtaliya, Latviya, Litva, Moldova, Hollandiya, Norveç, Polşa, Portuqaliya, Rumıniya, Rusiya, Slovakiya, Türkiyə, Ukrayna, Azərbaycanda yayılıb.[7] Yaşıl palıd yarpaqbükəninin Azərbaycanın cənub-şərqində 8 cinsə aid 13 növ bitki (Quercus sp., Quercus castaneifolia, Tilia sp., Zelkova carpinifolia, Mespilus sp., Ulmus suberosa, Parrotia persica, Cydonia Mil., Crataegus sp., Caprinus caucasica, Populus hyrcana, Alnus barbata, Rumex confertus) ilə trofik əlaqələrinin olduğu təsdiq edilmişdir.
Yaşıl palıd yarpaqbükəni (lat. Tortrix viridana Linnaeus)-Buğumayaqlılar tipinin Pulcuqluqanadlılar dəstəsinin Yarpaqbükənlər fəsiləsinə aid olan növ
Obaleč dubový (Tortrix viridana) je motýl, jehož housenky poškozují listy dřevin žírem. V Česku způsobuje při přemnožení rozsáhlé holožíry, které postupují od vrcholu koruny dolů.[1]
Druh je rozšířen v celé oblasti západního palearktického výskytu dubu (Quercus sp.). V Evropě i v Česku je běžným druhem.
Rozpětí křídel dospělce je asi 16 až 24 mm (uváděno 13mm[L 1]). Dospělí motýli mají křídla trávově zelená, zelenožlutá až světle zelená. Zadní křídla a zadeček jsou šedé. Hlava je žlutá, hruď zelená a břicho šedé. Mladé housenky jsou okrově šedé až šedobéžové, lesklé a mají tmavé hlavy. Starší housenky jsou špinavě zelené nebo šedozelené. Larvy procházejí pěti fázemi růstu. Vajíčka jsou kulovitá a asi 0,7 mm široká. Jsou zpočátku světle žlutá a později hnědé barvy.
Samice kladou v červnu 50-60 vajíček na větvičky nebo listy lesních i okrasných dřevin. Vajíčka jsou kladena ve skupinách po dvou. Vajíčka jsou zprvu pokryta lepkavými sekrety, které zachytí řasy a nečistoty, a ty pak vajíčka maskují. Zárodek se vyvíjí do dubna příštího roku, kdy se líhnou larvy a raší pupeny.
Mladé larvy se zavrtávají do rašících pupenů, konzumují mladé listy. Housenky živí hlavně dubovým listím, ale také listím z buku lesního, vrby, javoru, bříz, habrů či topolu, ale i kopřivy, borůvky a jiných rostlin.[L 2] Za tři-čtyři týdny se kuklí v kokonu z listů. Po dalších tři-čtyřech týdnech vylétá jako dospělec. Motýli se rojí od konce května do konce června.[1] Obaleč dubový se vyskytuje především v dubových lesích, dále v parcích a zahradách.
Obaleč dubový je napadán mnohými parazity a je také kořistí predátorů. Mezi jeho přirozené nepřátele patří:
Actia crassicornis, Actia exoleta, Actia pilipennis, Arrhinomya Tragica, Bessa fugax, Bessa Selecta, Blondelia nigripes, Compsilura concinnata, Discochaeta hyponomeutae, Nemorilla floralis, Nemorilla maculosa, Phytomyptera niviventris, Pseudoperichaeta insidiosa, Zenillia libatrix
Obaleč dubový je obávaný patogen listnatých dřevin. Vyskytuje se v populačních vlnách. Při nich dochází jen zřídka k úplným holožírům. Obaleč dubový může žírem oslabovat stromy které můžou podlehnout a uhynout díky dalším faktorům, jako je sucho. Některé oblasti jsou nálety obaleče dubového ovlivněny v různé míře každý rok, jiné jen občas. Patogen poškozuje horní část koruny.[L 1]
Příznakem napadení je přítomnost housenek, které od konce dubna vyžírají pupeny. Později housenky spřádají listy do ruličky, kde hledají úkryt. Dospělec je poměrně typický, podobná je ale zeleněnka vrbová (Earias clorana). Housenky lze zaměnit s jiným druhem čeledě.[L 1]
Ochrana rostlin spočívá v biologickém boji pomocí Bacillus thuringiensis.[L 1] Uvedenou složku obsahuje například přípravek FORAY 48 B. K chemické ochraně je možno použít insekticidy.[2]* TREBON 10 F
Obrázky, zvuky či videa k tématu obaleč dubový ve Wikimedia Commons
Obaleč dubový (Tortrix viridana) je motýl, jehož housenky poškozují listy dřevin žírem. V Česku způsobuje při přemnožení rozsáhlé holožíry, které postupují od vrcholu koruny dolů.
Egevikleren (Tortrix viridana) er en mindre, grøn sommerfugl,[1] der kan blive mellem 8,5 og 11 mm lang.
Egeviklerens forreste vinger er lysegrønne og gullige i kanten. Den ene lapper lidt ind over den anden. De bagerste vinger er blege og har frynser.[2]
Ved midsommer sværmer hanner og hunner rundt, og hunnen ynder at lægger æggene i egetræerne. Næste forår udklækkes æggene. Larverne er op til 15 mm lange og grønne. De spinder egebladene sammen og forpupper sig inde i dem.[2]
Egevikleren (Tortrix viridana) er en mindre, grøn sommerfugl, der kan blive mellem 8,5 og 11 mm lang.
Der Eichenwickler (Tortrix viridana) ist ein Schmetterling (Nachtfalter) aus der Familie der Wickler (Tortricidae).
Die Falter erreichen eine Flügelspannweite von 16 bis 24 Millimetern. Ihre Vorderflügel sind grasgrün bis blassgrün und typisch für die Familie, am hinteren Ende eckig zulaufend. An den Flügelenden schließt ein weißer fransiger Saum ab. Ihre Hinterflügel sind hellgrau und haben ebenfalls einen weißen Saum. Der Kopf ist gelblich, die Brust grün und der Hinterleib grau.
Die jungen Raupen sind ockergrau bis graubeige gefärbt und haben dunkle Köpfe. Die älteren Tiere sind graugrün. Die Larven durchleben fünf Wachstumsstadien.
Die Eier sind kugelrund und ca. 0,7 Millimeter breit. Sie sind anfangs hellgelb und färben sich später braun.
Die Tiere kommen im gesamten westlichen paläarktischen Verbreitungsgebiet der Eiche (Quercus spec.) vor. Sie leben in Laub- und Eichenwäldern und in anderen Gegenden, die mit Eichen bewachsen sind. Sie fliegen vom Mai bis in den Sommer.
Die Weibchen legen ca. 50 bis 60 Eier an Zweigen, bevorzugt in der oberen Hälfte der Baumkronen, ab. Sie legen dabei je zwei Eier in Paaren in einer klebrigen Masse zusammen. Auf dieser Masse haftender Staub und darauf wachsende Algen sind eine gute Tarnung. Die Larven schlüpfen erst nach einer Überwinterung im nächsten Mai. Sie fressen sich in bereits geöffnete Knospen, denn sie können keine geschlossenen aufbohren. Die jungen Larven fressen junge Blätter, erst im dritten Larvenstadium beginnen sie Blätter einzuspinnen um sie so von innen aufzufressen. Die Raupen ernähren sich überwiegend von Eichenblättern, aber auch von Pappeln (Populus), Birken (Betula), Ahorn (Acer), Hainbuchen (Carpinus), Buchen (Fagus), Weiden (Salix), Brennnessel (Urtica), Heidelbeeren (Vaccinium) und anderen Pflanzen.[1] Sie benötigen drei bis vier Wochen bevor sie sich in einem Blatt eingewickelt verpuppen. Nach weiteren drei bis vier Wochen schlüpfen die fertigen Falter.
Die nacht- und dämmerungsaktiven Falter fliegen in einer Generation in den oberen Bereichen der Baumkronen. Man findet sie aber auch am Tag. Ihre Entwicklung kann in kalten Regionen auf zwei Jahre verlängert sein, in warmen Gebieten fliegen sie aber auch in zwei Generationen. Die Falter haben eine Lebenserwartung von nur 5 bis 10 Tagen.
Der Eichenwickler ist ein gefürchteter Forstschädling. In Europa, etwa in den großen Eichenbeständen von Westfalen und des Rheinlandes,[2] kommt es immer wieder zu Massenvermehrungen, die zum Kahlfressen von großen Teilen der Fraßpflanzen führen. Dies geschieht häufig im Flachland, in lockeren Wäldern oder an einzelnen, freistehenden Bäumen. Die Bäume werden dadurch stark geschwächt und können durch zusätzliche Faktoren wie z. B. Trockenheit absterben. Hinzu kommt, dass die nachwachsenden Blätter oft von Eichenmehltau (Microsphaera alphitoides) befallen werden. Gesunde Eichen können aber sogar einen mehrjährigen Befall überdauern. Manche Gebiete werden Jahr für Jahr unterschiedlich stark befallen, andere nur gelegentlich.
Der Eichenwickler (Tortrix viridana) ist ein Schmetterling (Nachtfalter) aus der Familie der Wickler (Tortricidae).
The green oak tortrix, Tortrix viridana, also known as the European oak leafroller and the green oak moth is a distinctive green moth whose larvae feed on tree leaves, especially oak. The head, forebody and front wings are green, the hind wings lightly greyish. The wingspan is 18-24 millimetres.
An infestation of the larvae can defoliate an oak tree. The adult female lays its eggs next to leaf buds, which the larvae consume when they emerge. As the larvae grow bigger they eat larger leaves, and then roll themselves up in a full-sized leaf to pupate.
Larvae occur from April to June; adults are on wing in June and July.[1]
The Ichneumon wasp Dirophanes invisor is a parasitoid which specializes on T. viridana.
They are commonly found in many parts of Britain. In the Butterfly Conservation’s Microlepidoptera Report 2011 this species was classified as common.[2]
The green oak tortrix, Tortrix viridana, also known as the European oak leafroller and the green oak moth is a distinctive green moth whose larvae feed on tree leaves, especially oak. The head, forebody and front wings are green, the hind wings lightly greyish. The wingspan is 18-24 millimetres.
Eggs 
Larva 
Pupa An infestation of the larvae can defoliate an oak tree. The adult female lays its eggs next to leaf buds, which the larvae consume when they emerge. As the larvae grow bigger they eat larger leaves, and then roll themselves up in a full-sized leaf to pupate.
Larvae occur from April to June; adults are on wing in June and July.
The Ichneumon wasp Dirophanes invisor is a parasitoid which specializes on T. viridana.
They are commonly found in many parts of Britain. In the Butterfly Conservation’s Microlepidoptera Report 2011 this species was classified as common.
El piral del roble y de la encina[1] (Tortrix viridana) es una especie de lepidóptero ditrisio de la familia Tortricidae cuya oruga produce defoliación en la encina.
Pequeño lepidóptero, nocturno, con las alas anteriores de color verde pálido, de 9 a 12 mm, las alas posteriores son oscuras con flecos blancos.[2]
Zonas de bosques planifolios de Europa, norte de África y Asia Menor, muy abundante según las regiones, produciendo la defoliación de las encinas.
La mariposa vuela durante todo el verano, teniendo la fase larvaria a mediados de primavera, alimentándose de los brotes primaverales de los robles y encinas, (Quercus), las orugas y las crisálidas son devoradas por pájaros.
|coautores= (ayuda) 
Datos: Q728282
Multimedia:
Especies: Tortrix viridana
El piral del roble y de la encina (Tortrix viridana) es una especie de lepidóptero ditrisio de la familia Tortricidae cuya oruga produce defoliación en la encina.
Tortrix viridana, la Tordeuse verte du chêne, est le nom d'une chenille de lépidoptère. Son papillon est de petite taille (ailes de 1 cm de long), de couleur verdâtre, classé parmi les défoliateurs des chênaies. C’est celui qui apparaît le premier au printemps, potentiellement suivi de plus de 10 autres espèces qui également se nourrissent des feuilles de chênes (le Bombyx disparate et la Processionnaire du chêne étant les plus tardifs, avec une action plus prolongée). La chenille de la tordeuse verte ne se nourrit que sur les chênes (caducifoliés et persistants).
Les adultes émergent en juin.
Ils vivent une semaine environ et s’accouplent au crépuscule ou de nuit.
Les œufs minuscules sont généralement pondus par paires sur l’écorce de rameaux dans la partie sommitale des arbres, toujours sur des rameaux des années précédentes et souvent au niveau des cicatrices foliaires. La femelle cache ses œufs sous des fragments de lichens qu’elle collecte à proximité.
L’œuf passe l’hiver en diapause puis - en une seule génération par an - la chenille passe par cinq stades larvaires de durée variable, selon la température.
En mars, les jeunes chenilles montent vers les bourgeons tout juste ouverts. Elles y pénètrent et s’en nourrissent. Si elles naissent avant le stade phénologique dit « gonflé vert » du bourgeon (stipules verts à l’apex du bourgeon) elles meurent de faim, incapables de pénétrer les écailles protectrices du bourgeon. Si elles naissent trop tard, les cuticules des feuilles sont déjà trop dures pour leur petite bouche.
Les chênes débourrent à des dates qui varient (de plusieurs semaines) selon les espèces et les écotypes. Des sous-populations, génétiquement différenciées de tordeuses vertes, éclosent à des dates différentes, correspondant à l’éclosion de « leurs » chênes. Les populations génétiquement homogènes de chênes pourraient ainsi être plus vulnérables à cette tordeuse défoliatrice, en favorisant leurs pullulations, alors que les défoliations restent localisées dans les populations génétiquement hétérogènes et non monospécifiques de chênes. L’arbre peut être totalement défolié, éventuellement plusieurs années de suite. Il n’en meurt pas, mais la glandaie peut être compromise (les fleurs ayant été mangées).
Au second stade larvaire, les chenilles mangent les jeunes feuilles ou des inflorescences, en tissant autour des bourgeons des filaments soyeux fins.
Aux 3e et 4e stades larvaires, les chenilles sont gris-verdâtre à vert olive clair, et portent des points noirs sur le corps. Elles se cachent dans des feuilles qu’elles ont pliées et collées et s’en nourrissent. Si elles se sentent menacées elles se laissent tomber au bout d’un long fil de soie.
Vient le stade de nymphose, qui se déroule dans une feuille de chêne pliée, en avril, mai ou juin selon la température. Lors des pullulations, on trouve aussi des nymphes dans les creux de l’écorce du chêne ou dans les feuilles d’autres arbres ou buissons, voire dans la strate herbacée. 10 à 20 jours plus tard, les papillons mâles puis femelles émergent (d’avril en Méditerranée à mai plus au nord).
L'espèce est commune dans les chênaies d’Afrique du nord, d’Europe jusqu’en Asie Mineure.
Tortrix viridana, la Tordeuse verte du chêne, est le nom d'une chenille de lépidoptère. Son papillon est de petite taille (ailes de 1 cm de long), de couleur verdâtre, classé parmi les défoliateurs des chênaies. C’est celui qui apparaît le premier au printemps, potentiellement suivi de plus de 10 autres espèces qui également se nourrissent des feuilles de chênes (le Bombyx disparate et la Processionnaire du chêne étant les plus tardifs, avec une action plus prolongée). La chenille de la tordeuse verte ne se nourrit que sur les chênes (caducifoliés et persistants).
De (groene) eikenbladroller (Tortrix viridana) is een lichtgroene microvlinder met spits toelopende voorvleugels. De vrouwtjes hebben een spanwijdte van soms net boven de twee centimeter. De mannetjes zijn wat kleiner dan de vrouwtjes. De imagines kunnen makkelijk verward worden met de kleine groenuil, maar die heeft onder andere een bredere lichtgekleurde rand langs de voorkant van de voorvleugel.
De eikenbladroller is zeer talrijk en komt overal in Nederland voor waar eikenbossen of grote parken met eiken zijn. Ze zijn waar te nemen van juni tot en met augustus.
De rupsen van deze kleine vlindertjes kunnen nogal wat schade veroorzaken aan eikenbossen en worden daarom door boswachters goed in de gaten gehouden. De rupsen komen, na overwintering, in april uit en vreten de jonge uitlopers van de eik. Later rollen ze zich in een blad, waar ze zich ook verpoppen.
Overdag zitten ze verscholen tussen de eikenbladeren of andere boomsoorten en 's nachts komen ze tevoorschijn en vliegen ze op het licht af.
Eitjes
Rups
Pop
Mediabestanden die bij dit onderwerp horen, zijn te vinden op de pagina Tortrix viridana op Wikimedia Commons. De (groene) eikenbladroller (Tortrix viridana) is een lichtgroene microvlinder met spits toelopende voorvleugels. De vrouwtjes hebben een spanwijdte van soms net boven de twee centimeter. De mannetjes zijn wat kleiner dan de vrouwtjes. De imagines kunnen makkelijk verward worden met de kleine groenuil, maar die heeft onder andere een bredere lichtgekleurde rand langs de voorkant van de voorvleugel.
Grønn eikevikler (Tortrix viridana (Linnaeus, 1758)) er en sommerfugl i gruppen av viklere (Tortricidae).
Grønn eikevikler er vanlig rundt Oslofjorden og på sørlandet. Den finnes langs kysten til vestlandet, til og med Sogn og Fjordane. Utbredt i Europa, sydvestlige Asia og Nord-Afrika, i skog med eik.
Hodet, forkroppen og framvingene er grønne, bakvingene lyst gråaktige. Vingespennet er 18-24 millimeter, den er dermed en av de største, norske viklerne.
Larven har en skitten gul-grønn farge. Den har små, svarte flekker på kroppen og et svart hode.
Grønn eikevikler har en ett-årig livssyklus og flyr fra siste halvdel av juni og utover i juli, om kvelden og natten. Hunnen legger omtrent 50 egg enkeltvis eller i par på eikekvister, men aldri på siste års-skudd. Eggene er dekket av et klebrig sekret hvor alger, vingeskjell og forskjellige småpartikler lett fester seg. Dette skjuler egget. Eggene overvintrer.
Eggene klekkes neste vår, i mai – juni, når eikas knopper så vidt har åpnet seg. De små nyklekte larvene kryper inn gjennom sprekker i knoppskjellene. Og spiser de små bladanleggene. Det er viktig for eikevikleren at det er samsvar mellom tiden da knoppene spretter og klekking av eggene. Dersom larvene klekker for tidlig klarer de ikke å trenge inn i knoppene og dør. En for sein klekking kan skape vansker fordi bladene da blir mindre fordøylige.
Larvene lever den første tiden under knoppskjellene. Etter hvert som skuddet utvikles, vil de spinne et spinn omkring bladene, og leve skjult under bladdekket. Larvene er vanligvis ferdig utvokst og kommet til sitt siste larvestadium i slutten av juni.
Viklere er sommerfugler og tilhører gruppen av insekter med fullstendig forvandling (holometabole insekter), som gjennomgår en metamorfose i løpet av utviklingen. Larvene er ofte radikalt forskjellige fra de voksne, både i levevis og i kroppsbygning. Mellom larvestadiet og det voksne stadiet er et puppestadium, en hvileperiode, der sommerfuglens indre og ytre organer endres. Forpuppingen finner vanligvis sted i sammenviklede blad. Om det er masseangrep og trærne er snauespiste for blad, kan de svarte puppene ligge i sprekker på stammen eller på planter under treet, i bunnvegetasjonen.
Grønn eikevikler lever bare på eik (monofag) og er eiketreets alvorligste skadedyr i Europa. Den har hatt flere omfattende masseangrep i eikeskog langs kysten av sørlandet. Under masseangrep finnes også flere andre arter av andre småsommerfugler sammen med eikevikleren. Under et omfattende angrep i Agder i 1953-1956, klekket Spraglet bjellevikler (Archips xylosteana (Linnaeus, 1758)) fra omtrent en-tredjedel av ca. 250 pupper som ble samlet inn fra Landvik, ved Grimstad.
Snauspising av treet gir tre alvorlige skadevirkninger.
Den økonomiske betydning av skadene i Norge uklare, men eikevikleren har noe av skylden for at en del av den norske eikeskogen er av dårlig kvalitet.
Sprøyting fra luften med insektmidler like før løvet spretter er teknisk mulig, men uaktuelt i Norge. Bekjempimg av eikevikler i Norge er ikke lønnsomt, den har for liten betydning for norsk skogbruk og skogindustri.
Tyske har forskere funnet at maur i eikeskog lever blant annet av eikeviklerlarver og bidrar til å holde bestanden nede.
Grønn eikevikler (Tortrix viridana (Linnaeus, 1758)) er en sommerfugl i gruppen av viklere (Tortricidae).
Grønn eikevikler er vanlig rundt Oslofjorden og på sørlandet. Den finnes langs kysten til vestlandet, til og med Sogn og Fjordane. Utbredt i Europa, sydvestlige Asia og Nord-Afrika, i skog med eik.
Zwójka zieloneczka (Tortrix viridana) – gatunek motyla z rodziny zwójkowatych.
Motyl o rozpiętości skrzydeł 18-23 mm. Zielone są głowa, tułów i przednie skrzydła – ich strzępiny nieco jaśniejsze. Niekiedy ubarwienie jest bardziej żółtozielone. Szarawe tylne skrzydła mają białawe strzępiny. Średnica oka ponad dwukrotnie mniejsza niż długość głaszczka szczękowego. Samica ma szeroką, słabo zesklerotyzowaną sterygmę, bardzo krótki i słabo zesklerotyzowany wlot przewodu torebki kopulacyjnej, kolczaste znamię i bardzo szerokie wargi pokładełka. Genitalia samca charakteryzuje długi i wygięty edeagus, stosunkowo krótkie i nieliczne ciernie, gruby i w połowie lekko zwężony saklulus, nieduży tegumen i duża walwa z brachiolą położoną przy końcu jej tylnej ścianki[1].
Zielona gąsienica ma czarnobrunatne: głowę, brodawki i plamki na tarczce karkowej[1].
Postacie dorosłe można obserwować od czerwca do sierpnia. Samica składa jaja na drzewach liściastych, najchętniej na dębach. Po przezimowaniu, w kwietniu z jaj wylęgają się zielonkawe gąsienice żywiące się początkowo pąkami, a następnie młodymi liśćmi. Przepoczwarczenie następuje w czerwcu. W przypadku masowego wystąpienia zwójka zieloneczka może powodować gołożer[2].
Zwójka zieloneczka (Tortrix viridana) – gatunek motyla z rodziny zwójkowatych.
Motyl o rozpiętości skrzydeł 18-23 mm. Zielone są głowa, tułów i przednie skrzydła – ich strzępiny nieco jaśniejsze. Niekiedy ubarwienie jest bardziej żółtozielone. Szarawe tylne skrzydła mają białawe strzępiny. Średnica oka ponad dwukrotnie mniejsza niż długość głaszczka szczękowego. Samica ma szeroką, słabo zesklerotyzowaną sterygmę, bardzo krótki i słabo zesklerotyzowany wlot przewodu torebki kopulacyjnej, kolczaste znamię i bardzo szerokie wargi pokładełka. Genitalia samca charakteryzuje długi i wygięty edeagus, stosunkowo krótkie i nieliczne ciernie, gruby i w połowie lekko zwężony saklulus, nieduży tegumen i duża walwa z brachiolą położoną przy końcu jej tylnej ścianki.
Zielona gąsienica ma czarnobrunatne: głowę, brodawki i plamki na tarczce karkowej.
Postacie dorosłe można obserwować od czerwca do sierpnia. Samica składa jaja na drzewach liściastych, najchętniej na dębach. Po przezimowaniu, w kwietniu z jaj wylęgają się zielonkawe gąsienice żywiące się początkowo pąkami, a następnie młodymi liśćmi. Przepoczwarczenie następuje w czerwcu. W przypadku masowego wystąpienia zwójka zieloneczka może powodować gołożer.
Tortrix viridana é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de traças, pertencente à família Tortricidae.[1]
A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Tortrix viridana é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de traças, pertencente à família Tortricidae.
A autoridade científica da espécie é Linnaeus, tendo sido descrita no ano de 1758.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Ekvecklare (Tortrix viridana) är en ljusgrön fjäril med ett vingspann på 18-23 millimeter.[1] Den har fått sitt namn på grund av att den lägger sina ägg i ekens trädkrona. Äggen läggs redan på tidigt på hösten, övervintrar i trädet och kläcks vid ekens lövsprickning. Ekvecklaren förekommer i lövskog, parker och trädgårdar med ek över hela Europa.
Denna insekts-relaterade djurartikel saknar väsentlig information. Du kan hjälpa till genom att tillföra sådan.
Ekvecklare (Tortrix viridana) är en ljusgrön fjäril med ett vingspann på 18-23 millimeter. Den har fått sitt namn på grund av att den lägger sina ägg i ekens trädkrona. Äggen läggs redan på tidigt på hösten, övervintrar i trädet och kläcks vid ekens lövsprickning. Ekvecklaren förekommer i lövskog, parker och trädgårdar med ek över hela Europa.
Tortrix viridana là một loài côn trùng trong họ Tortricidae. Loài này được Linnaeus miêu tả khoa học đầu tiên năm 1758.[1]
Đây là loài gây hại của các cây trong chi Quercus, phát triển phổ biến ở Romania.
Tortrix viridana là một loài côn trùng trong họ Tortricidae. Loài này được Linnaeus miêu tả khoa học đầu tiên năm 1758.
Đây là loài gây hại của các cây trong chi Quercus, phát triển phổ biến ở Romania.
Tortrix viridana Linnaeus, 1758
Синонимы
Листовёртка зелёная дубовая[2] (лат. Tortrix viridana) — вид бабочек из семейства листовёрток. Распространён в Европе, Северной Африке, на Кипре, в Иране и Израиле[3]. В годы массового размножения способны оставить дуб без листвы[3].
Размах крыльев бабочек 18—23 мм. Передние крылья бледно-зелёные или жёлто-зелёные. Задние крылья коричневато-серые или сероватые. Обе пары крыльев с белыми, размытыми наружными краями. Голова желтоватая. Брюшко длиной 8 мм, сероватое[3].
Гусеницы ранних возрастов серого цвета с тёмной головой. Гусеницы старших возрастов становятся серо-зелёными. Взрослые гусеницы длиной 15—19 мм и шириной примерно 2,5 мм[3].
Яйцо округлое, диаметром 0,7 мм. Только что отложенные яйца ярко-жёлтые, позже становятся коричневыми[3].
Гусеницы питаются на листьях ряда широколиственных деревьев, в частности дуба, а также клёна, берёзы, граба, бука и тополя. Помимо деревьев кормовыми растениями могут становиться некоторые виды кустарников, включая представителей вакциниума и крапивы[3].
Отмечено множество паразитов и хищников из отрядов двукрылые, жесткокрылые и перепончатокрылые. Среди них:
Самки за жизнь откладывают около 60 яиц: по два яйца на ветви и листья[3].
Листовёртка зелёная дубовая (лат. Tortrix viridana) — вид бабочек из семейства листовёрток. Распространён в Европе, Северной Африке, на Кипре, в Иране и Израиле. В годы массового размножения способны оставить дуб без листвы.
