Gousperell Brandt (Myotis brandti) a zo un askell-groc'hen hag a vev en Europa hag Azia.
El ratpenat de Brandt (Myotis brandtii) és una espècie de ratpenat de la família dels vespertiliònids. Viu a Albània, Àustria, Bielorússia, Bèlgica, Bulgària, la Xina, Croàcia, la República Txeca, Dinamarca, Estònia, Finlàndia, França, Alemanya, Grècia, Hongria, Itàlia, el Japó, el Kazakhstan, Corea del Sud, Letònia, Liechtenstein, Lituània, Luxemburg, Moldàvia, Mongòlia, Montenegro, els Països Baixos, Noruega, Polònia, Romania, Rússia, Sèrbia, Eslovàquia, Eslovènia, Espanya, Suècia, Suïssa, Turquia, Ucraïna i el Regne Unit. El seu hàbitat natural són els boscos mixtos de frondoses i els boscos de coníferes, normalment a prop de masses d'aigua. Es creu que no hi ha cap amenaça significativa per a la supervivència d'aquesta espècie.[1]
Aquest tàxon fou anomenat en honor del zoòleg, botànic i metge alemany Johann Friedrich von Brandt.[2]
El ratpenat de Brandt (Myotis brandtii) és una espècie de ratpenat de la família dels vespertiliònids. Viu a Albània, Àustria, Bielorússia, Bèlgica, Bulgària, la Xina, Croàcia, la República Txeca, Dinamarca, Estònia, Finlàndia, França, Alemanya, Grècia, Hongria, Itàlia, el Japó, el Kazakhstan, Corea del Sud, Letònia, Liechtenstein, Lituània, Luxemburg, Moldàvia, Mongòlia, Montenegro, els Països Baixos, Noruega, Polònia, Romania, Rússia, Sèrbia, Eslovàquia, Eslovènia, Espanya, Suècia, Suïssa, Turquia, Ucraïna i el Regne Unit. El seu hàbitat natural són els boscos mixtos de frondoses i els boscos de coníferes, normalment a prop de masses d'aigua. Es creu que no hi ha cap amenaça significativa per a la supervivència d'aquesta espècie.
Aquest tàxon fou anomenat en honor del zoòleg, botànic i metge alemany Johann Friedrich von Brandt.
Netopýr Brandtův (Myotis brandtii) je druh netopýra, vyskytující se v mírném pásmu Eurasie.
Patří k nejmenším druhům netopýrů; váží 4 až 9 gramů, délka těla činí 4 až 5 cm a délka předloktí 3 až 4 cm. Hřbet je zbarven hnědě, břicho je šedé, létací blány šedočerné. Ušní boltce mají délku 12 až 17 mm, tragus je úzký a tenký, dlouhý 5 až 8 mm, světle zbarvený. Netopýr Brandtův zimuje v jeskyních, v létě se ukrývá v dutinách stromů, v ptačích budkách nebo za okenicemi opuštěných domů. Živí se hmyzem (převážně můrami a motýly). Echolokační signály mají frekvenci okolo 50 kHz. Dožívá se nezvykle vysokého věku: na Sibiři byl na základě kroužkování zjištěn exemplář 38 let starý.[2]
Netopýr Brandtův byl popsán už roku 1845 a pojmenován podle německého přírodovědce Johanna Friedricha von Brandta, ale dlouho byl pokládán za geografický poddruh netopýra vousatého. Teprve v roce 1970 dokázal český zoolog Vladimír Hanák, že jde o samostatný druh.[3] Rozlišení je však obtížné — netopýr Brandtův je o něco větší než netopýr vousatý, má také lehce světlejší srst. U samců je výrazným znakem silnější penis.[4]
Žije v pásmu podél padesáté a šedesáté rovnoběžky od Anglie po Ural, ostrůvkovitě se vyskytuje na Balkáně, Kavkaze a jižní Sibiři až po ostrovy Hokkaidó a Sachalin. V České republice je poměrně vzácný, jeho výskyt je omezen na hornaté a lesnaté oblasti. Největší zimní kolonie byla objevena nedaleko Malé Morávky.
Obrázky, zvuky či videa k tématu netopýr Brandtův ve Wikimedia Commons
Netopýr Brandtův (Myotis brandtii) je druh netopýra, vyskytující se v mírném pásmu Eurasie.
Patří k nejmenším druhům netopýrů; váží 4 až 9 gramů, délka těla činí 4 až 5 cm a délka předloktí 3 až 4 cm. Hřbet je zbarven hnědě, břicho je šedé, létací blány šedočerné. Ušní boltce mají délku 12 až 17 mm, tragus je úzký a tenký, dlouhý 5 až 8 mm, světle zbarvený. Netopýr Brandtův zimuje v jeskyních, v létě se ukrývá v dutinách stromů, v ptačích budkách nebo za okenicemi opuštěných domů. Živí se hmyzem (převážně můrami a motýly). Echolokační signály mají frekvenci okolo 50 kHz. Dožívá se nezvykle vysokého věku: na Sibiři byl na základě kroužkování zjištěn exemplář 38 let starý.
Netopýr Brandtův byl popsán už roku 1845 a pojmenován podle německého přírodovědce Johanna Friedricha von Brandta, ale dlouho byl pokládán za geografický poddruh netopýra vousatého. Teprve v roce 1970 dokázal český zoolog Vladimír Hanák, že jde o samostatný druh. Rozlišení je však obtížné — netopýr Brandtův je o něco větší než netopýr vousatý, má také lehce světlejší srst. U samců je výrazným znakem silnější penis.
Žije v pásmu podél padesáté a šedesáté rovnoběžky od Anglie po Ural, ostrůvkovitě se vyskytuje na Balkáně, Kavkaze a jižní Sibiři až po ostrovy Hokkaidó a Sachalin. V České republice je poměrně vzácný, jeho výskyt je omezen na hornaté a lesnaté oblasti. Největší zimní kolonie byla objevena nedaleko Malé Morávky.
Brandts flagermus (Myotis brandtii) er en flagermus i familien barnæser. Det er en af Europas mindste flagermusarter. I Danmark kendes den fra Midtjylland, Lolland og Bornholm. Den ligner meget skægflagermusen.
Brandts flagermus er opkaldt efter den tyske naturhistoriker Johann Friedrich von Brandt (1802-1879).
Brandts flagermus minder om skægflagermusen i levevis. Skrigene er de samme som hos skægflagermusen: distinkte, regelmæssige lyde med en middelfrekvens på omkring 45 kHz.[3]
Om vinteren er Brandts flagermus truffet fåtalligt i de fire jyske kalkgruber, bl.a. Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber. De sidste forlader først kalkgruberne hen i maj måned, hvilket er senere end de andre Myotis-arter.[4]
Brandts flagermus er udbredt fra England i vest gennem Nord- og Mellemeuropa. Udbredelsen mod øst gennem Asien kendes endnu ikke med sikkerhed. Mod nord i Europa findes den til 65. nordlige breddekreds.[2][4]
I Danmark er Brandts flagermus talrig på Bornholm. I Midtjylland og på Lolland findes små bestande. Den har tidligere fandtes på Sjælland indtil slutningen af 1800-tallet.[4]
Brandts flagermus (Myotis brandtii) er en flagermus i familien barnæser. Det er en af Europas mindste flagermusarter. I Danmark kendes den fra Midtjylland, Lolland og Bornholm. Den ligner meget skægflagermusen.
Brandts flagermus er opkaldt efter den tyske naturhistoriker Johann Friedrich von Brandt (1802-1879).
Die Große Bartfledermaus oder Brandtfledermaus[1] (Myotis brandtii, auch Myotis brandti)[2][3] ist eine Fledermaus-Art aus der Gattung der Mausohren, die 1845 von dem deutschen Biologen Eduard Friedrich von Eversmann erstmals beschrieben wurde[4]. Das wissenschaftliche Artepitheton brandtii ehrt den deutschen Zoologen Johann Friedrich von Brandt (1802–1879).[5]
Die Große Bartfledermaus ist eine eher kleine Fledermausart. Ihre Kopf-Rumpf-Länge beträgt nur etwa vier bis fünf Zentimeter, die Flügelspannweite liegt zwischen 19 und 20 Zentimeter, die Unterarmlänge zwischen 32 und 39 Millimeter[6]. Eine ausgewachsene Große Bartfledermaus wiegt zwischen 4 und 10 Gramm.[7]
Das ziemlich lange Fell hat dunkelbraune Haaransätze, an der Oberseite ist es goldbraun. Der Bauch ist grau, manchmal mit einem gelblichen Farbton. Die Ohren sind moderat lang, der Tragus ist schmal, spitz und etwa halb so lang wie das Ohr.[8] Ohren, Schnauze und Flughäute sind hellbraun, die Basis der inneren Ohrmuschel und der Tragus in der Regel heller. Der Penis ist im Unterschied zur Kleinen Bartfledermaus nicht gleichförmig schmal, sondern in der Mitte verdickt.[6]
Da die Große Bartfledermaus früher zusammen mit der Kleinen Bartfledermaus als eine Art behandelt wurde, ist die Verbreitung noch nicht genau erforscht. Die Tiere leben auf jeden Fall in England, Deutschland, den Benelux-Staaten, Südskandinavien, Polen, Tschechien, der Slowakei, Ungarn, Rumänien, dem Baltikum, Österreich, der Schweiz, Ostfrankreich und Russland.
Die Große Bartfledermaus ist stark an Wälder und oft an Gewässer gebunden. Sie lebt in Mischwald, Laubwald und manchmal in Nadelwald. In der Nähe menschlicher Siedlungen ist sie seltener als die Kleine Bartfledermaus anzutreffen. Im Sommer schläft sie meist in Baumhöhlen, aber auch in Gebäuden und Nistkästen, im Winter in Höhlen, Tunnelbauwerken, Bergwerken und Kellern.[3] Nördliche Populationen halten einen Winterschlaf.[8]
Große Bartfledermäuse sind dämmerungsaktiv. Im Flug schnell und wendig, jagen sie in niedriger Höhe in der Nähe von Gewässern kleine, nichtaquatische Insekten.[8][3] Bei Gefahr zirpen sie in hohen Tönen, das Amplitudenmaximum liegt bei 40–50 kHz.[6]
Die Große Bartfledermaus oder Brandtfledermaus (Myotis brandtii, auch Myotis brandti) ist eine Fledermaus-Art aus der Gattung der Mausohren, die 1845 von dem deutschen Biologen Eduard Friedrich von Eversmann erstmals beschrieben wurde. Das wissenschaftliche Artepitheton brandtii ehrt den deutschen Zoologen Johann Friedrich von Brandt (1802–1879).
Suuriussuyölievoi (Myotis brandtii) on nahkusiibi
Brandt's bat or Brandt's myotis (Myotis brandtii) is a species of vesper bat in the family Vespertilionidae. It is native throughout most of Europe and parts of western Asia.[1]
The species was described in 1845 by German zoologist Eduard Friedrich Eversmann, who placed it the genus Vespertilio.[2] For a time, the Brandt's bat was considered a subspecies of the whiskered bat, Myotis mystacinus. In 1958, one author proposed that the two might be separate species, based on baculum differences; this idea gained traction in papers authored in 1970 and 1971.[3] It is named for the German zoologist Johann Friedrich von Brandt.[4]
Formerly, populations in central and eastern Asia were classified in this species. However, more recent studies indicate that they form a distinct species, the Siberian bat (Myotis sibiricus).[5]
It is found throughout Europe and western Asia, and can be found in the following regions: Great Britain, Western Europe, Central Europe, Fennoscandia, and western Russia.[1] In the Balkans it is limited to the mountains.[6] In 2010, Brandt's bat was documented in Ireland for the first time.[7] Throughout its range, it has been documented at elevations from 0–1,800 m (0–5,906 ft) above sea level. It can be found in deciduous forests, or forests that are a mix of deciduous and coniferous trees. It is often found in close proximity to water.[1]
It has dark gray or brown fur that is grayish underneath with golden tips. The face and the tips of ears are pinkish in color.[8]
Like primates and other bats, the Brandt's bat has lost the ability to synthesize vitamin C.[9]
During the summer, females will form maternity colonies to raise their young. The litter size is one pup. Pups are born in early summer, with pups becoming volant around one month of age. Maternity colonies have also been found in tree cavities and in bat houses. Some females reach sexual maturity at three months of age, but most do not breed until after reaching a year of age.[8] Mating occurs in the fall,[8] but females store the sperm until the spring, which is when fertilization occurs.[9]
Brandt's bats had previously been reported to have very long lifespans nearing 40 years, but these populations have since been reclassified into a different species, the Siberian bat (Myotis sibiricus).[5][10] Populations of Brandt's bat do not have as long life expectancies as the Siberian bat. Populations of Brandt's bat near Saint Petersburg live approximately 8.5 years; populations in the Baltic region do not live longer than 18.5 years.[10] However, researchers have also identified molecular evidence for long lifespans in true Brandt's bats, including changes in growth hormone receptors and insulin-like growth factor 1 receptors that likely contribute to a long life expectancy. By roosting in caves, it is able to avoid extreme weather conditions and predators, increasing its chances of living a long life. It also hibernates, which is linked to longer life expectancies in bats.[9]
Like other echolocating bats that use echolocation to detect prey instead of other senses, it has a reduction in the number of genes responsible for the sense of smell. Its eyes are small and adapted to vision in low-light levels. They are likely totally or partially color-blind, and likely unable to see clearly in bright daylight.[9] The frequencies used by this bat species for echolocation lie between 32 and 103 kHz, have maximum energy density at 51 kHz and have an average duration of 4.2 ms.[11][12]
It is currently evaluated as least concern by the IUCN. It meets the criteria for this designation because it is an abundant, widespread species, with no indication of a decline in its population.[1] Like all bat species in Europe, the Brandt's bat is a European Protected Species, meaning that it is illegal to deliberately capture, kill, injure, or disturb individuals; in addition, their roosts are protected as "breeding or resting" places.[13]
Brandt's bat or Brandt's myotis (Myotis brandtii) is a species of vesper bat in the family Vespertilionidae. It is native throughout most of Europe and parts of western Asia.
Myotis brandtii es una especie de murciélago de la familia Vespertilionidae.
Se encuentra en Albania, Austria, Bélgica, Bulgaria República Checa, Dinamarca, Francia, Alemania, Grecia Hungría, Italia Kazajistán, Letonia Liechtenstein Luxemburgo Mongolia, Países Bajos Polonia Rumania, Rusia, Eslovaquia, España, Suecia, Suiza, Turquía y Reino Unido.
Myotis brandtii es una especie de murciélago de la familia Vespertilionidae.
Tõmmulendlane (varem Brandti lendlane; Myotis brandtii Eversmann) on käsitiivaline lendlase perekonnast
Levila ulatub Atlandi ookeani rannikust Euroopas Vaikse ookeanini Aasias[1]. Põhja-lõuna suunas on levinud Kesk-Soomest Põhja-Aafrika ja Põhja-Hiinani[1]. Eestis on hajusalt levinud nii mandril kui ka Saaremaal, Kesk-Eestis on haruldasem[1].
Eestis kuulub tõmmulendlane kaitsealuste liikide II kategooriasse.
Tõmmulendlane (varem Brandti lendlane; Myotis brandtii Eversmann) on käsitiivaline lendlase perekonnast
Myotis brandtii Myotis generoko animalia da. Chiropteraren barruko Myotinae azpifamilia eta Vespertilionidae familian sailkatuta dago
Myotis brandtii Myotis generoko animalia da. Chiropteraren barruko Myotinae azpifamilia eta Vespertilionidae familian sailkatuta dago
Isoviiksisiippa eli vanhalta nimeltään brandtinviiksisiippa[5] (Myotis brandtii) on lepakkolaji, joka kuuluu siippojen heimoon. Se luokiteltiin vuoteen 1970 asti viiksisiipan (Myotis mystacinus) alalajiksi.[2][6] Laji on saanut tieteellisen nimensä saksalaisen luonnontieteilijän Johann Friedrich von Brandtin mukaan. Isoviiksisiippa on Suomessa rauhoitettu, ja sen laskennallinen arvo on 101 euroa.[7]
Isoviiksisiipan pään ja vartalon yhteispituus on 37–51 mm,[8] korva noin 15 mm ja siipien kärkiväli 19–22,5 cm[8]. Se painaa tyypillisesti 4–10 grammaa.[9][10] Se on pitkäkarvainen, kullanruskea ja vatsapuolelta kellertävän vaaleanharmaa. Korvat ja siivet ovat ruskeat ja suhteellisen vaaleat.[11] Lennossa sitä on hyvin vaikea erottaa vesisiipasta.[11] Erona viiksisiippaan ovat korvan edessä olevan ulokkeen eli traguksen muoto, hampaat ja penis sekä turkin ja siipien vaaleampi väri.[8][9] Nimensä mukaisesti isoviiksisiippa on viiksisiippaa hieman kookkaampi.[8]
Isoviiksisiipan kaikuluotausäänet ovat lähes samanlaiset kuin viiksisiipalla.[11]
Isoviiksisiippaa tavataan Keski- ja Itä-Euroopassa, Skandinavian eteläosissa sekä Aasian puolella samoilla leveysasteilla Kiinassa, Mongoliassa, Kazakstanissa ja Koreassa sekä Venäjän Kamtšatkan niemimaalla ja Kuriileilla.[1][2] Esiintymisalueen länsiosan yksilöt ovat M. brandtii brandtii -alalajia ja itäosan M. b. gracilis -alalajia.[1] Isoviiksisiippa ei tee pitkiä muuttomatkoja. Suurin todettu siirtymä on ollut noin 200 kilometriä.[12]
Isoviiksisiippa on Suomen yleisimpiä lepakkolajeja. Sitä tavataan Kainuun korkeudelle asti, ja levinneisyyden painopiste on maan itäosissa.[13]
Isoviiksisiippa elää metsissä, ja sitä nähdään vain harvoin kaupunkialueilla.[11] Loppukesällä ja syksyllä se saalistaa myös rannoilla vesistöjen yläpuolella, vesisiipan tapaan.[14] Saalistusalueet ovat yleensä vain parinsadan metrin päässä päiväpiilosta.[5] Päiväpiiloinaan laji käyttää puunkoloja, linnunpönttöjä, rakennuksia ja siltojen alusia.[14] Talvehtimispaikkoina se suosii ainakin luolia, kellareita, kaivoksia ja tunneleita. Kaikkia talvehtimispaikkoja ei tunneta.[9] Suomessa siippojen talvihorros alkaa lokukuussa ja päättyy vapun tienoilla.[5]
Alkukesällä isoviiksisiipat saalistavat yleensä yksin, mutta syksyn lähestyessä ne siirtyvät ryhmittäin vesistöjen läheisyyteen.[5] Isoviiksisiippa syö pieniä ja kevyitä hyönteisiä, kuten yöperhosia, vesiperhosia, korentoja, kärpäsiä ja hyttysiä.[15][14] Se pysyttelee lentäessään suhteellisen korkealla,[14] usein puunlatvojen tasalla.[8] Se on vesisiippaa taitavampi lentäjä.[11] Pienikokoiset saaliit se nappaa suoraan hampaisiinsa, mutta suurempien eläinten kiinnipitelyssä se käyttää myös takajalkojaan ja häntäänsä.[5]
Isoviiksisiipat parittelevat syksyllä, ennen horrokseen vaipumista.[14] Sikiönkehitys alkaa kuitenkin vasta keväällä,[14] sillä siittiöt ovat talven ajaksi varastoituneina naaraan kohtuun.[5] Naaraat kerääntyvät 20–60 yksilön lisääntymislaumoihin kesällä. Ne synnyttävät kukin yhden poikasen kesä- tai heinäkuussa, 2,5 kuukauden tiineysajan jälkeen.[5] Poikanen oppii lentämään noin kolmeviikkoisena, ja kuuden viikon iässä se pystyy saalistamaan itse ruokansa.[9]
Viiksisiipat tulevat sukukypsiksi luultavasti vuoden ikäisinä.[5] Vanhin tunnettu isoviiksisiippa on ollut siperialainen yksilö, jonka tiedetään rengastustietojen perusteella eläneen peräti 41-vuotiaaksi.[10][16] Pienelle nisäkkäälle poikkeuksellisen korkeaan ikään on saattanut vaikuttaa pitkä talvihorros, joka Siperiassa voi olla kahdeksan kuukauden mittainen.[16]
Isoviiksisiippa eli vanhalta nimeltään brandtinviiksisiippa (Myotis brandtii) on lepakkolaji, joka kuuluu siippojen heimoon. Se luokiteltiin vuoteen 1970 asti viiksisiipan (Myotis mystacinus) alalajiksi. Laji on saanut tieteellisen nimensä saksalaisen luonnontieteilijän Johann Friedrich von Brandtin mukaan. Isoviiksisiippa on Suomessa rauhoitettu, ja sen laskennallinen arvo on 101 euroa.
Le Murin de Brandt ou Vespertilion de Brandt (Myotis brandtii) est une espèce de chauves-souris très proche du murin à moustaches. Il est connu pour sa longévité exceptionnelle, d'environ 40 ans, rare pour un mammifère de cette taille.
Le murin de Brandt est nommé en référence au biologiste allemand du XIXe siècle Johann Friedrich von Brandt. Un synonyme parfois utilisé est vespertilion de Brandt.
Le murin de Brandt fait partie du groupe des myotis à museau noir. La différenciation avec des espèces proches (murin à moustaches ou murin d'Alcathoe) nécessite une identification rigoureuse. Comme celle-ci n'est pas toujours possible, certains naturalistes regroupent les observations des trois espèces [1],[2].
Petite espèce. Pelage relativement long, base des poils brun foncé cendré, dos brun clair avec reflets dorés. Oreilles, museau et membranes alaires brun moyen à brun clair.
Jeunes ressemblent beaucoup au Murin à moustache. Ces deux espèces sont difficiles à différencier, pénis chez les mâles du Grand Murin nettement épaissi à l'extrémité.
Le murin de Brandt est présent en Europe de l'Angleterre et la Scandinavie (jusqu'au 65°N en Finlande) à la Bulgarie et l'Oural. Dans les Balkans, sa présence reste mal définie faute de prospection. En France, on a longtemps pensé que sa présence se limitait au Nord-Est du pays : Lorraine, Champagne, Île-de-France, Alsace et Franche-Comté. Selon des observations récentes, réalisées grâce à des détecteurs à ultra-sons, elle a été localisée à l'Ouest du massif central, localement dans le Centre et jusqu'en Charente Maritime en 2011[3]. En Suisse, le murin de Brandt est commun dans le Jura et rare dans les autres cantons où la répartition de l'espèce reste mal documentée[2]. En Belgique, l'espèce est connue dans les régions de Namur, au Luxembourg belge et dans la région de Liège[1].
Cette espèce est également signalée dans le Caucase, en Sibérie Occidentale, Centrale et Orientale, en Mandchourie et sur l'île d'Hokkaïdo au Japon[4].
On connait au murin de Brandt deux sous-espèces :
Chauve-souris forestière, vit dans des régions boisées et riches en points d'eau. Colonies de reproduction dans des fissures étroites de charpentes, des anfractuosité dans les bâtiments, des nichoirs à chauves-souris et derrière des volets. Quartiers d'hiver dans des grottes et des galeries (souvent partagés avec le Murin à moustache). Généralement suspendu seul mais aussi en grappe. Migrations de 230 km maximum.
Sort dès la tombés du jour. Capture des papillons, des moustiques et d'autres diptères. Chasse dans des forêts moyennement denses et en survolant des points d'eau (vol faible et moyenne altitude caractérisés par des changement de direction rapides).
Lorsqu'il est dérangé, le Murin de Brandt chante et émet un piaillement fort et aigu.
Le murin de Brandt est protégé par la convention de Berne et par la directives Habitats. En France et en Belgique, il est protégé sur l'ensemble du territoire national.
Le Murin de Brandt ou Vespertilion de Brandt (Myotis brandtii) est une espèce de chauves-souris très proche du murin à moustaches. Il est connu pour sa longévité exceptionnelle, d'environ 40 ans, rare pour un mammifère de cette taille.
Is ainmhí í an ialtóg Brandt (Myotis brandtii). Mamach atá ann. Thig leo maireachtáil go ceann 41 bliain ar a laghad. Tá siad dúchasach sa chuid is mó den Eoraip, i gcuid mhaith den tSibéir agus in áiteanna scaipthe eile san Áise, mar shampla tuaisceart na Seapáine.
Il vespertilio di Brandt (Myotis brandtii Eversmann, 1845) è un pipistrello della famiglia dei Vespertilionidi diffuso nell'Ecozona paleartica.[1][2]
Pipistrello di piccole dimensioni, con la lunghezza della testa e del corpo tra 39 e 51 mm, la lunghezza dell'avambraccio tra 33 e 39 mm, la lunghezza della coda tra 32 e 44 mm, la lunghezza del piede tra 7 e 9 mm, circa il 55% della lunghezza della tibia, la lunghezza delle orecchie tra 12 e 17 mm, un'apertura alare fino a 24 cm e un peso fino a 9 g.[3]
La pelliccia è lunga, soffice ed arruffata. Le parti dorsali sono bruno pallide, con dei riflessi dorati, mentre le parti ventrali sono grigie chiare, talvolta con dei riflessi giallastri. Il muso è marrone. Le orecchie variano dal marrone al marrone chiaro, sono moderatamente lunghe, strette, con il margine esterno quasi diritto nella metà superiore e un incavo a circa metà della sua lunghezza. Il trago è stretto, appuntito, con la base più chiara e lungo circa la metà del padiglione auricolare. Le membrane alari sono brunastre o brunastre chiare e attaccate posteriormente alla base dell'alluce. I piedi sono molto piccoli. L'uropatagio è densamente ricoperto di peli alla base. Il calcar è lungo ed ha un lobo nella parte centrale. Il cranio è stretto e delicato. Il terzo premolare superiore è leggermente fuori dalla linea alveolare. Il pene è rigonfio all'estremità. Il cariotipo è 2n=44 FNa=52.
Emette ultrasuoni ad alto ciclo di lavoro sotto forma di impulsi di breve durata a frequenza modulata iniziale di 120 kHz e finale di 25-30 kHz.
In estate si rifugia in vivai con circa 100 femmine all'interno delle cavità degli alberi, in nidi di uccelli, bat-boxes e negli edifici, mentre da settembre fino a marzo o aprile entra in ibernazione in gruppi più piccoli di 2-5 esemplari in ricoveri sotterranei come grotte, gallerie, cantine e miniere con temperature di 2-8 °C ed umidità elevata. Rimane appeso alle pareti, alle volte o nelle fessure spesso condividendo i siti con il vespertilio mustacchino, il vespertilio di Daubenton, il pipistrello di Nathusius e il pipistrello nano. L'attività predatoria inizia dopo il tramonto. Il volo è veloce e manovrato. È generalmente sedentario, tuttavia sono stati osservati spostamenti fino a 618 km.
Si nutre di piccoli insetti non acquatici catturati in volo a non meno di 3-4 metri dal suolo lungo i margini forestali e boschivi, lungo le strade e i sentieri, sulle radure e lungo piccoli corsi d'acqua.
Danno alla luce un piccolo alla volta a giugno o luglio dopo una gestazione di 50-60 giorni e un trattenimento spermatico durante l'inverno. Gli accoppiamenti avvengono in autunno quando i maschi, dopo aver passato la primavera e l'estate solitariamente, si ricongiungono alle femmine. I neonati aprono gli occhi dopo il terzo giorno di vita e sono in grado di volare dopo 3-4 settimane. Le femmine raggiungono la maturità sessuale dopo due anni. L'aspettativa di vita è fino a 26 anni e 8 mesi.
Questa specie è diffusa dall'Europa centro-occidentale fino all'Asia centrale e alla Cina nord-orientale, Siberia sud-orientale e all'isola giapponese di Hokkaidō. In Italia è stata accertata soltanto sul Monte Amiata e nel Parco naturale dell'Alpe Veglia e dell'Alpe Devero in Piemonte, mentre gli individui osservati nel Parco Nazionale d'Abruzzo, Lazio e Molise sono stati recentemente identificati come vespertili di Daubenton.
Vive nei boschi e foreste di latifoglie, foreste di conifere e talvolta in aree abitate fino a 1.800 metri di altitudine.
Sono state riconosciute 2 sottospecie:
La IUCN Red List, considerato il vasto areale, l'abbondanza e l'assenza di indicazioni circa un eventuale declino della popolazione, classifica M.brandtii come specie a rischio minimo (LC).[1]
Il vespertilio di Brandt (Myotis brandtii Eversmann, 1845) è un pipistrello della famiglia dei Vespertilionidi diffuso nell'Ecozona paleartica.
Branto pelėausis (lot. Myotis brandtii, angl. Brandt's Bat, vok. Große Bartfledermaus) – šikšnosparnių rūšis, priklausanti lygianosių (Vespertilionidae) šikšnosparnių šeimai.
Lietuvoje rūšis paplitusi lokaliai, rasta tik Žemaitijoje ir Centrinėje Lietuvoje. Vasarą gyvena netoli vandens telkinių, parkuose. Medžioja visą naktį. Skrydis greitas, manevringas, dažnai skraido neaukštai virš vandens telkinių, medžių, parkų alėjose. Dieną nedidelėmis grupelėmis praleidžia medžių drevėse, sienų plyšiuose, pastogėse. Žiemoja požemiuose, kur oras prisotintas drėgmės, o temperatūra teigiama.
Branto pelėausis įrašytas į Lietuvos raudonąją knygą, taip pat saugoma Berno konvencijos.
Branto pelėausis (lot. Myotis brandtii, angl. Brandt's Bat, vok. Große Bartfledermaus) – šikšnosparnių rūšis, priklausanti lygianosių (Vespertilionidae) šikšnosparnių šeimai.
Lietuvoje rūšis paplitusi lokaliai, rasta tik Žemaitijoje ir Centrinėje Lietuvoje. Vasarą gyvena netoli vandens telkinių, parkuose. Medžioja visą naktį. Skrydis greitas, manevringas, dažnai skraido neaukštai virš vandens telkinių, medžių, parkų alėjose. Dieną nedidelėmis grupelėmis praleidžia medžių drevėse, sienų plyšiuose, pastogėse. Žiemoja požemiuose, kur oras prisotintas drėgmės, o temperatūra teigiama.
Branto pelėausis įrašytas į Lietuvos raudonąją knygą, taip pat saugoma Berno konvencijos.
De Brandts vleermuis (Myotis brandtii) is een vleermuis uit de familie der gladneuzen. Deze soort lijkt veel op de baardvleermuis, en wordt meestal gezien als een nauwe verwant daarvan, maar genetisch onderzoek wijst uit dat Brandts vleermuis verwant is aan een grote groep Amerikaanse Myotis-soorten.
Het dier lijkt erg veel op de baardvleermuis en de watervleermuis. Brandts vleermuizen zijn van baardvleermuizen te onderscheiden aan de hand van de penisvorm en het gebit, en van watervleermuizen door de kleinere voetjes. De baardvleermuis wordt ook wel de "gewone baardvleermuis" of kleine baardvleermuis genoemd. De Brandts vleermuis wordt dan de grote baardvleermuis genoemd.
Volwassen exemplaren worden tussen de 4,3 en 9,5 gram en hebben een spanwijdte van 21 tot 25,5 cm. De kop-romplengte is 37 tot 51 mm, en de staartlengte is 32 tot 44 mm. Hij heeft een lichtbruine vacht, soms met een gouden glans. De onderzijde is lichtgrijs met een gelige glans. De snuit, oren en vleugels zijn donkerbruin. Anders dan de baardvleermuis heeft de Brandts vleermuis een lichter binnenoor, en is de oor korter.
Het geluid dat ze maken heeft een frequentie van 30 à 75 kHz, waardoor het buiten het menselijk gehoorbereik ligt en slechts met zogenaamde vleermuisdetectoren waar te nemen is. Ook dan is het vrijwel niet te onderscheiden van de water- en baardvleermuis.
De Brandts vleermuis houdt een winterslaap van oktober tot maart/april. De winterslaap houden ze in koele, ondergrondse verblijven, als grotten, mijnen, tunnels en kelders, tot 1730 meter hoogte in Zwitserland.
De soort houdt van parkachtig landschap, vlak bij water, tot 1270 meter hoogte. In Nederland komt het dier in vrijwel het gehele land voor. De vleermuis jaagt voornamelijk boven open bosland of boven het water op kleine insecten als vliegen. Een kwartier na zonsondergang vliegt hij meestal uit, maar hij kan ook voor zonsondergang worden waargenomen. Zijn jachtgebied ligt 1 à 3 kilometer van zijn dagverblijf. 's Zomers leven de vrouwtjes met hun jongen in kraamkolonies die meestal 20 tot 60, maar soms wel 70 vrouwtjes kunnen omvatten. Soms wordt deze kraamkolonie gedeeld met andere vleermuizen, als ruige dwergvleermuis, baardvleermuis, watervleermuis. De mannetjes leven dan alleen. De Brandts vleermuis krijgt slechts één jong per worp. Vrouwtjes worden waarschijnlijk in het tweede jaar geslachtsrijp. Zowel 's zomers als 's winters kunnen ze gebruikmaken van door de mens gemaakte voorzieningen als gebouwen, maar ook kunnen ze leven in grotten en bomen. Waarnemingen in de stad zijn goed mogelijk, maar hij komt daar minder vaak voor dan de baardvleermuis. De oudst bekende Brandts vleermuis was 19 jaar en 8 maanden oud.
De Brandts vleermuis komt in praktisch heel Europa voor, en in Azië van Rusland tot Mongolië. Hij ontbreekt in Scandinavië, IJsland en Noord-Rusland. Hij staat op de Nederlandse rode lijst met de status uitgestorven in het wild. Door gericht onderzoek naar winterslapende Brandts vleermuizen, en inzet van onderzoek met mistnetten zijn er de afgelopen jaren nieuwe waarnemigen van Brandts vleermuizen in het rivierengebied en Zuid-Limburg. In de zomer van 2007 is de eerste Nederlandse zomerverblijfplaats van deze soort gevonden, in het oosten van het land. Het is echter niet waarschijnlijk dat deze soort in Nederland algemeen voorkomt.
Mediabestanden die bij dit onderwerp horen, zijn te vinden op de pagina Myotis brandtii op Wikimedia Commons. De Brandts vleermuis (Myotis brandtii) is een vleermuis uit de familie der gladneuzen. Deze soort lijkt veel op de baardvleermuis, en wordt meestal gezien als een nauwe verwant daarvan, maar genetisch onderzoek wijst uit dat Brandts vleermuis verwant is aan een grote groep Amerikaanse Myotis-soorten.
Skogflaggermus, eldre namn Brandtflaggermus (Myotis brandtii) er ei flaggermus i glattnasefamilien. Flaggermusa lever i Eurasia frå England i vest til Sentral-Asia i aust, med spreidde bestandar i Mongolia, Kina og Japan. Ho lever i lauvskog og blandingsskog, somme tider barskog, ofte nær vatn. Om vinteren går ho i dvale i tunnellar, holer eller kjellarar.[1] Dei er vanskeleg å skilja frå skjeggflaggermus, umogleg utan å fanga dei. I Noreg er ho funnen på Austlandet, nord til Nord-Trøndelag.[2]
Skogflaggermus, eldre namn Brandtflaggermus (Myotis brandtii) er ei flaggermus i glattnasefamilien. Flaggermusa lever i Eurasia frå England i vest til Sentral-Asia i aust, med spreidde bestandar i Mongolia, Kina og Japan. Ho lever i lauvskog og blandingsskog, somme tider barskog, ofte nær vatn. Om vinteren går ho i dvale i tunnellar, holer eller kjellarar. Dei er vanskeleg å skilja frå skjeggflaggermus, umogleg utan å fanga dei. I Noreg er ho funnen på Austlandet, nord til Nord-Trøndelag.
Skogflaggermus (Myotis brandtii) er en art i gruppen glattnesefamilien. Den kalles også brandtflaggermus.
Vingespennet er 19-20 cm. Et voksent individ veier fra 4,3 til 9,5 gram. Skogflaggermusen er skumringsaktiv. De flyr gjerne lavt over åpent landskap og vann, og jakter på insekter. Den ligner på skjeggflaggermus og ble først i 1970 skilt ut som egen art. De eneste sikre kjennetegnene er at hannen har klubbeformet penis og at de to bakre premolarene i underkjeven er like store.[2]
Generelt lever store dyr lenger enn små, men flaggermus er svært langlivede i forhold til størrelsen. Skogflaggermus holder rekorden for langt liv for ville flaggermus. En hann av skogflaggermus ble merket i 1962 i Sibir og gjenfanget i 2003 – 41 år senere. Han var i fin form, hadde friske tenner, god hørsel og kondisjon. 1544 dyr av ukjent alder ble fanget i 1962, og minst 67 dyr – alle hanner – levde i ytterligere 20 år. Hunner føder unger som er 25% av deres egen vekt og ammer dem til de er omtrent fullvoksne, så de har større fysisk belastning. Mange flaggermusarter viser mye mindre skader på DNA på grunn av oksidativt stress enn for eksempel mus på samme størrelse.[3]
Den finnes i følgende land: Albania, Belgia, Bulgaria, Danmark, Frankrike, Hellas, Irland, Italia, Kasakhstan, Latvia, Liechtenstein, Luxembourg, Mongolia, Nederland, Polen, Romania, Russland, Slovakia, Spania, Storbritannia, Sveits, Sverige, Tsjekkia, Tyrkia, Tyskland, Ungarn og Østerrike.
Denne arten orienterer seg ved hjelp av ekkolokalisering. Lydbølgene ligger mellom 32 og 103 kHz i frekvens, har mest energi ved 51 kHz og har en gjennomsnittlig varighet på 4,2 ms.
I Norge er den utbredt nordover til Trøndelag, men er på Vestlandet kun påvist i Møre og Romsdal (pr 2013). Arten må fanges inn for sikker artsbestemmelse, og det er derfor mulig at skogflaggermus kan finnes i områder på Vestlandet som ikke er godt undersøkt.
Skogflaggermus (Myotis brandtii) er en art i gruppen glattnesefamilien. Den kalles også brandtflaggermus.
Vingespennet er 19-20 cm. Et voksent individ veier fra 4,3 til 9,5 gram. Skogflaggermusen er skumringsaktiv. De flyr gjerne lavt over åpent landskap og vann, og jakter på insekter. Den ligner på skjeggflaggermus og ble først i 1970 skilt ut som egen art. De eneste sikre kjennetegnene er at hannen har klubbeformet penis og at de to bakre premolarene i underkjeven er like store.
Generelt lever store dyr lenger enn små, men flaggermus er svært langlivede i forhold til størrelsen. Skogflaggermus holder rekorden for langt liv for ville flaggermus. En hann av skogflaggermus ble merket i 1962 i Sibir og gjenfanget i 2003 – 41 år senere. Han var i fin form, hadde friske tenner, god hørsel og kondisjon. 1544 dyr av ukjent alder ble fanget i 1962, og minst 67 dyr – alle hanner – levde i ytterligere 20 år. Hunner føder unger som er 25% av deres egen vekt og ammer dem til de er omtrent fullvoksne, så de har større fysisk belastning. Mange flaggermusarter viser mye mindre skader på DNA på grunn av oksidativt stress enn for eksempel mus på samme størrelse.
Den finnes i følgende land: Albania, Belgia, Bulgaria, Danmark, Frankrike, Hellas, Irland, Italia, Kasakhstan, Latvia, Liechtenstein, Luxembourg, Mongolia, Nederland, Polen, Romania, Russland, Slovakia, Spania, Storbritannia, Sveits, Sverige, Tsjekkia, Tyrkia, Tyskland, Ungarn og Østerrike.
Denne arten orienterer seg ved hjelp av ekkolokalisering. Lydbølgene ligger mellom 32 og 103 kHz i frekvens, har mest energi ved 51 kHz og har en gjennomsnittlig varighet på 4,2 ms.
I Norge er den utbredt nordover til Trøndelag, men er på Vestlandet kun påvist i Møre og Romsdal (pr 2013). Arten må fanges inn for sikker artsbestemmelse, og det er derfor mulig at skogflaggermus kan finnes i områder på Vestlandet som ikke er godt undersøkt.
Multimedia w Wikimedia Commons Nocek Brandta[3] (Myotis brandtii) – gatunek ssaka z rzędu nietoperzy.
Gatunek o niewielkich rozmiarach. Sierść na grzbiecie brunatna z jaśniejszymi (u dorosłych osobników złocistymi) końcami, na brzuchu jaśniejsze. Pyszczek oraz ucho i błony lotne ciemnobrązowe lub czarniawe, jaśniejsze niż u podobnego nocka wąsatka. Koziołek typu nożowatego, sięgający połowy długości ucha. Błona jest przyczepiona do nasady palców. Ostroga sięga do połowy długości odległości między piętą a ogonem. Na zewnętrznym brzegu ucha znajduje się wycięcie. Poza ostrogę może wystawać mały fałd skórny, mający zwykle nie więcej jak 1 mm. Koniec ogona wystaje poza błonę ogonową na 1 mm. Przedramię długości 32,2–37,7 mm. Trudny do odróżnienia od nocka wąsatka, który tworzy z nim parę gatunków morfologicznie podobnych.
Gatunek borealny, o centrum zasięgu w strefie tajgi, sięgający znacznie dalej na północ niż nocek wąsatek. Występuje we wschodniej i północnej Europie, na południe sięgając Rumunii, Węgier, Austrii, Szwajcarii a na zachód wschodniej Francji i południowej części Wielkiej Brytanii. Nie występuje w północnej Skandynawii. W Polsce stwierdzany był w całym kraju, choć jego rozmieszczenie jest bardzo nierównomierne. W niektórych kompleksach leśnych (np. w Lasach Łukowskich na południe od Siedlec) jest jednym z najczęstszych nietoperzy stwierdzanych w okresie rozrodu. Z kolei na Pomorzu jest gatunkiem bardzo rzadkim, zaś jego rozrodu nie stwierdzono tam w ogóle. Generalnie jest częściej notowany w południowej części kraju, z wyjątkiem wysokich gór. W Tatrach spotykany jedynie sporadycznie, w przeciwieństwie do pospolitego tam nocka wąsatka.
Preferuje zalesione tereny nizinne. Jego letnimi kryjówkami są głównie budynki i skrzynki dla nietoperzy (zwłaszcza płaskie, o wąskim, szczelinowym otworze), niekiedy również dziuple drzew. W budynkach spotykany zarówno w szczelinach dachu i ścian, jak i za okiennicami – w miejscach tych tworzy nieraz duże kolonie rozrodcze (samic z młodymi). Zimą spotykany jest w podziemiach, zarówno naturalnych, jak i sztucznych. Odżywia się drobnymi owadami (głównie muchówkami), zwykle chwytanymi w locie, w niewielkiej odległości od drzew i innych, pionowych przeszkód. Dożywa 38 lat, co stanowi rekord wieku osobniczego wśród nietoperzy.
W Polsce jest objęty ścisłą ochroną gatunkową oraz wymagający ochrony czynnej, dodatkowo obowiązuje zakaz fotografowania, filmowania lub obserwacji, mogących powodować płoszenie lub niepokojenie[4][5].
Nocek Brandta (Myotis brandtii) – gatunek ssaka z rzędu nietoperzy.
Myotis brandti é uma espécie de morcego da família Vespertilionidae.
Pode ser encontrada nos seguintes países: Albânia, Áustria, Bélgica, Bulgária, República Checa, Dinamarca, França, Alemanha, Grécia, Hungria, Itália, Cazaquistão, Letónia, Liechtenstein, Luxemburgo, Mongólia, Holanda, Polónia, Roménia, Rússia, Eslováquia, Espanha, Suécia, Suíça, Turquia e Reino Unido.
Myotis brandti é uma espécie de morcego da família Vespertilionidae.
Pode ser encontrada nos seguintes países: Albânia, Áustria, Bélgica, Bulgária, República Checa, Dinamarca, França, Alemanha, Grécia, Hungria, Itália, Cazaquistão, Letónia, Liechtenstein, Luxemburgo, Mongólia, Holanda, Polónia, Roménia, Rússia, Eslováquia, Espanha, Suécia, Suíça, Turquia e Reino Unido.
Netopier Brandtov[2] (Myotis brandtii) je druh netopiera z čeľade netopierovité.
Netopier Brandtov žije v Palearktíde od 5. poludníka západnej dĺžky až po Kamčatku a Japonsko, na severe približne po 65. rovnobežku a na juhu po Bulharsko a Kaukaz.[2]
Rozšírenie netopiera Brandtovho na Slovensku v letnom období nie je dobre známe.[2]
Zo 429 mapovacích kvadrátov DFS sa celkovo vyskytol v 96 (22,3 % rozlohy Slovenska):[2]
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Netopier Brandtov
Wikidruhy ponúkajú informácie na tému Netopier Brandtov
Tento článok týkajúci sa živočíchov je zatiaľ „výhonok“. Pomôž Wikipédii tým, že ho doplníš a rozšíriš. Netopier Brandtov (Myotis brandtii) je druh netopiera z čeľade netopierovité.
Brandtov netopir (znanstveno ime Myotis brandtii) je srednje velika vrsta gladkonosih netopirjev. Poimenovan je po nemškem zoologu Johannu Friedrichu von Brandtu.
Odrasel brandtov netopir doseže dolžino med 4 in 5 cm, razpon prhuti ima med 19 in 20 cm, tehta pa med 4,3 in 9,5 grami. Kožuh ima relativno dolgo dlako in je na hrbtu zlatorjave, po trebuhu pa sivorumene barve. Uhlji, obraz in prhuti so pepelnato sive barve. Ta vrsta je razširjena skoraj po vsej Evropi in velikem delu Azije, med vsemi vrstami netopirjev pa ima največji indeks dolgega življenja, ki je kar dvakrat večji od človeškega[2].
Svoj plen lovi s pomočjo eholokacije na frekvencah med 32 in 103 kHz, z največjo energijo pri 51 kHz in povprečnim trajanjem impulza 4,2 ms[3][4].
Brandtov netopir (znanstveno ime Myotis brandtii) je srednje velika vrsta gladkonosih netopirjev. Poimenovan je po nemškem zoologu Johannu Friedrichu von Brandtu.
Taigafladdermus[2] (Myotis brandti), förr kallad Brandts fladdermus, är en fladdermusart i familjen läderlappar (Vespertilionidae), till förväxling lik mustaschfladdermusen.
Taigafladdermus är en av Europas minsta fladdermusarter med en vingbredd upp till 25 cm, kroppslängd mellan 4 och 5 cm och vikt på ca 5-10 g.[3][4]
Pälsen är mörkt brungrå på ovansidan, ljusare under. Det är ofta svårt att skilja Brandts fladdermus från den ovanligare mustaschfladdermusen. Äldre individer blir ofta mera rödbruna på ovansidan, men för att vara säker på vilken art det rör sig om, bör man kontrollera tänderna (premolarerna) eller, om det är en hanne, penisens form, som är klubbformad, ej rak som hos mustaschfladdermusen.[3]
Påminner troligtvis om mustaschfladdermusens med samma låga och fladdrande flykt som denna. Födan består av allehanda insekter och spindlar.[4]
Arten finns framför allt i skogsmark. Lätet är detsamma som hos mustaschfladdermusen, distinkta, regelbundna knäppningar med en medelfrekvens på omkring 45 kHz.[5]
Arten finns i Europa med undantag för den allra nordligaste delen[3]. I Sverige finns den troligtvis från Skåne till södra Norrbotten (osäkerheten beror på svårigheterna att skilja den från mustaschfladdermusen). Den är troligen tämligen vanlig. Arten är ännu inte funnen på Öland, men är vanlig på Gotland.[6]
Utbredningsområdet fortsätter österut till östra Sibirien och Sachalin. I syd når arten Medelhavet, Anatolien och Kazakstan. Taigafladdermusen vistas i låglandet och i bergstrakter upp till 1800 meter över havet.[1]
Taigafladdermus (Myotis brandti), förr kallad Brandts fladdermus, är en fladdermusart i familjen läderlappar (Vespertilionidae), till förväxling lik mustaschfladdermusen.
Країни проживання: Албанія, Австрія, Білорусь, Бельгія, Болгарія, Китай, Хорватія, Чеська Республіка, Данія, Естонія, Фінляндія, Франція, Німеччина, Греція, Угорщина, Італія, Японія, Казахстан, Республіка Корея, Латвія, Ліхтенштейн, Литва, Люксембург, Молдова, Монголія, Чорногорія, Нідерланди, Норвегія, Польща, Румунія, Російська Федерація, Сербія, Словаччина, Словенія, Іспанія, Швеція, Швейцарія, Туреччина, Україна, Сполучене Королівство.
Мешкає в змішаних і широколистяних лісів, а іноді і хвойні ліси, часто в безпосередній близькості від води. Він менш часто зустрічаються поблизу людського житла, ніж його побратим Myotis mystacinus. Літні сідала влаштовує найчастіше в дуплах дерев, але може й в будівлях. Зимує в печерах, тунелях, підвалах і шахтах. Полює поруч з внутрішніми водами, але живиться неводними комахами.
Голова і тіло довжиною лише 10—13 см, розмах крил від 19 до 20 сантиметрів. Волосся на спині світло коричневе, на самому верху золотисто-коричневе. Черево жовтувато-сіре. Вуха, ніс і крила світло-коричневі.
Myotis brandti là một loài động vật có vú trong họ Dơi muỗi, bộ Dơi. Loài này được Eversmann mô tả năm 1845.[2]
Bài viết họ Dơi muỗi này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Myotis brandti là một loài động vật có vú trong họ Dơi muỗi, bộ Dơi. Loài này được Eversmann mô tả năm 1845.
Ночница Брандта[1] (лат. Myotis brandtii) — небольшая летучая мышь рода ночниц. Масса их тела обычно составляет 5,5—10 г, длина тела 38—55 мм, длина хвоста 31—45 мм, длина предплечья 33—39 мм, размах крыльев 19—24 см. Названа в честь немецкого зоолога Иоганна Брандта.
Ухо средней длины, сужающееся к концу, с вырезкой на заднем крае. Маска покрыта тёмными волосами. Ступня с когтями примерно равна половине голени. Крыловая перепонка крепится к основанию внешнего пальца ступни. Эпиблема неразвита. Мех густой, длинный, слегка всклокоченный. Волосы с тёмными основаниями, окрас спины от рыжевато- до тёмно-бурого, брюха — от серовато- до палево-белёсого.
Ареал охватывает территорию от Англии и востока Испании через Урал и Южную Сибирь до Восточной Сибири и Азии — Камчатки, Сахалина, Японии и Кореи.
Обитает в смешанных и широколиственных лесах, по поймам проникает в тайгу и степь. Оседла, убежища организует в дуплах деревьев, дуплянках, скальных щелях, реже — в постройках. Зимует в различных подземных убежищах.
Вылетает на охоту после наступления сумерек. Охотится на летающих насекомых в лесу над прогалами и полянами на уровне крон или между стволами, в парках, а также низко над зеркалом водоемов. Полёт плавный неторопливый, манёвренный. Эхолокационные сигналы низкой интенсивности в диапазоне 80—35 кГц, с максимальной амплитудой около 45—50 кГц.
Спаривание после окончания лактации или на зимовках. Размножается в начале-середине лета. В выводке один детёныш, лактация около 1,5 месяцев. Выводковые колонии до нескольких десятков самок, самцы обычно держатся обособленно. Срок жизни — до 20 лет.
Ночница Брандта (лат. Myotis brandtii) — небольшая летучая мышь рода ночниц. Масса их тела обычно составляет 5,5—10 г, длина тела 38—55 мм, длина хвоста 31—45 мм, длина предплечья 33—39 мм, размах крыльев 19—24 см. Названа в честь немецкого зоолога Иоганна Брандта.
布氏鼠耳蝠（学名：Myotis brandti）为蝙蝠科鼠耳蝠属的动物。在中国大陆，分布于西藏、东北等地。该物种的模式产地在俄罗斯乌拉尔山。[1]
큰수염박쥐(Myotis brandtii)는 애기박쥐과 윗수염박쥐속에 속하는 박쥐이다. 브란트박쥐 또는 브란트윗수염박쥐로도 불린다. 유럽 대부분의 지역과 아시아 일부 지역에 걸쳐 발견된다. 사람 장수 지수(longevity quotient)의 거의 두 배에 이르는 극히 높은 장수 지수로 알려져 있다.[2] 학명과 통용명은 독일 동물학자 브란트(Johann Friedrich von Brandt)의 이름에서 유래했다.
32kHz와 103kHz 사이의 반향 정위 주파수를 사용하고, 51kHz 주파수에 평균 4.2 밀리초 동안 최대 에너지 밀도를 가진다.[3][4]
다음은 윗수염박쥐속의 계통 분류이다.[5]
윗수염박쥐속구대륙 분류군
신대륙 분류군 신북구작은갈색박쥐, 술꼬리박쥐, 킨윗수염박쥐, 긴귀윗수염박쥐
구북구붉은윗수염박쥐, 벨벳윗수염박쥐, 물가윗수염박쥐, 엘리겐트윗수염박쥐
슈바르츠윗수염박쥐, 도미니카윗수염박쥐, 아타카마윗수염박쥐
은색작은박쥐, 산지윗수염박쥐, 검은윗수염박쥐, 노랑윗수염박쥐
큰수염박쥐(Myotis brandtii)는 애기박쥐과 윗수염박쥐속에 속하는 박쥐이다. 브란트박쥐 또는 브란트윗수염박쥐로도 불린다. 유럽 대부분의 지역과 아시아 일부 지역에 걸쳐 발견된다. 사람 장수 지수(longevity quotient)의 거의 두 배에 이르는 극히 높은 장수 지수로 알려져 있다. 학명과 통용명은 독일 동물학자 브란트(Johann Friedrich von Brandt)의 이름에서 유래했다.
.jpg){kind=small}
