There may be some pest invertebrates in the diet of Sorex araneus.
Positive Impacts: controls pest population
Perception Channels: tactile ; chemical
The main threat to Sorex araneus is by habitat destruction through road construction and development in Europe(Stone 1995).
The common shrew in England is protected by the Wildlife and Countryside Act (1981) and cannot trapped without a license (The Mammal Society 2001).
US Federal List: no special status
CITES: no special status
IUCN Red List of Threatened Species: least concern
Sorex araneus eats helpful invertebrates such as earthworms and spiders.
Sorex araneus makes burrows below ground, and also uses the burrows of mice, voles, and moles. (Stone 1995)
It is an opportunistic feeder that preys upon many insects, woodlice, spiders, and earthworms. (Cove et al. 2000)
Primary Diet: carnivore (Insectivore , Eats non-insect arthropods)
Sorex araneus is found in Europe, including Great Britain and the Pyrenees. The extent of its range to the east is Lake Baikal, except in the dry steppes and desert zone. It is not found in Iberia, or most of France.(Mitchell-Jones 1999, Stone 1995)
Biogeographic Regions: palearctic (Native )
Sorex araneus lives in variable habitats. These include woodlands, grassland, dunes, scree, heath, and hedgerows. It can live as far as the limits of the summer snow line.(Parker 1990)
Habitat Regions: temperate
Terrestrial Biomes: forest ; mountains
Sorex araneus can live for about 2 years. (Mitchell-Jones 1990)
Average lifespan
Status: captivity: 2 years.
Average lifespan
Status: wild: 2.0 years.
Sorex araneus has a tricolored coat. The ventral side is grayish, and the dorsal side varies in color from black to reddish brown. Its flanks are nut brown. Its tail is brown on the dorsal side, and gray ventrally. It has small eyes and it ears are hidden in fur. It has red-tipped teeth.(Mitchell-Jones 1990, Stone 1995)
Range mass: 5 to 14 g.
Range length: 48 to 80 mm.
Other Physical Features: endothermic ; bilateral symmetry
Average basal metabolic rate: 0.348 W.
There are a number of predators of Sorex araneus, as listed below. (Kristofik 1999, Parker 1990)
Known Predators:
Gestation takes place for 19-21 days. Young are born weighing between 0.5-0.6 grams. The young are weaned after 26-30 days, and reach sexual maturity at 9 or 10 months.(Parker 1990, Mitchell-Jones 1999)
Range gestation period: 19 to 21 days.
Range weaning age: 26 to 30 days.
Range age at sexual or reproductive maturity (female): 9 to 10 months.
Range age at sexual or reproductive maturity (male): 9 to 10 months.
Key Reproductive Features: gonochoric/gonochoristic/dioecious (sexes separate); sexual ; fertilization (Internal ); viviparous
Average birth mass: 0.44 g.
Average number of offspring: 6.
Parental Investment: altricial
Ar minoc'h boutin (Sorex araneus) a zo ur bronneg bihan eus Eurazia.
E-touez ar bronneged bihanañ emañ ar minoc'hed. War-dro 5-8 cm o hirder hag etre 5 ha 15 g o mas.
Gallout a reer o anavezout gant stumm begek o moj.
Gell-du pe du eo liv o feur war o c'hein hag arwenn war o c'hof.
Lontek int ha debriñ a reont bemdez kement ha 80 % eus mas o c'horf.
Kigdebrerien int hag en em vagañ a reont diwar amprevaned hag artropoded all, buzhug, blotviled ha gagnoù.
Kavout a reont o boued a-hed ar bloaz noz ha deiz hag e reont o neizh dindan an douar pe dindan restadoù plant er strouezheg, parkeier, liorzhoù, koadeier pe girzhier.
O ziriad a ra 370-630 m² hag e chomont ennañ d'o vevañ, nemet pa klaskont ur gevelerez/ c'heveler d'en em barat.
An dougen a bad 25 deiz ha ganet e vez 6 pe 7 hini bihan e pep torad. Gallout a ra ur minoc'h kaout reoù bihan betek 3 pe 4 gwech ar bloaz.
Gouest eo ar minoc'h da ezteurel ultrasonioù evit argas e enebourien. Dantañ a ra p'en em gav enket.
La musaranya cuaquadrada, morro de trompeta a causa del seu musell allargat (Catalunya del Nord) o topó (Montsià) (Sorex araneus) té una esperança de vida d'aproximadament 23 mesos.
La característica més distintiva d'aquesta musaranya és la cua: força llarga (fa aproximadament 2/3 de la longitud del cap més el cos), és de secció quadrangular a la base, d'això li ve el nom. No presenta pèls llargs esparsos entre els curts, ni tampoc una filera de pèls ventrals a la cua i als peus. Les orelles queden amagades entre el pelatge del cap, i les dents tenen les puntes vermelles.
El pelatge és curt, dens i molt suau. De color marró fosc pel dors, es pot aclarir lleugerament als flancs fins a adquirir un to avellana que enllaça amb el marró clar o gris de les parts ventrals. La transició gradual entre el pelatge dorsal i el ventral donen a l'animal un aspecte bicolor. La cua és de color marró fosc per la part superior i marró clar per la part de sota. En general, el pelatge mostra unes tonalitats més fosques a l'hivern que a l'estiu.
Dimensions corporals: cap + cos (6,9 - 8,4 cm) i cua (4,2 - 5,5 cm).
Pes: 6 - 15 g.
Preferentment boscos humits, on s'amaga entre la molsa i les herbes baixes. També se la pot trobar en pedruscalls i marges de pedra.
Ix a cercar menjar preferentment a la nit, però també pot estar activa durant el dia. La seva dieta inclou cucs de terra i altres invertebrats subterranis, per això li cal excavar.
La musaranya de Millet porta un pelatge més clarament tricolor, amb les franges del dors, els flancs i el ventre ben diferenciades.
La musaranya nana té la cua relativament més llarga (equival a 3/4 parts del cap més el cos) i de secció circular a la base.
La musaranya cuaquadrada, morro de trompeta a causa del seu musell allargat (Catalunya del Nord) o topó (Montsià) (Sorex araneus) té una esperança de vida d'aproximadament 23 mesos.
Rejsek obecný či rejsek lesní nebo rejsek evropský (Sorex araneus) je drobný a nejhojnější zástupce čeledi rejskovitých (Soricidae), jeden z našich nejhojnějších savců.
Rejsek obecný měří průměrně 55–82 mm na délku (bez ocasu) a váží přibližně 5–12 gramů. Rejsci jsou charakterističtí svou sametově tmavohnědou srstí, která je na bocích světlejší a na břiše žlutavá. Nedospělí rejsci mají srst kratší až do doby, kdy začnou línat a letní srst nahradí srst zimní. Ocas, který je 35–50 mm dlouhý (50–70 % délky těla), je svrchu tmavý, vespod světlý, u starých zvířat na konci holý. Zadní tlapka měří 11,8–13,5 mm. Rejsek obecný má malé oči, hlavu protaženou do úzkého čenichu a zahnuté načervenalé zuby.
Rejsci jsou aktivní po celý rok, do zimního spánku neupadají (nehibernují), jelikož mají dostatek tukové rezervy na to, aby přežili i ty nejstudenější měsíce v zimě. Spatřit je můžeme jak ve dne, tak i v noci, ale z úkrytů vylézají převážně až po setmění.
Rejsek obecný obývá lesy všech typů, větrolamy, parky, zahrady, louky, pole, ale vyhýbá se příliš suchým místům, na podzim zalézá i do lidských obydlí. V Česku ho můžeme spatřit na celém území od nížin do hor až po alpínské pásmo (2200 m).[2] Jeden rejsek obývá přibližně území o rozloze 370–630 metrů čtverečních po celý svůj život. Rejsek obecný je extrémně územní a často i agresivní, pokud mu jiný rejsek vnikne do jeho teritoria.
Rejsek obecný si staví hnízdo pod zemí, méně častěji pak pod hustou vegetací.
Rejsek je typický hmyzožravec, tudíž se živí převážně hmyzem, ale i slimáky, pavouky, červy a mršinami obratlovců, výjimkou není ani kanibalismus. Za den musí rejsek zkonzumovat potravu o hmotnosti 80–90 % svého těla, aby mohl vůbec přežít. K dosažení tohoto cíle musí rejsek žrát každou druhou až třetí hodinu.
Rejsci mají velice slabý zrak a tak se např. při hledání potravy spoléhají na svůj skvělý čich a sluch. Díky těmto skvělým smyslům dokáže rejsek lokalizovat kořist, která může být zahrabaná i 12 cm pod půdou. Naopak rejsci se stávají častou potravou sov, zvláště sýce rousného a sovy pálené, což dokazují i zbytky jejich lebek ve vývržcích těchto ptáků. Příležitostně se stávají i kořistí zdivočelých koček, lasic nebo lišek.
Období páření trvá u rejska obecného od dubna do září, ale vrcholu dosahuje během letních měsíců. Během tohoto období produkuje ze svých pachových žláz páchnoucí sekret. Šelmy jej tedy někdy zabijí, ale nechávají ležet[3]. Po 23 až 25 denní březosti rodí samice do hnízda z trávy a mechu 5–7 mláďat. Samice mívá obvykle 2–4 vrhy za jeden rok. Mláďata jsou odstavena po 22 až 25 dnech. Období rozmnožování je jediné období, kdy nežijí rejsci osamoceně. Mladí rejsci často tvoří „přívěs“ za matkou, kdy se každé mládě drží svými ústy ocasu svého sourozence před sebou. Rejsek obecný se v přírodě dožívá většinou 14 měsíců, ale v zajetí i 23 měsíců.
V roce 1949 Ph.D. August Dehnel, polský zoolog pozoroval zmenšení rejsků v zimním období, tzv. Dehnelův fenomén. V poslední době němečtí a polští vědci doložili u stejných jedinců schopnost se zmenšit v zimním období (lebka -10%, mozek -20 až 30%, páteř a další orgány se také zmenšují) a následně se zvětšit v následujícím roce ( lebka +10%, hmotnost + 80%..). Stejný jev je pozorován u rejska malého, vodního a u lasicovitých. ( zdroj: Český rozhlas Meteor 2/12/2017)
V současné době nejsou u rejska obecného zavedena žádná ochranná opatření, jelikož je to druh opravdu hojný a na ojedinělých místech můžeme nalézt i více jak 34 jedinců na hektaru. V Červeném seznamu IUCN je zapsán jako málo dotčený druh (Lower Risk Least Concern)[4].
Obrázky, zvuky či videa k tématu rejsek obecný ve Wikimedia Commons
Rejsek obecný či rejsek lesní nebo rejsek evropský (Sorex araneus) je drobný a nejhojnější zástupce čeledi rejskovitých (Soricidae), jeden z našich nejhojnějších savců.
Den almindelige spidsmus (Sorex araneus) er en insektæder, der tilhører spidsmusefamilien. Længden af kroppen er omkring 65 millimeter og halen 37 millimeter.[1] Arten findes over hele Danmark, f.eks. på enge og marker. Føden er hovedsagelig biller og andre insekter.
Den almindelige spidsmus er udbredt over størstedelen af Europa og det nordlige Asien. I Danmark findes den overalt og kan træffes både i skove, på marker og enge samt i moser og langs søer.
Kropslængden varierer mellem 58 og 87 millimeter og halen mellem 32 og 56 millimeter. Karakteristisk er den lange snude, der rager frem foran munden og er udstyret med lange varbørster. Snuden er meget bevægelig og spidsmusen kan bøje den op eller ned eller til siderne. Øjnene er små og sidder dybt i pelsen. Ørerne er veludviklede, runde og forholdsvis korte. Lemmerne er korte og såvel forfoden som bagfoden har fem tæer med kloformede negle. Kraniet er karakteristisk ved at kindbuen mangler og hjernekassens knogler er tynde, hvorimod det stærkt forlængede kæbeparti er kraftigt og massivt. Mest bemærkelsesværdigt er, at tændernes spidser er beklædt med en brun emalje.[2]
Spidsmusen har 32 tænder. I hver overkæbehalvdel findes 3 fortænder, 1 hjørnetand og 6 kindtænder. I underkæben findes i hver side 1 fortand, 1 hjørnetand og 4 kindtænder. Den forreste øvre fortand er stor og krogformet med to nedadrettede spidser, den ene bag den anden. Den nedre fortand er meget lang og næsten vandretliggende med fire spidser langs den øvre rand. Tilsammen danner fortænderne en lille pincet. Mælketænder findes ikke. Emaljen på alle tændernes mest fremstående spidser er brunrød. Denne farve kan dog delvis forsvinde, efterhånden som tænderne slides. Dette kan derfor benyttes til aldersbestemmelse af dyrene.[2]
Den almindelige spidsmus kan kendes fra dværgspidsmusen på tænderne. Overkæbens tandrække er hos dværgspidsmusen kun 6,5 millimeter lang, mens den er cirka 9 mm hos den almindelige spidsmus. Desuden aftager de enspidsede tænder jævnt i størrelse hos den almindelige spidsmus, mens der er et spring i størrelse mellem de tre forreste og de to bageste af disse tænder hos dværgspidsmusen.
Pelsen er tæt og fløjlsblød og minder om muldvarpens. Hårene er bugtede med skiftevis tynde og tykke partier. Farven er på rygsiden hos unge individer gråbrun eller mørkebrun om sommeren og sortbrun om vinteren og den følgende sommer. Bugsiden er gråhvid, ofte med et gulligt anstrøg. Normalt gennemgår spidsmusen to pelsskifter i løbet af sin levetid. Den første om efteråret og den anden om foråret. Vinterpelsen er 5 mm tyk, mens sommerpelsen er 3 mm.[2]
Spidsmusen lever i gangsystemer i bundvegetationen eller i de øverste jordlag. Gravningen foregår ved, at snuden bores ind i jorden og forbenene sparker jorden bagud. Større sten fjernes med munden. De underjordiske gange har mange åbninger op til jordoverfladen. Disse huller kan kendes fra musenes på deres ringe størrelse, diameteren er blot et par centimeter. Undertiden benyttes dog musenes eller muldvarpenes gange. I gangene etableres reder til at hvile sig i. De består af et underlag af tørt plantemateriale. Hunnerne bygger desuden i yngletiden en kugleformet ynglerede af tørt hø, mos og lignende, der væves tæt sammen.
Spidsmusen lever alene i sit territorium, bortset fra parringstiden og mens ungerne er afhængige af deres mor. Territoriet forsvares med stor voldsomhed og med gennemtrængende skrig ved indtrængen af artsfæller. Hvis man derfor sætter to spidsmus sammen i et bur, vil de straks begynde at slås og det vil ende med at den ene bliver slået ihjel og ædt.[2]
I løbet af et døgn har spidsmusen omkring 10 aktivitetsperioder afbrudt af hvile i reden. Aktiviteten om natten er noget større end om dagen.[2]
Lugtesansen er veludviklet og benyttes til at orientere sig med. Det ses, når spidsmusen piler omkring med karakteristisk nervøse bevægelser, hvor den hele tiden stopper op, for at vejre med snuden højt løftet.
Parringen sker i april eller maj og stort set alle hunner bliver drægtige. Kuldets størrelse er gennemsnitligt 7-8 unger, der ved fødslen vejer 0,5 gram. Vægten er steget til 7 gram efter 18 dage. Ungerne holder op med at die efter cirka 4 uger. I Danmark får spidsmusen normalt to kuld om året, undertiden tre. I sjældne tilfælde kan ungerne selv få unger samme år de er født, men normalt sker dette først i det følgende forår. Spidsmusen overvintrer en enkelt gang, hvorefter den dør i det efterfølgende efterår.
Føden består først og fremmest af insekter og deres larver, især biller. Også edderkopper og orme spiller dog en stor rolle. Desuden tager den gerne snegle og friske ådsler.
Fødebehovet er meget stort. Man regner med at den dagligt æder, hvad der svarer til 50-67 procent af sin egen vægt. Den har derfor brug for at æde døgnet rundt. Spidsmus, der fanges i en fælde, vil oftest være døde af sult efter blot 3-4 timer.[2]
Spidsmusen har på hver side af kroppen en kirtel, der udskiller et sekret, der lugter stærkt af moskus. Kirtlerne er særligt stærkt udviklede i brunsttiden, hvor lugten hjælper de to køn med at finde hinanden. Ofte ser man døde spidsmus ligge frit fremme uden at være ædt af rovdyr, der ofte ikke bryder sig om lugten.
Den almindelige spidsmus (Sorex araneus) er en insektæder, der tilhører spidsmusefamilien. Længden af kroppen er omkring 65 millimeter og halen 37 millimeter. Arten findes over hele Danmark, f.eks. på enge og marker. Føden er hovedsagelig biller og andre insekter.
Die Waldspitzmaus (Sorex araneus) ist ein Säugetier aus der Familie der Spitzmäuse. Sie besiedelt große Teile Europas und das nördliche Asien.
Die Kopf-Rumpf-Länge beträgt 65 bis 85 mm, die Schwanzlänge 35 bis 47 mm und das Gewicht 6,5 bis 14,3 g. Die Oberseite ist schwarzbraun, die Flanken sind hellbraun und die Unterseite ist grau. Bei jungen Tieren ist die Oberseite heller und der Übergang zur hellen Flankenfärbung fließend.
Die nah verwandte, auch im westlichen Mitteleuropa weit verbreitete, Schabrackenspitzmaus ist im Durchschnitt etwas kleiner. Bei ihr ist die dunkelbraune Rückenfärbung zumeist schmaler und kontrastiert deutlicher zur hellbraunen Flankenfärbung. Bei beiden Arten variiert aber die Körpergröße und die Färbung der Exemplare deutlich und so gibt es letztlich keine sicheren äußerlichen Unterscheidungsmerkmale. Sicher erkennbar sind sie nur mittels genetischer Untersuchung und geringfügigen Unterschieden am skelettierten Schädel. Das gilt im mitteleuropäischen Raum auch für die in der südlichen Schweiz vorkommende, sehr nah verwandte Walliser Waldspitzmaus. Die Zwergspitzmaus ist kleiner, die Oberseitenfärbung nicht deutlich zweifarbig, sondern graubraun, der Schwanz proportional länger und recht auffallend verdickt. Ihre Augen sind proportional noch kleiner. Alpen-, Wasser- und Sumpfspitzmaus haben ein schwarzes bis schwarzgraues Fell, die beiden letzteren Arten sind auch deutlich größer und kräftiger. Die nur entfernt verwandten heimischen Weißzahnspitzmäuse, also die Feld-, Haus- und Gartenspitzmaus, unterscheiden sich von der Waldspitzmaus unter anderem durch die nicht von Haaren verdeckten Ohrmuscheln, den weißen statt dunkelbraunen Zahnspitzen und den vereinzelten langen, abstehenden Haaren am Schwanz.
Das Verbreitungsgebiet der Waldspitzmaus umfasst Mittel-, Ost- und Nordeuropa sowie Teile Asiens und reicht nach Osten bis zum Baikalsee und zum Himalaya. In Frankreich und auf der Iberischen Halbinsel gibt es nur isolierte Vorkommen im Zentralmassiv und in den Pyrenäen; dort wird die Art ansonsten von der Schabrackenspitzmaus ersetzt. Die Waldspitzmaus fehlt außerdem in Irland und weitestgehend im Mittelmeerraum, wo die Vorkommen, ebenso wie in Südosteuropa, auf Gebirgsregionen beschränkt sind.
Die Waldspitzmaus erreicht die höchsten Dichten in feuchten Wäldern und in Feuchtwiesen, besiedelt aber auch fast alle anderen Landlebensräume bis hin zu Felsspalten und Sanddünen.
Die Tiere sind tag- und nachtaktiv. Die Ernährung besteht vor allem aus Regenwürmern, Insekten und deren Larven und Schnecken, selten werden auch kleine Wirbeltiere gefressen. Die Fortpflanzung findet von April bis Oktober statt, die meisten Würfe werden im Frühjahr und Frühsommer geboren. Ein Weibchen hat zwei bis vier Würfe im Jahr, die jeweils 1 bis 11, meist 4 bis 7 Junge umfassen. Die frisch geborenen, sehr unreifen Jungmäuse wiegen nur 0,4 Gramm. Die Augen öffnen sich im Alter von 20 bis 22 Tagen, nach 30 Tagen sind die Jungtiere selbständig. Die Tiere werden im Freiland maximal 16 Monate alt.
Zum Winter hin, ab etwa August, reduzieren Waldspitzmäuse Größe und Gewicht. Auch die Organe, das Gehirn und die Schädelkapsel verlieren dann an Größe. Diese Schrumpfung kehrt sich im Frühjahr wieder um und im Sommer haben die Tiere wieder ihre ursprüngliche Größe und Masse erreicht.[1]
Durch Forschungen des polnischen Zoologen August Dehnel ist seit deren Publikation im Jahr 1949 als Dehnel-Regel bekannt, dass der Körper dieser Insektenfresser saisonal, zum Winter hin, um bis zu 20 % in der Länge schrumpft und nach dem Winter wieder auf die ursprüngliche Größe wächst. Entgegen der Bergmann-Regel kommen damit die Tiere besser durch eine Zeit mit kargerem Nahrungsangebot.
Im Oktober 2017 hat der deutsche Biologe Moritz Hertel mit Team Untersuchungen nach einer neuen Methode präsentiert. Individuen wurden mit 7 × 1,5 mm kleinen Transpondern (Uno Pico) subkutan markiert und betäubt per 26-keV-Röntgenscan vermessen und auf 0,01 g genau verwogen. Diese Messungen wurden an diesen Individuen während der Zeit von Juli bis September des nächsten Jahres, also während einer Zeitspanne von etwa 14 Monaten mehrfach wiederholt. Es zeigte sich im Mittel, dass der Schädelknochen vom Maximum im Sommer zum Winter um 15,3 % schrumpft und danach bis in den Frühling wieder um 9,3 % wächst. Die Körpermasse geht dabei von Herbst bis Winter um 17,6 % zurück, um danach bis Frühling dramatisch um 83,4 % anzuwachsen. Im Vergleich zwischen im Freiland und im Labor lebenden Tieren wird erkannt, dass die Schrumpfung nicht durch Hungern ausgelöst wird, sondern durch ein genetisch vererbtes Programm.[2][3]
Die Waldspitzmaus ist die häufigste Spitzmaus in Mitteleuropa und in Deutschland ungefährdet; der Weltbestand ist laut IUCN ebenfalls ungefährdet.
Die Waldspitzmaus (Sorex araneus) ist ein Säugetier aus der Familie der Spitzmäuse. Sie besiedelt große Teile Europas und das nördliche Asien.
Aksamińtnô rilówka (Sorex araneus) – to je ôrt suska z rodzëznë rilówkòwatëch. Òna żëje m.jin. na Kaszëbach.
Aksamińtnô rilówka (Sorex araneus) – to je ôrt suska z rodzëznë rilówkòwatëch. Òna żëje m.jin. na Kaszëbach.
Ene tchîproûle u tchîpete u mizrete u sorbetch[1], c' est ene sôre di ptite sori.
No d' l' indje e sincieus latén : Sorex araneus
Mins gn a des ds ôtes sôres di mizretes.
Ene tchîproûle u tchîpete u mizrete u sorbetch, c' est ene sôre di ptite sori.
No d' l' indje e sincieus latén : Sorex araneus
Mins gn a des ds ôtes sôres di mizretes.
The common shrew (Sorex araneus), also known as the Eurasian shrew, is the most common shrew, and one of the most common mammals, throughout Northern Europe, including Great Britain, but excluding Ireland.[3] It is 55 to 82 millimetres (2.2 to 3.2 in) long and weighs 5 to 12 grams (0.2 to 0.4 oz), and has velvety dark brown fur with a pale underside. It is one of the rare venomous mammals.[4] Juvenile shrews have lighter fur until their first moult. The common shrew has small eyes, a pointed, mobile snout and red-tipped teeth. It has a life span of approximately 14 months.
Shrews are active day and night, taking short periods of rest between relatively long bursts of activity.[5]
Common shrews are found throughout the woodlands, grasslands, and hedgelands of Britain, Scandinavia, and Eastern Europe. Each shrew establishes a home range of 370 to 630 m² (440 to 750 yd²). Males often extend the boundaries during the breeding season to find females. Shrews are extremely territorial and will aggressively defend their home ranges from other shrews. They make their nests underground or under dense vegetation.[6]
The common shrew's carnivorous and insectivorous diet consists of insects, slugs, spiders, worms, amphibians and small rodents. Shrews need to consume 200 to 300% of their body weight in food each day in order to survive. A shrew must eat every 2 to 3 hours to achieve this goal. A shrew will starve if it goes without food for more than a few hours. They do not hibernate in the winter because their bodies are too small to store sufficient fat reserves and as they have a short fasting duration.[5][7]
Common shrews have evolved adaptations to survive through the winter. Their skulls shrink by nearly 20% and their brains get smaller by as much as 30%. Their other organs also lose mass and their spines get shorter. As a result, total body mass drops by about 18%. When spring returns, they grow until they reach roughly their original size. Scientists believe that dropping temperatures trigger their bodies to breakdown bones and tissues and absorb them. As temperatures start to rise with the onset of spring, their bodies start to rebuild the lost bones and tissues. This significantly reduces their food requirements and increases their chances of survival in the winter.[8][9] Additionally, common shrews exhibit three distinct seasonal phenotypes; however, these phenotypes have the same relative oxygen consumption despite varying temperatures.[10]
Shrews have poor eyesight and instead use their excellent senses of smell and hearing to find food.
The common shrew breeding season lasts from April to September, but peaks during the summer months. After a gestation period of 24 to 25 days, a female gives birth to a litter of five to seven babies. A female rears two to four litters each year. The young are weaned and independent within 22 to 25 days.[11]
Young shrews often form a caravan behind their mother, each carrying the tail of its sibling in front with its mouth.
The chromosome number (karyotype) of Sorex araneus varies widely, with a number of distinct "chromosomal races" being present over the species' range.[2] One such race was described in 2002 as a new species, S. antinorii.[2] This an example of chromosomal polymorphism (chromosomal variability as a result of chromosome fusions or disassociations).[12][13]
These karyotypes have been known to naturally hybridize, such as in the Petchora race and the Naryan-Mar variant in Northeastern Russia.[14]
A study by Nanjing Normal University in 2019 found that Sorex araneus is capable of echolocation via high-frequency tittering and close-range spatial orientation. Comparison of genes involved in hearing between bats, bottlenose dolphins and Sorex araneus suggests that this is a result of convergent evolution.[15]
The common shrew is not an endangered species, but in Great Britain it, like other shrews, is protected from certain methods of killing by the Wildlife and Countryside Act of 1981.[16]
In Britain, shrews can be found at densities of up to one per 200 m² (240 yd²) in woodlands. The main predators of shrews are owls, cats, weasels, snakes, stoats, and red foxes.[6]
The common shrew (Sorex araneus), also known as the Eurasian shrew, is the most common shrew, and one of the most common mammals, throughout Northern Europe, including Great Britain, but excluding Ireland. It is 55 to 82 millimetres (2.2 to 3.2 in) long and weighs 5 to 12 grams (0.2 to 0.4 oz), and has velvety dark brown fur with a pale underside. It is one of the rare venomous mammals. Juvenile shrews have lighter fur until their first moult. The common shrew has small eyes, a pointed, mobile snout and red-tipped teeth. It has a life span of approximately 14 months.
Shrews are active day and night, taking short periods of rest between relatively long bursts of activity.
La musaraña bicolor (Sorex araneus) es una especie de mamífero soricomorfo de la familia Soricidae.
La musaraña común es de aspecto similar al ratón, pero se diferencia de este por el hocico alargado, puntiagudo y muy móvil, los ojos pequeños y las orejas redondeadas, casi completamente escondidas en el pelo. La cola supera poco la longitud total de la cabeza y del cuerpo, está recubierta por escasos pelos cortos. La tupida y suave pelusa aumenta considerablemente de espesor en la estación invernal. De color café oscuro en el dorso, la capa aterciopelada se hace caférojizo o amarillento en los costados y luego se devanece en un blanco grisáceo en la zona ventral.
Las patas son cortas y delgadas y el animal cuando camina apoya completamente las plantas de los pies en el suelo. Tanto los miembros anteriores como los posteriores están provistos de 5 dedos. Los dientes son muy puntiagudos y tienen las cúspides coloreadas de rojo.
Especie eminentemente europea, ocupa el Reino Unido, Escandinavia y gran parte de Europa central y oriental, extendiéndose hacia el este hasta Siberia. En el sur de Europa su distribución queda circunscrita a determinados enclaves aislados del centro y sur de Italia, Macizo Central francés y Pirineos Orientales. En la península ibérica se presenta en los Pirineos y Prepirineos y algunas zonas de Cataluña como en la región oriental húmeda (Montseny). Estas poblaciones ibéricas, junto con las correspondientes a la vertiente francesa de los Pirineos, están aisladas de las poblaciones centroeuropeas. Este aislamiento se atribuye tanto a la retracción de su área de distribución tras la glaciación del Würm, como a la presión posterior de la expansión de Sorex coronatus desde el suroeste de Francia.
Las musarañas comunes son animales de costumbres crepusculares y nocturnas, pero se encuentran también de día, aunque la luz de sol intensa las molesta. Como suele ocurrir en animales de pequeñas dimensiones y elevado metabolismo alternan periodos de actividad de aproximadamente dos horas con periodos de descanso de la misma duración con límites máximos de vigilia que alcanzan al amanecer y después de la puesta de sol. En las horas de descanso se refugian en madrigueras situadas por lo general en cavidades naturales, entre piedras o raíces, frecuentemente en las galerías excavadas por topos o hámsteres o en túneles que excavan ellas mismas y que luego tapizan de hojarasca o musgo.
No entran en letargo durante el invierno pero han desarrollado una estrategia alternativa muy rara para sobrevivir al invierno, llamada fenómeno de Dehnel. El fenómeno consiste en un cambio de tamaño reversible del cráneo, masa cerebral y la masa de los principales órganos internos.[2]
Son extraordinariamente voraces y pueden ser caníbales. Su dieta comprende lombrices, caracoles, arañas, insectos, anfibios y reptiles de pequeñas dimensiones, huevos, larvas, carroña y excrementos.
Estas musarañas son animales solitarios y no vacilan en atacar a cualquiera que entre a su territorio y comprende solo un área limitada al nido. Si un congénere invade su territorio, el propietario lo amenaza primero con gruñidos y chillidos y si no consigue alejarlo, termina por agredirlo. El animal más débil adopta una actitud de sumisión cuando muestra al rival el vientre de color blanco. Las luchas pueden ocurrir entre ambo sexos y solo se toleran en periodo reproductivo.
El apareamiento se lleva a cabo por lo regular dos o más veces al año, en primavera y verano. El periodo de gestación dura de 18 a 28 días y la hembra pare de 5 a 10 crías. Estas especies alcanzan la madurez sexual entre 9 y 10 meses. Viven aproximadamente de 1 a 2 años.[3]
Es una especie de requerimientos centroeuropeos. Habita en zonas con vegetación de características boreoalpinas y eurosiberianas, bosques caducifolios, mixtos y de coníferas. Se localiza entre los 600 y 2300 metros y en territorios con una precipitación media anual superior a los 800 mm.
En Gran Bretaña se han detectado casos de tuberculosis, pero con bajo grado de incidencia. La especie puede actuar como reservorio de Pneumocystis carinii, agente causante de un grupo de neumonías infantiles que afectan al hombre.
Por sus hábitos crepusculares y nocturnos es una especie depredada principalmente por rapaces nocturnas, como la lechuza común (Tyto alba) y el cárabo (Strix aluco), y por ciertos mamíferos carnívoros, como el armiño (Mustela erminia), la comadreja (Mustela nivalis), la gineta (Genetta genetta) y el zorro rojo (Vulpes vulpes).
La musaraña bicolor (Sorex araneus) es una especie de mamífero soricomorfo de la familia Soricidae.
Mets-karihiir (Sorex araneus) on liik väikesi imetajaid karihiirlaste sugukonnast karihiirte perekonnast. Ta on levinud ka Eestis. Samas perekonnas on veel laane-karihiir, väike-karihiir ja kääbus-karihiir ning samas sugukonnas ka vesimutt.
Mets-karihiir on karihiire perekonna alamperekonda Sorex kuuluv tüüpliik. Liik jaguneb mitmeks alamliigiks, mille piirid on täpselt määratlemata. Eestis esineb alamliik Sorex araneus araneus. Alamliigid võib omakorda jaotada ligi neljakümneks kromosoomrassiks vastavalt Robertsoni translokatsioonide esinemisele, molekulaargeneetiliselt defineeritud mets-karihiire alamliikide vahel esineb arvukalt hübriide. Talle lähimad sugulasliigid karihiirte perekonnas on seni teadaolevatel andmetel atlandi karihiir ja pürenee karihiir.
Paleontoloogilised andmed võimaldavad mets-karihiire fülogeneesi jälgida varapleistotseenini, kui esines liik Sorex runtonensis, keda peetakse mets-karihiire otseseks eellaseks. Ta oli praegusest mets-karihiirest veidi kogukam ja sarnanes kõige rohkem atlandi karihiirega. Pleistotseeni lõpu poole esines ka vahevorm, keda käsitletakse mõnikord omaette liigina Sorex subaraneus. Tänapäevane mets-karihiir kujunes välja hiljemalt Mindeli-Rissi jäävaheajal.
Karihiir meenutab esmapilgul hiirt, kuid erinevalt hiirtest on ta silmad väikesed, koon pikk ja kärsjas, kõrvad väikesed ja karvastiku varjus. Karvastik on sametjas, seljal tume- kuni mustjaspruun, külgedel heledam pruun, kõht hall, mokad valkjad, käpad hõredate heledate karvadega, saba pealt pruun, alt hall. Talvekarvastik on tumedam ja tunduvalt pikem kui suvine. Noored on täiskasvanuist hallikama karvaga. Tüvepikkus on 54–90 mm, saba 33–50 mm. Nisasid on 6. Karihiir kaalub 5–15 g. Karihiire kolju kasvab kiiremini kui ülejäänud keha, mistõttu noored isendid on ebaproportsionaalselt suure peaga. Kolju kondülobasaalpikkus täiskasvanuna on 17,8–19,5 mm. Hambaid on 32, nad on pruunitipulised. Teine ülemine vahehammas on suurem kui kolmas (see on kindel eristustunnus väike-karihiirest). Munandid ja muud suguelundid on suured ja moodustavad kuni 10% kehakaalust. Ajal, kui ei paarituta, paiknevad nad kehaõõnes. Paaritumisperioodil suurenevad ka keha tagaosas paiknevad muskusenäärmed.
Mets-karihiirtel on avastatud Deneli nähtus, mis väljendub selles, et mida karmima talvega paigas ta elab, seda lamedam on tema kolju. Kõige lamedama koljuga isendeid on avastatud talvel Jakuutiast.
Nagu enamik karihiiri, vajab mets-karihiir väga palju toitu. See on osaliselt tingitud soojuskadudest väikeste kehamõõtmete tõttu, osaliselt söödud toidu vähesest omastamisest, samuti energiakadudest aktiivse liikumise tagajärjel. Ööpäevas söödav toidu kogus ületab tavaliselt tunduvalt isendi enda kaalu. Näljasurm saabub umbes 11-tunnise söömata oleku järel.
Karihiir toitub peamiselt putukatest, nende vastsetest, ämblikest, vihmaussidest ja limustest, võimaluse korral ründab ja sööb ka hiirepoegi, noori konni, samuti raibet, mõnikord ka taimtoitu (okaspuude seemneid). On täheldatud ka kannibalismi.
Karihiire sigimisperiood Eestis kestab aprillist septembrini. Emasloom ehitab taimevartest, lehekõdust ja samblast pesa, mis asub põõsa juurte all, närilise mahajäetud urus või mujal varjulises kohas. Innaajal on emane paaritumisvalmis vaid pikemate vaheaegade järel 1 ööpäeva korraga. Paaritudes hammustab isane emaslooma kaelapiirkinda, mistõttu on tiineid emaseid võimalik ära tunda armide järgi kaelal. Aastas tuuakse ilmale 1–3 pesakonda, kandeaeg kestab ligikaudu 30 päeva.
Korraga toob emane ilmale kuni 12 poega. Imetamine kestab umbes 30 päeva. Poegade eest hoolitseb ainult emasloom. Algul on pojad paljad, pimedad ja suletud kõrvaavadega. Karvastik hakkab arenema umbes 9., silmad avanevad 16. elupäeval. Umbes kolmenädalastena hakkavad pojad ka ise saaki püüdma. Suguküpseks saavad nad enamasti järgmisel suvel.
Mets-karihiir on levinud kogu Euraasia põhjapoolses osas, v.a Iirimaal. Levila põhjapiir ulatub kohati Põhja-Jäämereni, lõunapiir kulgeb Lõuna-Euroopast, Väike-Aasiase ja Palestiinase Kesk-Mandžuuriani. Samuti elab ta Kagu-Aasias ning peaaegu kogu Põhja-Ameerikas. Eraldiseisvad kuivade aladega eraldatud areaali osad on Krimmis ja Kaukaasias. Steppides saab ta elada ainult jõeorgudes, poolkõrbetes ja kõrbetes aga puudub täiesti.
Tema elupaigad on eelkõige seotud metsade ja põõsastikega, kuid neid esineb ka tiheda taimestikuga avamaastikel. Aeg-ajalt satuvad nad toiduotsingul ka taimestikuvaesematesse paikadesse, neid on püütud nii Eesti laidudelt kui liivaluidetelt.
Karihiir on kogu ööpäeva aktiivne, tehes mõnekümneminutilisi puhkepause. Kuna ta peab väga palju sööma, siis ei hooli ta ööpäevasest rütmist, vaid jagab pika päeva kümmekonnaks nii-öelda oma päevaks.
Mets-karihiir veedab aega peamiselt toitu otsides: ringi joostes, aeg-ajalt peatudes, kuulatades ja nuuskides. Talvel on ta vähem aktiivne, veetes umbes 80% ajast maa all või lume all lehekõdus. Ta uuristab lumme rohkeid käike. Saaki leiab ta peamiselt haistmise abil, ruumis orienteerumisel kasutab ka ultrahelilokatsiooni. Tema liikumiskiiruseks taimestikus on mõõdetud kuni 1 km/h. Mets-karihiir ujub hästi, erinevalt teistest karihiirtest on ka üsna hea ronija.
Mingit elusolendit kohates käitub mets-karihiir enamasti agressiivselt. Ta on üksildase eluviisiga, v.a innaajal. Siis esineb isaste vahel ägedaid võitlusi, mida saadab vali väga kõrgetooniline piiksumine. Mets-karihiirel on kindel maa-ala, mille suurus on 100–1000 m² (tavaliselt 370–630 m²).
Karihiired on väga tähtsad selgrootute arvukuse reguleerijana.
Looduslikke vaenlasi on tal vähe, enamik kiskjaid ei söö karihiiri arvatavasti nende vastumeelse muskuselõhna tõttu, kuigi vahel murravad. Oluliseks toiduobjektiks on karihiired madudele, teatud määral ka siilidele ja muttidele. Lindudest on nende suurimad vaenlased kakulised ja toonekured.
Hinnangute järgi hukkuvad pooled mets-karihiired esimese kahe elukuu jooksul. Mets-karihiire maksimaalne eluiga looduses on 15–23 kuud. Nad on Eestis ühed arvukaimad pisiimetajad, moodustades mõnes paigas arvuliselt kuni 50% pisiimetajatest (tüüpiline fooniliik). Kõige rohkem on karihiiri suvel (asustustihedus 42–100 isendit hektaril), talvel nende arvukus väheneb tunduvalt.
Karihiirte haigusi on vähe uuritud. Täheldatud on nende suhtelist resistentsust viiruste suhtes. On teada mõned sooleparasiidid.
Karihiir toob kasu põllumajandusele, hävitades hulgaliselt kahjurputukaid. Talvel tungib ta vahel hoonetesse.
Mets-karihiir (Sorex araneus) on liik väikesi imetajaid karihiirlaste sugukonnast karihiirte perekonnast. Ta on levinud ka Eestis. Samas perekonnas on veel laane-karihiir, väike-karihiir ja kääbus-karihiir ning samas sugukonnas ka vesimutt.
Satitsu buztankarratua (Sorex araneus) ugaztuna da, soricidaeen familiakoa. Europan eta mendebaldeko Asian bizi den satitsu hau bere familian arruntena da[1].
Artikulu hau biologiari buruzko zirriborroa da. Wikipedia lagun dezakezu edukia osatuz. Satitsu buztankarratua (Sorex araneus) ugaztuna da, soricidaeen familiakoa. Europan eta mendebaldeko Asian bizi den satitsu hau bere familian arruntena da.
Metsäpäästäinen (Sorex araneus) on Suomessa rauhoitettu nisäkäs.[2]
Metsäpäästäinen on metsämyyrän ohella Suomen yleisin nisäkäs, ja sitä esiintyy koko Suomessa. Metsäpäästäinen on levinnyt koko Fennoskandiaan ja myös muualla Euraasiassa laajalle. Metsäpäästäistä tavataan Atlantin valtameren rannikoilta Siperian taigalle ja tundralta Välimerelle sekä Sisä-Aasian aroille saakka. Välimeren maissa sitä tavataan pääasiassa vain Pyreneiden vuoristossa.[1]
Ruumiin pituus on 5–8 senttimetriä ja hännän pituus 2,5–5,5 senttimetriä. Eläin painaa 5–14 grammaa.[3]
Metsäpäästäinen muistuttaa ulkonäöltään hieman hiirtä. Sillä on pitkä ja terävä kuono, korvat ovat piilossa karvapeitteen sisällä ja silmät ovat pienet. Karva on tasainen, samettinen. Väriltään se on talvella selkäpuolelta ruskeanmusta, kesällä metsäpäästäiselle tunnusomaista on "kolmiosainen" väritys: selkäpuoli harmaanruskea, kyljet kellertävät ja vatsa on vaalea. Häntä on noin puolet ruumiin pituudesta tai hieman pidempi, päältä tumma ja alta vaalea, hännän kärjen väriraja on epäselvä. Keväällä metsäpäästäisten kyljissä erottuvat tummempina laikkuina myös hajurauhaset, jotka antavat niille niiden tunnusomaisen voimakkaan tuoksun.
Metsäpäästäinen on sopeutunut erilaisiin ympäristöihin, kuten aukioille, metsiin, vesien partaalle ja tuntureille, missä se elää tiheissä kasvustoissa, kaivamissaan käytävissä ja koloissa. Liikkeiltään se on nopea, jopa hermostuneen oloinen. Talvet metsäpäästäinen viettää hereillä, se ei siis vaivu esimerkiksi talvihorrokseen. Suojana pakkasta vastaan metsäpäästäinen vaihtaa talviturkin, ja kesäaikana se kartuttaa etuselän yli ulottuvaa rasvakerrostaan.
Metsäpäästäinen on luonteeltaan erakko ja puolustaa yksilöllisiä reviirejä. Päästäiset partioivat reviiriensä rajoilla ja kahden päästäisyksilön kohdatessa saattaa seurata jopa tappelu. Aggressiivinen käytös alkaa jo poikasiässä eikä sukupuolten välillä ole eroja aggressiivisuudessa. Kahden metsäpäästäisyksilön laittaminen samaan terraarioon johtaa lähestulkoon poikkeuksetta toisen yksilön kuolemaan.
Metsäpäästäinen on hyönteissyöjä, joten se syö hyönteisiä sekä niiden toukkia ja kotiloita, etanoita, kastematoja ja jopa kuolleita selkärankaisia. Tarpeen tullen se syö kuitenkin myös kasviravintoa, kuten havupuiden siemeniä. Metsäpäästäisellä on vilkas aineenvaihdunta, joten tarvitsee paljon ravintoa. Se saattaakin syödä jopa oman painonsa verran päivässä.[3]
Metsäpäästäiset saavuttavat sukukypsyyden usein vasta ensimmäisen talvensa jälkeen, ne siis talvehtivat immatuureina. Varsinainen lisääntymiskausi alkaa huhti-toukokuussa ja jatkuu pitkälle kesään. Metsäpäästäisnaaran kiima-aika kestää vain muutamia tunteja kolmen viikon välein kun munasolu irtoaa. Varsinaisia soidinmenoja päästäisillä ei ole. Naaraan ovuloidessa koiraat kerääntyvät sen luokse ja jahtaavat sitä kunnes naaras suostuu paritteluun. Paritteluhaluton naaras ajaa koiraat luotaan pois purren ja sirittäen kovalla äänellä. Paritelleen metsäpäästäisnaaran niskassa on usein kalju kohta siinä mihin koiraat ovat sitä purreet, ja tätä voidaan käyttää myös ikätuntomerkkinä. Naaras saattaa paritella useamman koiraan kanssa saman syklin aikana, ja poikueessa voikin olla useamman isän siittämiä poikasia.
Tiineys kestää noin kolme viikkoa ja kesässä poikueita tulee 2–3. Poikasia syntyy kerralla 2–10, ja ne jättävät pesän varhain. Elinikä metsäpäästäisellä on maksimissaan puolitoista vuotta.[3] Kesällä syntyvät nuoret päästäiset syrjäyttävät vanhat päästäiset reviireiltään ja huonommilla reviireillä vanhojen päästäisten on vaikea selvitä. Usein vanhojen yksilöiden hampaat ovat hyvin kuluneet ja niiden alkaa olla hankalaa saalistaa.
Metsäpäästäinen (Sorex araneus) on Suomessa rauhoitettu nisäkäs.
La Musaraigne carrelet (Sorex araneus), également nommée Musaraigne commune ou Musaraigne vulgaire[1],[2], est une espèce de petits insectivores de la famille des Soricidae.
La musaraigne carrelet a le museau pointu en forme de trompe qui caractérise les musaraignes, un corps plutôt mince par rapport à la tête. Les pointes des dents sont rouges. Le dos est brun foncé, les flancs sont marron clair et le ventre est gris[3]. En hiver, les flancs peuvent avoir la couleur du ventre[3]. Chez les jeunes animaux, la face supérieure est plus pâle et la transition vers la couleur pâle des flancs est lisse. Sa longueur tête-torse est de 66 à 88 mm, la longueur queue de 30 à 57 mm et le poids de 7 à 13 grammes[3].
L'espérance de vie dans la nature est de 18 mois au maximum, si bien qu'elle meurt en général à l'automne de sa seconde année, probablement en raison de l'usure des dents, de la concurrence des musaraignes plus jeunes et d'une mue incomplète[3].
La musaraigne couronnée, proche parent de la musaraigne carrelet et également très répandue en Europe centrale, est en moyenne un peu plus petite. La coloration brun foncé sur le dos est plus étroite et contraste plus clairement avec les flancs brun clair. Cependant, la taille et la couleur des spécimens varient considérablement chez les deux espèces et il n'existe donc pas de caractéristiques extérieures fiables. Elles ne peuvent être identifiés de manière sûre que par un examen génétique et des différences mineures sur les os du crâne. Cela vaut également pour la musaraigne du Valais que l'on trouve dans le sud de la Suisse. La musaraigne pygmée est plus petite, la coloration de la face supérieure n'est pas distinctement bicolore, mais brun grisâtre, la queue proportionnellement plus longue et assez remarquablement épaissie. Ses yeux sont proportionnellement encore plus petits. Les musaraignes des Alpes, d'eau et de Miller ont un pelage noir à gris noir, les deux dernières espèces étant également nettement plus grandes et plus fortes. Les musaraignes à dents blanches, qui ne sont apparentées que de loin à la musaraigne carrelet se distinguent de cette dernière entre autres par les oreilles non recouvertes de poils, le sommet des dents blanc au lieu de brun foncé et les longs poils isolés et saillants à la queue.
La musaraigne carrelet est un animal actif toute l'année, solitaire, s'activant de jour comme de nuit avec des périodes de pause régulières. Elle a une mauvaise vue et utilise plutôt ses excellents sens de l'odorat et de l'ouïe pour trouver de la nourriture. Une étude menée par l'Université de Nankin en 2019 a montré que la musaraigne carrelet est capable d'écholocalisation par titrage haute fréquence et orientation spatiale à courte distance[4]. La comparaison des gènes impliqués dans l'audition entre les chats, les grands dauphins et la musaraigne carrelet suggère que c'est le résultat d'une évolution convergente[4]. Elle fait son nid sous la terre ou sous une végétation dense[5].
La musaraigne carrelet est très territoriale et défend agressivement son territoire contre ses congénères[5]. Conquérir et défendre un territoire constitue d'ailleurs la première tâche d'un jeune[3]. Chaque musaraigne carrelet occupe une zone de 370 à 660 mètres carrés[5]. Le mâle étend souvent son secteur pendant la période de reproduction[5].
La musaraigne carrelet n'hiverne pas car son corps est trop petit pour accumuler une quantité suffisante de graisses[6],[7]. Elle a en revanche développé une adaptation étonnante pour survivre à l'hiver nommée phénomène de Dehnel : son crâne se rétrécit de près de 20 % et son cerveau se réduit de 30 %[8],[9], ses autres organes perdent également de la masse et sa colonne vertébrale se raccourcit[8],[9] et sa masse corporelle totale diminue donc d'environ 18 %[8],[9]. À l'arrivée du printemps, elle grandit jusqu'à ce qu'elle atteigne à peu près sa taille d'origine[8],[9]. Les scientifiques pensent que la baisse des températures incite son corps à décomposer les os et les tissus et à les absorber[8],[9]. Ce phénomène est d'ailleurs plus marqué dans le Nord de l'Europe qu'en Europe centrale[3]. Lorsque les températures commencent à augmenter avec l'arrivée du printemps, son corps commence à reconstruire les os et les tissus perdus[8],[9]. Cela réduit considérablement ses besoins alimentaires et augmente ses chances de survie en hiver[8],[9].
La musaraigne carrelet mange deux à trois fois son poids chaque jour en insectes, limaces, araignées, gastéropodes, vers ou petits vertébrés[6],[7]. L'importance des lombrics dans son alimentation démontre qu'elle est davantage souterraine que d'autres espèces de musaraignes[3]. Elle mange également parfois des graines oléagineuses[3]. Pour absorber une telle quantité de nourriture, la musaraigne carrelet doit manger toutes les deux à trois heures[6],[7]. Quelques heures de diètes suffisent à la mettre en danger de mort[6],[7].
Les principaux prédateurs des musaraignes carrelets sont les hiboux, les chats, les belettes, les serpents, les hermines et les renards roux[5].
La saison de reproduction des musaraignes carrelets dure de mars à septembre[3], mais atteint son apogée pendant les mois d'été. Après une période de gestation de 20 jours, la femelle donne naissance à une portée de cinq à neuf petits[3]. Elle élève deux à cinq portées chaque année[3]. Les jeunes ont leurs yeux qui s'ouvrent après 20 à 22 jours et sont sevrés et indépendants en 22 à 25 jours[3]. Les jeunes musaraignes forment souvent une caravane derrière leur mère, chacune tenant la queue de son frère ou de sa sœur devant elle avec sa bouche.
La musaraigne carrelet vit dans l'écozone paléarctique de la Grande-Bretagne à la Sibérie, en passant par la Scandinavie et l'Europe de l'Est[5]. En France et dans la péninsule ibérique, il n'y a que des occurrences isolées dans des régions de montagne, à savoir le Massif central et les Pyrénées; dans le reste de ces pays, elle est remplacée par la musaraigne couronnée. La musaraigne carrelet est également absente en Irlande et surtout dans la zone méditerranéenne, où sa présence, ainsi qu'en Europe du Sud-Est, est limitée aux régions montagneuses.
L'habitat de la musaraigne carrelet est très varié[3] (broussailles, bois, champs, haies, jardins, rives de lacs) qui n'hésite pas à pénétrer dans les maisons à l'automne. L'élément-clé semble être la présence d'une couverture végétale ou de trous entre des pierres qui la protègent contre les rapaces nocturnes[3]. Elle est également absente des zones très arides[10]. On la trouve entre le niveau de la mer et 2500 mètres d'altitude[10].
La musaraigne carrelet est l'espèce de musaraigne la plus abondante et sa population est globalement stable[10]. Au niveau mondial, l'IUCN la classe en préoccupation minimale[10]. En Europe, elle figure sur l'annexe 3 de la Convention relative à la conservation de la vie sauvage et du milieu naturel de l'Europe[10]. Les principales menaces que l'homme fait peser sur la musaraigne carrelet, sans toutefois mettre en danger la survie de l'espèce au niveau global, est, d'une part, la dégradation de ses habitats et, d'autre part, les pesticides et polluants qu'elle ingère par le biais de ses proies[10]. Elle est même utilisée comme espèce indicatrice de la pollution terrestre dans certains pays[10].
Contrairement à une croyance populaire qui lui a valu son nom (musaraneus, en latin, est formé sur mus, « souris », et araneus, « d’araignée »)[11], la musaraigne carrelet n'est pas venimeuse[12]. Il existe bel et bien quelques rares espèces de musaraignes venimeuses, mais la musaraigne carrelet n'en fait pas partie et vit dans des endroits très éloignés de celles-ci[13].
La Musaraigne carrelet (Sorex araneus), également nommée Musaraigne commune ou Musaraigne vulgaire,, est une espèce de petits insectivores de la famille des Soricidae.
Il toporagno comune o toporagno eurasiatico (Sorex araneus Linnaeus, 1758) è la specie più comune di toporagno ed è inoltre uno dei mammiferi più numerosi, essendo diffuso in tutta l'Europa settentrionale, compresa la Gran Bretagna, ma esclusa l'Irlanda.
Misura in media 55–82 mm di lunghezza e pesa solitamente 5-12 grammi. Vive circa 23 mesi. Si riconosce facilmente per la sua pelliccia vellutata color marrone scuro e per il ventre pallido. I giovani presentano un mantello dai colori più chiari, prima che effettuino la loro prima muta, quando si sviluppa il più scuro pelo invernale.
Il toporagno comune è diffuso nelle aree boschive, nelle zone erbose e nelle siepi di Gran Bretagna, in Francia, e soprattutto in Liguria, Scandinavia ed Europa orientale. Ogni esemplare si stabilisce in un territorio di 370-630 metri quadrati, nel quale vivrà per tutta la vita. I maschi estendono i propri confini solamente durante la stagione riproduttiva, quando vanno in cerca di femmine. Ogni toporagno comune è estremamente territoriale e diventa molto aggressivo quando un altro esemplare oltrepassa i confini del proprio territorio.
Questo animale costruisce il proprio nido sottoterra nella sabbia o tra la fitta vegetazione.
I toporagni sono attivi sia di giorno che di notte, sebbene lo siano molto di più durante quest'ultima. Sono quasi sempre in movimento e si riposano solamente per pochi minuti tra un'attività e l'altra.
La dieta carnivora e insettivora del toporagno consiste soprattutto di insetti, lumache, ragni, vermi e carogne. Per sopravvivere, ogni esemplare necessita di consumare ogni giorno una quantità di cibo pari all'80-90% del proprio peso corporeo. Proprio per questo i toporagni devono mangiare ogni due o tre ore. Durante i mesi invernali queste creature non vanno in letargo, poiché i loro corpi sono troppo piccoli per immagazzinare sufficienti riserve di grasso.
I toporagni hanno una vista molto scarsa, ma per localizzare le prede fanno uso di un eccellente senso dell'olfatto e di un buon udito. Con questi sensi, un toporagno può individuare prede nel suolo fino a 12 cm di profondità.
La stagione riproduttiva del toporagno comune dura da aprile a settembre, ma il picco delle nascite si ha durante i mesi estivi. Dopo un periodo di gestazione di 24 o 25 giorni, ogni femmina dà alla luce, 2-4 volte all'anno, una nidiata di 5-7 piccoli. Questi diverranno indipendenti tra i 22 e 25 giorni di età.
Il periodo riproduttivo è l'unico momento della vita dei toporagni in cui questi animali preferiscono non essere solitari. I piccoli spesso formano una carovana dietro la madre, reggendo con la bocca la coda del fratello o sorella che hanno davanti.
Il toporagno comune non è una specie minacciata. Tuttavia in anni recenti il numero dei toporagni comuni è sceso notevolmente a causa dell'aumentato utilizzo degli erbicidi.
In Gran Bretagna il toporagno è protetto nell'ambito del Wildlife and Countryside Act del 1981 ed è reato ucciderne uno senza prima avere ottenuto una licenza.
Nelle aree boschive della Gran Bretagna i toporagni si possono trovare con densità di quasi un esemplare ogni 200 metri quadrati. Questa popolazione è tenuta sotto controllo da gufi, donnole, ermellini e volpi, accaniti predatori del toporagno comune.
Un liquido prodotto da alcune ghiandole situate sulla pelle rende i toporagni piuttosto sgradevoli al gusto ai gatti domestici.
Il toporagno comune o toporagno eurasiatico (Sorex araneus Linnaeus, 1758) è la specie più comune di toporagno ed è inoltre uno dei mammiferi più numerosi, essendo diffuso in tutta l'Europa settentrionale, compresa la Gran Bretagna, ma esclusa l'Irlanda.
Paprastasis kirstukas (Sorex araneus) – kirstukinių šeimos gyvūnas. Plačiai paplitęs šiaurės Europoje ir Didžiojoje Britanijoje, išskyrus Airiją. Aktyvūs visą parą, bet sutemus aktyvesni. Minta vabzdžiais ir kitais bestuburiais. Sveria vidutiniškai 5-12 gramų ir yra 55-82 mm ilgio.
Dauginimosi sezonas tęsiasi maždaug nuo balandžio iki rugsėjo. Vienoje vadoje būna 5-7 jaunikliai. Viena patelė per sezoną atsiveda 2-4 vadas. Vidutinė individo gyvenimo trukmė – 23 mėnesiai.
De bosspitsmuis (Sorex araneus) of gewone bosspitsmuis is een zoogdier in de familie van de spitsmuizen. De wetenschappelijke naam van de soort werd in 1758 gepubliceerd door Carl Linnaeus.[2]
Het dier is tussen de 5,5 en 9 centimeter lang[3] en 5 tot 15 gram zwaar. De staart is 3,2 tot 5,6 centimeter lang. De tanden en kiezen hebben roodbruine tot oranje punten. De vacht is op de rug donkerbruin tot zwart, en op de buik bleek, grijzig wit. Op de zijkant van het lijf is duidelijk een overgang van de twee kleuren te zien, net als bij de veldspitsmuis. De overgang is minder duidelijk bij jonge dieren. De staart van jonge bosspitsmuizen is bedekt met korte bostelhaartjes. Bosspitsmuizen die ouder zijn dan acht maanden verliezen deze haren.
Tijdens de winter kan de bosspitsmuis zijn energieverbruik verminderen door kleiner te worden. De kop kan daarbij tot twintig procent krimpen. De hersenmassa neemt twintig tot dertig procent af, de ruggengraat wordt korter en ook verscheidene organen worden kleiner.[4]
Het voedsel van de bosspitsmuis bestaat vooral uit insecten, spinnen en wormen. Ze zijn zeer vraatzuchtig. Ook eten ze graag slakken, larven en pissebedden, en af en toe een gewerveld dier. Tevens zijn ze aaseters, en ze eten zo nu en dan iets plantaardigs. Bosspitsmuizen eten gemiddeld 80 tot 90% van hun lichaamsgewicht aan voedsel per dag, maar dat is afhankelijk van de temperatuur. Met zijn snuit kan hij prooien vinden die zich een centimeter of twaalf onder de grond bevinden.
Bosspitsmuizen zijn algemeen in het grootste deel van Europa. De soort ontbreekt op het Iberisch Schiereiland, het grootste gedeelte van Frankrijk en in Ierland. In het oosten komt de soort voor tot aan het Baikalmeer. In Nederland zijn de dieren zeer veelvoorkomend, vooral in grasland en bos. Met name als het vochtig is, zijn de dieren talrijk. In de rest van Europa komt de soort wijdverbreid voor, voornamelijk in loofwoud en drasland. Vooral in hoog grasland, varenbossen, heggen en struwelen komt hij voor. In de Alpen komt de soort voor tot op 2480 m hoogte.
Bosspitsmuizen leven een groot gedeelte van hun leven onder het bladafval en onder de grond. 's Winters blijven ze 80% van de tijd in hun ondergrondse holen. Vaak graven ze zelf deze holen, maar ook de holen van muizen, woelmuizen en mollen worden gebruikt. De belangrijkste natuurlijke vijanden zijn uilen.
Spitsmuizen zijn solitaire dieren, die zeer agressief tegenover soortgenoten kunnen zijn. Ze zijn zeer territoriaal, behalve in de paartijd, waarin de dieren nomadisch kunnen worden en gaan zwerven. De paartijd is vanaf maart, en er kunnen jongen tot in de herfst geboren worden. Bij de paring bijt het mannetje in het nek van het vrouwtje, wat regelmatig littekens veroorzaakt.
Na een draagtijd van 20 tot 25 dagen worden er 1 tot 10 (gemiddeld 6 à 7) blinde, naakte jongen geboren. Meestal heeft een vrouwtje één à twee worpen per jaar. Na 9 dagen krijgen de jongen een vacht en na 16 dagen gaan de ogen open. Hun eerste vaste voedsel krijgen de jongen na 21 dagen, en na 22 tot 25 dagen worden de jongen gespeend. Alleen het vrouwtje zorgt voor de jongen.
Jongen worden in de eerste lente na hun geboorte seksueel volwassen. Soms komt het voor dat jongen die vroeg in het jaar geboren worden zich al voortplanten in juli tot september. Als het mannetje seksueel volwassen wordt, verliest hij het haar rond zijn testikels. De testikels kunnen tot wel 10% van het lichaamsgewicht beslaan. Spitsmuizen worden tot 23 maanden oud in het wild. Vijftig procent van alle spitsmuizen overleeft de eerste twee maanden niet.
De verwante tweekleurige bosspitsmuis (Sorex coronatus) is uiterlijk moeilijk te onderscheiden van de "echte" bosspitsmuis (Sorex araneus). Op basis van schedels zijn ze echter wél te onderscheiden. Het leefgebied van beide soorten overlapt in een zone van Nederland tot Zwitserland.
De bosspitsmuis (Sorex araneus) of gewone bosspitsmuis is een zoogdier in de familie van de spitsmuizen. De wetenschappelijke naam van de soort werd in 1758 gepubliceerd door Carl Linnaeus.
Krattspissmus[1] eller vanleg spissmus er den mest utbreidde spissmusa og eit av dei vanlegaste pattedyra i Nord-Europa. Dyra er vanlegvis 55-82 mm lange og veg 5-12 gram. Spissmus har små auge, ein avspissa, rørleg snute og tenner med raude tippar. Dei har ein fløyelsaktig mørkebrun pels og lysare mage. Ungmus har lysare pels fram til den første fellinga når dei får vinterpels.
Spissmus lever i om lag 23 månader. Dei er aktive både om dagen og natta, men helst når det er mørkt.
Krattspissmus held helst til i skog, markland og på heier i Skandinavia, Storbritannia og Aust-Europa. Kvar spissmus etablerer eit revir på om lag 370-630 meter, og blir der heile livet. Hannane kryssar utover desse grensene berre i korte periodar for å finne ein partnar under paringa. Krattspissmus er frykteleg territoriale, og vert særs aggressive om andre spissmus trenger inn på området deira.
Reira deira ligg under jorda eller i tett vegetasjon.
Spissmusa sitt kjøtetande og insektetande kosthald består for det meste av insekt, sniglar, edderkoppar, meitemark og åtsel. For å overleva må ho eta rundt 80-90 % av kroppsvekta si kvar dag, noko ho må eta kvar andre til tredje time for å oppnå. I motsetnad til piggsvin går dei ikkje i dvale om vinteren, sidan kroppane deira er for små til å halda på store nok feittreserver.
Spissmus har dårlege augo, men har særs god luktesans og gode øyro som dei nyttar til å spora opp mat. Med desse sansane kan ei spissmus finna bytte opp til 12 cm ned i jorda.
Paringstida til dei vanlege spissmusene varer frå april til september, med eit høgdepunkt om sommaren. Etter å ha gått drektig i 24-25 dagar føder hoa eit kull på 5-7 spissmusunger, som forlet ho etter 22-25 dagar. Vanlegvis før ei ho opp 2-4 kull i året.
Det er berre i samband med formeiring spissmusene ikkje er einslege. Unge spissmus dannar ofte eit slags «tog» etter mora, kor kvar spissmus ber halen til dyret framfor seg i munnen.
Krattspissmus eller vanleg spissmus er den mest utbreidde spissmusa og eit av dei vanlegaste pattedyra i Nord-Europa. Dyra er vanlegvis 55-82 mm lange og veg 5-12 gram. Spissmus har små auge, ein avspissa, rørleg snute og tenner med raude tippar. Dei har ein fløyelsaktig mørkebrun pels og lysare mage. Ungmus har lysare pels fram til den første fellinga når dei får vinterpels.
Spissmus lever i om lag 23 månader. Dei er aktive både om dagen og natta, men helst når det er mørkt.
Krattspissmus (Sorex araneus) er hjemmehørende i Eurasia og er den mest utbredte spissmusa og et av de vanligste pattedyra i Nord-Europa. Den finnes i Norge, der den også går under beskrivelsene vanlig spissmus og skogspissmus. Arten inngår i slekten Sorex i tribuset Soricini, som er én av seks tribus i underfamilien Soricinae (rødtannspissmus).
Krattspissmusa ble beskrevet av Carl von Linné i 1758. Den er typearten for slekta Sorex og for familien Soricidae (spissmusfamilien).
Dyra er vanligvis 55–82 mm lange og veier 5–12 gram. Spissmus har små øyne, en avspissa, rørlig snute og tenner med røde spisser. Pelsen er som regel trefarget med mørkebrun til svartbrun rygg, lysebrune sider og gråhvit buk. Halen er tofarget med ryggfargen på oversiden og bukfargen under. Det brune feltet langs siden er et godt kjennetegn for å skille arten fra dvergspissmus.[2][3] Ungmus har lysere pels fram til den første fellinga når de får vinterpels.
Spissmus lever i om lag 23 måneder. De er aktive både om dagen og natta, men helst når det er mørkt.
Krattspissmus holder helst til i skog og på enger og heier i Skandinavia, Storbritannia og Øst-Europa. Hver krattspissmus etablerer et revir på om lag 370–630 meter, og blir der hele livet. Hannene krysser utover disse grensene bare i korte perioder for å finne en partner under parringa. Krattspissmus er svært territoriale, og blir svært aggressive hvis andre spissmus trenger inn på området deres.
Reira deres ligger under jorda eller i tett vegetasjon.
Krattspissmusas kjøttetende og insektetende kosthold består for det meste av insekter, snegler, edderkopper, meitemark og åtsel. For å overleve må den ete rundt 80–90 % av kroppsvekta si hver dag, den må ete hver andre til tredje time for å oppnå dette. I motsetning til piggsvin går de ikke i dvale om vinteren.
Spissmus har dårlig syn, men har svært god luktesans og god hørsel som de bruker til å spore opp mat. De bruker også korte skrik med høyere frekvens enn vi kan høre til ekkolokalisering. Med disse sansene kan ei spissmus finne bytte opp til 12 cm ned i jorda.
Paringstida til de krattspissmusene varer fra april til september, med et høydepunkt om sommeren. Etter å ha gått drektig i 24-25 dager føder hunnen et kull på 5–7 unger, som forlater henne etter 22–25 dager. Vanligvis føder ei hunn 2–4 kull i året.
Det er bare i samband med formering spissmusene ikke er enslige. Unge krattspissmus danner ofte et slags «tog» etter mora, hvor hver unge har halen til dyret foran seg i munnen.
Krattspissmus (Sorex araneus) er hjemmehørende i Eurasia og er den mest utbredte spissmusa og et av de vanligste pattedyra i Nord-Europa. Den finnes i Norge, der den også går under beskrivelsene vanlig spissmus og skogspissmus. Arten inngår i slekten Sorex i tribuset Soricini, som er én av seks tribus i underfamilien Soricinae (rødtannspissmus).
Krattspissmusa ble beskrevet av Carl von Linné i 1758. Den er typearten for slekta Sorex og for familien Soricidae (spissmusfamilien).
Multimedia w Wikimedia Commons Ryjówka aksamitna[3][4] (Sorex araneus) – gatunek małego ssaka z rodziny ryjówkowatych.
Długość ciała tego zwierzęcia wynosi 6,5-8 cm, a ogona około 4 cm. Ryjówka aksamitna waży 5-12 g. Kolor sierści zmienia się zależnie od sezonu: zimą ma barwę prawie czarną, a latem brunatno-szaro-kasztanową. Jej okrągłe uszy ledwie wystają z futerka. Ma wydłużony, spiczasty ryjek i ogon o krótkim włosie.[5]
Ryjówka aksamitna występuje w Środkowej i Wschodniej Europie (na terenie Francji, Włoch i Hiszpanii istnieją izolowane populacje), Skandynawii, na Wyspach Brytyjskich i we wschodniej Syberii[6]. W Polsce należy do najpospolitszych ssaków.
Żyje w różnych środowiskach: w ogrodach, lasach liściastych i mieszanych, na zakrzewionych łąkach. Gniazda buduje pod ziemią, pod gęstą roślinnością lub przy próchniejących pniach.
Jest aktywna w dzień i w nocy. Pokarmu szuka w liściastej ściółce i w górnych warstwach ziemi. Potrafi dobrze pływać. Wykopuje sobie gniazdo, lub zajmuje opuszczone nory.[5] Każda ryjówka ustala swoje terytorium o promieniu 370–630 metrów od gniazda, którego trzyma się przez całe życie. Ryjówka aksamitna jest bardzo niegościnna i reaguje agresywnie na pojawienie się innej ryjówki na swoim terytorium.
Żywi się owadami, pająkami, ślimakami, a także padliną.[5] Ryjówka aksamitna jest bardzo żarłocznym zwierzęciem, żeruje całą dobę i zjada w tym czasie pokarm o masie 80–90% ciężaru jej ciała, jedząc co 2–3 godziny[7]. Bez pożywienia ginie w ciągu 10 godzin. Z uwagi na zbyt niską masę ciała (niskie rezerwy tłuszczu) ryjówka aksamitna nie zapada w sen zimowy.
W okresie rozrodczym (od września do stycznia[5]) samce podejmują wyprawy również poza swoje terytorium w celu znalezienia partnerki. Ciąża ryjówki trwa 19-21 dni. 5-9 ślepych młodych przychodzi na świat w gnieździe miękko wysłanym mchem i liśćmi. W chwili urodzenia ważą tylko ok. 1 g. Ich naga skóra jest tak cienka, że widać prześwitujące przez nią narządy wewnętrzne. Ryjówki aksamitne otwierają oczy w 18 dniu życia. Ssą matkę przez 3 tygodnie, po czym stają się samodzielne.[5]
Na ryjówki polują głównie ptaki drapieżne i sowy. Ryjówki aksamitne mają po bokach ciała i u nasady ogona gruczoły produkujące wydzielinę niesmaczną i śmierdzącą piżmem. Czyni ona ryjówkę niejadalną dla lisów, kun i wielu innych drapieżników.[5]
W Polsce podlega ochronie częściowej[8].
Ryjówka aksamitna (Sorex araneus) – gatunek małego ssaka z rodziny ryjówkowatych.
Piskor obyčajný[3] alebo piskor lesný[2] (Sorex araneus) je hmyzožravec z čeľade piskorovité. Obýva Palearktídu po Bajkalské jazero. Výskyt na Slovensku bol doložený na 90,3 % územia.[3] Podľa Medzinárodnej únie na ochranu prírody a prírodných zdrojov piskor obyčajný patrí medzi najmenej ohrozené druhy, celková populácia je stabilná.[1]
Zo 429 mapovacích kvadrátov DFS sa celkovo vyskytol v 389 (90,3 % rozlohy Slovenska, do roku 1964 len v 114, 26,5 %) v nadmorských výškach 97 (Tajba) – 2 221 m n. m. (Svišťové sedlo vo Vysokých Tatrách).[3]
Je zákonom chránený, spoločenská hodnota je 90 € (Vyhláška MŽP č. 24/2003 Z.z. v znení č. 492/2006 Z. z., 638/2007 Z. z., 579/2008 Z. z., 173/2011 Z. z., 158/2014 Z. z., účinnosť od 01.01.2015).[4] Druh je zaradený do Bernského dohovoru (Príloha III).[5]
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Piskor obyčajný
Wikidruhy ponúkajú informácie na tému Piskor obyčajný
Wikislovník ponúka heslo Piskor obyčajný
Tento článok týkajúci sa živočíchov je zatiaľ „výhonok“. Pomôž Wikipédii tým, že ho doplníš a rozšíriš. Piskor obyčajný alebo piskor lesný (Sorex araneus) je hmyzožravec z čeľade piskorovité. Obýva Palearktídu po Bajkalské jazero. Výskyt na Slovensku bol doložený na 90,3 % územia. Podľa Medzinárodnej únie na ochranu prírody a prírodných zdrojov piskor obyčajný patrí medzi najmenej ohrozené druhy, celková populácia je stabilná.
Gozdna rovka (znanstveno ime Sorex araneus) je vrsta rovke, ki je razširjena tudi v Sloveniji.
Kožuh na hrbtu je rjavo črne barve, boki so rdečkato rjavi, trebuh pa je rumenkast do srebeno siv. Gobček je podaljšan v šilast rilček. Konice zob so rdeče rjave. Dolžina trupa pri odraslih živalih znaša med 6 in 8,5 cm, dolžina repa 3 do 5 cm, telesna masa pa znaša med 6 in 12g.[2]
Aktivna je podnevi in ponoči, tudi pozimi in je neprestano na lovu, pri čemer med ciklusi hranjenja kratek čas počiva.[3] Hrani se z žuželkami, pajkovci, deževniki, polži, malimi sesalci, pa tudi z mrhovino.[2] Gozdna rovka mora zaradi hitre presnove na dan zaužiti veliko hrane, tako da v povprečju zaužijejo med 200 in 300 % lastne teže[3][4]
Gozdne rovke so se prilagodile zimskim razmeram tako, da se njihova lobanja zmanjša za skoraj 20 %, njihovi možgani pa kar za 30 %. Zmanjšajo se tudi drugi notranji organi, skrajša pa se tudi hrbtenica. Skupna telesna masa se posledično zmanjša za okoli 18%. Spomladi začnejo gozdne rovke ponovno rasti in kmalu dosežejo prejšnjo velikost. Znanstveniki predvidevajo da nizke temperature povzročijo v telesu reakcijo, pri čemer začnejo tkova in kosti razpadati in se vsrkavati v telo. Z višanjem temperature v okolju se sproži proces ponovne rasti. S tako prilagoditvijo so si gozdne rovke povečale možnost preživetja v zimskem času, saj manjše telo potrebuje manj hranil.[5][6]
Parjenje pri gozdni rovki poteka od aprila do novembra, brejost pri samicah pa traja od 19 do 21 dni. Samica koti 2-4 krat na leto po 5-9 golih in slepih mladičev, ki sesajo tri tedne, nato pa se osamosvojijo.[2] V naravi živijo okoli 14 mesecev.
Evropa do centralne Azije. V Sloveniji živi na nadmorskih višinah od 145 do 1900 m . Naseljuje vlažna in močvirna območja, gozdove in parke.[2]
Gozdna rovka (znanstveno ime Sorex araneus) je vrsta rovke, ki je razširjena tudi v Sloveniji.
Vanlig näbbmus (Sorex araneus) är den vanligaste arten i familjen näbbmöss, och även en av de vanligaste däggdjursarterna i Nordeuropa.[källa behövs] Näbbmusen är insektsätare och är närmre besläktad med äkta insektsätare, som igelkottar och mullvadar, än med möss. IUCN kategoriserar den som livskraftig (LC).[1]
Vanlig näbbmus återfinns i princip över hela Nord-, Öst- och Centraleuropa förutom på vissa öar som Irland, Island, och några öar i Medelhavet som Sicilien och Korsika. Den förekommer inte heller på iberiska halvön, där den istället ersätts av den spanska näbbmusen. Utbredningsområdet sträcker sig österut till Bajkalsjön och Himalaya.
Den vanliga näbbmusen är cirka 50–80 mm lång med en svans på cirka 30–55 mm lång. Den väger runt 3,5–15 g. På ryggen är pälsen mörk och ljusare på buken, även svansen visar den tvåfärgning, med en mörk översida och en ljus undersida. Svansen är från början pälstäckt, men individer som övervintrat har ofta pälslös svans, vilken även kan vara förfrusen i spetsen. Tänderna är som hos alla näbbmöss av släktet Sorex tvåfärgade med vit tandbas och rödbruna tandspetsar. Näbbmushanen har den minsta penisen av alla ryggradsdjur, cirka 5 mm lång.[källa behövs]
Den vanliga näbbmusen är den enda däggdjursart för vilken kunnat beläggas att även de celler som inte är könsceller har ett variabelt kromosomantal; hanarna varierar mellan 21 och 27 kromosoner och honorna mellan 20 och 25.[källa behövs]
Vanlig näbbmus förekommer i många olika sorters biotoper men föredrar blöta skogar och ängar. Den är en god klättrare, och tar sig gärna in i hus för att övervintra. Arten är starkt revirhävdande. Den kan vara aktiv både på dagen och på natten. Födan utgörs huvudsakligen av daggmaskar, insekter och deras larver samt snäckor och ibland även av mindre ryggradsdjur.
Parningstiden infaller mellan april och oktober. De flesta ungarna föds tidigt under våren eller sommaren. Honan kan föda två till fyra kullar per år. Honan får vanligtvis 4 till 7 ungar per kull och ungarna är ungefär stora som ärtor och väger bara 0,4 gram. Efter 20 till 22 dagar öppnar ungarna sina ögon för första gången och efter ungefär 30 dagar är de självständiga. De lämnar boet när de är en månad gamla. I naturen blir den vanliga näbbmusen cirka 16 månader gammal.
Wikimedia Commons har media som rör Vanlig näbbmus.
Vanlig näbbmus (Sorex araneus) är den vanligaste arten i familjen näbbmöss, och även en av de vanligaste däggdjursarterna i Nordeuropa.[källa behövs] Näbbmusen är insektsätare och är närmre besläktad med äkta insektsätare, som igelkottar och mullvadar, än med möss. IUCN kategoriserar den som livskraftig (LC).
Yaygın sivri fare (Sorex raddei), burnu kirpi gibi uzun bir böcekçil memeli türü.
Türkçede "fare" olarak adlandırılmalarına ve genel görünüm olarak benzemelerine karşın, farelerden ayrı bir takımda yer alırlar.
Vücudun üst ve alt tarafı aynı koyu renktedir. Uzun kuyrukludurlar. Boyları yaklaşık 7,4-8,4 cm uzunluğunda ve 11-12 gram ağırlığında olurlar. Türkiye'de orta ve doğu Karadeniz bölgesinde yaygınlardır.
Böcekçil ile ilgili bu madde bir taslaktır. Madde içeriğini geliştirerek Vikipedi'ye katkıda bulunabilirsiniz. Yaygın sivri fare (Sorex raddei), burnu kirpi gibi uzun bir böcekçil memeli türü.
Türkçede "fare" olarak adlandırılmalarına ve genel görünüm olarak benzemelerine karşın, farelerden ayrı bir takımda yer alırlar.
Vücudun üst ve alt tarafı aynı koyu renktedir. Uzun kuyrukludurlar. Boyları yaklaşık 7,4-8,4 cm uzunluğunda ve 11-12 gram ağırlığında olurlar. Türkiye'de orta ve doğu Karadeniz bölgesinde yaygınlardır.
Мідиця звичайна, або бурозубка звичайна (Sorex araneus) — вид роду мідиць (Sorex) родини мідицевих, або бурозубих землерийок (Soricidae). Типовий вид роду Sorex, який, у свою чергу, є типовим родом для всієї родини мідицевих, Soricidae.
55—82 мм завдовжки і вагою 5—12 г. Має бархатисте темно-буре хутро та блідіші нижні частини тіла. Молоді тварини світліші до першого линяння, коли з'являється перше зимове хутро. Також ця мідиця має маленькі очі, гостру морду та зуби з рудими коронками. Живе у середньому близько 23 місяців.
На прикладі цього виду описано явище Денеля — феномен зимової депресії метричних ознак.
Найпоширеніший представник родини мідицевих (Soricidae) та один з найпоширеніших ссавців Північної Європи, включаючи Велику Британію. В Україні — один з найпоширеніших видів своєї родини. Найхарактерніший для лісової та лісостепової смуг, долинами річок і мережею байраків проникає глибоко у степ.
До цього виду відноситься складний комплекс видів і хромосомних рас невизначеного (імовірно, напіввидового та підвидового) рангу. Унікальною особливістю виду є широкий хромосомний поліморфізм (2Na=18=28) і складна система статевих хромосом (у самців тривалент XY1Y2).
Мідиця звичайна, або бурозубка звичайна (Sorex araneus) — вид роду мідиць (Sorex) родини мідицевих, або бурозубих землерийок (Soricidae). Типовий вид роду Sorex, який, у свою чергу, є типовим родом для всієї родини мідицевих, Soricidae.
Sorex araneus là một loài động vật có vú trong họ Chuột chù, bộ Soricomorpha. Loài này được Linnaeus mô tả năm 1758.[3]
,_Natural_History_Museum,_London,_Mammals_Gallery.JPG)
Phương tiện liên quan tới Sorex araneus tại Wikimedia Commons
Bài viết liên quan đến họ Chuột chù này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Sorex araneus là một loài động vật có vú trong họ Chuột chù, bộ Soricomorpha. Loài này được Linnaeus mô tả năm 1758.
Обыкновенная бурозубка[1][2], или обыкновенная землеройка[2], или лесная землеройка[2] (лат. Sorex araneus) — вид бурозубки среднего размера самый распространённый представитель семейства землеройковых и один из самых распространённых млекопитающих Северной Европы.
Млекопитающие среднего размера с длинным хвостом и большими задними лапами. Обыкновенная бурозубка достигает в длину 55—82 мм и весит 4—16 г. Длина хвоста 60—75 мм, длина ступни 10—15 мм. Окраска сверху тела тёмно-бурая иногда почти чёрно-бурая, низ — более светлого окраса светло-бурый, грязно-белый. Молодые особи окрашены несколько светлее, бурого окраса. Хвост покрыт короткими волосками или голый, по длине примерно равен телу. Ушная раковина большей частью или полностью скрыта мехом. Мордочка вытянута вперёд и сужена. Продолжительность жизни — около 23 месяцев.
Густые травяные заросли, лесной подлесок, кустарниковые заросли, вересковые пустоши. Может жить и дома.
Насекомые, дождевые черви, паукообразные, многоножки, улитки и другие наземные беспозвоночные.
2—4 помёта по 5—7 детенышей, которые рождаются голыми и слепыми. Питаются молоком матери первые 3 недели своей жизни. Половой зрелости достигают в 3—4 месяца.
Обыкновенная бурозубка, или обыкновенная землеройка, или лесная землеройка (лат. Sorex araneus) — вид бурозубки среднего размера самый распространённый представитель семейства землеройковых и один из самых распространённых млекопитающих Северной Европы.
첨서(Sorex araneus) 또는 유라시아뒤쥐는 아일랜드섬을 제외하고, 그레이트브리튼섬을 포함한 북유럽 전역에서 가장 흔한 땃쥐류이자 포유류의 하나이다.[2] 몸길이는 5.5~8.2cm, 몸무게는 5~12g 정도이다.
