Deugotyledon ac un o deulu'r 'pincs' fel y'u gelwir ar lafar gwlad yw Penigan y forwyn sy'n enw gwrywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Caryophyllaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Dianthus deltoides a'r enw Saesneg yw Maiden pink.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Penigan Gwyryfaidd, Ceian, Ceilys, Euad.
Caiff ei dyfu'n aml mewn gerddi oherwydd lliw'r planhigyn hwn. Mae'r dail wedi'i gosod gyferbyn a'i gilydd.
Deugotyledon ac un o deulu'r 'pincs' fel y'u gelwir ar lafar gwlad yw Penigan y forwyn sy'n enw gwrywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Caryophyllaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Dianthus deltoides a'r enw Saesneg yw Maiden pink. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Penigan Gwyryfaidd, Ceian, Ceilys, Euad.
Caiff ei dyfu'n aml mewn gerddi oherwydd lliw'r planhigyn hwn. Mae'r dail wedi'i gosod gyferbyn a'i gilydd.
Hvozdík kropenatý (Dianthus deltoides) je vytrvalá bylina z čeledi hvozdíkovitých. Rodové jméno Dianthus pochází z latinského slova deus = bůh a řeckého anthos = květ (boží květ, léčivá bylina), druhové jméno deltoides = trojúhelníkový (tvar korunních lístků).
Jedná se o trsnatou, 10 – 30 cm vysokou rostlinu, na kterou můžeme v přírodě narazit od června do říjen.
Lodyha je chudě větvená (vidličnatě), tence oblá a krátce chlupatá. Rozlišujeme 2 typy lodyh: krátké nekvetoucí a dlouhé kvetoucí.
Listy jsou čárkovité až úzce kopinaté špičaté a po okraji zoubkovitě drsné. Dorůstají do délky 1 - 2,5 cm a šířky 1 – 3 mm. Listy z přízemní růžice někdy přezimují.
Květy mají válcovitý tvar a květní obaly rozlišené na zelený, ale často nafialovělý nebo načervenalý, úzký, trubkovitý kalich,který je nevonný a karmínově až nachově červenou korunu, složenou z pěti korunních lístků, na jejímž ústí můžeme pozorovat bílé tečky a příčné linky. Konce korunních lístků bývají zubatě zakončené. Květy jsou umístěné na delších stopkách, buď jednotlivě nebo v chudých vidlanech. V květu se nachází 10 tyčinek[1].
Plodem jsou válcovité tobolky.
Hvozdík kropenatý můžeme najít na mezích, slunných stráních, loukách, pastvinách, okrajích lesů a vřesovištích. Roste na suchých až mírně vlhkých půdách, které mohou být minerálně chudé, kyselé, písčité, hlinité i humózní. Bylina se vyhýbá vápenité půdě. Výškově se tento druh vyskytuje od nížin po pahorkatiny. Areál rozšíření zahrnuje téměř celou Evropu - na severu zasahuje až po Skotsko a jižní část Norska, Finska a Švédska. Rostlina byla také zavlečena do Severní Ameriky.Vytváří souvislé porosty.
Rostlina je pěstována výhradně pro zahradnické účely. V lidovém léčitelsví se z hvozdíku kropenatého připravují aromatické čaje, které pomáhají při rýmě a mají tišící a nervy uklidňujcí účinek.
Opylovači hvozdíku jsu denní motýli.
mrtvého oči, slzičky, hřebíček, kropenka, strakáček, hvozdička, kartouzek, klíneček, planý karafiát, pyrkovka, slzičky Panny Marie, očka, očička, svaté slzy, karafiátek, svatebník.
Detail květu
Detail postavení květu na stonku
Typické uskupení
Detail uskupení
Dianthus deltoides subsp. alpinus
Obrázky, zvuky či videa k tématu hvozdík kropenatý ve Wikimedia Commons
Galerie hvozdík kropenatý ve Wikimedia Commons
Hvozdík kropenatý (Dianthus deltoides) je vytrvalá bylina z čeledi hvozdíkovitých. Rodové jméno Dianthus pochází z latinského slova deus = bůh a řeckého anthos = květ (boží květ, léčivá bylina), druhové jméno deltoides = trojúhelníkový (tvar korunních lístků).
Bakkenellike (Dianthus deltoides), ofte skrevet bakke-nellike, er en 10-20 cm høj urt, der vokser på overdrev og skrænter. Blomsterne har en fin nellikeduft.
Bakkenellike er en flerårig urt med en tæppedannende, nedliggende til opstigende vækst. Stænglerne er spinkle og glatte med en fin, blålig dug. Bladene sidder modsat, og de er smalt lancetformede med hel rand. Oversiden er mørkt grågrøn, mens undersiden er lyst blågrå.
Blomstringen sker i juni-august, hvor man ser de endestillede, røde blomster spredt på planten. Blomsten er regelmæssig og femtallig med lyserøde til karminrøde kronblade, der bærer en mørktfarvet ring tæt ved svælget. Frugterne er kapsler med mange frø.
Rodnettet består af krybende stængler, som dels bærer de overjordiske skud og dels de trævlede rødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,25 x 1 m (25 x 5 cm/år), heri ikke medregnet skud fra underjordske udløbere. Målene kan bruges til beregning af planteafstande i fx haver.
Arten er udbredt over det meste af Europa og findes helt ind i Centralasien og ned i Kashmir. Overalt foretrækker den solåbne voksesteder med lav vegetation (enge, heder, overdrev og sætere). I Danmark er den temmelig almindelig på overdrev, skrænter og sandet bund. Den mangler på Anholt.
I strandenge på Alrø findes planten sammen med bl.a. engelskgræs, rød svingel, strandasters, strandbede, strandmalurt, strandtrehage og strandvejbred.
Planten kan bruges som bunddække i stenbede, mellem knoldestensbelægninger og i hedebede. Kronbladene kan bruges som krydderi i en en snaps.
Bakkenellike (Dianthus deltoides), ofte skrevet bakke-nellike, er en 10-20 cm høj urt, der vokser på overdrev og skrænter. Blomsterne har en fin nellikeduft.
Die Heide-Nelke (Dianthus deltoides) ist eine Pflanzenart, die zur Familie der Nelkengewächse (Caryophyllaceae) gehört. Sie ist in Eurasien weit verbreitet. In Deutschland steht sie unter Naturschutz. Die Stiftung Naturschutz Hamburg kürte die Heide-Nelke zur Blume des Jahres 2012.
Die Heide-Nelke wächst als ausdauernde krautige Pflanze und erreicht Wuchshöhen von 10 bis 40 cm.[1] Der kurz behaarte Stängel ist nur am Grund verzweigt.[1] Die gegenständig am Stängel angeordneten Laubblätter besitzen eine bis 2,5 cm lange, schmal linealische, dicht kurz behaarte Blattspreite.[1]
Die Heide-Nelke ist gynodiözisch. Die gestielten Blüten stehen einzeln oder zu wenigen in rispigen Blütenständen zusammen.[1] Am Grunde des Kelchs befinden sich zwei Hochblätter, die häufig auch als Kelchschuppen bezeichnet werden; sie sind eiförmig, nur halb so lang wie der 12 bis 18 mm lange Kelch und besitzen eine aufgesetzte Granne.[1] Die Blüte ist radiärsymmetrisch und fünfzählig mit doppelter Blütenhülle. Der Kelch weist spitze Kelchzähne auf.[1] Die fünf etwa 1 cm langen Kronblätter erscheinen von oben gesehen platt und sind an der Spitze gezähnt. Sie sind purpurn gefärbt und weisen eine weiße Punktierung und einen dunkleren Ring auf. Die Blüten schließen sich abends. Die Blütezeit reicht von Juni bis September.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 30.[2]
Das Areal der Heide-Nelke reicht über fast ganz Europa (mit Ausnahme des äußersten Nordens und Südens) bis nach West-Sibirien und über den Jenissei. In Nordamerika, in Argentinien und in Neuseeland kommt die Heide-Nelke als Neophyt vor.[3]
Die Heide-Nelke ist eine auch in Deutschland weit verbreitete, aber regional nur zerstreut vorkommende Pflanze, die hier nach der Bundesartenschutzverordnung besonders geschützt ist.[4] In einigen Bundesländern steht sie zudem auf der Roten Liste der Gefäßpflanzen.
Im natürlichen Habitat findet man sie in submeridionalen bis borealen Klimazonen, vom Flach- bis ins Hügelland, meist unterhalb 700 Meter NN. Sie steigt aber beispielsweise im Erzgebirge bis 1100 m und in Graubünden sogar bis 2020 m auf. Im Flach- und Hügelland ist sie häufig auf bodensauren Sandtrocken- und Silikatmagerrasen zu finden, zusammen mit dem Roten Straußgras (Agrostis capillaris) oder dem Gewöhnlichen Flügelginster (Genista sagittalis). Manchmal kommt sie auch auf ruderal beeinflussten Wiesen vor. Die Heide-Nelke meidet kalkhaltige Böden. Sie kommt in Mitteleuropa sowohl in Gesellschaften des Verbands Violion, des Verbands Koelerio-Phleion als auch im Viscario-Avenetum pratensis aus dem Verband Mesobromion vor.[2]
Sie überdauert den Winter als Hemikryptophyt bzw. krautiger, wintergrüner Chamaephyt,[5] bildet oberirdische Ausläufer und kriechende Stängel. Die häufig vormännlichen Blüten werden von Insekten, insbesondere Faltern, bestäubt und schließen ab 20 Uhr. Neben Zwitterblüten sind auch weibliche Blüten vorhanden; man findet aber auch rein weibliche Pflanzen.[6]
Ihre Samen benötigen Kälte, um zu keimen. Es kommen sowohl rein weibliche als auch rein männliche Exemplare vor.[6]
Die Heide-Nelke dient als Futterpflanze oligophag für die Raupen der Karthäusernelken-Kapseleule (Hadena compta Denis & Schiffermüller, 1775),[7] die zu den Eulenfaltern (Noctuidae) gehört. Die Raupe frisst zuerst an den Kapselfrüchten und später an den Blättern.[1]
Dianthus deltoides wurde 1753 von Carl von Linné in Species Plantarum erstveröffentlicht.[8]
Man kann folgende Unterarten unterscheiden:[9]
Für den Garten gibt es auch weiße, rosafarbene, rote und gefüllte Sorten.
Für die Heide-Nelke bestehen bzw. bestanden auch die weiteren deutschsprachigen Trivialnamen: Blutströpflin, Dondernegeln, Donnernägelein, Donnernelke (Schlesien), Feldnägelen (Tirol), Flättchen (Eifel bei Dreis), Flettchen (Eifel bei Dreis), Haideflättchen (Eifel bei Dreis), Heidnäglein (Ostpreußen), Heidenelke (Schlesien), Jungfernnelke (Schlesien, Württemberg), Marientropfen, St. Christoffelblumen und Vieruhrenblumen (Eifel bei Daun).[10]
Die Heide-Nelke (Dianthus deltoides) ist eine Pflanzenart, die zur Familie der Nelkengewächse (Caryophyllaceae) gehört. Sie ist in Eurasien weit verbreitet. In Deutschland steht sie unter Naturschutz. Die Stiftung Naturschutz Hamburg kürte die Heide-Nelke zur Blume des Jahres 2012.
Dianthus deltoides (spink) is a species o Dianthus native tae maist o Europe an wastren Asie.[1][2][3]
Wiatrôczk (Dianthus deltoides L.) – to je wielelatnô roscëna z rodzëznë granôtkòwatëch. Òn rosce m. jin. na Kaszëbach.
Dianthus deltoides, the maiden pink, is a species of Dianthus native to most of Europe and western Asia.[1][2][3] It can also be found in many parts of North America, where it is an introduced species.[4]
It is a herbaceous perennial plant growing to 45 centimeters tall. It has very narrow green or glaucous leaves forming a loosely tufted plant. The flowers are 15–20 millimeters across and usually pink, but they may be white and are often spotted white. It has an epicalyx of bracteoles, meaning it has a group of specialised leaves at the base of the flower. The calyx tube itself is not scarious (papery and membranous) at the joints between the lobes.
It is a plant of often calcareous (chalky) grassland but may also be found on rocky ground and occasionally on old mine spoil.[3][5] It has been observed to hybridise with introduced Dianthus barbatus, when native.[6]
It is widely used in horticulture with many cultivars such as 'Zing Rose',[7] sold as garden ornamental plants with flowers in a range of pink colours and sometimes darker green foliage.[5] In the UK it has gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.[8][9]
Dianthus deltoides, the maiden pink, is a species of Dianthus native to most of Europe and western Asia. It can also be found in many parts of North America, where it is an introduced species.
It is a herbaceous perennial plant growing to 45 centimeters tall. It has very narrow green or glaucous leaves forming a loosely tufted plant. The flowers are 15–20 millimeters across and usually pink, but they may be white and are often spotted white. It has an epicalyx of bracteoles, meaning it has a group of specialised leaves at the base of the flower. The calyx tube itself is not scarious (papery and membranous) at the joints between the lobes.
It is a plant of often calcareous (chalky) grassland but may also be found on rocky ground and occasionally on old mine spoil. It has been observed to hybridise with introduced Dianthus barbatus, when native.
Dianthus deltoides es una herbácea de la familia de las cariofiláceas.
Planta vivaz, de 15 a 30 cm, algo cespitosa y enmarañada. Hojas lineares, pubescentes en los márgenes y nervio medio, romas las inferiores y las de los tallos no floríferos y puntiagudas las de los floríferos. Flores generalmente solitarias, de color rosa intenso con manchas pálidas y una banda basal oscura. Epicáliz con segmentos ovales, papiráceos en los bordes y la mitad de largos que el cáliz; éste es pubescente y casi cilíndrico. Florece durante el verano.[1]
Pastizales de montaña.
Europa.
Dianthus deltoides fue descrita por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 1: 411. 1753[2]
Número de cromosomas de Dianthus deltoides (Fam. Caryophyllaceae) y táxones infraespecíficos: 2n=30[3]
Dianthus: nombre genérico que procede de las palabras griegas deos («dios») y anthos («flor»), y ya fue citado por el botánico griego Teofrasto.
deltoides: epíteto latíno que significa "como la letra griega delta".[4]
[6]
_clean,_no-description.jpg)
_(2).jpg)
|coautores= (ayuda) 
Datos: Q159756
Multimedia:
Especies: Dianthus deltoides
Nurmnelk (Dianthus deltoides) on taimeliik nelgiliste sugukonnast nelgi perekonnast.
Lillade õitega kuni 40 cm kõrgune nelgiliste sugukonna taim, mille vars ja lehed on kergelt sinakasrohelised. Nurmnelgi erepunased õied on rohumaadel alati hästi nähtavad. Nurmnelk kasvab kuival ja mõõdukalt niiskel heinamaal, sageli muudes elupaikades – metsaservadel ja hõredates kuivades metsades. Eestis paiguti sage. Õitseb juunist septembrini.
Rahvasuus: metsnelk, pirdirohi, näälike, silmalilled, pääsukesesilmad, verelilled.
Nurmnelk (Dianthus deltoides) on taimeliik nelgiliste sugukonnast nelgi perekonnast.
Lillade õitega kuni 40 cm kõrgune nelgiliste sugukonna taim, mille vars ja lehed on kergelt sinakasrohelised. Nurmnelgi erepunased õied on rohumaadel alati hästi nähtavad. Nurmnelk kasvab kuival ja mõõdukalt niiskel heinamaal, sageli muudes elupaikades – metsaservadel ja hõredates kuivades metsades. Eestis paiguti sage. Õitseb juunist septembrini.
Rahvasuus: metsnelk, pirdirohi, näälike, silmalilled, pääsukesesilmad, verelilled.
Ketoneilikka (Dianthus deltoides) on kohokkikasvien heimoon kuuluva monivuotinen ruoho. Ketoneilikka on luokiteltu Suomessa silmälläpidettäväksi lajiksi.[2] Lajin tieteellinen nimi tarkoittaa "kolmiomaista jumalten kukkaa".[3]
Monivuotinen ketoneilikka kasvaa 10–30 cm korkeaksi ja muodostaa löyhästi mätästäviä, kohenevia kasvustoja. Väriltään kasvi on vihreä tai sinivihreä. Varsi on lyhytkarvainen. Vastakkain olevat varsilehdet ovat kapeita ja tasasoukkia tai tasasoukan suikeita. Lehdet kasvavat tyvestä yhdiskasvuiseksi tupeksi. Kukat ovat pitkäperäisiä ja sijaitsevat varren päissä yksittäin tai vähäkukkaisina viuhkoina. Säteittäisen kukan halkaisija on vajaat kaksi senttiä, ja sekä sen verhiö että teriö ovat viisilehtisiä. Verhiö on torvimainen ja ulkoverhiöllinen. Lisäteriö puuttuu. Terälehdet ovat kärjestä hammaskärkisiä ja väriltään purppuranpunaisia, joskus harvoin myös vaalenapunaisia tai valkoisia. Tarkkaan katsoen kukissa näkyy hivenen tomusokerimaista valkoista väriä. Emin vartaloita on kaksi kappaletta. Suomessa ketoneilikka kukkii kesä-elokuussa. Hedelmä on neliliuskaisesti aukeava kota.[4][5]
Ketoneilikka voi risteytyä mykeröneilikan (D. armeria) ja pulskaneilikan kanssa.[6]
Euroopassa ketoneilikka on levinnyt lähes koko maanosaan Pyreneiltä Keski-Venäjälle. Se puuttuu kuitenkin mantereen pohjoisimmista ja eteläisimmistä osista, Irlannista, Skotlannista, Färsaarilta, Islannista ja Huippuvuorilta, sekä suurimmasta osasta Pyreneiden niemimaata, Romaniaa, Bulgariaa ja Kreikkaa. Aasian puolella lajia tavataan paikoitellen Etelä-Siperiassa. Ihmisen mukana laji on levinnyt Pohjois-Amerikkaan, jossa sitä tavataan harvinaisena tulokkaana.[6]
Suomessa ketoneilikkaa tavataan Keski-Lappia myöten. Yleisin laji on Etelä- ja Itä-Suomessa. Yhtenäinen esiintymisalue ulottuu Vaasan korkeudelle asti, muualla esiintymisalue on hajanaisempi.[7] Oulun korkeudelle saakka laji on muinaistulokas, pohjoisempana uustulokas.[8]
Ketoneilikka on kuivien kasvupaikkojen luonteenomainen laji. Se viihtyy kivisillä mäenrinteillä, rinneniityillä, tienvarsilla ja pientareilla sekä kedoilla.[8] Suomessa laji on taantunut paikoin rajusti viime vuosikymmeninä ketojen umpeenkasvun seurauksena.[9][10]
Ketoneilikan kukissa on Suomen oloihin harvinaisen kirkas punainen väri. Kukat houkuttelevat värillään ja tuoksullaan pölyttäjiä, joina yleensä toimivat perhoset.[5]
Ketoneilikkaa viljellään puutarhojen koristekasvina, jolloin kukat ovat yleensä luonnonkantoja tummempia. Lajia käytetään myös ketosiemensekoituksissa.[2]
Ketoneilikka (Dianthus deltoides) on kohokkikasvien heimoon kuuluva monivuotinen ruoho. Ketoneilikka on luokiteltu Suomessa silmälläpidettäväksi lajiksi. Lajin tieteellinen nimi tarkoittaa "kolmiomaista jumalten kukkaa".
L'œillet à delta, œillet couché ou œillet glauque (Dianthus deltoides) est une espèce de plantes herbacées de la famille des Caryophyllaceae.
Dianthus deltoides (Vallée de l'Ossau)
Dianthus deltoides (Vallée du Marcadau)
Les tiges forment des touffes basses.
En France, cette espèce est protégée ou soumise à réglementation (voir INPN).
L'œillet à delta, œillet couché ou œillet glauque (Dianthus deltoides) est une espèce de plantes herbacées de la famille des Caryophyllaceae.
Dźiwja nalika (Dianthus deltoides) je rostlina ze swójby nalikowych rostlinow (Caryophyllaceae). Dalše serbske mjeno je swědračk.
Dźiwja nalika je trajne zelo, kotrež docpěwa wysokosć wot 15 hač 40 cm. Rostlina njese njekčějace wubitki.
Stołpik je husto, krótko kosmaty a njese 1-3 kćenja.
Łopjena su linealiske.
Kćěje wot junija hač septembra. Kćenja su ćmowopurpurne, docpěwaja šěrokosć wot 1,2 hač 1,8 cm a steja zwjetša na kóncach rozhałuzowanych stołpikow. Krónowe łopješka maja ćěmnu prěčnu liniju a běłe dypki. Na spódku kćenjow stej dwě owalnej, krótko kochtatej keluškowej šupiznje.
Rosće na suchich łukach a pastwach nad silikatowej kamjeniznu, skłoninach, pěskowych trawnikach. Preferuje suche, małowapnite pódy.
Rostlina je w sewjernej a srjedźnej Europje rozšěrjena.
Dźiwja nalika (Dianthus deltoides) je rostlina ze swójby nalikowych rostlinow (Caryophyllaceae). Dalše serbske mjeno je swědračk.
Dianthus deltoides L. (Garofanino minore) è una specie di Dianthus. Pianta tipica della maggior parte dell'Europa e dell'Asia occidentale.[1][2][3] È piuttosto diffusa anche nel Nord America, dove è stata introdotta.[4]
Si tratta di una pianta erbacea perenne che cresce fino a 45 cm di altezza. Presenta foglie verdi o glauche molto strette che formano una pianta con impianto a ciuffi. I fiori misurano 15–20 mm di diametro e sono solitamente di colore rosa, più raramente bianchi o con macchie di questo colore. Viene ampiamente impiegata nell'orticoltura, trovando ampio mercato come pianta ornamentale da giardino. Necessita di suoli acidi.
Dianthus deltoides L. (Garofanino minore) è una specie di Dianthus. Pianta tipica della maggior parte dell'Europa e dell'Asia occidentale. È piuttosto diffusa anche nel Nord America, dove è stata introdotta.
Si tratta di una pianta erbacea perenne che cresce fino a 45 cm di altezza. Presenta foglie verdi o glauche molto strette che formano una pianta con impianto a ciuffi. I fiori misurano 15–20 mm di diametro e sono solitamente di colore rosa, più raramente bianchi o con macchie di questo colore. Viene ampiamente impiegata nell'orticoltura, trovando ampio mercato come pianta ornamentale da giardino. Necessita di suoli acidi.
Šilinis gvazdikas (lot. Dianthus deltoides) – gvazdikinių (Caryophyllaceae) šeimos, gvazdikų (Dianthus) genties žolinis augalas.
Auga nuo Vakarų Europos Atlanto pakrantės (Ispanija, Prancūzija) iki Sibiro (Irkutsko sritis, Tuva); taip pat Indijos valstijoje Kašmyre.
Aukštis 20-40 cm. Vegetatyviniai stiebai tankiai apaugę lapais, trumpi, o žiediniai stiebai kur kas ilgesni, viršuje išsišakoję. Žiedai susitelkę į ryškiai rausvus žiedynus Žydi nuo birželio pabaigos iki spalio vidurio.
Auga pievose, sausuose, akmeninguose dirvožemiuose, apleistuose laukuose.
Šilinis gvazdikas (lot. Dianthus deltoides) – gvazdikinių (Caryophyllaceae) šeimos, gvazdikų (Dianthus) genties žolinis augalas.
De steenanjer ook wel Vechtdalanjer of Zwolse anjer (Dianthus deltoides) is een vrij kort levende vaste plant, die behoort tot de anjerfamilie. De soort staat op de Nederlandse Rode lijst van planten als vrij zeldzaam en matig afgenomen. In Nederland is de plant vanaf 1 januari 2017 niet meer wettelijk beschermd. De plant komt van nature voor in Eurazië. Het aantal chromosomen is 2n = 30.
De steenanjer wordt ook gebruikt in siertuinen en is van daaruit ook wel verwilderd. Voor de siertuin zijn verscheidene cultivars beschikbaar. Deze soort wordt soms foutief heideanjer genoemd.
De plant wordt 20-45 cm hoog en heeft een kort stekelharige stengel. De blauwgroene bladeren zijn 1-2,5 cm lang en 1-1,5 mm breed.
De steenanjer bloeit van juni tot de herfst met rode, langgesteelde, 1-2 cm grote bloemen, die een donker gekleurde ring en lichter gekleurde vlekjes hebben. De bloemen staan alleen of in een wijd vertakt bijscherm. De vrucht is een eenhokkige doosvrucht.
De plant komt voor op droge, matig voedselarme zandgrond in laag grasland en is vrij algemeen in het stroomgebied van de Overijsselse Vecht en Dinkel. De elders voorkomende planten zijn vermoedelijk verwilderd of uitgezaaid.
De steenanjer is een kensoort voor de associatie van schapengras en tijm (Festuco-Thymetum serpylli), een plantengemeenschap behorende tot de klasse van de droge graslanden op zandgrond.
De steenanjer ook wel Vechtdalanjer of Zwolse anjer (Dianthus deltoides) is een vrij kort levende vaste plant, die behoort tot de anjerfamilie. De soort staat op de Nederlandse Rode lijst van planten als vrij zeldzaam en matig afgenomen. In Nederland is de plant vanaf 1 januari 2017 niet meer wettelijk beschermd. De plant komt van nature voor in Eurazië. Het aantal chromosomen is 2n = 30.
De steenanjer wordt ook gebruikt in siertuinen en is van daaruit ook wel verwilderd. Voor de siertuin zijn verscheidene cultivars beschikbaar. Deze soort wordt soms foutief heideanjer genoemd.
De plant wordt 20-45 cm hoog en heeft een kort stekelharige stengel. De blauwgroene bladeren zijn 1-2,5 cm lang en 1-1,5 mm breed.
De steenanjer bloeit van juni tot de herfst met rode, langgesteelde, 1-2 cm grote bloemen, die een donker gekleurde ring en lichter gekleurde vlekjes hebben. De bloemen staan alleen of in een wijd vertakt bijscherm. De vrucht is een eenhokkige doosvrucht.
De plant komt voor op droge, matig voedselarme zandgrond in laag grasland en is vrij algemeen in het stroomgebied van de Overijsselse Vecht en Dinkel. De elders voorkomende planten zijn vermoedelijk verwilderd of uitgezaaid.
Engnellik (Dianthus deltoides) er en flerårig, spinkel plante i nellikslekten i nellikfamilien. Planten blir 10-20 cm høy, og de lyserosa eller lyst purpurrøde blomstene har 5, litt tannete eller flikete kronblader. Det er fem pollenbærere med litt mørke pollen.
Stengelen er kort med noen få uanselige, motsatt stilte blad som sitter tett inntil stilken. Blomsten kan på litt avstand se bladløs ut. Kan tidvis minne om et straks gress, men de rosa eller lyst purpurrøde, tannete blomstene er karakteristiske.
Engnellik lukker blomstene om natten og ved overskyet vær. Den trives i tørre gressletter, enger og i beitemark eller kulturlandskap hvor ikke høyere arter overskygger den. Den vokser nord til Nord-Trøndelag, men er mest vanlig på Østlandet. Høyeste biotop i Norge er 1 000 moh.
Engnellik og engtjæreblom har begge rosa blomster, og kan være vanskelige å skille fra hverandre ute i felten. Men forskjellene er egentlig betydelige, ikke minst at engtjæreblom har blomsterklaser mens blomsten til engnellik står ensom på stilken.
Her er de viktigste kjennetegnene:
Fysiognomi Engnellik Engtjæreblom Høyde 10-20 cm 30-40 cm Blomstring jun-aug mai-jun Blomsterstand én mange Blomst tannet, fliket innskåret Stilk grønn grønn/fiolett Blader tettsittende opprette Unikt trekk - Klebrig stilk
Engnellik (Dianthus deltoides) er en flerårig, spinkel plante i nellikslekten i nellikfamilien. Planten blir 10-20 cm høy, og de lyserosa eller lyst purpurrøde blomstene har 5, litt tannete eller flikete kronblader. Det er fem pollenbærere med litt mørke pollen.
Stengelen er kort med noen få uanselige, motsatt stilte blad som sitter tett inntil stilken. Blomsten kan på litt avstand se bladløs ut. Kan tidvis minne om et straks gress, men de rosa eller lyst purpurrøde, tannete blomstene er karakteristiske.
Engnellik lukker blomstene om natten og ved overskyet vær. Den trives i tørre gressletter, enger og i beitemark eller kulturlandskap hvor ikke høyere arter overskygger den. Den vokser nord til Nord-Trøndelag, men er mest vanlig på Østlandet. Høyeste biotop i Norge er 1 000 moh.
Goździk kropkowany. g. widełkowaty[2] (Dianthus deltoides L.) – gatunek rośliny wieloletniej należący do rodziny goździkowatych. Występuje w Europie i w Azji (Syberia i Indie)[3]. W Polsce jest dość pospolity na niżu i w niższych położeniach górskich[4]. Jest także uprawiany. W Polsce występuje jego podgatunek Dianthus deltoides L. subsp. deltoides[3]. Znany też jako goździk upstrzony[5].
Bylina, chamefit, hemikryptofit. Siedlisko: suche łąki, zbocza, nieużytki, pastwiska, zarośla. Preferuje tereny piaszczyste, unika podłoża wapiennego. W klasyfikacji zbiorowisk roślinnych gatunek charakterystyczny dla związku (All.) Vicio lathyroidis-Potentillion, Ass. Diantho-Armerietum[6]. Gatunek dość ekspansywny, za pomocą kłączy szybko rozrastający się. Kwiaty przedprątne, kwitną od czerwca do września, zapylane są przeważnie przez motyle[7]. Nie wydzielają zapachu[7]. Liczba chromosomów 2n = 30[3].
Goździk kropkowany. g. widełkowaty (Dianthus deltoides L.) – gatunek rośliny wieloletniej należący do rodziny goździkowatych. Występuje w Europie i w Azji (Syberia i Indie). W Polsce jest dość pospolity na niżu i w niższych położeniach górskich. Jest także uprawiany. W Polsce występuje jego podgatunek Dianthus deltoides L. subsp. deltoides. Znany też jako goździk upstrzony.
Backnejlika, eller Ängsnejlika (Dianthus deltoides) är en art i familjen nejlikväxter med utbredning i större delen av Europa. Den är vanligt förekommande vild i Sverige men också vanlig trädgårdsväxt med flera färgvariationer som erhållit sortnamn.
Backnejlika är en flerårig, lågväxande, ofta krypande, ört med enkla eller löst tuvade stjälkar. Den blir upp till 20 cm hög. Stjälkarna är nedliggande eller krypande, blomstjälkarna uppstigande. Bladen är korta och smala och sitter tilltryckta mot stjälken. Blommorna sitter vanligen ensamma på långa skaft. Kronbladen är oftast lysande purpurröda eller mörkrosa med vita prickar, men vita former är relativt vanliga. Fodret är långt, längre än hylsbladen och vanligen rödaktigt upptill. Blomningstiden infaller i juni till augusti för svenska populationer.
Arten delas in i två underarter:
Artepitetet deltoides (grek.) betyder trekantig och syftar på kronbladens form.
'Brilliant Cascade' - Bright crimson flowers on 6-inch tall plants. 'Flashing Lights' - Rose-red flowers. 'Microchip' - White flowers with a red eye. 'Zing Rose' - Bright pink flowers.
subsp. deltoides
subsp. degenii (Bald.) Strid
Wikimedia Commons har media som rör Backnejlika.
Backnejlika, eller Ängsnejlika (Dianthus deltoides) är en art i familjen nejlikväxter med utbredning i större delen av Europa. Den är vanligt förekommande vild i Sverige men också vanlig trädgårdsväxt med flera färgvariationer som erhållit sortnamn.
Backnejlika är en flerårig, lågväxande, ofta krypande, ört med enkla eller löst tuvade stjälkar. Den blir upp till 20 cm hög. Stjälkarna är nedliggande eller krypande, blomstjälkarna uppstigande. Bladen är korta och smala och sitter tilltryckta mot stjälken. Blommorna sitter vanligen ensamma på långa skaft. Kronbladen är oftast lysande purpurröda eller mörkrosa med vita prickar, men vita former är relativt vanliga. Fodret är långt, längre än hylsbladen och vanligen rödaktigt upptill. Blomningstiden infaller i juni till augusti för svenska populationer.
Arten delas in i två underarter:
subsp. deltoides från nästan hela Europa, men sällsynt i söder. subsp. degenii - från Ungerns och västra Balkans berg.Artepitetet deltoides (grek.) betyder trekantig och syftar på kronbladens form.
Природньо гвоздика дельтовидна росте на луках Європи та Західної Азії[1][2][3]. Росте по всій території України в мішаних лісах, на луках, лісових галявинах і узліссях. Як садова рослина, вирощується по всьому світі. Інтродукований у Північній Америці[4].
Це — багаторічна сизувата або зелена трав'яниста рослина родини гвоздикових. Має тонке повзуче кореневище, яке утворює дернинки з квітконосних і неплідних пагонів. Стебло висхідне, з коротким шорстким опушенням, 10—40 см заввишки. Листки супротивні, по краях і середній жилці шорстковолосисті, тупі; нижні — довгастолопатковидні, верхні — лінійні. Квітки правильні, двостатеві, одиничні, рідше — по дві — три, 5-пелюсткові. Пелюстки зубчасті, червоні, з кільцем пурпурових плям. Плід — коробочка. Цвіте у червні — вересні. Утворює природні гібриди з Dianthus barbatus.[5]
Це незавершена стаття про Гвоздичні.Dianthus deltoides là loài thực vật có hoa thuộc họ Cẩm chướng. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.[1]
Dianthus deltoides là loài thực vật có hoa thuộc họ Cẩm chướng. Loài này được L. mô tả khoa học đầu tiên năm 1753.
Dianthus deltoides L., 1753
Синонимы
Гвозди́ка травя́нка (лат. Diánthus deltoídes) — вид многолетних травянистых растений рода Гвоздика семейства Гвоздичные (Caryophyllaceae).
Евразийский вид, встречающийся от атлантического побережья Западной Европы (Испания, Франция) до Сибири (Иркутская область, Тыва); также растёт в штате Джамму и Кашмир (Индия)[2].
Наиболее благоприятные условия для растения — при субокеаническом климате. Входит в различные растительные сообщества: обитает в травянистых зарослях, на сухих и каменистых почвах, заброшенных полях и межах.
Высота 20—40 см.
Растение имеет короткое ветвистое корневище.
Стебли двух видов: нецветоносные стебли густо облиственные, более короткие; цветоносные значительно длиннее и в верхней части вильчато разветвлённые.
Листья прикорневой розетки линейно-продолговатые, зимующие. Стеблевые листья у основания не срастающиеся, шириной 1—3 мм, с тремя жилками, по краю мелкогородчатые.
Цветки собраны в продолговатые вильчатые соцветия, отдельные цветки — на длинных цветоножках длиной 1—3 см. Прицветные чешуи широкоплёнчатые, доходящие до середины чашечки. Чашечка пурпурного цвета, лепестки венчика — карминно-красного цвета. Цветёт с конца июня до середины октября.
Формула цветка: ∗ K ( 5 ) C 5 A 5 + 5 G ( 2 _ ) {displaystyle ast K_{(5)};C_{5};A_{5+5};G_{({underline {2}})}} 
Плод сухой, в виде коробочки, раскрывающейся зубцами, одногнёздный, с центральным семяносцем; семян много.
Гвоздика травянка может использоваться в декоративном садоводстве. Примечательна обильным продолжительным цветением и неприхотливостью, эффектна при посадке отдельными группами на сухих почвах, используется в рокариях и как бордюрное растение.[3]
Выделяют два подвида:
Гвозди́ка травя́нка (лат. Diánthus deltoídes) — вид многолетних травянистых растений рода Гвоздика семейства Гвоздичные (Caryophyllaceae).
