La blaveta comuna (Polyommatus icarus)[1] és un lepidòpter ropalòcer de la família Lycaenidae. Es pot trobar a les illes Canàries, tot Europa, nord d'Àfrica, Turquia, l'Orient Mitjà i la resta de l'Àsia temperada, i abasta la major part del Paleàrtic. El 2005 se'n va descobrir una població a Mirabel, al Quebec. Depenent de la latitud i l'altitud pot ser des d'univoltina fins a polivoltina; als Països Catalans es poden donar totes aquestes situacions, i és com a mínim trivoltina a la costa.
Envergadura alar d'entre 25 i 30 mm. Dimorfisme sexual acusat: mentre que la femella té l'anvers marró (o lleugerament blavós, depenent de l'exemplar), el del mascle és completament blau lluent. Es distingeix d'altres blavetes perquè té les fímbries completament blanques i pel punt que presenta a la cel·la del revers de les ales anteriors.
L'eruga arriba fins als 13 mm. És robusta i aprimada cap als extrems. Té el cos verd, amb una línia mitjana-dorsal verd fosca i una de blanca verdosa a cada banda sota els espiracles. Es pot alimentar de Galega, Ononis, Lotus, Medicago, Trifolium, Melilotus, Genista, Astragalus, Astracantha, Onobrychis, Anthyllis, Coronilla i d'altres. Les larves, que de manera semblant a un pugó segreguen substàncies sucroses, poden ser ateses per formigues dels gèneres Myrmica, Lasius, Formica i Plagiolepis.
La blaveta comuna (Polyommatus icarus) és un lepidòpter ropalòcer de la família Lycaenidae. Es pot trobar a les illes Canàries, tot Europa, nord d'Àfrica, Turquia, l'Orient Mitjà i la resta de l'Àsia temperada, i abasta la major part del Paleàrtic. El 2005 se'n va descobrir una població a Mirabel, al Quebec. Depenent de la latitud i l'altitud pot ser des d'univoltina fins a polivoltina; als Països Catalans es poden donar totes aquestes situacions, i és com a mínim trivoltina a la costa.
Envergadura alar d'entre 25 i 30 mm. Dimorfisme sexual acusat: mentre que la femella té l'anvers marró (o lleugerament blavós, depenent de l'exemplar), el del mascle és completament blau lluent. Es distingeix d'altres blavetes perquè té les fímbries completament blanques i pel punt que presenta a la cel·la del revers de les ales anteriors.
L'eruga arriba fins als 13 mm. És robusta i aprimada cap als extrems. Té el cos verd, amb una línia mitjana-dorsal verd fosca i una de blanca verdosa a cada banda sota els espiracles. Es pot alimentar de Galega, Ononis, Lotus, Medicago, Trifolium, Melilotus, Genista, Astragalus, Astracantha, Onobrychis, Anthyllis, Coronilla i d'altres. Les larves, que de manera semblant a un pugó segreguen substàncies sucroses, poden ser ateses per formigues dels gèneres Myrmica, Lasius, Formica i Plagiolepis.
Glöyn byw sydd yn gyffredin ar dir agored caregog gwyllt, yn enwedig ar arfordir gogledd a gorllewin Cymru yw'r Glesyn cyffredin sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy Gleision cyffredin; yr enw Saesneg yw Common blue, a'r enw gwyddonol yw Polyommatus icarus.[1][2] Mae'r wyau yn llwyd-wyrdd a'r lindysyn yn deor ymhen naw diwrnod.
Fel arfer mae'r fenyw yn frown, ond mae ffurf yn bodoli sy'n las.
Yn yr un teulu mae'r Glesyn serennog a'r Glesyn bach.
Ei gynefin arferol ydy gogledd Ewrop, Asia a gogledd Affrica, ond rhwng 2005 a 2008 cafodd y glöyn hwn ei ddarganfod a'i arsylwi yn Mirabel, Quebec, Canada gan entomolegydd amatur o'r enw Ara Sarafian.
Mae'r siani flewog yn bwyta dail Lathyrus spp., Vicia spp., Vicia cracca, Oxytropis campestris, Lotus corniculatus, Trifolium pratense, Oxytropis pyrenaica, Astragalus aristatus, Astragalus onobrychis, Astragalus pinetorum, Medicago romanica, Medicago falcata a Trifolium repens.
Gellir dosbarthu'r pryfaid (neu'r Insecta) sy'n perthyn i'r Urdd a elwir yn Lepidoptera yn ddwy ran: y gloynnod byw a'r gwyfynod. Mae'r dosbarthiad hwn yn cynnwys mwy na 180,000 o rywogaethau mewn tua 128 o deuluoedd.
Wedi deor o'i ŵy mae'r glesyn cyffredin yn lindysyn sy'n bwyta llawer o ddail, ac wedyn mae'n troi i fod yn chwiler. Daw allan o'r chwiler ar ôl rhai wythnosau. Mae pedwar cyfnod yng nghylchred bywyd glöynnod byw a gwyfynod: ŵy, lindysyn, chwiler ac oedolyn.
Glöyn byw sydd yn gyffredin ar dir agored caregog gwyllt, yn enwedig ar arfordir gogledd a gorllewin Cymru yw'r Glesyn cyffredin sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy Gleision cyffredin; yr enw Saesneg yw Common blue, a'r enw gwyddonol yw Polyommatus icarus. Mae'r wyau yn llwyd-wyrdd a'r lindysyn yn deor ymhen naw diwrnod.
Fel arfer mae'r fenyw yn frown, ond mae ffurf yn bodoli sy'n las.
Yn yr un teulu mae'r Glesyn serennog a'r Glesyn bach.
Modrásek jehlicový (Polyommatus icarus) je motýl patřící do čeledi modráskovití, který se vyskytuje v různých klimatických oblastech – severní Afrika, Evropa, východní Asie. Jeho stanovištěm jsou pastviny, louky či vřesoviště, otevřená i kopcovitá krajina. Navzdory svému druhovému jménu klade samička svá vajíčka nejčastěji na štírovníku růžkatém, což je zároveň jedna z oblíbených živných rostlin housenek. Samečci vždy pravidelně hlídkují na vyvýšených místech, často na květech nebo vrcholcích rostlin a pronásledují motýly, poletující v jejich blízkosti. Tento druh, Polyommatus icarus, je českým nejběžnějším modráskem.[1]
Sameček se svrchu vyznačuje fialově modrou barvou, samička je hnědá (různé odstíny) s oranžovými skvrnami podél okrajů křídel. Délka př. křídla je 1,2-1,5 cm. Siluetu má sameček i samička stejnou.
Samička svá vajíčka, jak již bylo řečeno, tedy nejčastěji klade na štírovník. Někdy se ale mohou vajíčka nacházet na tolici, jeteli, vzácněji i na jehlici. Housenky se během svého vývoje neomezují jen na jeden druh živné rostliny a ožírají celou řadu bobovitých rostlin. Vajíčka jsou kladena buď na horní stranu listů nebo přímo dovnitř květů. Polodorostlá housenka přezimuje – ukrývá se na zemi, kde se o ni starají mravenci. Ta jim naoplátku vylučuje šťávu, kterou mají rádi. Mravenci ji zahrabou do země nebo si ji odnesou do mraveniště. Na jaře roste pomalu. Trvá více než dva měsíce, než se zakuklí. Kukla leží ukryta na zemi ve vrstvě suchého listí a trávy. Každoročně je jedna generace motýlů, v teplejších oblastech mohou být generace dvě až tři.
Modrásek vičencový (Polyommatus thersites), m. jetelový (P. bellargus), m. ušlechtilý (P. amandus), m. tmavohnědý (Aricia agestis), m. pumpavový (A. artaxerxes).
Obrázky, zvuky či videa k tématu modrásek jehlicový ve Wikimedia Commons
Modrásek jehlicový (Polyommatus icarus) je motýl patřící do čeledi modráskovití, který se vyskytuje v různých klimatických oblastech – severní Afrika, Evropa, východní Asie. Jeho stanovištěm jsou pastviny, louky či vřesoviště, otevřená i kopcovitá krajina. Navzdory svému druhovému jménu klade samička svá vajíčka nejčastěji na štírovníku růžkatém, což je zároveň jedna z oblíbených živných rostlin housenek. Samečci vždy pravidelně hlídkují na vyvýšených místech, často na květech nebo vrcholcích rostlin a pronásledují motýly, poletující v jejich blízkosti. Tento druh, Polyommatus icarus, je českým nejběžnějším modráskem.
Den almindelige blåfugl (Polyommatus icarus) er en sommerfugl i blåfuglefamilien. Den er udbredt over hele Europa, i Nordafrikas bjerge og mod øst til det østlige Asien. Arten er som navnet antyder den mest almindelige blåfugl i Danmark. Sommerfuglen kan findes på vejskråninger, byggegrunde, heder, enge, overdrev, skovlysninger og andre lysåbne græsklædte pletter med forskellige ærteplanter, som er larvens foretrukne føde. Blot ikke på for våd bund. De første almindelige blåfugle ses i maj, og helt hen i september kan man støde på dem.
Hannerne af den almindelige blåfugl er lysende blå, mens hunnerne findes i mange variationer over mørkt chokoladebrun med orange pletter til lys blå som hannen. Hannen ligner med sin blå overside flere andre blåfugle, men kan kendes på den skinnende blå overside med smal sort søm og hvide frynser og på at forvingens forkant er sølvfarvet ind mod roden. På undersiden af bagvingen er den hvide kileformede plet mellem de orange sømpletter et godt kendetegn for begge køn. Denne hvide plet ses dog også hos sortbrun og rødplettet blåfugl, der til gengæld afviger på andre måder. Et andet sikkert kendetegn findes på undersiden af forvingen. Her ses en sort plet indenfor midtpletten. Denne del af forvingen er dog ofte dækket af bagvingen. Sommerfuglens vingefang er 25–33 mm, kønnene er ens i størrelsen.
Den lange flyvetid fra maj til september skyldes, at sommerfuglen har op til 3 generationer på en enkelt sommer. En uge efter ægget er lagt, klækkes larven. Efter ca. 4 uger er larven fuldvoksen og forpupper sig. Sommerfuglen klækkes af puppen 10-20 dage senere. De sene larver sætter sig til overvintring tæt ved jordoverfladen ved værtsplanterne og forpupper sig næste forår.
Sommerfuglelarver er specialiserede til kun at æde nogle få planter. Larver af almindelig blåfugl lever i Danmark af humlesneglebælg, lucerne, rødkløver, gul kløver, almindelig kællingetand eller harekløver og sandsynligvis flere andre.
Hunnen hos den almindelige blåfugl er mere brunlig på vingeoversiderne i forhold til hannen
Foto: Sander van der Molen, august 2005.
Vingeundersiden hos almindelig blåfugl
Foto: Sannse, juni 2004.
Den almindelige blåfugl (Polyommatus icarus) er en sommerfugl i blåfuglefamilien. Den er udbredt over hele Europa, i Nordafrikas bjerge og mod øst til det østlige Asien. Arten er som navnet antyder den mest almindelige blåfugl i Danmark. Sommerfuglen kan findes på vejskråninger, byggegrunde, heder, enge, overdrev, skovlysninger og andre lysåbne græsklædte pletter med forskellige ærteplanter, som er larvens foretrukne føde. Blot ikke på for våd bund. De første almindelige blåfugle ses i maj, og helt hen i september kan man støde på dem.
Der Hauhechel-Bläuling (Polyommatus icarus) ist ein Schmetterling (Tagfalter) aus der Familie der Bläulinge (Lycaenidae). Innerhalb seiner Familie stellt er die häufigste und verbreitetste Art dar und wird daher auch als Gemeiner Bläuling bezeichnet. Das lateinische Artepitheton leitet sich von Icarus, dem Sohn des Daidalos aus der griechischen Mythologie ab.[1] Der Schmetterling kommt in Europa, Nordafrika und Asien vor.
Der Hauhechel-Bläuling hat eine Flügelspannweite von 25 bis 30 Millimetern. Auch bei dieser Art findet man den bei Schmetterlingen häufigen Geschlechtsdimorphismus, das heißt, Männchen und Weibchen sehen sehr unterschiedlich aus. Während Männchen oberseits ein kräftiges, leicht ins Violett gehendes Blau zeigen, besitzt das Weibchen auf der Oberseite eine unauffällige braune Färbung mit variablem Blauanteil sowie orangen Flecken an den Flügelaußenrändern der Hinterflügel. Unterseits sind beide Geschlechter graubraun mit schwarzen, weiß umrandeten Punkten und orangen Flecken am Flügelsaum gefärbt.[2] Selten kommen Gynander vor, das sind Tiere, die sowohl Zellen mit weiblichen Genen besitzen, wie auch andere mit männlichen Zellen. Eine Besonderheit ist der Halbseiten-Gynander, der je eine Hälfte männliche Zellen und eine Hälfte weibliche Zellen besitzt.
Die Raupen sind grün mit einer blassen grünen Musterung[3] sowie mit Borsten besetzt und bis zu 13 Millimeter lang. Die Form ist gedrungen, zum Hinterende hin verschmälert sie sich.
Er besiedelt ganz Europa, Nordafrika und Asien, der Raum wird auch Paläarktis genannt. In den Alpen steigt er bis zu einer Höhe von 2000 Metern. Der Lebensraum von Polyommatus icarus umfasst offene Bereiche, die feucht bis trocken sein können. Dazu gehören unter anderem blütenreiche, nicht überdüngte Glatthaferwiesen an Böschungen, Dämmen und in der Feldflur. Auch Feuchtstandorte wie Kohldistel- und Flachmoorwiesen werden besiedelt.[5]
Der Falter fliegt von Ende April bis Oktober.[6] Unter mitteleuropäischen Klimabedingungen bilden sich zwei, seltener (z. B. in der Oberrheinebene) auch drei Generationen aus.
Die Eiablage von Polyommatus icarus erfolgt an verschiedenen Klee- und Luzernearten. Die Eiablage erfolgt bevorzugt an kleinwüchsigen, licht stehenden oder frisch gemähten Pflanzen. Die Eier werden auf der Oberseite von Blättern abgelegt, aber ebenso in die Blüte von Klee oder Luzerne. Bei der Nahrungssuche besuchen die Falter mit Vorliebe verschiedene Kleearten.[6] Die Überwinterung erfolgt im Raupenstadium.
Zu den Raupenfutterpflanzen zählen:[5]
Der Hauhechel-Bläuling (Polyommatus icarus) ist ein Schmetterling (Tagfalter) aus der Familie der Bläulinge (Lycaenidae). Innerhalb seiner Familie stellt er die häufigste und verbreitetste Art dar und wird daher auch als Gemeiner Bläuling bezeichnet. Das lateinische Artepitheton leitet sich von Icarus, dem Sohn des Daidalos aus der griechischen Mythologie ab. Der Schmetterling kommt in Europa, Nordafrika und Asien vor.
She foillycan beg 'sy chynney Lycaenidae ee gorrymag chadjin (Polyommatus icarus). T'ee ry-akin er feie ny Cryss Phalearctagh.
Ta ny mraane dhone, as ta ponkyn jiargey rish oirryn ny skianyn. Er y çheu s'yrdjey, t'ad gorrym ec bun ny skianyn, as ny keayrtyn t'ad gorrym son y chooid smoo.
Ta çheu s'yrdjey ny fir gorrym gial, as ta oirr ghoo cheyll ec ny skianyn. Ta'n çheu s'inshley lheeah-dhone, as straih dy phonkyn jiargey rish oirr ny skianyn, ga dy vel adsyn t'er ny skianyn hoshee baiht dy cadjin.
Ec y daa cheintys, ta ponkyn baney as mean doo oc er ny skianyn s'inshley; mysh dussan er ny skianyn jerree as nuy er ny skianyn hoshee. Ta çhemmal bane rish oirr wooie ny skianyn.
Ta'n phraddag bane-ghlass as rimmeigyn buighey mygeayrt-y-moee; t'ee gollrish shilleen. Ta'n chryslid dhone ny glass-olive eck cleayney snienganyn, as t'ad ee y ymmyrkey stiagh 'syn edd oc dy cadjin. Ta'n chryslid cur magh druight molley as ta ny snienganyn dy ee.
Bwoirrinagh
Firrynagh
Bwoirrinagh
Firrynagh (s'inshley)
Faggys da
Colleeys
Ooh
She foillycan beg 'sy chynney Lycaenidae ee gorrymag chadjin (Polyommatus icarus). T'ee ry-akin er feie ny Cryss Phalearctagh.
It Ikarusblaujurkje (Polyommatus icarus) is in flintersoarte yn it skaai fan de Blaujurkjes (Polyommatus).
It Ikarusblaujurkje is in tige algemiene stânflinter. De flinter kin fûn wurde yn greiden op diken en bjirmen. De flinter kin ferspraat oer hiel Nederlân sjoen wurde. It is in frij honkfêste soart.
De wjuklingte is ûngefear 15 mm. De boppekant fan de wjuk is by it mantsje blau en by it wyfke brún. Soms hat dat brún in sterke blauwe bestowing, mar it komt ek foar dat der suver brune wyfkes fûn wurde. Op de ûnderkant fan de foarwjuk steane twa grutte plakken. De plakken op de ûnderkant fan de foar- en de achterwjuk binne like grut.
De flinter fleant fan begjin maaie oant begjin oktober, foaral fan 1 oant 25 juny en fan 25 july oant 25 augustus. It Ikarusblaujurkje fleant soms yn twa of trije oerrinnende generaasjes.
De rûp kin 15 mm lang wurde. It liif is felgrien mei in donkere griene rêchline. Der rinne wyteftige streken by de sydkant fan de rûp lâns. Hy oerwinteret as in healwaaks rûp tusken lagen planteôffal. De rûp groeit yn de neisimmer en de betide hjerst en it dêrnei kommende foarjier. De rûp ferpopket frij op de grûn.
De rûp fret fan de Hopklaver en de Tôchklaver.
in wyfke
in mantsje yn flecht
in wyfke
It Ikarusblaujurkje (Polyommatus icarus) is in flintersoarte yn it skaai fan de Blaujurkjes (Polyommatus).
The common blue butterfly (Polyommatus icarus) is a butterflee in the faimily Lycaenidae an subfaimily Polyommatinae.
The common blue butterfly or European common blue[2] (Polyommatus icarus) is a butterfly in the family Lycaenidae and subfamily Polyommatinae. The butterfly is found throughout the Palearctic. Butterflies in the Polyommatinae are collectively called blues, from the coloring of the wings. Common blue males usually have wings that are blue above with a black-brown border and a white fringe. The females are usually brown above with a blue dusting and orange spots.[3]
_mating,_male_(l)_and_female_(r).jpg)
The Common blue was elected as the national butterfly of Israel in 2023.[4]
This species was first described by Siegmund Adrian von Rottemburg in 1775. Vernacular names that have been given to P. icarus include little blew argus, blew argus, mixed argus, selvedg’d argus, ultramarine blue, caerulean butterfly, and alexis.
Subspecies include:[5]
_female_Burren.jpg)
female P. i. mariscolore, County Clare, Ireland
_mating_Burren.jpg)
mating P. i. mariscolore, County Clare, Ireland
Polyommatus icarus has a wingspan of 28–36 millimetres (1.1–1.4 in).[6] The dorsal side of the wings is an iridescent lilac blue, bright violet-blue, or almost hyacinth-blue with a thin black border. Females' wings are brown or black-brown with a row of red reddish yellow spots along the edges of the wings (marginal spots) and usually some blue at the base. The extent of blue and brown is extremely variable depending on location.[3] The top of the wings in the female may be mostly blue, especially in Ireland and Scotland, but it always has red spots. The ventral side has a greyish or dust-grey base colour in the males and a more brownish hue in the females.[3] Both sexes have a row of red or orange spots along the edge of the hindwing and extending onto the forewing, though they are generally fainter there, particularly in the males, where they are sometimes missing altogether. There are about a dozen black-centered white spots (ocelli) on the hindwing and nine on the forewing. These usually include one in the middle of the forewing cell, absent in Chapman's and Escher's blues. The fringes on the outer edge of the wings are uniform white, not crossed with black lines as in the chalkhill and Adonis blues (that is, the common blue lacks checkering).[3]
Other similar species are:-
The caterpillar is small, pale green with yellow stripes and, as usual with Lycaenid larvae, rather slug-like.[7]
The common blue butterfly is found in Europe, North Africa, the Canary Islands, and east across the Palearctic to Northern China. Recently it was discovered in Quebec, Canada. It is widespread in the British Isles. Its distribution trend shows a 15% decline since the 1970s.[8]
The common blue is Britain and Ireland's (and probably Europe's) most common and most widespread blue. It is found as far north as Orkney and on most of the Outer Hebrides. A range of grassland habitats are used: meadows, coastal dunes, woodland clearings, and also many man-made habitats, anywhere their food plants are found.[8]
This is a recently introduced species in eastern Canada.[9][10] It was discovered in Mirabel, Quebec, Canada, by Ara Sarafian, an amateur entomologist who observed the butterfly from 2005 to 2008. He contacted the Canadian National Collection of Insects in Ottawa where the butterfly was identified as Polyommatus icarus, a newly introduced butterfly to Canada and to North America. The butterfly seems to be well established and is extending its range from year to year.[11][12] A study from Montreal, Quebec, Canada showed that the common blue is most abundant in areas with greater urban land cover and where their preferred larval host plant, bird's foot trefoil (Lotus corniculatus), can be found.[13]
These butterflies inhabit flowery or grassy places, warm and cool, open or wooded areas and at all altitudes up to high alpine meadows at an elevation of 0–2,700 m (0–9,000 ft) above sea level.[6][3] It mostly resides on chalk or limestone grassland, but also in smaller numbers in woodland clearings, meadows, heathlands, sand dunes, along railway embankments, and under cliffs.[8]
Previously, P. icarus was a very common species that occupied Europe and Asia, and was one of the most widely distributed butterflies in Britain. It is known to be tolerant of many habitats, including a wide range of grasslands. There has been an estimated 74% loss of the butterfly population since 1901. This could be due to the fact that 46% of the total land area covered by the butterfly's preferred host plant, Lotus corniculatus, has also been lost since 1901.[8] This host plant is a favored plant for two reasons: it provides adult nutrition, as well as food for the larva after it hatches.[14]
The larvae feed on plants from the bean family, Leguminosae. Recorded food plants are Lathyrus species, Vicia species, Vicia cracca, Oxytropis campestris, bird's foot trefoil (Lotus corniculatus), Oxytropis pyrenaica, Astragalus aristatus, Astragalus onobrychis, Astragalus pinetorum, black medick (Medicago lupulina), Medicago romanica, Medicago falcata, common restharrow (Ononis repens), wild thyme Thymus serpyllum, lesser trefoil (Trifolium dubium), Trifolium pratense and white clover (Trifolium repens).[5][15]
Common blues sequester flavonoids from their host plants and allocate these pigments that are UV-absorbing into their wings. These flavonoid pigments in females attract males. Males who patrol areas of suitable habitats while searching for virgin females stop and inspect females who have flavonoid pigments in them. This may be due to the fact that flavonoid pigments that have UV absorption increase color saturation on females and allow females to be more conspicuous.[16] There are also some other advantages of sequestering flavonoids, including the protection of eggs from adverse UV chemical reactions, as the butterflies will absorb the UV rays, and the flavonoids can offer a chemical defense against predators or pathogens.
Flavonoid sequestration is much more effective when coming from natural host plants than from experimentally offered diets. Females sequester about 60% more flavonoids than do males. This richness in females may increase visibility, but could also confer information about feeding history, and consequentially the quality of potential mate.[17] Flavonoid sequestration is an important component of intraspecific visual communication and sexual signaling in Polyommatus butterflies.
During oviposition, females must locate a potential host plant and evaluate its suitability as the host plant for oviposition. P. icarus uses visual cues to conduct this task. Females use several plants in the family Fabaceae as larval host plants, many which could also potentially function as nectar sources. P. icarus prefers plants with flowers over plants without, and prefers to oviposit near the flowers.[14]
As a caterpillar, the common blue eats leaves. As an adult butterfly, it feeds on wildflower nectar and excrement. The adult lives 3 weeks.
Males are often very obvious as they defend territories against rivals and seek out the more reclusive females. In the south of Britain there are two broods a year, flying in May and June and again in August and September.[6] Northern England has one brood, flying between June and September. In a year with a long warm season, there is sometimes a partial third brood in the south flying into October.
The egg stage lasts for around eight days. The eggs are white and shaped like flattened spheres. The eggs are very small, about 0.60 millimetres (1⁄32 in).[18] The ground color of the egg sac is pale-greenish grey, with the actual arrangement being white. Eggs are laid singly on young shoots of the food plant.
The larvae emerge around a week or two after eggs are laid. The larvae of P. icarus feed on the underside of leaves, causing blotching. Hibernation occurs as a half-grown larvae.[19] They are attractive to ants of genera Myrmica, Lasius, Formica, Plagiolepiss[15], but not as much as some other species of blues. The chrysalis is olive green/brown and formed on the ground, where it is attended by ants of genera Myrmica, Lasius, Formica, Plagiolepiss, [15] which will often take it into their nests. The larva creates a substance called honeydew, which the ants eat while the butterfly lives in the ant hill. The relationship between these ants and blue common larvae is described to be facultatively mutualistic.[20][19]
There are five instars of larvae. During the first instar, larva emerge and eat away the crown of the egg. The segments of the larvae are large and rounded, and the following segments are smaller. The body is a light green, and is whitish in light. This stage lasts about nine days.[18] The second instar, after the first moult, adds a couple of body segments onto the larvae, and the body is more green. The third instar signifies more feeding and growing in size of the larvae. They are about 3.2 millimetres (0.13 in) long and the head and legs are black colored. In the fourth and fifth instar, the larvae becomes very green, has ten body segments, and measures about 13 millimetres (0.51 in) in length.
Larval growth rates are thought to be determined mainly by temperature and food quality and availability. The larvae of P. icarus are oligophagous, meaning they utilize a range of host plants in the family fabaceae, as well as have a mutualistic relationship with ants. For both male and female larvae, the total development time is longer with longer day lengths, corresponding to earlier times in the season. When larvae are born earlier in the season, they take a longer time to develop. When they are born later, they take a shorter time to develop. Thus the external effect of photoperiod affects the length of development for the larvae.[19]
Pupation, a stage that lasts about two weeks, occurs under silk strands at the base of the food plant. The chrysalis is olive green/brown and formed on the ground, where it is attended by ants. Ants may aid in protecting the pupa and may bury it to protect it from predators.
The male, with a bluer color, is more conspicuous than the female, which has brown upperwings. Males fly farther distances in search of territories that have fertile females. Females fly lower and search for nectar and places to lay her eggs. Wing span ranges from 29–36 millimetres (1.1–1.4 in). When the sexes meet, copulation occurs immediately, usually without any courtship ritual.
Mating
Egg
_-_Kulna.jpg)
Female
_-_Niitv%C3%A4lja.jpg)
Male
_female_ab._Grisescens_Albania.jpg)
Female ab. Grisescens
Visual systems in butterflies are highly diverse and their color vision abilities have only begun to be explored. To see color, P. icarus uses a duplicated blue opsin in conjunction with its long-wavelength opsin LWRh. This enables the common blue to see color in the green part of the light spectrum extending up to 560 nm (2.2×10−5 in). There is also a difference between the dorsal and ventral eye-shine of P. icarus, with the dorsal retina dominated by yellow-reflecting ommatidia and the ventral exhibiting yellow and red-reflecting ommatidia. P. icarus is able to use color vision and distinguish between yellow of 590 nm (2.3×10−5 in) and blue of 430 nm (1.7×10−5 in), but is not able to distinguish between yellow and red of 640 nm.[21]
Named in the Classical tradition. In Greek mythology, Icarus was the son of the master craftsman Daedalus, the architect of the labyrinth of Crete.
The common blue butterfly or European common blue (Polyommatus icarus) is a butterfly in the family Lycaenidae and subfamily Polyommatinae. The butterfly is found throughout the Palearctic. Butterflies in the Polyommatinae are collectively called blues, from the coloring of the wings. Common blue males usually have wings that are blue above with a black-brown border and a white fringe. The females are usually brown above with a blue dusting and orange spots.
Mating in BuckinghamshireThe Common blue was elected as the national butterfly of Israel in 2023.
La mariposa ícaro o simplemente ícaro (Polyommatus icarus Rottemburg, 1775) es una especie de lepidóptero perteneciente a la familia Lycaenidae.
Se han clasificado varias subespecies de P. icarus:[2]
Algunas de las plantas nutricias de las larvas son:[3]
Cópula
Huevo
Macho
Hembra
Datos: Q161533
Multimedia:
Especies: Polyommatus icarus
La mariposa ícaro o simplemente ícaro (Polyommatus icarus Rottemburg, 1775) es una especie de lepidóptero perteneciente a la familia Lycaenidae.
Ristikheina-taevastiib (Polyommatus icarus Rott.) on sinilibliklaste sugukonda taevastiiva perekonda kuuluv liblikaliik.
Ristikheina-taevastiib on levinud Euroopas ja Põhja-Aafrikas. Ta elab kõikjal Briti saartel kuni Orkney saarteni ja Välis-Hebriidideni. Aastal 2005 avastati ta Kanadast Québecist Mirabelist ja tema levila tundub seal laienevat.
Isaste ülakülg on lillakassinine, peenikese musta äärega. Emased on pruunid, punaste täppide riviga tiiva servas. Isased on alt hallikad, emased pruunikamad. Kummalgi sool on tagatiibade servas rida oranže või punaseid täppe. Rida võib ulatuda esitiibadele, kuid seal on täpid väiksemad, vahel puuduvad üldse. Täpirida eraldab tiivaservast peenike just joon. Tagatiibadel on umbes 12 ja esitiibadel 9 musta keskmega valget täppi. Tiibade välisserval ei ole musti ristjooni, mis võimaldab eristada ristikheina-taevastiiba teistest lähedastest liikidest.
Röövik on väike, kahvaturoheline kollaste triipudega ja näeb natuke nälkja moodi välja. Röövikueas toimub ka talvitumine.
Ristikheina-taevastiib meeldib sipelgatele, kuigi mitte nii palju kui mõni teine siniliblikaliik. Vastne on oliivroheline ja elab alguses maapinnal, kuni sipelgad selle oma pessa kannavad. Vastne valmistab oma kehas mesinestet, mida sipelgad lakuvad, kuni vastne pesas elab.
Eestis on ta tavaline, lendab juuni keskpaigast juuli keskpaigani, harva teist põlvkonda moodustades ka augustis ja septembris.[1]
Lõuna-Inglismaal vahetub aastas kaks põlvkonda, kellest esimene lendab mais-juunis ja teine augustis-septembris. Põhja-Inglismaal vahetub aastas üks põlvkond, kes lenadb juunist septembrini.
Ristikheina-taevastiib (Polyommatus icarus Rott.) on sinilibliklaste sugukonda taevastiiva perekonda kuuluv liblikaliik.
Ristikheina-taevastiib on levinud Euroopas ja Põhja-Aafrikas. Ta elab kõikjal Briti saartel kuni Orkney saarteni ja Välis-Hebriidideni. Aastal 2005 avastati ta Kanadast Québecist Mirabelist ja tema levila tundub seal laienevat.
Isaste ülakülg on lillakassinine, peenikese musta äärega. Emased on pruunid, punaste täppide riviga tiiva servas. Isased on alt hallikad, emased pruunikamad. Kummalgi sool on tagatiibade servas rida oranže või punaseid täppe. Rida võib ulatuda esitiibadele, kuid seal on täpid väiksemad, vahel puuduvad üldse. Täpirida eraldab tiivaservast peenike just joon. Tagatiibadel on umbes 12 ja esitiibadel 9 musta keskmega valget täppi. Tiibade välisserval ei ole musti ristjooni, mis võimaldab eristada ristikheina-taevastiiba teistest lähedastest liikidest.
Röövik on väike, kahvaturoheline kollaste triipudega ja näeb natuke nälkja moodi välja. Röövikueas toimub ka talvitumine.
Ristikheina-taevastiib meeldib sipelgatele, kuigi mitte nii palju kui mõni teine siniliblikaliik. Vastne on oliivroheline ja elab alguses maapinnal, kuni sipelgad selle oma pessa kannavad. Vastne valmistab oma kehas mesinestet, mida sipelgad lakuvad, kuni vastne pesas elab.
Eestis on ta tavaline, lendab juuni keskpaigast juuli keskpaigani, harva teist põlvkonda moodustades ka augustis ja septembris.
Lõuna-Inglismaal vahetub aastas kaks põlvkonda, kellest esimene lendab mais-juunis ja teine augustis-septembris. Põhja-Inglismaal vahetub aastas üks põlvkond, kes lenadb juunist septembrini.
Hohtosinisiipi (Polyommatus icarus) on melko kookas sinisiipilaji. Suomessa sitä tavataan koko maassa.
Hohtosinisiiven koiraiden siipien yläpinta on vaalean violetinsininen. Siiven ulkoreuna on kapealti musta. Naaraan siipien yläpinta voi olla suklaanruskea tai sininen (f. caerula) sinisen värimuodon ollessa sitä yleisempi mitä pohjoisemmaksi siirrytään. Naaraan takasiipien ulkoreunassa on rivi melko kookkaita mustia täpliä, joiden siivenpuoleisella sivulla on oranssia väriä. Usein oransseja täpliä erottuu myös etusiiven reunan tuntumassa. Siipien alapinta on ruskehtavan harmaa, tyvestä sinihohtoinen. Sekä etu- että takasiivessä on kaksi siiven poikki kulkevaa mustien, valkoreunaisten täplien muodostamaa riviä ja näiden väliin jää siiven poikkisuunnassa venynyt musta, valkoreunainen täplä. Takasiiven ulkoreunassa on rivi oransseja täpliä joiden muodostaman kaaren sisäpuolella on selvä valkoinen laikku. Etenkin naarailla oranssien täplien rivi jatkuu myös etusiiven alapinnalle. Siipiväli 21–33 mm.[1][2][3]
Napapiirin pohjoispuolelta Jäämerelle tavattavalla alalajilla P. i. septentrionalis on vaaleammat siipien alapinnat, heikompi oranssi kirjailu sekä suurempi siipiväli: 33–38 mm.[2]
Levinneisyysalue ulottuu Kanariansaarilta ja Pohjois-Afrikasta Euroopan poikki Keski-Aasiaan ja Pohjois-Uralille. Pohjoismaissa sitä tavataan Norjan pohjoisosia myöten. Suomesta havaintoja on Utsjoelta saakka, mutta yleisin se on kuitenkin maan etelä- ja keskiosissa. Lajilla on melko usein kesän aikana kaksi päällekkäistä sukupolvea ja jo Ruotsissa sukupolvia voi olla kolme. Suomessa ensimmäinen polvi lentää kesäkuun alkupuoliskolta heinäkuun lopulle ja toinen heinäkuulta jopa syys–lokakuun vaihteeseen. Oulun pohjoispuolella sukupolvia on kuitenkin vain yksi ja se lento alkaa lähes kuukautta etelärannikkoa myöhemmin.[2][4][5]
Hohtosinisiipi elää kuivemmilla niityillä, kivikkorannoilla, hiekkamailla, tuntureilla ja monissa kulttuuriympäristöissä, kuten joutomailla. Laji on paikkauskollinen ja koiraat valtaavat reviirin, jonka ympäri ne lentelevät odotellen naaraita.[2][6]
Naaras munii munat yksitellen ja aina nuorten ravintokasvien kukintoihin. Kasvilajin valinta saattaa vaihdella sukupolvien välillä. Toukka on nopeakasvuinen ollen täysikasvuinen 3–5 viikon kuluttua. Laji on ilmeisesti jonkinasteinen myrmekofiili ja muurahaiset saattavat huolehtia joistakin toukista. Laji talvehtii toukkamuodossa, mutta etenkään levinneisyysalueen pohjoisosissa elinkiertoa ei tarkoin tunneta. Kotelovaihe kestää viikosta kahteen.[2]
Toukkien ravintoa ovat hernekasvit kuten niittynätkelmä, hiirenvirna, puna-apila ja keulankärki.[2]
Hohtosinisiipi (Polyommatus icarus) on melko kookas sinisiipilaji. Suomessa sitä tavataan koko maassa.
Polyommatus icarus • Azuré commun, Azuré de la Bugrane, Petit Bleu commun
L’Argus bleu, Azuré commun, Azuré de la Bugrane ou Petit Bleu commun[1] (Polyommatus icarus) est une espèce de lépidoptères de la famille des Lycaenidae et de la sous-famille des Polyommatinae. Largement répandue en Eurasie, elle est un des papillons les plus communs en Europe.
L'imago de Polyommatus icarus est un petit papillon qui présente des variations géographiques, saisonnières et individuelles d'ornementation et de taille et un dimorphisme sexuel. Le dessus du mâle est bleu-violet bordé d'une fine bordure brune et d'une frange blanche, tandis que celui de la femelle est brun avec un lavis d'écailles bleues dans l'aire basale (plus ou moins étendu, parfois au point que les ailes sont presque entièrement bleues), une série de lunules submarginales orange, et une frange blanchâtre.
Le revers a une couleur de fond gris-beige chez le mâle et brun-ocre chez la femelle, orné dans les deux cas d'un ensemble d'ocelles noirs cerclés de blanc et d'une série de lunules submarginales orange, plus ou moins marquée suivant les sous-espèces. La base des ailes postérieures a des reflets bleus.
La présence d'un point cellulaire noir à la base du revers de l'aile antérieure joue un rôle important dans l'identification de cette espèce. Ce point peut cependant être vestigial ou absent : on parle alors de forme icarinus.
Dessus d'un mâle.
Revers d'un mâle.
Dessus d'une femelle classique.
Dessus d'une femelle à la coloration bleue étendue.
Revers d'une femelle.
La chenille, petite et trapue, possède une tête rétractile noire et un corps vert avec une ligne dorsale vert foncé et sur les flancs une ligne blanchâtre[3].
Les œufs, blanchâtres et hémisphériques, sont déposés un à un (quelques fois par 2 ou 3) sur les feuilles de la plante hôte[4].
Accouplement (mâle à gauche).
Œuf.
Polyommatus icarus produit en général deux ou même trois générations de mai à octobre, mais il vole en une seule génération en juin-juillet dans les régions les plus froides[5].
Les plantes hôtes des chenilles sont de nombreuses légumineuses : la Bugrane épineuse (d'où le zoonyme Azuré de la Bugrane), Lotus corniculatus, Trifolium repens, Trifolium pratense, Astragalus pinetorum, Astragalus onobrychis, Astragalus aristatus, Vicia cracca, Oxytropis campestris, Oxytropis pyrenaica, Medicago lupulinaa, Medicago romanica, Medicago falcata[5].
Comme chez d'autres Argus, les chenilles sont soignées par des fourmis, notamment Lasius alienus, Lasius flavus, Lasius niger, Formica subrufa, Plagiolepis pigmaea, Myrmica sabuleti[6].
Polyommatus icarus est présent, répandu et commun dans presque toute l'Europe et l'Asie tempérée[6],[5]. Il est remplacé par l'espèce voisine Polyommatus celina en Afrique du Nord, dans une partie de la péninsule ibérique et certaines îles méditerranéennes.
Il est présent dans tous les départements de France métropolitaine[7]. Il a fait sa réapparition à Paris intra-muros dans les années 2000[8].
Selon une étude de l'Agence Européenne pour l'Environnement publiée en juillet 2013[9], son abondance a cependant significativement baissé dans les prairies européennes entre 1990 et 2011.
Ce papillon a récemment été introduit en Amérique du Nord, plus précisément au Québec, où il est observé depuis 2005 dans les environs de Montréal[10].
L'espèce se rencontre dans des habitats très variés : prairies, bords de chemins, jardins, etc.
Ces papillons sont parfois attirés par les tas de fumier, car ils y trouvent des sels minéraux nécessaires afin de séduire les femelles[11][réf. à confirmer].
L'espèce Polyommatus icarus a été décrite par l'entomologiste allemand Siegmund Adrian von Rothenburg en 1775, sous le nom initial de Papilio icarus[12],[6].
Polyommatus icarus est classée dans la famille des Lycaenidae, la sous-famille des Polyommatinae et la tribu des Polyommatini. Elle est l'espèce type du genre Polyommatus Latreille, 1804.
On recense, entre autres, les synonymes suivants[6] :
Plusieurs sous-espèces ont été décrites, notamment[6] :
La compréhension des relations entre Polyommatus icarus et les espèces proches est en progression rapide depuis le début du XXIe siècle. Par exemple, des méthodes de phylogénie moléculaire ont permis de démontrer l'existence de l'espèce Polyommatus celina, qui remplace P. icarus dans certaines régions du Sud de l'Europe et en Afrique du Nord[13]. En revanche, le taxon Polyommatus andronicus (l’Azuré du Falakron), décrit de Grèce en 1995, s'est vu synonymiser avec P. icarus. Le statut d'autres taxons décrits récemment, comme Polyommatus abdon (Espagne) et Polyommatus elena (Russie), reste en suspens.
Très commune, l'espèce n'a pas de statut de protection particulier en France[14].
Polyommatus icarus • Azuré commun, Azuré de la Bugrane, Petit Bleu commun
L’Argus bleu, Azuré commun, Azuré de la Bugrane ou Petit Bleu commun (Polyommatus icarus) est une espèce de lépidoptères de la famille des Lycaenidae et de la sous-famille des Polyommatinae. Largement répandue en Eurasie, elle est un des papillons les plus communs en Europe.
Módračk (Polyommatus icarus, něm. Hauhechelbläuling) je mjetel ze swójby módračkow (Lycaenidae).
Jeli sy jedyn z mjenowanych njedostatkow skorigował(a), wotstroń prošu potrjecheny parameter předłohi {{Předźěłuj}}. Podrobnosće namakaš w dokumentaciji.
Módračk (Polyommatus icarus, něm. Hauhechelbläuling) je mjetel ze swójby módračkow (Lycaenidae).
L'icaro o argo azzurro (Polyommatus icarus (Rottemburg, 1775)) è un lepidottero appartenente alla famiglia Lycaenidae, diffuso in Eurasia e Nordafrica.[1][2]
La specie è ampiamente diffusa e comune in tutta Italia, con eccezione di Sardegna e Sicilia (dove è sostituita da Polyommatus celina), in ambienti fioriti di ogni tipo dal livello del mare fino ai 2000 metri di quota. Questa specie, in pratica, può essere osservata ovunque sia presente la pianta nutrice della larva: Trifolium, Lotus e altre leguminose. Le larve sono spesso accudite dalle formiche e le pupe interrate nei formicai.[3]
L'icaro o argo azzurro (Polyommatus icarus (Rottemburg, 1775)) è un lepidottero appartenente alla famiglia Lycaenidae, diffuso in Eurasia e Nordafrica.
Polyommatus icarus est papilio subfamiliae Polyommatinarum familiae Lycaenidarum. Qui papilio in Europa, Africa Septentrionali, et Canariis, sed saepissime per Insulas Britannicas reperitur. Maribus plerumque sunt alae caeruleae, margine a colore nigro ad fuscum, fimbriisque albis. Feminae plerumque sunt fuscae pulvere caeruleo paucioribusque maculis aurantiis in inferioribus alarum partibus.
Inter subspecies sunt:[1]
Larvae plantis familiae Fabacearum vescuntur, inter quas species Lathyri et Viciae, praesertim Astragalus aristatus, Astragalus onobrychis, Astragalus pinetorum, Lotus corniculatus, Oxytropis campestris, Oxytropis pyrenaica, Medicago falcata, Medicago lupulina, Medicago romanica, Ononis repens, Thymus serpyllum, Trifolium dubium, Trifolium pratense, Trifolium repens, Vicia cracca.[1]
Coitio
Mas (latus inferius)
Femina (latus inferius)
Vide "Polyommatum icarum" apud Vicispecies. Polyommatus icarus est papilio subfamiliae Polyommatinarum familiae Lycaenidarum. Qui papilio in Europa, Africa Septentrionali, et Canariis, sed saepissime per Insulas Britannicas reperitur. Maribus plerumque sunt alae caeruleae, margine a colore nigro ad fuscum, fimbriisque albis. Feminae plerumque sunt fuscae pulvere caeruleo paucioribusque maculis aurantiis in inferioribus alarum partibus.
Dirvinis melsvys (lot. Polyommatus icarus, vok. Common Blue, vok. Hauhechelbläuling) – melsvių (Lycaenidae) šeimos drugys. Tai viena labiausiai Lietuvoje paplitusių melsvių rūšių.
Parastais zilenītis (Polyommatus icarus) ir neliela zeltainīšu dzimtas (Lycaenidae) tauriņu suga, kas pieder pie zilenīšu ģints (Polyommatus). Parastais zilenītis sastopams plašā areālā Palearktikas ekozonā. Tas mājo Eiropā, sākot ar Skandināvijas dienvidiem un beidzot ar vismazākajām Vidusjūras saliņām, Āzijas mērenajā joslā, Ziemeļāfrikā un Kanāriju salās,[1] nesenā pagātnē introducēts Kanādas austrumos Kvebekas provincē.[2] Tā ir visbiežāk Latvijas pļavās novērojamā zilenīšu suga.[3]
Parastais zilenītis ir neliels dienas tauriņš, kuram raksturīgs dzimumu dimorfisms. Spārnu plētums 25—40 mm.[4] Tēviņu var noteikt samērā viegli arī pēc spārnu virspuses. Tā vienmēr ir zaigojoši koši zila, gar malām šaura, melna līnija, bet pati maliņa balta.[1] Mātītes spārnu virspuse ir brūna ar zilganu tonējumu virzienā uz ķermeni, gar malām oranžu raibumu rinda. Dažreiz (īpaši tas raksturīgs Īrijā un Skotijā) spārni ir viscaur zilgani zaigojoši, bet tiem vienmēr ir redzama oranžo raibumu rinda. Sugu visvieglāk var noteikt, apskatot spārnu apakšpusi. No apakšas spārni ir pelēkbrūni, tēviņiem tie ir pelēcīgāki, mātītēm brūnāki. Pie spārnu pamatnes tēviņam ir zilgans tonējums, mātītēm zaļgans.[1] Abiem dzimumiem gar aizmugurējo spārnu malu ir oranžu raibumu rinda. Oranžie raibumi turpinās arī uz priekšējiem spārniem. Tie bieži uz priekšspārniem mēdz būt mazāk koši, īpaši tēviņiem, vai arī raibumi uz priekšspārniem nav vispār. Aizmugurējo spārnu vidusdaļā ir 12 melni raibumi, kas veido diezgan precīzu burta D formu un starp melno un oranžo punktu rindu vidusdaļā redzams neregulāras formas balts laukumiņš.[5] Uz priekšējiem spārniem redzami 9 melnie punkti. Visiem melnajiem punktiem apkārt ir balta, šaura maliņa. Priekšspārniem centrā divi melni raibumi, aizmugurējiem viens.[5] Citiem zilenīšiem, kuriem arī ir baltais spārna laukumiņš, melno punktu loks nav tik regulārs (raibumi vairāk izsvaidīti), kā arī priekšspārnam zem melno punktu loka būs tikai viens melns punkts.[5]
Parastais zilenītis novērojams pļavās, piekrastes kāpās, upju krastos, sausos, skrajos priežu mežos, mežmalās, tīreļos, ceļmalās, dzelzceļmalās un dārzos. Tas sastopams līdz 2800 metriem virs jūras līmeņa.[1] Pieaugušie īpatņi ir augu apputeksnētāji un barojas ar ziedu nektāru. Iecienīti ir ragainie vanagnadziņi, gundegas, pīpenes, apiņu lucernas, lauka āboliņš un citi ziedi. Nakti tauriņi pavada uz ziediem, zāļu stiebru galotnēm, bieži grupās līdz 4—5 indivīdiem.[1]
Atkarībā no izplatības reģiona parastajam zilenītim vasaras laikā var izaugt 1—3 jaunās paaudzes. Mātīte olas pa vienai[4] dēj uz ragainā vanagnadziņa (Lotus corniculatus), ložņu blaktenes (Ononis repens), apiņu lucernas (Medicago lupulina) un citiem pākšaugiem.[1] Apmēram pēc nedēļas izšķiļas kāpuri,[4] kas ir gaiši zaļi un tāpat kā pieaugušie īpatņi aktīvi diennakts gaišajā laikā. Kā lielāko daļu zeltainīšu dzimtas sugu arī parasto zilenīti mēdz apkalpot skudras, jo kāpurs izdala saldu sekrētu. Skudras aizsargā kāpuru pret citiem plēsīgiem kukaiņiem. Pārziemo daļēji attīstījušies kāpuri, agri pavasarī tie pabeidz attīstīties, izaugot līdz 13 mm, un uz zemes iekūņojas. Skudras ļoti ātri atrod jauno kūniņu un to nosedz ar zemi vai meža kritalām, ļoti bieži ienes savos pūžņos. Tauriņš kūniņā attīstās 2 nedēļu laikā.[1][4]
Parastais zilenītis (Polyommatus icarus) ir neliela zeltainīšu dzimtas (Lycaenidae) tauriņu suga, kas pieder pie zilenīšu ģints (Polyommatus). Parastais zilenītis sastopams plašā areālā Palearktikas ekozonā. Tas mājo Eiropā, sākot ar Skandināvijas dienvidiem un beidzot ar vismazākajām Vidusjūras saliņām, Āzijas mērenajā joslā, Ziemeļāfrikā un Kanāriju salās, nesenā pagātnē introducēts Kanādas austrumos Kvebekas provincē. Tā ir visbiežāk Latvijas pļavās novērojamā zilenīšu suga.
Het icarusblauwtje (Polyommatus icarus) is een vlinder uit de familie van de kleine pages, vuurvlinders en blauwtjes (Lycaenidae).
Veel vrouwtjes zijn van boven bruingekleurd met oranje vlekjes. Daardoor worden ze soms aangezien voor een bruin blauwtje (Aricia agestis). De mannetjes zijn aan de bovenzijde egaal blauw.
Het icarusblauwtje komt algemeen voor in heel Europa, op droge schrale graslanden tot matig vochtige steppe. Ook in Nederland en België is de vlinder zeer algemeen. In 2005 is de soort voor het eerst ook in Noord-Amerika gevonden, in de buurt van Mirabel in de Canadese provincie Quebec.
De vliegtijd is van april tot en met oktober. De rups overwintert, meestal het derde rupsstadium.
Waarnemingen van feitelijke ei-afzetting zijn vrij zeldzaam. De eitjes worden tussen de bovenste bladeren op de jonge nog niet bloeiende planten van gewone rolklaver afgezet.
De rupsen worden gevonden op diverse planten uit de vlinderbloemenfamilie als sikkelklaver (Medicago falcata), hopklaver (Medicago lupulina), kleine klaver (Trifolium dubium), gewone rolklaver (Lotus corniculatus), moerasrolklaver (Lotus uliginosus), paardenhoefklaver (Hippocrepis comosa), bont kroonkruid (Coronilla varia), kattendoorn (Ononis spinosa) en kruipend stalkruid (Ononis repens). De jonge rupsen mineren.
paring
onderzijde vleugels ♂
bovenaanzicht ♂
bovenaanzicht ♀
ei
Het icarusblauwtje (Polyommatus icarus) is een vlinder uit de familie van de kleine pages, vuurvlinders en blauwtjes (Lycaenidae).
Tiriltungeblåvinge (Polyommatus icarus) er en av blåvingene, en dagaktiv sommerfugl i gruppen glansvinger. Tiriltungeblåvinge er nok den vanligste blåvingen i Norge.
Hannen har en mellom blå, glinsende farge på vingenes overside. Langs vingeranden, et fint hvitt tynt bånd eller søm ytterst og et mørkere smalt svart innenfor. Vingeundersiden er grå med mørke flekker i hvite ringer. Også i den innerste halvdelen av framvingen (nær kroppen), er det en til tre slike mørke flekker. Ved vingeroten utbrer et svakt og lite blå-grønt fargefelt seg. Bakvingenes underside har noen tydelige guloransje flekker, og en hvit kileformet flekk.
Hunnen har mørk brun farge på vingeoversiden. Ved roten brer et blålig farge felt seg utover vingen, dette kan bli så dominerende at vingene synes blå. Langs vingeranden finnes et hvitt bånd eller søm, og innenfor en rad av svarte runde flekker og oransje halvmåne flekker. Undersiden er lysere og grå. Bakvingenes underside har noen tydelige guloransje flekker og en hvit kileformet flekk.
Vingespennet er mellom 21 og 33 millimeter.
Kroppen har et ytre skjelett (hudplater) som holder de bløte indre organer på plass. Det ytre hudskjelettet er bygd opp for det meste av kitin. Brystet og bakkroppen er blåsvart og lite håret på oversiden. Undersiden har tett hårbekledning av lyst gråhvite hår.
Fasettøynene er stor og mørke. Hodet er smalt foran, palpene er store og fremoverrettet. Sommerfuglene skiller seg fra de fleste andre insektene ved at munnen ikke har kjever og lepper, men en lang sugesnabel (proboscis) mellom palpene. Den er rullet opp i en spiral, mellom palpene, under hodet, når den ikke er i bruk. Antennene sitter over og helt inntil fasettøynene. Antennene er trådformet og består av sylindriske ganske like ledd. Antenneklubben er flat eller skålformet. Leddene er farget slik at antennen får små ringer i svart og hvitt.
Beina er godt utviklet hos hunnene, som bruker alle beina til å gå med. Mens hanner har noe reduserte frambein og går på de fire bakerste beina. Det doble kloleddet på frambeina mangler eller er redusert. På det mellomste beinparet er børsten på skinnbeinet (tibia) godt utviklet.
Bakkroppens indre organer består av fordøyelsesorganer, forplantningsorganer og åndedrett. Åndedrettet hos sommerfugler foregår ikke ved lunger, men ved at luft hentes inn og ut av kroppen gjennom små hull i hudskjelettet (spirakler). I kroppen er det et svært finmasket system av trakéer som leder oksygenet til kroppens vitale deler. En blodvæske som sirkulerer i kroppen, pumpes rundt av et avlangt rørformet hjerte. Brystpartiet består for det meste av vingenes muskulatur. Sanseorganer, for syn, smak og lukt er stort sett plassert i hodet. Nervesystemet består av en bukmarg med to nervestrenger og én nerveknute (ganglion) i hvert kroppssegment. Den første nerveknuten, som ligger foran munnåpningen, er spesielt stor og omtales som hjerne.
Egget er flatt og rundt, med et fint punktert mønster.
Larven har generelt tykk hud og er ganske hardføre. Den er grønnlig eller brunlig på farge, ofte med en eller flere lengdestriper. Undersiden er flat, mens oversiden er velvet. Larvens kropp smaler litt bakover.
Bak hodet, på bryststykket, som består av tre ledd, er det tre par bein. Lengre bak har larvene noen bukføtter, som ikke er egentlige bein, men utvekster larven kan bruke til å holde seg fast. Lengst bak har den en analfot.
Larvens hode består av en hard hodekapsel med noen punktøyne. Under øynene er det noen små antenner larven bruker til å finne riktig føde. Larvens bakkropp består nesten bare av fordøyelsessystemet. Dette er ganske kort og mye av maten larven spiser passerer før all næringen er tatt opp. Avføringen kommer ut som små kuler helt bakerst på kroppen. Larvene ånder gjennom åpninger i hudskjelettet (spirakler), langs kroppens sider.
Larven overvintrer i sitt fjerde larvestadie, og har da en brunere farge.
Puppene er bønneformet og urørlige, de ligner plantedeler som frø og lignende, den er festet i et magebelte, til et blad eller lignende. Fargen er grønnlig.
Tiriltungeblåvinge finnes på gresskledde og blomsterrike enger. Arten foretrekker tørre lokaliteter, og finnes gjerne i veiskråninger og lignende.
Glansvinger har normalt en rolig og gjerne flagrende flukt. Ofte flyr de korte turer fra blomst til blomst. Om natten og i overskyet vær hviler sommerfuglen. Flygetiden er fra mai til august. Vingene holdes sammenlagt opp og ut fra kroppen, og den noe spraglete vingeundersiden gir sommerfuglen en viss kamuflasje og beskyttelse.
Voksne glansvinger lever av nektar de suger opp fra blomstene på ulike planter (urter). Sugesnabelen, på hodets underside, gir sommerfuglen mulighet til å nå inn i dype blomster for å suge til seg nektar. Sugesnabelen gjør at sommerfugler er avhengig av flytende føde.
Parringen skjer ved sammenkobling mellom de to kjønnene. Under parring utskiller hannene en duft fra små duftskjell på vingene, dette kan være med å gjøre hunnen mer villig til å parres. Om et par forstyrres under parring, flyr vanligvis hannen, mens hunnen blir hengende passivt. Hunner som har parret seg inntar ofte en spesiell stilling, hvor vingene holdes noe flatt og utbredt, mens bakkroppen løftes opp.
Eggene legges enkeltvis ved blomsterknoppen på unge skudd av vertsplanten.
Larven er radikalt forskjellige fra de voksne, både i levevis og i kroppsbygning. Larven er trege og ikke særlig sky. De har ingen synlige forsvarsfunksjoner, som å kaste hodet til siden fram og tilbake eller å rulle sammen kroppen, ved berøring.
Larvene lever som plantespiser på erteplanter, som tiriltunge, rødkløver og hvitkløver.
Tiriltungeblåvinge lever i liten grad i samspill (symbiose) med maur, slik som hos flere andre arter av blåvinger.
Larvens kroppstemperatur er mellom 35 og 38 grader C°. Ved lavere temperatur blir larven inaktiv. Derfor krever larver hos dagsommerfugler gjerne sollys for å være aktive. Om det blir for varmt regulerer larven temperaturen ved å oppsøke skygge.
Tiriltungeblåvinge tilhører gruppen av insekter med fullstendig forvandling (holometabole insekter), som gjennomgår en metamorfose i løpet av utviklingen. Mellom larvestadiet og det voksne stadiet er et puppestadium, en hvileperiode, der sommerfuglens indre og ytre organer endres. Larvens bøyelige og myke kropp omdannes til en puppe med et hardt skall. Når skallet er hardt begynner omdanningen fra larve til den voksne (imago) glansvingen. De indre organer brytes i varierende grad ned til en cellemasse. En omorganisering skjer og dyret bygges opp igjen. Puppeperioden varierer etter temperaturen, vanligvis mellom to til fire uker.
Tiriltungeblåvinge finnes i Danmark, Sverige og Finland. I hele Norge, men mangler i det nordligste og østligste Finnmark.
Slektskapet innen gruppen glansvingene er avklart i ulik grad. Derfor kan endringer skje. Det har vært ulike måter å dele gruppen inn i. (Systematikken følger Fauna Europaea[2] )
Tiriltungeblåvinge (Polyommatus icarus) er en av blåvingene, en dagaktiv sommerfugl i gruppen glansvinger. Tiriltungeblåvinge er nok den vanligste blåvingen i Norge.
La ruva a viv dzortut an dzora a Leguminosae. Doe o tre generassion a l'ann, la farfala a vola da avril fin a l'otonn tard.
A viv an tuta Italia, dzortut an pianura e an colin-a.
La ruva a viv dzortut an dzora a Leguminosae. Doe o tre generassion a l'ann, la farfala a vola da avril fin a l'otonn tard.
DistribussionA viv an tuta Italia, dzortut an pianura e an colin-a.
Modraszek ikar (Polyommatus icarus) – gatunek motyla dziennego z rodziny modraszkowatych (Lycaenidae)[1].
Skrzydła o rozpiętości 28 – 32 mm. Wyraźnie zaznaczony dymorfizm płciowy. U samców wierzch skrzydeł błękitny (czasami z fioletowym odcieniem) z czarną, wąską obwódką na zewnętrznym brzegu skrzydeł. U samic skrzydła są ciemnobrunatne, często z silnym niebieskim nalotem, z rzędem pomarańczowych plamek przy zewnętrznym brzegu tylnego, a niekiedy i przedniego, skrzydła[1]. Od podobnego modraszka lazurka (Polyommatus thersites) odróżnia się obecnością dwóch plam w nasadowej części spodu przedniego skrzydła[2].
Samiec
Samica
Gatunek pospolity, zasiedlający niemal całą Palearktykę. Występuje od Afryki północnej na południu do Przylądka Północnego na północy i od Wysp Kanaryjskich na zachodzie po wybrzeże Oceanu Spokojnego na wschodzie[1].
Różnego rodzaju środowiska otwarte: skraje pól, łąki, polany, ugory, tereny ruderalne, wszędzie gdzie występują rośliny żywicielskie[1][2].
Jaja składane są pojedynczo na liściach, pędach lub główkach kwiatowych roślin żywicielskich. Roślinami tymi są różne gatunki z rodziny bobowatych Fabaceae – głównie koniczyny, lucerny, komonice, wilżyny[2]. Owady dorosłe pojawiają się w dwóch pokoleniach: od połowy maja do końca czerwca i od połowy lipca do końca sierpnia. W ciepłe lata czasami rozwija się trzecie pokolenie, od początku września do początku października[1].
Modraszek ikar (Polyommatus icarus) – gatunek motyla dziennego z rodziny modraszkowatych (Lycaenidae).
Polyommatus icarus é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de borboletas conhecidas por Azul-comum[1] pertencente à família Lycaenidae.[2]
A autoridade científica da espécie é Rottemburg, tendo sido descrita no ano de 1775.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Polyommatus icarus é uma espécie de insetos lepidópteros, mais especificamente de borboletas conhecidas por Azul-comum pertencente à família Lycaenidae.
A autoridade científica da espécie é Rottemburg, tendo sido descrita no ano de 1775.
Trata-se de uma espécie presente no território português.
Modráčik obyčajný (Polyommatus icarus) motýľ z čeľade ohniváčikovité (Lycaenidae).
Modráčik obyčajný (samica)
Modráčik obyčajný (samec)
Modráčik obyčajný (samec)
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Modráčik obyčajný
Wikidruhy ponúkajú informácie na tému Modráčik obyčajný
Tento článok týkajúci sa živočíchov je zatiaľ „výhonok“. Pomôž Wikipédii tým, že ho doplníš a rozšíriš. Modráčik obyčajný (Polyommatus icarus) motýľ z čeľade ohniváčikovité (Lycaenidae).
Navadni modrin (znanstveno ime Polyommatus icarus) je majhen metulj iz družine modrinov (Lycaenidae). Je eden izmed dnevnih metuljev (Rhopalocera).
Pogost je v večjem delu Evrope, Severne Afrike in zmerne Azije. Najdemo ga skoraj povsod na odprtem svetu - od morske obale do gora, lahko celo več kot 2000 m visoko.
Navadni modrin je majhen metulj z zelo značilnim vzorcem ali risbo na spodnji strani kril. Samci in samice so različno obarvani. Barva kril pri samcih je svetlo modra z ozkim črnim robom in belimi resicami. Spodnja stran je siva z običajnim vzorcem modrinov. Samica je zgoraj rjava z oranžnimi robnimi pegami in razločno močnejšo modro oprašitvijo in belimi resicami.
Leta od aprila do oktobra v dveh ali treh zarodih. Buba je rjavosiva.
Gosenica je zelena z belimi črtami in pegami. Mrzli del leta prezimi.
Hrani se z različnimi nizkimi metuljnicami.
Samica navadnega modrina
Samec navadnega modrina
Samica navadnega modrina
Samec navadnega modrina
Navadni modrin (znanstveno ime Polyommatus icarus) je majhen metulj iz družine modrinov (Lycaenidae). Je eden izmed dnevnih metuljev (Rhopalocera).
Puktörneblåvinge (Polyommatus icarus) är en fjäril i familjen juvelvingar.
Utbredningsområdet sträcker sig från Kanarieöarna och Nordafrika över Europa till Ural och Centralasien.[1]
Arten förekommer i hela Norden. I Sverige finns den i hela landet (inklusive Gotska Sandön), dock tätast i Götaland och Svealand.[1] I Finland har den observerats i hela landet utom längst i nordost.[2] Den minskar svagt i Sverige och Finland[1], dock utan att vara rödlistad i någotdera landet[1][2].
Puktörneblåvingen lever på de flesta öppna platser, där solljuset når ned till grästäckt jord, till exempel vägrenar, hedar, ängar, betesmarker och skogsgläntor. Men den trivs inte så bra på våt mark. Ett ytterligare krav på miljön är att larvens värdväxt finns tillgänglig, oftast käringtand men också andra ärtväxter, som rödklöver och, som namnet antyder, puktörnen (Ononis). I södra Sverige syns de första puktörneblåvingarna för året i maj och med lite tur kan man stöta på en så sent som i september.
Hannarna är lysande blå på ovansidan, medan honorna finns i många variationer från mörkt chokladbrun med orange fläckar, till ljust blå, som hannen. Fjärilens vingspann är 22–33 mm, utan någon större storleksskillnad mellan könen.
Den långa flygtiden beror delvis på att denna fjäril har upp till tre generationer på en sommar. En vecka efter att ägget lagts kläcks larven ut. Larven förpuppas efter ytterligare ungefär 4 veckor och den vuxna fjärilen (imagon) kommer ut ur puppan 10–20 dagar senare. Larverna i den sista generationen för året övervintrar tätt intill markytan nära värdväxten.
Puktörneblåvingen indelas i flera underarter där P. i. septentrionalis förekommer norr om polcirkeln och P. i. jotunensis i fjälltrakterna i södra Norge.[1]
Wikimedia Commons har media som rör Puktörneblåvinge.
Puktörneblåvinge (Polyommatus icarus) är en fjäril i familjen juvelvingar.
Çokgözlü mavi (Polyommatus icarus), Lycaenidae familyasından bir kelebek türü. Bu kelebek türünün dişileri kahverengi erkekleri mavi renktedir. Her ortamda yaşayabilir. Kanatları 2–3 cm açıklıktadır. Mart ayının sonunda Kasım başına kadar görülebilir. Çamurluk ve sulak alanlarda gruplar halinde konaklarlar.
çiftleşme
Kelebek ile ilgili bu madde bir taslaktır. Madde içeriğini geliştirerek Vikipedi'ye katkıda bulunabilirsiniz. Вид названий на честь персонажа давньогрецької міфології Ікара.
Вид поширений в Європі та Північній Азії (від Канарських островів до Північного Китаю). З 2005 року поширився у Канаді. В Україні трапляється по всій території.
Розмах крил 25-35 мм. У самця крила зверху блакитні, з вузьким чорним краєм, а у самиці темнокоричневі з блакитним нальотом біля основи крила і рудими крайовими лунками. Знизу крила у обох статей сірі з безліччю чорних вічкастих плям.
Самець
Самиця
Метелики літають з квітня по жовтень. Їх можна зустріти на лугах, узліссях і галявинах листяних лісів. Метелики харчуються нектаром бобових рослин. За рік буває два-три покоління. Самиця відкладає яйця на бобові рослини, нектаром яких вона годується. При сприятливих умовах приблизно через тиждень з яєць з'являються гусениці. Вони невеликі, короткі, зеленого кольору, з жовтою смугою вздовж спини і мають своєрідну форму: спинка у них дуже опукла, а черевце плоске, тобто за зовнішнім виглядом схожі на мокриць. Живляться гусениці листям бобових. Заляльковування гусениць теж відбувається на бобових рослинах.
Polyommatus icarus là một loài bướm ngày trong họ Lycaenidae, phân bố rộng khắp ở phần lớn Cổ Bắc giới. Gần đây, Polyommatus icarus đã được phát hiện ở Mirabel, Quebec, Canada bởi Ara Sarafian, một nhà nghiên cứu côn trùng học. Theo Hiệp hội sưu tập côn trùng quốc gia Canada thì đây là P. icarus, một loài bướm lạ đối với Canada và Bắc Mỹ. Ấu trùng ăn Leguminosae. Các loài cây thực phẩm được ghi nhận là Lathyrus spp., Vicia spp., Vicia cracca, Oxytropis campestris, Lotus corniculatus, Trifolium pratense, Oxytropis pyrenaica, Astragalus aristatus, Astragalus onobrychis, Astragalus pinetorum, Medicago romanica, Medicago falcata và Trifolium repens.
.jpg)
.JPG)
Bài viết liên quan đến họ Bướm xanh này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn.
Polyommatus icarus là một loài bướm ngày trong họ Lycaenidae, phân bố rộng khắp ở phần lớn Cổ Bắc giới. Gần đây, Polyommatus icarus đã được phát hiện ở Mirabel, Quebec, Canada bởi Ara Sarafian, một nhà nghiên cứu côn trùng học. Theo Hiệp hội sưu tập côn trùng quốc gia Canada thì đây là P. icarus, một loài bướm lạ đối với Canada và Bắc Mỹ. Ấu trùng ăn Leguminosae. Các loài cây thực phẩm được ghi nhận là Lathyrus spp., Vicia spp., Vicia cracca, Oxytropis campestris, Lotus corniculatus, Trifolium pratense, Oxytropis pyrenaica, Astragalus aristatus, Astragalus onobrychis, Astragalus pinetorum, Medicago romanica, Medicago falcata và Trifolium repens.
Апрель — 2-3 декады, май, июнь, июль, август, сентябрь, октябрь — 1 декада.
Эврибионт. Луга различных типов, поляны, просеки, опушки, полосы отчуждения железных и шоссейных дорог, пустыри, сады, парки, урбанизированные территории и т. д. На юге является массовым видом на люцерновых полях. На Кольском полуострове наблюдается на луговых сообществах у населенных пунктов.
Внетропическая Евразия. Отсутствует на Японских островах. Встречается по всей территории Америки. Самый обычный и массовый вид семейства. В северо-западной Африке замещается на морфологически близкий, но значительно отличающийся по молекулярно-генетическим маркерам вид Polyommatus celina (Austaut, 1879).
В Восточной Европе представлен номинативным подвидом. Наряду с типовой встречается форма icarinus, у которой на переднем крыле в прикорневой области отсутствуют глазки или точки. В 1999 году Б. В. Страдомским и Ю. Г. Арзановым были описаны «двойники» Polyommatus icarus — Polyommatus neglectus и Polyommatus elena. В качестве основания были предложены различия в строении гениталий обоих полов. В гениталиях самца elena лопасти ункуса удлиненные и суженные в сравнении с icarus, дорсальный край винкулума явственно более выпуклый. Эдеагус у elena слабо склеротизован, сплющен с боков, не имеет перегиба в базальной четверти. Вершина поствагинальной пластинки в гениталиях самки elena имеет характерные участки склеротизации, в то время как для icarus характерно беспорядочное расположение склеротизованных точек. Последующие молекулярно-генетические исследования также показали значительное различие между icarus и elena (более 6,5 %) в такой ядерной последовательность ДНК, как internal transcribed spacer 2 — ITS 2. Что касается neglectus, то этот таксон был сведен в синоним к Polyommatus icarus.
Апрель — 2-3 декады, май, июнь, июль, август, сентябрь, октябрь — 1 декада.
共有23個亞種，詳閱正文。
普藍眼灰蝶（Common Blue，學名：Polyommatus icarus），是屬於灰蝶科眼灰蝶亞科的一種蝴蝶，是眼灰蝶屬的模式種。分佈於歐亞地區及北非，模式產地為柏林[1]。雖然擁有廣泛的分佈性，但數量容易受生境的改變和破壞而被影響，所以這種蝴蝶亦被視作監察郊外生物多樣性的良好指標。
卵為白色，闊0.5毫米，高0.2毫米。幼蟲綠色，長約13毫米，背部有深綠色線紋，旁邊有淺綠色線紋。蛹綠色，長約9-10毫米。
展翅寬約29-38毫米。雄蝶翅面為耀眼的淺藍色；雌蝶通常棕色，後翅外緣有橙色斑紋，翅基有深紫藍色，又有藍色伸延至大部份翅面的型態（mariscolore），橙斑有時也會有變異的情況。
卵
翅底花紋
雄蝶藍色的翅面
雌蝶棕色且有橙斑的翅面
雌蝶紫藍色且有橙斑的翅面
幼蟲的寄主為豆科的百脈根，有時也會攝食天藍苜蓿、蝶形花科的白三葉草和芒柄花等豆類植物[2][3]。會與螞蟻共生，分泌出含糖的物質吸引螞蟻。
飛行迅速，愛訪花，常在花朵之間短暫飛舞。雄蝶具領域性，任何雄性的蝴蝶飛進牠的佔據範圍的話，都會把這些競爭對手趕走，即使是其他品種的蝴蝶如紅灰蝶，雌蝶會把卵產在寄主較細嫩的葉片上。一年1-3代。
這種廣泛分佈的蝴蝶就反映出牠的生境多樣，幼蟲的寄主植物有生長的地區幾乎都能找到牠們的蹤影。喜愛日曬的天氣和有遮蔽的地方，如山丘、路邊、沙石場、高爾夫球場、木林的空地和農村田園。
訪花
吸水
日光浴
求偶
交尾
普藍眼灰蝶（Common Blue，學名：Polyommatus icarus），是屬於灰蝶科眼灰蝶亞科的一種蝴蝶，是眼灰蝶屬的模式種。分佈於歐亞地區及北非，模式產地為柏林。雖然擁有廣泛的分佈性，但數量容易受生境的改變和破壞而被影響，所以這種蝴蝶亦被視作監察郊外生物多樣性的良好指標。
.jpg)
分類 界 : 動物界 Animalia 門 : 節足動物門 Arthropoda 綱 : 昆虫綱 Insecta 目 : チョウ目（鱗翅目） Lepidoptera 上科 : アゲハチョウ上科 Papilionoidea 科 : シジミチョウ科 Lycaenidae 属 : ウスルリシジミ属 Polyommatus 種 : イカルスヒメシジミイカルスヒメシジミ （Polyommatus icarus ） は、チョウ目（鱗翅目）シジミチョウ上科シジミチョウ科に分類されるチョウの一種。
開長3cm。オスの翅は青色で、メスは茶色と地味。雌雄ともに翅裏は淡黄褐色。
都市部の道路脇、森林、海岸沿いでみられる。出現期は4-9月で、年2化もしくは年3化、北の方では年1化。
マメ科を食草とする。
PolyommatusIcarus(LynneKirton)Jun2005.jpg)
.jpg)
卵
연푸른부전나비(학명 : Polyommatus icarus)는 나비목 호랑나비상과 부전나비과에 속하는 나비의 일종이다. 유럽, 북아메리카, 온대 아시아에 분포한다. 유럽푸른부전나비라고도 한다. 문화어로는 '연한물빛숫돌나비'로 불린다.
날개 편 길이는 3cm이다. 수컷의 날개는 청색이고 암컷의 날개는 갈색이며 수수하다. 암수 모두 날개 가장자리는 검은갈색이다. 애벌레는 콩과식물을 먹는다. 한반도에서는 동북부 지방 산지의 습한 풀밭에 국지적으로 분포한다. 연 1회 발생하며, 7월부터 8월 말에 걸쳐 나타난다. 러시아 극동 지역에서는 연 1~2회 발생하며, 5월부터 10월에 걸쳐 나타난다.
PolyommatusIcarus(LynneKirton)Jun2005.jpg)
.jpg)
암수가 짝짓기를 하고있다.
알
PolyommatusIcarus(LynneKirton)Jun2005.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
_male_3.JPG)
.jpg)
.jpg)
_female_underside_2.jpg)
.jpg)
_male_3.JPG)
_female.jpg)
PolyommatusIcarus(LynneKirton)Jun2005.jpg)
_male_3.JPG)
_female.jpg)
.jpg)
.jpg)
_male_underside.jpg)
