La Brenthis ino ye un inseutu lepidóptero perteneciente a la familia Nymphalidae. (Rottemburg 1775.)[2][3]
Brenthis ino ye una caparina de tamañu mediu, con un valumbu de 34 a 42 milímetros. Les femes son más grandes y xeneralmente más escures que los machos. Les antenes son claviformes. El color básicu de la parte cimera de les ales ye de color naranxa con dellos llurdios de color marrón escuru. Los cantos son de color marrón tamién, con una raya discontinua de pequeños llurdios. La parte inferior de les ales ye cremosu-naranxa con un cantu dentáu y llurdios marrones escures nes ales anteriores, ente que les ales posteriores amuesen llurdios de color beige-marrón nel filu y dellos llurdios marrones escuru y violeta anilladas como avisiegu. Les ales d'esta especie escarez de llurdios plateadas. La caparina vuela ente xunu y agostu, dependiendo del allugamientu. Pasa l'iviernu en forma de oruga.
Les canesbes aliméntense de los praos de Filipendula ulmaria , Filipendula vulgaris), Rubus saxatilis, Rubus idaeus, especies de Aruncus y Spiraea y Sanguisorba minor).[1]
Ta presente n'España, Francia, Italia, n'Europa Central y del Norte, en Siberia, nel Asia templada, nel norte de China y en Xapón. [4]
Esta especie prefier los praos húmedos y turberes nuna elevación de 0-1,500 metros sobre'l nivel del mar.
Pareya en cópula
Canesba
La Brenthis ino ye un inseutu lepidóptero perteneciente a la familia Nymphalidae. (Rottemburg 1775.)
La perlada europea (Brenthis ino)[2] és un lepidòpter ropalòcer de la família Nymphalidae.[3]
Es distribueix per Europa, Turquia, major part d'Àsia temperada, Urals polars, Sakhà i Japó. A la península Ibèrica es troba a la Serralada Cantàbrica, Burgos, Serra de la Demanda, Pirineus, Conca i Terol.[3]
Zones humides amb flors, protegides per arbustos i bosc obert, normalment prop de rius o àrees pantanoses i torberes de vessants de muntanya.[3] L'eruga s'alimenta preferentment de Filipendula ulmaria,[2][3] encara que també es pot alimentar de Filipendula petalata, Rubus chamaemorus, Rubus idaeus, Aruncus dioecus i Sanguisorba officinalis.[3]
Una generació a l'any entre juny i agost, depenent de la temporada, l'altitud i la latitud. Hibernació com a ou o larva jove.[3]
La perlada europea (Brenthis ino) és un lepidòpter ropalòcer de la família Nymphalidae.
Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino) er en sommerfugl i takvingefamilien. Den er i Europa især hyppig i Mellemeuropa, men findes helt op til Ishavet. Østpå er den udbredt gennem hele tempereret Asien. I Danmark findes den på frodige skovenge på Øerne. Larven lever i modsætning til de andre perlemorsommerfugle på planten mjødurt. Sommerfuglen har trods navnet ingen perlemorpletter på bagvingeundersiden.
Engperlemorsommerfugl
△ Engperlemorsommerfugl
Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten
Wikispecies har taksonomi med forbindelse til Engperlemorsommerfugl
Engperlemorsommerfugl (Brenthis ino) er en sommerfugl i takvingefamilien. Den er i Europa især hyppig i Mellemeuropa, men findes helt op til Ishavet. Østpå er den udbredt gennem hele tempereret Asien. I Danmark findes den på frodige skovenge på Øerne. Larven lever i modsætning til de andre perlemorsommerfugle på planten mjødurt. Sommerfuglen har trods navnet ingen perlemorpletter på bagvingeundersiden.
Engperlemorsommerfugl
△ Engperlemorsommerfugl
Der Mädesüß-Perlmuttfalter oder Violetter Silberfalter (Brenthis ino) ist ein Schmetterling (Tagfalter) aus der Familie der Edelfalter (Nymphalidae). Das Artepitheton leitet sich von Ino, der Tochter des Kadmos aus der griechischen Mythologie ab.[1]
Die Falter erreichen eine Flügelspannweite von 32 bis 40 Millimetern. Die Flügeloberseiten sind gelborange und schwarz gemustert. Der Außenrand beider Flügelpaare ist schwarz mit einem feinen gestrichelten weißen Rand an den Kanten. Nach innen sind zwei schwarze Punktreihen parallel zum Außenrand angeordnet. Die weiter innen liegende hat etwas größere Flecken, die in manchen Bereichen fehlen. Die Flügelunterseite ist hellgelb und etwas braun gefärbt. Auf den Hinterflügeln findet sich kurz nach der Mitte eine braune Querbinde, in der ein stark verlaufener violett-weißer Streifen verläuft. Daneben sind mehrere schwarze Punkte mit weißen Einschlüssen enthalten. Von der Mitte bis zum Flügelansatz sind hellgelbe Felder mit braunen Linien umrandet.
Die Raupen werden ca. 25 Millimeter lang. Sie sind weiß, grau und braun längsgestreift. Sie haben gelbe Dornen, deren Spitzen weiß sind.
Dorsalansicht
△ Ventralansicht
Sie sind in Mitteleuropa weit verbreitet, sind aber vielerorts durch den Rückgang ihrer Lebensräume selten geworden. Sie leben auf Feuchtwiesen und an feuchten Waldrändern an denen ihre Fraßpflanzen wachsen, kommen selten aber auch auf Trockenrasen und anderen offenen und trockenen Flächen vor.
Der Mädesüß-Perlmuttfalter fliegt in einer Generation von Mitte Mai bis Mitte August. Die Raupen können von Ende Mai bis Mitte Juni angetroffen werden.
Die Tiere fliegen in einer Generation pro Jahr und halten sich meist zum Fressen auf violetten Blüten wie Flockenblumen (Centaurea spec.) und Disteln (Carduus spec.) auf.
Die Raupen ernähren sich von den Blättern des Echten Mädesüßes (Filipendula ulmaria) und gelegentlich auch von jenen des Großen Wiesenknopfes (Sanguisorba officialis). Wahrscheinlich fressen sie aber auch andere Rosengewächse. Ebert nennt als Raupennahrungspflanze auch das Fleischfarbene Knabenkraut (Dactylorhiza incarnata)[2].
Die Weibchen legen ihre Eier einzeln auf die Blattunterseite der Futterpflanzen. Sie tun dies aber, indem sie sich auf die Oberseite setzen und durch ein Loch die Eier unten aufkleben. Die Stürzpuppen sind hellbraun und haben am Rücken helle, metallisch glänzende Flecken.
Der Mädesüß-Perlmuttfalter oder Violetter Silberfalter (Brenthis ino) ist ein Schmetterling (Tagfalter) aus der Familie der Edelfalter (Nymphalidae). Das Artepitheton leitet sich von Ino, der Tochter des Kadmos aus der griechischen Mythologie ab.
De Poarperstreekparlemoerflinter (Brenthis ino) is in soarte yn de famylje fan de Aureliaflinters (Nymhalidae).
Froeger wiene der lytse populaasjes in Limburch mar dy binne in de rin fan de jierren ferdwûn. De flinter hâldt fan matich fiedselrike rûchten en greiden mei rivierkes. De Poarperstreekparlemoerflinter is noch te finen yn de Ardennen en Eifel. It is in honkfêste soarte.
Op de reade list stiet de flinter as ferdwûn út Nederlân.
De flinter is yn 2006 1 kear sjoen.
De wjuklingte is 17 oant 22 mm. De boppekant is oranje krektas by de Grutte Parlemoerflinter. De Poarperstreekparlemoerflinter is lykwols in stik lytser. De ûnderkanten fan de efterwjukken binne giel mei in fiolette bân mei donkere ringen.
Poarperstreekparlemoerflinter
△ Poarperstreekparlemoerflinter
De flinter fleant fan begjin juny ôf oant begjin augustus. De Poarperstreekparlemoerflinter fleant yn ien generaasje.
De groeiperioade fan de rûp is yn it foarjier en yn de foarsimmer. It aaike fan de flinter oerwinteret.
De rûp fret fan de wylde geiteburd.
De Poarperstreekparlemoerflinter (Brenthis ino) is in soarte yn de famylje fan de Aureliaflinters (Nymhalidae).
Brenthis ino, the lesser marbled fritillary, is a butterfly of the family Nymphalidae.
The lesser marbled fritillary is present in Spain, France, Italy, central and northern Europe, Siberia, temperate Asia, northern China and Japan.[1][2]
This species prefers damp meadows and bogs at an elevation of 0–1,500 metres (0–4,921 ft) above sea level.
Brenthis ino is a medium-sized butterfly with a wingspan of 34–42 millimetres (1.3–1.7 in). Females are larger and usually darker than males. The antennae are clavate (club shaped). The basic color of the upper side of the wings is orange with several dark brown blotches. The edges are brown too, with a discontinuous stripe of small blotches. The lower side of the wings is creamy orange with an indented edge and dark brown blotches on the forewings, while the hindwings show brown-edged beige blotches and some ringed dark brown and violet shading spots. The wings of this species lacks any silver blotches. The butterfly flies from June to August depending on the location. It overwinters in the form of caterpillar. The larvae feed on meadowsweet (Filipendula ulmaria), dropwort (Filipendula vulgaris), stone bramble (Rubus saxatilis), raspberry (Rubus idaeus), Aruncus species, Spiraea species and salad burnet (Sanguisorba minor).[1]
Mating pair
Caterpillar
Both sides
Brenthis ino, the lesser marbled fritillary, is a butterfly of the family Nymphalidae.
Brenthis ino es un insecto lepidóptero de la familia Nymphalidae.
Brenthis ino es una mariposa de tamaño medio, con una envergadura de 34 a 42 milímetros. Las hembras son más grandes y generalmente más oscuras que los machos. Las antenas son claviforme. El color básico de la parte superior de las alas es de color naranja con varias manchas de color marrón oscuro. Los bordes son de color marrón también, con una raya discontinua de pequeñas manchas. La parte inferior de las alas es cremoso-naranja con un borde dentado y manchas marrones oscuras en las alas anteriores, mientras que las alas posteriores muestran manchas de color beige-marrón en el filo y algunas manchas marrones oscuro y violeta anilladas como sombreado. Las alas de esta especie carece de manchas plateadas. La mariposa vuela entre junio y agosto, dependiendo de la ubicación. Pasa el invierno en forma de oruga. Las larvas se alimentan de Filipendula ulmaria , Filipendula vulgaris), Rubus saxatilis, Rubus idaeus, especies de Aruncus y Spiraea y Sanguisorba minor).[1]
Brenthis ino
△ Brenthis ino
Está presente en España, Francia, Italia, en Europa Central y del Norte, en Siberia, en el Asia templada, en el norte de China y en Japón.[1][2]
Esta especie prefiere los prados húmedos y turberas en una elevación de 0-1,500 metros sobre el nivel del mar.
Pareja
Oruga
Brenthis ino es un insecto lepidóptero de la familia Nymphalidae.
Luhatäpik (Argynnis ino L., sünonüüm Brenthis ino) on koerlibliklaste sugukonda täpiku perekonda kuuluv päevaliblikaliik.
Teaduslikult kirjeldas luhatäpikut nime Argynnis ino all esimesena Linnaeus ja nime Brenthis ino all saksa putukateadlane S. A. von Rottemburg.
Luhatäpik on saanud oma ladinakeelse nime vanakreeka mütoloogia tegelaskuju Ino järgi.
Luhatäpiku tiibade siruulatus on 34–42 mm. Tiivad on kuldkollased musta mustriga. Kummalgi tiival on must serv valge äärega. Serva ääres on kaks mustade täppide rivi. Servast kaugemal on mustad laigud märksa suuremad. Tiibade alakülg on helekollane, vahel pruun. Tagatiibade allküljel on lühikesed lillad ja valged triibud.
Eestis ja Kesk-Euroopas on luhatäpik üsna sage liblikas.
Ta lendab juuni keskelt juuli lõpuni, eriti soistel ja niisketel niitudel ning metsaveertes. Röövikud toituvad vaarika ja angervaksa[1], samuti ürt-punanupu, kibuvitsa, kahkjaspunase sõrmkäpa, muraka, kitseenela ja mustnupu lehtedel.
Luhatäpikul on aastas üks põlvkond. Röövik on umbes 25 mm pikk. Nad on valged, hallid ja pruunid. Röövikuid saab kohata mai lõpust juuni keskpaigani.
Luhatäpik
△ Luhatäpik
Luhatäpik (Argynnis ino L., sünonüüm Brenthis ino) on koerlibliklaste sugukonda täpiku perekonda kuuluv päevaliblikaliik.
Teaduslikult kirjeldas luhatäpikut nime Argynnis ino all esimesena Linnaeus ja nime Brenthis ino all saksa putukateadlane S. A. von Rottemburg.
Luhatäpik on saanud oma ladinakeelse nime vanakreeka mütoloogia tegelaskuju Ino järgi.
Luhatäpiku tiibade siruulatus on 34–42 mm. Tiivad on kuldkollased musta mustriga. Kummalgi tiival on must serv valge äärega. Serva ääres on kaks mustade täppide rivi. Servast kaugemal on mustad laigud märksa suuremad. Tiibade alakülg on helekollane, vahel pruun. Tagatiibade allküljel on lühikesed lillad ja valged triibud.
Eestis ja Kesk-Euroopas on luhatäpik üsna sage liblikas.
Ta lendab juuni keskelt juuli lõpuni, eriti soistel ja niisketel niitudel ning metsaveertes. Röövikud toituvad vaarika ja angervaksa, samuti ürt-punanupu, kibuvitsa, kahkjaspunase sõrmkäpa, muraka, kitseenela ja mustnupu lehtedel.
Luhatäpikul on aastas üks põlvkond. Röövik on umbes 25 mm pikk. Nad on valged, hallid ja pruunid. Röövikuid saab kohata mai lõpust juuni keskpaigani.
Luhatäpik
△ Luhatäpik
Angervohopeatäplä (Brenthis ino) on pieni 3,5 sentin kokoinen hopeatäplätön perhoslaji. Sen siivet ovat ruskeankeltaiset ja kirjavat. Laji aloittaa lentonsa kesäkuun alusta ja jatkaa sitä elokuun loppuun. Sitä esiintyy mesiangervojen ja sikoangervojen läheisyydessä. Lajia esiintyy paljon rannoilla ja tienvarsilla. Toukat elävät vadelmalla, lillukalla, mesiangervolla tai suomuuraimella. [1] Toukat talvehtivat aivan isäntäkasvin varren tyvellä. Keväällä toukat heräävät horroksestaan ja alkavat syödä nuoria lehtiä. Muiden hopeatäplien tavoin kotelo on riippuvassa asennossa. Sen kellanruskealla pinnalla on teräväkärkisiä kyhmyjä. [2]
Angervohopeatäplä
△ Angervohopeatäplä
Angervohopeatäplä (Brenthis ino) on pieni 3,5 sentin kokoinen hopeatäplätön perhoslaji. Sen siivet ovat ruskeankeltaiset ja kirjavat. Laji aloittaa lentonsa kesäkuun alusta ja jatkaa sitä elokuun loppuun. Sitä esiintyy mesiangervojen ja sikoangervojen läheisyydessä. Lajia esiintyy paljon rannoilla ja tienvarsilla. Toukat elävät vadelmalla, lillukalla, mesiangervolla tai suomuuraimella. Toukat talvehtivat aivan isäntäkasvin varren tyvellä. Keväällä toukat heräävät horroksestaan ja alkavat syödä nuoria lehtiä. Muiden hopeatäplien tavoin kotelo on riippuvassa asennossa. Sen kellanruskealla pinnalla on teräväkärkisiä kyhmyjä.
Angervohopeatäplä
△ Angervohopeatäplä
Brenthis ino, communément appelé le Nacré de la sanguisorbe, est une espèce de lépidoptères (papillons) de la famille des Nymphalidae, de la sous-famille des Heliconiinae et du genre Brenthis.
C'est un papillon de taille moyenne de couleur orangé, qui possède en bordure des lignes antémarginales et marginales complètes doublées d'une ligne de petits points et d'une ligne de plus gros points, la base peut ou non être suffusée de marron.
Le revers des antérieures est orange ornementé de marron, celui des postérieures jaune très clair, présente une bande plus foncée marquée d'une ligne de points noirs centrés de blanc.
Brenthis ino.
Revers.
Accouplement.
Chenille.
Le Nacré de la sanguisorbe vole en une génération entre juin et mi-août suivant la latitude et l'altitude[1].
Ses plantes hôtes sont principalement la reine-des-prés Filipendula ulmaria, ainsi que des Rubus et des Sanguisorba[1].
Il est présent dans presque toute l'Europe, du nord de l'Espagne et de l'Italie au 66°N en Scandinavie, Sibérie, Asie tempérée, Chine, Japon[1],[2].
En France métropolitaine il n'est pas présent sur les bordures de la Manche et de l'Atlantique et en Corse. Il serait présent dans tous les autres départements[1],[3].
Il réside dans les lieux humides, tourbières, marécages, bois clairs proches de rivières.
L'espèce Brenthis ino a été décrite par l'entomologiste allemand Siegmund Adrian von Rothenburg en 1775, sous le nom initial de Papilio ino [4].
Pas de statut de protection particulier[6]
Cette espèce ne dépend pas d'une seule « plante hôte » mais certaines de ces plantes vivent sur des milieux de plus en plus écologiquement fragmentés. Localement au moins, l'espèce peut être vulnérable, là où ces plantes deviennent rares (en raison de changements dans l'usage des sols (mise en culture, drainage...), de changements écologiques ou climatiques, etc.). Brenthis ino fait partie d'un groupe de 35 papillons européens pour lesquels on disposait de données jugées suffisantes pour évaluer les éventuels déplacements de leurs aires de répartition en Europe[7],[8] Sur ces 35 papillons, c'est la seule espèce ayant une répartition stable au nord, avec une extension d'aire au sud.
Pour les autres papillons, les aires de répartition remontaient vers le nord par un mouvement de translation pour environ la moitié des espèces environ, ou diminuait (la limite sud remontant, et la limite nord restant à peu près stable). Cette étude invite à penser que les papillons sont un des indicateurs intéressants pour la mesure des premiers impacts écologiques du changement climatique[7]. Il y avait deux autres exceptions, Apatura ilia qui a vu les limites nord de son aire légèrement descendre (alors que sa limite sud restait stable), et Araschnia levana dont l'aire tend à se translater vers le nord, c'est-à-dire que sa limite sud remonte aussi vers le nord) [7].
Brenthis ino, communément appelé le Nacré de la sanguisorbe, est une espèce de lépidoptères (papillons) de la famille des Nymphalidae, de la sous-famille des Heliconiinae et du genre Brenthis.
Gelsvasis perlinukas (lot. Brenthis ino) – pleštekių (Nymphalidae) šeimos drugys. Gyvena pamiškių, paupių, paežerių drėgnose pievose, žemapelkėse. Visur paplitusi gausi rūšis. Drugių sparnai 18-21 mm ilgio. Patinėlis truputį mažesnis už patelę ir su mažesnėmis juodomis dėmėmis. Abiejų lyčių apatinė sparno pusė vienoda.
Vikšras gelsvas, žiemoja. Pavasarį ant avietės, vingorykštės ir kitų mitybinių augalų virsta lėliukėmis. Lėliukė gelsvai ruda, juodai brūkšniuota ir geltonais gumburėliais. Suaugę drugiai skraido VI-VII mėn. Vikiteka
Gelsvasis perlinukas (lot. Brenthis ino) – pleštekių (Nymphalidae) šeimos drugys. Gyvena pamiškių, paupių, paežerių drėgnose pievose, žemapelkėse. Visur paplitusi gausi rūšis. Drugių sparnai 18-21 mm ilgio. Patinėlis truputį mažesnis už patelę ir su mažesnėmis juodomis dėmėmis. Abiejų lyčių apatinė sparno pusė vienoda.
Vikšras gelsvas, žiemoja. Pavasarį ant avietės, vingorykštės ir kitų mitybinių augalų virsta lėliukėmis. Lėliukė gelsvai ruda, juodai brūkšniuota ir geltonais gumburėliais. Suaugę drugiai skraido VI-VII mėn. Vikiteka
De purperstreepparelmoervlinder (Brenthis ino) is een dagvlinder uit de familie Nymphalidae, de vossen, parelmoervlinders en weerschijnvlinders.
De vlinder heeft een spanwijdte van 34 tot 42 millimeter. Aan de onderkant van de achtervleugels, welke gesierd zijn met een purperen band, ontbreken de spiegels die veel andere soorten parelmoervlinder wel hebben.
De waardplanten van de rups zijn onder meer de moerasspirea, braam, geitenbaard en de kleine pimpernel.
De vliegtijd van deze vooral in Centraal-Europa voorkomende parelmoervlinder is van juni tot en met augustus. In Nederland komt de vlinder niet meer voor, in België is de vlinder kwetsbaar.
Mediabestanden die bij dit onderwerp horen, zijn te vinden op de pagina Brenthis ino op Wikimedia Commons. Engperlemorvinge (Brenthis ino) er en sommerfugl som tilhører gruppen perlemorvinger (Argynnini) i den store familien flikvinger (Nymphalidae). I motsetning til de fleste andre perlemorvinger lever artene i slekten Brenthis ikke på fioler, men på planter i rosefamilien (Rosaceae) og erteblomstfamilien (Fabaceae). Engperlemorvingens larver lever først og fremst på mjødurt (Filipendula ulmaria), i den nordligste delen av artens utbredelse av og til også på molte (Rubus chaemamorus).
En middelsstor sommerfugl (vingespenn 32 – 40 mm), utseendet er typisk for gruppen perlemorvinger. Den ligner sterkt på artene i den artsrike slekten Boloria, men mønsteret på balvingenes underside er noe annerledes, i tillegg er forvingene litt bredere enn hos Boloria-artene. Hodet er forholdsvis stort og bredt med store fasettøyne, antennene tydelig mer enn halvparten så lange som forvingene, ytterst med en ganske stor antenneklubbe. Bakvingenes underside har et bredt, bølgete, beige tverrbånd kantet med brunt i den innerste tredjedelen, utenfor dette med et par små, brunkantede øyeflekker, men uten antydning til nettmønster eller metalliske flekker. Larvene er gulbrune med gule rygg- og sidestriper, kledt med forgrenede torner som er gule med svarte spisser.
Engperlemorvinge
△ Engperlemorvinge
Larvene lever først og fremst på mjødurt, men kan også finnes på bringebær og molte. Sommerfuglen flyr i juni-juli.
Arten finnes i Mellom- og Nord-Europa, og østover til Japan. I Norge er den vanlig på Østlandet og Sørlandet, den forekommer også i indre Møre og Romsdal og er funnet på Dovrefjell.
Engperlemorvinge (Brenthis ino) er en sommerfugl som tilhører gruppen perlemorvinger (Argynnini) i den store familien flikvinger (Nymphalidae). I motsetning til de fleste andre perlemorvinger lever artene i slekten Brenthis ikke på fioler, men på planter i rosefamilien (Rosaceae) og erteblomstfamilien (Fabaceae). Engperlemorvingens larver lever først og fremst på mjødurt (Filipendula ulmaria), i den nordligste delen av artens utbredelse av og til også på molte (Rubus chaemamorus).
Brenthis ino
△ Brenthis ino
La ruva a viv an dzora a Rubus, Sanguisorba e Spiraea. Na generassion a l'ann, la farfala a vola da giugn a aost.
A viv an sj'Alp e, isolà, an sla Sila, sempe an àut.
Brenthis ino
△ Brenthis ino
AmbientLa ruva a viv an dzora a Rubus, Sanguisorba e Spiraea. Na generassion a l'ann, la farfala a vola da giugn a aost.
DistribussionDostojka ino (Brenthis ino) – gatunek motyla dziennego z rodziny rusałkowatych (Nymphalidae).
Rozpiętość skrzydeł od 38 do 42 mm, dymorfizm płciowy niewielki.
Dostojka ino'
△ Dostojka ino
Torfiaste łąki i wilgotne polany, skraje lasów liściastych, zwłaszcza łęgów i olsów.
Wykształca jedno pokolenie w roku (czerwiec-lipiec). Patrolują siedlisko nisko nad roślinami. Rośliny żywicielskie to: wiązówka błotna, krwiściąg lekarski a także kukułka krwista. Jaja składane pojedynczo na liściach. Larwy wylęgają się po 2 tygodniach; żerują głównie w nocy; zimują. Przepoczwarczenie następuje na roślinie żywicielskiej lub w jej pobliżu. Imago wylęga się po 2-3 tygodniach.
Gatunek eurosyberyjski, zasiedla cały obszar Polski, ale pospolity jest tylko lokalnie.
Dostojka ino (Brenthis ino) – gatunek motyla dziennego z rodziny rusałkowatych (Nymphalidae).
Močvirski livadar (znanstveno ime Brenthis ino) je dnevni metulj iz družine pisančkov, ki v Sloveniji leta med junijem in avgustom.
Močvirski livadar ima na oranžni podlagi zgornje strani kril vzorec črnih pik in črt. Po zgornji strani kril ima ob zunanjem robu črn pas, na njegovi notranji strani pa je niz različno velikih črnih pik. Samice imajo temno obarvan del kril z vijoličnim sijajem, samci pa tega sijaja nimajo in imajo ta del oranžen. Na sredi spodnje strani kril se vleče rjavo vijoličen pas, na katerem so črne očescom podobne lise s svetlo sredino. Na notranjem delu spodnje strani zadnjih kril ima rumene lise, žile pa so temno poudarjene[1]. Preko kril meri med 30 in 40 mm.
Močvirski livadar
△ Močvirski livadar
Močvirski livadar se v Sloveniji zadržuje v bližini rek ali močvirij, na vlažnih travnatih krajih, po katerih se razrašča grmovje ali redek gozd. Pojavlja se od morja do visokogorja, njegove gosenice pa se hranijo z listi brestovolistnega oslada (Filipendula ulmaria), malinjaka (Rubus idaeus), navadnega kresničevja (Aruncus dioicus) in zdravilne strašnice (Sanguisorba officinalis).
Močvirski livadar (znanstveno ime Brenthis ino) je dnevni metulj iz družine pisančkov, ki v Sloveniji leta med junijem in avgustom.
Älggräspärlemorfjäril (Brenthis ino) är en dagfjäril av familjen praktfjärilar med ett vingspann på 33 till 42 millimeter. Vingarnas ovansida är gulröda med svarta teckningar i form. Som namnet visar är dess huvudsakliga värdväxt älggräs, men kan även förekomma på till exempel brudbröd.
Älggräsfjärilen förekommer från kontinentala Europa österut till Japan.
Älggräspärlemorfjäril
△ Älggräspärlemorfjäril
Nationalnyckeln till Sveriges flora och fauna. Fjärilar: Dagfjärilar. Hesperiidae-Nymphalidae. 2005. ArtDatabanken, SLU, Uppsala, ISBN 91-88506-51-7
Denna insekts-relaterade djurartikel saknar väsentlig information. Du kan hjälpa till genom att tillföra sådan.
Älggräspärlemorfjäril (Brenthis ino) är en dagfjäril av familjen praktfjärilar med ett vingspann på 33 till 42 millimeter. Vingarnas ovansida är gulröda med svarta teckningar i form. Som namnet visar är dess huvudsakliga värdväxt älggräs, men kan även förekomma på till exempel brudbröd.
Älggräsfjärilen förekommer från kontinentala Europa österut till Japan.
Älggräspärlemorfjäril
△ Älggräspärlemorfjäril
Вид названо на честь персонажа грецької міфології Іно — дочка фіванського царя Кадма і Гармонії, дружина Атаманта.
Вид поширений у Європі та помірній Азії від Іспанії до Японії. В Україні вид трапляється у лісовій та лісостеповій зонах, відсутній у степовій зоні.
Довжина крил до 30 мм. Гусениця світло-коричневого кольору, з жовтою або білою спинний і бічними смугами, облямованими чорними зазублинами. Лялечка жовто-бура.
Дорсальна сторона метелика
Вентральна сторона метелика
Гусінь
Пара, що парується
Метелики літають у червні-липні. Самиця відкладає поштучно на нижню сторону листя кормових рослин світло-жовті, сплющені на кінці яйця з 14 поздовжніми борозенками. Зимує гусениця. Кормовими рослина гусені є гадючник, родовик, малина, ожина, фіалка, таволжник.
Brenthis ino là một loài bướm ngày thuộc họ Nymphalidae. Nó được tìm thấy ở miền trung châu Âu.
Sải cánh dài 34–42 mm. Chúng bay từ tháng 6 đến tháng 8 tùy theo địa điểm.
Ấu trùng có thể ăn Meadowsweet, Rubus, Aruncus và Salad Burnet.
Bài viết về bướm giáp này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn.
За год развивается в одном поколении. Время лёта с начала июля до середины августа. На равнине пик лёта приходится на июнь и заканчивается в середине июля, в горах — пик лета в июле. Бабочки питаются нектаром цветков. На ночлег устраиваются в кронах деревьев либо в кустарниках. Иногда могут наблюдаться скопления бабочек на отдельно стоящих деревьях. Самцы в поисках самок, низко порхают над травянистой растительностью. Самки откладывают яйца поштучно (либо по 1 -2 шт.) на нижнюю сторону листьев кормовых растений. По информации одних авторов зимует яйцо, согласно другим - зимуют молодые гусеницы. Гусеницы активны главным образом в ночное время. Питаются листьями лабазника (Filipendula ulmaria), таволги, таволги вязолистной, кровохлебки (Sanguisorba officinalis), малины, ежевики, фиалки, волжанки обыкновенной. Гусеницы вырастают до 25 мм. Куколка свободная, прикрепляется кремастером к субстрату головой вниз.
За год развивается в одном поколении. Время лёта с начала июля до середины августа. На равнине пик лёта приходится на июнь и заканчивается в середине июля, в горах — пик лета в июле. Бабочки питаются нектаром цветков. На ночлег устраиваются в кронах деревьев либо в кустарниках. Иногда могут наблюдаться скопления бабочек на отдельно стоящих деревьях. Самцы в поисках самок, низко порхают над травянистой растительностью. Самки откладывают яйца поштучно (либо по 1 -2 шт.) на нижнюю сторону листьев кормовых растений. По информации одних авторов зимует яйцо, согласно другим - зимуют молодые гусеницы. Гусеницы активны главным образом в ночное время. Питаются листьями лабазника (Filipendula ulmaria), таволги, таволги вязолистной, кровохлебки (Sanguisorba officinalis), малины, ежевики, фиалки, волжанки обыкновенной. Гусеницы вырастают до 25 мм. Куколка свободная, прикрепляется кремастером к субстрату головой вниз.
コヒョウモン（小豹紋、 Brenthis ino）は、チョウ目（鱗翅目）アゲハチョウ上科タテハチョウ科ドクチョウ亜科ヒョウモンチョウ族に属するチョウの一種。
6月下旬から7月にかけて現れる中型のヒョウモン。山地性が強く、やや暗く湿気のあるところを好む。ゆるやかに飛翔し花に集まる。吸水はまれ。
同属のヒョウモンチョウとよく似る。ともに小型で翅は丸みを帯びており同定はむずかしいが、前翅外縁だけは直線状となるヒョウモンチョウに対し、本種は前翅外縁も丸い。また、前翅表の外縁に沿って並ぶ2列の黒斑のうち後角の2つはくっついて∞状となるが、ヒョウモンチョウではそれぞれ独立する。また本種は東北地方にはいない。
幼虫の食草はバラ科のオニシモツケ・ワレモコウ・ミヤマニガイチゴだが、オニシモツケとの結びつきが非常に強い。
コヒョウモン
△ コヒョウモン
北海道内陸部および、中部地方の山地。国外ではユーラシア大陸北部。
_male_(35510927695).jpg)
.JPG)
_d1_1.jpg)
_(21127015050).jpg)
.jpg)
_mating_(14210273171).jpg)
.jpg)
.jpg)
,_Ostbelgien_(3945441446).jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
_-_Silberfleck-Perlmuttfalter_(1).jpg)
.jpg)
_Bulgaria.jpg)
_mit_Beute_(Brauner_Waldvogel)_(3).jpg)
.jpg)
_(35600472081).jpg)
.jpg)
.jpg)
