En dolkhale er et marint leddyr som er tættere beslægtet med edderkopper og skorpioner end med krabber. Den mest kendte er Limulus polyphemus. Dolkhalerne hører til de dyr, der har levet længst på Jorden, nære slægtninge af trilobitterne,[1] der dominerede havene i Jordens fjerne fortid, kambrium.
Dolkhaler er levende fossiler, da man har 440 millioner år gamle fossiler,[2] der ligner de nulevende dolkhaler. Dolkhaler er kendt for deres blå blod, som kan påvise giftstoffer fra bakterier i medicinalindustrien. Den blå farve skyldes hæmocyanin, der er et kobberholdigt protein med tilsvarende iltoptagelsesfunktion som det jernholdige protein hæmoglobin i rødt blod.
I dag findes der kun fire arter af dolkhalen. Den ene lever langsmed USAs østkyst, fra Delawarebugten og sydpå. Tre andre arter holder til mellem Japan og Indonesien. Dolkhalen er ikke farlig; dens hale er ikke et våben, men nyttig til at pløje sig gennem sand og mudder med, og til at vende sig, hvis dyret skulle være så uheldig at blive væltet om på ryggen af en bølge. Dolkhalen kan klare sig et helt år uden mad, og overlever ekstreme temperaturer og højt saltindhold i havet. Meget af kundskaben vi har om menneskeøjet, er resultat af studier af dolkhalens fire øjne - den har to par øjne. Dertil benyttes dens blå blod til at rense medicin for skadelige bakterier, og til at udvikle bandager til sår. Tre Nobelpriser er givet til forskere, der har studeret dolkhalen; men antallet dolkhaler er synkende, da de er et populært agn ved ålefiskeri.[1]
Orden: Xiphosura
En dolkhale er et marint leddyr som er tættere beslægtet med edderkopper og skorpioner end med krabber. Den mest kendte er Limulus polyphemus. Dolkhalerne hører til de dyr, der har levet længst på Jorden, nære slægtninge af trilobitterne, der dominerede havene i Jordens fjerne fortid, kambrium.
Dolkhaler er levende fossiler, da man har 440 millioner år gamle fossiler, der ligner de nulevende dolkhaler. Dolkhaler er kendt for deres blå blod, som kan påvise giftstoffer fra bakterier i medicinalindustrien. Den blå farve skyldes hæmocyanin, der er et kobberholdigt protein med tilsvarende iltoptagelsesfunktion som det jernholdige protein hæmoglobin i rødt blod.
I dag findes der kun fire arter af dolkhalen. Den ene lever langsmed USAs østkyst, fra Delawarebugten og sydpå. Tre andre arter holder til mellem Japan og Indonesien. Dolkhalen er ikke farlig; dens hale er ikke et våben, men nyttig til at pløje sig gennem sand og mudder med, og til at vende sig, hvis dyret skulle være så uheldig at blive væltet om på ryggen af en bølge. Dolkhalen kan klare sig et helt år uden mad, og overlever ekstreme temperaturer og højt saltindhold i havet. Meget af kundskaben vi har om menneskeøjet, er resultat af studier af dolkhalens fire øjne - den har to par øjne. Dertil benyttes dens blå blod til at rense medicin for skadelige bakterier, og til at udvikle bandager til sår. Tre Nobelpriser er givet til forskere, der har studeret dolkhalen; men antallet dolkhaler er synkende, da de er et populært agn ved ålefiskeri.
