Metsävirna

Vicia sylvatica (lat. Vicia sylvatica) - paxlakimilər fəsiləsinin lərgə cinsinə aid bitki növü.

Mənbə

Llysieuyn blodeuol (neu legume) yw Ffacbysen y coed sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Fabaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Vicia sylvatica a'r enw Saesneg yw Wood vetch.^[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Ffugbysen y Wig, Ffacbys, Ffacbys y Wig, Ffacbysen y Wig, Ffagbysen y Wig.

Eraill yn yr un teulu yw: ffa soya (Glycine max), y ffa cyffredin (Phaseolus), pys gyffredin (Pisum sativum), chickpea (Cicer arietinum), cnau mwnci (Arachis hypogaea), pys per (Lathyrus odoratus) a licrs (Glycyrrhiza glabra).

Gweler hefyd

• Geiriadur rhywogaethau Gwefan Llên Natur

Cyfeiriadau

Mae gan Gomin Wikimedia
gyfryngau sy'n berthnasol i:

Ffacbysen y coed

Skovvikke (Vicia sylvatica), også skrevet Skov-Vikke, er en 80-150 cm lang, krybende urt med hvid- og violetstribede blomster. Den hører hjemme i løvskove, hvor den vokser i skovbunden og bidrager til skovens kvælstofforsyning ved hjælp af sin symbiose med kvælstofsamlende bakterier i rødderne.

Beskrivelse

Skovvikke er en flerårig, urteagtig plante med en krybende til opstigende vækst. Stænglen er kantet og bærer bladene spredtstillet. De er elliptiske med 6-9 par elliptiske eller ovale småblade og en eller flere klatretråde. Bladranden er hel, og begge bladsider er græsgrønne. Bladenes fodflige er tandede.

Blomstringen foregår i juni-august, hvor man finder blomsterne samlet i endestillede klaser, der hver består af 5-20 blomster. De er 5-tallige og uregelmæssige (typiske ærteblomster) med hvide kronblade, som har netværk af violette årer. Frugterne er mørkebrune bælge med mange frø.

Rodsystemet består af en kraftig, lodret pælerod og mange, grove siderødder. Planten er afhængig af samliv med én eller flere arter af kvælstofsamlende bakterier. Omvendt bidrager skovvikke til at forsyne skovens planter med kvælstof.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,80 x 0,25 m (80 x 25 cm/år).

Hjemsted

Skovvikke er udbredt i Centralasien og det meste af Europa. I Danmark er den sjælden, men kan findes over hele landet. Arten er knyttet til voksesteder i fuld sol eller halvskygge med en middelfugtig og næringsfattig jordbund. Derfor træffer man den i krat, skove og på overdrev.

På øen Skye vest for Skotland findes arten i et stort højmoseområde med spredte træer og buske sammen med bl.a. alm. agermåne, ene, kongebregne, alm. rosenrod, bærperikon, engnellikerod, fruebær, hjortetunge, kærhøgeskæg, skovpadderok, strandlimurt og tvebo star^[1]

Portal:Botanik

Note

Kilder

• Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.

Eksterne henvisninger

• Arne og Anna-Lena Anderberg: Den virtuella floran, Naturhistoriska riksmuseet (svensk)
• Fugleognatur.dk - Billeder og udbredelse i Danmark af Skovvikke

Die Wald-Wicke (Vicia sylvatica)^[1] ist eine Pflanzenart, die zur Unterfamilie Schmetterlingsblütler (Faboideae) innerhalb der Familie der Hülsenfrüchtler (Fabaceae oder Leguminosae), gehört. Sie ist in Eurasien weitverbreitet^[1].

Beschreibung

Illustration aus Sturm: Deutschlands Flora in Abbildungen, 1796.

Traubiger Blütenstand

Zygomorphe Blüten

Erscheinungsbild und Blatt

Die Wald-Wicke ist eine ausdauernde, krautige Pflanze. Sie besitzt lange unterirdische Ausläufer. Die vierkantigen, gefurchten, kahlen Stängel sind meist etwa 1 bis 2, selten bis zu 4 Meter lang schlaff und kletternd oder niederliegend.^[2]

Die wechselständigen Laubblätter sind paarig gefiedert mit meist sechs bis neun, selten fünf oder zehn Fiederblattpaaren. Die Laubblätter enden in einer Ranke. Die Nebenblätter sind halbnierenförmig bis mondsichelförmig, tief in sieben bis zehn lang begrannte Zipfel gespalten (nur die obersten oft ganzrandig).^[2]

Blütenstand und Blüte

Die Blütezeit reicht von Juni bis September. meist 10 bis 15 (5 bis 20) nickende Blüten stehen in einseitswendigen traubigen Blütenständen (in sehr schattigen Standorten armblütig) zusammen.^[2]

Die zwittrigen Blüten sind zygomorph und fünfzählig mit doppelter Blütenhülle. Die Kronblätter sind weißlich mit blauviolett geaderter (selten ganz weiß oder lila) Fahne und meist violetter Schiffchenspitze.

Chromosomenzahl

Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 14.^[3]

Ökologie

Die vegetative Vermehrung geschieht durch unterirdische Ausläufer.^[4]

Die Bestäubung erfolgt durch kräftigere Bienen.^[4]

Vorkommen und Gefährdung

Die Wald-Wicke ist in Eurasien weitverbreitet. Sie kommt von Südfrankreich bis Sibirien vor.^[1][5] In Europa ist die Wald-Wicke in den Alpen vor allem in den Nordketten verbreitet, kommt aber auch in Südfrankreich bis zum Balkan, Nordeuropa.

Die Wald-Wicke gedeiht in Höhenlagen zwischen etwa 600 bis 2300 Meter. In den Allgäuer Alpen steigt sie bis über 2000 Meter Meereshöhe auf.^[6] Als Standort werden frische Wälder, Waldränder, Waldschläge, Hochstaudenfluren von der montanen bis subalpinen Höhenstufe bevorzugt. Sie ist in Mitteleuropa eine Charakterart des Vicietum-sylvaticae-dumetorum aus dem Verband Trifolion medii.^[3]

In Österreich ist die Wald-Wicke zerstreut anzutreffen (fehlt in Burgenland und Wien).^[2]

In Deutschland kommt die Wald-Wicke auf der Schwäbischen Alb sowie im Hegau verbreitet vor; mäßig häufig ist sie im südlichen Neckarbecken, in Franken, in Thüringen, im südwestlichen Sachsen-Anhalt, im südöstlichen Niedersachsen; zerstreut kommt sie in den Alpen sowie im südlichen Sachsen vor; nur sehr zerstreut in Mecklenburg-Vorpommern, nordöstlichen Brandenburg, östlichen Süderbergland sowie Teutoburger Wald; sehr selten im Odenwald sowie Spessart; Einzelfunde gibt es im Voralpenland sowie im Rheinland. In der Roten Liste Deutschlands gilt sie als nicht gefährdet, in den Bundesländern Baden-Württemberg, Bayern, Niedersachsen, Thüringen, Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen-Anhalt sowie Sachsen wird sie als nicht gefährdet bewertet; in Brandenburg sowie in Hessen ist sie potentiell gefährdet; in Nordrhein-Westfalen gilt sie als gefährdet und in Schleswig-Holstein ist sie stark gefährdet.^[7]

In der Schweiz kommt sie in den Nordalpen, in Graubünden, im westlichen Wallis, im Nordjura, und selten im Mittelland sowie Tessin (Salève, Reculet) vor.^[8]

Systematik

Die Erstveröffentlichung von Vicia sylvatica erfolgte 1753 durch Carl von Linné in Species Plantarum, 2, S. 734.^[5]

Vicia sylvatica gehört zur Sektion Vicilla aus der Untergattung Vicilla in der Gattung Vicia.^[5]

Literatur

• Xaver Finkenzeller, Jürke Grau: Alpenblumen. Erkennen und bestimmen (= Steinbachs Naturführer). Mosaik, München 2002, ISBN 3-576-11482-3.
• Wolfgang Adler, Karl Oswald, Raimund Fischer: Exkursionsflora von Österreich. Hrsg.: Manfred A. Fischer. Eugen Ulmer, Stuttgart/Wien 1994, ISBN 3-8001-3461-6.

Einzelnachweise

1. ↑ ^{a b c} Eintrag bei International Legume Database & Information Service = ILDIS.
2. ↑ ^{a b c d} Datenblatt bei Botanik im Bild / Flora von Österreich, Liechtenstein und Südtirol, 21. November 2011.
3. ↑ ^{a b} Erich Oberdorfer: Pflanzensoziologische Exkursionsflora für Deutschland und angrenzende Gebiete. 8. Auflage. Verlag Eugen Ulmer, Stuttgart 2001, ISBN 3-8001-3131-5. Seite 611.
4. ↑ ^{a b} Ruprecht Düll, Herfried Kutzelnigg: Taschenlexikon der Pflanzen Deutschlands und angrenzender Länder. Die häufigsten mitteleuropäischen Arten im Portrait. 7., korrigierte und erweiterte Auflage. Quelle & Meyer, Wiebelsheim 2011, ISBN 978-3-494-01424-1.
5. ↑ ^{a b c} Vicia sylvatica im Germplasm Resources Information Network (GRIN), USDA, ARS, National Genetic Resources Program. National Germplasm Resources Laboratory, Beltsville, Maryland. Abgerufen am 23. Juli 2013.
6. ↑ Erhard Dörr, Wolfgang Lippert: Flora des Allgäus und seiner Umgebung. Band 2, IHW, Eching 2004, ISBN 3-930167-61-1, S. 153.
7. ↑ Datenblatt bei Flora von Deutschland - Eine Bilder-Datenbank, Version 2.32 von Michael Hassler und Bernd Schmitt.
8. ↑ Datenblatt bei InfoFlora dem nationalen Daten- und Informationszentrum der Schweizer Flora.

Weblinks

– Album mit Bildern, Videos und Audiodateien

• Wald-Wicke. FloraWeb.de
• Wald-Wicke. In: BiolFlor, der Datenbank biologisch-ökologischer Merkmale der Flora von Deutschland.
• Steckbrief und Verbreitungskarte für Bayern. In: Botanischer Informationsknoten Bayerns.
• Vicia sylvatica L. In: Info Flora, dem nationalen Daten- und Informationszentrum der Schweizer Flora. Abgerufen am 22. November 2015.
• Die Verbreitung auf der Nordhalbkugel nach Eric Hultén
• Thomas Meyer: Datenblatt mit Bestimmungsschlüssel und Fotos bei Flora-de: Flora von Deutschland (alter Name der Webseite: Blumen in Schwaben)

Lasowô wika

Lasowô wika (Vicia sylvatica) - to je ôrt roscënë z rodzëznë bòbòwatëch. Na Kaszëbach ona je np. w Wiłozu Reduni.

Bùtnowé lënczi

• Przyroda projektowanego rezerwatu „Dolina Mirachowskiej Strugi” na Pojezierzu Kaszubskim s. 43 Vicia sylvatica L.

Кхе́ламолх (лат. Vícia sylvática) — Кхоьш (Fabaceae) доьзалера Кхоьш (Vicia) тайпана кепара бецан орамат.

Евразин хьуьнан хьерча орамат, маскепара-чолхе хьесашца долу гӀаш долуш. Заза кӀаййо, шекъабесара дилх долуш.

Ботаниках гайтар

Кеп:Bot.ill.

Дерзина дукха шерийн 1,5 м деха хьийза гӀад бецан орамат. ГӀаш маскепара-чолхе, 10—20 дуьхь-дуьхьала 2 см деха гӀаш долуш, чекхдовлу геннашна декъаделла хьесашца. Дукха хьолахь дуьхь-дуьхьала долу гӀаш дӀасататтаделла хуьлу. ГӀан долалуш чечалкхаш санна хедийна, 4—6 мм.

Таксономи

Vicia sylvatica L., Sp. Pl. 2: 734 (1753).

Синонимаш

• Cracca sylvatica (L.) Opiz, 1852
• Ervilia sylvatica (L.) Schur, 1853
• Ervum sylvaticum (L.) Peterm., 1838

Билгалдахарш

Литература

• Губанов И. А. и др. 843. Vicia sylvatica L. — Горошек лесной // Иллюстрированный определитель растений Средней России. В 3 т. — М.: Т-во науч. изд. КМК, Ин-т технолог. иссл., 2003. — Т. 2. Покрытосеменные (двудольные: раздельнолепестные). — С. 486. — ISBN 9-87317-128-9
• Федченко Б. А. Род 825. Горошек — Vicia L. // Флора СССР : в 30 т. / начато при рук. и под гл. ред. В. Л. Комарова. — М. ; Л. : Изд-во АН СССР, 1948. — Т. 13 / ред. тома Б. К. Шишкин, Е. Г. Бобров. — С. 429—430. — 588 с. — 4000 экз.

Wikimedia Commons has media related to Vicia sylvatica.

Vicia sylvatica (syn. Ervilia sylvatica),^[1] known as wood vetch, is a species of flowering plant in the bean family Fabaceae. It was described by Carl Linnaeus.

Description

This species is a herbaceous perennial with climbing stems. The leaves have 4 to 12 pairs of leaflets and end in branched tendrils. The flowers are 15 to 20 mm long arranged in racemes of up to 18 flowers. The petals are white with purple veins and the fruit is a pod or legume with 4 to 5 seeds.^[1][2][3][4]

Habitat

Found in woods, rocky ground and scree.^[4][5]

Distribution

This species has been recorded from much of Ireland.^[6]

References

Mets-hiirehernes (Vicia sylvatica) on taimeliik liblikõieliste sugukonnast hiireherne perekonnast.

Välislingid

• Mets-hiirehernes andmebaasis eElurikkus

Metsävirna (Vicia sylvatica) on 50–200 cm korkea, monivuotinen kasvi, joka kukkii heinä-elokuussa. Sen teriö on valkoinen, mutta sinisuoninen.^[1] Metsävirna on myrkyllinen^lähde?.

Metsävirnaa tavataan Keski- ja Itä-Euroopassa, Britteinsaarilla ja paikoin Venäjän itäosassa.^[2]

Lähteet

Aiheesta muualla

• Pinkka - Lajintuntemuksen oppimisympäristö: Metsävirna (Vicia sylvatica)
• Luontoportti: Metsävirna (Vicia sylvatica)
• United States Department of Agriculture (USDA): Vicia sylvatica (englanniksi)

La vesce des bois (Vicia sylvatica) est une plante herbacée vivace de la famille des Fabacées.

Description

Grâce à ses vrilles fourchues terminant les feuilles, c'est une plante grimpante ; verte, glabre, elle peut atteindre deux mètres de hauteur au maximum.

Les feuilles composées portent 12 à 20 folioles terminées par un mucron, les stipules sont profondément dentées ; les fleurs longues d'environ 1,5 cm sont tournées d'un même côté, pendantes, généralement blanches, finement veinées de bleu ; les fruits sont des gousses glabres longues de 2,5 à 3 cm, noires à maturité.

Distribution

Eurosibérienne.

Habitat

Généralement en forêts de montagne (feuillus et résineux) entre 800 et 2 200 m d'altitude, mais signalée aussi dans d'autres biotopes, comme des falaises et cailloux du littoral.

Synonymie

• Cracca sylvatica (L.) Opiz
• Ervum sylvaticum (L.) Peterm.
• Vicilla sylvatica (L.) Schur

Is planda í an pheasair choille.

Lěsna woka (Vicia sylvatica) je rostlina ze swójby łušćinowcow (Fabaceae).

Wopis

Lěsna woka je trajne zelo, kotrež docpěwa wysokosć wot 50 hač 200 cm.

Stołpik je ležacy abo lězucy.

Łopjena

Łopjena su pjerite ze šěsć hač dźesać pjerowymi porami a zwjetša rozhałuzowanej nakónčnej ranku. Łopješka su jejkojte-eliptiske a dwójce hač trójce tak dołhe kaž šěroke.

Kćenja

Kćěje wot junija hač awgusta. Kćenja docpěwaja dołhosć wot 13 hač 18 mm a su běłe z napadnje módrje hač wioletnje žiłkatej chorhojčku a wioletnym čołmikowym kónčkom. Wone steja po pjećoch hač po dwacećoch w stołpikatej kići. Króna docpěwa dołhosć wot 13 hač 17 mm a je běła z wioletnymi žiłkami.

Stejnišćo

Rosće na lěsnych kromach, swětlinach a lěsnych pućach. Preferuje wutkate pódy.

Rozšěrjenje

Rostlina je w nimale cyłej Europje, předewšěm w horinach rozšěrjena, při čimž wot wuchodneje Francoskeje hač Sibirskeje wustupuje.

Nóžki

1. ↑ Pawoł Völkel: Prawopisny słownik hornjoserbskeje rěče. Hornjoserbsko-němski słownik. Ludowe nakładnistwo Domowina, Budyšin 2005, ISBN 3-7420-1920-1, str. 561.
2. ↑ W internetowym słowniku: Wicke

Žórła

• Schauer - Caspari: Pflanzenführer für unterwegs, ISBN 978-3-8354-0354-3, 2. nakład, 2008, strona 306 (němsce)
• Spohn, Aichele, Golte-Bechtle, Spohn: Was blüht denn da? Kosmos Naturführer (2008), ISBN 978-3-440-11379-0, strona 236 (němsce)
• Brankačk, Jurij: Wobrazowy słownik hornjoserbskich rostlinskich mjenow na CD ROM. Rěčny centrum WITAJ, wudaće za serbske šule. Budyšin 2005.
• Kubát, K. (Hlavní editor): Klíč ke květeně České republiky. Academia, Praha (2002)
• Lajnert, Jan: Rostlinske mjena. Serbske. Němske. Łaćanske. Rjadowane po přirodnym systemje. Volk und Wissen Volkseigener Verlag Berlin (1954)
• Rězak, Filip: Němsko-serbski wšowědny słownik hornjołužiskeje rěče. Donnerhak, Budyšin (1920)

Eksterne wotkazy

Hlej wotpowědne dataje we Wikimedia Commons:
Lěsna woka

Miškinis vikis (lot. Vicia sylvatica) – pupinių (Fabaceae) šeimos vikių (Vicia) genties augalų rūšis. Auga Europoje, Vidurio Azijoje, Sibire.

Stiebas status, 40-200 cm aukščio. Sudėtinį lapą sudaro po 5-12 porų lapelių. Žiedai sudėtiniai, baltos su violetine spalvos. Žydi birželio-rugpjūčio mėnesiais. Vaisius - 25–30 mm ilgio ankštis su 4–5 sėklomis. Auga miškuose.

Miškinio vikio žiedynas

Vikiteka

Skogvikke (Vicia sylvatica) er en flerårig urt i vikkeslekten, som tilhører erteblomstfamilien (Fabaceae). Planten blir 40-200 cm høy/lang, og er bestanddannende med vekst i krypende tuer. Til å være en vikke har skogvikke relativt spredte blader, som ikke alltid er helt symmetrisk parvise. Blomstene er hvite med mørk-lilla strekmønster i seglet.

Skogvikke kjennes på den lyse, hvite blomsten med klare, lilla nervetegninger i seglet. Blomstring 2. september i Ehingen, Tyskland.

Skogvikke er bestanddannende og trives i solfylte steinurer og skogbakker. her fra steinbakke i skogbryn ovenfor hogstfelt i Hurum.

Bladene er sammensatt i par med 5-12 par småblad med en slyngtråd lengst ute. De har tydelig midtnerve. Ørebladet (der stilken deler seg eller ved roten av bladstilkene) er lite og tannete, dette er et karakteristisk trekk.

Arten blomstrer fra juli til august. Den har 5-20 blomster som er mellom 12 og 18 mm lange og hvite med mørk-lilla årer i seglet. Begeret er lyst grønt og med bare et svakt mørkere skjær nærmest stilken.

Frukten er en 25 til 30 mm lang belg som inneholder 4-5 frø. Den er glatt og svart eller brun, relativt tykk, og åpner seg og danner korketrekkerform etter spredning.

Skogvikke kan være vanskelig å skille fra gjerdevikke. Artene skiller seg fra hverandre ved at skogvikke har mindre, smalere og tanete øreblad, samt blekere og hvitere blomster med bare en nervetegning i seglet som er mørk og tydelig. Gjerdevikke har også små øreblad, men de er enkle og ikke tannete.

Utbredelse

Skogvikke vokser i Norge i innlandet og langs kysten fra Svenskegrensen til litt nord for Bodø. Her er den ganske vanlig på næringsrik, steinete moldjord, i skogsbryn, skrenter, veikanter, og i utkanten av hogstfelt. I Norden vokser den i Sverige nord til medelpad, med usikre og spredte observasjoner i Bottenviken. I Finland er den vanlig i sør og går nord til omkring Rovaniemi, men spredt i disse midtre landsdelene. I Danmark finner vi den på øyene og østlige Jylland.^[1]

Referanser

Eksterne lenker

• (sv) Skogvikke hos Dyntaxa
• (en) Skogvikke i Encyclopedia of Life
• (en) Skogvikke i Global Biodiversity Information Facility
• (en) Skogvikke hos NCBI
• (en) Skogvikke hos ITIS
• (en) Kategori:Vicia sylvatica – bilder, video eller lyd på Wikimedia Commons
• (en) Vicia sylvatica – galleri av bilder, video eller lyd på Wikimedia Commons
• Vicia sylvatica – detaljert informasjon på Wikispecies

Denne botanikkrelaterte artikkelen er foreløpig kort eller mangelfull, og du kan hjelpe Wikipedia ved å utvide den.
Det finnes mer utfyllende artikkel/artikler på .

Wyka leśna (Vicia sylvatica L.) – gatunek byliny z rodziny bobowatych. Występuje w Europie i zachodniej Azji. W Polsce częsta jest na północy i południu kraju, rzadsza w pasie środkowym. W górach sięga aż do regla górnego.

Morfologia

Morfologia

Łodyga

Kanciasta, od dołu rozgałęziona, pnąca się bądź rozesłana, naga, o wysokości 50–200 cm.

Liście

Parzystopierzaste, o długości do 10 cm złożone z 6-10 par listków i zakończone wąsem. Listki o długości od 7 do 20 mm i szerokości od 4 do 11 mm, barwy żywozielonej, delikatnie kropkowane na biało, cienkie. Przylistki kształtu nerkowatego.

Kwiaty

Kwiatostany w postacie jednostronnego grona, wzniesione, luźne, 9-20 kwiatowe, dłuższe od liście wspierających. Kwiaty motylkowe o długości od 13 do 17 mm, na szypułkach długości od 2 do 5 mm, zwisające. Kielich barwy jasnozielonej, w górze często nabiegły brunatno, dzwonkowaty. Korona biaława, żyłkowana purpurowoniebiesko.

Owoce

Czarniawobrunatny, gładki strąk o długości do 3,5 cm, zawierający od 1 do 3 nasion.

Siedlisko

Występuje na glebach świeżych, żyznych i średnio żyznych, o odczynach od lekko kwaśnego do zasadowego. Spotykana w grądach i buczynach, a także w zbiorowiskach okrajkowych, w porębach, na polanach śródleśnych itp.

Bibliografia

1. Leokadia Witkowska-Żuk: Rośliny leśne. Warszawa: Multico Oficyna Wydawnicza, 2013. ISBN 978-83-7073-359-9.

Przypisy

Skogsvicker (Vicia sylvatica) är en växtart i familjen ärtväxter som förekommer naturligt från Europa till Sibirien och centrala Asien. Arten förekommer i en stor del av Sverige.

Synonymer

Cracca sylvatica (L.) Opiz

Ervilia sylvatica (L.) Schur

Ervum sylvaticum (L.) Fischer

Vicilla sylvatica Schur nom. illeg.

Vicioides sylvatica (L.) Moench

Wiggersia sylvatica (L.) Gaertn., Mey. & Scherb.

Externa länkar

• Den virtuella floran
• Wikimedia Commons har media som rör Skogsvicker.
  Bilder & media

Denna växtartikel saknar väsentlig information. Du kan hjälpa till genom att tillföra sådan.

• 1 Опис
• 2 Поширення
• 3 Галерея
• 4 Примітки

1. ↑ Vicia sylvatica // Ю. Кобів. Словник українських наукових і народних назв судинних рослин (Серія «Словники України»). — Київ : Наукова думка, 2004. — 800 с. — ISBN 966-00-0355-2.
2. ↑ ^{а б в} Доброчаева Д. Н., Котов М. И., Прокудин Ю. Н., и др. Определитель высших растений Украины. — К. : Наукова думка, 1987. — С. 203. (рос.)(укр.)
3. ↑ ^{а б} Plants of the World Online — Kew Science. Процитовано 29.01.2019. (англ.)
4. ↑ Euro+Med Plantbase. Процитовано 29.01.2019. (англ.)
5. ↑ Germplasm Resources Information Network (GRIN). Процитовано 29.01.2019. (англ.)

Vicia sylvatica là một loài thực vật thuộc chi Vicia.

Hình ảnh

Chú thích

Tham khảo

• Dữ liệu liên quan tới Vicia sylvatica tại Wikispecies

Bài viết liên quan đến tông Đậu này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn.

• x
• t
• s

• 1 Ботаническое описание
• 2 Распространение
• 3 Значение
• 4 Таксономия
  • 4.1 Синонимы
• 5 Примечания
• 6 Литература