L'aladern de fulla estreta (Phillyrea angustifolia) és un petit arbust de la família de les oleàcies.[1] També es coneix com a aladern, alabern, herba dels fics, lladern, olivastre o olivera borda.[2]
Phillyrea ve del grec, que és el nom d'aquest arbust. I angustifolia, ve del llatí, que significa de fulles (folium) estretes.
Es distribueix pel Magrib i sud d'Europa fins a Itàlia. Als Països Catalans s'estén pels alzinars, màquies, brolles i garrigues de les comarques marítimes, des del Rosselló fins al País Valencià, entre els 0 i els 800 m.[3] Evita les contrades d'hivern fred i les de tendència massa àrida.
És un arbust menut d'un a 2,5 m d'alçada, perennifoli, glabrescent, molt ramificat, de branques suberectes i d'escorça grisenca. Les fulles són oposades, coriàcies, lluents, linear-lanceolades o oblongo-lanceolades i enteres. Les inflorescències són curts raïms axil·lars, subglobosos, i petits disposades a l'axil·la de les fulles.
Floreix de març a maig. Les flors, blanquinoses i petites, són hermafrodites o unisexuals, tetràmeres i actinomorfes. La corol·la és tetralobada i rotàcia, amb el tub curt i els lòbuls més llargs. L'androceu està format per dos estams. L'ovari és súper, sincàrpic, bicarpel·lar i bilocular, El fruit és una drupa apiculada, ovoide i de color negre que apareix a finals de l'estiu.
Morfològicament són plantes molt semblants en estat vegetatiu a l'ullastre tant per les seves fulles com pel fruit per bé que aquest no és comestible pels humans.
Els fruits i les fulles tenen propietats astringents, i s'apliquen sobre les ferides per curar-les. També és un bon antisèptic bucal. La seva fusta, compacta i molt calòrica, era apreciada per a fer foc, sobretot pels terrissaires.
A Wikimedia Commons hi ha contingut multimèdia relatiu a: Aladern de fulla estretaL'aladern de fulla estreta (Phillyrea angustifolia) és un petit arbust de la família de les oleàcies. També es coneix com a aladern, alabern, herba dels fics, lladern, olivastre o olivera borda.
Smalbladet stenved (Phillyrea angustifolia) er en stor, stedsegrøn busk eller et lille træ. Væksten er tæt og fingrenet. Arten hører hjemme i makiområderne ved Middelhavet, hvor den er én af de karakteristiske planter. Blomsterne dufter og tiltrækker mange insekter.
Smalbladet stenved er en stedsegrøn busk eller et lille træ. Vækstformen er opstigende med tæt forgrenede, fine grene. Barken er først glat og lyst olivengrøn, så bliver den grå med lyse barkporer, og til sidst kan gamle grene få en fint opsprækkende, grå bark. Knopperne er modsat stillede og læderagtige, små, slanke og grågrønne. Bladene er linjeformede til smalt lancetformede med hel eller delvist tandet rand. Oversiden er mørkt olivengrøn, mens undersiden er lyst grågrøn med en tydelig midterribbe.
Blomstringen foregår i marts-maj, hvor man finder blomsterne samlet i små stande fra bladhjørnerne. De enkelte blomster er 4-tallige og uregelmæssige, idet de enten er rent hunlige (mangler støvdragere) eller rent hanlige (mangler frugtanlæg). Planteindividerne er enten rent hunlige eller rent hanlige (tvebo). Blomsterne er svovlgule i knopstadiet, men gulligt-hvide som udsprungne. Frugterne er blå eller violette stenfrugter med hver ét frø.
Rodsystemet er meget fint forgrenet, dybtgående og vidt udbredt.
Arten når en højde på ca. 3 m og noget mere i bredden.
Smalbladet stenved har sin naturlige udbredelse i landene omkring den vestlige del af Middelhavet: Marokko, Algeriet og Tunesien samt Portugal, Spanien, Sydfrankrig og Italien. Alle steder er arten knyttet til maki, hvor jorden er veldrænet, kalkrig og fugtig - i det mindste om foråret.
I klitterne langs regionen Poitou-Charentes' atlanterhavskyst findes arten sammen med bl.a. liguster, tornblad, Centaurea aspera (en art af knopurt), Daphne gnidium (en art af dafne), laurbærbladet soløjetræ, rød skovlilje, steneg, stinkende evighedsblomst, strandfyr, sværdskovlilje, vellugtende skovranke og vild krap[1]
Arten bruges i Sydeuropa som klippet hæk, ganske tilsvarende vores anvendelse af liguster.
Smalbladet stenved (Phillyrea angustifolia) er en stor, stedsegrøn busk eller et lille træ. Væksten er tæt og fingrenet. Arten hører hjemme i makiområderne ved Middelhavet, hvor den er én af de karakteristiske planter. Blomsterne dufter og tiltrækker mange insekter.
Die Schmalblättrige Steinlinde[1] (Phillyrea angustifolia) ist ein Strauch aus der Familie der Ölbaumgewächse. Das Verbreitungsgebiet liegt in Europa und in Nord-Afrika, auf der Krim wurde sie eingebürgert.
Die Schmalblättrige Steinlinde ist ein bis zu 3 Meter hoher, immergrüner Strauch mit kahlen Trieben. Die Blätter stehen gegenständig. Die Blattspreite ist 3 bis 8 Zentimeter lang und maximal 1,5 Zentimeter breit, länglich bis linealisch-lanzettlich, spitz mit keilförmiger Basis, ganzrandig oder selten entfernt gezähnt und ledrig. Die Blattoberseite ist olivgrün, die Unterseite kahl und gelblich grün. Je Blatt werden vier bis sechs undeutliche und in einem engen Winkel zur Mittelrippe stehende Nervenpaare gebildet. Die duftenden Blüten sind in kleinen, achselständigen Trauben angeordnet. Der Kelch ist dick, bräunlich, hat vier rundliche Zipfel und ist bis auf etwa ein Viertel der Länge eingeschnitten. Die schwefelgelbe Krone[2] ist etwa 2 Millimeter lang und vierzipfelig. Die Früchte sind kugelige, 6 bis 8 Millimeter große, im reifen Zustand blauschwarze Steinfrüchte mit bleibenden Griffeln. Die Art blüht von März bis Mai, die Früchte reifen von September bis Oktober.[3][4]
Das natürliche Verbreitungsgebiet der Schmalblättrigen Steinlinde liegt in Nordafrika in Algerien, Marokko und Tunesien und in Europa in Italien, Frankreich, Portugal und Spanien.[5] Auf der Krim kommt die Art eingebürgert vor. Sie ist eine Charakterart der Macchie und wächst auch in lichten Wäldern auf mäßig trockenen bis frischen, schwach sauren bis alkalischen, lehmigen oder sandig-lehmigen, oft kalkhaltigen, nährstoffreichen Böden an licht- bis halbschattigen Standorten. Die Art ist wärmeliebend und nur mäßig frosthart.[3][2]
Die Schmalblättrige Steinlinde (Phillyrea angustifolia) ist eine von zwei Arten aus der Gattung der Steinlinden (Phillyrea) in der Familie der Ölbaumgewächse (Oleaceae), Tribus Oleeae. Carl von Linné hat die Art 1753 wissenschaftlich beschrieben.[5] Synonyme der Art sind Olea angustifolia L. und Phillyrea rosmarinifolia Mill. R. Govaerts führt für die Art etwa 60 Synonyme auf.[6]
Die Art wird nur selten wirtschaftlich genutzt.[3]
Die Schmalblättrige Steinlinde (Phillyrea angustifolia) ist ein Strauch aus der Familie der Ölbaumgewächse. Das Verbreitungsgebiet liegt in Europa und in Nord-Afrika, auf der Krim wurde sie eingebürgert.
L'aladèrn de fuèlha estrecha (Phillyrea angustifolia) es un arbuste de la familha de las oleacèas. Aparten al genre Phillyrea que compren tres espècias, las autras essent l'aladèrn de fuèlha larga e lo Phillyrea media.
Es un arbrilhon mediterranèu anemofil, pro pròches de l'Olivièr e que l'abitat naturel estde tipe garriga.
Rcentament foguèt montrat per aquela espècia un sistèma de reproduccion « novèl » [1].
Aquela espècai comprend un taus naut de mascles en mescla amb d'ermafroditas (que las flors, fertilas, pòrtan d'organs mascles e femes). Pr'amor existisson do grops morfologicament a priori absoludament identics e los individus de cada grop son esterils entre eles, alara que son fertils amb los individus de l'autre grop. D'autre biais lo pollen dels ermafroditas podon fecondar sonqu'un individu su dos alara que lo pollen dels mascles dels dos grops pòt fecondar quin que siá ermafrodita d'ambedos grops, aquó permet que los mascles siá pas desavantatjats e que sián pas desaparegut per seleccion naturala.
L'espècia espèce es presenta dins lo bacin mediterranèu e Ociitània tota en mescla amb l'euse.
L'aladèrn de fuèlha estrecha (Phillyrea angustifolia) es un arbuste de la familha de las oleacèas. Aparten al genre Phillyrea que compren tres espècias, las autras essent l'aladèrn de fuèlha larga e lo Phillyrea media.
Es un arbrilhon mediterranèu anemofil, pro pròches de l'Olivièr e que l'abitat naturel estde tipe garriga.
Rcentament foguèt montrat per aquela espècia un sistèma de reproduccion « novèl » .
Phillyrea angustifolia, the narrow-leaved mock privet,[1] is a species of flowering plant in the olive family Oleaceae, native to the western and central Mediterranean.[2]
It is an evergreen shrub with simple, entire, leathery, dark green, oppositely arranged leaves. Scented creamy-white flowers are borne at the leaf axils in spring and summer, and are followed by purplish black berries.[1]
The genus name Phillyrea is derived from Greek and means 'leafy',[3] while the species' epithet angustifolia means 'narrow-leaved'.[3]
Phillyrea angustifolia, the narrow-leaved mock privet, is a species of flowering plant in the olive family Oleaceae, native to the western and central Mediterranean.
It is an evergreen shrub with simple, entire, leathery, dark green, oppositely arranged leaves. Scented creamy-white flowers are borne at the leaf axils in spring and summer, and are followed by purplish black berries.
The genus name Phillyrea is derived from Greek and means 'leafy', while the species' epithet angustifolia means 'narrow-leaved'.
El labiérnago u olivilla (Phillyrea angustifolia) es un arbusto de hojas persistentes, de la familia de las oleáceas.
Se puede encontrar por el Mediterráneo occidental (Italia, España y Francia).
En España se encuentra en casi todas las provincias, mezclado con encinas, coscojas o alcornoques. También aparece en roquedos y pinares.
Abiérgano, acebo castellano, agracejo (2), agral, alitienzo, alitierno, aviéznago, chilladera (2), durillo, filera, filirea de hojas estrechas, gobiérnago (2), labiergana, labiergano, labiérgano (2), labierna (2), labiernaga, labiérnaga, labiérnaga blanco, labiérnago, labiérnago (2), labiérnago blanco, labiérnago de hojas estrechas, labiérnigo, ladierna (2), ladierna de hoja estrecha, ladierna de hoja estreta, ladiérnago, laierna, lanterno, lantisca, layerna (5), layernago, lenterno, lentisca (2), lentisco bastardo, lentisco blanco (2), lentisquilla, olivilla, olivillo, piadera (2), picadera, sao, sarga, teja, torobizco, yerna. Altoaragonés: olibeta, olibilla, olibillo. Aragonés: alitienzo, olibillo, olivillo.[1]
Puede añadirse un nombre vernáculo antiguo, recogido en 1755 por el padre Sarmiento en los montes situados entre Salamanca y Zamora, el de alibierno o alivierno.[2]
Es una planta leñosa que alcanza los 2-3 metros de altura. Las hojas son simples de 6 cm de longitud, opuestas y perennes de color verde oscuro y los márgenes enteros. Las flores de color blanco con cuatro sépalos y cuatro pétalos reunidos parcialmente en un breve tubo. El fruto es una drupa carnosa semejante a la aceituna.
El labiérnago u olivilla (Phillyrea angustifolia) es un arbusto de hojas persistentes, de la familia de las oleáceas.
Se puede encontrar por el Mediterráneo occidental (Italia, España y Francia).
En España se encuentra en casi todas las provincias, mezclado con encinas, coscojas o alcornoques. También aparece en roquedos y pinares.
Gartxu hostoestua (Phillyrea angustifolia) Oleaceae familiako espezie baten izen arrunta da, mendebaldeko Mediterraneoan jatorria duena. Espezimen arrak eta hermafroditak ditu.[1]
Lizarraren familiako zuhaixka da. Olibondoaren antzeko hostoak ditu, harenak baino estuagoak eta iraunkorrak, eta adarrak ugari, tenteak. 1,5-3 m luze egiten da. Oso lore txikiak izaten ditu, hori-berdaxkak, sufrearen kolorekoak. Lurralde lehor beroetan hazten da.[2]
Gartxu hostoestua (Phillyrea angustifolia) Oleaceae familiako espezie baten izen arrunta da, mendebaldeko Mediterraneoan jatorria duena. Espezimen arrak eta hermafroditak ditu.
Lizarraren familiako zuhaixka da. Olibondoaren antzeko hostoak ditu, harenak baino estuagoak eta iraunkorrak, eta adarrak ugari, tenteak. 1,5-3 m luze egiten da. Oso lore txikiak izaten ditu, hori-berdaxkak, sufrearen kolorekoak. Lurralde lehor beroetan hazten da.
Filaire à feuilles étroites
Phillyrea angustifolia (ou Filaire à feuilles étroites[1]) est un arbuste de la famille des Oleaceae. Il est aussi appelé "Daradèu" en provençal[2] traduit en Français par "Taradeau*". Il appartient au genre Phillyrea, qui regroupe trois espèces, les autres étant Phillyrea latifolia (Filaire à large feuille) et Phillyrea media (Filaire intermédiaire).
C'est un arbuste méditerranéen anémophile, assez proches de l'olivier et dont l'habitat naturel est de type garrigue.
On a récemment démontré chez cette espèce un « nouveau » système de reproduction[3].
Cette espèce est présente en France autour du bassin méditerranéen et dans le Sud-ouest en mélange avec le chêne vert. Au Maroc c'est la deuxième espèce dominante dans l'entrée des régions du Moyen Atlas (Jbel Hellouk[Quoi ?]) après Quercus ilex (Chêne vert).
Cette espèce comprend un taux élevé de mâles en mélange avec des hermaphrodites (dont les fleurs, fertiles, portent des organes mâles et femelles). Or il existe deux groupes, morphologiquement a priori tout à fait identiques et les individus de chaque groupe sont stériles entre eux, tout en étant fertiles avec les individus de l'autre groupe. Autrement dit le pollen des hermaphrodites ne peut féconder qu'un individu sur deux alors que le pollen des mâles des deux groupes peut féconder n'importe quel hermaphrodite des deux groupes, ce qui permet que les mâles ne soient pas désavantagés et qu'ils n'aient pas disparu par sélection naturelle.
Filaire à feuilles étroites
Phillyrea angustifolia (ou Filaire à feuilles étroites) est un arbuste de la famille des Oleaceae. Il est aussi appelé "Daradèu" en provençal traduit en Français par "Taradeau*". Il appartient au genre Phillyrea, qui regroupe trois espèces, les autres étant Phillyrea latifolia (Filaire à large feuille) et Phillyrea media (Filaire intermédiaire).
C'est un arbuste méditerranéen anémophile, assez proches de l'olivier et dont l'habitat naturel est de type garrigue.
On a récemment démontré chez cette espèce un « nouveau » système de reproduction.
O aderno de folla estreita[1] (Phillyrea angustifolia) é un arbusto de follas persistentes, da familia das oleáceas.
Pódese atopar polo Mediterráneo occidental (Italia, España e Francia).
Tamén recibe o nome de sao[2].
Atopámolo na parte oriental de Galiza. En España atópase en case todas as provincias, mesturado con aciñeiras, ou sobreiras.
É unha planta leñosa que alcanza os 2-3 metros de altura. As follas son sinxelas de 6 cm de lonxitude, opostas e perennes de cor verde escura e as marxes dentadas. As flors de cor branca con catro sépalos e catro pétaos reunidos parcialmente nun breve tubo. O froito é unha drupa carnosa semellante á oliva.
O aderno de folla estreita (Phillyrea angustifolia) é un arbusto de follas persistentes, da familia das oleáceas.
Pódese atopar polo Mediterráneo occidental (Italia, España e Francia).
Tamén recibe o nome de sao.
Atopámolo na parte oriental de Galiza. En España atópase en case todas as provincias, mesturado con aciñeiras, ou sobreiras.
La Phillyrea angustifolia, nota con il nome comune di Ilatro sottile è un arbusto o piccolo albero sempreverde della famiglia delle Oleacee.
È una specie tipica della macchia mediterranea.
È una pianta legnosa che può raggiungere l'altezza di 6–7 m.
Le foglie sono semplici, opposte, sempreverdi. Sono più sottili e hanno meno nervature secondarie rispetto alle foglie di P. latifolia.
I fiori sono unisessuali, piccoli, bianchi, con 4 sepali e 4 petali riuniti parzialmente in un breve tubo. I fiori sono raccolti in brevi grappoli ascellari.
I frutti sono drupe carnose, nere a maturazione, vagamente simili alle olive, ma più piccoli, più rotondi e riuniti in grappoli.
Vegeta soprattutto lungo la costa tirrenica sino a 600 m di quota. Colonizza terreni difficili e siccitosi
La Phillyrea angustifolia, nota con il nome comune di Ilatro sottile è un arbusto o piccolo albero sempreverde della famiglia delle Oleacee.
È una specie tipica della macchia mediterranea.
Phillyrea angustifolia er en eviggrønn busk i oljetrefamilien.
Den har en tett vekst og blir opptil 2,5 m høy. Bladene er motsatte, linje- til lansettformede og helrandede eller fintannede; de har 4–6 par nerver som er lite synlige. Blomstene er grønngule og dufter. Busken er vindpollinert og tilhører de svært få androdiøcie organismene. Noen planter har tvekjønnede blomster, mens andre bare har hannblomster. Frukten er et blåsvart, kjøttfullt bær med en liten spiss.
Phillyrea angustifolia vokser i åpen skog, maquis og på steinete steder. Den er utbredt i det vestlige og sentrale middelhavsområdet østover til Albania. Arten er naturalisert på Krim.
Phillyrea angustifolia er en eviggrønn busk i oljetrefamilien.
Den har en tett vekst og blir opptil 2,5 m høy. Bladene er motsatte, linje- til lansettformede og helrandede eller fintannede; de har 4–6 par nerver som er lite synlige. Blomstene er grønngule og dufter. Busken er vindpollinert og tilhører de svært få androdiøcie organismene. Noen planter har tvekjønnede blomster, mens andre bare har hannblomster. Frukten er et blåsvart, kjøttfullt bær med en liten spiss.
Phillyrea angustifolia vokser i åpen skog, maquis og på steinete steder. Den er utbredt i det vestlige og sentrale middelhavsområdet østover til Albania. Arten er naturalisert på Krim.
Phillyrea angustifolia é uma espécie de planta com flor pertencente à família Oleaceae.
A autoridade científica da espécie é L., tendo sido publicada em Species Plantarum 7. 1753.[1]
Os seus nomes comuns são aderno-de-folhas-estreitas, cardono, lentisco ou lentisco-bastardo.[2]
Trata-se de uma espécie presente no território português, nomeadamente em Portugal Continental.
Em termos de naturalidade é nativa da região atrás indicada.
Não se encontra protegida por legislação portuguesa ou da Comunidade Europeia.
Phillyrea angustifolia é uma espécie de planta com flor pertencente à família Oleaceae.
A autoridade científica da espécie é L., tendo sido publicada em Species Plantarum 7. 1753.
Os seus nomes comuns são aderno-de-folhas-estreitas, cardono, lentisco ou lentisco-bastardo.