Inula acuminata Royle ex DC.

Inula salicina ye una planta de la familia de les asteracees.

Descripción

Planta perenne, erecta, glabra o espaciadamente pelosa, d'hasta 75 cm, de fueyes prominetemente reticulaes. Fueyes inferiores llinial-llanceolaes a ovaes, les cimeres sentaes con base cordiforme y abrazadoras. Capítulos mariellu dorao, de 2,5-3 cm de diámetru, de normal solitarios. Flores ligulaes con lóbulu de 1,5-2,5 cm; bráctees involucrales esternes llanceolaes con ápiz estendíu, les internes lliniales. Floria a final de primavera y pel branu.^[1]

Hábitat

Llugares yerbosos húmedos, turberes.

Distribución

En toa Europa, sacante en Bulgaria ya Islandia.

Taxonomía

Inula salicina describióse por Carlos Linneo y espublizóse en Species Plantarum 2: 882–883. 1753.^[2]

Citoloxía

Númberu de cromosomes de Inula salicina (Fam. Compositae) y táxones infraespecíficos: 2n=16^[3]

Etimoloxía

Inula: nome xenéricu que deriva d'una pallabra similar llatína utilizada polos romanos pa indicar precisamente a estes plantes. Otru autores proponen otra etimoloxía: una derivación d'una pallabra griega enàein (= purificar) al referise a les supuestes propiedaes melecinales de delles plantes d'esti tipu^[4].

salicina: epítetu llatín que significa "como'l sauce"^[5]

Sinonimia

• Aster rigidus Moench
• Aster salicinus (L.) Scop.
• Aster spathularis Steud.
• Conyza salicina (L.) Rupr.
• Inula glabra Gilib.
• Inula kitamurana Tatew. ex Fonda *

Inula salicina subsp. asiatica (Kitam.) Kitag.

• Inula salicina subsp. salicina
• Inula salicina var. salicina
• Jacobaea salicina (L.) Merín^[6]

Nome común

• Castellanu: té, té de prau (2), árnica.(el númberu ente paréntesis indica les especies que tienen el mesmu nome n'España)^[7]

Ver tamién

• Terminoloxía descriptiva de les plantes
• Cronoloxía de la botánica
• Historia de la Botánica

Referencies

Bibliografía

1. Flora of China Editorial Committee. 2011. Flora of China (Asteraceae). 20–21: 1–992. In C. Y. Wu, P. H. Raven & D. Y. Hong (eds.) Fl. China. Science Press & Missouri Botanical Garden Press, Beijing & St. Louis.
2. Flora of North America Editorial Committee, y. 2006. Magnoliophyta: Asteridae, part 6: Asteraceae, part 1. Fl. N. Amer. 19: i–xxiv, 1–579

Enllaces esternos

• Wikimedia Commons acueye conteníu multimedia sobre Inula salicina.

Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Botánica, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies.

Planhigyn blodeuol o deulu llygad y dydd a blodyn haul ydy Cedowydd Gwyddelig sy'n enw lluosog. Mae'n perthyn i'r teulu Asteraceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Inula salicina a'r enw Saesneg yw Irish fleabane.^[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Cedowydd Gwyddelig.

Daw'r gair "Asteraceae", sef yr enw ar y teulu hwn, o'r gair 'Aster', y genws mwyaf lluosog o'r teulu - ac sy'n tarddu o'r gair Groeg ἀστήρ, sef 'seren'.

Gweler hefyd

• Geiriadur rhywogaethau Gwefan Llên Natur

Cyfeiriadau

Pilealant (Inula salicina), også skrevet Pile-Alant, er en 20-50 cm høj urt, der i Danmark vokser i krat, på strandoverdrev og klinter.

Beskrivelse

Pilealant er en flerårig, urteagtig plante med en opstigende og bestanddannende vækstform. Stænglen er kun forgrenet øverst oppe, og den er lysegrøn og næsten hårløs. Bladene er spredtstillede, hele og helrandede eller svagt tandede, lancetformede og let nedadbøjede. De nederste blade på stængelen er omfattende, mens de øverste har hjerteformet grund. Oversiden er næsten glat og grågrøn med nedsænkede bladribber, mens undersiden er lyst grågrøn med børstehår langs ribberne.

Blomstringen foregår i juli-august, hvor man finder blomsterkurvene endestillet på alle stængelforgreninger. Kurvesvøbbladene er korte med fine hår. Randkronerne er tungeformede, mens skivekronerne er rørformede. Alle blomster i kurven er varmt gule. Frugterne er nødder med hårformet fnok.

Rodsystemet består af en vandret, forveddet jordstængel, som bærer dybtgående trævlerødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,50 x 0,25 m (50 x 25 cm/år), heri ikke medregnet rodskud fra jordstænglen.

Voksested

Indikatorværdier Pilealant L = 8 T = 6 K = 5 F = 6 R = 9 N = 3

Arten er udbredt i Centralasien, Sibirien og Europa, dvs. også i Danmark, hvor den hyppigst findes på Øerne og i Nordjylland, omend den er ret sjælden. Den er knyttet til lysåbne voksesteder med en jord, der er veldrænet og rig på humus og kalk. Derfor findes den i lyse kratskove, i skovbryn, langs veje og på klinter, kalkskrænter og -overdrev.

Langs Magdeburger Strasse i Quedlinburg, Tyskland, findes arten sammen med bl.a. agergåseurt, agertidsel, alm. gyldenris, alm. torskemund, blæresmælde, glat vejbred, gråbynke, Hieracium lachenalii (en art af høgeurt), hvid snerre, Hypericum humifusum (en art af perikon), korbær og stor nælde^[1]

Note

Kilder

• Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.

Eksterne henvisninger

• Arne og Anna-Lena Anderberg: Den virtuella floran, Naturhistoriska riksmuseet (svensk)
• Fugleognatur.dk - Billeder og udbredelse i Danmark af Pilealant

Pajuvaak (Inula salicina) on korvõieliste sugukonda arvatud taimeliik.

Taim kasvab näiteks niitudel, puisniitudel, loodudel. Taim on Eestis tavaline.^[1]

Viited

Välislingid

• Pajuvaak andmebaasis eElurikkus

Inula salicina é uma espécie de planta com flor pertencente à família Asteraceae.

A autoridade científica da espécie é L., tendo sido publicada em Species Plantarum 2: 882–883. 1753.^[1]

Portugal

Trata-se de uma espécie presente no território português, nomeadamente os seguintes táxones infraespecíficos:^[2]

• Inula salicina subsp. aspera - presente em Portugal Continental. Em termos de naturalidade é nativa da região atrás referida. Não se encontra protegida por legislação portuguesa ou da Comunidade Europeia.
• Inula salicina subsp. salicina - presente em Portugal Continental. Em termos de naturalidade é nativa da região atrás referida. Não se encontra protegida por legislação portuguesa ou da Comunidade Europeia.

Referências

Bibliografia

• Checklist da Flora do Arquipélago da Madeira (Madeira, Porto Santo, Desertas e Selvagens) - Grupo de Botânica da Madeira
• Inula salicina - Portal da Biodiversidade dos Açores
• Inula salicina - The Plant List (2010). Version 1. Published on the Internet; http://www.theplantlist.org/ (consultado em 29 de setembro de 2014).
• Inula salicina - International Plant Names Index
• Castroviejo, S. (coord. gen.). 1986-2012. Flora iberica 1-8, 10-15, 17-18, 21. Real Jardín Botánico, CSIC, Madrid.