Colias hyale ye una especie de caparina, de la familia de les pieridae, que foi descrita orixinalmente col nome de Papilio hyale, por Linnaeus, en 1758, a partir d'exemplares procedentes d'Europa y Africa.[1]
Colias hyale tienen una distribución acutada a la rexón Paleártica y foi reportada en 34 países.[2] [3]
Les canesbes de C. hyale aliméntense de plantes de la familia Fabaceae. Ente les plantes hospederas reportaes atópense Medicago sativa, Vicia cracca y especies ensin identificar de los xéneros Trifolium, Coroniella, Cytisus y Lotus.[4][5]
Colias hyale ye una especie de caparina, de la familia de les pieridae, que foi descrita orixinalmente col nome de Papilio hyale, por Linnaeus, en 1758, a partir d'exemplares procedentes d'Europa y Africa.
Colias hyale és un lepidòpter ropalòcer de la família Pieridae. Es troba a la major part d'Europa i gran part d'Àsia. És una espècie migrant a les Illes Britàniques i Escandinàvia. Fa 52-62 mil·límetres d'envergadura alar.[1]
El mascle té les ales de color groc llimona, amb les bandes marginals i submarginals negres més o menys completes en ambdues ales; amb un punt mitjà negre gran a les ales davanteres i un de de color taronja groguenc a les ales posteriors. La part superior és més intensa que la inferior.
En la femella el color de la cara superior i la zona proximal de la part inferior de les ales anteriors és de color blanc, sent lleugerament groguenc.
L'ou té forma d'ampolla, de color blanquinós, amb ratlles de color marró groguenc.
La larva és de color verd blavós o verd herba, vellutada, amb punts negres i línies longitudinals grogues als costats.
La pupa és verda, amb les línies laterals de color groc.
La larva s'alimenta de Vicia cracca, Fabaceae, Vicia, Coronilla, Medicago, Lotus, Cytisus i Trifolium.[2]
Prats de flor fins a 2.000 metres sobre el nivell del mar.
Colias hyale
Colias hyale mascle
Colias hyale femella
Il·lustració del volum 5 d'Entomologia britànica de John Curtis
Colias hyale és un lepidòpter ropalòcer de la família Pieridae. Es troba a la major part d'Europa i gran part d'Àsia. És una espècie migrant a les Illes Britàniques i Escandinàvia. Fa 52-62 mil·límetres d'envergadura alar.
Glöyn byw sy'n perthyn i deulu'r Pieridae yn urdd y Lepidoptera yw llwydfelyn gwelw, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy llwydfelynion gwelw; yr enw Saesneg yw Pale Clouded Yellow, a'r enw gwyddonol yw Colias hyale.[1][2] Fe'i gwelir yn y rhan fwyaf o Ewrop a'r rhan fwyaf o Asia.
Maent i'w gweld yn hedfan rhwng Mai a Hydref. Lled eu hadenydd ydy 42-50mm. Gallant fyw i uchder hyd at 1,800m yn uwch na lefel y môr.[3]
Gellir dosbarthu'r pryfaid (neu'r Insecta) sy'n perthyn i'r Urdd a elwir yn Lepidoptera yn ddwy ran: y gloynnod byw a'r gwyfynod. Mae'r dosbarthiad hwn yn cynnwys mwy na 180,000 o rywogaethau mewn tua 128 o deuluoedd.
Wedi deor o'i ŵy mae'r llwydfelyn gwelw yn lindysyn sy'n bwyta llawer o ddail, ac wedyn mae'n troi i fod yn chwiler. Daw allan o'r chwiler ar ôl rhai wythnosau. Mae pedwar cyfnod yng nghylchred bywyd glöynnod byw a gwyfynod: ŵy, lindysyn, chwiler ac oedolyn.
Glöyn byw sy'n perthyn i deulu'r Pieridae yn urdd y Lepidoptera yw llwydfelyn gwelw, sy'n enw gwrywaidd; yr enw lluosog ydy llwydfelynion gwelw; yr enw Saesneg yw Pale Clouded Yellow, a'r enw gwyddonol yw Colias hyale. Fe'i gwelir yn y rhan fwyaf o Ewrop a'r rhan fwyaf o Asia.
Maent i'w gweld yn hedfan rhwng Mai a Hydref. Lled eu hadenydd ydy 42-50mm. Gallant fyw i uchder hyd at 1,800m yn uwch na lefel y môr.
Gul høsommerfugl (Colias hyale) er en sommerfugl i hvidvingefamilien. Den er udbredt i Europa fra Spanien gennem Frankrig og Mellemeuropa ind i Rusland og videre mod nord til Karelen. I Danmark er arten en uregelmæssig trækgæst, der især ses i den østlige og sydlige del af landet.
Gul høsommerfugl.
Tegning fra H. Coupin, L'Amateur de papillons (1895)
Gul høsommerfugl.
Foto: Lilly M
Gul høsommerfugl (Colias hyale) er en sommerfugl i hvidvingefamilien. Den er udbredt i Europa fra Spanien gennem Frankrig og Mellemeuropa ind i Rusland og videre mod nord til Karelen. I Danmark er arten en uregelmæssig trækgæst, der især ses i den østlige og sydlige del af landet.
Die Goldene Acht, auch Posthörnchen[1][2], Kleines Posthörnchen[3][4], Weißklee-Gelbling, Gemeiner Gelbling, Gelber Heufalter oder Gemeiner Heufalter (Colias hyale), ist ein Schmetterling (Wanderfalter) aus der Familie der Weißlinge (Pieridae) in der Unterfamilie der Gelblinge. Das Artepitheton leitet sich von einer Waldnymphe aus der griechischen Mythologie ab.[5] Die in Aussehen und Größe sehr variable Art meidet heiße Gebiete und kommt von Westeuropa bis China vor.
Sie wurde von der Umweltstiftung BUND zum Schmetterling des Jahres 2017 gekürt.[6]
In Europa haben die männlichen Falter eine Flügelspannweite von 35 bis 40 mm und eine gelbe Grundfarbe. Die Weibchen haben eine Spannweite von 38 bis 42 mm und eine gelb-weiße Grundfarbe, nur die Spitze der Vorderflügel und die Hinterflügel sind auf der Unterseite gelblich. Die Flügeloberseite beider Geschlechter hat eine bestäubte dunkelbraune bis schwarze Randbinde, wobei diese auf den Hinterflügeln nur schmal ist. In der Zelle der Vorderflügel befindet sich auf der Ober- und Unterseite ein schwarzer Fleck. Die Männchen haben auf der Oberseite der Hinterflügel in der Zelle einen orangen Fleck mit rotem Rand, auf der Unterseite ist dieser Fleck hell und deutlicher rot umrandet. Dieser Fleck kann durch den roten Rand zweigeteilt sein, so dass er ähnlich wie bei anderen Gelblingen der Gattung Colias einer Acht ähnelt. Bei den Weibchen ist der orange Fleck auf der Oberseite der Hinterflügel nicht umrandet.[7] Colias hyales ist in ihrem großen Verbreitungsgebiet recht variabel und bei Verhulst sind über 100 Formen beschrieben.
Die Raupen der Goldenen Acht unterscheiden sich nach der zweiten Häutung deutlich von den Raupen des Hufeisenklee-Gelblings (Colias alfacariensis). Beide Raupen sind grün, jedoch hat die Raupe des Hufeisenklee-Gelblings vier auffällige gelbe Linien mit schwarzen Punkten, während die Raupe der Goldenen Acht nur zwei dünne, grün-gelbe Seitenlinien mit orange-braunen Strichen besitzt. Die Raupe der Goldenen Acht ist jedoch kaum von der Raupe des Postillons (Colias crocea) zu unterscheiden.
Die Raupen überwintern und verpuppen sich im darauf folgenden Frühjahr als grüngelbe Gürtelpuppe.
Die Goldene Acht (Colias hyale) bildet zusammen mit dem Hufeisenklee-Gelbling (Colias alfacariensis) einen Artkomplex. Da die Falter beider Arten viele Variationen ausbilden, können die beiden Arten weder habituell noch anhand einer Genitaluntersuchung differenziert werden. Informationen über den Lebensraum und die geographische Verbreitung liefern nur einen Hinweis, um welche der beiden Arten es sich handeln kann. Eine sichere Unterscheidung ist nur über die habituell völlig verschiedenen Raupen möglich.[12]
Die Goldene Acht ist von Ostspanien bis Nordchina verbreitet. Da die Falter heiße Gebiete meiden, fehlen sie im Mittelmeerraum und in Südasien. In Norddeutschland und den Niederlanden sind sie nicht jedes Jahr anzutreffen. In England und Südskandinavien wandern sie gelegentlich ein. Die vertikale Verbreitung reicht von Meereshöhe bis auf über 2000 Meter.[13]
Die Goldene Acht fliegt in der gesamten genutzten und ungenutzten Kulturlandschaft über offenem Gelände, besonders über Wiesen mit Klee und Luzerne, über Streuobstwiesen, Feuchtwiesen und Mager- und Trockenrasen. Für die Eiablage werden Wiesen und Weiden, Brachen, Ruderalgelände und Magerrasen (besonders Wacholderheide) bevorzugt.[14]
Die Raupe der Goldenen Acht lebt an Kronwicke, verschiedenen Kleearten (Rot-Klee, Weiß-Klee, Stein-Klee, Hufeisenklee, Hopfenklee, Gewöhnlicher Hornklee), an verschiedenen Wickenarten (Rauhaarige Wicke, Viersamige Wicke, Vogel-Wicke) und Luzerne, an denen das Weibchen auch die Eier ablegt. Oft sitzt das Weibchen auf dem Boden und krümmt seinen Hinterleib nach vorn, um ein Ei auf die Blattoberseite einer kleinen, kümmerlichen Pflanze zu kleben.[15]
Die Falter fliegen im Sommer violette und im Herbst gelbe Blüten an (unter anderem Luzerne, Bach-Kratzdistel, Wiesen-Flockenblume, Acker-Witwenblume, Oregano (Dost), Doldiges Habichtskraut, Natterkopf).[16]
Die Goldene Acht fliegt in zwei Generationen in den Monaten Mai/Juni und August/September oder in drei Generationen von Mai bis Oktober. Die Raupen der ersten Generation leben im September und können nach der Überwinterung im April angetroffen werden. Die Larven der zweiten Generation können von Juni bis Juli beobachtet werden.[17]
Die Goldene Acht, auch Posthörnchen, Kleines Posthörnchen, Weißklee-Gelbling, Gemeiner Gelbling, Gelber Heufalter oder Gemeiner Heufalter (Colias hyale), ist ein Schmetterling (Wanderfalter) aus der Familie der Weißlinge (Pieridae) in der Unterfamilie der Gelblinge. Das Artepitheton leitet sich von einer Waldnymphe aus der griechischen Mythologie ab. Die in Aussehen und Größe sehr variable Art meidet heiße Gebiete und kommt von Westeuropa bis China vor.
Sie wurde von der Umweltstiftung BUND zum Schmetterling des Jahres 2017 gekürt.
De Giele Luzerneflinter (Colias hyale) is in soarte yn it skaai fan de Luzerneflinters (Colia).
In seldsume trekflinter dy’t yn wikseljende oantallen per jier yn Nederlân sjoen wurdt. De oantallen wurde de lêste jierren minder. Oant juny wurde measte giele luzerneflinters sjoen yn Limburch. Dernei wurde hja mear ferspraat oer it hiele lân oantroffen.
De wjuklingte is likernôch 20 oant 25 mm. De boppekant fan de wjuk is spits mei in donkere tekening. De grûnkleur fan de mantsjes is ljocht grieneftich giel. De Giele Luzerneflinter rêstet noait út mei sprate wjukken.
De earste flinters wurde sjoen yn maaie en juny. De neikommelingen derfan fleane fan july ôf.
De rûpen wurde sjoen fan heal juny ôf. Op plakken dêr't de flinter sjoen wurdt oerwinteret de soarte as healwaaks rûp. De rûp fret fan de Luzerne, Wikje en Klaver.
De Giele Luzerneflinter (Colias hyale) is in soarte yn it skaai fan de Luzerneflinters (Colia).
Colias hyale, the pale clouded yellow, is a butterfly of the family Pieridae, (also known as the yellows and whites) which is found in most of Europe and large parts of the Palearctic. It is a rare migrant to the British Isles and Scandinavia. The adult wingspan is 52–62 millimetres (2.0–2.4 in).[2]
The upperside of the male is more or less light lemon yellow, with the black marginal and submarginal bands more or less complete on both wings; the black middle spot of the forewing large, in centre of hindwing an orange-yellow double spot; base of wings more or less dusted with black. The underside is bright yellow, being somewhat lighter on the forewing, with small marginal and larger submarginal red-brown spots; the middle spot of the forewing black with pale centre, the hindwing bearing a double spot which is mother-of-pearl colour, encircled by a double ring of red brown; fringes above and beneath, as well as head and antenna red brown. In the female the ground colour of the upperside and the proximal area of the underside of the forewing is white, being slightly yellowish.
The egg is bottle shaped, whitish, with yellowish-brown stripes. The larva is bluish green or grass green, velvety, there being on the back two rows of blackish dots which are traversed by two thin yellow longitudinal lines, above the legs a yellow or reddish longitudinal side line, head dark green; the autumnal larvae without black dorsal spots. Pupa green, with yellow lateral lines.
_Colias_hyale_-_Novy_Jicin_Moravie_Czech_Republic_-_female_dorsal.jpg)
Colias hyale ♀
_Colias_hyale_-_Novy_Jicin_Moravie_Czech_Republic_-_female_ventral.jpg)
Colias hyale ♀ △
The larva feeds on several species and genera of Fabaceae, including Vicia, Coronilla, Medicago, Lotus, Cytisus and Trifolium.
The species lives in flower meadows up to 2,000 metres above sea level.
It is common throughout the Palaearctic Region. Recorded from Ireland only once, in 1868; in England it is found only in the south.[3]
Colias hyale, the pale clouded yellow, is a butterfly of the family Pieridae, (also known as the yellows and whites) which is found in most of Europe and large parts of the Palearctic. It is a rare migrant to the British Isles and Scandinavia. The adult wingspan is 52–62 millimetres (2.0–2.4 in).
Illustration from John Curtis's British Entomology Volume 5
Colias hyale es una especie de mariposa, de la familia de las piérides, que fue descrita originalmente con el nombre de Papilio hyale, por Linnaeus, en 1758, a partir de ejemplares procedentes de Europa y África.[2][1]
Colias hyale se encuentran en la región Paleártica y han sido reportadas en 34 países.[3][4]
Las larvas de C. hyale se alimentan de plantas de la familia Fabaceae. Entre las plantas hospederas reportadas se encuentran Medicago sativa, Vicia cracca y especies no identificadas de los géneros Trifolium, Coronilla, Cytisus y Lotus. [5] [6]
Datos: Q837768
Multimedia:
Especies: Colias hyale
Colias hyale es una especie de mariposa, de la familia de las piérides, que fue descrita originalmente con el nombre de Papilio hyale, por Linnaeus, en 1758, a partir de ejemplares procedentes de Europa y África.
Niidu-võiliblikas (Colias hyale L.) on põualibliklaste sugukonda võiliblika perekonda kuuluv liblikas.
Niidu-võiliblikas elab kõikjal Euroopas, välja arvatud selle äärmine põhjaosa, lisaks Türgis, Kaukaasias, Kasahstanis, Kesk- ja Lõuna-Siberis kuni Jakutski ja Irkutskini, Mongoolias ja Loode-Hiinas.
Niidu-võiliblikas on Eestisse sisserändav liik. Ta suudab Eestis talvituda, kasvatab kohapeal aastas kaks põlvkonda[1].
Liblika esitiiva pikkus on 23–28 mm. Tiivad on ülaltpoolt kahvatud, kollakasrohelised, vahel algusest musta mustriga. Esitiiva ots on samuti musta mustriga. Igal tiival on täpp, esitiibadel must, tagatiibadel oranž. Emasliblikal on tiivaotstes olev must muster vähemärgatav ja mõnikord puudub täiesti. Emane on ka pisut heledam. Tundlad on otsast jämedamad kui algusest, aga see üleminek ei ole järsk. Tundel on ülalt tume ja alt roosa.
Liblikas lendab levila põhjaosas, kus aastas on üks põlvkond, juulis-augustis, aga levila lõunaosas pool aastat aprillist oktoobrini ja seal läheb üks põlvkond teiseks üle nii, et vahet näha polegi. On täheldatud niidu-võiliblikate rännet.
Emased munevad munad ühe-kahekaupa toidutaime lehe alaküljele või varrele. Toidutaimedeks on liblikõielised, näiteks hiirehernes, lutsern, nõiahammas ja ristik. Röövikut on täheldatud ka teistel taimedel: võilillel, mailasel ja mesikal. Röövikud tulevad munast välja umbes nädala pärast. Röövik on roheline, 4 kollase pikitriibuga. Keha seljapoolel jookseb neil 2 rida musti täppe. Röövikuid kohtab juunist sügiseni. Röövik on aeglane ja veedab harilikult kogu oma röövikuea ühel taimel. Algul sööb röövik lehti enam-vähem tervenisti ja muudab need rootsudeks, pärastpoole näsib ta lehti ainult servast. Lõpuks nukkub ta sellesama taime varrel.
Liblikas talvitub peamiselt röövikuna kõdus või pinnases, kevadel ronib välja ja lõpetab arengu. Vahel talvituvad nukud.
Niidu-võiliblikas (Colias hyale L.) on põualibliklaste sugukonda võiliblika perekonda kuuluv liblikas.
Vaaleakeltaperhonen (Colias hyale) on kaaliperhosten heimoon ja keltaperhosten alaheimoon kuuluva keskikokoinen päiväperhonen. Laji esiintyy palearktisella alueella.
Vaaleakeltaperhonen esiintyy Espanjan itäosista Euroopan keski- ja itäosien kautta idässä Altaille saakka. Vakituinen levinneisyysalue ulottuu Euroopan pohjoisosissa Viroon, Ruotsin eteläosiin (Öölanti) ja Tanskaan. Vaellusvuosina lajia tavataan pohjoisempana. Suomessa vaaleakeltaperhonen esiintyy yleensä vain melko harvinaisena vaeltajana ja kesänviipyjänä, mutta laji on ilmeisesti talvehtinut joinakin vuosina.
Vaaleakeltaperhosen etusiiven pituus on yleensä 21–25 mm. Koiraan siipien yläpuolen pohjaväri on vaaleankeltainen ja naaraan vaaleampi kellertävän–vihertävänvalkoinen. Siipien kirjaukset ovat tummanharmaita, tummanruskeita tai mustia. Kirjaukset ovat molemmilla sukupuolilla samanlaiset. Siipien keskitäplät ovat isoja. Takasiiven yläpuolen diskoidaalitäplä on vaalean kellanpunainen ja siipiripset punertavat.
Vaaleakeltaperhosen elinympäristöä ovat niityt ja pellot.
Lentoaika on toukokuusta syys–lokakuuhun vähintään kahtena sukupolvena. Laji talvehtii keskenkasvuisena toukkana.
Toukan ravintokasveja ovat virnat (Vicia), esimerkiksi hiirenvirna (Vicia cracca), apilat, (Trifolium), voikukka (Taraxacum officinale), mailaset (Medicago) ja mesikät (Melilotus).
Vaaleakeltaperhonen (Colias hyale) on kaaliperhosten heimoon ja keltaperhosten alaheimoon kuuluva keskikokoinen päiväperhonen. Laji esiintyy palearktisella alueella.
Colias hyale
Le Soufré (Colias hyale) est une espèce de lépidoptères de la famille des Pieridae, de la sous-famille des Coliadinae et du genre Colias.
Colias hyale a été nommé par Carl von Linné en 1758.
Le Soufré se nomme Pale Clouded Yellow en anglais, Goldene Acht ou Gemeine Heufalter en allemand, gele luzernevlinder en néerlandais et Szlaczkoń siarecznik en polonais.
Sur le verso, le mâle est jaune clair alors que la femelle est blanche et tous deux ont l'apex de l'aile antérieure de forme triangulaire noir taché de clair et un point noir. Le revers est jaune vif chez le mâle et la femelle, celle-ci ayant l'aile antérieure plus blanche. Au centre de l'aile postérieure apparaît une marque blanche cernée de rosé.
Colias alfacariensis Ribbe, 1905 (le Fluoré).
Les œufs éclosent vite et donnent des chenilles à tête verte et corps vert vif à points noirs aux flancs ornées d'une raie blanchâtre à traits rouge orangé[1].
La chrysalide est aussi vert vif avec une raie jaune.
Le Soufré hiverne sous forme de chenille.
Il vole de mai à septembre, en deux à trois générations.
Les plantes hôtes de sa chenille sont des légumineuses, la luzerne et le trèfle.
Le Soufré est présent dans toute l'Europe centrale et méridionale, dans le sud de la Russie et en Asie mineure. Il est absent du Portugal, de l'Italie et de la Grèce. C'est un migrateur qui arrive au printemps dans le sud de l'Angleterre et en Scandinavie.
En France il est présent dans de nombreux départements mais les données manquent pour confirmer sa présence en Corse, dans les Côtes-d'Armor, en Mayenne, dans les Pyrénées-Atlantiques, en Ariège, en Aveyron, en Lozère, en Tarn-et-Garonne et en Haute-Garonne[2].
Le soufré affectionne les prairies fleuries, jusqu'à 2 000 m au moins.
Il n'a pas de statut de protection particulier.
Colias hyale
Le Soufré (Colias hyale) est une espèce de lépidoptères de la famille des Pieridae, de la sous-famille des Coliadinae et du genre Colias.
Colias hyale (Anglice pale clouded yellow) est parvus familiae Pieridarum paplio, in plurimo Europae et multis Asiae regionibus endemicus. Haec species est typus generis Coliadis.
Haec stipula ad insectum spectat. Amplifica, si potes! Colias hyale (Anglice pale clouded yellow) est parvus familiae Pieridarum paplio, in plurimo Europae et multis Asiae regionibus endemicus. Haec species est typus generis Coliadis.
Dirvinis gelsvys (lot. Colias hyale, angl. Pale Clouded Yellow, vok. Goldene Acht) – baltukų (Pieridae) šeimos drugys. Skraido dvi generacijos (pirmoji – gegužės birželio, antroji – liepos-rugsėjo mėn.) laukuose, dykvietėse, sausose pievose. Patinų sparnai 20-22 mm ilgio, ryškiai geltoni, su viduryje esančia tamsia dėme. Patelių sparnai truputį mažesni ir šviesesni.
Vikšrai aksominės žalios spalvos ir su dviem išilginėmis brūkšninėmis gelsvomis linijomis. Jie aptinkami ant pupinių augalų (liucernos, vikių, gargždenio), kuriais ir maitinasi. Peržiemoja vikšrai, o pavasarį jie virsta lėliukėmis.
Paplitęs Europoje ir Azijoje. Lietuvoje dažna rūšis. Vikiteka
Dirvinis gelsvys (lot. Colias hyale, angl. Pale Clouded Yellow, vok. Goldene Acht) – baltukų (Pieridae) šeimos drugys. Skraido dvi generacijos (pirmoji – gegužės birželio, antroji – liepos-rugsėjo mėn.) laukuose, dykvietėse, sausose pievose. Patinų sparnai 20-22 mm ilgio, ryškiai geltoni, su viduryje esančia tamsia dėme. Patelių sparnai truputį mažesni ir šviesesni.
Vikšrai aksominės žalios spalvos ir su dviem išilginėmis brūkšninėmis gelsvomis linijomis. Jie aptinkami ant pupinių augalų (liucernos, vikių, gargždenio), kuriais ir maitinasi. Peržiemoja vikšrai, o pavasarį jie virsta lėliukėmis.
Paplitęs Europoje ir Azijoje. Lietuvoje dažna rūšis. Vikiteka
De gele luzernevlinder (Colias hyale) is een dagvlinder uit de familie witjes (Pieridae).
Kenmerkend voor deze soort is de witte acht (8) op de onderkant van de achtervleugel. De onderste cirkel van de '8' is veel groter dan de bovenste. De voorvleugel heeft een uitgestrekte zwarte punt met een geel raster.
Het is een Midden-Europese soort die als trekvlinder ook noordelijker kan worden aangetroffen.
De vliegtijd is van begin mei tot en met eind oktober. Ze komen voor in meestal twee, soms drie generaties (afhankelijk van warme jaren).
De gele luzernevlinder komt voor op klaver- en luzernevelden.
De gele luzernevlinder (Colias hyale) is een dagvlinder uit de familie witjes (Pieridae).
Colias hyale er en dagaktiv sommerfugl i gruppen hvitvinger.
Kjønnene er ganske like. Vingeoversiden har lys gul-hvit grunnfarge hos hunnen, men er skarpere gul hos hannen. Langs vingeranden, et fint gult eller oransje tynt bånd eller kant (frynser). Innenfor et mørkere brun svart felt som sprer seg over hele vingespissen. I dette feltet finnes lysere flekker i samme farge som grunnfargen på vingen. Framvingens diskalflekk er mørk og markert. Bakvingens diskalflekk er blekt gul-oransje. Ribbenettet og noen av vingen er mørkt pudret, særlig nær kroppen.
Vingespennet er mellom 43 og 50 millimeter.
Kroppen har et ytre skjelett (hudplater) som holder de bløte indre organer på plass. Det ytre hudskjelettet er bygd opp for det meste av kitin. Brystet og bakkroppen er brunsvart og lite håret på oversiden.
Sommerfuglene skiller seg fra de fleste andre insektene ved at munnen ikke har kjever og lepper, men en lang sugesnabel (proboscis) mellom palpene. Den er rullet opp i en spiral, mellom palpene, under hodet, når den ikke er i bruk. Fasettøynene er mørke. Antennene sitter over og helt inntil fasettøynene. Antennene er trådformet og består av sylindriske ganske like ledd. Antenneklubben er flat eller skålformet slik som hos alle dagsommerfuglene. På beina finnes også sanseorgan som gir informasjon om hva sommerfuglen sitter på. Hunner bruker disse sansene for å finne riktig næringsplante, hvor den kan legge sine egg.
Bakkroppens indre organer består av fordøyelsesorganer, forplantningsorganer og åndedrett. Åndedrettet hos sommerfugler foregår ikke ved lunger, men ved at luft hentes inn og ut av kroppen gjennom små hull i hudskjelettet (spirakler). I kroppen er det et svært finmasket system av trakéer som leder oksygenet til kroppens vitale deler. En blodvæske som sirkulerer i kroppen, pumpes rundt av et avlangt rørformet hjerte. Brystpartiet består for det meste av vingenes muskulatur. Sanseorganer, for syn, smak og lukt er stort sett plassert i hodet. Nervesystemet består av en bukmarg med to nervestrenger og én nerveknute (ganglion) i hvert kroppssegment. Den første nerveknuten, som ligger foran munnåpningen, er spesielt stor og omtales som hjerne.
Egget er gul eller oransje, rundt og ovaltformet, med flere fine lengderibber.
Larven har generelt tykk hud og er ganske hardføre. Den er grønnlig på farge, ofte med en lys lengdestripe. Bak hodet, på bryststykket, som består av tre ledd, er det tre par bein. Lengre bak har larvene noen bukføtter, som ikke er egentlige bein, men utvekster larven kan bruke til å holde seg fast. Lengst bak har den en analfot.
Larvens hode består av en hard hodekapsel med noen punktøyne. Under øynene er det noen små antenner larven bruker til å finne riktig føde. Larvens bakkropp består nesten bare av fordøyelsessystemet. Dette er ganske kort og mye av maten larven spiser passerer før all næringen er tatt opp. Avføringen kommer ut som små kuler helt bakerst på kroppen. Larvene ånder gjennom åpninger i hudskjelettet (spirakler), langs kroppens sider.
Puppen er plassert stående eller oppreist, og er festet i anal-enden mot underlaget. Den holdes oppe ved et magebelte av spinntråder. Den har én spiss i hodeenden, ikke to som hos svalestjerter.
Colias hyale finnes helst på steder der artens viktigste næringsplante, lusern, vokser.
Flygetiden er fra juli til august.
Om natten og i overskyet vær hviler sommerfuglen. Vingene holdes sammenlagt opp og ut fra kroppen, noe som gir sommerfuglen en viss kamuflasje og beskyttelse. De voksne lever av nektar de suger opp fra blomstene på ulike planter (urter). Sugesnabelen, på hodets underside, gir sommerfuglen mulighet til å nå inn i dype blomster for å suge til seg nektar. Sugesnabelen gjør at sommerfugler er avhengig av flytende føde.
Parringen skjer ved sammenkobling mellom de to kjønnene. Under parring utskiller hannene en duft fra små duftskjell på vingene, dette kan være med å gjøre hunnen mer villig til å parres. Om et par forstyrres under parring, flyr vanligvis hannen, mens hunnen blir hengende passivt. Hunner som har parret seg inntar ofte en spesiell stilling, hvor vingene holdes noe flat og utbredt, mens bakkroppen løftes opp.
Larven er radikalt forskjellige fra de voksne, både i levevis og i kroppsbygning. Den lever som plantespiser på planter i slektene Vicia, Cytisus, Fabaceae, Coronilla, Medicago, Lotus og Trifolium.
Larvens kroppstemperatur er mellom 35 og 38 grader C°. Ved lavere temperatur blir larven inaktiv. Derfor krever larver hos dagsommerfugler gjerne sollys for å være aktive. Om det blir for varmt regulerer larven temperaturen ved å oppsøke skygge. Overvintringen skjer som larve.
Colias hyale tilhører gruppen av insekter med fullstendig forvandling (holometabole insekter), som gjennomgår en metamorfose i løpet av utviklingen. Mellom larvestadiet og det voksne stadiet er et puppestadium, en hvileperiode, der sommerfuglens indre og ytre organer endres. Larvens bøyelige og myke kropp omdannes til en puppe med hardt skall. Når skallet er hardt begynner omdanningen fra larve til den voksne (imago) sommerfuglen. De indre organer brytes i varierende grad ned til en cellemasse. En omorganisering skjer og dyret bygges opp igjen. Puppeperioden varierer etter temperaturen, vanligvis mellom to til fire uker.
Colias hyale finnes i sør i Europa, østover i Asia, gjennom Himalaya til nordvest i Kina. Den er uvanlig i Norden. Men den migrerer og er funnet helt sør i Sverige.
Colias hyale er en dagaktiv sommerfugl i gruppen hvitvinger.
Costo capìtol a l'é mach në sboss. Da finì.
La ruva a viv an dzora a Leguminosae. Tre o quatr generassion a l'ann. La farfala a vòla da avril a otober.
A viv an tuta Italia e ìsole, da la pian-a a la montagna a 2000 méter.
Costo capìtol a l'é mach në sboss. Da finì.
AmbientLa ruva a viv an dzora a Leguminosae. Tre o quatr generassion a l'ann. La farfala a vòla da avril a otober.
DistribussionA viv an tuta Italia e ìsole, da la pian-a a la montagna a 2000 méter.
Szlaczkoń siarecznik (Colias hyale) – gatunek motyla dziennego z rodziny bielinkowatych (Pieridae).
Skrzydła o rozpiętości 40–44 mm, u samca intensywnie żółte, u samicy jaśniejsze. Na tylnym skrzydle blada pomarańczowa plamka.
Samiec
Samica
Samica składa jaja na wierzchu roślin żywicielskich. Jaja są początkowo białe, z czasem zmieniają kolor na czerwonobrunatny. Gąsienice zimują w ściółce. Imagines żywią się nektarem. Najchętniej siadają na kwiatach o barwie fioletowej i żółtej takich roślin jak koniczyna łąkowa i lucerna.
Typowe biotopy to łąki, ugory, miedze, tereny ruderalne, przytorza i przydroża.
Owady dorosłe można spotkać w maju i czerwcu (pokolenie wiosenne), a następnie lipcu i sierpniu (pokolenie letnie). Niekiedy występują osobniki trzeciego pokolenia we wrześniu i październiku.
Roślinami żywicielskimi gąsienic są: lucerny, komonice, cieciorki, wyki i koniczyny.
Poczta Polska wyemitowała 14 października 1967 r. znaczek pocztowy przedstawiający szlaczkonia siarecznika o nominale 3,40 zł, w serii Motyle. Autorem projektu znaczka był Jerzy Desselberger. Znaczek pozostawał w obiegu do 31 grudnia 1994 r.[1].
Szlaczkoń siarecznik (Colias hyale) – gatunek motyla dziennego z rodziny bielinkowatych (Pieridae).
Colias hyale é uma borboleta da família Pieridae, isto é, as amarelas e brancas, que é encontrada na maioria da Europa e grande parte da Ásia. Ela é uma migrante para as Ilhas Britânicas e para a Escandinávia. O adulto tem uma envergadura de 52-62 (em milímetros) (2.0–2.452–62 milímetros (2,0–2,4 in).[1]
Colias hyale é uma borboleta da família Pieridae, isto é, as amarelas e brancas, que é encontrada na maioria da Europa e grande parte da Ásia. Ela é uma migrante para as Ilhas Britânicas e para a Escandinávia. O adulto tem uma envergadura de 52-62 (em milímetros) (2.0–2.452–62 milímetros (2,0–2,4 in).
Ljusgul höfjäril (Colias hyale) är en art i insektsordningen fjärilar som tillhör familjen vitfjärilar. Dess utbredningsområde omfattar stora delar av Europa och Asien. I Sverige betraktas denna fjäril oftast som en migrant från sydligare trakter, men periodvis har den haft mer fasta populationer i de södra delarna av landet, som på Öland och Gotland.
Vingarna är ljust gulaktiga med ett mörkare band längs kanterna. Bandet är tydligare och bredare på framvingarna än på bakvingarna. Både på framvingarna och bakvingarna finns vid vingens mitt mot framkanten en fläck, som på framvingarna är mörk gråsvart och på bakvingarna gulorange. Vingbredden är 43 till 50 millimeter.
Flygtiden för den fullbildade fjärilen, imagon, är i Norden från slutet av juli till september. Larven lever på blålusern. Om fjärilen övervintrar sker detta som larv.
Ljusgul höfjäril (Colias hyale) är en art i insektsordningen fjärilar som tillhör familjen vitfjärilar. Dess utbredningsområde omfattar stora delar av Europa och Asien. I Sverige betraktas denna fjäril oftast som en migrant från sydligare trakter, men periodvis har den haft mer fasta populationer i de södra delarna av landet, som på Öland och Gotland.
Vingarna är ljust gulaktiga med ett mörkare band längs kanterna. Bandet är tydligare och bredare på framvingarna än på bakvingarna. Både på framvingarna och bakvingarna finns vid vingens mitt mot framkanten en fläck, som på framvingarna är mörk gråsvart och på bakvingarna gulorange. Vingbredden är 43 till 50 millimeter.
Flygtiden för den fullbildade fjärilen, imagon, är i Norden från slutet av juli till september. Larven lever på blålusern. Om fjärilen övervintrar sker detta som larv.
Colias hyale là một loài bướm nhỏ thuộc họ Pieridae, có màu vàng và trắng, được tìm thấy ở hầu hết châu Âu và phần lớn châu Á.
Loài này di cư đến British Isles và Scandinavia. Cá thể trưởng thành có sải cánh dài 52–62 milimét (2,0–2,4 in).[2]
Loài này ăn các loài Vicia cracca, Fabaceae, Vicia, Coronilla, Medicago, Lotus, Cytisus và Trifolium.
Bài viết liên quan đến họ bướm Pieridae này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn.
Colias hyale là một loài bướm nhỏ thuộc họ Pieridae, có màu vàng và trắng, được tìm thấy ở hầu hết châu Âu và phần lớn châu Á.
Loài này di cư đến British Isles và Scandinavia. Cá thể trưởng thành có sải cánh dài 52–62 milimét (2,0–2,4 in).
Loài này ăn các loài Vicia cracca, Fabaceae, Vicia, Coronilla, Medicago, Lotus, Cytisus và Trifolium.
Желтушка луговая[1], или желтушка обыкновенная[2] (лат. Colias hyale) — дневная бабочка из рода желтушки (Colias) семейства белянок (Pieridae).
Гиала (греческая мифология) — одна из нимф Дианы, богини растительности.
Длина переднего крыла самца 23—25 мм. Усики постепенно утолщаются к вершине, без резко обособленной булавы, снизу розовые, сверху тёмные. Крылья сверху бледные, желтовато-зелёные, иногда с тёмным налётом у корня. Переднее крыло сверху с тёмной каймой, не достигающей анального края; кайма содержит расплывчатое пятно цвета фона, дискальное пятно чёрное, сплошное, овальное. Заднее крыло сверху со слабым тёмным опылением по краю и двойным оранжевым дискальным пятном. Бахромка розовая. Фон нижней поверхности жёлтый.
Длина переднего крыла самки 23—28 мм. Рисунок как у самца, фон крыльев сверху почти белый, с лёгким желтоватым или зеленоватым оттенком. Тёмная краевая кайма на заднем крыле слабо развита, иногда отсутствует.
Гусеницы зелёные, с четырьмя продольными жёлтыми полосами, с двумя рядами чёрных точек на спинной стороне тела[3].
Умеренный пояс Европы и Азии; в России европейская часть, кроме севера, Средняя и Южная Сибирь, на восток до Якутска и Иркутска; Прибалтика, Белоруссия, Украина, Молдавия, Кавказ, Казахстан; средняя полоса и юг Западной Европы, Турция, Северо-Западный Китай, Монголия.
Развивается в двух, иногда в трёх поколениях. Самки откладывают яйца по 1—2 на нижнюю сторону листьев или стебли. Гусеницы появляются примерно через неделю, вначале скелетируют листья, потом обгрызают их с краёв. Гусеницы медлительные, обычно находятся в среднем ярусе травостоя. Закончив питание, они здесь же и окукливаются на стеблях. Гусеницы встречаются с июня до осени, перезимовывают под опадом или в поверхностном слое почвы и весной заканчивают своё развитие. Иногда зимуют куколки. Лёт бабочек на севере в июле — августе, а на юге — в течение всего летнего периода года (апрель — октябрь). В некоторые годы бабочки проявляют миграционную подвижность.
Гусеницы питаются различными бобовыми: горошком мышиным (Vicia cracca) и другими видами вики (Vicia), вязелем (Coronilla), люцерной (Medicago), лядвенцем (Lotus), ракитником (Cytisus), клевером (Trifolium)[4].
Выделяют следующие подвиды желтушки луговой[4]:
Желтушка луговая, или желтушка обыкновенная (лат. Colias hyale) — дневная бабочка из рода желтушки (Colias) семейства белянок (Pieridae).
_P.jpg)
_HB-14.jpg)
_-_Kitchener,_Ontario.jpg)
_male_(36408439053).jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
