Avstriya palıdı (lat. Quercus cerris) - fıstıqkimilər fəsiləsinin palıd cinsinə aid bitki növü.
Vətəni Qafqaz və Ukraynadır. Cənub-Şərqi Avropada təbii halda bitir.
Hündürlüyü 25-40 m, gövdəsinin diametri 2 m, olan yarpağını tökən böyük ağacdır. Qabığı tünd-boz və dərin şırımlıdır. Qoca ağaclarda qabığı yarıqlı, gövdə daxilində borular narıncıdır. Yarpaqları yaşılımtıl-boz, növbəli, dərili, uzunsov, uzunluğu 7-14 sm, eni 3-5 sm, hər tərəfdən 6-12 üçkünc hissəlidir. Çiçəkləri küləklə tozlanan sırğalardır. Meyvəsi-uzunluğu 2,5-4 sm, eni 2 sm, kasacığın dərinliyi 2 sm, yumşaq, üzəri 4-8 mm tükcüklərlə örtülmüş böyük qozadır.
İşığı və istiliyisevən bitkidir. Torpağın quraqlığına davam gətirir.
Böyük və Kiçik Qafqazın dağətəyi zonalarda rast gəlinir.
Tək və qrup əkinlərində istifadəsi məqsədyönlüdür. Dekorativ bitkidir, qırmızı qabıqları, tünd yaşıl, sonradan qızılı olur, sarı yarpaqları payızda uzun müddət bitkinin üzərində qalır. Qozaları çox acıdır, ancaq quşlar və dələlər tərəfindən yeyilir.
http://dendrologiya.az/?page_id=112 Azərbaycan Dendroflorası III cild-Bakı:"Elm",2016,400 səh. T.S.Məmmədov
Palıd cinsinə aid növlər Q. grisea• Q. oblongifolia• Q. acerifolia• Q. acuta• Q. acutissima• Q. afares• Q. agrifolia• Q. alba• Q. albocinta• Q. aliena• Q. alnifolia• Q. arizonica• Q. arkansana• Q. aucheri• Q. austrina• Q. basaseachicensis• Q. benthamii• Q. berberidifolia• Q. bicolor• Q. boyntonii• Q. brandegeei• Q. brenesii• Q. breviloba• Q. buckleyi• Q. bumelioides• Q. calliprinos• Q. canariensis• Q. castaneifolia• Q. cedrosensis• Q. cerrioides• Q. cerris• Q. chapmanii• Q. chrysolepis• Q. coahuilensis• Q. coccifera• Q. coccinea• Q. convallata• Q. conzattii• Q. copeyensis• Q. cornelius-mulleri• Q. corrugata• Q. costaricensis• Q. cubana• Q. deliquescens• Q. dentata• Q. depressa• Q. depressipes• Q. devia• Q. diversifolia• Q. douglasii• Q. dumosa• Q. durata• Q. ellipsoidalis• Q. emoryi• Q. engelmannii• Q. excelsa• Q. faginea• Q. falcata• Q. flagellifera• Q. frainetto• Q. fulva• Q. fusiformis• Q. galeanensis• Q. gambelii• Q. garryana• Q. georgiana• Q. germana• Q. glauca• Q. glaucoides• Q. graciliformis• Q. gravesii• Q. gulielmitreleasei• Q. havardii• Q. hemisphaerica• Q. hintonii• Q. hintoniorum• Q. humboldtii• Q. hypoxantha• Q. iberica• Q. ilex• Q. ilicifolia• Q. imbricaria• Q. invaginata• Q. john-tuckeri• Q. kelloggii• Q. laceyi• Q. laevis• Q. lamellosa• Q. laurifolia• Q. libani• Q. liebmannii• Q. lobata• Q. lusitanica• Q. lyrata• Q. macdonaldii• Q. macdougallii• Q. macranthera• Q. macrocarpa• Q. macrolepis• Q. marilandica• Q. martinezii• Q. michauxii• Q. miquihuanensis• Q. mohriana• Q. mongolica• Q. muehlenbergii• Q. myrsinifolia• Q. nigra• Q. oglethorpensis• Q. oleoides• Q. pacifica• Q. pagoda• Q. palmeri• Q. palustris• Q. peninsularis• Q. perpallida• Q. petraea• Q. phellos• Q. planipocula• Q. polymorpha• Q. pontica• Q. praeco• Q. praineana• Q. prinoides• Q. prinus• Q. pubescens• Q. pungens• Q. purulhana• Q. rapurahuensis• Q. robur• Q. robusta• Q. rubra• Q. rugosa• Q. rysophylla• Q. sadleriana• Q. sebifera• Q. shumardii• Q. skinneri• Q. skutchii• Q. stellata• Q. suber• Q. subspathulata• Q. tardifolia• Q. texana• Q. tomentella• Q. tonduzii• Q. toumeyi• Q. trojana• Q. turbinella• Q. undata• Q. uxoris• Q. vacciniifolia• Q. variabilis• Q. velutina• Q. vincentensis• Q. wislizeni• Q. xalapensis• Q. zempoaltepecana• Q. × alvordiana Avstriya palıdı (lat. Quercus cerris) - fıstıqkimilər fəsiləsinin palıd cinsinə aid bitki növü.
El roure cerris[1] (Quercus cerris) és una espècie de roure originària del sud d'Europa i Àsia Menor. Té la característica inusual que les seves glans triguen 18 mesos a madurar. Quercus cerris és un arbre de mida grossa que fa 25-40 m d'alt amb un tronc de fins a 2 m de diàmetre. L'escorça és de color gris fosc i profundament acanalada. Les fulles fan 7-14 cm de llargada i 3-5 cm d'amplada amb 6-12 lòbuls triangulars. Les flors són anemòfiles i els aments maduren 18 mesos després de la pol·linització; el fruit té una gran gla, de 2,5-4 cm de llargada i 2 cm d'amplada la qual és de gust tan amargant que els animals que la consumeixen només ho fan quan ja no queda cap altra gla en els boscos.
Es fa servir en jardineria i s'ha naturalitzat a gran part d'Europa, es fa servir de paravent i la seva fusta té les característiques de la majoria de la dels altres roures però s'esquerda fàcilment. Hi ha cultivars variegats en les seves fulles. També hi ha híbrids, per exemple el produït amb l'alzina surera ( Q. × hispanica Lam. ).
El roure cerris (Quercus cerris) és una espècie de roure originària del sud d'Europa i Àsia Menor. Té la característica inusual que les seves glans triguen 18 mesos a madurar. Quercus cerris és un arbre de mida grossa que fa 25-40 m d'alt amb un tronc de fins a 2 m de diàmetre. L'escorça és de color gris fosc i profundament acanalada. Les fulles fan 7-14 cm de llargada i 3-5 cm d'amplada amb 6-12 lòbuls triangulars. Les flors són anemòfiles i els aments maduren 18 mesos després de la pol·linització; el fruit té una gran gla, de 2,5-4 cm de llargada i 2 cm d'amplada la qual és de gust tan amargant que els animals que la consumeixen només ho fan quan ja no queda cap altra gla en els boscos.
Es fa servir en jardineria i s'ha naturalitzat a gran part d'Europa, es fa servir de paravent i la seva fusta té les característiques de la majoria de la dels altres roures però s'esquerda fàcilment. Hi ha cultivars variegats en les seves fulles. També hi ha híbrids, per exemple el produït amb l'alzina surera ( Q. × hispanica Lam. ).
Llysieuyn blodeuol (neu legume) yw Derwen Twrci sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Fagaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Quercus cerris a'r enw Saesneg yw Turkey oak.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Derwen Twrci.
Eraill yn yr un teulu yw: ffa soya (Glycine max), y ffa cyffredin (Phaseolus), pys gyffredin (Pisum sativum), chickpea (Cicer arietinum), cnau mwnci (Arachis hypogaea), pys per (Lathyrus odoratus) a licrs (Glycyrrhiza glabra).
Llysieuyn blodeuol (neu legume) yw Derwen Twrci sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Fagaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Quercus cerris a'r enw Saesneg yw Turkey oak. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Derwen Twrci.
Eraill yn yr un teulu yw: ffa soya (Glycine max), y ffa cyffredin (Phaseolus), pys gyffredin (Pisum sativum), chickpea (Cicer arietinum), cnau mwnci (Arachis hypogaea), pys per (Lathyrus odoratus) a licrs (Glycyrrhiza glabra).
Dub cer neboli dub slovenský (Quercus cerris L.) je strom dorůstající výšek 20–30 m. Borka je hrubě rozpukaná, letorosty silné a pýřité. Listy jsou řapíkaté, čepel je proměnlivého tvaru, na bázi je zaokrouhlená, peřenolaločná až peřenosečná, na líci tmavozelená a lesklá, na rubu světlejší a pýřitá. Zvláště mimo vegetační sezónu jsou nápadné šídlovité palisty, které neopadávají spolu s listy, ale jsou vytrvalé. Žaludy jsou přisedlé nebo krátce stopkaté. Jako jediný z našich domácích dubů má vnější stranu číšky hustě porostlou až 1 cm dlouhými šídlovitými šupinami.
Dub cer je rozšířen hlavně v JV Evropě, na Balkánském a Apeninském poloostrově. Izolované lokality se nacházejí v povodí Rýnu a Rhôny. Na sever zasahuje přirozený areál až na jižní Moravu a jižní Slovensko. V Čechách je druh nepůvodní, v minulosti byl však na vhodná místa vysázen i tam. Dub cer je teplomilná dřevina, jejím stanovištěm jsou teplomilné doubravy (sv. Quercion pubescenti-petraeae), vzácně dubohabřiny (sv. Carpinion). Dobře prospívá na písčitém substrátu. Např. v okolí Valtic na jižní Moravě můžeme vidět i rozsáhlejší monokulturní porosty dubu ceru. Přirozeně však rostl pouze v příměsi s jinými stromy.
Obrázky, zvuky či videa k tématu dub cer ve Wikimedia Commons
Dub cer neboli dub slovenský (Quercus cerris L.) je strom dorůstající výšek 20–30 m. Borka je hrubě rozpukaná, letorosty silné a pýřité. Listy jsou řapíkaté, čepel je proměnlivého tvaru, na bázi je zaokrouhlená, peřenolaločná až peřenosečná, na líci tmavozelená a lesklá, na rubu světlejší a pýřitá. Zvláště mimo vegetační sezónu jsou nápadné šídlovité palisty, které neopadávají spolu s listy, ale jsou vytrvalé. Žaludy jsou přisedlé nebo krátce stopkaté. Jako jediný z našich domácích dubů má vnější stranu číšky hustě porostlou až 1 cm dlouhými šídlovitými šupinami.
Frynseeg (Quercus cerris), også skrevet Frynse-Eg,, også kaldet "Tyrkisk Eg", er et stort, løvfældende træ med en uregelmæssig krone og kraftige grene. Træet er hårdført og er ikke modtageligt for den Ege-meldug, der ellers angriber andre ege. Træet bruges af og til som gade- og parktræ i Danmark.
Frynseeg er et stort, løvfældende træ med en krone, som først er slank og kegleformet, men som med tiden bliver bred og uregelmæssig. Grenene er opstigende eller helt vandrette med rette skud. Barken er kantet og først grålig på grund af en tæt behåring. Senere bliver den matgrå, og med tiden bliver den fint furet. Gamle grene og stammer får til sidst en kraftigt furet bark, som er opdelt i små, mørkegrå plader. Knopperne er spredtstillede, ægformede, lysebrune og dækket af hår og lange, snoede trævler. Bladene har en variabel form (fra lancetformede over aflangt ovale til omvendt ægformede) med dybt indskårne, trekantede lapper og hel rand. Oversiden er mørkegrøn og ru, mens undersiden først er gråbrun og senere lyst grågrøn med uldhår langs bladribberne. Høstfarven er gul til lysebrun. Blomstringen foregår ved løvspring, og blomsterne er samlet i enskønnede stande: de hanlige findes i tætte bundter af rakler, og de hunlige i omvendt ægformede, kompakte stande. Frugterne er nødder ("agern") med en trævlet og burreagtig skål. De modnes først efter 2 år.
Rodsystemet er kraftigt med en dybtgående pælerod og svære siderødder.
Træer kan blive ca. 25 m højt, og det kan få en kronebredde på ca. 20 m. Den årlige tilvækst er i gennemsnit på hnv. 35 x 25 cm.
Frynseeg hører naturligt hjemme i Mellemøsten, Lilleasien og det sydøstlige og centrale Europa. Overalt foretrækker den et lysåbent eller svagt skygget voksested med en varm, veldrænet og kalkrig jord.
I landskabet Metchi Kladenec, som ligger i Stara Zagora-provinsen, Bulgarien, findes skove, der er domineret af frynseeg og Orientalsk Avnbøg. De vokser i 400 m højde på stærkt skrånende terræn sammen med bl.a. almindelig springknap, balkanpæon, Corydalis bulbosa (en art af lærkespore), duneg, hvid kornstjerne, hvid viol, kantet konval, martsviol, musetorn, plettet arum, småbladet elm, tobladet skilla og vedbendbladet alpeviol[1]
Frynseeg (Quercus cerris), også skrevet Frynse-Eg,, også kaldet "Tyrkisk Eg", er et stort, løvfældende træ med en uregelmæssig krone og kraftige grene. Træet er hårdført og er ikke modtageligt for den Ege-meldug, der ellers angriber andre ege. Træet bruges af og til som gade- og parktræ i Danmark.
Die Zerreiche (Quercus cerris), auch fachsprachlich Zerr-Eiche oder Zirneiche genannt, ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Eichen (Quercus) in der Familie der Buchengewächse (Fagaceae).
Die Zerreiche wächst als Baum und kann Wuchshöhen bis zu 35 Metern und ein Alter von bis zu 200 Jahre erreichen. Sie hat eine breite Baumkrone. Sie bildet früh eine dicke, harte, dunkelgraue, längsrissige Borke. Die jungen Austriebe sind kurzfilzig behaart, die Knospen sind von unverwechselbaren, bis 2 Zentimeter langen fadenförmigen Nebenblättern umgeben.
Die Laubblätter sind wechselständig am Zweig angeordnet. Die lederige Blattspreite ist bis zu 13 Zentimeter lang und tief buchtig gelappt. Sie sind beidseitig rau, oberseits dunkelgrün, unterseits filzig und graugrün.
Die Zerreiche ist einhäusig getrenntgeschlechtig (Monözie|monözisch). Die Blütezeit liegt im Mai, die Eicheln reifen im zweiten Jahr im September bis Oktober. Die Eicheln sind bis zu 3 Zentimeter lang und sitzen bis zur Hälfte in der stacheligen Cupula.
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 24.[1]
Die Zerreiche ist ein (ost-)submediterranes Florenelement. Ihr natürliches Verbreitungsgebiet liegt in Südfrankreich, Italien, Südosteuropa und auf der Balkanhalbinsel bis zum Westrand des Schwarzen Meeres, ferner im Tessin, in Südtirol, Mähren, Niederösterreich, im Burgenland und in der Steiermark. Sie fehlt auf der Iberischen Halbinsel, Korsika und Sardinien. Bei den Zerreichen auf dem Kaiserstuhl[1][2] und den Haßbergen[3] ist unklar, ob sie natürlichen Ursprungs oder durch Anpflanzungen aus der Zeit der Römer eingebürgert sind. Angepflanzt wurden sie mit Sicherheit in England und Nordwestfrankreich.
Die Zerreiche gedeiht meist auf sommerwarmen, nährstoffreichen Böden. Sie hat eine große ökologische Amplitude und kommt sowohl über Kalk- wie über saurem Silikatgestein vor. Sie steigt von der Ebene bis in mittlere Gebirgslagen hinauf, in Frankreich bis 1400 Meter[4]. Die Zerreiche bildet Mischwälder mit der Blumenesche, der Flaumeiche, der Hopfenbuche und anderen Laubbaumarten.
Die ökologischen Zeigerwerte nach Landolt et al. 2010 sind in der Schweiz: Feuchtezahl F = 2w (mäßig trocken aber mäßig wechselnd), Lichtzahl L = 4 (hell), Reaktionszahl R = 3 (schwach sauer bis neutral), Temperaturzahl T = 4+ (warm-kollin), Nährstoffzahl N = 2 (nährstoffarm), Kontinentalitätszahl K = 4 (subkontinental).[5]
Die Erstveröffentlichung von Quercus cerris erfolgte 1753 durch Carl von Linné in Species Plantarum, Tomus II, S. 997.
Innerhalb der Gattung Quercus gehört die Art Quercus cerris zu der gleichnamigen Sektion Cerris („Zerr-Eichen“), zu der neben der namensgebenden Zerreiche auch andere, teils sehr bekannte Eichenarten wie die Korkeiche oder die Steineiche gehören.
Die Zerreiche ist ein wichtiges Waldgehölz in Süd- und Südosteuropa. Ihr Holz ähnelt der Stieleiche und findet ähnliche Verwendung. Der Splint ist aber breiter und das rotbraune Kernholz ist dichter und härter. Dadurch schwindet das Holz stärker und ist schwerer zu spalten. Die Zerreiche wird oft als Niederwald zur Brennholzgewinnung bewirtschaftet. Die Eicheln dienen als Schweinefutter, die Zweige werden als Viehfutter geschneitelt. In Mitteleuropa ist die Zerreiche ein beliebter Parkbaum.
Die Zerreiche (Quercus cerris), auch fachsprachlich Zerr-Eiche oder Zirneiche genannt, ist eine Pflanzenart aus der Gattung der Eichen (Quercus) in der Familie der Buchengewächse (Fagaceae).
Gl cierr è n'álbërë spëgliuand ë la famiglia ë lë Favacëë (Fagaceae).
Hrast cer (Quercus cerris) je bjelogorično drvo, iz roda hrastova porodice Fagaceae.
Cer je do 40 m visoko drvo brežuljkastih i brdskih te krških šuma.
Kora debla je tamna, debela, uzdužno duboko izbražđena, a dno pukotine je crvenkasto obojeno.
Pupovi su sitni i trajno okruženi nitastim listićima.
Listovi su 6-12 cm dugi, do 6 cm široki, sa 4-9 ušiljenih lapova na svakoj strani, odozgo tamnozelene boje, sjajni i goli, a odozdo svijetlozeleni, hrapavi i nešto dlakavi.
Plod hrasta cera je žir, kao i kod svih hrastova. Kupula je vrčasta, na vrlo kratkoj stapci, a žir fino uzdužno izbrazdan. Ljuske su na kupuli končasto-čekinjave, savijene na sve strane. Žir sazrije tek u drugoj godini.
Hrast cer (Quercus cerris) je bjelogorično drvo, iz roda hrastova porodice Fagaceae.
Qarri (lat. Quercus cerris) është një lloj dushku (lis) me trung të trashë e të gjatë, me lëkurë të errët plot të çara e me gjethe vezake, që bën lënda (lena) të mëdha.
Qarri (lat. Quercus cerris) është një lloj dushku (lis) me trung të trashë e të gjatë, me lëkurë të errët plot të çara e me gjethe vezake, që bën lënda (lena) të mëdha.
Цер (латински: Quercus cerris) – вид даб[1]. Церот е високо листопадно дрво.
Церот е јужноевропско и западноазиско дрво. Ареалот му се протега од Шпанија и Франција (каде е редок) на запад, преку Апенинскиот и Балканскиот полуостров, до Мала Азија и Сирија на исток. На север се протега до јужна Швајцарија и Австрија, а најсеверно до Моравија.[2]
Церот долговечен вид и може да доживее 200 години. Достигнува висина од 30 до 35 метра и дебелина на стеблото од 1,3 м. Рано се развива дебела мртва кора која е темносива, скоро црна, со длабоки надолжни пукнатини црвени на дното и ретки и тесни попречни. Младите гранчиња се влакнести, аглести, зеленикаво сиви.[2][3]
Крошната е густа, темна, со ширококонусен облик. Пупките се доста ситни со бројни ситни, тесни јазичести ливчиња при основата, долги 2 см, карактеристични за церот. Листовите се поединечни, наизменично распоредени. Имаат променлив облик, обично се долги 8-14 см и широки до 8 см, со 7-8 парови засеци или неправилно назабен обод. Пораснатиот лист е нежно кожест, на лице сјаен, со интензивна зелена боја, на опачината посветол и благо влакнест, особено околу нервите. Петелката е долга 0,5-2,5 см. Разлистува нешто подоцна од стежерот, на крајот на април или во текот на мај. Листовите остануваат на гранките до доцна есен.[3][2]
Цветовите се еднополни, машките собрани во долги реси, а женските поединечни во групи по 2-5, на кратки дршки. Цвета истовремено со разлистувањето.[3][2]
Плодот е желад, долг околу 4 см и широк околу 2 см, при врвот малку сплескан, со ситно избраздена површина по должината. До 1/3 или 1/2 е покриен со купулата. Купулата е покриена со кожести стипули (шубареста).[3][2]
Длабоки пукнатини на кората, црвени на дното
Карактеристични пупки
Кожести листови
Желад со „шубареста" купула
Церот претежно е ксеротермен вид, приспособен на субмедитеранската и умерено континенталната клима на југоисточна Европа. Најмногу му одговараат подлабоки, доста суви, слабо кисели земјишта. Церот сака светлина. Во висина расте повеќе од плоскачот како и од горунот.[2]
Quercus cerris, the Turkey oak or Austrian oak,[3][4] is an oak native to south-eastern Europe and Asia Minor. It is the type species of Quercus sect. Cerris, a section of the genus characterised by shoot buds surrounded by soft bristles, bristle-tipped leaf lobes, and acorns that usually mature in 18 months.
Quercus cerris is a large deciduous tree growing to 25–40 metres (82–131 feet) tall with a trunk up to 2 m (6+1⁄2 ft) in diameter. The bark is dark gray and deeply furrowed. On mature trees, the bark fissures are often streaked orange near the base of the trunk. The glossy leaves are 7–14 centimetres (2+3⁄4–5+1⁄2 inches) long and 3–5 cm wide, with 6–12 triangular lobes on each side; the regularity of the lobing varies greatly, with some trees having very regular lobes, others much less regular.
The flowers are wind-pollinated catkins, maturing about 18 months after pollination; the fruit is a large acorn, 2.5–4 cm (1–1+1⁄2 in) long and 2 cm broad, bicoloured with an orange basal half grading to a green-brown tip; the acorn cup is 2 cm deep, densely covered in soft 'mossy' bristles from 4–8 millimetres (1⁄8–3⁄8 in) in length.
Mature Turkey oak at Hillersdon House, England
A Turkey oak coming into leaf
Hungarian oak-Turkey oak (Quercetum frainetto-cerris Rud) forest in the Balkans
Turkey oak grove, Lončanik village, Central Serbia
Foliage
Turkey oak leaf showing variation in lobing
Acorns with 'hairy' cups
Turkey oak dried fruits and seeds
First year acorns are very bitter, but are eaten by jays and pigeons; squirrels usually only eat them when other food sources have run out.
The species' range extended to northern Europe and the British Isles before the previous ice age, about 120,000 years ago. It was reintroduced in the UK and Ireland in the eighteenth century as an ornamental tree,[5] its gall wasps now provide early food for birds.[6] The tree harbours the gall wasp Andricus quercuscalicis whose larvae seriously damage the acorns of native British oaks. In 1998, the Ministry of Defence ordered the felling of all Turkey oaks on its United Kingdom bases.
Turkey oak is widely planted and is naturalised in much of Europe. This is partly for its relatively fast growth. It is used as an ornamental, and as a coastal windbreak. Several cultivars have been selected, including 'Variegata', a variegated cultivar, and 'Woden', with large, deeply lobed leaves.
Turkey oak readily hybridises with cork oak (Q. suber), the resulting hybrid being named Q. × crenata Lam. This hybrid occurs both naturally where its parents' ranges overlap in the wild, and has also arisen in cultivation. It is a very variable medium to large tree, usually semi-evergreen, sometimes nearly completely so, and often with marked hybrid vigour; its bark is thick and fissured but never as thick as that of the cork oak. Numerous cultivars are available, often grafted onto Turkey oak root stock. These include 'Ambrozyana', evergreen except in severe winters, originating from the Arboretum in Slovakia, home of the late Count Ambrozy; 'Diversifolia', with the leaves extremely deeply cut leaving a narrow strip down the centre, and very corky bark; 'Fulhamensis' (Fulham oak), raised at Osborne's nursery in Fulham c.1760; and 'Lucombeana' (Lucombe oak), raised by William Lucombe at his nursery in Exeter c. 1762. An early specimen raised by Lucombe is at the Royal Botanic Gardens, Kew.[7] A similar Lucombe oak was felled by fungus and a light wind in Phear Park, Exmouth 15 February 2009.
The wood has many of the characteristics of other oaks, but is very prone to crack and split and hence is relegated to such uses as fencing.
Quercus cerris, the Turkey oak or Austrian oak, is an oak native to south-eastern Europe and Asia Minor. It is the type species of Quercus sect. Cerris, a section of the genus characterised by shoot buds surrounded by soft bristles, bristle-tipped leaf lobes, and acorns that usually mature in 18 months.
Muska kverko (Quercus cerris) estas palearktisa kverko en la kverkosekcio Cerris.
Quercus cerris, el roble cabelludo,[1] roble cerris o roble de Turquía, es un árbol que pertenece a la familia de las fagáceas, se distribuye por el Sur y el Sureste de Europa y Asia Menor.
Es un árbol caducifolio con la copa ancha que alcanza los 10 metros o 35 pies de altura. Tiene el tronco con la corteza grisácea y con grandes fisuras que terminan agrietándose y formando placas cuadradas y convexas. Las hojas son oblongas con los márgenes dentados, ligeramente ásperas y con pelos rígidos en el haz y pubescentes en el envés. El fruto es un aquenio, una bellota, con la mitad o dos tercios alojados en el interior de la cúpula, con escamas largas y puntiagudas curvadas hacia afuera.
Es nativo del centro y sur de Europa. Asia Menor y Sicilia. También se encuentra como planta ornamental en España.
Quercus cerris fue descrita por Carlos Linneo y publicado en Species Plantarum 997. 1753.[2]
Quercus: nombre genérico del latín que designaba igualmente al roble y a la encina.
cerris: epíteto proveniente de la voz latina cerrus, que puede traducirse como "de lugares pedregosos".[3]
Quercus cerris, el roble cabelludo, roble cerris o roble de Turquía, es un árbol que pertenece a la familia de las fagáceas, se distribuye por el Sur y el Sureste de Europa y Asia Menor.
Turkiar haritza (Quercus cerris) Fagaceae familiako haritza da, hego-ekialdeko Europan eta Asia Txikian jatorria duena. Cerris aldaeraren espezie tipoa da, 18 hilabetetan hazten dena.
Artikulu hau biologiari buruzko zirriborroa da. Wikipedia lagun dezakezu edukia osatuz. Turkintammi (Quercus cerris) on tammilaji (Quercus). Se on kesävihanta puu, joka kasvaa luonnonvaraisena Etelä-Euroopassa[3] ja Lähi-Idässä.[2]
Turkintammi kasvaa yleensä 20–30 metriä korkeaksi, joskus korkeammaksikin. Sen latvus on nuorena kartiomainen ja vanhemmiten leveä. Runko kasvaa läpimitaltaan noin kaksimetriseksi. Lehdet ovat 5–12 senttimetriä pitkiä[3] ja 3–5 senttimetriä leveitä. Ne ovat pariliuskaisia. Syvän loven erottamia tylppiä liuskoja on 5–9 paria. Lehtiruoti on 5–20 millimetriä pitkä.[3][2]
Hedekukinnot ovat 5–6 senttimetriä pitkiä riippuvia norkkoja. Norkot ovat aluksi kirkkaanpunaisia ja muuttuvat myöhemmin keltaruskeiksi. Kukinta tapahtuu kesäkuussa. Hedelmä on tammenterho. Se kasvaa enimmillään noin kolme senttimetriä pitkäksi. Terho on kärjestään terävä ja noin kaksi kolmasosaa kehdon ympäröimä. Terhon kehto on paksujen sukasmaisten suomujen peittämä. Terhot kypsyvät toisena vuonnaan.[2]
Turkintammi kasvaa laajalla alueella Etelä-[3] ja Kaakkois-Euroopassa ja Lähi-Idässä 50 metristä 2 200 metriin vuoristoissa. Se sietää hyvin karua, alkalista maata.[2]
Turkintammi (Quercus cerris) on tammilaji (Quercus). Se on kesävihanta puu, joka kasvaa luonnonvaraisena Etelä-Euroopassa ja Lähi-Idässä.
Le Chêne chevelu ou Chêne lombard ou Chêne cerris (Quercus cerris), est une espèce d'arbres monoïques de la famille des Fagacées originaire du sud de l'Europe et d'Asie Mineure. Il est parfois appelé Chêne de Bourgogne, Chêne de Turquie ou Doucier.
C'est l'espèce type de la section Cerris de la classification des chênes. Il doit son nom au fait que la cupule de son gland est pourvue de trichomes assimilés à des cheveux.
Planche botanique de 1801
Arbre adulte au printemps
Arbre en été
Arbre en automne
Arbre adulte en hiver
La régularité des lobes varie grandement selon les arbres.
Fleurs mâles
Fleurs femelles
Gland (fruit)
Le chêne chevelu est un grand arbre à feuilles caduques mesurant de 25 à 40 m de hauteur avec un tronc pouvant mesurer jusqu'à 2 m de diamètre. Sa longévité est de 150 à 200 ans.
L'écorce est gris foncé et profondément creusée laissant apparaître une couleur rose saumonée au fond des crevasses.
Les feuilles mesurent de 7 à 14 cm de long et 3 à 5 cm de large, avec 6 à 12 lobes triangulaire de chaque côté.
Les fleurs sont pollinisées par le vent et les glands arrivent à maturation 18 mois après la pollinisation.
Le fruit est un gros gland, 2,5 à 4 cm de long et de 2 cm de large, bicolore avec une base orange allant vers le vert-brun à la pointe. La cupule de 2 cm de profondeur est poilue. Les glands sont très amers, mais ils sont mangés par les geais et les pigeons. Les écureuils ne les mangent que lorsque les autres sources de nourriture sont épuisées.
Le Chêne chevelu est une espèce thermophile, présente dans le sud-est de l'Europe, dans la péninsule des Balkans jusqu'à la rive occidentale de la Mer Noire. Il est absent de la péninsule Ibérique, de Corse ou de Sardaigne.
On le trouve jusqu'en Europe centrale, en limite de son aire de répartition, par exemple dans la réserve naturelle de Boky, près de Zvolen en Slovaquie.
Il a été réintroduit dans les îles britanniques au XVIIIe siècle, ainsi qu'en France[1].
Dans le futur, son aire pourrait éventuellement se déplacer vers le nord, en raison du réchauffement climatique[réf. nécessaire].
Le chêne chevelu est une essence rustique de demi-ombre qui préfère les sols à pH neutre mais possède une large amplitude et tolère donc de multiples type de sols.
Le chêne chevelu est largement planté en partie pour sa croissance relativement rapide et il est naturalisé dans une grande partie de l'Europe. Il est utilisé comme plante ornementale, et comme brise-vent côtier.
Le bois présente de nombreuses caractéristiques d'autres chênes, mais il est très enclin à se fissurer et à se diviser et est donc relégué à des usages secondaires. Il est dur, mais peu dense, trop perforé, peu souple et peu résistant, sauf peut-être, s'il se trouve en permanence sous l'eau. On l'a utilisé occasionnellement pour la fabrication des traverses de voies ferrées. C'est un bon bois de chauffage car bon combustible.
Plusieurs cultivars ont été sélectionnés, dont 'Variegata', un cultivar bigarré, et 'Woden', avec de grandes feuilles profondément lobées.
Un chêne chevelu a été planté le 6 janvier 2016 sur la place de la République à Paris en hommage aux victimes des attentats de Paris et Saint-Denis de 2015[2].
Le Chêne chevelu ou Chêne lombard ou Chêne cerris (Quercus cerris), est une espèce d'arbres monoïques de la famille des Fagacées originaire du sud de l'Europe et d'Asie Mineure. Il est parfois appelé Chêne de Bourgogne, Chêne de Turquie ou Doucier.
C'est l'espèce type de la section Cerris de la classification des chênes. Il doit son nom au fait que la cupule de son gland est pourvue de trichomes assimilés à des cheveux.
Hrast cer (Quercus cerris) je bjelogorično drvo, iz roda hrastova porodice Fagaceae.
Cer je do 40 m visoko drvo brežuljkastih i brdskih te krških šuma.
Kora debla je tamna, debela, uzdužno duboko izbražđena, a dno pukotine je crvenkasto obojeno.
Pupovi su sitni i trajno okruženi nitastim palistićima.
Listovi su 6-12 cm dugi, do 6 cm široki, sa 4-9 ušiljenih lapova na svakoj strani, odozgo tamnozelene boje, sjajni i goli, a odozdo svijetlozeleni, hrapavi i nešto dlakavi.
Plod hrasta cera je žir, kao i kod svih hrasteva. Kupula je vrčasta, na vrlo kratkoj stapci, a žir fino uzdužno izbrazdan. Ljuske su na kupuli končasto-čekinjave, savinute na sve strane. Žir dozrije tek u drugoj godini.
Nedovršeni članak Hrast cer koji govori o biljkama treba dopuniti. Dopunite ga prema pravilima Wikipedije.
Hrast cer (Quercus cerris) je bjelogorično drvo, iz roda hrastova porodice Fagaceae.
Burgundski dub (Quercus cerris) je štom ze swójby bukowych rostlinow (Fagaceae).
Burgundski dub je štom, kotryž docpěwa wysokosć wot hač do 35 m. Wón je tróšku mjerzliwy.
Zdónk je sylny. Skora je hruba a hłuboko brózdźena a ćmowa.
Šěrozelene łopjena su wuske a docpěwaja dołhosć wot hač do 10 cm. Wone su njeprawidłownje zubate.
Žołdźe sedźa w šupiznatych bónčkach a dozrawja po dwěmaj lětomaj.
Rosće tež w bliskosći pobrjoha a na bazowych pódach.
Štom je w srjedźnej a južnej Europje domjacy.
Burgundski dub (Quercus cerris) je štom ze swójby bukowych rostlinow (Fagaceae).
Kögureik (fræðiheiti: Quercus cerris) er stórt lauffellandi tré. Það vex í suðaustur Evrópu og Litlu Asíu. Hún er einkennistegund deildarinnar Quercus sect. Cerris, sem einkennist af brumum með burstum og akörn sem yfirleitt þroskast á 18 mánuðum.
Blöð
Akörn með burstum á skálunum
Blöð
Fullvaxin kögureik í Hillersdon House, Englandi.
Kögureikarlundur nálægt Lončanik í Serbíu
Kögureik myndar blendinginn Q. × crenata Lam. með korkeik (Q. suber).[1]
Kögureik (fræðiheiti: Quercus cerris) er stórt lauffellandi tré. Það vex í suðaustur Evrópu og Litlu Asíu. Hún er einkennistegund deildarinnar Quercus sect. Cerris, sem einkennist af brumum með burstum og akörn sem yfirleitt þroskast á 18 mánuðum.
Blöð
Akörn með burstum á skálunum
Blöð
Fullvaxin kögureik í Hillersdon House, Englandi.
Kögureikarlundur nálægt Lončanik í Serbíu
Kögureik myndar blendinginn Q. × crenata Lam. með korkeik (Q. suber).
Il cerro (Quercus cerris L., 1753) è un albero a foglie caduche appartenente alla famiglia delle Fagaceae.[1]
Il cerro ha un tronco con corteccia grigio-brunastra con profonde solcature rossicce (il felloderma si rende infatti visibile). Tende a sviluppare una chioma sino ad una altezza di 30–35 m.
Le foglie sono alterne, eterogenee morfologicamente, ma in generale hanno forma obovato-oblunga, 7-9 paia di lobi ineguali, picciolo lungo fino a 2,5 cm, tardivamente caduche.
I frutti sono ghiande di circa 2,5 cm di lunghezza, caratteristiche per il "cappuccio" che le copre parzialmente ricoperto di una sorta di grossolana peluria riccioluta, di colore giallino chiaro, di cui sono rivestite anche le gemme, ciò che ne consente il riconoscimento in ogni stagione. La propagazione avviene tramite ghiande la cui maturazione fisiologica si completa in due anni.
Foglie
Ghianda
L'areale di Q. cerris si estende in Europa meridionale. In Italia è molto frequente negli Appennini e soprattutto nelle regioni centro-meridionali, dal piano sub-montano a quello sub-mediterraneo, mentre è assente in Sardegna.[2] La gran parte dei querceti collinari e montani dell'Appennino Settentrionale e Centrale sono cerrete.
A Lodrino, 750 m s.l.m., in Valle Trompia, si conserva un bosco di cerro. Si tratta di una rarità. Il clima freddo dell'arco alpino impedisce la presenza del cerro, tipico dei boschi submediterranei, raramente nella fascia mediterranea. Il clima mite e favorevole di questa area consente la sopravvivenza della pianta.[3] Per la particolarità, la zona è detta "Località Cerreto", toponimo molto comune lungo l'Appennino.
Il cerro (Quercus cerris L., 1753) è un albero a foglie caduche appartenente alla famiglia delle Fagaceae.
Austrijas ozols (latīņu: Quercus cerris) ir daudzgadīgs dižskābaržu dzimtas koks. Austrijas ozols savvaļā aug Eiropas dienviddaļā un Mazāzijā. Eiropā bieži sastopams stādījumos. Koks ir liela auguma, 25 — 40 m augsts. Ātraudzīgs. Koksne līdzīga citu sugu ozoliem, taču viegli plīst un šķeļas, tāpēc ir mazvērtīgāka. Tiek izmantots vēja aizsargstādījumos.
Vikikrātuvē par šo tēmu ir pieejami multivides faili. Skatīt: Austrijas ozolsDe moseik (Quercus cerris) of Turkse eik is een boom uit de napjesdragersfamilie (Fagaceae). De plant komt van nature voor in Zuidwest-Azië en het zuiden en midden van Europa. De boom wordt veel aangeplant voor de sier of om schaduw te bieden, onder andere ook in Nederland. Het is een snelgroeiende soort die maximaal 20 m hoog kan worden.
De moseik heeft een brede, koepelvormige kroon met opgaande takken. De schors is dof donkergrijs en ruw ondiep gegroefd, ook in het jonge stadium.
De boom heeft bleekbruine, donzige knoppen, die omgeven zijn door gedraaide borstels die niet afvallen. De bladeren zijn langwerpig van vorm en gelobd of ingesneden. De bladstelen zijn behaard en circa 2 cm lang. De bladeren zijn aanvankelijk ruw en dofgroen, maar later glanzend aan de bovenzijde; de onderzijde wordt dan bleek en wollig behaard.
De mannelijke bloemen van de moseik zitten in katjes en zijn 5-6 cm lang. De kleur loopt van rood naar geel. De vrouwelijke bloemen zitten in de oksels van nieuwe bladeren. Ze zijn eivormig, 5 mm lang en hebben donkerrode stempels omgeven door geelachtige schubben.
De vrucht is een smalle, eivormige eikel, met een erg korte steel (of steelloos). De eikels zijn omgeven door een napje van een cm diep met lange, puntige schubben. Ze rijpen in het tweede jaar.
De moseik heeft nauwelijks last van ziekten of aantastingen maar is wel gevoelig voor houtparasitaire schimmels. De boom kan goed tegen (zee)wind.
Quercus × hispanica is een hybride met de kurkeik. Deze hybride, met verschillende variëteiten is winterhard als de moseik en groenblijvend als de kurkeik.
De moseik (Quercus cerris) of Turkse eik is een boom uit de napjesdragersfamilie (Fagaceae). De plant komt van nature voor in Zuidwest-Azië en het zuiden en midden van Europa. De boom wordt veel aangeplant voor de sier of om schaduw te bieden, onder andere ook in Nederland. Het is een snelgroeiende soort die maximaal 20 m hoog kan worden.
De moseik heeft een brede, koepelvormige kroon met opgaande takken. De schors is dof donkergrijs en ruw ondiep gegroefd, ook in het jonge stadium.
De boom heeft bleekbruine, donzige knoppen, die omgeven zijn door gedraaide borstels die niet afvallen. De bladeren zijn langwerpig van vorm en gelobd of ingesneden. De bladstelen zijn behaard en circa 2 cm lang. De bladeren zijn aanvankelijk ruw en dofgroen, maar later glanzend aan de bovenzijde; de onderzijde wordt dan bleek en wollig behaard.
De mannelijke bloemen van de moseik zitten in katjes en zijn 5-6 cm lang. De kleur loopt van rood naar geel. De vrouwelijke bloemen zitten in de oksels van nieuwe bladeren. Ze zijn eivormig, 5 mm lang en hebben donkerrode stempels omgeven door geelachtige schubben.
De vrucht is een smalle, eivormige eikel, met een erg korte steel (of steelloos). De eikels zijn omgeven door een napje van een cm diep met lange, puntige schubben. Ze rijpen in het tweede jaar.
De moseik heeft nauwelijks last van ziekten of aantastingen maar is wel gevoelig voor houtparasitaire schimmels. De boom kan goed tegen (zee)wind.
Quercus × hispanica is een hybride met de kurkeik. Deze hybride, met verschillende variëteiten is winterhard als de moseik en groenblijvend als de kurkeik.
Frynseeik (Quercus cerris) er et løvfellende tre i bøkefamilien som vokser i Sør-Europa og sørvestlige Asia.
Den kan bli opp til 40 m høy med en stammediameter på 1,5–2 m. Barken er matt grå med dype furer. Skuddene er dunhårete. Bladstilken er 2 cm lang og hårete. Formen på bladene varierer mye; de er 9–12 cm lange og 3–5 cm brede med 7–9 fliker på hver side. Bladene er mørkegrønne på oversiden og gråbrunt ullhårete på undersiden. Nøttene er 2–3,5 cm lange og 2 cm brede. Nøtteskåla er dekket av lange, frynselignende skjell. Nøttene bruker halvannet år på å bli modne.[1][2][3]
Frynseeik er en submediterran art og vokser som regel på ganske tørre steder. Den danner skog sammen med andre eikearter, som ungareik og duneik, naverlønn, lundalm, orientagnbøk og mannaask. Arten vokser vestover til Frankrike og nordover til Tsjekkia og Slovakia. Den er spesielt vanlig i Italia og på Balkan, og den finnes også i Anatolia, Syria og Libanon.[3]
I det østlige middelhavsområdet danner frynseeik en egen vegetasjonssone, 1000–1600 moh., mellom krattskog av eviggrønn kermeseik i lavlandet og libanonseder høyere opp. Andre trær og busker i disse skogene er fransklønn, blærebusk, parykkbusk, Malus trilobata, Fontanesia phillyreoides, mannaask, middelhavseiner, europahumlebøk, svartfuru, ildtorn og balearbuksbom.[4]
I Italia overlapper utbredelsene til frynseeik og korkeik, og det har skjedd en viss utveksling av gener mellom de to artene.[5] Spansk eik (Quercus × hispanica) er en hybrid mellom korkeik og frynseeik som vokser vilt i Sør-Europa.[1]
Det står fire større eksemplarer i parkanlegget mellom Bergen sentrum og Fjellveien, og det finnes også eksemplarer ved NMBU på Ås i Akershus. Videre finnes det noen yngre trær i Arboretet på Milde (Bergen).[6] Trerekkene langs Kong Håkon 5.s gate i Oslo består delvis av frynseeik.[7][8]
Bark
Blad
Blad
Nøtt med frynser
Høstfarge
Frynseeik (Quercus cerris) er et løvfellende tre i bøkefamilien som vokser i Sør-Europa og sørvestlige Asia.
Den kan bli opp til 40 m høy med en stammediameter på 1,5–2 m. Barken er matt grå med dype furer. Skuddene er dunhårete. Bladstilken er 2 cm lang og hårete. Formen på bladene varierer mye; de er 9–12 cm lange og 3–5 cm brede med 7–9 fliker på hver side. Bladene er mørkegrønne på oversiden og gråbrunt ullhårete på undersiden. Nøttene er 2–3,5 cm lange og 2 cm brede. Nøtteskåla er dekket av lange, frynselignende skjell. Nøttene bruker halvannet år på å bli modne.
Frynseeik er en submediterran art og vokser som regel på ganske tørre steder. Den danner skog sammen med andre eikearter, som ungareik og duneik, naverlønn, lundalm, orientagnbøk og mannaask. Arten vokser vestover til Frankrike og nordover til Tsjekkia og Slovakia. Den er spesielt vanlig i Italia og på Balkan, og den finnes også i Anatolia, Syria og Libanon.
I det østlige middelhavsområdet danner frynseeik en egen vegetasjonssone, 1000–1600 moh., mellom krattskog av eviggrønn kermeseik i lavlandet og libanonseder høyere opp. Andre trær og busker i disse skogene er fransklønn, blærebusk, parykkbusk, Malus trilobata, Fontanesia phillyreoides, mannaask, middelhavseiner, europahumlebøk, svartfuru, ildtorn og balearbuksbom.
I Italia overlapper utbredelsene til frynseeik og korkeik, og det har skjedd en viss utveksling av gener mellom de to artene. Spansk eik (Quercus × hispanica) er en hybrid mellom korkeik og frynseeik som vokser vilt i Sør-Europa.
Costo artìcol a l'é mach në sbòss. Da finì.
Da finì.
Da finì.
Costo artìcol a l'é mach në sbòss. Da finì.
DistribussionDa finì.
NotissieDa finì.
Dąb burgundzki (Quercus cerris L.) – gatunek drzewa z rodziny bukowatych (Fagaceae). Pochodzi z południowo-wschodniej Europy i Azji Mniejszej.
Rośnie w miejscach o łagodnym, śródziemnomorskim klimacie, występuje przeważnie do 800 m n.p.m., w południowej części zasięgu do 1500 m n.p.m. Rośnie na glebach obojętnych lub lekko kwaśnych. Czasami bywa sadzony w parkach i ogrodach, niekiedy dziczeje.
Dąb burgundzki (Quercus cerris L.) – gatunek drzewa z rodziny bukowatych (Fagaceae). Pochodzi z południowo-wschodniej Europy i Azji Mniejszej.
Quercus cerris (cer, ceroi sau stejar turcesc) este o specie de stejar nativă din sud-estul Europei și Asia. Specia se regăsește în mod natural și în România.
Este o specie autohtonă ce poate atinge dimensiuni cuprinse între 20-30 m înălțime și până la 1,5-2 m în diametru. Scoarța formează ritidom de timpuriu, acesta fiind gros, pietros și de culoare negricioasă, cu crăpături longitudinale, în profunzime de culoare roșie-cărămizie, caracteristică.
Coroana arborelui este concentrată spre vârful tulpinii, este îngustă și destul de bogată, de formă îngust-ovoidală.
Lujerii sunt viguroși, muchiați, de culoare cenușie sau brun-măslinie, tomentoși către vârf. Mugurii sunt mici, ovoizi, de 0,5-1,2 cm, pubescenți, înconjurați de numeroase stipele filamentoase persistente mai lungi decât mugurele.
Frunzele sunt sinuat-dințat-lobate până la penat-sectate, de formă eliptică până la oblong-ovată, cu vârful acut și baza îngustată, de 5-15 cm lungime și late de 3-5 cm, cu 4-9 perechi de lobi întregi, triunghiulari, ascuțiți spre vârf, terminați într-un mucron scurt. Sinurile dintre lobi ajung până la jumătatea laminei sau mai mult însă această caracteristică este variabilă. Sunt coriacee, marcescente, verde-închis și aspre pe partea superioară și cenușiu sau gălbui pubescent-tomentoase pe dos; totdeauna pubescente pe nervuri. Pețiolul are dimensiuni de până la 2,5 cm lungime, pubescent, și poate prezenta stipele roșcate către bază.
Specie unisexuat monoică cu florile mascule în amenți pendenți, pubescenți, de culoare gălbui-roșcată, de 5-6 cm lungime; cele femele câte 1-5 pe un pedicel scurt, pubescent.
Ghindele sunt lungi de până la 3 cm, oblong-ovoidă, cuprinsă 2/3 într-o cupă emisferică, tomentoasă, cu numeroși solzi alungiți, ghimpoși, recurbați, divergenți sau răsfrânți. Maturația ghindelor se face o dată la 2 ani.
Cerul este răspândit începând de la țărmurile Oceanului Atlantic, până în Asia Mică, urmând litoralul Mării Mediterane. În interiorul continentului pătrunde mai adânc numai în ținuturile ce nu trec de paralela de 55° latitudine. În România se găsește răspândit în zona de câmpie, mai ales în silvostepă și în zona forestieră a Munteniei și Olteniei, de unde urcă altitudinal și în zona de coline, până la 500-600 m altitudine, pentru ca în vestul Transilvaniei și în Banat să apară frecvent la dealuri. În Munții Apuseni, arboretele rărite de cer ajung până la 900 m altitudine. În sudul Dobrogei este prezent în anumite stațiuni izolate. Lipsește din Moldova (insular la Rogojeni, jud. Galați) și din Podișul Transilvaniei. Acesta ocupă cca. 2% din suprafața împădurită a țării. Formează păduri de cer (cerete) sau de amestec împreună cu gârnița sau alte foioase (cero-șleauri) în regiunea de câmpie și de dealuri, pe podișuri sau pe versanții însoriți.
Este o specie relativ termofilă și xerofită , ce crește în climate calde cu sezon de vegetație lung, suportând bine seceta și uscăciunea. Se dovedește sensibil la gerurile puternice care îi pot provoca gelivuri. Datorită sistemului de înrădăcinare puternic și posibilității de reducere a transpirației, dispune de o mare capacitate de a vegeta pe soluri compacte, greu permeabile, cu regim de umiditate foarte variabil, de la excesiv umede primăvara până la uscate în timpul secetelor de vară. Cerul se poate menține și pe soluri bogate în CaCO3. Temperamentul este de lumină.
Fructificația cerului este timpurie și mai deasă decât la celelalte specii ale genului Quercus (3-5 ani). Datorită fructificației abundente acesta se regenerează mult mai ușor decât stejarul și gorunul. Puterea germinativă este de 67-75%. Creșterea este rapidă putând să depășească cu ușurință și chiar să elimine celelalte specii din compoziția arboretului. În condiții favorabile poate produce cca. 5 m³ de materie lemnoasă pe an și pe hectar. Longevitatea cerului ajunge până la 200-300 ani. Specia lăstărește viguros și foarte rar drajonează.
Lemnul s-a remarcat ca fiind impropriu pentru construcții datorită lucrabilității scăzute, folosindu-se exclusiv drept combustibil. După anii 1990 prin selecția cherestelei s-a reușit producerea de mobilă folosind acest lemn și ca urmare s-a dezvoltat un segment al producătorilor care beneficiază de pe urma acestui lemn aparent fără valoare economică, producând mobilă, în special mese. Vestul Europei cunoaște acest lemn și îl apreciază, în Germania este cunoscut sub denumirea de Knorreiche.
.JPG)
.JPG)
Masa fabricata din lemn masiv de cer in Romania
elemente longitudinale din lemn masiv de cer, lipite pentru blat de masa.
_-_III.jpg)
|access-date= (ajutor)
|access-date= (ajutor)
Quercus cerris (cer, ceroi sau stejar turcesc) este o specie de stejar nativă din sud-estul Europei și Asia. Specia se regăsește în mod natural și în România.
Cer (znanstveno ime Quercus cerris) je listopadno drevo iz družine bukovk, ki je razširjeno tudi v Sloveniji.
Cer je veliko drevo, ki zraste od 30 do 35 metrov visoko in ima gosto, temno krošnjo, deblo pa lahko doseže do 130 cm v premeru. Skorja drevesa je črnikasta in ima globoke razpoke. Listi so enostavni in usnjati ter krpasto nazobčani na 7 do 8 parov krp. V dolžino dosežejo 7-14, v širino pa 3-5 cm. Na veje so nameščeni premenjalno. Mladi so kosmati po obeh straneh, starejši pa postanejo po zgornji strani hrapavi. Barva listov je temno zelena.
Mladi poganjki so sivkasto zeleni in oglati, poraščeni pa so z drobnimi dlačicami. Cvetovi so enospolni. Moški so združeni v valjasta socvetja v obliki dolge viseče mačice, ženski pa so nameščeni na kratke peclje in rastejo posamično ali v skupinah do pet cvetov. Iz oplojenih ženskih cvetov se razvijejo plodovi v obliki oreškov (želoda), ki so več kot do polovice pokriti s skledico, sestavljeno iz drobnih kosmatih lusk. V dolžino dosežejo 2,5-4 cm, v širino pa 2 cm. Luske so dlakave, dlačice pa dosežejo 4 do 8 mm v dolžino.
Cer je razširjen od jugovzhodne Evrope do zahodne Azije. Dobro prenaša sušo in dobro uspeva v toplem podnebju[1].
Les drevesa je rdečkast, trd in gost. Zaradi teh lastnosti ga uporabljajo za železniške pragove in doge za sode. Na zraku les sicer rad razpoka.
Cer (znanstveno ime Quercus cerris) je listopadno drevo iz družine bukovk, ki je razširjeno tudi v Sloveniji.
Turkisk ek (Quercus cerris), blir stor, cirka 35 m hög och 25 m bred. Ollonen blir högst 2,5 cm och ollonskålen har "skägg". Trädet är snabbväxt och växer naturligt i södra Europa och sydvästra Asien.
Wikimedia Commons har media som rör Turkisk ek.
Turkisk ek (Quercus cerris), blir stor, cirka 35 m hög och 25 m bred. Ollonen blir högst 2,5 cm och ollonskålen har "skägg". Trädet är snabbväxt och växer naturligt i södra Europa och sydvästra Asien.
Saçlı meşe (Quercus cerris), kayıngiller (Fagaceae) familyasından anavatanı Güney Avrupa ve Anadolu olan bir meşe türü.
Asya'nın batısında Türkiye, Suriye ve Lübnan; Orta ve Doğu Avrupa ile Güneybatı Avrupa doğal yayılış sahasıdır.
Bu meşe türü palamutların 18 ayda olgunlaşması ve dikensi (kılçıksı) uçlu yaprak lopları gibi karakterlerle Seksiyon Cerris'in genel özelliklerini yansıtır. 20–30 m veya daha yükseklikte, gövdesi 2 m çapında, tacı gençlikte konik yaşlandıkça genişleyen bir orman ağacıdır.
Yaprak : 6-12 x 3–5 cm boyutundaki 5-9 çiftli loplu yaprakların sinüsleri (boşluk) orta damara kadar uzanır veya ona yakın bir yerde sonlanır. Koyu yeşil yaprakların üzeri pürüzlü ve yıldız tüylüdür. Alt yüzeyi soluk renkli olan yapraklar sık tüylüdür. Küt uçlu yaprakların tabanı kesiklidir. 8-14 yanal damarlı yaprakların tüylü sapı 0.5–2 cm uzunluğunda olukludur.
Çiçek : Haziran ayında görülen sürgün tabanından çıkan kedicik tipi erkek çiçeklerin rengi sarımsı kahverenginden kırmızıya döner. 1-5'i bir arada bulunan kısa boylu dişi çiçeklerin sapı tüylüdür. 4 boyuncuğu bulunur.
Meyve : 3 cm uzunluğundaki palamut silindirik, sivri uçlu ve sapsızdır. Kadeh palamudun 2/3'nü içine alır. Saçlı uzun kadeh 1 cm yükseklik ile 1.8 çapında, ince yapılı olup pullar geriye doğru eğilmiştir. Meyve 2 yılda olgunlaşır.
Kabuk, Dal ve Tomurcuk : Kabuğu kalın soluk gri renkli ve çatlaklıdır. Hafif tüylü boğumlu dallar sonradan grimsi-kahverengiye döner. Yumurta biçimindeki tomurcukların kulakçıkları uzun saçlı ve kalıcıdır. Pullar kıvrımlıdır.
Saçlı meşe yaklaşık 120,000 yıl önceki buzul çağından evvel Kuzey Avrupa'da yaygındı. 18. yüzyıldan itibaren Birleşik Krallık ve İrlanda'ya yeniden getirildi. Bugün ise meşe üzerinde ağaç urları oluşturan mazı arıları kuşlara besin sağlar. Süs ağacı ve kıyılarda rüzgar siperi olarak kullanılır. Odunu diğer meşelerle aynı özelliklere sahip olmasına karşın çok çatlaklı ve kolay yarılır bundan dolayı çit yapımı için uygundur. Birkaç kültivarı seçilmiştir. Bunlardan alaca yapraklı 'Variegata' ile büyük derin loplu yaprakları olan kültivar 'Woden' sayılabilir.
Bütün toprak tiplerinde hatta alkalli ve besince yoksun sahalarda da yetişir. Nispeten hızlı büyür.
Saçlı meşe (Quercus cerris), kayıngiller (Fagaceae) familyasından anavatanı Güney Avrupa ve Anadolu olan bir meşe türü.
Asya'nın batısında Türkiye, Suriye ve Lübnan; Orta ve Doğu Avrupa ile Güneybatı Avrupa doğal yayılış sahasıdır.
Bu meşe türü palamutların 18 ayda olgunlaşması ve dikensi (kılçıksı) uçlu yaprak lopları gibi karakterlerle Seksiyon Cerris'in genel özelliklerini yansıtır. 20–30 m veya daha yükseklikte, gövdesi 2 m çapında, tacı gençlikte konik yaşlandıkça genişleyen bir orman ağacıdır.
Yaprak : 6-12 x 3–5 cm boyutundaki 5-9 çiftli loplu yaprakların sinüsleri (boşluk) orta damara kadar uzanır veya ona yakın bir yerde sonlanır. Koyu yeşil yaprakların üzeri pürüzlü ve yıldız tüylüdür. Alt yüzeyi soluk renkli olan yapraklar sık tüylüdür. Küt uçlu yaprakların tabanı kesiklidir. 8-14 yanal damarlı yaprakların tüylü sapı 0.5–2 cm uzunluğunda olukludur.
Çiçek : Haziran ayında görülen sürgün tabanından çıkan kedicik tipi erkek çiçeklerin rengi sarımsı kahverenginden kırmızıya döner. 1-5'i bir arada bulunan kısa boylu dişi çiçeklerin sapı tüylüdür. 4 boyuncuğu bulunur.
Meyve : 3 cm uzunluğundaki palamut silindirik, sivri uçlu ve sapsızdır. Kadeh palamudun 2/3'nü içine alır. Saçlı uzun kadeh 1 cm yükseklik ile 1.8 çapında, ince yapılı olup pullar geriye doğru eğilmiştir. Meyve 2 yılda olgunlaşır.
Kabuk, Dal ve Tomurcuk : Kabuğu kalın soluk gri renkli ve çatlaklıdır. Hafif tüylü boğumlu dallar sonradan grimsi-kahverengiye döner. Yumurta biçimindeki tomurcukların kulakçıkları uzun saçlı ve kalıcıdır. Pullar kıvrımlıdır.
Saçlı meşe yaklaşık 120,000 yıl önceki buzul çağından evvel Kuzey Avrupa'da yaygındı. 18. yüzyıldan itibaren Birleşik Krallık ve İrlanda'ya yeniden getirildi. Bugün ise meşe üzerinde ağaç urları oluşturan mazı arıları kuşlara besin sağlar. Süs ağacı ve kıyılarda rüzgar siperi olarak kullanılır. Odunu diğer meşelerle aynı özelliklere sahip olmasına karşın çok çatlaklı ve kolay yarılır bundan dolayı çit yapımı için uygundur. Birkaç kültivarı seçilmiştir. Bunlardan alaca yapraklı 'Variegata' ile büyük derin loplu yaprakları olan kültivar 'Woden' sayılabilir.
Bütün toprak tiplerinde hatta alkalli ve besince yoksun sahalarda da yetişir. Nispeten hızlı büyür.
Quercus cerris là một loài thực vật có hoa trong họ Cử. Loài này được Carl von Linné miêu tả khoa học đầu tiên năm 1753.[1]
Quercus cerris là một loài thực vật có hoa trong họ Cử. Loài này được Carl von Linné miêu tả khoa học đầu tiên năm 1753.
Quercus cerris L., 1753
Синонимы
Дуб австри́йский[3] (лат. Quercus cerris) — крупное широколиственное дерево, вид рода Дуб семейства Буковые (Fagaceae). Входит в специальную секцию Cerris, которая включает виды дуба, созревание желудей которых происходит на второй год[4]
Другие название на русском языке: Дуб кошенильный[5], Дуб турецкий[6].
Дерево естественным образом распространено в Южной и Центральной Европе, его ареал простирается от южной Франции, Италии, Швейцарии, Австрии, Венгрии через страны Балканского полуострова до северо-востока Малой Азии, заходя в Сирию и Ливан[7]. Доминирующий вид дуба в бассейне Средиземного моря[4]. Обычен в культуре в Западной Европе.[6][3]
На территории России вид впервые был интродуцирован в 1821 году в Никитском саду[3]. Произрастает в Сочи, на Северном Кавказе — Краснодар, под Пятигорском. Есть в Батуми. Встречается и на территории юга Украины и в Закарпатье, около румынской границы[5].
Крупное дерево высотой до 40 метров и диаметром ствола до 1,5—2 метров[8], с хорошо развитой корневой системой[9] с раскидистой шатровидной кроной. Живёт 120—150 лет[10]. Ствол покрыт растрескивающейся корой чёрно-бурого цвета[11][12]. Побеги густо покрыты звездчатыми волосками, образующими опушение жёлто-зелёного цвета.
Листья удлинённо-овальные или обратнояйцевидные, сидят на черешках длиной от 5 до 20 мм. Листовые пластинки плотные, кожистые, тёмно-зелёного цвета, осенью буроватые, длиной до 12 см, шириной до 6 см, в основании закруглённые или немного сердцевидные, с краями глубоко-зубчатыми или даже лопастными; лопастей с каждой стороны может быть от 4 до 8, каждая лопасть заканчивается коротким (1 мм) остриём.
Цветение проходит с мая по июль, плодоношение наступает в октябре следующего года[5].
Плод — жёлудь 2,5—3 см длиной[3].
В культуре используется для озеленения и паркового строительства, характеризуется умеренно быстрым ростом[4], обладает устойчивостью к болезням и вредителям. Способен переносить морозы до минус 29 °C.
Древесина уступает другим видам, в частности дубу скальному (Quercus petraea) и дубу черешчатому (Quercus robur) и используется для грубой обработки, в частности строительства опалубки и как топливо[8].
Дуб австри́йский (лат. Quercus cerris) — крупное широколиственное дерево, вид рода Дуб семейства Буковые (Fagaceae). Входит в специальную секцию Cerris, которая включает виды дуба, созревание желудей которых происходит на второй год
Другие название на русском языке: Дуб кошенильный, Дуб турецкий.
土耳其櫟（學名：Quercus cerris）是一種原産於東南歐和小亞細亞的橡樹，是櫟屬下Cerris的模式種。
土耳其櫟是一種大型落葉喬木，高度可達25～40米（82～131英尺），直徑可達2米（6英尺7英寸），樹皮深灰色有深深的溝痕。成熟的土耳其櫟底部樹皮發黃。葉子光滑，長達7～14厘米（2.8～5.5英寸），寬3～5厘米（1.2～2.0英寸），每側有6-12個葉裂，不一定很對稱。
其花為風媒葇荑花序，在授粉後18個月成熟。橡子長達2.5～4厘米（0.98～1.57英寸），寬約2厘米（0.79英寸），底部黃色漸變為頂部棕綠色，覆蓋有4～8毫米（0.16～0.31英寸）的絨毛。橡子很苦，但是是松鶏、鴿子和松鼠的食物。
這種樹上常棲息有癭蜂Andricus quercuscalicis，但是其對英國的橡樹卻有危害。
土耳其櫟在大約120,000年前就進入了北歐和不列顛，18世紀再次引入英國。其櫟癭是鳥類的食物。[1]
土耳其櫟廣泛種植於歐洲各地，生長速度相對其他樹種更快，因此常被用作觀賞樹木。
土耳其櫟與栓皮櫟（Q. suber）雜交產生Q. × crenata Lam.。在野生環境下也可以看到，有明顯的雜種優勢。
